Denne artikel er udarbejdet af major O.A. Hedegaard, leder af Hærens militærhistoriske Arbejder.
En af de utallige anekdoter om Frederik den Store af Preussen lyder, at han engang hørte en flok af sine officerer diskutere officersuddannelse. De var smukt enige om, at krigsførelse lærte man kun på slagmarken. Al teoretisk akademiuddannelse var bare foragteligt tidsspilde. Soldaterkongen, der ikke for intet var ven med Voltaire, forfatter, komponist, filosof og fritænker, blandede sig i samtalen og sagde på sin bidende facon: "Jeg har i min hær et muldyr. Det har deltaget i 40 felttog, men det er stadig muldyr!" Der blev dyb tavshed. Man havde forstået budskabet. Uanset, om historien er sand eller ej, kan den stå som generalnævner for den strømkæntring, det tidehverv, der indtrådte i den kulturelle udvikling, der fandt sted i Europa i sidste halvdel af 1700-tallet, og som almindeligvis benævnes Oplysningstiden. Den fik dybtgående betydning for bl.a. den dansk-norske hærs officerskorps og blev en facet af hærens historie, der her skal redegøres for. Omkring 1750 begyndte der at gå skred i de hidtil herskende normer i Vestog Centraleuropa vedr. den nedarvede respekt for de enevældige fyrster, religionen, stats- og kulturlivet, naturvidenskaben og filosofien. Det var altsammen sat i værk af nogle betydningsfulde forfattere, tænkere og videnskabsmænd, der frygtløst formåede at frigøre sig fra de hidtil herskende, ofte kvælende og intolerante dogmer inden for litteratur, videnskab og religion. Oplysningsfilosofien er det navn, der betegner denne periodes ældre slægtleds tænkning, som har sat sig sa dybe spor i Europas åndshistorie, så det også gav dyb afsmitning på den internationale officersuddannelse. Gennem bondefrigørelse og revolution, gennem "Sturm und Drang" og klassicisme, gennem kosmopolitisme og befrielseskrige, handelskrige og frikonkurrence, opfindelser, sult og nød skulle Europa føres til højkapitalismen, til "kul- og jernalderen", til produktionskriserne og proletariatets dannelse under den "HeUige Alliances" reaktion. Nogle af disse åndens fribårne pionerer bør nævnes, inden vi begiver os til danske forhold og disse mænds danske "våbenfæller". Forrest står vel tyskeren Johann Wolfgang Goethe (1749-1832), hvis "Sturm und Drang" rasede i 1770'eme, da han forløste tidens stemning og følelser i "Götz von Berlichingen" og "Die Leiden des jungen Werthers", sidstnævnte, som blev forbudt i Danmark, men som ellers spredtes ud over Europa (og som Napoleon havde læst ni gange og førte med i sit bibliotek på felttoget til Ægypten). I Frederik den Stores Preussen vaktes den nye ånd til live med bl.a. de to store kritiske genier Gotthold Lessing (1729-1781) og Immanuel Kant (1724- 1804). Til deres kreds hører også preusseren friherre Heinrich Friederich von Stein (1757-1831), som sammen med Friedrich von Hardenberg (1772-1801) kæmpede for bøndernes frigørelse. Amerikaneren Thomas Jefferson (1743-1826), som var forfatter til Uafhængighedserklæringen 1776 og 1801-1809 USA's præsident, må også nævnes. Endvidere englænderen James Watt (1736-1819), virksom som instrumentmager ved Glasgow Universitet, og som i 1763 skabte den nye form for dampmaskine. Tillige italieneren Alessandro Volta (1745- 1827), hvis geniale videreførelse af Galvanis forsøg førte til opdagelsen af den elektriske strøm. Også spanieren Lucientes y Goya (1746-1828), nok den tidsalders største maleriske geni, spansk ind til marven og uafhængig af alle retninger og skoler og den kvælende katolske kirke, en ypperlig iagttager, hvis livsværk - ligesom Goethes - samler hele tidens digtning og sandhed til et uforgængeligt monument. Østrigeren Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791), som ved sin tidlige død blev afskåret fra at følge sit slægtleds hele bane gennem revolution og krige. Hans toneverden er derfor præget af den lette, løftende stemning før den store storm, som inden for musikken fik sit stærkeste udtryk i Ludwig van Beethovens (1770- 1827) dybe lidenskab. Også Frankrig under Ludvig XV og XVI ydede sit enorme tilskud til den åndelige frigørelse. Filosoffen Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) udsendte sin epokegørende afhandling om videnskaberne og kunsten "Tilbage til naturen" og bogen "Samfundspagten", der bl.a. docerer, at alle mennesker er født frie. Forfatteren og filosoffen Fran9oi-Marie de Voltaire (1694-1778) havde siden ca. 1750 befæstet sit ry som en af samtidens centrale, frygtløse litterære skikkelser, frygtet og hadet af gejsthghed og magthavere for sin nærmeste ateistiske aggressivitet. Samtidig fandt udgivelsen af den store franske "Encyclopédie" i 17 store tekstbind og 11 bind plancher 1751-1765 sted under redaktion af Denis Diderot (1713-1784) og Jean le Rond dAlembert (1717-1783). Medarbejderne, "encyclopædisteme", havde sat sig for i et slags universalleksikon at skildre deres tids menneskelige viden inden for filosofi, kunst, naturvidenskab og teknik i populær form. Religion og politiske institutioner behandledes som sociale foreteelser, der gradvis har udviklet sig uden guddommelig assistance. Det mægtige værk - fra kongelig og reaktionær side forfulgt og nedvurderet - blev trods alle mangler og censurens dæmpende bånd alligevel et stolt monument over Oplysningstidens kosmopolitiske kamp mod traditionel fordummelse, nedarvet overtro og reaktionær herskervælde. Brændende funker fra denne internationale, kulturelle steppebrand, der på mange måder blev initialladningen til den store eksplosion i 1789, fløj også ind over dobbeltmonarkiet Danmark-Norge og gjorde sig gældende i udviklingen, ikke mindst i det danske officerskorps og blandt dettes ledende mænd med den unge, dynamiske kronprins Frederik i spidsen. Det kan imidlertid ikke understreges stærkt nok, at de brede lag såvel i udlandet som Danmark forblev stort set uberørt af Oplysningstidens strømninger. Ikke mindst på grund af den udbredte analfabetisme blev oplysningen uundgåeligt kanaliseret til et over- og mellemklassefænomen. Denne fremstilling er viet denne udvikling i militæretaten op mod Englandskrigene 1801 og 1807-1814. Blandt ældre danske officerer havde man i sagens natur hidtil været et produkt af den undervisning og holdningsdannelse, Landkadetakademiet (grundlagt 1713) havde meddelt. De reformtanker, den fra Frankrig indkaldte generalfeltmarskal C.L. de Saint-Germain (1707- 1778) havde forsøgt at indføre, bl.a. en bedring og modernisering af officersuddannelsen, var stort set blevet fejet bort efter hans endehge fald og reelle afsked 1767. De to officerer, som - sammen med kronprins Frederik - må siges at være pionererne inden for denne militærkulturelle udvikling, var general af artilleriet Heinrich Wilhelm von Huth (1717-1806) og kaptajn af artilleriet Werner Hans Frederik Abrahamson (1744-1812). Huth, der var født i Sachsen, og som ung studerede matematik ved universitetet i Leipzig, blev officer i hessisk tjeneste og deltog i Syvårskrigen. Han kom 1765 til Danmark for at bistå Carl af Hessen (1744- 1836), kronprins Frederiks svigerfader, med ledelsen af hæren. Han blev herunder chef for artilleriet og kommandør for Garden til Fods. Han harmonerede ikke med generalfeltmarskal Saint-Germain, der 1767 fik ham forvist til udlandet. Struensee kaldte ham tilbage, og hans stiUing svækkedes ikke ved dennes fald 1772. Huth deltog i sammensværgelsen mod Guldberg 1784 og blev minister. Fra nu af blev han militær lærer for den unge kronprins og sammen med Carl af Hessen dennes vigtigste mihtære rådgiver. Politisk betydning fik Huth aldrig, men selv om han forblev tysk i hele sit væsen og aldrig lærte dansk, forstod han - påvirket af den store preusserkonge - værdien af en dybtgående og vidtfavnende uddannelse af officerskorpset. Han indlagde sig store fortjenester i uddannelsen og organisationen af især artilleriet og ingeniørkorpset. Kaptajn Abrahamson blev også en foregangsmand på det militærkulturelle område. Han optoges på Landkadetakademiet 1757 og avancerede til kaptajn 1786. Fra 1771 var han en anset lærer ved Artilleriskolen, bl.a. i dansk, og fra 1786 i "de skjønne Videnskaber" ved Landkadetakademiet, hvor han tillige var inspektør 1789-1810. Skønt tyskfødt og som barn tysktalende blev han den første offentligt ansatte lærer, der underviste kadetterne på dansk, og hele hans virksomhed vidner om hans varme kærlighed til dansk sprog og litteratur. Han blev ven med digteren Joh. Ewald (1743-1781), og med professor Rs. Nyerup (1759-1829) og sammen med digteren og litteraturhistorikeren, professor Knud Lyhne Rahbek (1760-1830) samlede han fire bind "Udvalgte danske Viser fra Middelalderen". Han lærte sig islandsk og oversatte Gunløgs saga. Meget selvstændig var hans indsats som medarbejder i tidens kritiske journaler med indlæg af sproglig og litterær art, bl.a. i "Minerva" og "Skandinavisk Litteraturselskabs Skrifter". Det er i vore dage, så mange år efter, svært at måle og omsætte valøren af undervisningen på Landkadetakademiet og Artilleriskolen til vore dages officersuddannelse, uanset et nøje studium og sammenUgninger af fag, undervisningsplaner, tidstabeller o.lign., og undertegnede skal derfor vel vogte sig for at forsøge på mere detaljerede og vidtgående sammenhgninger. Det ligger dog klart, at de nye åndelige impulser udefra også i høj grad blev udmøntet i den danske officersuddannelse i de kommende år. Begyndelsen blev naturligvis gjort i garnisonen i hovedstaden, som ubetinget var dobbeltmonarkiets åndelige centrum. København var i 1780'eme på ca. 100.000 indbyggere, hvoraf embedsmandsstanden, og herunder især officerskorpset fra den store garnison, primært af hvervede tropper, spillede en dominerende rolle. På Landkadetakademiet, som før 1. maj 1869 havde domicil i Operahuset i Fredericiagade, blev undervisningen også præget af den af minister HøeghGuldberg (1731-1808) gennemførte forbedring af 11. maj 1775.1 undervisningsplanen for akademiet blev det realfagene - de levende sprog og matematikken - der kom til at præge fagkredsen. De gamle sprog, græsk og latin, gled ud, og undervisningen kom i højere grad til at svare til tidens krav om kundskaber for det praktiske Hv. Endvidere er det tydehgt at se, at de nyhgt indførte bestemmelser om afskaffelse af tysk som kommando- og administrationssprog fra 1772 nu mere og mere slog igennem for de vordende officerer, om end mange af disse stadig var af tysk eller holstensk afstamning. Således stillede reglementet af 1783 dansk lige med tysk. Terrænvindingen for det danske sprog nåedes ikke uden bitre litterære kampe, i hvilke den unge digter og tidUgere landkadet og fænrik Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt (1769-1826) og kaptajn Abrahamson tog del som varme forkæmpere for danskheden. Det er klart, at for mange ældre officerer, der hele deres liv havde haft tysk som kommando-, tale- og skriftsprog, må den fra monarken beordrede overgang til dansk have været hård. I en gammel kadetstambog ses tysk hårdnakket brugt hge til 1784, og de affattelser på dansk, der herefter ses, er stærkt præget af gamle vaner. I stedet for fx "afskediget" skrives "forafskediget" eller "beafskediget", i stedet for "afgået ved døden" skrives "ved døden afgået", o.s.v., altsammen klare germanismer. Den kulturelle undervisning, som Landkadetakademiet havde meddeh, ønskede general von Huth og kredsen af officerer om ham at videreudvikle for hovedstadens mange yngre officerer, og i de bestræbelser, der herfor nu udvikledes, havde man kronprins Frederik i ryggen. Tiden var før det egentlige kasernebyggeri, og af større decidere de kaserner i København med lokaler for officerer, forløbere for de senere officersmesser, eksisterede kun tre. Kastellet, Livgardens og Sølvgades kaserne. De mange menige, underofficerer og officerer var derfor primært indkvarteret hos borgerne eller - for officerernes vedkommende - i lejede værelser hos private. En forudsætning for messe- eller klubliv, der kunne virke kulturelt og kollegiah fremmende, var altså en række egnede lokaler. Frugten af disse anstrengelser blev oprettelsen af "Det Kongehge Militaire Selskab", der stiftedes ved kgl. resolution af 14. oktober 1785, og det fik til huse på "Giethuset" på Kongens Nytorv i København. Det blev den egentlige forløber for Det Kongelige Gamisonsbibliotek, efter kgl. resolution af 1818 forkortet "K G B", og dermed på sin vis også for Det krigsvidenskabehge Selskab. Hvis de nyudnævnte eller til et af hovedstadens regimenter nytilkommanderede, ugifte officerer ikke havde nogen introduktion med hjemmefra, var borgernes døre forståeligt stængte, og de unge officerer var henvist til beværtninger eller hverandres mere eller mindre hyggeUge, lejede værelser. Foredragsrækker for officerer, som vi kender det i vore dage, fx i Det krigsvidenskabelige Selskab, etableredes også på Giethuset eller pavillonen ved Holmens hovedmagasin, men når foredragene var færdige, havde deltagerne ingen steder at gå hen for at diskutere det emne, de havde hørt. Giethuset, der sprogligt er en afledning af det tyske verbum "zu giesen" = at gyde, støbe, var oprindelig et støberi, der lå på Kongens Nytorv, der, hvor nu Charlottenborg hgger. Det blev opført 1671 efter ordre fra Christian V med det formål at støbe artilleripiecer til både hæren og marinen. Ved siden af fremstilledes andre støbte sager, fx gryder, lysestager, taljeblokke, hjulbøsninger og beslag til både hoffet. Holmen og artilleriet, ligesom der lejlighedsvis støbtes kirkeklok ker.
. I 1776 blev bygningen forhøjet med en etage til det nyligt oprettede artillerikadetinstitut og tiUige en tjenestebolig for general von Huth. Denne indstillede i 1783, at man skulle bryde ovnen ned og indrette en del af bygningen til samlingslokaler for garnisonens officerer. Forslaget stødte foreløbig på modstand og henlagdes. Huth benyttede nu sin stilling som lærer for kronprinsen og fremsatte forslaget påny, støttet af generaladjudant Carl Frederik von Bielefeldt (1752-1825) og den tidligere geheimestatsminister Ove Høegh-Guldberg. Endelig i 1785 bevilgedes efter indstilling af generalen 10.000 rbd. til en gennemgribende ombygning af Giethuset, og med denne ombygning skabtes der plads til Det kgl. militaire Selskab og det bibliotek, der forudsattes som en primær del af det nye selskab. Dertil kom en fribolig for selskabets økonomidirektør. Beløbet på 10.000 rbd. var blevet tilvejebragt ved, at de nationale tropper det år ikke var blevet genindkaldt. Nedbrydningen af den store støbeovn og ombygningen tog imidlertid lang tid, og først nytårsdag 1787 kunne man åbne for "Conversationen". Igangsætterne havde nok lidt for optimistisk påregnet, at de besøgende officerer ville få stillet deres trang til øgede kundskaber ved foredragene, læsning i de anskaffede bøger og tidsskrifter med påfølgende samtaler og diskussioner og til sidst slutte af med en kop kaffe eller te, men her havde initiativtagerne gjort regning uden vært. Det skal her erindres, og det overses oftest, når dette emne skildres, at dele af garnisonens officerer ikke var "pæne unge mennesker", der havde gennemgået det danske landkadetakademi. Det var i høj grad hvervede, udenlandske officerer, hvoraf mange havde krigserfaring, og hvor kården formodentlig sad løst i skeden. Disse mennesker var næppe interesseret i kaffe eller te og en stilfærdig faghg diskussion, men mere håndfaste stimulanser. Der var straks officerer, som benyttede lejligheden til at tinge sig i kost hos værten, der samtidig var "spisevært" for artillerikadetteme. Dette var vel naturligt, men da disse officerer begyndte at nyde stærke drikke i lokalerne, var forskellen på selskabet og et værtshus ved at være udflydende. Det blev initiativtagerne for broget. Man henvendte sig til kronprinsen for at få tilladelse til at udarbejde et sæt love og bestemmelser, som tog højde for sådanne tiltag. De erklærede bittert, at det havde ikke været deres hensigt at etablere et almindeligt værtshus, som hovedstaden havde nok af, og at det var sørgeligt at se yngre officerer var mere at træffe ved Billardbordet end ved de militære forelæsninger. Kronprinsen bakkede straks indstiUingen op. Der nedsattes prompte en kommission med to officerer fra hvert af de i København garnisonerede regimenter, korps og marinedivisionen med opgave snarest at udarbejde et sæt love og forelægge dem til allerhøjeste approbation. De stadfæstedes af kong Christian VII 25. september 1787. Lovene talte ikke mindre en 104 paragraffer, og fingrene blev ikke lagt imellem for at oplyse officererne om, hvad meningen var med det nye kulturelle og kundskabsgivende selskab. Den pompøse indledning fortjener gengivelse her:
"Det forudsættes, at enhver Officer har stedse den Tanke i Sjælen, at Krigsstanden er en Ærens Stand; at følgelig overalt, hvor Officerer komme, og især hvor flere komme sammen, ingen Opførsel bør bruges uden den, der gielder i den finere Verden, som uden at vise en tvungen Forfinelse dog ogsaa er lige saa langtfra alt uanstændigt, fra al Raahed og uslebne Sæder. At der heller ikke Love behøves for at holde usømmelig Adfærd mod Overmænd, Ligemænd og Undermænd i Tømme, men at enhver Officer vil vide at opføre sig saaledes, at hverken han eller det Korps, han tjener i, kan vanæres ved hans Opførsel". Af de enkelte paragraffer skal her kort citeres fx 46, der indiskutabelt siger, at "Ingen løse Fruentimmer tillades at komme i Værelserne; ikke heller SpiseVærtens Piger, langt mindre Citron-Sælgersker eller saadanne". Og 47: "I Den store Sal, Billardstuen til Gaden, Kabinettet og den mørke Stue røges ikke Tobak". Til at lede selskabet udnævntes en direktion på ikke mindre end 28 medlemmer, hvoraf én skulle være "Dagens Direktør" (i vor terminologi "inspektionshavende") og sørge for ro og orden. Til økonomidirektør beordredes den tilsynsførende officer ved Artilleri-Instituttet. Han skulle endvidere lede de baller og assembleer, man fandt påkrævede for at trække de yngste officerer til selskabet. Selskabets budget fastsattes til 800 rbd. årligt. Den kulturelle og bærende nyskabelse var ubetinget bibhoteket. Det bestemtes, at det skulle omfatte udførlige værker, der angik den danske og svenske historie og geografi, 1700-tallets største hærføreres felttog, de uundværlige lærebøger i krigskunst, nogle ordinære atlasser på pap og træklodser med påmalede figurer og "Signaler" til krigsspil til fremme af den taktiske forståelse, en spinkel begyndelse til Hærens Officersskoles nuhavende "terrænborde" med kampvogne, kanoner etc. Bøgerne måtte kun benyttes i læsestuen. De opbevaredes i aflåste skabe med ståltrådsnet for, og kun den tilsynsførende eller den afgivne underofficer, "Bogskriveren", måtte åbne hængelåsene. I samme periode påbegyndtes udgivelsen af den første foriøber for Militært Tidsskrift. Det var "Det Danske Krigsbibliothek", et militært kvartalsskrift, hvis første nummer udkom i 1794, udgivet af officererne Jørgen Henrik Rawert (1751- 1823), premierløjtnant i Ingeniørkorpset, og Abrahamson. Dette tidsskrift kom i høj grad til at supplere selskabets kulturelle virksomhed, og det er med stolthed, at Det Kongehge Gamisonsbibliotek i vore dage stadig kan fremvise mange, i dag sjældne og dyre værker og tidsskrifter, som anskaffedes i denne første periode, og som i dag opbevares i bibliotekets specialsamling, Hærens boghistoriske Museum. Det var naturligt, at kronprinsen bestemte, at Abrahamson skulle være selskabets og bibliotekets første chef. Der var andre militære biblioteker i landet. Fx "Generalquarteermesterstabens Bibliothek", "Det Fyenske Infanteriregiments Bibhothek" og "Artilleriets Bibliothek". Medens disse bibliotekers samlinger i dag stort set indgår blandt Det Kongelige Gamisonsbiblioteks godt 200.000 bind, og som primært omfattede decideret militær faglitteratur til den våbenart eller det korps, biblioteket var knyttet til, drog Abrahamson i vid udstrækning omsorg for, at det nye militære hovedstadsbibliotek fik en vidtfavnende bogbestand, der altså blev grundlaget for det boghistoriske museum med uerstattelige bøger tilbage til midten af 1400-tallet og på de fleste af Europas sprog, og dækkende takige militære og civile emner. Da det fra starten trods alt kun var mindre beløb, selskabet kunne afse til indkøb af bøger, søgte Abrahamson energisk at skaffe indtægter ad andre kanaler. Fra 1791 lykkedes det ham at overtale en kreds af officerer, hvortil kronprins Frederik snart sluttede sig, til at yde et fast årligt beløb til nyanskaffelser. Det indbragte 100 rbd. årligt, og disse officerer fik ret til at hjemlåne bøger. I 1793 blev det første katalog udgivet, som omfattede 386 bind, i 1798 kom andet og i 1803 det tredie med 1053 bind. Her slutter denne beretning om de militærkulturelle bestræbelser, der - udsprunget af Oplysningstiden - udfoldedes fra hærens side for at øge viden og horisont hos datidens officerer, en beretning, der selvsagt mageligt kunne være ført frem til vore dage og formodenthg vil være tidløs. Efter år 1800 bevæger Danmark-Norge sig ind i Napoleonskrigenes urolige og for dobbeltmonarkiet nederlagsprægede periode, hvor takige forflyttelser, indkaldelser og formering af mange nye enheder, kystmilits, landevæm og frivilUge korps i en stor del af perioden bragte de samlede styrker op på ca. 200.000 mand, langt mere end man havde under faneme i 1864 og under Sikringsstyrken 1914-1918. Det skal hertil bemærkes, at Norge og de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg hørte under den danske konge og stillede mandskab til hæren og flåden. Det blev også en omkalfatrende periode for alle de militære bibhoteker og de kulturelle tiltag, som disse stod som eksponenter for. Dette er dog en anden historie, som ikke skal meddeles her.
Bibliografi
Bricka, C.F.: Dansk biografisk Lexikon, bd. 1-19 (Kbh. 1887-1905). Det danske Krigsbibliothek 1794-1798, KGB tidsskriftafdeling. Det Kongelige Gamisonsbibliotek gennem 200 år 1785-1985 (Kbh. 1985) samt de arkivalier, der danner grundlag for udarbejdelsen. Et Hundredårsminde. Det krigsvidenskabehge Selskab 1871-1971, u.red. af oberst M. Amtrup (Kbh. 1971). Hedegaard, E.O.A.: Ferdinand Heinrich Jahn. En dansk hærhistoriker, tr. Militært Tidsskrift, NOV 1972. Hedegaard, E.O.A.: Den indbyrdes undervisning. Et militært undervisningssystem i den danske folkeskole, tr. Militært Tidsskrift, MAJ 1974. Hedegaard, E.O.A.: Frederik den Sjette og De røde Fjer. Studier i Danmarks militære og politiske historie under Napoleonskrigene, bd. I-II (Kbh. 1975). Hedegaard, E.O.A.: Generalløjtnant A.P. Tuxen. Militærhistoriker og æresdoktor (Kbh. 1982). Hedegaard, E.O.A.: Artilleriets Bibliotek - en militær- og kulturhistorisk perle, tr. Militært Tidsskrift, APR 1990. Hedegaard, E.O.A.; "Det danske Krigsbibliothek" - Forløberen for Militært Tidsskrift, tr. Militært Tidsskrift, FEB 1992. Ojficersskoler i Tidsrummet 1691-1918, udg. i Anledning af Hærens Officersskoles 50 Aar Jubilæum 1. Maj 1918. Uddannelsen af Hærens Linieofficerer 1713-1963. Red. Af Mogens Rosenløv (Kbh. 1963). Forsvarsakademiet 1830-1980. Red. af Mogens Rosenløv (Kbh. 1980). Landkadetakademiet og Hærens Officersskole 1713-1988. Red. af Søren HaslundChristensen (Kbh. 1988). Richter, V.: Den danske Landmilitæretat 1801-1894, bd. I-II (Kbh. 1896- 1897).
