Opgavebaseret Værnepligt

Credit: Forsvarets Fotogalleri, Kim Vibe Michelsen

Af Espen Salling Larsen, Major og militær analytiker ved Center for Værnsfælles Operationer, Institut for militære operationer, Forsvarsakademiet.

Der er brug for en opgavebaseret tilgang til en ny værnepligtsmodel, der reelt styrker forsvaret af Danmark og nærområdet. En opgavebaseret tilgang vil være væsensforskellig fra den nuværende kapacitetsbaserede tilgang. Siden Bruun-rapporten udkom i 2003¹ har den kapacitetsbaserede tilgang været grundlaget for, hvordan vi udvikler vores militære styrker i Danmark. Efter den russiske annektering af Krim i 2014 og især efter den russiske invasion af Ukraine i 2022, har vi i Danmark forsøgt at tilpasse vores kapaciteter til den nye situation, men stadigvæk taget udgangspunkt i en kapacitetsbaseret. Når vi ser på værnepligten i dag, er det vigtigt, at vi ser den som led i en gentænkning af den militære kapacitet og hvordan vi udvikler og opstiller militær kapacitet. Værnepligten i Danmark har de seneste årtier reelt været begrundet i behovet for at kunne rekruttere til forsvarets kapaciteter. Regeringens oplæg har bragt værnepligt tilbage som noget, der er mere end blot et rekrutteringsredskab for Forsvaret. Truslen fra Rusland kalder på at have en opgavebaseret tilgang, hvor Forsvaret opstiller enheder tilpasset bestemte opgaver. Værnepligten skal derfor ikke ses som en kapacitet i sig selv, men som en mulighed for at Forsvaret kan løse konkrete opgaver i forsvaret af Kongeriget Danmark og dets nærområde.

Værnepligten i relation til Forsvarets opgavekompleks

I den danske debat henvises der ofte til, hvad de andre nordiske lande gør og hvad Danmark gjorde under Den Kolde Krig. Her fremføres det blandt andet, at de andre nordiske lande har en væsentligt længere værnepligt.² Går man ind og ser på, hvordan værnepligten rent faktisk var skruet sammen ved afslutningen af Den Kolde Krig og hvordan den ser ud i de andre nordiske lande, tegner der sig imidlertid et mere nuanceret billede. Den danske værnepligtige tjenestetid i 1989 var eksempelvis på 9 måneder, men var differentieret således, at det meste af kamptropperne havde 11 måneders tjeneste, bevogtningsenheder havde 6 måneders tjeneste og andre igen havde 4 måneders tjeneste.³ Man finder også en stor forskel i den værnepligtiges tjenestetid i Finland (typisk 165 dage eller 347 dage) og i Norge (mellem 6 og 18 måneder).⁴ Hvis man vil lade sig inspirere af de andre nordiske lande og tidligere erfaringer giver det derfor mening at se på værnepligten differentieret i forhold til forskellige formål.

Når man ser på værnepligten i forhold til forskellige opgaver, er det også relevant at se på den sammenhæng, som opgaveløsningen skal foregå i. Danmark har i dag en anden militær geografisk placering end under Den Kolde Krig⁵ og en væsentligt anderledes militærgeografisk situation end andre nordiske lande. Opgaverne kan stille mere forskelligartede krav til Forsvaret fremover. Det giver derfor mening at værnepligten ses i forhold til disse forskellige opgaver - herunder at se på en differentieret værnepligt i forhold til et differentieret opgavekompleks.

Danmark skal kunne bidrage til NATO’s fremskudte forsvar i Østersøområdet, samtidigt med at Danmark som kunne fungere som opmarchområde for NATO på eget territorium.⁶ Danmark har indgået en baseaftale. der stiller danske flybaser til rådighed for USA.⁷ Bornholm ligger i en dansk sammenhæng fremskudt og kan derfor ses som en særskilt operativ opgave.⁸ Endeligt forventes Nordatlanten og Arktis at blive genstand for øget stormagtskonkurrence. I det følgende gennemgås den opgavebaserede værnepligt i relation til NATO’s fremskudte forsvar – herunder opgaver i forsvaret af Danmark som opmarchområde, forsvaret af Bornholm og opgaver i Nordatlanten og Arktis.

Bidrag til det fremskudte, kollektive forsvar.

Hvis værnepligtige skal være en del af Danmarks bidrag til det kollektive forsvar og afskrækkelse i Østersøen og NATO frontlinjenationer, så vil det være et brud med de sidste 20 års tænkning, hvor værnepligt udelukkende har været tænkt anvendt inden for landets grænser. Sådan var det ikke under Den Kolde Krig, hvor Jyske Division i tilfælde af krig skulle deployere ned til forsvarsstillinger i Tyskland med værnepligtige i enhederne.⁹

Opgaven med at stille et passende dansk bidrag til NATO’s kollektive forsvar er veldefineret, især i en landmilitær sammenhæng. På Vilnius topmødet i 2023 blev NATO family of plans godkendt¹⁰ og på det foregående Madrid topmøde blev der taget beslutning om NATO’s fremtidige styrkemodel, som også vil blive afspejlet i NATO styrkemål.¹¹ NATO’s nye styrkestruktur har forskellige lag (tiers) og har opstillet det mål, at der skal rådes over minimum 100.000 mand på 10 dages beredskab (tier 1), 200.000 på 30 dages beredskab (tier 2) og 500.000 på et beredskab mellem 30 og 180 dage (Tier 3) med henblik på at kunne afskrække angreb fra Rusland.¹² Med NATO family of plans og den nye styrkemodel vil den kommende revisionen af styrkemål betyde, at Danmark i sidste ende skal opstille enheder til specifikke styrkemål med henblik på, at disse kan udfylde en funktion i NATO forsvarsplaner. NATO-planer har fokus på især forsvaret af de baltiske lande og bygger på, at NATO styrkestruktur kan levere forstærkningsstyrker på højt beredskab.¹³

Erfaringsmæssigt forventes Danmark at opfylde en rimelig andel af styrkemålene i forhold til befolkningstal og bruttonationalprodukt.¹⁴ Danmark udgør ca. 0,6 % af NATO's befolkning (0,9 % af befolkningen minus USA).¹⁵ Tilsvarende udgør Danmarks bruttonationalprodukt ca. 0,9 % af de samlede NATO-landes (1,7 % minus USA).¹⁶ Danmarks rimelige andel af NATO-styrkerne i de to øverste lag kan derfor ligge et sted mellem 1800-5400 mand svarende til mellem 0,6 % og 1,7 % af de 300.000 mand. I runde tal svarer det til, at Danmark i de to øverste lag (tiers) samlet skal stille en fuld eller mindre brigade, samt enheder der stilles til rådighed for korps og divisionsniveauet (eksempelvis long range fires), alt efter de behov som følger af NATO-planer og styrkemål. Bidrag til tier 3 udgør ikke en høj prioritet i forhold til, hvad Danmark potentielt kan stille til NATO, da NATO samlet set¹⁷ – minus USA – har 1,8 mio. under våben med 1,2 mio. i organiserede reserver til at opstille de i alt 800.000 i tier 1-3. NATO’s europæiske allierede råder tilsammen over 145 brigader, hvis man fraregner træningsformationer og lignende.¹⁸ Man kan derfor forvente en vis konkurrence i NATO om at kunne tilmelde eksisterende styrker i NATO tier 3. Omvendt kommer NATO fra en situation, hvor der tidligere var ca. 40.000 i Enhanced NATO Response Force¹⁹, som svarer til de øverste kategorier i den nye struktur (tier 1 og tier 2). Det problem som Danmarks bidrag til NATO’s kollektive forsvar skal løse, er således primært at øge NATO beredskabsstyrker i tier 1 og tier 2.

Når man diskuterer værnepligt er det derfor ikke kun et spørgsmål om, hvordan værnepligten kan indgå i opstilling af forskellige enheder, herunder til opfyldelse af NATO-styrkemål, men også om hvordan værnepligten kan understøtte enhedernes evne til at indgå i NATO’s planer. Selvom mobilisering og værnepligt giver mulighed for at bidrage i tier 3, så findes NATO’s prioriterede behov i tier 1 og tier 2.

At det danske bidrag skal indgå i NATO planer (family of plans) og i de øverste lag af NATO styrkestruktur stiller store krav til beredskab og evnen til at deployere enheden rettidigt til det relevante sted i NATO frontlinjestater, da NATO-planerne er rettet mod at sikre konventionel afskrækkelse.²⁰ Konventionel afskrækkelse forudsætter netop, at man ikke bare har teknologien og kapaciteterne, men at disse indgår i en samlet strategi, som en modstander finder troværdig og derved afskrækkende.²¹ Danske styrker skal kunne demonstrere konkret evne til at deployere til og operere i det tiltænkte indsættelsesområde, med henblik på at kunne bidrage til den, som i NATO omtales, som den skræddersyede og den umiddelbare afskrækkelse.²²  Det drejer sig ikke kun bidrag til NATO’s enhanced forward presence, som vi har kendt den siden 2014.²³ Skal man have et indtryk af, hvilke typer af styrker og aktiviteter der vil kræves af Danmarks bidrag, så kan man finde eksempler i den amerikanske brigade, der på rotations-basis er til stede tæt på Suwalki-gabet mellem Rusland og Kaliningrad, det amerikanske 2nd Cavalery Regiment’s eller en fransk bataljons deployering til Rumænien i februar 2022 i forbindelse med den russiske invasion af Ukraine.²⁴ Her er NATO evne til at løse den konkrete forsvarsopgave blevet demonstreret, herunder at NATO har styrker klar til umiddelbar indsættelse, samt styrker (herunder taktiske førere) fra tidligere rotationer med konkret kendskab til militærgeografien og opgaven, som derved er mere relevante som forstærkningsstyrker. Den franske og amerikanske deployering af styrker i 2022 i forbindelse med den russiske invasion er et godt eksempel på den umiddelbare afskrækkelse og behovet for at skalere styrkebidrag. Det er en anden opgave end at deployere styrker, som vi tidligere har set i internationale operationer og de tidligere NATO reaktionsstyrker.

Beredskab er blevet den hårde mønt for at indgå i NATO planer, b.la. fordi NATO på den østlige flanke savner den geografiske dybde, som eksempelvis Ukraine har.²⁵ Afskrækkelsesperspektivet har også indvirkning på behovet for enhedernes øvelsesaktivitet, hvor øvelser ikke kun er et spørgsmål om at træne enheden, men også demonstrere troværdigheden af NATO’s planer og enhedens rolle heri.²⁶ Konventionel afskrækkelse, der skal etableres væsentligere længere fra Danmark end Jyske Divisions koldkrigs forsvarsstillinger ved Elben, forudsætter højt beredskab og gode deployeringsegenskaber. Her vil rene mobiliseringsenheder være mindre anvendelige, da enhederne vil skulle forberedes, forskydes og klargøres i operationsområde inden for et kort varsel. Værnepligt kan derfor overvejes som stående enheder med tilstrækkeligt uddannede værnepligtige, eller som grundlag for reserveenheder på højt beredskab der supplerer en stående hovedstyrke.

Stående enheder med værnepligtige havde man i den danske hær før 1973, hvor de værnepligtige blev uddannet i ni måneder for så at være i beredskab de følgende ni måneder, dvs. et forhold 1:1 mellem uddannelsesstyrke og beredskabsstyrke.

Norge vil anvende værnepligtsbaserede enheder i NATOs øverste beredskabslag. Norge vil derfor i deres opstilling af en brigade i højt beredskab anvende det princip at have en stående kampbataljon og tre værnepligtsbaserede bataljoner, hvoraf to værnepligtsbaserede bataljoner er i beredskab og én er i gang med indledende uddannelse.²⁷ De tre norske værnepligtsbaserede kampbataljoner skal således indgå i et treholdsskift, hvor en bataljon indgår i brigadens beredskabsstyrker efter seks måneders værnepligtsuddannelse. Finlands beredskabsenheder bygger på værnepligt på ca. et år, hvor beredskabsstyrken udgøres af de værnepligtsenheder, der har minimum 6 måneders uddannelsestid bag dem,²⁸ men er under fortsat uddannelse. Dvs. et 1:1 forhold mellem enheder under uddannelse og enheder i beredskab, idet beredskabet også understøttes af omfattende mønstringsøvelser med hjemsendte værnepligtige og tidligere værnepligtige på korttidskontrakt.²⁹ Sverige forventes i lighed med Danmark at skulle stille en brigade i NATO-beredskabsstyrker med henblik på deployering til en af NATO frontlinjestater.³⁰ Sverige har dog endnu ikke truffet beslutning om modellen for at opstille denne brigade.

Finland, Norge og Sverige (p.t.) planlægger ud fra, at deres beredskabsstyrker skal indsættes i samme geografiske område, som de opstilles i. Norge og Finland tager en kalkuleret risiko ved at anvende værnepligtige med ned til seks måneders³¹ uddannelse i beredskabsenheder. Skal man overføre den norske og den finske model i en dansk værnepligtsbaseret model for beredskabsstyrker, skal man derfor for det første overveje, hvilken risiko man ønsker at tage med styrkernes uddannelsesniveau – efter hvor mange måneders uddannelse kan enheden meningsfuldt indgå som en dansk brik i NATO-planer. For det andet skal man overveje, hvor lang tid efter den tilstrækkelige uddannelse man kan værnepligtige inde i beredskabsstyrkerne. Givet at danske beredskabsstyrker i NATOs øverste tiers skal deployere til Baltikum på kort tid, og ikke som finnerne og nordmændene kunne klargøre i det område de skal indsættes i, så vil danske værnepligtsbaserede enheder sandsynligvis skulle have et uddannelsesniveau, der er højere end de seks måneder, som er gældende i Finland og Norge. 

Et beredskab i NATO tier 1 (10 dage) og tier 2 (30 dage) er krævende og enheder med fastansatte soldater vil også forudsætte ekstra kapacitet i form af enheder og materiel til at opretholde et beredskab over tid. Dette forhold vil også skulle medtages i en sammenligning mellem værnepligtsbaserede modeller og modeller med fastansatte i beredskabsstyrkerne.

En norsk model med opretholdelse af fire kampbataljoner for at have tre kampbataljoner i beredskabsstyrkerne kunne også være nødvendig for at opretholde et tilstrækkeligt beredskab baseret på fastansatte. For at opnå en robusthed, der ikke forudsætter ekstra materielinvesteringer til flere enheder, kan man alternativt have en overnormering i enhederne. Den amerikanske hær har opstillet en model, hvor det forudsættes, at en beredskabsenhed skal normeres således, at den er fuldt funktionsduelig med 90 % af normeringen til stede.³² Alternativt kunne overvejes en hybridmodel, hvor værnepligten og en frivillig korttidstjeneste kombineres. Eksempelvis på samme måde som man tidligere har gjort i forbindelse med internationale operationer, hvor soldater på frivillig basis gennemførte Hærens reaktionsstyrkeuddannelse som værnepligtige, med en efterfølgende korttidskontrakt og udsendelse.³³ Her blev enhederne med korttidskontrakt anvendt på lige fod med udsendte stående styrker. Tilsvarende kunne korttidskontrakter på basis af den nye værnepligt og/eller en uddannelse rettet mod beredskabsstyrkerne danne grundlag for enheder eller dele af enheder i beredskab.

At opgaveløsningen forudsætter primært stående styrker bemandet med enten fastansatte eller værnepligtige udelukker ikke, at reserveenheder kan indgå som supplement. Under Den Kolde Krig havde Danmarks en beredskabsstyrke til øjeblikkelig indsats – kaldet dækningsstyrken – på ca. 13.000 mand, hvoraf 8.500 var en stående styrke og de resterende 4.500 mand i en hjemsendt supplementsstyrke, der kunne indkaldes hurtigere end resten af mobiliseringsstyrken.³⁴ Værnepligtens formål var her at uddanne til denne supplementsstyrke og til reserveenheder udover dækningsstyrken.³⁵ Supplementsstyrken var dengang nyligt hjemsendte soldater og bestod dels af selvstændige enheder,  dels af supplement til stående enheder.³⁶ Overfører man dette koncept til Forsvarets nuværende opgaver skal en ny supplementsstyrke kunne indgå i NATO afskrækkelse, herunder demonstrere evnen til at deployere til Baltikum og kæmpe forsvarskampen der. Mobilisering og deployering skal være øvet og afprøvet for at afskrækkelsen er troværdig.  Det er således et andet beredskab, og niveau for øvelsesaktiviteter som en ny supplementsstyrke vil kræve, sammenlignet med den nuværende mobiliseringsværnepligt.³⁷ Det vil også kræve en længere uddannelseslængde end mobiliseringsværnepligtens otte måneder, da enhederne skal hjemsendes færdiguddannede for at kunne aktiviseres og deployeres inden for NATO beredskabskrav. 

Territorialforsvaret af opmarchområdet Danmark.

Danmarks militærgeografiske placering er væsentlig forandret end under Den Kolde Krig³⁸, ikke mindst på grund af svensk og finsk medlemskab af NATO. Danmark er i NATO sammenhæng et baglandsområde, uden dog at være er et sikkert område, der er fri for trusler i tilfældet af krig.³⁹

Danmark har indgået en forsvarsaftale med USA om at stille faciliteter til rådighed i Danmark⁴⁰ og dansk territorium kan ses som et opmarch- og baseområde for egne og allierede styrker.⁴¹ Danmark er det som i amerikansk doktrin forstås som et ”Tactical Support Area”. Dette er et område, hvorfra man kan understøtte operationer i frontområdet, hvor der er støtteenheder, kommandofaciliteter, hvorfra der kan rettes angreb med langtrækkende våben mod fjenden og hvor fjenden omvendt kan ramme med primært langtrækkende våben og specialoperationer.⁴² Danske og allierede styrker vil her skulle være forberedt på at operere og deployere under indtryk af modstanderens langtrækkende våben og nedkæmpe fjendens forsøg på infiltration.⁴³ I NATO-sammenhæng forventes et operationsmiljø, der er præget af et kontinuum af konkurrence⁴⁴, hvor det territoriale forsvar dagligt skal være klar til at imødegå og reagere hurtigt på hybride trusler.⁴⁵

Østersøen ligger som en barriere mellem NATO’s frontlinje og selve Danmark (minus Bornholm).⁴⁶ Danmark har derfor ikke, som eksempelvis frontnationen Finland, et behov for at kunne mobilisere en større felthær til antiinvasionsforsvar, men har omvendt behov for et større lokalforsvar på tilsvarende vis som Norge, der primært har en felthær i grænselandet til Rusland i det nordlige Norge og et lokalforsvar i den sydlige halvdel af landet. 

Danmarks placering som opmarchområde i NATO-sammenhæng medfører afledte opgaver i forhold til bevogtning og luftforsvar af baser, herunder baser i den danske forsvarsaftale med USA.⁴⁷ Endvidere afledte opgaver i tilknytning til de danske stræder og sikring af uhindret allieret sejlads gennem stræderne ind i Østersøen og til den svenske vestkyst.⁴⁸  Danske enheder skal potentielt indgå i NATO’s nye styrkestruktur og de tre tiers, da enablers og evnen til værtsnationsstøtte er blandt NATO’s prioriteter med henblik på at virkeliggøre NATO family of plans.⁴⁹ Enhederne her kan eksempelvis omfatte Maritime enheder, der kan rydde miner og holde danske stræder åbne og sikre adgangen til havne, eller luftværnsenheder der kan sikre opmarchområdet mod langtrækkende fjendtlige angreb. NATO-afskrækkelse er  ikke kun et spørgsmål om militære bidrag til frontlinjestater, men også om at sikre opmarchområdet og om forsvarets understøttelse af samfundsmæssig resiliens.⁵⁰

Der er brug for stor kapacitet til at kunne etablere bevogtning og nærforsvar om danske baser og kritisk infrastruktur. Behovet for skalerbarhed og differentieret beredskab gør, at man ikke udelukkende vil kunne forlade sig på mobiliseringsenheder. Hybride trusler og behovet for højt beredskab er også centrale i forhold til værtsnationsopgaven, da opgaven ikke kun vil eksistere i forbindelse med allierede styrkers ophold i Danmark. Det vil også være en løbende opgave da NATO-afskrækkelse forudsætter, at allierede hele tiden har adgang til baser og opmarchområder. Den dobbelte udfordring med på den ene side at have et højt beredskab og skalerbarhed og på den anden side at have evnen til at mobilisere en større styrke har Finland taget hånd om i sin forsvarsstrategi.⁵¹ Efter Ruslands annektering af Krim i 2014 fandt Finland, at deres mobiliseringskoncept havde svagheder i forhold til de midler⁵², som russerne havde bragt i anvendelse i annekteringen af Krim.⁵³ Finland justerede deres forsvarskoncept og begyndte at bruge værnepligtige i beredskabsstyrker og udvidede rollen for deres grænsevagt.⁵⁴ De fastholdte dermed evnen til at mobilisere en stor styrke, samtidigt med at de kompenserede for mobiliseringsforsvarets mangler i forhold til højt beredskabs og skalerbarhed. Norge har tilsvarende en lokalforsvarsstyrke organiseret under Heimevernet, der rummer elementer rettet mod beredskab og skalerbarhed i det som nordmændene betegner som territoriale operationer.⁵⁵

Værnepligten kan potentielt nyttiggøres på flere forskellige måder i opgaveløsningen i territorialforsvaret af opmarchområdet Danmark. Værnepligtige kan være en del af besætningerne på søværnets fartøjer på samme måde, som de er det i Sverige, Norge og Finland. Dette var også tilfældet i Danmark ved afslutningen af Den Kolde Krig, hvor værnepligtige i søværnet aftjente ni måneder i sejlende tjeneste.⁵⁶ Værnepligt giver søværnet mulighed for robust bemanding og for at mobilisere yderligere kapacitet i krig og ekstraordinære situationer.

Værnepligtige kan nyttiggøres ved luftforsvarsenheder, sådan som det også nævnes i delaftalen.⁵⁷ Norge, Finland og Sverige anvender værnepligtige i deres jordbaserede luftforsvarsenheder og Danmark anvendte ved afslutningen af Den Kolde Krig værnepligtige med seks måneders tjenestetid i det jordbaserede luftforsvar.⁵⁸ Her blev de værnepligtige anvendt i operatørfunktioner på lavere niveau, mens stampersonel blev anvendt i operatørfunktioner på højere niveau og til at fastholde et højt stationært indsatsberedskab.⁵⁹ Evnen til at flytte og spredning af enhederne afhang dengang af mobilisering og netop spredning og mobilitet har i en nutidig sammenhæng været afgørende for det Ukrainske luftforsvars overlevelsesevne.⁶⁰ Truslen fra langtrækkende russiske missilsystemer gør de ukrainske erfaringer med spredning og mobilitet relevante, og værnepligtige giver her mulighed for at opstille betydeligt mandskab til at understøtte denne operative evne.

Fælles for værnepligtens potentiale i luftværns- og søværnsenheder er, at den giver mulighed for at supplere en mindre højt specialiseret kadre i højteknologiske enheder og dermed gøre dem mere effektive og overlevelsesdygtige i et operationsmiljø med stormagtskonkurrence og hybride virkemidler. Potentialet omfatter her evnen til at kunne mobilisere, men også evnen til at fastholde et højt beredskab ved at anvende værnepligtige i enheder på højt beredskab efter at disse har gennemført den fornødne uddannelse. Når man ser på værnepligtsuddannelseslængder ved afslutningen af Den Kolde Krig⁶¹, finder man uddannelseslængder betydeligt kortere end regeringens foreslåede tjenestetid på 11 måneder.⁶² Der kan derfor opnås et rimeligt forhold mellem uddannelsestid og beredskabstid for de værnepligtige, der dog i et økonomisk perspektiv stadigvæk skal holdes op imod dels omkostningen ved flere fastansatte, herunder til de lavere, hvor der er behov for stor kapacitet og et løbende højt beredskab operatørniveauer.

Danmark skal jf. forsvarsaftalen stille flyvestationer til rådighed for USA.⁶³  Enheder til gentablering af kritiske funktioner på flyvestationer efter angreb er en kritisk funktion for en værtsnation med allierede styrker baseret på sine flyvestationer Ved afslutningen af Den Kolde Krig opstilledes enheder reetablering af flyvestationers funktioner med en uddannelsestid på seks måneder.⁶⁴ Som ved andre specialiserede funktioner kan en længere værnepligtstid give mulighed for et både en stor kapacitet og et løbende højt beredskab, der understøtter den afskrækkende effekt af allieredes adgang til danske baser og installationer. Denne operative evne er også relevant i forhold til kritisk infrastruktur, herunder missionskritisk infrastruktur, dvs. dele af den danske infrastruktur, der er vigtig for allierede operationer og deres opmarch samt videre transport ind i Østersøområdet. NATO udvikler sin egen infrastruktur for at kunne understøtte NATO family of plans, hvilket også kan medføre et behov for militær kapacitet til overvågning, bevogtning og resiliens.⁶⁵

Bevogtning og nærforsvar i opmarchområdet Danmark er en omfattende opgave, hvor værnepligten har et stort potentiale. Delforliget⁶⁶ lægger op til, at værnepligten kan bidrage på tre måder; 1) som grundlag for mobiliseringsstyrker 2) som beredskabsstyrker i indkaldelsesperioden og 3) som rekrutteringsgrundlag til Hjemmeværnet. Delforliget lægger netop op til alle tre muligheder.

Værnepligten anvendes allerede i dag som grundlag for en mobiliseringsstyrke. Totalforsvarsstyrken blev besluttet i Forsvarsforliget i 2018. Den er organiseret under Hjemmeværnskommandoen, og vil bestå af i alt 12.700 soldater, hvoraf 5.700 ad gangen vil kunne løse militære bevogtnings- og sikringsopgaver i krise og krig.⁶⁷ Det er hjemsendte værnepligtige, der efter basisuddannelsen på 4 måneder kan genindkaldelses i totalforsvarsstyrken. Omfanget af den danske totalforsvarsstyrke er imidlertid beskeden sammenlignet med Norge, der har en beredskabs- og indsatsstyrke på 40.500 mand organiseret under Heimevernet bestående af frivillige hjemmeværnsfolk og hjemsendte værnepligtige.⁶⁸ Forsvarsforliget 2018 satte den tilsvarende danske ambition til, at der i tilfælde af en ekstraordinær situation kan mobiliseres ca. 20.000 soldater fra Totalforsvarsstyrken og Hjemmeværnet.⁶⁹

Danmark har flere baser og infrastruktur, som kan betegnes som kritiske for de opgaver. der følger af at være et NATO-opmarchområde. Danmark har derfor et behov for at kunne mobilisere en større kapacitet, ligesom robusthed overfor hybride angreb mod samfundets og dets kritiske infrastruktur også vil kunne lægge beslag på en større mobiliseringsstyrke til bevogtning og nærforsvar. For at bidrage til NATO afskrækkelse skal evnen til at aktivere kapacitet og reservestyrkens operative evne demonstreres. Dette vil indebære større aktiveringer og deltagelse i større flerværnsøvelser, som det eksempelvis er set i Sverige og Norge.⁷⁰

En mobiliseringsstyrke bør organiseres og uddannes således, at forholdet er optimalt mellem den uddannelsesstyrke der er indkaldt, og den mobiliseringsstyrke der kan opstilles. I sidste ende handler det om i hvor mange år efter uddannelsen, de hjemsendte værnepligtige kan indgå i mobiliseringsstyrken, givet det uddannelsesniveau der kan opnås inden for den givne værnepligtstid. Men mange af de hjemsendte vil også efter deres værnepligtstid få job og uddannelser, der gør dem til kritiske personelressourcer i samfundet, hvorfor det ud fra et samfundsmæssigt helhedssyn er hensigtsmæssigt at fritage dem fra genindkaldelse. Finland har en betydelig personelreserve indbygget i deres mobiliseringsstyrke netop for at tage højde for, at en andel af mobiliseringsstyrken kan være fritaget fra genindkaldelse henset til, at de udfylder en kritisk funktion i samfundet.⁷¹ Man vil skulle indregne en vis margin til fritagelser i dimensionering af mobiliserings- og uddannelsesstyrken.   

Der er brug for stor kapacitet til at kunne etablere bevogtning og nærforsvar om danske baser og kritisk infrastruktur i krig og ekstraordinære situationer. En generel sikkerhedspolitisk situation i Østersøområdet med fortsat stormagtskonkurrence og hybride trusler⁷² medfører også et behov for skalerbarhed og et kontinuerligt beredskab i dele opgaveløsningen og dermed et behov for at supplere en mobiliseringsstyrke på samme måde som i Finland og Norge. Her kan værnepligtige i deres uddannelsesperiode eller i en tjenestetid efter deres indledende uddannelse anvendes i et indsatsberedskab, hvilket implicit også ligger i regeringens oplæg om værnepligten. Her lægges der op til 5 måneders indledende uddannelse efterfulgt af 6 måneders fortsat uddannelse og operativ opgaveløsning.⁷³ Et tilsvarende princip anvendes i begrænset omfang i dag, hvor værnepligtige i den Kongelige Livgarde indgår i skarpe bevogtningsopgaver i løbet af deres værnepligtstid. Tilsvarende modeller findes også i andre nordiske lande og under Den Kolde Krig var bevogtningsopgaver også en større del af værnepligtstjenesten i Danmark, eksempelvis ved Flyvevåbnets nærforsvars- og bevogtningsenheder, hvor værnepligtige i løbet af en seks måneds værnepligt indgik i den fredsmæssige bevogtning af en flyvestation.⁷⁴

På samme måde som Finland anvender værnepligtige i deres grænsevagt⁷⁵, vil værnepligten også kunne anvendes i enheder med rettet mod mere gendarmeri-lignende opgaver, hvilket er relevant i imødegåelsen af hybride trusler. Den finske grænsevagtsmodel giver mulighed for – organisatorisk og uddannelsesmæssigt – at fokusere værnepligt mod civilt orienterede myndighedsopgaver. 

Afhængigt af i hvilket omfang man måtte vælge at anvende værnepligt eller værnepligtslignende vilkår i opstillingen af enheder til NATO kollektive forsvar, vil dette også rumme et potentiale i forhold til lokalforsvar. Enheder der ikke er uddannet tilstrækkeligt til at kunne sendes til Baltikum, kan også tænkes ind i det territoriale forsvar. Eksempelvis som man gør i Finland, hvor samme enhed undervejs i sit uddannelsesforløb først indgår i det stedbundne forsvar, inden de i den afsluttende del af deres værnepligtstid indgår i beredskabsstyrker.⁷⁶

Uddannelse af værnepligtige forudsætter en kadre af fastansatte til at uddanne og føre værnepligtsenheder og en diskussion af værnepligten bør derfor også omfatte, hvordan den kadre udnyttes optimalt. Anvendelsen af værnepligten som rekrutteringsværktøj betyder, at ca. en tredjedel af Hærens enheder alene er uddannelsesenheder⁷⁷, og noget tilsvarende gør sig også gældende i eksempelvis Flyvevåbnets Operations Support Wing.⁷⁸ En øget anvendelse af værnepligtige i forsvaret af Danmark bør derfor også omfatte en øget anvendelse af de uddannende enheder i de operative opgaver. Ved afslutningen af Den Kolde Krig planlagde man at mobilisere hjemsendte soldater i et antal, der kunne variere efter, hvor langt de værnepligtige var i deres respektive uddannelse.⁷⁹ Dermed kunne man erstatte utilstrækkeligt uddannede værnepligtige med mobiliserede og derved udnytte den faste uddannelseskadre bedst muligt i krigsstyrken. Tilsvarende overvejelser kunne også være relevante i dag med henblik på at kunne opstille en større lokalforsvarsstyrke til territoriale operationer.    

En tredje måde som værnepligten vil kunne udnyttes på i det territoriale forsvar af opmarchområdet Danmark, er som rekrutteringsgrundlag til Hjemmeværnet. Hjemmeværnet løser i dag betydelige opgaver inden for værtsnationsstøtte og bevogtning.⁸⁰ Hjemmeværnets forskellige beredskaber, har vist sig hensigtsmæssige i denne opgaveløsning. Hjemmeværnet har demonstreret, at de kan løse opgaven og at de har den fornødne interoperabilitet med de allierede enheder.⁸¹ Hjemmeværnet har udviklet et fleksibelt og skalerbart beredskab og kan dermed levere en komplementær operativ evne til en værnepligtsbaseret mobiliseringsstyrke, der forudsætter en politisk beslutning om mobilisering. Hjemmeværnet har i kraft af sine beredskabsmuligheder komplementære fordele i den langvarige imødegåelse af hybride virkemidler og forstyrrelser.⁸²

Selvom Hjemmeværnet har stillet soldater til værtsnationsopgaver, kan der stilles spørgsmål ved evnen til at opstille en tilstrækkelig stor styrke i krig og ekstraordinære situationer. Den del af Hjemmeværnet der vedligeholder et tilstrækkeligt uddannelsesniveau – aktivstyrken – talte ved udgangen af 2022 i alt 13.720 soldater, hvilket var et mindre fald i forhold til året før.⁸³ Hjemmeværnet rummer således på den ene side muligheder for at opstille skalerbare og fleksible beredskaber til at gennemføre territoriale operationer, der er velegnet i scenarier med hybride trusler i et opmarchområde som Danmark. Det er omvendt udfordret på at fastholde og udvide sin aktive styrke. Værnepligten er historisk set som et rekrutteringsgrundlag for Hjemmeværnet og indkaldelse af færre værnepligtige i hver årgang giver et markant mindre rekrutteringsgrundlag sammenlignet med under Den Kolde Krig. Det er derfor relevant at se på værnepligt som en direkte vej til Hjemmeværnet.

Alle unge mænd indkaldes i dag til Forsvarets Dag, hvor de testes med hensyn til deres egnethed til at aftjene værnepligt. Man kan derfor overveje også at bruge Forsvaret Dag som rekruttering til hjemmeværnet.⁸⁴ Men man kan også overveje, om selve værnepligtstjenesten kan være en indgang til Hjemmeværnet. Norge har haft problemer med at få nok soldater  i Heimevernet i de tyndt befolkede egne, og har derfor indført en 6 måneders bevogtningsuddannelse.⁸⁵ De værnepligtige hjemsendes her i en reserve, der principielt kan sammenlignes med Totalforsvarsstyrken i Danmark.⁸⁶ Der er også hensigten, at værnepligtstjenesten generelt skal understøtte rekrutteringen til Heimevernet.⁸⁷ Den norske model kunne anvendes i Danmark i forhold til bevogtningsopgaver ved infrastruktur og baser og samtidigt kunne danne grundlag for rekrutteringen til den frivillige del af Hjemmeværnet inden for de samme opgaver. En mulighed er endvidere at give mulighed for, eller at indkalde til, aftjening af værnepligten gennem en tjeneste i Hjemmeværnet. En model her kunne være, at man kunne aftjene sin værnepligt som et givent antal timer man skulle lægge i Hjemmeværnet inden for et givent tidsrum.⁸⁸ Et argument imod er, at det vil stride mod Hjemmeværnets princip om frivillighed. Omvendt er dette princip i sin rene form af nyere dato, idet det var med ændringen af lovgrundlaget i 2006, at muligheden for at bruge værnepligtige i Hjemmeværnet blev fjernet.⁸⁹ Endvidere kan værnepligt i Hjemmeværnet også ses i et bredere perspektiv som et alternativ til andre muligheder for aftjening af værnepligt. Under Den Kolde Krig talte man om teknisk værnepligtige, hvor værnepligtige som meldte sig frivilligt med henblik på selv at få indflydelse på, hvor og hvornår de skulle aftjene.⁹⁰ Ved en længere værnepligtstid og flere indkaldte kunne en hjemmeværnspligt være den værnepligt som frivilligt blev valgt som det fleksible alternativ til en lang indkaldelsesperiode.

Forsvarets opgaver i Nordatlanten og Arktis.

Militærgeografien i Arktis og Nordatlanten adskiller sig fra Østerøområdet ved fraværet af en stor, landmilitær trussel. Den russiske evne til at gennemføre større amfibieoperationer i det arktiske område er begrænset, og den russiske trussel forventes i overvejende grad at bestå af langtrækkende missiler, der kan affyres fra skibe og fly, rettet mod få men vigtige baser, samt hybride angreb.⁹¹

En sikkerhedspolitisk situation med øget stormagtskonkurrence i Arktis og Nordatlanten⁹² vil potentielt medføre et behov for øget tilstedeværelse med Søværnets enheder. Som det er tilfældet i Østersøområdet, så vil værnepligtige også her kunne bidrage med robusthed og evnen til at forøge kapaciteten i Søværnets besætninger. Øget robusthed i bemandingen med et større militært fokus kan være særlig relevant her, da fokus i opgaveløsningen i Arktis og Nordatlanten traditionelt har været fokuseret på kystvagtsopgaver frem for en militær suverænitetshævdelse og kollektivt forsvar.⁹³

Rusland foretager en opbygning af militær kapacitet i Arktis, men den er primært orienteret mod at holde vesten væk fra Ruslands atomslagstyrke i Barentshavet og Kola.⁹⁴ Nærforsvar og bevogtningsopgaven er derfor primært relevant i forhold til hybride trusler, herunder hændelser på grænsen mellem det civile og det militære.⁹⁵ Rent militært er Ruslands muligheder for at angribe med andet end langtrækkende missiler begrænset. Endvidere er omfanget af infrastruktur og antallet af baser også relativt mindre i Nordatlanten og Arktis. Der er derfor behov for at kunne mobilisere en bevogtningsstyrke, men også et behov for et løbende beredskab til imødegåelse af hybride trusler. Værnepligten kan derfor her anvendes til at etablere en mobiliseringsstyrke og til at opstille en mindre stående bevogtningsstyrke ved nøgleinstallationer. Under Den Kolde Krig opstillede Søværnet og Flyvevåbnet mindre bevogtningsstyrker til deres respektive installationer i Nordatlanten og Arktis.⁹⁶ I den nuværende situation kan man forestille sig mindre mobiliseringsenheder, der kan forstærke Forsvarets installationer og en model hvor værnepligtige i slutningen af deres uddannelse får et ophold ved de installationer, de efterfølgende skal designeres til. Dette med henblik på dels at de opnår kendskab til opgaven og installation, dels med henblik på at have et mindre indsatsberedskab i fredstid på installationerne.  

Det skal bemærkes, at værnepligtens legitimitet ved tjeneste i Grønland og Færøerne kan ses i sammenhæng med det forhold, at færinger og grønlændere ikke er omfattet af dansk værnepligt. Der er ikke værnepligt for færinger og grønlændere, men der er etableret en basisuddannelse under Arktisk kommando, der dog primært er rettet mod rekruttering til Forsvaret og andre myndigheder.⁹⁷

Bornholm.

Man kan ikke tale om, at Bornholm har en fremskudt position set i et NATO-perspektiv. Omvendt vil et militært tomrum kunne friste russiske angrebsmuligheder, hvilket taler for at se anderledes på territorialforsvaret af Bornholm end på forsvaret resten af landet. Set i et rent dansk perspektiv er Bornholm en fremskudt position og med udgangspunkt i et svensk medlemskab af NATO, vil den danske opgaveløsning her skulle fokusere på at undgå, at øen bliver et militært tomrum, som vil kunne friste russiske angrebsmuligheder i en Østersø, hvor NATO i øvrigt må forventes at være overlegen rent sømilitært.⁹⁸

Der er tidligere draget paralleller mellem Gotland og Bornholm, men selvom der er ligheder, er der også væsentlige militærgeografiske forskelle, herunder at situationen ved Gotland også handler om kontrollen med nordlige kommunikationslinjer fra Sverige til Baltikum og dermed kontrollen med til den alternative rute gennem Sverige via Göteborg, hvor NATO-forstærkninger ikke skal sejle gennem de danske bælter ind i Østersøen.⁹⁹ Det skal også bemærkes, at Polen har en betydelig sømilitær sea denial evne i farvandet mellem Kaliningrad og Bornholm.¹⁰⁰ 

Rusland er endvidere begrænset af, at dets landgangskapaciteter er begrænset pga. tab af blandt andet landgangsfartøjer i Ukrainekrigen og begrænsede udsigter i de russiske flådeprogrammer til at kapaciteten genopbygges.¹⁰¹ Når man ser på de konkrete russiske muligheder og danske muligheder for at afskrække et angreb, kan man tage udgangspunkt i erfaringer fra Ukraine-krigen. Afstanden mellem Kaliningrad og Rønne er kun en smule større end afstanden mellem den russiske flådebase i Sevastopol og den vigtige ukrainske havneby Odesa. I tidlige faser af Ukraine-krigen planlagde Rusland på amfibieangreb mod Odesa og havde samlet en landgangsstyrke i Sevastopol.¹⁰² Rusland endte med ikke at angribe, sandsynligvis under indtryk af det kystforsvar som Ukraine havde etableret med infanteri i forsvarsstillinger og kystartilleri, samt den ringe udsigt til opslutning fra en russisk angrebsakse over land.¹⁰³ Man kan derfor overveje etablering af et tilsvarende kystforsvar på Bornholm under anvendelse af værnepligtige og mobilisering.

Under Den Kolde Krig var der placeret et lokalforsvar på Bornholm i form af Bornholms Værn, som uddannede værnepligtige til en større mobiliseringsstyrke og opretholdt også et beredskab og rådede over enkelte stående enheder.¹⁰⁴  Sverige har (gen)oprettet et regiment på Gotland, byggende på værnepligt og mobilisering.¹⁰⁵ Såfremt man måtte ønske at oprette en militær styrke med det formål at forsvare Bornholm, så giver en værnepligtsbaseret enhed god mening, da styrken i høj grad vil kunne opstilles som en mobiliseringsstyrke. At styrken kan planlægge på at skulle indsættes, hvor den opstilles og mobiliseres, giver bedre muligheder for at opretholde et relativt højt beredskab med værnepligtige.

Placering af militære enheder på Bornholm er en pointe i sig selv for at undgå, at øen bliver et militært tomrum, der kan virke fristendende på en potentiel modstander. Dermed er Bornholm er et eksempel på, at den konventionelle afskrækkelse ikke kun er et spørgsmål om hvor mange enheder man råder over, men også om hvor de i udgangspunktet er placeret. Derfor kan der være en pointe i ikke kun at have værnepligtsbaseret mobiliseringsenheder designeret til at forstærke forsvaret af øen, men generelt at placere værnepligtsuddannelse på øen for at have tilstedeværelse og dermed afskrækkelse. Hvis man foretager det tankeeksperiment, at den nuværende opklaringsenhed¹⁰⁶ på Bornholm, der har sine krigsopgaver væk fra øen, byttede plads med den lette infanteribataljon¹⁰⁷ i Haderslev eller en uddannelsesbataljon fra et af de andre regimenter, så ville dette alene øge den afskrækkende effekt, fordi der ville være en blivende militær tilstedeværelse på Bornholm i krise og krig.

Med udgangspunkt i de ukrainske erfaringer¹⁰⁸ så er afskrækkelse ikke kun et spørgsmål om landstyrker, men kan også være et spørgsmål om eksempelvis luftforsvar og kystforsvar. Såfremt man måtte ønske at opstille sådanne enheder, helt eller delvis gennem værnepligt, ville det være hensigtsmæssigt at placere disse enheder på Bornholm for at undgå, at Bornholm bliver set som et militært tomrum. Sverige opstiller luftværn på Gotland, herunder med værnepligtige.¹⁰⁹ Tilsvarende har Sverige opstillet kystartilleri med missiler på Gotland med værnepligtige, og Finland har også missilbaseret kystartilleri.¹¹⁰ Estland, Letland og Polen anskaffer nye, avancerede missiler til deres kystartilleri.¹¹¹ En placering af missilbaseret kystartilleri på Bornholm vil derfor ikke kun bidrage til at afskrække angreb på øen. Det vil også kunne ses som en mulighed for, at NATO kan have landbaserede sømålsmissiler hele vejen rundt om Østersøen og dermed nægte den russiske flåde dens bevægelsesfrihed i krig.

Konklusion.

Denne artikel har med en opgavebaseret tilgang undersøgt mulighederne for at implementere en forøget værnepligt i Danmark. Her kan de andre nordiske lande ses som inspiration. Man kan også ønske sig danske værnepligtsordninger fra Den Kolde Krig tilbage. Her er en vigtig pointe, at Sverige og Norge har haft succes med genindførelsen af værnepligt fordi de har gentænkt værnepligten og gjort den differentieret, snarere end at genindføre tidligere tiders modeller.¹¹¹ En gentænkning af værnepligten i dansk forsvar bør tage i betragtning, at der er væsentlige forskelle i militærgeografien mellem Danmark i dag og Danmark under Den Kolde Krig. Det styrende må være hvilke af de nye opgaver som hensigtsmæssigt kan løses med værnepligtige og hvad disse opgaver kræver af værnepligten i antal og længde.

Det bør overvejes, om værnepligtige skal kunne bidrage til NATO's kollektive forsvar og afskrækkelse. Dette kræver, at værnepligten kan understøtte højt beredskab og gode deployeringsegenskaber. Det rejser spørgsmålet om, hvor langt de værnepligtige skal være i deres uddannelse før man vil anvende dem i NATO’s kollektive forsvar. Reserveenheder kan supplere stående styrker, men kræver øvet mobilisering og deployering for at være troværdige. En hybridmodel med både værnepligtige og frivillige korttidstjenester kan også overvejes, for at de værnepligtiges uddannelse kan udnyttes bedst muligt i enhedernes beredskab.

Værnepligten kan spille en væsentlig rolle i opmarchområdet Danmark ved at supplere den faste kadre med mobiliseringsstyrker, indsatsstyrker og som rekrutteringsgrundlag til Hjemmeværnet. En mobiliseringsstyrke skal kunne etablere bevogtning og nærforsvar om danske baser og kritisk infrastruktur. Danmarks rolle som opmarchområde indebærer afledte opgaver som bevogtning og luftforsvar af baser samt sikring af de danske stræder. Hjemmeværnet har allerede vist sig at kunne løse betydelige opgaver inden for værtsnationsstøtte og bevogtning og værnepligten vil kunne anvendes som direkte rekruttering. Værnepligtige kan endvidere bidrage til at øge robustheden i Søværnets besætninger og i lavere funktionsniveauer i luftforsvarsenheder.

Samlet set rummer værnepligten mange muligheder for at understøtte Forsvarets fremtidige opgaveløsning, såfremt man differentiere og skræddersyer værnepligten til den enkelte opgaveløsning.