Log ind

Operativ doktrinudvikling i flyvevåbnet

#

Af oberst M. Svejgaard, major M.A.L.T Nielsen og major K. Nødskov, Flyvevåbnet.

Den operative doktrin

Flere krigsteoretikere, som Sun Tzu og Clausewitz, har diskuteret ansvarsfordelingen mellem fyrsten, kongen eller kejseren og den militære ledelse, uden dog at konkretisere det i form at en niveaudeling af krigen i det strategiske, operative og taktiske niveau, som vi kender det i dag. I Europa tog Helmuth Von Moltke den ældre for alvor fat på dette område affødt af en række uoverensstemmelser med hans politiske ledelse. Under belejringen af Paris i 1877 kunne han vanskeligt acceptere Bismarcks indblanding i den militære ledelse af krigen, og efter en konfrontation med Bismarck argumenterede Moltke for, at når først en hær var sendt i krig, skulle den ledes af soldater og soldater alene. Moltke ønskede at niveaudele krigsførelsen i det strategiske, det operative og det taktiske niveau, hvorved der opnås en naturlig ansvarsfordeling mellem den militære ledelse og de politiske beslutningstagere. Hvor Bismarck tog sig af det strategiske niveau i form af forsvarsaftaler med Østrig-Ungam og ikke-angrebsaftaler med Rusland, fokuserede Moltke, som stabschef i Hæren, på det operative niveau. Han organiserede og systematiserede et stabshovedkvarter på operativt niveau, hvorfra han kunne udstikke direktiver til underordnede arme- og korpschefer. Hovedkvarteret var ansvarlig for den overordnede militære planlægning, herunder vægtningen mellem øst- og vestfronten, som var Prøjsens store problem. Ledelse af militære styrker på operativt niveau m.h.p. at opnå det ønskede politiske mål er særdeles komplekst. Oppefra i organisation modtager den operative fører direktiver fra den strategiske ledelse om det ønskede politiske mål, ofte ledsaget af en række begrænsende faktorer af strategisk betydning. Under Vietnamkrigen satte Præsident Johnson og hans stab eksempelvis en lang række begrænsninger på operation Rolling Thunder affrygt for, at Kina og Rusland ville intervenere i krigen, som det skete under Koreakrigen. Nedadtil i organisationen skal den operative fører lede Component Commands (air, land, maritime) således, at de alle arbejder mod det samme mål. En vanskelig opgave, særligt fordi det ofte er nødvendigt at lægge begrænsninger på Component Commands frie udfoldelsesmuligheder. Hvis eksempelvis Land Component Commander ønsker at lægge Fire Support Coordination Line (FSCL) meget langt frem, for derved at kunne udnytte sine langtrækkende missilsystemer og helikoptere uden ’’unødig” koordination, vil han samtidigt lægge begrænsninger på Air Component Commanders muligheder for anvendelse af luftrummet. Denne konflikt, der må siges at være iboende det doktrinære grundlag, skal som regel løses ved den operative førers mellemkomst. Ledelse på operativt niveau i NATO er således et samspil mellem den operative fører, (Joint Force Commander) og de underlagte Component Commanders (air, land, maritime, special operations), hvor en fælles referenceramme, en fælles doktrin er nødvendig. Det, at orkestrere og synkronisere indsættelsen af store militære styrker fra flere værn mod et fælles mål, vil ikke kunne fungere optimalt uden en fælles referenceramme, som er i samspil med doktrinerne for anvendelse af styrker fra de 3 værn. Således vil optimal anvendelse af luftstridskræfter uden en fælles referenceramme heller ikke være mulig. Det er vigtigt for et værn at have et doktrinært grundlag. Det er den referenceramme, der danner fundamentet for udvikling af operations koncepter og taktiske delkoncepter. Det er det dokument, man vender tilbage til, når man i en overordnet sammenhæng spørger: ’’Hvad er vores holdning til denne problemstilling ?” Den succesfulde planlægning, udførelse af og støtte til luftoperationer kræver en klart forståelig og accepteret doktrin. Luftkrigshistorien er fyldt med eksempler på, at en forkert operativ doktrin har ført til nederlag til trods for anvendelse af relevante operationskoncepter, rigtige taktikker og endog overlegen teknologi. Eksempler herpå kan hentes fra Luftwaffe under Slaget om England, Luftwaffes luftforsvarsdoktrin og De Amerikanske Luftstyrkers doktrin i Vietnam. Luftstridskræfter fra alle værn besidder evnen til hurtigt at kunne bevæge sig i tid og rum. Dette forhold gør disse styrker specielt velegnede til indsættelse på det operative og strategiske niveau om muligt til direkte forfølgelse af den Operative førers fastsatte endemål eller i en direkte forfølgelse af det overordnede militærstrategiske/politiske mål. Et eksempel på sidstnævnte er det israelske luftangreb p å en irakisk atomforsøgsstation. Den irakiske nation skulle fratages evnen til i en forudseelig frem tid at fremstille kernevåben. Efter ca. en times flyvning opnåede 8 F-16 og 16 2000 punds bomber ”Desired End State ” i løbet a f 90 sekunder. Det, at manøvrere sig i en gunstig position, som oftest for at opnå et gunstigt styrkeforhold, har været en hel fundamental operativ grundsætning for hæren og søværnet, indtil disse værn også fik midler, der kunne bevæge sig i den tredje dimension. Et gunstigt styrkeforhold på overfladen var således ofte ensbetydende med koncentration og dermed styrke, men også en delvis afsløring af hensigt og dermed sårbarhed. I kraft af luftstridskræfters sasrlige karakteristika er det muligt at være baseret spredt og alligevel gennemføre en samlet koncentreret taktisk optræden, eller være baseret samlet og gennemføre en geografisk spredt optræden. Dette giver den operative fører en række optioner på det operative niveau. Luftangreb kan koncentreres på to måder. Geografisk, hvis dette findes hensigtsmæssigt eksempelvis for at fremkalde en lokal chok effekt, eller geografisk spredt, men mod en række mål af den samme kategori, for hurtigt at påføre modparten en bestemt effekt

Under konflikten i den persiske g o lf1990-1991 blev ca. 2000kampluftfartøj er fra fire værn sammendraget i et område, der strakte sig fra midt England i vest, til den Saudi Arabiske/Yemenitiske grænse i syd og fra Diego Garcia i øst til Ankara i Nord. Fra den operative føres synspunkt var styrkerne nu koncentreret, idet de alle fra deres baser kunne nå de påtænkte mål i operationsområdet, om nødvendigt samtidigt.

Den spredte basering (- der samtidig nedsætter sårbarheden -) kombineret med luftstridskræfters evne til indsats i en hvilken som helst kombination af koncentration/spredning i tid/rum er blevet et fundamentalt element i den operative doktrin. Dette forhold har ydermere medført, at luftstridskræfter under mange forhold direkte kan anvendes missionsorienteret, d.v.s. i direkte forfølgelse af ”the desired end state”, uden nødvendigvis at anvende større ressourcer på sikring og fastholdelse af områder, der i andre sammenhænge og for andre våbenarter ofte vil være ubetingede forudsætninger eller mellemfaldende mål for opgavens endelige løsning. Flyvevåbnerne i NATO - og NATO alliancen selv - har haft særdeles svært ved at identificere det operative niveau som det primære for indsættelse af luftstridskræfter. Luftstridskræfternes virkelige rolle på dette niveau er således reelt først blevet alment identificeret i NATO ved udgivelsen af NATO dokumentet AJP-1, Allied Joint Operations Doctrine (nu AJP-01). Gennem indsættelse af luftstridskræfter på det operative niveau kan den ønskede effekt af indsættelsen, d.v.s. det resultat vi gerne vil se af vores anstrengelser, dirigeres mod såvel det strategiske, det operative som det taktiske niveau. Og det er netop effekten, ikke indsættelsen i sig selv, der bør have vores opmærksomhed. Operation Deliberate Force gennemført i Bosnien Hercegovina i 1995 er et godt eksempel på gennemførelse a f luftoperationer på det operative niveau med luftfartøjer og flyvende våben fra flere værn. Den serbiske politiske ledelse skulle ad militær vej overbevises/tvinges til at indse, at en forhandling var at foretrække frem for en fortsat konfrontation, samtidigt med at verdenssamfundet ønskede at sende et signal om, at yderligere angreb på de FN sikrede zoner var uacceptable. D et valgte middel var en selvstændig luftoperation gennemført på det operative niveau. De valgte mål havde ingen umiddelbar taktisk relation til de igangværende serbiske operationer, men de repræsenterede en operativ kapacitet som serberne ikke havde råd til at miste. Der foregik således gennem en ageren på det operative niveau en påvirkning, en synlig effekt, på det strategiske niveau a f den serbiske central ledelse.

Doktrin udvikling i flyvevåbnet

I Det Danske Flyvevåben hensynede doktrinudviklingen officielt i upåagtethed indtil begyndelsen af 90 ’ erne. I mange mindre NATO lande var situationen præcis den samme. Kun i USA, England og Frankrig foregik der en doktrin udvikling af betydning. F.s.v.a. NATO blev der aldrig under den kolde krig udviklet en værnsfælles operativ doktrin, og det nærmeste, man kom på en doktrin for luftstridskræfter, var ATP 33 ’’NATO Tactical Air Doctrine”, der dog hovedsageligt beskæftigede sig med taktiske luftoperationer. Det amerikanske flyvevåbens doktrin var i mange år så overordnet, at den kunne være vanskelig at operationalisere, og den beskriver den dag i dag stadigvæk ikke det operative niveau. Inden for det sidste år har det amerikanske flyvevåben dog også påbegyndt en omfattende doktrinudvikling på det operative niveau. Debatten herhjemme - i det omfang den overhovedet fandt sted - kom ofte til at dreje sig om, hvorvidt Flyvevåbnet skulle gennemføre Offensive Counter Air eller Offensive Air Support. Fortalerne i Flyvevåbnet for tilkæmpelse af luftoverlegenhed blev ofte skældt ud for at: ’’Flyvevåbnet vil bare føre sin egen krig”. Dette har heldigvis ændret sig. I dag er bevidstheden om luftoverlegenhedens betydning for krigsførelsen steget betydeligt. Det skal her straks klart erkendes, at vi i Flyvevåbnet ikke var mestre i at artikulere, hvad det egentlig var, vi ville. Luftoverlegenhed, javel, men hvad så ? COL (USAF) John A. Warden Ill’s bog ’’The Air Campaign” tiltrak sig fuldt berettiget stor opmærksomhed indenfor mange landes flyvevåbner. Warden far peget på det operative niveau som det helt centrale i luftstridskræfters doktrin. Han får sat luftoperationerne mellem det strategiske og det taktiske niveau i et mere klart perspektiv, herunder ikke mindst set i relation til den operative førers ’’slutmål”, det såkaldte ’’Desired End State”. Af Wardens teser bør særlig én fremhæves, nemlig tesen om, at nedkæmpelse af modpartens militære potentiel, kapacitet og indsatte enheder, ikke nødvendigvis er den mest kost-effektive måde, hvorpå den Operative Føres ’’Desired End State” eller det militær-strategiske mål opnås. Det hænder imidlertid ofte, at forudindtagne holdninger til eksempelvis rollefordeling samt kamp om den størst mulige del af bevillingsmidlerne, får lov til at forplumre en objektiv doktrindebat og dermed doktrinudvikling. Således kæmper eksempelvis den amerikanske Joint Chiefs of Staff (JCS) den dag i dag en næsten håbløs kamp med de fire amerikanske værn for at nå frem til en entydig doktrinær erkendelse. Mens JCS forståeligt nok bekender sig til gennemførelse af værnsfælles operationer på det operative niveau, hvilket reflekteres i JCS publikationer (Joint Pub), kæmper de amerikanske værn omvendte for at bevare den engang fastsatte rollefordeling. Andre eksempler på forplumrende tiltag kan hentes i de computerassisterede operationsanalyser, der gennemføres af en række lande. Her har det ofte været overordentligt svært at kvantificere operative og strategiske effekter med det resultat, at ’’objektfunktionen”, der måles på, er antallet af ødelagte Çendtlige ’’Militær Værdier”. Dette drager naturligvis analytikerne mod at søge løsninger, hvor eget militær potentiel indsættes mod modpartens tilsvarende. Denne ’’kamperfaring” anvendes efterfølgende, når doktriner skal skrives, koncepter udvikles og operationer skal planlægges. En sådan fremgangsmåde og argumentopbygning vil naturligvis altid ende op med, at doktrinerne fastslår, at vejen til målet bør være den sværeste og dyreste, nemlig via af en eventuel modstanders militære midler. Dette må vel, alt andet lige, kunne sidestilles med at anbefale, at slå der, hvor modstanderen er stærkest, og ikke hvor han er svagest? Flyvevåbnet blev af elever, der gennemgik amerikansk stabskursus, gjort på opmærksom Wardens teorier. Disse blev med succes bl.a. afprøvet i begyndelsen af 90’erne under gennemførelse af computer krigsspil i US AFE Warrior Preparation Centre. Herudover udarbejdede European Chiefs of Air Staff Conference en publikation, hvor man redegjorde for luftstridskræfters muligheder i den sikkerhedspolitiske situation, der er opstået efter den kolde krig. I forlængelse heraf erkendte Flyvertaktisk Kommando, at der var et behov for en styrkelse af undervisningen i luftoperationer. Dette blev begyndelsen til Flyvevåbnets Operative Kursus og RFLV 150 Flyvevåbnets Operative Doktrin (FLVDOK).

Flyvevåbnets operative doktrin

Hovedelementerne i FLVDOK er:

- Betydningen af luftoverlegenhed for at beskytte samfundet mod luftangreb og for at skabe den nødvendige operationsfrihed for enheder fra alle værn. Herunder identificeres et behov for at fastsætte det indledende operative mål for enheder af alle værn som tilkæmpelse af luftoverlegenhed. Luftoverlegenhed kan i princippet blot anskues som en høj grad af operations sikkerhed (OPSEC) på det operative niveau. Luftoverlegenhed er således også af betydning ved gennemførelse af fredsstøttende operationer.

- Udnyttelse af luftoverlegenheden til indsættelse af luftstridskræfter m.h.p. opnåelse af Den Operative førers fastsatte mål.

- Identifikationen af det operative niveau som det primære for indsættelse af luftstridskræfter, hvorfra effekt på alle niveauer kan opnås.

- Behovet for en pro-aktiv snarere end en re-aktiv optræden.

- Rubricering af de forskellige typer af luftoperationer på det strategiske og det operative niveau. Det har længe været et problem, at der ikke findes en betegnelse, der kunne hæftes på en bestemt type luftoperation rettet mod et bestemt mål. Det har gjort debatten forvirret og hvad værre var, blev mål under øvelser, der relaterede sig til de ’’navnløse” typer af luftoperationer (læs luftoperationer på operativt niveau) ofte ikke bragt ind i processen, når der skulle udarbejdes en Joint Integrated Prioritized Target List.

- Behovet for fleksibilitet i såvel tanke som handling (anvendelse af doktrinen såvel ved planlægning som under gennemførelse af operationer).

- Den værnsfælles karakter af luftoperationer, specielt i et operationsområde som Enhedskommandoens nuværende ansvarsområde. Luftoperationer gennemføres i synergi mellem luftfartøjer og missiler fra alle værn, på et efterretningsgrundlag på det operative og taktiske niveau etableret af sensorer/indhentere fra alle værn.

- Behovet for at identificere Centre of Gravity (CoG) på det strategiske og operative niveau m.h.p. at identificere, hvorledes luftstridskræfter bedst bidrager til opnåelse af Den Operative førers fastsatte mål. Det understreges, at CoG skal identificeres under hensyntagen til modpartens værdinormer ligesom CoG ikke nødvendigvis er modpartens militære styrker, eller et håndgribeligt fysisk målkompleks. CoGkanvære et symbol, ettankesæt eller en adfærd. Herunder fastslås, at målet altid er at påvirke CoG således, at modparten påtvinges en adfærdsændring i retning af vores ønsker.

- Anvendelsen af modellen ”De fem strategiske ringe (1. De Militære Styrker, 2. Befolkningen, 3. Infrastrukturen, 4. Produktionsapparatet og 5. ’’Ledelsen”), de fire prioriteter (Ignore it, Expolit it, Soft Kill it, Hard Kill it) og de tre metoder (The Direct, the Indirect og the Devious Approach)”. Herunder understreges betydningen af at søge at undgå unødvendige, direkte konfrontationer med modpartens styrker og søge at opnå de fastsatte mål på det strategiske niveau så direkte som muligt under anvendelse af en ’’Indirect/Devious Approach” på det operative niveau. Formålet med en kampagne eller operati on er ikke at påføre modparten den størst mulige skade, men at påføre et antal målkomplekser en effekt, der fører til opnåelse af det fastsatte mål. Dette anses som værende specielt vigtigt, hvis ens egen befolkning ikke ventes at ville tolerere, at selv en modstander påføres lidelser over længere tid. Det er aldeles fundamentalt i f.m. fredsstøttende operationer.

- anvendelse af parallel krigsførelse, hvor flere kampagner/operationer gennemføres samtidigt.

- Betydningen af anvendelse af Command and Control Warfare

Man kan spørge hvilket behov, der er for at: have en doktrin i et flyvevåben af en størrelse som det danske. For det første har personellet brug for en referenceramme, der fastslår på et overordnet niveau, hvad formålet er med den virksomhed værnet gennemfører, og hvorledes kampen i påkommende tilfælde tænkes gennemført i tæt samarbejde med vores allierede. Danmark bidrager således på lige fod med andre NATO lande til arbejdet med AJP’er og ATP’er. En visionær udvikling på dette område kan ikke foregå med mindre nationerne giver et kvalificeret bidrag. Dette er for Flyvevåbnet specielt vigtigt, idet al operativ virksomhed i Flyvevåbnet under øvelser, i spænding og krig hovedsageligt udføres i o.m. NATO doktriner, koncepter og procedurer. NATO er i al sin enkelthed det bidrag, nationerne er villige til at yde. Dette gælder f.s.v.a. styrker og infrastruktur, men også - nok så vigtigt, men overset - med den for udviklingen nødvendige tankevirksomhed. Endelig må det understreges, at Chefen for Flyvertaktisk Kommando jf. direktiv fra Forsvarschefen er pålagt at forestå doktrinudvikling.

Udarbejdelsen af FLVDOK har samlet medført, at FLV i dag er særdeles godt forberedt på den igangværende doktrinudvikling såvel nationalt som i NATO.

Det er luftstridskræfters opgave at:

”Tilkæmpe sig, vedligeholde og udnytte luftoverlegenhed”

Major M. A. L. T. Nielsen.

Indpasning i NATO processen

AJP-1 forelå i ’’Draft”, da FLVDOK blev skrevet. Det blev derfor naturligt, at Flyvevåbnets Doktrinudvalg støttede sig til dette dokument. NATO er i færd med at omskrive ATP-3 3 (C) under betegnelsen AJP-3.3, som bliver doktrinen for Joint Force Air Component Commander. Danmark deltager i dette arbejde, og Flyvevåbnets Doktrin Udvalg har påtaget sig opgaven henset til dokumentets store fremtidige centrale betydning. Ved udarbejdelsen af FLVDOK identificerede flyvevåbnets doktrinudvalg luftoperationer for krigens 3 niveauer, (det strategiske, det operative og det taktiske), hvilket NATO doktriner ikke gør. I den operative analyse af ijenden identificeres hans Centers of Gravity, og de mål, der kan lede frem til opnåelsen af det ønskede End State, kategoriseres i forhold til det strategiske, det operative og det taktiske niveau. Derved identificeres det niveau, hvor der opnås effekt, såfremt målet angribes. Det kan igennem denne proces i højere grad forudsiges, i hvilket omfang angrebet vil påvirke de strategiske og operative beslutningstagere, om ikke deres vilje, så i hvert fald deres evne til at anvende militære midler til at nå deres mål. På et tidligt tidspunkt i udarbejdelsen af AJP 3.3 forsøgte FLV at introducere strategiske og operative luftoperationer kategoriseret som anført i FLVDOK. Dette blev indledningsvis ikke godkendt med henvisning til at en sådan opdeling ikke fandtes i AJP-1 ! I kraft af, at FLVDOK er udarbejdet under indtryk af de overordnede principper i AJP-1, kan FLVDOK anvendes direkte i forbindelse med formulering af danske synspunkter i relation til videreudviklingen af AJP 3.3 uden at ’’forbryde” sig imod den overordnede doktrin. FLVDOK adskiller sig således på et væsentligt punkt fra alle NATO AJP ’ er og ATP’er, der beskæftiger sig med luftoperationer. Der er endnu i NATO ikke skabt den fornødne sammenhæng mellem AJP-1 og de ’’underordnede” dokumenter. Dette hul skal i de kommende år lukkes af de såkaldte ’’keystones”. FLVDOK, der netop beskæftiger sig med det operative niveau, kan derfor give et væsentligt bidrag til at der rettes op på dette forhold. På et andet område er der en væsentlig forskel mellem NATO publikationer og FLVDOK. FLVDOK anskuer gennemførelse af luftoperationer på det operative niveau som et værnsfælles anliggende i alle de tre faser: Tilkæmpelse, vedligeholdelse og udnyttelse af luftoverlegenhed. Tilkæmpelse af luftoverlegenhed er ikke noget man alene overlader til Flyvevåbnet, mens de to andre værn isoleret gennemfører deres operationer. Luftoverlegenhed er den Operative førers første og største bekymring. Dette gælder såvel i en traditionel Artikel V operation som ved gennemførelse af fredsstøttende operationer. I f.m. fredsstøttende operationer kan man være heldig at få luftoverlegenheden "foræret”, fordi de agerende parter enten ikke har midler, der kan indsættes i den tredje dimension, eller fordi de mere eller mindre frivilligt afstår herfra. Det værnsfælles aspekt i dette betydningsfulde forhold fremgår ikke af Draft AJP 3.3. Luftstridskræfters virkelige værdi manifesterer sig først krigsafgørende, når luftoverlegenheden udnyttes til opnåelse af den Operative førers ’’Desired EndState”. Dette er igen et værnsfælles anliggende. Dette forhold beskrives på fremragende vis i Draft AJP 3.3, men denne filosofi er ikke reflekteret konsekvent igennem dokumentet. Den er imidlertid et helt centralt element i FLVDOK og AJP1: “A ir operations exploit the use o f air power in support o f JFC campaign objectives. Air power is employed not only to gain and maintain control o f the air, but also as a supported or independentforce in the achievement o f joint campaign objectives. ” Modellen ” Supporting” og ” Supported” Commander kan aldeles fremragende finde anvendelse her. Den Operative fører foretager i samarbejde med sine ’’Component Commanders” en kampagne- og operationsplanlægning. I f.m. med den detaljerede operationsplanlægning nominerer alle (den Operative fører og Component Commanders) mål, der ønskes påført en bestemt affekt. De afgiver samtidigt taktisk kontrol af de våben/våbenplatforme, der kan agere i den tredje dimension og som er egnede til påførelse af de specificerede effekter, til Combined Air Operations Centre/Air Component Commander. Denne grundfilosofi er udmærket reflekteret i Draft AJP 3.3: “The unity o f air effort is most likely to be achieved when command o f the force air assets is exercised from the highest practicable level where the relative priorities ofcombined/joint demands on those assets can best be assessed”. Den absolut største svaghed ved Draft AJP 3.3 er imidlertid den manglende identifikation af betydningen af ageren på det operative niveau. Dokumentet beskæftiger sig med Strategiske Luftoperationer - uden at kategorisere disse som i FLVDOK, og bevæger sig derefter - under overskriften ’’Categories of Air Operations” - ind på noget, der venligt kan betegnes som en blandet landhandel af luftoperationer: Strategie Air Operations (conducted at the strategic and operational level (sic)), Anti-Surface Force Air Operations, Extended Air Defence, Active Defence, Passive Defence, Conventional Counter Force og Supporting Air Operations. Efter at have rubriceret Strategic Air Operations for sig, behandler man efterfølgende Air Interdiction (AI) på det strategiske, det operative og det taktiske niveau under overskriften Anti-Surface Force Air Operations. Dette er interessant nok i overensstemmelse med Wardens tidlige teorier om Distant, Intermediate og Near Interdiction, men AJP 3.3 undlader at identificere luftoperationer på operativt niveau som en selvstændig kategori, uagtet at doktrinen betegner “the Theater Air Campaign” som en af grundstenene i Joint Force Commanders kampagne. Netop Teatre Air Campaign er luftkampagnen på operativt niveau. AJP 3.3 får endvidere i sit foreliggende draft totalt forplumret beskrivelsen af udnyttelse af luftoverlegenheden og får kun antydningsvis beskrevet selvstændige luftoperationer gennemført til direkte forfølgelse af den Operative førers mål. Strategiske luftoperationer beskrives i vage vendinger, der kan være svære at operationalisere. Operative luftoperationer beskrives overhovedet ikke til trods for det anføres at: ”... the theatre Allied Joint Force Air Component Commander conducts an effective theatre air operation in support of the overall joint campaign”. AJP 3.3 giver imidlertid ikke svaret på hvordan. Denne type luftoperationer beskrives i øvrigt korrekt som rettet mod nøgleelementer i modpartens struktur. Anti-Surface Force Air Operations (ASFAO) beskrives som operationer, der har til formål at neutralisere, sinke eller nedkæmpe modpartens hær og flådestyrker. Under ASFAO anføres, at AI udelukkende er rettet mod modpartens militære potentiel, og at AI kan have en strategisk, operativ eller taktisk effekt. Herefter anføres det, at Air Interdiction luftstyrker (sie) anvendes til angreb på mål, der relaterer sig til den Operative Føres ’’Desired End-State” og til direkte støtte til de andre værn. Førstnævnte anvendelse af luftstyrkeme på den beskrevne måde er netop en del af det, der i FLVDOK beskrives som operative luftoperationer. I AJP 3.3 drukner dette aspekt imidlertid ved, at operationerne beskrives som en del af de taktiske luftoperationer, og at disse udelukkende forudses rettet mod modpartens MILITÆRE potentiel. Dette ville i givet fald være den ’’Direct Approach” - Warden’s ’’Ring 1 ” mod ’’Ring 1 ” - Militær mod Militær -, der i FLVDOK anføres som den mest kostJineffektive og tabsgivende! Luftstridskræfter har de egenskaber, der er nødvendige for at omgå overfladebundne militære styrker, og der er absolut ingen grund til at opsøge disse, hvis den Operative Føres ’’Desired End-State” kan opnås uden, at det kommer til en direkte konfrontation mellem egne luftstridskræfter og modpartens hær- og flåde-styrker. Bemærk dog, at det vil være den absolutte undtagelse, at en sådan konfrontation kan undgås, men hold samtidig det forhold klart, at denne type taktiske luftoperationer i bedste fald har en indvirkning på kampens eller operationens udfald, men meget sjældent på krigens gang. Endelig nævner AJP 3.3 dårligt nok Command and Control Warfare og dennes helt centrale betydning for gennemførelse af værnsfælles luftoperationer. FLVDOK er følgelig i høj grad i overensstemmelse med AJP-1, hvorimod AJP 3.3 er i modstrid med både AJP-1 og FLVDOK. FLV Doktrinudvalg vil søge at råde bod på dette forhold ved at påvirke udviklingen af AJP 3.3. Afslutningsvis skal det bemærkes, at FLVDOK ”i al ubemærkethed” blev anvendt af Interim Combined Air Operations Centre 1, Finderup, i kampagneplanlægningen og operationsudførelsen under øvelse Chineese Eye 97 med positive tilbagemeldinger til følge.

Indpasning i den nationale proces

Udviklingen af FLVDOK har været en særdeles inspirerende og udviklende proces, der har bragt medlemmerne af Flyvevåbnets doktrinudvalg vidt omkring i lange og dybsindige diskussioner ofte til langt ud på aftenen. Indsigten i doktriner generelt og airpower doktriner specielt er højnet væsentligt, og såvel dansk som udenlandsk litteratur har været studeret i et væk. Debatten har involveret krigsteoretikere som Sun Tzu? Col Warden III, Clausewitz, Liddle Hart og mange flere, hvilket har udvidet studiekredsens horisont og indsigt ikke mindst i doktrinudviklingens historie. Men vigtigst af alt, så har processen igennem FLVDOK viderebragt en dybere indsigt i anvendelse af luftstridskræfter på operative niveau, end Flyvevåbnet nogensinde har været i besiddelse af før. Som beskrevet ovenfor har udviklingen af FLVDOK muliggjort en præcis og argumenteret stillingtagen, når FTK eksempelvis er blevet bedt om at kommentere udkast til NATO-doktriner, både hvad angår AJP-1 og AJP 3.3. I fortsættelse af doktrinarbejdet iværksatte FTK undervisning i anvendelse af luftstridskræfter efter FLVDOK. Der blev lagt tyngde på Videreuddannelsestrin (VUT) I og særligt på det nyoprettede Flyvevåbnets Operationskursus (FLYOK), som er forberedelseskurset til VUT II. Doktrinundervisningen på FLYOK har givet FLV elever på VUT II en overordentlig god indsigt i FLV egne operationer, både på taktisk og operativt niveau, hvilket samlet har højnet disse elevers muligheder for at bidrage til det samlede uddannelsesresultat for alle elever på tværs af værn og specialer. Forsvaret har i dag ikke en operativ doktrin, men en Forsvarskoncept, der til forskel fra doktrinen er scenario- og aktørbundet. Dette gør i sagens natur Forsvarskoncepten mindre anvendelig, både som udgangspunkt for undervisningen i værnsfælles NATO operationer og som fundament i relation til et dansk bidrag til NATO udvikling af doktriner på operativt niveau, herunder eksempelvis AJP-1. Det bør derfor overvejes nøje, om vi i det danske forsvar gør nok for at forberede os til at levere vort bidrag til udviklingen af værnsfælles doktriner i NATO, som vi jo alle skal kunne fungere under ”i påkommende tilfælde”. Erfaringerne fra arbejdet med FLVDOK viser, at alene processen med formulering af doktrinære tanker repræsenterer en markant individuel udvikling, som flere officerer burde få fornøjelse af. Derfor bør det doktrinudviklende hverv og de ledsagende udfordringer heller ikke overlades isoleret til de få, der mere eller mindre tilfældigt bliver placeret i stole med et sådant ansvar pålagt. Endelig må vi ikke glemme, og det er næsten det bedste ved det hele, at arbejdet med doktriner dybest set handler om det, vi alle sammen er her for, nemlig principperne for hvorledes ønskede politiske mål opnås ved anvendelse af militære midler.