Af Oberstløjtnant E. Holten-Nielsen.
I Kaukasusegnene garnisonerer paa russisk Side i Fredstid tre Armékorps, nemlig 1. og 2. kaukasiske Armékorps i Tiflis og 3. kaukasiske Armékorps ' Wladikawkas. To af disse tre Armékorps var imidlertid ved Fredsbruddet mellem Tyrkiet og Rusland den 29. Oktober f. A. overført til Krigsskuepladsen i Polen. Den øverstkommanderende for de russiske Tropper i Kaukasusegnene, General Schabilow, raadcde saaledes kun over ét Armékorps, der dog var blevet forstærket med en Del Reserveafdelinger af Fodfolket og en betydelig Rytterstyrke, væsentlig Kosakker. Denne S tyrke var imidlertid, hvilket Generalen var fuldstændig paa det rene med, den Styrke, som Tyrkerne kunde sætte imod liam, langt underlegen. I forholdsvis kort Afstand fra den kaukasiske Grænse garnisonerer nemlig i Fredstid 9., 10. og 1 1. tyrkiske Armékorps, den saakaldte 3. tyrkiske Hær, i henholdsvis Erzerum, Erzingan og Van, og samtlige tre Armékorps var i deres Distrikter med en samlet Styrke, som kan anslaas til omtrent 100,000 Mand.
Under disse Forhold besluttede General Schabilow sig straks efter Fredsbruddet til at lade flere russiske Kolonner overskride Grænsen paa Strækningen fra Sortehavet til Persien for hurtigst muligt at faa Klarhed over de tyrkiske Troppeopstillinger Syd for denne. A f de fremsendte Kolonner var den mod Erzerum fremsendte den stærkeste og havde formentlig til Maal at trænge saa langt frem som muligt mod denne By, hvor det tyrkiske Hovedkvarter med dets mange attacherede tyske Officerer var. Denne Kolonne blev imidlertid standset af Tyrkerne efter ad Vejen Kars-Erzerum at være naaet omtrent 50 Kilometer ind paa tyrkisk Landomraade, og der udviklede sig fra 5.— 15. November heftige Kampe ved Køprikøi, hvilke resulterede i at Russerne trak sig tilbage paa eget Territorium overfor de betydelig overlegne tyrkiske Styrker. Paa tilsvarende Maade gik det i Hovedsagen ogsaa de andre fremsendte russiske Kolonner. Fra russisk Side hævdes, at Tilbagegangene var frivillige og i Overenstemmelse med det foran angivne Øjemed for Kolonnernes Fremsendelse. Tyrkerne benyttede sig imidlertid straks af den for dem gunstige Situation at staa overfor en svagere Modstander og greb i den følgende Tid kraftigt Offensiven, og ved Slutningen af November er Situationen følgende:
Tyrkerne er naaede frem indtil nogle faa Kilometer Syd for Batum og har bl. a. bemægtiget sig de henholdsvis 70 og 35 Kilometer Syd herfor beliggende Byer Artvin og Borchha ved Tschorockfloden samt er Herre over Vejen fra Batum til den omtrent 60 Kilometer Nordvest for Fæstningen Kars liggende By Ardagan. Denne, som er kendt bl. a. fra den russisk-tyrkiske Krig 1877— 78, under hvilken den blev forsvaret med stor Tapperhed af Tyrkerne og først faldt for et kraftigt russisk Bombardement, er, saa vidt vides, dækket af fem forholdsvis svage Forter og har sin Betydning derved, at Vejen fra Batum til Kars gaar over den, og at en tyrkisk Fremrykning mod Kars fra Nordvest er hindret, saa længe Ardagan er i russisk Besiddelse. Da en stor Del af Befolkningen i disse Egne er Muhamedanere, har Tyrkerne formentlig haabet paa at kunne rejse en Opstand her, men dette synes ikke at være lykkedes dem. Paa Erzerum— Karsvejen staar Tyrkerne noget Sydvest for Sarykamysch paa tyrkisk Territorium, men ikke langt fra Grænsen. Sydøstligere retter Tyrkerne deres Bevægelser mod Fæstningen Bajazid for at undsætte denne, og der er kæmpet ved Kara Kilissa omtrent midt imellem Erzerum og Bajazid og sydlligere i Muradalen. 1 Aserbejdschan har Tyrkerne i Forbindelse med visse Kurderstammer bemægtiget sig Kotur og til Dels fordrevet Russerne fra Terrænet Vest for Urmia Soen. I Løbet af December udvikler Forholdene sig nu paa følgende Maade:
Batumgruppen.
Tyrkerne overskrider ved Borchka og Nord herfor med en større Kolonne Tschorockfloden og gør sig til Herre over Vejen Batum— Akalsikh, hvilken sidstnævnte By ligger omtrent 100 Kilometer lige Øst for Batum og omtrent 80 Kilometer Nord for Ardagan. Et russisk Landgangsforsøg Nord for Batum for at angribe denne Kolonne i venstre Flanke afvistes af T y rkerne, og ligeledes et Udfald fra Batum for at fordrive Tyrkerne fra Bredderne af Tschorockfloden Tyrkerne søger at indeslutte Batum og faar dertil og til deres Operationer i disse Distrikter Bistand af regulære og irregulære Tropper fra Konstantionpel, hvilke Tropper Tyrkerne er i Stand til at landsætte Øst for Trapezunt under Dækning af deres Flaade.
Fra Artvin fremsendes en tyrkisk Kolonne mod A rdagan, og denne Kolonne lykkes det den 29. December at fordrive den russiske Besætning der og at gøre sig til Herre over Byen og dens Befæstningsanlæg og herved over det derværende vigtige Vejknudepunkt.
Olty- og Khorosangrupperne.
Over den tyrkiske By Id tæt ved den russisk-tyrkiske Grænse sendes en Kolonne frem mod den 30 K 1- lometer nordøstligere liggende russiske By Olty, som ligger lige midt mellem Erzerum og Ardagan. Den russiske Styrke her maa gaa tilbage i østlig Retning, og Tyrkerne behersker nu Vejen, der fra Olty fører til A rdagan og Akalsikh. Tyrkerne, som ogsaa har overskredet Grænsen noget sydøstligere, vender sig imidlertid henimod Slutningen af December med denne Styrke mod Øst for om muligt at true den russiske Hovedstyrke. som paa det Tidspunkt befinder sig noget Syd for Sarykamysch, i højre Flanke og Ryg. Sarykamysch har særlig sin Betydning ved at være Endepunktet for Jernbanelinjen fra Kars til den russisk-tyrkiske Grænse. Russerne er imidlertid i Tide klare over d yrkernes Forehavende og trækker sig i Ro og Mag tilbage til Sarykamysch uden at lade sig binde til Fronten af den Syd for Grænsen ved Khorosan staaende tyrkiske Styrke. Khorosan ligger Nordost for Køprikøi, midt imellem denne By og Grænsen.
Muraddalgruppen.
I Muraddalen holder de russiske Styrker sig til helt henimod Slutningen af December paa tyrkisk Territorium, men den 28. December vinder Tyrkerne en partiel Sejr over dem, og det synes, at Russerne dernæst ogsaa i denne Egn maa gaa tilbage paa eget Landomraade.
Vangruppen.
Her har Tyrkerne ogsaa Fremgang og efter foruden Kotur at have besat Dilman ved Zivin Vest for Urtnia Soens Nordspids, midt mellem denne So og Persiens Vestgrænse, fortsætter de i anden Halvdel af December deres Fremrykning mod Khoi, Nord for Urmia Soen og midt mellem Kotur og den russiske Grænseby Julfa. Sidstnævnte By har sin Betydning ved at være Endepunktet for den russiske Jernbanelinie fra Erivan. Sydligere har Tyrkerne allerede paa et tidligere Tidspunkt yderligere bemægtiget sig Urmia, der ligger 20 Kilometer Vest for Urmia Soens Midte.
Som det fremgaar af det foregaaende, er Tyrkernes Stilling ved Aarsskiftet overalt tilsyneladende meget gunstig. Faa dette Tidspunkt har imidlertid Russerne formenthg faaet betydelige Forstærkninger paa deres højre Fløj og i Centrum; thi straks de første Dage i det ny Aar begynder de en kraftig Offensiv ved Ardagan og Sarykamysch. Den tyrkiske Troppefordeling er paa dette Tid spunkt paa denne Del af den kaukasiske Krigsskueplads følgende. En af Dele af det normalt i Konstantinopel garnisonerede 1. tyrkiske Armékorps og af irregulære Tropper sammensat Styrke staar i og omkring Ardagan, 10. tyrkiske Armékorps staar dels ved Olty, dels i Terrænet Øst herfor, og 9. tyrkiske Armékorps er i fuld Kamp med den russiske Hovedstyrke ved Sarykamysch, medens 11. Armékorps indtager en Stilling i Omegnen af Khorosan.
Den 3. Januar tilbageerobrer Russerne Ardagan og paabegynder herfra en Fremrykning i vestlig og sydvestlig Retning for at rense det russiske Landomraade Øst for Tschorockfloden for tyrkiske Tropper. Allerede næste Dag vender Kampene ved Sarykamysch sig ligeledes til Gunst for Russerne, 9. tyrkiske Armékorps lider et fuldstændigt Nederlag og bliver i de følgende Dage saa at sige oprevet. Ved Budskabet om Korpsets Skæbne her 11. tyrkiske Armékorps og de nærmest værende Dele af 10. tyrkiske Armékorps til Hjælp, og der udvikler sig nu i Tiden indtil Midten af Januar under Enver Paschas egenhændige Kommando de heftigste Kampe i Omegnen af Kara-Urgan, der ligger paa tyrkisk Landomraade midtvejs mellem Erzerum og Kars, nær ved Grænsen.
Alle de omhandlede Kampe føres i overordentlig vanskeligt Bjergterræn, i høj Sne og delvis i det mest forrygende Vejr, men det maa siges til Ros for begge Modstanderes Tropper, at der kæmpes med den største Haardnakkethed og Haardførhed og uden Hensyn til de Lidelser, som det barske Klima paafører Tropperne. Tyrkerne er imidlertid ikke i Stand til at modstaa de voldsomme russiske Angreb, og dette i Forbindelse med, at Ledelsen af deres Forsyningstjeneste ved denne som ved mange tidligere Lejligheder ikke er sin Opgave voksen, nøder 11. Armékorps til at trække sig tilbage mod Erzerum med store Tab. Samtidig rykker I^usserne ogsaa over Olty ind paa tyrkisk Landomraade, medens de ved Tshorockfloden fortsætter deres der paabegyndte Fordrivelse af tyrkiske Tropper fra russisk Territorium. Henimod den 20. Januar gaar den russiske Offensiv imidlertid i Staa over hele Linien i disse Egne, og Russerne synes, da dette skrives, ikke endnu at have været i Stand til at genoptage den. Dette skyldes dels nogle meget stærke Snestorme, der varede gennem flere Dage, dels den Omstændighed, at Tyrkerne flere Steder gaar over til meget kraftige Modangreb, som f. Eks. ved Olty, og at de i Omegnen af Tschorockfloden og Nordøst for Erzerum har sat sig fast i stærkt feltbefæstede Stillinger.
I Aserbeidschan har Tyrkerne, hvis Styrker her foruden af Kurderstammer er sammensat af Dele af det i Bagdad normalt garnisonerende 13. Armékorps, Fremgang i Begyndelsen af Januar Maaned og er ved Midten af Maaneden endog i Besiddelse af Tebriz, Øst for Urmia Søen. Tebriz, som er Persiens næststørste By og betydeligste Handelsplads, har en stor strategisk Betydning, idet der fra den haves den korteste Vej for en Fremrykning mod Centrum af Kaukasus. Tyrkernes Besættelse af den betegnedes da ogsaa af disse som en Begivenhed af stor Rækkevidde. 1 den følgende Tid angriber Tyrkerne yderligere den af Russerne besatte, svagt befæstede By Khoi, Nord for Urmia Søen, men nu synes Russerne at have faaet betydelige Forstærkninger her, og efter at have fordrevet Tyrkerne fra Omegnen af Khoi tilføjer de dem et fuldstændigt Nederlag ved Sofian Nordvest for Tebriz, hvilket har til Følge, at T y r kerne maa opgive sidstnævnte By, som den 30. Januar besættes af Russerne.
