Log ind

Operation SHARP GUARD - sømilitære erfaringer

#

Forfatter: Kommandørkaptajn Bent Fabricius. Forfatteren har deltaget i operation SHARP GUARD i Adriaterhavet som henholdsvis næstkommanderende og chef for korvet. Forfatteren er i dag chef for For svarskommandoens Personelforvaltnings sektion, søværnet.

Indledning

Som en del af NATOs stående Atlanterhavsstyrke (STANAVFORLANT) forlod korvetten NIELS JUEL Adriaterhavet 15 MAJ 1996 med kurs mod USAs østkyst. Søværnets deltagelse i internationale operationer ophørte således fra samme dato. NIELS JUEL er imidlertid fortsat en del af NATOs Immediate Reaction Forces og skal dermed sammen med STANAVFORLANT være rede til umiddelbar indsats. Ganske passende var det korvetten NIELS JUEL, der afsluttede søværnets deltagelse i internationale operationer for denne gang. Korvetten var en del af STANAVFORLANT, da styrken forlagde ind i Adriaterhavet for at gennemføre operation MARITIME MONITOR. Det var ligeledes NIELS JUEL, der var søværnets første enhed i Adriaterhavet, efter operation MARITIME MONITOR havde skiftet karakter og blev til operation SHARP GUARD. Når talen falder på søværnets deltagelse i internationale operationer bliver operation FARAWAY stadig husket af alle. Årsagerne hertil er mangfoldige. Mange betragter først og fremmest korvetten OLFERT FISCHERS deltagelse i operationerne i Persiske Golf som en banebrydende ændring af dansk sikkerhedspolitik. Dernæst skal fremhæves, at den succesrige gennemførelse af operationer af ca. 1 års varighed - langt fra den normale logistiske støttestruktur - var medvirkende til genoptagelsen af traditionen med dansk deltagelse i STANAVFORLANT. En deltagelse, der ophørte i 1986, hvor en enhed af PEDER SKRAM -klassen deltog for sidste gang . Korvetternes genoptagelse af STANAVFORLANT traditionerne var dels et resultat af FARAWAY, dels en konsekvens af overvejelserne omkring dansk sømilitært bidrag til NATO’s umiddelbare reaktionsstyrker, hvor et af Forsvarsministeren nedsat udvalg i 1992 pegede på et bidrag på eksempelvis en korvet og en ubåd. Allerede samme år blev først OLFERT FISCHER og senere samme år NIELS JUEL tilmeldt styrken. Som en del af STANAVFORLANT fulgte NIELS JUEL i august 1992 STANAVFORLANT ind i Adriaterhavet for at deltage i operation MARITIME MONITOR - forløberen for SHARP GUARD. I det følgende vil der blive redegjort for de sømilitære erfaringer, der er indhøstet gennem deltagelse i operation SHARP GUARD. Det er her vigtigt at understrege, at erfaringerne er personlige. De er således ikke et udtryk for søværnets holdning. Ej heller skal tidligere korvetchefer eller den nuværende chef for korvetten NIELS JUEL tages til indtægt for synspunkterne i denne artikel. Erfaringerne er alene mine. De er indhentet ad to omgange, dels som næstkommanderende på korvetten OLFERT FISCHER, dels som chef for korvetten NIELS JUEL under togter til Adriaterhavet henholdsvis juli - oktober 1994 og august - oktober 1995.

Operationer

Korvetten er målt i international målestok en lille enhed. Bygget sidst i halvfjerdserne og først i firserne. Enhederne er alsidigt udrustede sensor- og våbensystemmæssigt. Inden for våbensystemerne er hovedvægten lagt på våben til anvendelse mod andre overfladeenheder (HARPOON missiler og 76 mm kanon) samt selvforsvar mod luftmål (SEA SPARROW missiler, STINGER missiler og 76 mm kanon). Kapaciteten mod undervandsbåde er derimod begrænset på grund af dels sensorsystemet, dels våbnene (dybdebomber). Skibets størrelse kommer ikke ikke så meget til udtryk i hverken antallet af våbensystemer eller elektroniske systemer, hvor mangen en officer fra andre mariners større enheder har udtrykt forundring over skibenes alsidige udrustning, der er fuldt på højde med mange større enheders. Derimod sætter størrelsen begrænsninger i skibets effektivitet som våbenplatform i høj sø, begrænser beholdninger af reservedele, olie til fremdrivning, smøreolie, proviant og opbevaring af affaldsprodukter. Korvetten blev oprindeligt konstrueret som et 7-dages skib, men må under internationale operationer til tider operere i mere end det dobbelte antal dage. Endelig har størrelsen en væsentlig indflydelse på besætningens størrelse, deres indkvarteringsforhold og muligheder for rekreation.

Er operation SHARP GUARD en typisk sømilitær operation?

Ja, så absolut! Handelsblokade er en århundredgammel opgave for flåder! Korvetten skulle håndhæve FNs forskellige resolutioner mod det tidligere Jugoslavien. Forenklet var der to hovedopgaver dels at forhindre våbenleverancer til samtlige stater i det tidligere Jugoslavien, dels at håndhæve en komplet embargo mod Serbien-Montenegro.

Til løsning af opgaven deltog STANAVFORLANT samt endnu to flådestyrker - NATOs stående Middelhavsstyrke (STANAVFORMED) og en WEU flådestyrke CONMARFORWEU - Contingency Maritime Force WEU. I tillæg hertil deltog kontinuerligt maritime patruljefly (MPA) og NATOs luftovervågningsfly (AWACS) samt en krydser fra den 6. Amerikanske Flåde. Endvidere var der mere eller mindre konstant tilknyttet et tankskib til operationen. Endelig kunne styrken trække på jagerfly støtte fra italienske flybaser subsidiært fra engelske, amerikanske eller franske hangarskibe, der ofte opererede i samme farvandsafsnit. Håndhævelse af våbenembargoen mod samtlige stater i det tidligere Jugoslavien krævede, at al skibstraffik på vej ind i Adriaterhavet blev kontrolleret. Dette foregik i Otranto-strædet, hvor der permanent opholdt sig 4 flådeenheder samt i 60 - 75% af tiden tillige et MPA fly. Den totale embargo mod Serbien/Montenegro blev håndhævet af 6 flådeenheder og et MPA fly, der alle blev placeret i en barriere ud for Montenegros kyst. Umiddelbart forekommer det indlysende blot at lade de tre flådestyrker - STANAVFORLANT, STANAVFORMED og CONMARFORWEU - på skift dække de to nævnte områder. Men så enkelt var det ikke. Enkelte nationer havde nationale begrænsninger. De måtte ikke operere i alle patruljeområder. Herudover ønskede styrkecheferne, at der i Montenegro-området kontinuerligt var en enhed med et områdeluftforsvarssystem. Tillige skulle der i begge områder være enheder med helikopterkapacitet. Specielt i Montenegro-området skulle der være en helikopterbærende enhed, der som minimum kunne overflytte styrker til et handelsskib med helikopter dag og nat. Optimalt skulle overflytningen kunne gennemføres, selvom handelsskibet forsøgte at hindre det. De mange forskellige behov medførte hurtigt, at de tre styrkestrukturer på sin vis blev ophævet, og skibene blev ud fra deres kapacitet fordelt på de to områder. En typisk patrulje inklusiv forlægning fra og til havn blev på mellem 8 -1 4 dage. De mindste enheder omkring 8 dage og de større enheder op til 14 dage. Selv korvetterne måtte dog holde søen i op til 14 dage. Sammensætningen af mindre styrker på tværs af de tre organiske flådestyrker var uproblematisk. Det må konstateres, at årtiers øvelsesaktivitet, hvor korvetterne (ligesom søværnets øvrige enheder) gentagne gange opererer sammen med forskellige nationers enheder i kortere eller længere perioder har båret frugt. Grundlaget herfor er naturligvis dels et fælles sprog - engelsk, dels fælles procedurer - NATO procedurer. Faktorer, der for danske enheder er grundlæggende og gennemsyrer al aktivitet til søs. Det være sig national eller internationalt. I kontrast hertil skal blot peges på niveauet for øvelser i PfP regi, hvor netop problemet med fælles sprog og procedurer medfører øvelser, der er basale efter dansk/NATO standard.

Var der nogen reel trussel mod flådestyrkerne?

I Otrantoområdet var der ingen reel trussel mod enhederne. I Montenegro-området befandt samtlige enheder sig inden for rækkevidde af serbisk-montenegrinsk landbaserede overflade til overflade missiler. Hertil skal føjes den resterende del af den serbisk-montenegrinske flåde, der i tiltagende grad gennemførte øvelsesaktiviteter inden for egen territorialgrænse. Endelig skal ikke forglemmes det serbisk-montenegrinske luftvåben. Uden for serbisk-montenegrinsk territorialfarvand vurderedes trusselsniveauet at være medium, medens det med baggrund i tilkendegivelser fra Serbien vurderedes at være højt inden for serbisk-monteneginsk territorialfarvand. Korvetterne blev ofte placeret i patruljeområder, hvor der ville være kortest mulig reaktionstid, fra erkendelse af en blokadebryder til skibet aktuelt var kommet ind på serbisk-montenegrinsk territorialfarvand. Derfor var det også klart, at korvetterne meget nemt kunne være blandt de enheder, der i givet fald skulle stoppe en blokadebryder inde på serbisk-montenegrinsk territorialfarvand. En episode 1 MAJ 1994 demonstrerede, at den serbisk-montenegrinske flåde var parat til at forlade serbisk-montenegrinsk territorialfarvand for at komme en blokadebryder til undsætning. En episode, der var præget af provokerende manøvrer fra serbiske flådeenheder (en fregat og to motormissilbåde), samt en mere eller mindre utilsløret trussel om våbenbrug. Blokadebryderen blev stoppet gennem ombordsætning af boardinghold via helikopter. Truslen mod flådeenhederne var latent til stede - også mod de danske enheder.

Var der intet nyt for korvetterne?

Specielt boardinger - overførsel af personel til handelsskibe for kontrol af papirer og last - var en ny udfordring. Overførsel af personel til andre skibe med gummibåd er en velkendt opgave for søværnets sejlende enheder. Specielt fiskeriinspektionen i Nordatlanten skal fremhæves, hvor overførsel af personel til tider sker under ganske barske vilkår. Søværnet har således gennem årene indhentet mange gode erfaringer, som korvetterne naturligvis har haft gavn af. Boardinger i Adriaterhavet adskilte sig dog på flere områder ganske markant fra boardinger i fx Nordatlanten. Først og fremmest var boardingholdet større - 11 mand. Dernæst var holdet af hensyn til egen sikkerhed udstyret med moderne håndvåben - Häckler Koch. Yderligere bæres skudsikker vest og endelig var holdet forsynet med kommunikationsudstyr til dels intern brug, dels kommunikation med korvetten for afgivelse af situationsmeldinger samt modtagelse af direktiver.

Bevæbningen var først og fremmest til selvforsvar, men skulle også benyttes, i givet fald det findes nødvendigt at overtage kontrollen med handelsskibet med magt. Boardingholdet bestod af 2 frømænd samt 9 besætningsmedlemmer. Blandt besætningsmedlemmerne var altid to officerer, der henholdsvis var leder og stedfortrædende leder af boardingholdet. Udvælgelse af boardingholdet var bortset fra frømændene helt og holdent overladt til skibet. Uddannelsen foregik i samarbejde mellem Frømandskorpset og skibet. Grundlæggende uddannelse af ca. 1 uges varighed fandt sted i skibets basehavn, medens en intensiv opfølgende uddannelse løbende fandt sted under hele togtet. Normalt gennemførtes håndvåbenuddannelse hver anden dag, såfremt skibets aktiviteter tillod dette. Under et togt affyrede hvert enkelt medlem af boardingholdet således i hundredvis af skud under forskellige forhold. Formålet var naturligvis først og fremmest at øge træfsikkerheden. Et ligeså vigtigt bagvedliggende mål - i det mindste set fra min side - var at øge den enkeltes fortrolighed med våbnet, således han ikke i en stresset situation uforvarende løsnede et skud. Med søgang var det aldrig ufarligt at overføre personel fra et skib til et andet via gummibåd, hvor personellet ovenikøbet på handelsskibet kunne risikere at skulle klatre op til 5-10 meter op ad en lodslejder. Udstyres personellet med oppakning, opladte våben, skudsikker vest med mere blev det yderligere kompliceret. Undef opholdet på handelsskibet skulle der føres nøje kontrol med handelsskibets besætning samt evt. passagerer. For de to mand, der udgjorde bevogtningsdelen, kunne det være krævende at føre kontrol med op til 100 mennesker. En kontrol der var yderst vigtig, idet risikoen ved have disse mennesker frit gående rundt i skibet var for stor. Hvorledes ville en boardinggast reagere, hvis han pludseligt i en mørk gang uventet mødte en fremmed person. Igen må understreges, at håndvåbnene var opladte. Ikke en eneste gang opstod mig bekendt en uheldig episode. Utålmodige handelsskibsbesætninger, der havde en fartplan, der gerne skulle overholdes, var ikke ualmindelig. Ikke samarbejdsvillige besætninger var et særsyn. Svaret herpå var i øvrigt ganske kontant - omdirigering til nærmeste civile italienske havn eller handelsskibet kunne vende om og forlade Adriaterhavet. Udsigten til flere dages ophold i en italiensk havn fik sædvanligvis selv den mest usamarbejdsvillige handelsskibskaptajn på andre tanker. Skulle skibet nægte at afvige fra sejlruten var reaktionen ganske kontant, idet korvetten efter bemyndigelse fra områdets styrkechef kunne indlede en stadig stigende grad af magtudøvelse startende med verbal intimidering, dernæst truende manøvrer med skibet efterfulgt af truende bevægelser med skibets våbensystemer. Herefter varselsskydning efterfulgt af virkningsskydning. Midlerne var mangfoldige og indebar i værste fald anvendelse af våbenmagt. Genem flere hundrede boardingoperationer har søværnet opnået et særdeles højt professionelt niveau. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at netop denne opgave, der var utrolig vigtig for håndhævelsen af embargoen, fordrede rimelige vejrforhold. I høj søgang kunne korvetten ikke gennemføre boardingoperatoner, hvorfor handelsskibene måtte omdirigeres. Yderligere finder jeg ikke, at man via gummibåd kan ombordsætte et boardinghold på et handelsskib, der ikke vil samarbejde. Her må korvetten efter forud indhentet bemyndigelse skride til en eller anden form for magtudøvelse. Helikopterbærende enheder havde ikke samme begrænsninger og kunne således løse deres opgave under brug af et minimum af magt.

Rules of Engagement?

I gamle dage, hvor jerntæppet i Europa fortsat bestod, deltog søværnet årligt i en “krigslignende” øvelse i vore hjemlige farvande. En øvelse der tog udgangspunkt i en spændingssituation mellem to blokke. Krisen eskalerede og endte med et krigsudbrud. For søværnets enheder var krisesituationen altid af speciel interesse, idet enhederne ofte var i nærheden af modpartens enheder, hvorfor forholdsregler (rules of engagement) for enhedens optræden var af vital betydning. I Adriaterhavet anvendtes ligeledes et sæt Rules of Engagement. Filosofien bag og anvendelsen af dem var egentlig velkendt fra cle ovenfor beskrevne øvelser, men de var imidlertid blevet mere nærværende. Det drejede sig nu om en skarp operation med et fuldt kampklart skib. Styrkechefen i Montenegro-området yndede ofte uden forudgående varsel at gennemføre en øvelse, hvor en ankommende enhed til området agerede blokadebryder. Herigennem øvedes dels styrkens planer for håndtering af en blokadebryder, dels enhedernes interne organisation. Ved hver eneste øvelse erfaredes, at tidsfaktoren var kritisk. Korvetten gjorde tillige mange erfaringer med skibets interne organisation. Selvom der var tale om et ubevæbnet handelsskib fordrede behovet for anvendelse af våbensystemer m.m, at skibet gik i “klart skib” d.v.s. hele besætningen på post. Samtidig skulle boardingholdet tillige klargøres til indsættelse, hvilket normalt ikke kunne effektueres under “klart skib”. Fleksibilitet var et nøgleord. Besætningen var simpelthen for lille til løsning af alle opgaver fuldt ud samtidigt.

Hvorledes opretholdes et højt uddannelsesniveau om bord?

Dette har gennem tiderne givet anledning til diskussion. Det var klart, at deltagelse i operation SHARP GUARD var en garanti for et højt uddannelsesniveau på mange områder. Herudover gennemførtes bl.a. kommunikationsøvelser mellem enhederne, ligesom den enkelte enhed altid kunne gennemføre interne øvelser. Imidlertid skal ikke benægtes, at andre områder blev forsømt. Der blev udfoldet store bestræbelser fra styrkecheferne for at gennemføre uddannelsesaktiviteter for enhederne, når de var på vej fra eller til havn. I sagens natur blev dette aldrig helt det samme, som fx en hel uge med alene øvelsesaktiviteter. De mest “forsømte” områder var antiubådsøvelser, herunder specielt koordinerede antiundervandsbådsøvelser, og større luftforsvarsøvelser.

Gav korvettenes alder og de lange forsyningslinier anledning til problemer?

Korvetterne er ældre enheder. Det var derfor ikke unaturligt, at der lejlighedsvis har været havarier på skibenes materielsystemer, og der således har været behov for en velfungerende logistik. Allerede inden korvetten afgik fra dansk havn, var der gennemført et forløb, der tilsikrede, at skibet var materielmæssigt fuldt operativt. Systemerne var afprøvede og finjusterede. Forsyningslinierne fra Danmark var lange. Reservedele leveredes, enten når korvetten anløb havn'eller på Forward Logistics Site, der var etableret på en flybase i Syditalien. Herfra afhentedes forsyninger med jævnlige mellemrum af helikoptere fra enheder i de to operationsområder. Efterfølgende blev forsyningerne fordelt til de forskellige enheder i operationsområdet. Brændstof bunkredes tillige i havn. Herudover blev der bunkret til søs ca. hver tredie dag fra et tankskib, der passerede igennem de forskellige patruljeområder. Generelt fungerede logistikken godt. De enkelte korvetters behov for reservedele fra Danmark var meget varierende. Korvetten NIELS JUEL havde vel et behov større end det normale for korvetterne, men samtlige rekvisitioner blev imødekommet til tiden, på rette sted og i rette mængde. Ikke engang under sejlads i danske farvande opleves tilsvarende effektive logistiske indsats. Flådestation Korsør og Søværnets Materielkommandos håndtering af korvettens logistiske behov kan indgå i skolebøgerne som et mønstereksempel. Det kan ikke gøres bedre!

Afslutning

Ovenstående er blot et udpluk af de mange erfaringer, der er gjort om bord i to forskellige korvetter med to forskellige besætninger i Adriaterhavet. Et eneste område har jeg fuldstændig forbigået - besætningen. Ikke på grund af manglende interesse for denne. Tværtimod, men tilvejebringelse og uddannelse af besætningen samt afsluttende kontrol af enhedens operative niveau er et så stort område, at det let kan give stof til en hel artikel for sig. Den seneste ændring aflov om forsvarets personel, de hertil knyttede bemærkninger samt forsvarsministerens besvarelse af spørgsmål fra forsvarsudvalget har betydet, at værnepligtige ikke siden 1994 har deltaget i internationale operationer. 16 værnepligtige skal således udskiftes på et eller andet tidspunkt før skibets afgang fra dansk havn. At få gennemført efteruddannelse af afløserne samt at opnå en fuldt samarbejdet besætning inden afgang fra dansk havn kan derfor være problematisk. Sammenfattende har besætningen dog hver hver gang fremstået utrolig kompetent. Stillede opgaver er alle blevet løst professionelt og yderst tilfredsstillende. Mange betragter søværnets deltagelse i internationale operationer og de her udførte opgaver som noget nyt og epokegørende. Nuvel, det er det vel også set i et kort, snævert perspektiv. Men i et større perspektiv er der intet nyt. Gennem historien har flåden opereret sammen med andre flåder. Middelhavet har tidligere været et velkendt operationsområde for flåden i forbindelse med operationer mod barbareskerne i Nordafrika sidst i 1700-tallet og først i 1800-tallet. Handelsblokade er en gammel opgave for flåden. Boardingoperationer generelt er ligeledes velkendte, specielt i forbindelse med søværnets fiskeriinspektionstj eneste i Nordatlanten, hvor disse operationer udføres under vejrmæssigt langt mere barske vilkår end i Adriaterhavet. Deltagelsen i SHARP GUARD var naturligvis speciel på mange områder, men erfaringerne var stort set alle kendte fra talløse internationale øvelser, hvor fx. øvelse STRONG RESOLVE februar - marts 1995 i sin struktur og kompleksitet var langt mere krævende for skibets ledelse end operation SHARP GUARD. Operation SHARP GUARD har imidlertid bekræftet hensigtsmæssigheden i søværnets hidtidige uddannelsesaktiviteter, herunder ikke mindst det vitale i fortsat deltagelse i internationale øvelser samt ikke mindst i STANAVFORLANT. Operationen har også demonstreret, at danske enheder er fuldt ud kapable til at deltage i internationale operationer under de givne forhold. Det er her vigtigt at understrege, at korvetterne er små enheder. For små til at de under alle vejrkonditioner med sikkerhed kan løse alle opgaver. Således er korvetternes deltagelse i operation SHARP GUARD normalt blevet placeret på de vejrmæssigt gunstigste tider af året. Endelig medfører korvettens størrelse, at skibet ikke kan bære en helikopter, hvilket, operation SHARP GUARD og mange internationale øvelser med al ønskelig tydelighed har vist, er en stor mangel.