Log ind

Operation Neptune

 

Indledning: Operation OVERLORD,  området og den øverste ledelse 

Invasionsplanlægningen blev foretaget under ledelse af den britiske  generalløjtnant Frederick Morgan. Han var indtil februar 1944 COSSAC, det vil  sige Chief of Staff to the Supreme Allied Commander. Da general Dwight D.  Eisenhower blev beordret til London fra operationerne i Middelhavet, overtog  han ansvaret. Staben arbejdede i Norfolk House på St. James’s Square i  London. Hvert værn havde desuden sin egen stab: Flådens i Portsmouth,  hærstyrkerne på St. Paul’s School og flystyrkerne i Stanmore i Middlesex.  

Operationsplanlæggerne fik et meget bredt direktiv, godkendt af den  amerikanske præsident og den britiske premierminister. Det lød som følger:

”Foretag en landgang på kontinentet og iværksæt, sammen med andre allierede  nationer, operationer rettet mod Tysklands hjerte og tilintetgørelsen af landets  militære styrker.  

Datoen for landgangen skal være i maj måned 1944.  Efter sikring af de nødvendige kanalhavne, skal der opbygges et brohoved, hvorfra  der kan rettes direkte hær‐ og flyoperationer mod fjenden”.  

BOLERO var kodebetegnelsen for styrkeopbygningen på de britiske øer,  som begyndte umiddelbart efter USA's indtræden i krigen. Selv om Stalin  pressede på for at få en aflastning af presset på Østfronten både i 1942 og  1943, så var BOLERO en meget tidskrævende operation. Den 31. juli 1943 havde man overført 238.028 mand fra USA til Storbritannien, og der var blevet  overført 1.492.757 tons forsyninger. Til sammenligning var der den 30. maj  1944 overført i alt 1.526.965 amerikanere og 5.297.306 tons forsyninger. En  forudsætning for BOLERO var, at slaget om Atlanten skulle vindes inden  hovedparten af overførslerne kunne finde sted. Årsagen til den langsomme  start skyldes endvidere den amerikanske industris omstillings‐ og reaktionstid.  Blandt andet skulle der bygges et stort antal transportskibe af Liberty‐typen til  at foretage overførslerne med.  

Styrkeopbygningen i Storbritannien i forbindelse med Operation BOLERO  var på tidspunktet for invasionen nået op på følgende styrker (i runde tal) for  landgangen, transporten og støtte fra skibe og fly:  

Desuden rådede invasionsstyrken over direkte flystøtte fra 1.200 fly fra  RAF og 2.000 fly fra USAAF.

ROUNDUP var kodebetegnelsen for selv landgangen i Normandiet. Den  betegnelse blev senere ændret til Operation OVERLORD. Hele den maritime  del af invasionen var omfattet af betegnelsen Operation NEPTUNE, og det er  den, som kort bliver beskrevet i det følgende.  

Churchill’s krav til planlæggerne var, at invasionen skulle være en succes.  Gik det galt, ville der gå to år, før den kunne gentages. At invasionen lykkedes,  skyldes en lang række faktorer, hvoraf ikke alle var underlagt de vestallieredes  kontrol – vejret ikke mindst. Churchill skriver i sine krigserindringer om tiden  med invasionsplanlægningen: ”Det forekom mig stadig, at befæstninger udført  i stål og beton, udstyret med moderne ildkraft og bemandet med veltrænede,  beslutsomme besætninger kun kunne nedkæmpes ved hjælp af……ja, af hvad,  egentlig?” Svaret gav han selv: ”Ved hjælp af overraskelse!”

General Morgans generelle plan blev accepteret, men både general  Eisenhower og general (senere feltmarskal) Montgomery syntes, det var for lidt  at indlede et angreb med 3 divisioner. De anbefalede 5 divisioner. Morgans plan  var lavet ud fra den forudsætning, at der kun var 3 divisioner til rådighed i det  indledende angreb. Det var simpelthen en del af hans operative  forudsætninger. Med 5 divisioner i angreb skulle man udvide  landgangsområdet og skaffe flere skibe. Derfor kom UTAH og OMAHA Beach  med i planlægningen. De landgangsskibe, som kunne gå helt ind på stranden  og landsætte kampvogne, Landing Ship Tank (LST), var den kritiske  mangelvare. Da der ikke var nok til rådighed, måtte man udsætte den  planlagte invasion fra ca. 1. maj til ca. 1. juni 1944 for at få endnu en måneds  produktion af de amerikanskbyggede LST med.  

Blandt de fem invasionsområder, som blev bragt i forslag, blev kun to  genstand for nøjere planlægning: Calais og Normandiet. Kanalen er smallest  ved Calais, men her fandtes også de stærkeste befæstninger. Man valgte i  stedet et område i Normandiet med fem udvalgte strandområder, som alt i alt  strakte sig 80 km i øst‐vestlig retning. Afstanden fra Portsmouth til  landgangsstrandene var ca. 85 sømil eller 160 km i nord‐sydlig retning.  

Det stod tidligt klart, at det var vigtigt at råde over mindst en havn til  modtagelse af forsyninger. Der var ingen større havne inden for selve  landgangsområdet, og de to nærmeste udenfor, Le Havre og Cherbourg, var  vel befæstede. Derfor opstod tanken om selv at medbringe to havne, de  såkaldte ”Mulberries”. Efter invasionen afslørede afhøringer af de  tilfangetagne tyske generaler, at den tyske flåde direkte havde meddelt den  tyske ”Øverstkommanderende i Vest”, feltmarskal von Rundstedt, at de  allierede ikke kunne foretage en landgang uden at erobre en større havn.  

I takt med den stigende amerikanske krigsindsats under planlægningen af  invasionen betingede amerikanerne sig chefposten, som gik til general Dwight  D. Eisenhower. Hans stedfortræder og cheferne for de tre værns operationer  var alle briter. Admiral Sir Bertram H. Ramsay, Royal Navy, blev chef for de  allierede flådestyrker.  

Tre fjerdedel af flådestyrken ved Normandiet var fra Royal Navy. Kampene  i Stillehavet havde førsteprioritet for den amerikanske flåde. Problemer med  ressourcer til kampene i Europa måtte løses på topniveau mellem præsident  Franklin D. Roosevelt og premierminister Winston S. Churchill. Det drejede sig  især om LST og skibe til bombardement.  

Flådestyrkerne var delt i to Task Forces: En vestlig, som støttede de to  amerikanske landgangsstrande. Den havde kontreadmiral A. G. Kirk, US Navy,  som chef (om bord i USS AUGUSTA). Den østlige havde kontreadmiral Sir  Phillip Vian, Royal Navy, som chef (om bord i HMS SCYLLA). Den havde ansvaret for støtte til de tre britiske landgangsstrande. Under disse to chefer  var der for hver landgangsstrand en Task Group Commander (kontreadmiral  eller flotilleadmiral).  

 

Vejr, tidevand og månens faser 

Eisenhowers chefmeteorolog var en civil meteorolog, senere Group Captain i  RAF, J. M. Stagg. Hans opgave var at forudsige vejret, helst fra D‐4 til D+3, så  general Eisenhower kunne give sit ”Go” til operationen. I slutningen af maj  rykkede man fra London til Southwick House nær Portsmouth. D‐dag blev  indledningsvis fastsat til den 5. juni 1944. Tidevandet og månens faser opfyldte  stabens krav til operationen fra den 5. til den 7. juni.  

Årsagen til kravet om det lange varsel for godt vejr fra D‐4 til D+3 var, at en  væsentlig del af invasionsflåden lå fordelt i områderne mellem Lands End og  det nordvestlige Skotland. De langsomme skibe behøvede derfor 4 dage til at  nå frem. Dagene fra D+1 til D+3 var meget vigtige for opfølgestyrken. Selv i  2004 vil meteorologerne nødig lave prognoser for mere end 5 dage.  

Chefmeteorologens indledende oplysninger til planlægningen gik ud på, at  invasionen skulle finde sted i området mellem Normandiet og Cherbourg. Ddag ville blive i maj eller juni, måske senere, men ikke før. Da der var tale om en  allieret landgang, skulle der gerne være enighed mellem amerikanske og  britiske myndigheder. Stagg måtte selv skaffe sig svaret på spørgsmålet:  ”Hvad er godt vejr til denne invasion?” Det var der nemlig mange opfattelser af.  

Generelt ønskede alle enheder sig lav vind, fuldmåne og lav risiko for tåge.  Staben foretrak, at landgangen fandt sted ved ebbe/morgenlavvande, således  at personellet kunne se forhindringerne i sandet i stedet for at sejle ind i dem.  Med stigende vandstand kunne landgangsbådene lettere komme til søs igen.  

Faldskærmsfolkene ville helst have fuldmåne, vind under 20 MPH (10 m/s)  og 30 MPH (15 m/s) i vindstødene, god sigtbarhed og max. 60 % skydække  under overfarten og en skyhøjde på mere end 3.000 fod.

Landgangsskibe og skibe, som deltog i shore bombardment foretrak rolig  sø (bølgehøjde under ”sø 4”), pålandsvind under 10 ‐ 12 MPH (5 ‐ 6 m/s) og en  sigtbarhed, som var større end 3 sømil (5 km) af hensyn til  nedslagsobservatørerne.

Flystyrkerne foretrak skyfrit under 10.000 fod til High Level Bombing, men  gerne noget skydække til Low Level Bombing, så man havde noget at gemme  sig i. Lavt skydække ville hæmme flystøtte (Air‐to‐Ground‐Support) til  tropperne.  

Chefmeteorologen sammenlignede statistiske vejrdata siden  århundredeskiftet. Juni ville være dobbelt så god ‐ målt i antal dage ‐ som maj. I  slutningen af maj fastlagde Eisenhower invasionsdagen til den 5. juni. Da man nærmede sig den planlagte dato opførte vejret sig ikke som i de historiske  statistikker. Lavtryk over Nordatlanten førte dårligt vejr med sig. Stagg  observerede dog, at der lige efter den 5. juni ville komme en midlertidig  bedring i vejret og anbefalede Eisenhower at udsætte invasionen til den 6. juni.  Beslutningen blev taget den 4. juni om aftenen, og hvis invasionen ikke blev til  noget den 6. juni, så måtte de skibe, der var taget af sted, returnere for at fylde  brændstof. Det vil sige, at man ikke kunne udsætte invasionen til den 7. juni.  

Tyskerne havde dårligere forhold til at lave meteorologiske prognoser, idet  deres vejrstationer på Grønland og deres vejrskibe var sat ud af spillet, så de var  knap så opmærksomme på, at der var en lille bedring i vejret på 24 timer.  Derfor tog Rommel af sted til Tyskland den 5. juni, dels for at snakke med  Føreren, dels for at fejre hustruens fødselsdag. Meteorologen i det tyske  hovedkvarter i Paris havde dog observeret den lille bedring i vejret den 6. juni.  

 

Forudsætningerne for vildledningsoperationerne 

Briterne havde siden krigens start haft en omfattende plan for vildledning af  tyske styrker. Der var tale om vildledning på alle niveauer. Overraskelse var et  væsentligt element i planlægningen. Tyskerne måtte ikke vide, hvor og hvornår  invasionen ville finde sted. Tilstedeværelsen i Storbritannien af store  amerikanske og britiske styrker til en invasion på kontinentet kunne ikke  holdes hemmeligt, men det tyske agentnet, som skulle rapportere til Berlin  herom, var blevet optrevlet. De tilfangetagne agenter fik valget mellem at blive  hængt eller at samarbejde. Derfor kunne briterne via agenterne sende  radiomeldinger om invasionsforberedelserne til tyskerne med et indhold, der  var afpasset efter omstændighederne. Tyske rekognosceringsflyvninger over  England i 1944 var sjældent muligt. Sidst, men ikke mindst, gav det britiske  kendskab til at læse de tyske koder mulighed for at følge med i, om tyskerne  var ”hoppet” på vildledningen.  

I de sidste tre måneder inden invasionen blev de allierede bombefly i  Storbritannien sat ind mod jernbanelinier og broer i Nordfrankrig og den  vestlige del af Tyskland. De kastede 66.000 tons bomber her, og Churchill  kaldte i sine erindringer området for ”en jernbane‐ørken”. Herudover kastede  man 14.000 tons bomber over kystforsvarsanlæg, radarstationer og flybaser.  Alt dette var nøje orkestreret i forbindelse med den overordnede  vildledningsplan: For hver bombe i det rigtige invasionsområde blev der kastet  tre bomber i Dieppe‐området og fire i Pas de Calais‐området.

Invasionstruslen mod Calais‐området, hvor Kanalen er smallest, udgjordes  af en armé placeret mellem Dover og East Anglia. Arméens chef var den  farverige pansergeneral Patton. Den bestod kun af materiel af pap, oppustelige  kampvogne og alle mulige attrapper udført af den britiske filmindustri og Hollywood i forening. Arméen fik dog et komplet sæt radiostationer, således at  den tyske radioopklaringstjeneste kunne følge den i sit daglige virke.  ”Radiobilledet”, altså en situationsvurdering baseret på troppernes aktive  anvendelse af radio, var realistisk. Tilsvarende var der attrap‐landgangsskibe  og attrap‐fly i området. Tyske rekognosceringsfly fik lov til at tage billeder her,  men hvis de kom over den engelske sydkyst, blev de skudt ned af luftforsvaret.  Da invasionen gik i gang den 6. juni, udkastede britiske bombefly  radarreflekterende materiale (Chaff/Windows) i et særligt mønster hele natten  og morgenen ud for Calais. På de tyske radar, som man havde skånet under  bombningerne, lignede det en invasionsflåde, som med 8 knob forlagde tværs  over Kanalen.

 

Den hemmeligholdte katastrofe

De allierede havde nær Dartmouth ved Land’s End fundet et stykke strandbred,  som mindede om Normandiets strande. Her øvede man sig i løbet af foråret.  Natten mellem den 27. og 28. april 1944 havde tyske radiostationer opfanget  signaler fra to konvojer langs den engelske sydkyst. Man sendte ni  torpedobåde fra 5. og 9. S‐Boot‐flotille af sted fra Cherbourg. De fandt aldrig  de to konvojer, men til gengæld fandt de en gruppe på 8 amerikanske LST på  vej til øvelseslandgangsstrandene ved Slapton Sands. Det var en amerikansk  flådestyrke med eskorte fra Royal Navy. Eskorten bestod af en destroyer og en  korvet, men da destroyeren var blevet beskadiget under en kollision, var den  sendt til værft, medens afløseren nok var på vej i området, men den lyttede ind  på nogle forkerte frekvenser. Korvetchefen og den amerikanske styrkechef  reagerede ikke, da truslen opstod. De fortsatte med 3,5 knob. Derfor fik de  tyske torpedobåde (E‐både) let spil. De sænkede LST 507 og LST 531 og  beskadigede LST 289 med torpedoer. Det kostede 749 amerikanske soldater  livet, og hændelsen blev holdt hemmelig i over 40 år. Antallet af LST i reserve  til Operation OVERLORD/NEPTUNE var hermed nede på nul!  

 

Overfarten, mændene og skibene

Tre fjerdedele af flådestyrken var britiske enheder. Resten var overvejende  amerikanske, men der deltog også orlogsskibe fra Canada, de frie franske  styrker, Polen, Norge, Holland og Grækenland.  

Den amerikanske kystvagt skal støtte flåden i krig. En del af de større  amerikanske landgangsenheder blev sejlet til England og videre til Normandiet  af personel fra US Coastguard. Mange af de mindre landgangsenheder ved  UTAH og OMAHA var ligeledes bemandet med personel fra kystvagten.

Selve landgangsstyrken bestod af en lang række specialiserede enheder. I  spidsen for styrken var to miniubåde, som skulle dykke ud og assistere med  navigationen og fungere som en slags fyrskib eller bøje, når tiden kom.

Større skibe, der medbragte personel til landgangsstyrken, medbragte et  antal mindre landgangsbåde (LCA/LCVP det vil sige Landing Craft  Assault/Landing Craft Vehicle/Personel), som kunne omlade uden for  artillerirækning fra kysten.  

Der var ombyggede landgangsskibe, som medbragte op til 1.064 femtommer‐raketter til bombardement af kysten. Andre havde 120 mm kanoner,  mest til direkte skydning. Nogle kunne tage kampvogne og andre køretøjer  helt ind til stranden. Der var specialenheder indrettet med alt fra luftværn over  navigationsudstyr til kabys/feltkøkkener. Nogle LST var ombygget til  hospitalsskibe, så man i nærheden af stranden kunne stabilisere hårdt sårede  patienter, som så derefter kunne evakueres og ”hospitaliseres ved højere  echelonner”, som det hedder i fagsproget.

Fra den 1. juni begyndte flådestyrker og transportenheder at bevæge sig  fra Skotlands nordvestkyst sydover i den irske kanal på vej mod Portsmouth.  Undervejs stødte der hele tiden flere og flere enheder til: Fragtskibe, store  landgangsskibe, ombyggede passagerlinere, slæbebåde, gamle monitorer til  artilleribeskydning, slagskibe, krydsere etc. etc. Den samlede invasionsstyrke  blev vurderet til at være på 5.333 skibe, hvoraf 2.727 sejlede over Kanalen ved  egen kraft i de første 24 timer af operationen. (De mindste landgangsbåde blev  transporteret om bord i de større enheder.)

De mindre landgangsenheder befandt sig allerede i indskibningshavnene.  Tropperne blev taget om bord i landgangsskibene på den engelske sydkyst.  Kun meget få vidste, at de amerikanske og britiske styrker var stationeret i  Storbritannien i den orden, de skulle indsættes i på Normandiets kyst. De  vestligste var amerikanske enheder til UTAH Beach, de næste amerikanere til  OMAHA Beach, så briter til GOLD Beach, canadiere til JUNO Beach og atter  briter til SWORD Beach. Tilsvarende var amerikanske opfølgestyrker  stationeret i Sydvestengland, medens de britiske opfølgestyrker var stationeret  i Sydøstengland. Hermed opnåede man, at ingen af de fem indledende  konvojer ‐ eller opfølgestyrkerne ‐ skulle krydse hinanden undervejs.  

Om natten mellem den 5. og 6. juni mødtes de fem landgangsstyrker med  eskorte og bombardementsskibe i området syd for Isle of Wight, Point Z, som  mere populært blev kaldt for Piccadilly Circus. Hver styrke fik 2 baner, en til  hurtige og en til langsomme skibe. 97 minestrygere strøg miner foran hele  styrken.

Under den allierede invasion på Sicilien i 1943 skød flådens skibe en del  egne fly ned, fordi de fløj direkte hen over hovedstyrken. For at undgå tilsvarende tab var nedkastningen af de tre luftbårne divisioner arrangeret  således, at de to amerikanske divisioner fløj vest om invasionsstyrken, medens  den britiske fløj øst om.

Landgangen havde i princippet to faser. Første fase gik ud på et angreb  over stranden. Når strandbredden var erobret, kom man til fase to, som mere  var en logistisk operation: Der skulle landsættes så meget materiel og så  mange mænd så hurtigt som muligt. Fase to var noget mere fredelig end fase  et, men man må erindre, at selve strandområdet fortsat var under beskydning  af langtrækkende tysk artilleri.  

På dag D+1 begyndte man konstruktionen af de to ”Mulberry”‐havne, som  bestod af store sænkekasser udført i beton og gamle fragtskibe, som blev sat  på havbunden. Fra disse to havne blev der etableret nogle kajer med broer ind  til land. Stormen den 19. ‐ 22 juni 1944 ødelagde den amerikanske Mulberry og  beskadigede den britiske, men ikke nok til at ændre de allieredes plan. På D+30  var der overført 1 million mand med deres køretøjer, materiel og forsyninger.  Da de tilfangetagne tyske generaler efter invasionen blev afhørt, oplyste de, at  de medbragte ”Mulberry‐havne” var kommet som en overraskelse.  

 

Truslen og indsatsen mod den

Den største trussel mod landgangsstyrken udgjordes af de tyske ubåde, som  opererede fra den franske Atlanterhavskyst. Under Operation NEPTUNE var  der derfor en selvstændig operation, som fik den meget passende betegnelse  Operation CORK (prop). Den skulle forhindre, at tyske ubåde fra vest trængte  ind i Kanalen mod invasionsstrandene. Disse anti‐ubådspatruljer med 3  eskortehangarskibe og mange destroyere, fregatter, korvetter og Maritime  Patrol Aircraft detekterede 21 tyske ubåde. De 7 blev sænket, og de resterende  14 blev ”trykket” så meget, at de ikke kunne gribe ind i landgangen.  

Endvidere var der en trussel bestående af torpedobåde (E‐både) og 4  destroyere fra 10. destroyerflotille.  

I Seinebugten var der en generel minetrussel, men det viste sig efter  invasionen, at tyskerne ikke havde magtet at vedligeholde deres minefelt. De  mere moderne og farlige bundminer var kun lagt på lægt vand (ringe  vanddybde) på Cotentin‐halvøens østside.

Det tyske flyvevåben i området rådede over ca. 700 kampfly, men kun ca.  halvdelen var operative. Der var mangel på reservedele og brændstof, og  piloterne manglede flyvetimer. De allierede havde luftherredømmet, og  lufttruslen mod skibene var beskeden.  

Som et led i invasionsforsvaret havde tyskerne udbygget mange  kanonstillinger. Nogle tilhørte hæren, andre var under kommando af den tyske  marine. På grund af denne trussel var der afsat betragtelige styrker med kraftigt søartilleri: 35 ældre slagskibe, krydsere og monitorer med artilleri på  mindst 150 mm samt 60 destroyere. De samme enheder skulle yde  hærstyrkerne artilleristøtte (Naval Gun Support eller bombardement). Der var  uddannede artilleriobservatører med de første landgangsenheder, ligesom der  også var særlige artilleriobservationsfly, som indledningsvis var landbaserede i  England. Da de tilfangetagne tyske generaler senere blev afhørt oplyste de, at  effektiviteten (rækning, præcision og samarbejde) af de allierede orlogsskibes  ildstøtte var meget større end forventet.  

I strandområdet havde tyskerne udbygget omfattende forhindringer med  pæle, gitre, landminer etc. Feltmarskal Rommel havde bestilt 50 millioner  landminer til forhindringerne, men kun 4 millioner var installeret. Det var  hovedsageligt et problem for hærstyrkerne, selv om flådens enheder deltog i  beskydning af dem med artilleri og raketkastere. På de britiske  invasionsstrande deltog hold fra ingeniørtropperne og flåden sammen i hold,  som skulle rydde strandene for forhindringer under og efter selve landgangen.  Udbygningen af invasionsforsvaret skete løbende. Derfor dukkede der hele  tiden nye forhindringer op for planlæggerne i takt med, at der indløb  opdaterede efterretninger fra landsatte commandosoldater,  rekognosceringsfly og den franske modstandsbevægelse.  

 

Dansk deltagelse i invasionen 

Blandt de ca. 800 bevæbnede handelsskibe, som deltog i transporten, var 30 af  dem danske. Ca. 800 danske besætningsmedlemmer deltog i invasionen. På  50‐årsdagen for invasionen afslørede Hans Kongelige Højhed Prins Henrik et  mindesmærke for de danske søfolk ved Saint Marie de Mont nær UTAH Beach.  Indsatsen fra de danske søfolk og de allieredes mulighed for at disponere over  store dele af den danske handelsflådes transportkapacitet betragtes som det  største og vigtigste danske bidrag til de allieredes sejr.  

I perioden fra den 29. august 1943 og til krigens afslutning forsøgte  søværnets illegale ledelse at sende danske søofficerer til krigstjeneste i Royal  Navy. Viceadmiral A. H. Vedel så helst, at det drejede sig om erfarne  orlogskaptajner og kommandørkaptajner, som efter krigen kunne hjælpe med  at bygge flåden op. Briterne manglede især yngre, veluddannede officerer og  foretrak derfor de yngre årgange. Følgende kom til England via Sverige og  deltog i invasionen: Kaptajnløjtnant Henrik Rømeling i monitoren HMS  EREBUS og søløjtnant Niels F. Lange om bord i LST 198. Kaptajnløjtnant Find  Haugsted deltog i konvojtjeneste fra den engelske østkyst til invasionsområdet  om bord i HMS CAMBELL. Flyverløjtnanterne af reserven i søværnet Kjeld  Pedersen og Niels J. R. Buchwald deltog som jagerpiloter i  flystøtteoperationer. De var selv kommet til England tidligere. Kaptajnløjtnant Eigil Wern deltog som dykker‐ og bjergningsekspert i rydningen af  invasionsstrandene og efter Cherbourgs fald i sikring af denne havn.  

Endvidere havde flyverløjtnant af reserven i søværnet Kaj Birkested via  kampene i Norge i 1940 selv fundet vej til den norske flyveskole i Canada. Han  var en respekteret leder og en dygtig jagerpilot. Han avancerede til  oberstløjtnant i det norske flyvevåben i 1944 og var under invasionen ansvarlig  for den koordinerede luftstøtte fra amerikanske og britiske jagerfly og  bombefly.

 

De allierede tab ved landgangen 

De allierede flådestyrker led forholdsvis beskedne tab, selv om de følgende tal  virker voldsomme. Frem til udgangen af juni var 14 større orlogsskibe  (destroyere, fregatter og minestrygere), 10 mindre orlogsskibe og i alt 35  handelsskibe blevet sænket. Minerne var ansvarlig for de største tab. Effekten  fra det landbaserede tyske artilleri viste sig mindre end frygtet, men nogle af  de store artillerienheder modtog et antal træffere.  

Den norske destroyer HNMS SVENNER skulle deltage i beskyttelsen af  enheder til den østlige del af SWORD Beach og lå dermed som den mest  østlige enhed i flådestyrken. Den blev ramt af en torpedo fra en E‐båd og gik  ned med tabet af 32 norske besætningsmedlemmer og 2 britiske  forbindelsesofficerer. Det var et af de meget få skibe, som blev sænket på Ddag.  

Blandt de mindste landgangsskibe var tabene meget høje. De nøjagtige  amerikanske tal kendes ikke, men briterne mistede 291 mindre landgangsskibe  den 6. juni og 261 resten af måneden. Hertil skal lægges 606 mindre  landgangsskibe, som blev ødelagt under den voldsomme storm fra 19. til 22.  juni. De amerikanske tal formodes at svare til disse.  

 

Afslutning

Med erobringen af Cherbourg den 28. juni 1944 ophørte Operation NEPTUNE.  Det tog et stykke tid at åbne havnen for allieret trafik. Specialister fra den  britiske olieindustri lagde ret hurtigt efter undersøiske ledninger, hvorigennem  man pumpede brændstof og smøreolie fra England til Cherbourg.  Ledningssystemet blev kendt som PLUTO: Egentlig ”PipeLine for Undersea  Transport of Oil”, men i folkemunde blev PLUTO til ”PipeLine Under The  Ocean”.  

Med erobringen af Antwerpen og Rotterdam mistede Cherbourg hurtig  betydning for de allierede. De allierede flåder fik omfattende opgaver med at  stryge miner og rydde havne i de befriede områder. På Atlanten opstod en ny trussel for de allierede konvojer: Tysklands nye luftuafhængige ubåde. Ingen af  de senere tyske vidundervåben kunne dog vende krigslykken for tyskerne.  

Med konsolideringen af brohovedet i Normandiet var Tysklands skæbne  blevet beseglet i juni 1944, men det tog endnu 11 måneder før sammenbruddet  kom. Det kom først, da der stod allierede soldater i Berlin. Russerne vandt det  kapløb, som de allierede ikke var så interesserede i at vinde.  

Det tyske sammenbrud var betinget af mange faktorer: Russerne havde  påført tyskerne massive tab på Østfronten. RAF og USAAF havde i årevis  bombet den tyske industri, herunder også jernbaner, broer, dæmninger og  kraftværker. En blokade havde forhindret Tyskland i at modtage vigtige  råstoffer. De allierede flåder havde muliggjort transporter af materiel til  Sovjetunionen, men de havde først og fremmest været i stand til at sikre  forbindelsen fra USA til Storbritannien, således at amerikansk personel og  materiel kunne indsættes i den endelige konfrontation med regimet i Berlin.