Log ind

Operation LINEBACKER II december 1972 - et studie i luftforsvar

#

Major J. C. M. Probst, der efter gennemgang af elektroteknisk kursus pá Forsvarsakademiet nu er tjenstgørende i Flyvematerielkommandoen, har tidligere gjort tjeneste ved Raketforsvaret. Majoren vil være kendt for sine dagbladskommentarer og foredrag om Yom Kippur-krigen. Her analyserer han en operation under Vietnamkrigen.

»Ingen plan overlever kontakten med

fjenden."

Moltke d.æ.

(tysk general).

I en 12-dages periode i december 1972 gennemførte USA en bombekampagne med B-52 strategiske bombefly imod mål i Nordvietnam. Bombekampagnen, der er kendt som operation LINEBACKER II, var et led i den amerikanske regerings bestræbelser på at opnå en såkaldt »fred med ære« i Vietnam-krigen, d.v.s. en våbenstilstandstraktat med Nordvietnam således, at de resterende amerikanske styrker kunne trækkes hjem og krigsfangerne i Nordvietnam frigives. LINEBACKER II operationen skal ses som et amerikansk argument i de løbende forhandlinger med Nordvietnam i Paris, der på tidspunktet for beslutningen om bombekampagnens iværksættelse i midt-december 1972 efter amerikansk opfattelse befandt sig i dødvande. Den 3 januar 1973, umiddelbart efter operationens afslutning, blev forhandlingerne genoptaget og førte hurtigt til underskrivelse af den af amerikanerne ønskede våbenstilstandstraktat den 27 jan 1973. Dermed afsluttedes den amerikanske deltagelse i 2. Vietnamkrig, men hvorvidt de 20.370 tons bomber15 kastet over HANOI-HAIPHONG området under LINEBACKER II virkeligt, som det hævdes fra amerikansk side, tvang Nordvietnam til en uønsket våbenstilstandstraktat må im idlertid - set i lyset af senere begivenheder - stå åbent. Motiverne for Nordvietnams handlemåde var som altid dulgte.

Trods snæver sammenhæng med de delikate politiske forhandlinger var LINEBACKER II ud fra et militært synspunkt en isoleret, velafgrænset operation. Den var - efter Vietnamkrigens målestok - bemærkelsesværdigt fri for politisk betingede restriktioner og repræsenterer et sjældent eksempel på en moderne, differentieret offensiv luftstyrkes indsættelse imod et fuldt intakt, krigsvant og forholdsvis moderne luftforsvarssystem. LINEBACKER II operationen var af tilstrækkelig varighed til at bringe en militær afgørelse. Sejren gik til de offensive luftstyrker, omend efter ikke ubetydelige tab, der tvang flystyrkerne til ændringer og improvisationer i taktik og materiel og som en overgang bragte kampens udfald i tvivl (i det mindste hos nogle af de involverede bombeflybesætninger)4. Set fra dansk synsvinkel har især den luftforsvarsmæssige side af LINEBACKER II interesse, idet det nordvietnamesiske luftforsvarssystem stod overfor en angrebsstyrke, der betjente sig af et bredt spektrum af våben og tekniske hjælpemidler og et tilsvarende bredt spektrum af missionstyper og taktiske fremgangsmåder. LINEBACKER II repræsenterede noget nær det ultimative i amerikansk konventionel, offensiv luftkrigsførelse anno 1972, hvor materiel og taktik var produktet af 8 års dyrekøbte erfaringer siden amerikanske jagerbomberfly første gang trængte ind i norvietnamesisk luftrum i 1965; og amerikanerne havde haft en effektiv og opfindsom industri i ryggen. I forhold hertil var det nordvietnamesiske luftforsvarssystem tilsvarende krigsvant og rådede over betydelige mængder materiel. I begyndelsen af dec 1972 havde nord vietnameserne haft 5 måneders relativ og 2 måneders fuldstændig fred for amerikanske luftangreb,14 og havde benyttet tiden til at udbedre skaderne fra tidligere bombeangreb og fylde lagrene op. De norvietnamesiske materieltyper var dog gennemgående knap så avancerede og »up-to-date« som de amerikanske. LINEBACKER II blev en frontal kamp mellem massivt luftangreb og massivt luftforsvar, men det var dog ikke en kamp mellem ganske jævn* byrdige modstandere. Dette kan dog næppe gøre en analyse af operationerne mindre interessant set fra dansk side.

Luftforsvaret

Det nordvietnamesiske luftforsvarssystem var baseret på 3 våbenkomponenter (jfr. oversigt, side 211):

luftforsvarsmissiler

- luftforsvarsfly og

- luftværnsartilleri,

der normalt var under taktisk kontrol af et luftf orsvarscenter (svarende til en sektoroperationscentraL SOC). Luftforsvarscentret (ved BAC MAI) modtog varslingsoplysninger fra et større antal fremskudte radarvarslingsstationer, UHF radiolytteposter og observationsposter. Varslingsradarnettet gav komplet dækning af Nordvietnam over 1500-2000’ højde.10 Luftforsvarssystemet var principielt et manuelt system (ikke et semiautomatisk system med computerbaseret databehandling som fx. NADGE), men et »voiceless« datatransmissionssystem muliggjorde hurtig og præcis overførsel af data fra varslingsstationer via luftforsvarscentret til GCIstationer og missil- og kanonbatterier og til en vis grad tillige mellem disse komponenter indbyrdes.3 I maj 1972 havde amerikanerne haft held til at sætte BAC MAI centret ud af spillet ved et angreb med laserstyrede bomber, men under LINEBACKER II angrebene lededes operationerne igen fra BAC MAI (i nærheden af H AN OI).16, 11. Missilbatterierne var koncentreret omkring HANOI og HAIPHONG, idet de groft set dannede en dobbelt ring omkring disse 2 byer3 (se fig. 1). Enkelte batterier opererede dog i den sydlige og vestlige del af landet. Alle missilbatterierne var af SA-2 typen, men de var udstyret med forskellige versioner af FAN SONG ildlederadarer med varierende ECCMbeskyttelse.10 Tidligere på året var en FAN SONG version med mulighed for såvel radarfølgning som optisk følgning kommet i tjeneste. Amerikansk ECM kunne modvirke radarfølgningen, men ikke den optiske følgning, der imidlertid krævede god sigtbarhed.8, 13. Missilernes rækkevidde var ca. 30-40 km, men de var ikke effektive under ca. 1000’. Jagerflyene var stationerede på flyvestationer, der befandt sig indenfor det missilforsvarede område omkring HANOI og HAIPHONG15 (se fig. 1). På disse flyvestationer var der i 1969-71 bygget et antal vel slørede og nedtonede »underground M IG caves«, hvilket medførte, at meget få M IG fly blev ødelagt på jorden under bombningerne i året 1972.12 MIG flyene blev normalt indsat under stram GCI-kontrol udenfor det missilforsvarede område og havde tidligere på året skrevet sig for 1/3 af de nedskudte amerikanske fly, idet hovedparten af de resterende 2/3 var nedskudt af missiler. I bombepausen inden LINEBACKER II operationens iværksættelse havde USSR leveret 1 eskadrille af de nyeste MIG-21M FISHBED-J fly til erstatning for tab, men alle de norvietnamesiske jagerfly incl. disse fly var begrænset til angreb bagfra (ingen »head-on capability«).2

Skærmbillede 2020-04-20 kl. 15.08.02.png

Kanonluftforsvaret var ligeledes tættest i HANOI-HAIPHONG området og udgjorde en betydelig trussel for amerikanske jagerbomberfly. Det var imidlertid kun det forholdsvis begrænsede antal tunge 100 mm luftværnskanoner, der kunne nå op i de højder, hvor B-52 flyene opererede under LINEBACKER II operationen (over 30.000’), og deres FIRE CAN styreradarer blev anset for forholdsvis upræcise af amerikanske flybesætninger.1 Under LINEBACKER II dukkede imidlertid en nyere type styreradar med større præcision op.14 Alle luftforsvarskomponenterne var - hvor muligt - monteret på trailers eller lastbiler, og norvietnameserne benyttede i høj grad denne mobilitet. Varslingsradarer, missilbatterier og kanonbatterier skiftede hyppigt stilling og opstilledes i øvrigt under opfindsom og effektiv anvendelse af sløring, tone down og revetments. Missilbatterier synes således til tider at have skiftet stilling imellem forskellige forberedte stillingsområder flere gange i døgnet.13 Som helhed var det nordvietnamesiske luftforsvarssystem i struktur og materiel et typisk sovjetisk system, som det mødes i Østeuropa og Mellemøsten. Det manglede imidlertid den komponent af avancerede lavhøjde missilsystemer og lavdækningsradarer, som i stigende antal er kommet i tjeneste i Warszawa-pagten.

Bombeflyene

En armada på 200 B-52 strategiske bombefly var USAs primære offensive våben i LINEBACKER II operationen. B-52 flyene var fordelt på 3 bomber wings1:

- 43 rd Strategic Wing med B-52D fly baseret på Anderson AFB, Guam.

- 72 nd Strategic Wing med B-52G fly ligeledes baseret på Anderson AFB.

- 307 th Strategic Wing med B-52D fly baseret på U TAPHAO basen i Thailand.

Desuden deltog ca. 45 F-111A jagerbomberfly fra 474 th Tactical Fighter Wing baseret på TAKHLI basen i Thailand samt ca. 500 støttefly af forskellig art fra USAF, USNavy og USMarines. De mål, der blev udpeget for B-52 og F - lll flyene, var et antal militære og civilinfrastruktur mål, hvis ødelæggelse kunne vanskeliggøre Nordvietnams krigsførelse i syd. Alle de udpegede mål befandt sig i selve HANOI-HAIPHONG området, hvor luftforsvarssystemet var koncentreret.15

De store 8-motors B-52 bombefly blev bygget i 1950’erne med henblik på strategiske bombemissioner i mellemstore højder med atomvåben og flytypen udgør endnu i dag hovedparten af den amerikanske strategiske bombeflystyrke. Siden 1965 var et antal B-52 fly blevet modificerede til at kunne medføre op til 27 tons konventionelle bomber og var blevet indsat imod mål i Sydvietnam, Cambodia og Laos. Amerikanerne undgik im idlertid omhyggeligt at anvende dem, hvor nordvietnamesiske luftværnsmissiler eller M IG jagerfly kunne forventes. Hvor B-52 flyene blev anvendt skabte de imidlertid respekt hos fjenden såvel p.gr.a. den faktiske ødelæggelse, de mange tons bomber forårsagede, som p.gr.a. den psykologiske virkning af, at flyene normalt ikke hverken hørtes eller sås før bomberne faldt. Flyene var bygget til at operere i mellem ca. 30.000’ og 50.000’ højde og udløse deres bombelast alene på basis af et radarbombesigte, så ofte blev missionerne gennemført over et skydække eller om natten. Nærværende artikels forfatter har oplevet natlige B-52 bombardementer i udkanten af PHNOM PENH i 1973 og kan bekræfte den overraskende og respektindgydende virkning af pludselig og samtidig detonation af måske 75-100 tons bomber. Et bombefly af B-52 størrelse, der flyver i middelstor højde med subsonisk hastighed uden at manøvrere er imidlertid et ideelt mål for et luftværnsmissilsystem som SA-2. Man kan endda spekulere på om ikke SA-2 missilsystemet, der blev operationsklart i USSR i 1957, oprindeligt blev bygget netop med henblik på amerikanernes B-52 fly, der fløj første gang i 1952. Det må forblive spekulation, men indtil 1972 havde amerikanerne kun turdet anvende hurtige, manøvredygtige jagerbomberfly i de missilforsvarede områder af Nordvietnam, og disse fly havde endda i perioder lidt følelige tab. Jokerne i spillet mellem B-52 flyene og SA-2 missilerne under LINEBACKER II var flyenes ECM (Electronic Counter Measures) systemer og missilsystemernes ECCM (Electronic Counter Counter Measures). Flyenes ECM systemer var blevet løbende opdateret efterhånden som oplysninger om sovjetiske missilsystemer og andre defensive våbensystemer var blevet indsamlet, men også SA-2 FAN SONG ildlederadarerne havde til stadighed fået forbedret deres ECCM beskyttelse. Set fra et ECM-mæssigt synspunkt var det imidlertid en svaghed ved det nordvietnamesiske luftforsvarssystem, at det var baseret på så få forskellige radartyper (kun 3-4 typer ildlederadarer), indenfor hvis frekvensbånd amerikanerne kunne koncentrere deres ECM.

B-52 flyenes ECM imod SA-2 FAN SONG radarerae i 1972 synes - efter det foreliggende - at have været baseret på 2- eller 3-skibs formationsflyvning, hvor ECM-systememe i de 2 (eller 3) fly virkede sammen og gav den optimale beskyttelse af formationen, når de 2 (eller 3) fly holdt bestemte indbyrdes afstande. En FAN SONG radar sender samtidigt på flere forskellige frekvenser og ved at lade hvert fly i formationen jamme hver sin frekvens fra samme radar induceres en fejl i radarens følgning.10, n . ECM-systemerne og formationerne var blevet testet imod simulerede eller erobrede FAN SONG radarer i USA, men kun én gang inden LINEBACKER II operationen havde man vovet at sende B-52 fly imod et koncentreret SA-2 forsvar. Det var BULLET SHOT missionen, hvor 17 B-52 fly en tidlig morgen inden solopgang den 16 april 1972 fra TONKIN-bugten havde penetreret det nordvietnamesiske luftforsvarssystem igennem en chaff-korridor, der var udlagt umiddelbart forinden under dække af standoff ECM, og var trængt frem til HAIPHONG havn, hvor et stort oliedepot område var blevet bombet.11 De 17 B-52 fly, 5 celler à 3 fly plus 2 ledende fly, fløj i 30.000’ højde og slap hjem uden tab til trods for, at de kom inden for rækkevidde af 13 SA-2 batterier omkring HAIPHONG og 35 missiler blev affyret imod dem. Et F-105G SAM Suppression fly blev dog skudt ned.11, 12. Denne succes banede vejen for den amerikanske beslutning om at sende B-52 armadaen imod HANOI-HAIPHONG i december 1972.

Støttefly

Hver B-52 mission imod HANOI-HAIPHONG området støttedes af et større antal fly med forskellige opgaver, der tog sigte på at øge B-52 flyenes overlevelseschancer. I hver LINEBACKER II mission synes antallet af støttefly sorties at have været af samme størrelsesorden eller større end antallet af B-52 sorties. De forskelligartede støtteflyopgaver var:

- Stand-off ECM

- Eskorte ECM

- Chaff udlægning

- SAM Suppression

- M IG Combat Air Patrol (M IG CAP)

hvortil kommer rekognoscering og rescue m.v. Stand-off ECM-flyene var ældre USAF EB-66E og USNavy EKA-3B 2- motorers jetfly med ECM-udstyr rettet imod varslingsradarer, højdefin­dere og GCI radarer. Disse fly cirklede udenfor SA-2 missilernes rækkevidde og søgte at jamme det fremskudte nordvietnamesiske varslingsnet for derved at skjule bombeflyenes nøjagtige anflyvningsrute, angrebstidspunkt og antal.11 Eskorte ECM-flyene havde samme opgave som Standoff-ECM-flyene, men fulgte bombeflyene ind i det missilforsvarede område, idet de søgte at jamme SAM acquisition radarer og GCI radarer i selve målområdet. Som eskorte ECM-fly anvendtes fortrinsvis de nyere og hurtigere USNavy EA-6B fly med ECM-pods. Hverken Standoff ECM- eller eskorte ECM-fly kunne imidlertid beskytte B-52 flyene imod selve FAN SONG og FIRE CAN ildlederadarerne eller M IG interceptionsradareme. Chaff-udlæggende fly var standard F4 PHANTOM jagerbomberfly med Chaff bomber eller ALE-38 chaff dispenser pods. Disse fly trængte ind i det forsvarede område inden bombeflyenes ankomst og udlagde store mængder chaff i korridorer eller tæpper. Chaff havde i mange år været underkendt som effektivt penetrationshjælpemiddel i offensive luftoperationer »på bjerget« i US AF og USNavy og havde næsten ikke været anvendt under tidligere bombekampagner imod Nordvietnam, men sølvpapir strimlerne oplevede en renaissance hos US AF i Vietnam i 1972. Hvert F4 Chaff-fly medførte 2 ALE-38 Chaff-pods eller 4-6 chaff-bomber. Sidsnævnte var en nødforanstaltning, men ALE-38 chaff dispenser pod’en, der blev anvendt for første gang i 1972, viste sig særdeles effektiv ikke mindst under selve LINEBACKER II operationen. SAM Suppression fly var dels standard US AF og USNavy jagerbomberfly og dels specielle W ILD WEASEL fly, der trængte ind i det forsvarede område inden bombeflyenes ankomst og søgte at ødelægge missil- og kanonbatterier eller i det mindste forhindre dem i at engagere bombeflyene. W ILD WEASEL flyene (2-sædede F-105G fly) blev skabt som en elitestyrke i Sydøstasien i 1966-67 med den opgave at nedkæmpe missilbatterierne med anti-radar missiler af SHRIKE og STANDARD ARM typen. Nord vietnameserne anvendte stram radar disciplin og slukning af radarerne som modforholdsregel og de anvendte anti-radarmissiler havde i øvrigt forholdsvis lille warhead og forårsagede derfor begrænset skade, når de ramte. En væsentlig opgave for W ILD WEASEL flyene var derfor at lokalisere slørede missilbatterier på jorden og derefter lede jagerbomberfly ind imod dem for at foretage den egentlige ødelæggelse med CBUs (Cluster Bomb Units), 500 Ibs og 250 Ibs bomber.9 Jagerbomberfly på SAM Suppression missioner opererede normalt i dagslys i forholdsvis lav højde og søgte at lokalisere missilbatterierne visuelt. Flyenen undgik imidlertid at komme under ca. 2000’ højde, hvor optisk rettede småkalibrede luftvæmsvåben forringede overlevelseschancerne betydeligt. M IG Combat Air Patrol (CAP) flyene var standard F4 PHANTOM fly bevæbnet med luft-til-luft våben (SIDEW INDER og SPARROW missiler samt kanoner). De eskorterede bombeflyene ind og ud af det forsvarede område og havde til opgave at engagere M IG jagerfly, der måtte forsøge angreb. M IG fly søgte i almindelighed at undgå luftkamp med CAP fly og koncentrerede sig i stedet om bombeflyene, men såvel MIG-21 som MIG-17 og MIG-19 kunne udmanøvrere amerikanske F4 fly i egentlig »dogfight«. F4 fly har imidlertid større tophastighed og acceleration og interceptionsradar med længere rækkevidde. De amerikanske fly måtte derfor søge at engagere MIG flyene på afstand under bibeholdelse af stor hastighed og undgå »dogfight«.9 Under de luftkampe, der var udkæmpet tidligere på året 1972, var nedskydningsraten faldet fra 4:1 i amerikansk favør til 2:1 i en periode for derefter atter at vise stigende tendens (totalt 59 MIG-fly nedskudt imod 20 amerikanske).12 Under Koreakrigen havde nedskydningsraten imidlertid været 14:1 i amerikanske favør.2 Støttefly af alle typer medførte egen ECM til selvbeskyttelse. Det bestod dels af det uundværlige RWR-system (Radar Warning Receiver), der gav piloten mulighed for at foretage rettidige undvigemanøvrer, og dels af aktivt ECM enten i form af pods (USAF fly) eller internt i flyet (USNavy fly). Dette RW R og aktive ECM udstyr havde bevist sin effektivitet i de forløbne år. Det havde bragt nedskydningsraten for SA-2 missiler ned fra 13 missiler pr. nedskudt fly i 1965 (hvor ECM praktisk taget ikke blev anvendt) til 62 missiler pr. nedskudt fly i 1972. En USNavy analyse indikerer, at man vil have mistet 5 gange så mange fly over Nordvietnam i perioden 1965-72, som man gjorde, såfremt ECM (incl. RW R) ikke havde været anvendt.17 (Forudsat at samme flyvehøjder og formationer var blevet anvendt).

Første fase af LINEBACKER II (17-24 DEC 1972)

Beslutningen om at iværksætte LINEBACKER II operationen blev taget af præsident Nixon den 16 DEC 1972 og B-52 flyene var i aktion mindre end 24 timer senere. Der er grund til at tro, at bombekampagnen kom som en alvorlig overraskelse for Nordvietnam, men det nordvietnamesiske luftforsvar reagerede prompte og aggressivt allerede under det første angreb og nåede højdepunktet af ydeevne under det tredie og fjerde angreb.14

B-52 flyenes radarbombesigter muliggjorde angreb om natten og samtlige LINEBACKER II B-52 angreb blev udført om natten fra middelstor højde. Herved elimineredes truslen fra optisk rettede luftværnskanoner og fra MIG-17/-19 dagjagere. Desuden forhindredes Nordvietnam i at anvende den optiske styremode i FAN SONG missilstyreradareme, der havde kostet adskillige nedskudte amerikanske fly tidligere på året. Timingen i LINEBACKER II missionerne var overordentlig kritisk. En B-52D mission fra Guam varede i alt omkring 16-18 timer incl. 1 brændstofpåfyldning i luften. Under de tidligere års B-52 operationer over Sydvietnam , Laos og Cambodia accepteredes en nøjagtighed i timing på ± 3 min., under LINEBACKER II var timingen ± O.1 De mange B-52 fly skulle være over målene og kaste deres bombelast indenfor et tidsrum af nogle få minutter og de forskellige støttefly fra baser på land og fra 3 hangarskibe i TONKIN-bugten skulle være på rette sted til rette tid for at yde optimal støtte. F. eks. skulle chaff-skyeme have nået deres optimale udbredelse på det tidspunkt, hvor bombeflyene nåede indenfor rækkevidde af missilforsvaret. Det krævede alt i alt en kompliceret flyveplanlægning inden hver mission og den komplexe timing, de mange involverede fly samt andre faktorer betingede den anvendte taktik. I første fase af LINEBACKER II indtil det 36 timers julebombestop anvendte B-52 flyene traditionel »single stream« taktik som under 2. verdenskrig.1 Den lange flyvetid fra Guam betød, at de 3 B-52 Wings fløj på skift således, at hver wing kun angreb liveranden eller hver tredie nat. I gennemsnit angreb 70-80 B-52 fly pr. nat i successive standard 3-skibs formationer (»celler«), idet de anfløj målet igennem en chaff-korridor. Cellerne fulgte tæt efter hinanden, men åbenbart angreb alle flyene fra samme retning hver nat (fra nordvest ned langs »Thud ridge«, idet fly fra Guam fløj via Sydvietnam, Thailand og Laos), så nordvietnameserne kunne koncentrere luftforsvaret i denne retning. Angrebshøjden var ligeledes nogenlunde konstant omkring 37.000’.13 (Se figur 2 og 3). Trods den koncentrerede ECM indsats led amerikanerne tab og de nordvietnamesiske radaroperatører demonstrerede en helt professionel standard med hensyn til at arbejde imod ECM. Nordvietnameserne transmitterede varslingsoplysninger fra fjerne, ikke-jammede radarer til SAM batterier, hvis radarer blev jammet. J ammingstrobes fra B-52 ECM transmissioner blev trianguleret og bombeflyenes positioner beregnet. Rippleaffyrede SA-2 missiler blev styret imod de forudberegnede interceptionspunkter. Det menes, at trackdata (azimuth, elevation, afstand) fra en FAN SONG radar automatisk kunne overføres til j ammede nabo-FAN SONG radarer, hvis den første radar havde haft held til at se et mål igennem jammingen.13 En ny kanonildlederadar, hvis frekvensbånd ikke var dækket af amerikansk ECM, dukkede pludseligt op.14 B-52 flyene begyndte at blive skudt ned af missilerne. Tabsraten nåede et højdepunkt den tredie og fjerde nat (19 og 20 december), hvor i alt 6 

Skærmbillede 2020-04-20 kl. 15.10.11.png

Skærmbillede 2020-04-20 kl. 15.10.24.png

Skærmbillede 2020-04-20 kl. 15.10.35.png

B-52 fly blev skudt ned. Som en krisepræget modforanstaltning måtte amerikanerne improvisere en bedre ECM-beskyttelse af B-52 flyene ved at hænge ECM-pods af jagerflytype under vingerne,17 og samtidigt blev antallet af SAM Suppression missioner øget væsentligt på bekostning af andre missioner. Det havde sin virkning. Den 5te og 6’te nat mistedes ingen B-52 fly, men den 7’ende mistedes atter 3. Derefter indstilledes bombningerne i 36 timer i juleperioden. Det nordvietnamesiske luftforsvarssystem havde ikke kunnet mættes trods det store antal fly i angrebsstyrken, og tabet af 12 B-52 fly i løbet af 7 dage trods massiv ECM-beskyttelse havde mærkbar psykologisk virkning på bombefly-besætningerne. Bortset fra 1 B-52, der blev ramt af et SA-2 missil nær DMZ i november 1972 og måtte nødlande i Thailand, var det de første B-52 fly, der mistedes på grund af fjendtlig våbenvirkning. Det foranledigede Strategic Air Command (SAC) til at se kritisk på den anvendte taktik. Et kontroversielt punkt var spørgsmålet om manøvrering eller bibeholdelsen af 3-skibsformationer under missil angreb. Det viste sig, at i modsætning til jagerfly har B-52 bombefly ingen mulighed for at udmanøvrere missilerne. Mange B-52 piloter forsøgte imidlertid i begyndelsen at manøvrere, når de konstaterede, at et missil var på vej imod dem. Dermed brød de imidlertid ud af 3-skibsformationen og kompromitterede dens ECM-systemers gensidige beskyttelse.1 Chefen for 43rd Strategic Bomb Wing, Oberst McCarthy, fortæller i et interview, at han fra begyndelsen krævede, at piloterne i hans wing holdt deres formationer strengt og undgik manøvrering, og han hævder, at hans wing havde færre tab end de to andre. Han fortæller videre:

»For a bomber pilot to keep boring in, straight and level when the SAMs are all around, takes a lot of intestinal fortitude. It takes a lot of guts, because the miss distance the (ECM) system is designed to give you makes it virtually impossible to tell, if the SAM is going to fly right up your nose, or miss you«.1

Et andet problem var også knyttet til det anvendte ECM-materiel. Den praktiserede »single stream« taktik medførte, at flyene efter at have passeret HANOI skulle lave et kraftigt drej til styrbord for at komme ud af det missilforsvarede område hurtigst muligt. Det så ud til, at størsteparten af nedskydningerne den 3’die og 4’de nat fandt sted under dette drej, og man nåede frem til den konklusion, at ECM antennerne var anbragt således, at der var huller (svage områder) i ECM dækningsområdet omkring flyene, som gjorde det muligt for FAN SONG radarerne at se igennem jammingen, når flyene »kæntredes«.1, 13. De følgende nætter forsøgte man at formindske drejet, så flyene ikke behøvede så megen »bank«, og det synes at have medvirket til faldet i tabsraten, men en egentlig revision af den anvendte »single stream« taktik blev først iværksat i operationens 2’den fase. Julebombestoppet blev anvendt til udarbejdelse og iværksættelse af en helt ny taktik for B-52 flyene.1

Anden fase af LINEBACKER II (26-30 DEC 1972)

I den nye taktik, som SAC kom op med efter bombestopperioden, havde man forladt »single stream« - chaffkorridor anflyvningen og lod i stedet B-52 flyene angribe HANOI og HAIPHONG samtidigt fra mange retninger i forskellige højder, idet luftrummet over disse 2 byer fyldtes med chaff forinden. (Se figur 4). (Amerikanerne anvender udtrykket »chaffblanket« i modsætning til »chaff corridor« om denne form for chaff-udlægning).1, 14. Denne nye taktik stillede øgede krav til timing og koordination mellem de forskellige involverede flystyrker, men viste sig at være mere effektiv end »single stream« taktikken, bl.a. fordi nordvietnamesernes jamstrobe triangulering og forudberegning af flypositioner næsten umuliggjordes. Den nye taktik synes at have bragt det nordvietnamesiske luftforsvarssystem til mætningspunktet. Natten til den 26 december, på det første angreb efter julebombestoppet, blev den nye taktik introduceret i forbindelse med et angreb med 117 B-52 fly imod HANOI og HAIPHONG.1 Det var det største antal B-52 fly, der blev indsat i et enkelt angreb under LINEBACKER II operationen, og de suppleredes af i alt omkring 100 støttefly af 5 forskellige kategorier (Stand off ECM, Escorte ECM, Chaff, SAM Suppression og M IG CAP). Angrebet den 26 DEC blev vendepunktet i LINEBACKER II operationen. Under dette angreb indsattes 4 bølger B-52 fly fra forskellig retning og i forskellige højder (i mellem 30.000’ og 40.000’) samtidigt imod 4 mål i HANOI og en femte B-52 bølge angreb HAIPHONG. Alle 117 B-52 fly kastede deres bomber imod målene i HANOI-HAIPHONG området inden for en 13 minutters periode og kun 1 fly blev skudt ned.1 I de efterfølgende nætter konstateredes endnu sporadiske tab, men luft­forsvaret var tydeligvis knækket. Intensiteten i missilaffyringerne var mærkbart reduceret og amerikanerne hævder, at mange missiler tilsyneladende affyredes ustyrede. Påstande om, at missilerne affyredes som spærreild, er dog utvivlsomt ukorrekte. Da LINEBACKER II operationen blev indstillet den 29 DEC var lagrene af missiler næsten opbrugt. Det hævdes fra amerikanske side, at luftforsvaret i alt væsentligt var nedkæmpet, og 

Skærmbillede 2020-04-20 kl. 15.11.36.png

at B-52 flyene ville have kunnet flyve over HANOI i dagslys, hvis bombekampagnen var fortsat udover den 29 DEC.14 De totale amerikanske flytab under LINEBACKER II beløber sig til 26 fly fordelt således:16

15 B-52 fly

5 andre USAF fly (2 stk. F-111A, 2 stk. F-4, 1 stk. HH53C)

6 USNavy fly (2 stk. A-7, 2 stk. A-6A, 1 stk. F-4, 1 stk. RA-5C).

Der var fløjet over 1000 bombesorties hvoraf 714 B-52 sorties.17 Antallet af støtteflysorties er ikke oplyst, men må have ligget på mindst 1000, hvortil kommer recognoscerings- og rescuemissioner. Tabsraten pr. B-52 sortie var således ca. 2,1 °Jo. Yderligere 1 B-52 fly blev skudt ned i januar 73 efter LINEBACKER II operationens afslutning og bragte det totale amerikanske B-52 tab i Vietnamkrigen op på 11 fly, der alle synes at være blevet nedskudt af SA-2 missiler. Nordvietnameseme hævder, at 1 B-52 fly blev skudt ned af MIG-21 fly, men amerikanerne benægter dette.13 SA-2 missilbatterierne havde i det hele taget båret hovedparten af luftforsvaret. MIG-flyene havde - i overensstemmelse med normal nordvietnamesisk praksis - søgt at engagere bombeflyene inden de nåede frem til det missilforsvarede HANOI-HAIPHONG område (adskillelse mellem missiler og fly i luftforsvaret!), men havde i øvrigt været påfaldende lidt aktive. Under de natlige angreb kom kun MIG-21 altvejrs jager fly ene på tale. Der konstateredes i alt kun 32 forsøg på MIG-21 angreb imod B-52 flyene.13 MIG angrebene blev gennemført ved, at flyene under positiv GCI kontrol forsøgte et overraskende kl. 6 angreb med missiler imod bombeflyene. MIG flyene forsøgte kun 1 pas, angreb med ca. Mach 1,2 i et let dyk, fyrede deres missiler og dykkede for at komme væk. I disse såkaldte »hit and run« angreb forsøgte MIG-flyene at udnytte overraskelsesmomentet og det nordvietnamesiske Kontrol- og Varslinssystem optimalt og undlod at engagere, hvis konditionerne skønnedes ikke at være ideelle.2, li. De amerikanske Combat Air Patrol (CAP) fly havde ofte ingen varsel om forestående MIG angreb, og når de fløj med cruise-hastighed (typisk 480 KTS for at spare brændstof), hvade de ringe chance for at nå at engagere MIG-flyene. Amerikanerne hævder imidlertid at have nedskudt 8 MIG-21 fly under LINEBACKER II, heraf 6 af CAP-fly og 2 af B-52 agterskytter. B-52 flyene rådede over et batteri af 4 radarstyrede 12,7 mm kanoner i halen som forsvar mod jagerfly angreb, og havde desuden et defensivt dispensersystem for chaff-patroner og infrarøde flares samt et bagudrettet aktivt ECM system imod MIG-21 interceptionsradarerne. Den omstændighed, at ingen B-52 fly tilsyneladende blev skudt ned af MIG-fly, synes at indicere, at disse ECM systemer har fungeret effektivt.13 Det amerikanske SAM Suppression program var ikke gået efter planerne under LINEBACKER II på grund af vejret. SAM Suppression missionerne var for størstepartens vedkommende planlagt gennemført i dagtimerne imellem de natlige B-52 raids, dels fordi de amerikanske F-4 og A-7 jagerbomberfly ikke havde altvejrs-våbenafleveringssystemer og dels for at opretholde et 24-timers konstant pres på luftforsvarssystemet. LINEBACKER II blev imidlertid gennemført i Monsun-perioden, og der var i alt kun 12 timers klart vejr over Nordvietnam i hele LINEBACKER II perioden. Resten af tiden var det overskyet med skyhøjder på 2000- 3000\ ™ Det betød, at SAM Suppression programmet måtte søges gennemført med det forholdsvis begrænsede antal altvejrs-jagerbomberfly, der var til rådighed. Det drejede sig om 3 eskadriller hangarskibsbaserede A-6A fly og 1-2 eskadriller F-105G WILD WEASEL fly. Desuden så man sig efter de første store B-52 tab nødsaget til at bruge de 2 eskadriller F-111A til SAM Suppression for en periode. Den primære årsagt til, at B-52 flyene havde kunnet gennemføre over 700 sorties med kun ca. 2 % tabsrate, må imidlertid tilskrives den beskyttende ECM, selv om denne som nævnt havde udvist mangler. Det vurderedes fra amerikanske side, at man ville have mistet 75-100 B-52 fly til missilerne under LINEBACKER II, såfremt man ikke havde haft ECM beskyttelse.17 I alt mellem 750 og 1000 SA-2 missiler menes affyret i den 12-dages periode, LINEBACKER II operationen varede. Det er tal, der nok skal tages med lidt forbehold, men de synes at indicere en nedskydningssandsynlighed (kill rate) pr. affyret SA-2 missil på 2,0-2,5 % eller omkring 40-50 missiler pr. nedskudt fly.17 Under en tidligere bombekampagne i 1968, citeres en russisk general for en bebrejdende udtalelse om, at nordvietnameserne havde tendens til at fyre deres missiler »som om det var fyrværkeri«.3

F -lll lavhøjde operationer under LINEBACKER II

F -lll A flyene blev indsat i strategiske bombemissioner imod HANOI under LINEBACKER II ligesom B-52 flyene, men missionerne var af en ganske anden type. F -lllA jagerbomberflyene med variabel vingegeometri er bygget specielt til lang-distance alt-vejrs interdiction missioner med stor hastighed i extrem lav højde. Det, der muliggør missioner af denne type, er især flyets avancerede terrainfølgende navigationsradar, der er koblet til autopiloten således, at flyet i flyvehøjder ned til 200’ automatisk kan følge terrainets konturer. Piloten betjener i realiteten kun gashåndtaget under flyvninger og vælger kurs. Et radarbaseret våbenafleveringssystem (attack radar) tillader bombning uden visuel kontakt med målet. F -lllA flyet kan medføre op til 12 tons konventionelle bomber, d.v.s. ca. halvdelen af et B-52D flys bombelast.5 Under LINEBACKER II operationen gennemførte F -lll A fly gennemsnitligt ca. 30 missioner pr. nat imod mål i HANOI-området, de fleste i overskyet vejr. Missionerne blev fløjet som enkeltflymissioner uden lufttankning, uden ECM støttefly af nogen art og under fuldstændig radiotavshed af hensyn til de nord vietnamesiske radolyttestationer.16 Hvert fly var kun beskyttet af sit eget self-protection ECM-system. I selve HANOI målområdet fløj flyene i extrem lav højde med gennemsnitligt 500 KTS, og også selve våbenafleveringen fandt sted med høj subsonisk hastighed selv om F -lllA er i stand til at flyve op til Mach 1,2 ved havoverfladen. F -lll bombningerne synes at have ramt de udpegede militære mål i HANOI by præcist uden at beskadige omkringværende boligområder nævneværdigt.16 Det totale antal F-111A sorties fløjet under LINEBACKER II operationen var over 200, hvoraf 2/3 var bombemissioner imod HANOI og den resterende 1/3 SAM Suppression missioner til støtte for B-52 angrebene. F -lll enkelt-fly missionerne gav i modsætning til B-52 angrebene mulighed for at opretholde presset imod målområdet kontinuerligt natten igennem, og da hver F -lll pilot selv valgte sine anflyvningsruter, undgik man en ensartethed i angrebsretning, der kunne udnyttes af nordvietnameseme. Nordvietnameserne havde reelt ikke noget luftforsvar imod missioner af ovennævnte type. F -lll flyene fløj under varslingsradardækningen, under FAN SONG og FIRE CAN ildlederadaremes dækningsområde og under den højde, hvor MIG-21 flyene kunne radarengagere om natten; og små kalibret luftværnsartilleri, der normalt er optisk rettet, samt nettet af observationsposter var ikke effektivt på grund af mørket. Det nordvietnamesiske kanonluftforsvar skød alligevel intensivt imod F -lll flyene og 2 fly kom ikke retur, men årsagerne hertil har ikke kunnet fastslås med sikkerhed. Måske skyldtes det fejl i terrænfølgeradaren, måske heldige skud med lette luftvæmsvåben.16 Den anvendte enkeltflytaktik og radiotavsheden gjorde det vanskeligt at fastslå tabs årsagerne, men SA-2 missiler og MIG-21 interceptorfly kan formentlig udelukkes. F -lll missionerne blev af USAF betragtet som en stor succes og en bekræftelse på rigtigheden af den filosofi, der i begyndelsen af 1960’erne havde ført til udviklingen af det kontroversielle og kostbare altvejrs jagerbomberfly. 2 fly mistet ud af over 200 LINEBACKER II sorties giver en tabsrate på under 1,0 % pr. sortie, men hvis man betragter det samlede antal sorties, som F -lll fly fløj i Sydøstasien imod forsvarede mål i perioden fra september 1972, hvor de ankom, til februar 1973, hvor de blev trukket hjem, fås en tabsrate pr. sortie på kun 0,15 % (i alt 8 F -lll fly mistedes på over 4000 sorties).16 Meldingen om de vellykkede F -lll missioner nåede åbenbart også frem til Moskva, for allerede i januar 1973 leveredes et antal af SA-3 missilsystemer til Nordvietnam. Dette missilsystems LOW BLOW ildlederadar er netop karakteriseret ved væsentligt bedre lavhøjdedækning end FAN SONG.17

Konklusion

LINEBACKER II er den mest koncentrerede strategiske bombeoperation verden har set siden 1945, og det er fristende at søge at uddrage erfaringer, der kan ekstrapoleres til evt. fremtidige konflikter i det nordeuropæiske område. Som altid ved analyser af specifikke krigshistoriske operationer er det imidlertid nødvendigt at se kritisk på de enkelte hændelser for at afgøre, om de er »specialtilfælde« betinget af lokal geografi, en speciel våbensammensætning eller ekstraordinære omstændigheder af anden art ved den respektive operation, eller om de faktisk kan danne basis for erfaringer af mere generel karakter. Det første spørgsmål, der melder sig, er, om angreb med bombefly i middelstore og store højder er realistiske i Vesteuropa, hvor luftforsvarssystemerne er computer baserede og radarer og våben for en dels vedkommende af nyere dato end de, nordvietnameserne anvendte i DEC 1972 Overfor et luftforsvarssystem som NADGE, der netop er optimeret i de nævnte højdeområder, kan B-52 fly i over 30.000’ højde se ud som flyvende dinosaurer; som en form for angrebsvåben, der er blevet indhentet af mere effektive modvåben og derfor på vej til at uddø ligesom Zeppelinerne i 1917. En række omstændigheder taler imidlertid for, at offensive operationer vil blive søgt gennemført i middelstore højder også i en evt. konflikt i Europa, og at der stadig er grund til fra dansk side at se på den luftforsvarsmæssige side heraf:

1. Sovjetunionen opretholder stadig en styrke på 6-700 mellemdistancebombefly af typerne BADGER og BLINDER i det strategiske flyvevåben og yderligere ca. 300 i flådeflyvevåbnet. Disse fly er ikke optimeret til lavhøj deflyvning og vil, hvis overhoveret muligt, blive anvendt i middelstore højder.4

2 .1 1965-66 led amerikanske jagerbomberfly meget følelige tab til lette luftvæmsvåben under lavhøj deoperationer over Nordvietnam. Som følge heraf skiftede man til mellemstore højder, hvor tabene kunne holdes nede ved hjælp af ECM, og opererede fortrinsvis i disse højder resten af krigen. Selv i Europa er US AF tilbageholdende med at basere sig udelukkende på lavhøjdetaktik for jagerbomberfly, hvilket også skyldes den vanskelige målbestemmelse og dårligere våbenafleveringspræcision under lavhøj deoperationer med almindelige jagerbomberfly

3. LINEBACKER II operationen viste, at B-52 fly med tilstrækkelig ECM beskyttelse og fornødne støttefly til rådighed kunne operere i et svært forsvaret område med kun 2 °/o tabsrate. Til sammenligning var tabene under nogle af de store bombeangreb under 2. Verdenskrig (Ploesti, Schweinfurt, Regensburg) op til 20-30 %. I en konventionel konflikt i Europa vil en tabsrate på over 2 % antagelig kunne accepteres for en periode.

4. Sovjetunionen har lagt stor vægt på ECM i en længere årrække, og har udviklet en række forskellige ECM støttefly foruden selfprotection ECM systemer for bombefly og jagerbomberfly. Sovjetunionen har såvel materiel som trænet personel til i givet fald at udføre koordinerede mellemhøj deoperationer af tilsvarende kompleksitet og koncentration, som den amerikanske B-52 mission den 26 DEC 1972 imod HANOI-HAIPHONG.

Det er bemærkelsesværdigt, at det norvietnamesiske luftforsvarssystem stillet overfor det store opbud af fly og den massive ECM indsats under LINEBACKER II operationen trods alt kunne påføre amerikanerne følelige tab. Det nordvietnamesiske luftforsvars relative succes synes at kunne tilskrives følgende omstændigheder:

1. Uhensigtsmæssige amerikansk taktik i første fase af operationen forenklede det nordvietnamesiske varslings- og målfordelingsproblem og bevirkede, at luftforsvarssystemet ikke blev mættet. Aflytning af amerikansk radiokommunikation gav mulighed for tidlig varsling. Amerikanerne begrundede senere anvendelsen af »single stream« taktikken med det korte varsel for operationens iværksættelse (efter 8 års krig!)1

2. Et meget omfattende og præcist virkende kommunikations- og datatransmissionsnet muliggjorde smidig udnyttelse af alle alternative muligheder i luftforsvarssystemet, når radarer blev jammet ud eller fysisk ødelagt. Triangulering, forudberegning af flypositioner og overførsel af data fra ujammede til jammede radarstillinger synes at have været foretaget hurtigt og rutinemæssigt.

3. Effektiv udnyttelse af stillingsskifter, radio/radardisciplin, sløring, tone-down og revetments muliggjorde , at luftforsvarets komponenter længe overlevede amerikanske forsøg på fysisk ødelæggelse (f.eks. SAM Suppression). Det dårlige vejr var ganske vist medvirkende hertil, men mobilitet og sløring synes at være nøgleegenskaber for et luft forsvarssystem, der skal overleve i et område, der er vel eksponeret for modstanderens efterretningsindhentning!

4. Improvisationsevne, høj moral og en parat og hurtigvirkende reparationstj eneste muliggjorde, at beskadiget/fejlmeldt materiel, bombede startbaner etc. hurtigt kunne bringes tilbage til tjeneste.

Det amerikanske ECM fungerede stort set planmæssigt, men udviste dog visse mangler. Det er overraskende at erfare, at fremkomst af en ny kanonildlederadar tvang amerikanerne til improvisationer i B-52 flyenes ECM. Det er i denne forbindelse værd at citere en udtalelse af admiral Julian S. Lake, chef for USNavy Electronic Systems Command, på et spørgsmål om, hvad han mente var det største problem i forbindelse med amerikansk ECM materiel. Han svarede

»Probably our tendency to respond to individual threats as we learn of them rather than building our systems along generic lines. When we respond to threats as we find out about them we are forced to play a catch-up game. This is unneccessarily dangeous! Soviet technology is generally not on pair with ours so dealing with their technology is not the problem .. .«.18

Amerikanerne er i øjeblikket i gang med den 6’te større opdatering/fornyele af B-52 flyenes ECM udrustning. Hvis B-52 mellemhøjde missionerne under LINEBACKER II var vellykkede, så var lavhøjde F -lll missionerne det i endnu højere grad, og der er grund til at formode, at lavhøj deoper ationer af F -lll type ad åre vil afløse mellemhøj deoperationerne helt. Lavhøj deoperationer synes at være mere cost-effective, idet de kan gennemføres uden en armada af ECM støttefly (om end ikke uden self-protection ECM) og med moderne våbenafleveringssystemer placeres våbenlasten med betydelig præcision. Tendensen i udviklingen af offensive fly i såvel øst som vest går tydeligt i retning af fly optimeret for altvejrsmissioner i ekstrem lav højde. Det amerikanske strategiske bombefly B-l, der er under udvikling som afløser for B-52, er optimeret for lavhøj demissioner, og selv et antal aldrende B-52 fly er ved at blive udrustet med et »Elektrooptical Viewing system« bestående af et Forward-Looking Infra Red (FLIR)« og et »Low Light Level Tele Vision (LLLTV)« system, der muliggør sådanne missioner. Sovjetunionen er i færd med at indføre BACKFIRE bombeflyet, der har tilsvarende egenskaber som B-l, som afløser for BADGER/BLINDER flåden,18 og et nyt altvejrs jagerbomberfly med terrænfølge-radar er under indførelse. Dette nye jagerbomberfly, FENCER synes at være det første sovjetiske fly med nogenlunde tilsvarende egenskaber som amerikanernes F-111.7 Det stiller luftforsvaret over for en alvorlig ny trussel, der ikke kan imødegås med eksisterende kontrol- og varslingsmateriel og våben. Både i øst og vest udfoldes der bestræbelser på at udvikle egnede lavhøjdevarslingssystemer (f.eks. luftbårne systemer som AWACS) og lavhøjde luftforsvar s våben (f.eks. interceptorfly med »Look down« radar og »shoot down« våben), men i en tid med stramme forsvarsbudgetter vil det kræve betydelige investeringer i nyt materiel, hvis ikke luftforsvaret i de vesteuropæiske lande skal stå næsten lige så magtesløst over for angreb med FENCER-fly som nordvietnameseme gjorde over for F -lll angrebene under LINEBACKER II operationen.

J. C. M. Probst

KILDER

A. Bøger

1. »B-52 in Action« af Lou Drendel Warren, Michigan 1975.

2. »And Kill Migs« af Lou Drendel, Warren, Michigan 1974.

3. »Thud Ridge« af Jack Broughton, Philadelphia 1969.

4. The Military Balance 1972-73, 1973-74 og 1975-76, The International Institute for Strategic Studies, London

B. Tidsskriftartikler

5. International Defence Review no. 3, 1975, pg. 348, »The Combat-proven F111«.

6. International Defence Review no. 5, 1975, pg. 639, »Backfire - Soviet counter to the American B-1«.

7. International Defence Review no. 1, 1976, pg. 67, »The SU-19 Fencer - Threat to Western Europe«.

8. Newsweek, 17. april, 1972, pg. 12.

9. Air Force Magazine, juni 1973, pg. 10. (General Momyer: Tactical Lessons of Vietnam).

10. Aviation Week & Space Technology feb. 15, 1971, pg. 14, og feb. 22, 1971, pg. 42 (Soviet Radars).

11. Aviation Week & Space Technology april 24, 1972, pg. 14, og july 3, 1972, pg. 12.

12. Aviation Week & Space Technology oct. 30, 1972, pg. 12.

13. Aviation Week & Space Technology jan. 1, 1973, pg. 16, og jan. 8, 1973, pg. 19.

14. Aviation Week & Space Technology feb. 12, 1973, pg. 7.

15. Aviation Week & Space Technology march 5, 1973, pg. 12.

16. Aviation Week & Space Technology april 23, 1973, pg. 9, og april 30, 1973, pg. 88.

17. Aviation Week & Space Technology jan. 27, 1975, pg. 42.

18. Countermeasures Magazine march 1975, pg. 75, »Julian Lake speaks out«.