Af oberstløjtnant K.F. Larsen. Koordinerende Ældste Danske Officer ved DANCON/AFOR.
Indledning
Mindre danske enheder og elementer har siden 1996 været tilmeldt som dansk landmilitært bidrag til NATO’s umiddelbare reaktionsstyrker, herunder en let opklaringsenhed af delingsstørrelse - 42 mand - til Allied Command Europe Mobile Force (Land) (AMF(L)). Denne enhed opstilles af Bornholms Værn. Enheden består alene af fastansat personel og skal kunne rykke ud med 7 dages varsel. Den lette opklaringsenhed deltog allerede i efteråret 1996 i øvelse Dynamic Mix i det østlige Tyrkiet og indhøstede her værdifuld erfaring forud for første udsendelse af den lette opklaringsenhed i en egentlig operation. Det var deltagelse i den italiensk ledede, multinationale fredsstøttende operation (FMP) i Albanien i sommeren 1997. I løbet af 1998 fortsattes uddannelsen bl.a. med deltagelse i PfP-øvelse i Slovenien og øvelse Cold Grouse på Sjælland. I foråret 1999 var dele af enheden med på en stabs- og signaløvelse i Norditalien i ramme af AMF. Samtidig var der et ønske fra både national og NATO side om at få forøget enheden til en hel spejdereskadron med ca. 124 mand, hvilket derfor nu er indeholdt i den foreliggende aftale om forsvaret for perioden 2000-2004.
Planlægning og forberedelser
På denne baggrund var HOK i marts 1999 i gang med at planlægge for udsendelse af spejdereskadronen til Kosovo som dansk bidrag til den fredsstøttende NATOoperation, der skulle implementere den fredsaftale, der var lagt op til i Rambouilletaftalen. Udgangspunktet var som i 1997 en opkobling til et fransk kontingent med mulighed for logistisk støtte på en lang række områder, specielt indrettelse og drift af lejrfaciliteter. Parallelt med detailbehandlingen af organisationen gik personelforvaltningen i gang med at finde fransktalende personel og en delegation fra HOK rejste til EMIA (det franske hovedkvarter nord for Paris for planlægning af internationale operationer) for at få udarbejdet det formelle samarbejdspapir, en ’’Technical Agreement”. Meget fra 1997-udsendelsen i Albanien kunne og blev genanvendt. Ud over selve spejdereskadronen var der til varetagelse af en række logistiske opgaver behov for et Nationalt Støttelelement (NSE) og en militærpolitigruppe opstillet af Trænregimentet samt et stabselement ved det franske hovedkvarter, der blev opstillet af Bornholms Værn. Som bekendt blev Rambouillet-aftalen ikke til noget på grund af serbisk afvisning heraf, hvilket bl.a. førte til NATO’s luftoffensiv. Et af de meget håndgribelige resultater af Kosovo-krisen var de hundredetusinder af Kosovo-albanere, som flygtede eller blev fordrevet til Makedonien eller - og især - til Albanien. I det nordlige Albaniens barske og svært tilgængelige bjerge blev det så Albaniens og nødhjælpsorganisationernes opgave at tage imod og hjælpe disse flygtninge medens sporadiske kampe mellem serbiske enheder og UCK fortsatte. Denne opgave blev i løbet afkort tid meget større, end hvad Albanien kunne klare, selv om hjælp i form af især fly og helikoptere på bilateral basis hurtigt var kommet til landet. I Makedonien kunne den NATO-styrke, som her var klar til at rykke ind i Kosovo, deltage i hjælpearbejdet, men noget tilsvarende fandtes ikke i Albanien. Det blev derfor politisk besluttet i NATO at udsende AMF(L) hovedkvarter til at lede en ' multinational humanitær operation i området, ’’Operation Allied Harbour”, styken blev benævnt Albanian Force (AFOR). Fra dansk side blev det besluttet at anvende den tidligere beskrevne styrke, som i forvejen var under klargøring til Kosovo, men at intensivere klargøringen og derpå deployere enheden efter kun syv dages forberedelse. Man holdt fast i en tæt opkobling til et fransk kontingent, idet der her forelå en aftale, der umiddelbart kunne overføres til operationen i Albanien. Styrken blev benævnt DANCON/AFOR. Ud over det tidligere nævnte kontingent på ca. 140 personer, blev det også besluttet at deltage med 10 danske i det multinationale NATO-ho vedkvarter i Albanien. Der blev for dette personel udpeget en selvstændig ældste danske officer (ÆDO). De erfaringer og oplevelser som dette personel har haft i AFOR behandles ikke yderligere i denne artikel. DANCON/AFOR blev formeret og iværksatte deployering i løbet af de planlagte syv dage, men der var mildt sagt nogen travlhed op til indskibning af hovedstyrken af spejdereskadronen på Bomholmstrafikkens færge den 14. april om aftenen. Den ene spejderdeling samt enkelte andre funktioner skulle først deployere ca. to uger senere. Hele NSE’et blev også klargjort i Ålborg på de syv dage. En stor del af personellet i NSE og i militærpolitigruppen blev opstillet med personel på DIB-kontrakt, som her og nu skulle tage stilling til udsendelse i et halvt år med start i løbet af et par dage.
Udsendelse og ankomst
Med den meget korte tidsfrist måtte HOK anvende de transportmidler, der kunne fremskaffes. Forkommando med otte mand og to køretøjer blev fløjet direkte til Rinas, Tirana lufthavn, med et af flyvåbenets Hercules fly. Resterende materiel blev læsset på jernbanevogne i København og Ålborg og via Frankrig kørt til Syditalien og læsset på et skib af ældre dato. Læsningen blev noget improviseret og ikke helt uden problemer. I mellemtiden var det blevet klart, at det franske kontingent først ville ankomme til Albanien senere, og før det var deployeret, var det med den logistiske aftale problematisk at indsætte den danske styrke. Det blev derfor til et par ugers ufrivillig venten for følgemandskabet i det sydlige Italien (eller for enkelte ’’afloat”) inden resten af personellet sidst i april blev fløjet ned og den sidste transport til Albanien kunne iværksættes. Forkommandoet havde samtidig med hovedstyrkens transport dels arbejdet med at forberede ankomsten i Durres havn, dels sammen med det franske forkommando påbegyndt samarbejdet om at finde og etablere en lejr for den fælles styrke. Den allerførste opgave for forkommandoet var dog at finde et sted at underbringe sig, idet den franske styrke i lufthavnen ikke kunne udstrække gæstfriheden ud over de første to nætter. Forkommandoet medbragte ud over rationer og vand kun personlig udrustning. Arbejdsbetingelserne i lufthavnen var kaotiske og primitive. Tunge biler havde omdannet de våde enge til et ufremkommeligt pløre. Helikoptere og fly fløj rundt øjensynligt uden effektiv styring, samt lettede og landede midt i et kaos af køretøjer, nødhjælpsforsyninger og personel af enhver art. Det er mirakuløst, at der ikke skete alvorlige uheld. Det fransk-amerikanske forhold blev lidt anspændt, da amerikanerne overtog al styring af lufthavnen fra franskmændene, lige fra bevogtning til luftrumskontrol. Spændingen fik en tand mere, da en landende amerikansk helikopter blæste de franske faldskærmssoldaters teltlejr til laser. Dele af pressen kaldte stedet ’’Helvedes forgård”. Helt så slemt var det nu ikke, men vi var da glade nok for at komme derfra. Betingelserne medførte stor hjælpsomhed kontingenterne imellem. Eksempelvis knækkede gearstangen på en af vores biler dag to på grund af metaltræthed. Et hændeligt uheld, som kan være skidt nok, når man sidder uhjælpeligt fast i det albanske mudder. Vi fik kontakt med det østrigske kontingent, som anvender samme biltype, og i løbet af ca. fire timer og et antal helikopterflyvninger var en mekaniker og en reservedel hentet fra Skhoder det nordlige Albanien og havde klaret sagen. Forkommandoet fandt og flyttede ind på et lille, men efter albansk målestok velfungerende og sikkert hotel i Durres. Der manglede endnu en del i renoveringen af hotellet, så forplejningen fortsatte med danske feltrationer tilberedt i hotelværtens private køkken. Der var også både bad og toilet - men ikke altid vand. Efter et par dage holdt der pludselig en lastbil i hotellets lille baghave. Værten forklarede, at borgmesteren havde pålagt ham at tage sig af en Kosovo-albansk flygtningefamilie, så den boede nu på ladet af lastbilen. Familien havde været udsat for en del voldsomme og ubehagelige oplevelser, som vi på grund af sprogproblemer heldigvis kun forstod dele af. Vi blev også dagligt påmindet om konflikten ved de mange overflyvninger af NATO-fly af forskellig art. Samarbejdet med det franske forkommando, der også var udsendt med meget kort frist, startede med at forklare den franske oberst om den bilaterale samarbejdsaftale, der var indgået, hvilket han øjensynligt ikke helt kendte detaljerne i. Der var også lidt tvivl om, hvilke poster i det fransk-ledede hovedkvarter, der skulle besættes med dansk personel. Dagen efter deltog repræsentanter fra alle landene i den første briefing og koordination, som AMF gennemførte i Tirana. Her meddelte den franske og italienske repræsentant, at man bilateralt havde aftalt at bytte, så den sydlige del af Albanien kom under fransk ledelse og den nordlige del under italiensk ledelse. Årsagen hertil kendes ikke. De italienske enheder havde allerede etableret sig og beholdt deres garnisoner i den sydlige del af Albanien. Italien hade været ’’Lead nation” på operationen i 1997 og var blevet i Albanien på bilateral basis siden. Også grækerne havde en styrke af bataljons værdi stationeret på bilateral basis og endelig havde tyrkerne et bilateralt samarbejde med centrum i Vlore i det sydlige Albanien. Den fransk ledede ’’Task Force South” kom derefter til at bestå af:
• Fransk ingeniørregiment (+)(-) forstærket med bl.a. en fransk spejdereskadron,
• Græsk reduceret bataljon, der oprettede en flygtningelejr ved Ohrid-søen,
• Dansk spejdereskadron samt
• Tyrkisk enhed af kompagnistørrelse, der drev en flygtningelejr i Elbasan.
Ca. en måned senere blev også et tysk kontingent med en del ingeniørenheder underlagt Task Force South. Herudover var der en del italienske militære og halvmilitære (Carabinieri) enheder samt tyrkiske enheder i Task Force South (TFS) område, som dog ikke var kommandomæssigt underlagt. I hele Albanien arbejdede også den amerikanske Task Force Shining Hope med at etablere flygtningelejre - ofte uden at koordinere med den områdeansvarlige. I området om Durres var der en hollandsk-belgisk Task Force Romeo og nord for Durres en spansk enhed betegnet Task Force West, måske fordi man fra spansk side ikke ville underlægge sig en af de øvrige Task Forces. Således var DANCON underlagt en fransk enhed, der var lidt uforberedt på at modtage os. I øvrigt i den modsatte ende af Albanien end forudset (vi havde kun fået kort over det nordlige og centrale Albanien) samt i en operation med lejlighedsvis uklare kommandoforhold og opgavestillinger og med nationale særinteresser. Samtidig var det uden for enhver tvivl, at de danske soldater rent folkeretligt, med Danmark som aktiv deltager i NATO’s luftoffensiv, på det tidspunkt var at betragte som involveret i en krig med serberne som den anden part. Selv om AFOR var indsat i en rent humanitær operation, var det derfor nødvendigt at se på de folkeretlige aspekter, hvilket blandt andet forhindrede AFOR i en deployering af egentlige styrker i hjælp til flygtningene i området op til grænsen til Kosovo. AFOR indsatte dog et mindre fremskudt hovedkvarter til varetagelse af planlægning og koordination af flygtningetransporter væk fra Kukes-området. Til støtte for denne opgave fik DANCON forkommando af Commander AFOR, generalløjtnant Reith, anmodning om at stille en kaptajn (midlertidig udnævnt premierløjtnant) til rådighed, som fra sin tid som leder af den lette opklaringsenhed ved AMF(L) var kendt af AMF(L). Dette blev imødekommet og meget påskønnet af HQ/AFOR. Den danske hovedstyrkes ankomst til Albanien blev ikke helt som planlagt. Der var ikke plads på de normale færger fra Italien til Durres, så i stedet måtte personellet og de største køretøjer sejle med en anden færge til Vlore, ca. 8 timers kørsel syd for Durres. Det gav umiddelbart lidt betænkeligheder, da vi havde opfattelsen af Vlore som et usikkert sted pga. væbnet kriminalitet, men det gav ingen problemer. I Durres var der forsinkelse for at fa skibet ind til kaj, så situationen kunne hurtigt være blevet kritisk med ca. 100 mand uden underbringelse, udrustning, køretøjer eller andet materiel. Der var jævnligt skyderier i Durres efter mørkets frembrud. Heldigvis kom skibet til kaj samme aften og losning blev gennemført hurtigt i løbet af natten. Den franske chef for TFS ønskede at etablere sig centralt, og valgte at finde en egnet lokalitet til at etablere en lejr i Elbasan-området midt i Albanien. I byens østlige udkant tilbød de albanske militære myndigheder en ruin af en lejr, der var blevet raseret og plyndret i forbindelse med urolighederne i 1997. Nogle fa albanske soldater holdt vagt over en del gammelt materiel og ammunitionsdepoter, der var sprængt ind i klippesiden. For det franske kontingent, som hovedsageligt bestod af ingeniørenheder, blev det set som en udfordring, for os andre var det en ruin i en sump. Mangelen på sanitære faciliteter havde faet de albanske værnepligtige til at forrette deres nødtørft tilfældige steder rundt om i de tilbageværende bygninger. En del steder lå der ammunition, som ikke umiddelbart kunne identificeres som øvelses- eller uddannelsesammunition, men de franske ammunitionsryddere var ikke betænkelige og gennemførte en uden videre en manuel rydning og håndtering af de fundne genstande. Det franske kontingent gjorde - vistnok som noget nyt - brug af et særligt logistisk implementeringskommando, som bistod med mange gøremål i den første fase, herunder planlægning, projektering, lokale aftaler osv. Da redeployering af det franske kontingent ved missionens afslutning blev besluttet, blev samme organisation udsendt for at støtte denne fase. Spejdereskadronen gik i gang med at reparere et mindre hus til kontorfaciliteter samt i samarbejde med det franske kontingent at få hegnet lejren forsvarligt ind for at holde uvedkommende ude. Der var ingen militær trussel mod enhederne, så feltbefæstning i øvrigt blev ikke iværksat. Efter nogle dage med forberedelse af underlag og gravning af drængrøfter kunne de oppustelige telte rejses på den endelige placering i lejren. Knapt var teltene rejst, før en SEA KING helikopter forsøgte at lande på græsarealet umiddelbart ved siden af teltene. Fire telte á 250 kg plus udrustning mv. i teltene fløj gennem luften og blev en del beskadiget. Igen var det meget heldigt, at der ikke skete personelskade.
Indsættelse i opgaver
Spejdereskadronen blev hurtigt indsat i den første operative opgave, der bestod i at sikre de franske ingeniørers etablering af en flygtningelejr i Korce-området syd for Ohrid-søen i det østlige Albanien. Også en del andre flygtningelejre var under etablering i området, idet man forventede, at en strøm af flygtninge ville blive fordrevet ind i Albanien fra Makedonien, hvor regeringen ikke ville modtage flere flygtninge. Spejdereskadronen blev også beordret til at forberede modtagelse af busser med flygtninge ved grænsen, men flygtningestrømmen udeblev. I den centrale del af Albanien begyndte TFS samtidig at klargøre en del gamle militære lagerbygninger syd for Gramsh til flygtningelejr. Området var noget afsides og svært tilgængeligt, men kunne huse flygtninge også om vinteren, hvor de nuværende teltlejre ville være utilstrækkelige. Ved Fier, længere mod vest, anlagde Task Force Shining Hope en større lejr ude på et fladt terræn. Flere steder gennemførte alle kontingenter mindre, lokale mikroprojekter for at udnytte ressourcerne. Spejdereskadronen støttede et projekt med renovering af en børnehave i Elbasan, og NSE’et gennemførte transporter af nødhjælp samt lokal transport af flygtninge i Fier, når der var ledig kapacitet. Det var vigtigt at holde personellet beskæftiget med noget meningsfyldt, idet bevogtningen af de franske ingeniørmaskiner ikke var specielt engagerende. På den anden side vidste vi fra Beredskabsstyrelsens folk, at hvis der ikke var bevogtning, ville alt blive stjålet. AFOR havde imidlertid ikke problemer med den i øvrigt ret udbredte og voldelige kriminalitet. CIMIC (civilt-militært samarbejde) havde en travl tid med at koordinere den militære og de mange hjælpeorganisationers indsats med de lokale myndigheder, men kom også rundt til både små og store flygtningelejre. Militærpolitiet havde kun få opgaver med et par mindre sammenstød med civile biler på bjergvejen til Tirana. I løbet af juni kom der hul på forhandlingerne om en serbisk militær rømning af Kosovo. Lejrbyggeriet gik i stå, og så snart der var mulighed for det, strømmede flygtningene af egen drift med alle tænkelige transportmidler tilbage til Kosovo. Hvis man har været i både Albanien og i Kosovo kan man ikke fortænke dem i, at alt måtte være bedre end de primitive teltlejre i Albanien. Enkelte albanere havde - eller tog sig - også økonomisk fordel af de relativt mere velstående Kosovo-flygtninge. Albanien er økonomisk fattigt og på mange områder forsømt. Infrastrukturen er helt utidssvarende, og der er mistillid til myndighederne efter den kommunistiske undertrykkelse og senere pyramidespillene, hvor mange gik fallit, samt udbredt korruption. Det er således vanskeligt at få investeringer og en gunstig udvikling i gang. Landet har et stort potentiale som turist-, landbrugs- og industriområde, men det kræver, at der skabes ordnede forhold. Der er store sociale skel med en del meget velstående albanere, som bygger flotte, store huse og kører rundt i albanernes favoritbil, Mercedes (ofte af en størrelse, der sjældent ses i Danmark). Samtidig foregår landbruget mange steder med okser som trækkraft eller som hakkebrug. Det er flere steder mest kvinder, der ses i arbejde.
Ny opgave - eskortering ind i Kosovo
Den restgruppe af flygtninge, som ikke havde penge eller kræfter til selv at skaffe sig tilbage til Kosovo, blev det besluttet at hjælpe tilbage ved et samarbejde mellem de civile og militære organisationer. I den forbindelse traf Folketinget beslutning om, at også de danske enheder i AFOR kunne deltage i eskortering ind i Kosovo. I starten af juli flyttede godt halvdelen af spejdereskadronen op til Kukes i det nordlige Albanien og indrettede her en dansk lejr i et lokalt aftalt samarbejde med personel fra Beredskabsstyrelsen og Dansk Flygtningehjælp. Spejdereskadronen var glade for endelig at komme i gang med en mere synlig og direkte hjælp til flygtningene. En tillægsgevinst var den danske kok, hvis tryllerier var en kærkommen afveksling fra det franske feltkøkken. Eskorterne ind i Kosovo foregik dagligt til en eller to af syv udpegede destinationer med støtte fra bl.a.belgiske lastbiler, italienske Carabinieri samt en del andre, mindre kontingenter, herunder de central- og østeuropæiske lande. Samarbejdet virkede effektivt og gnidningsfrit på tværs af nationaliteterne. Også de civile organisationer accepterede den militære deltagelse i det humanitære arbejde. Infrastrukturen og samfundet i øvrigt i Kosovo forekom noget mere velfungerende end i Albanien. En del af NATO-styrken i Kosovo (KFOR) var allerede på plads, og der var ingen problemer med at løse eskorteringsopgaveme. Som i Albanien virkede lokalbefolkningen generelt glade for NATO’s tilstedeværelse.
Redeployering
Efter et par uger var opgaven stort set løst og afslutning af AFOR kunne planlægges. DANCON gik i gang med at planlægge og forberede redeployeringen, der først i august kunne gennemføres med de samme skibe og fly, som transporterede den danske KFOR-styrke til Thessaloniki. Relativt hurtigt blev materiel og lejr pakket ned i containerne igen, og med støtte fra lokale civile vognmænd forlagde hele kontingentet via det østlige Albanien til Thessaloniki i løbet af trekvart døgn. Køretøjer blev læsset på skib samme aften og næste aften fløj hovedstyrkens personel til Billund, hvorefter der var bus- og flytransport til destinationer rundt i landet. Ti dage senere ankom skib og følgemandskab til Danmark og sidste del af afviklingen af personel og materiel kunne gennemføres.
Afslutning
De rent militære operationer var af begrænset omfang og udbytte, men der blev med udsendelse og hjemtagning af AFOR gjort en del erfaringer vedrørende organisation, materiel og procedurer, som HOK har haft nytte af i den efterfølgende udsendelse af KFOR. For de involverede var deten hovedkulds klargøring, som dog viste, at det kunne lade sig gøre at sende en styrke ud med kun syv dages varsel. Også i det fortsatte arbejde med opstilling og forberedelse af danske reaktionsstyrkebidrag er der høstet værdifulde erfaringer, ikke mindst i at skulle samarbejde i en multinational ramme. Materiellet blev med de ofte primitive forhold udsat for hård belastning, men kunne i hovedsagen holdes i funktionsduelig stand. Den opgave, enheden blev sendt ud for at løse, blev vel udført som den var stillet - uden tab og skader af betydning.
