I Aar er det 75 Aar siden, Kong Frederik VIII’ som Prins kom til Nyborg for at gøre praktisk Geled tjeneste. Som det vil ses af efterfølgende Blade, skrevne i kærlig og taknemlig Erindring om Hans Majestæt, vandt Kongen alles Hjærter i den lille Garnisonsby, saaledes at disse Linier vil bringe Bud, ikke alene om hans militære Tjeneste, men ogsaa om hans varme Sindelag og store Hjærte — de skønneste Blomster i hans Mindekrans, ligesom de vil tegne et Billede af hans Officerskammerater fra hin Tid, der alle er kendte Skikkelser fra vore slesvigske Krige, -------Det var efter Kong Frederik VII’s Bestemmelse, at daværende Prins Frederik for at gennemgaa en praktisk Uddannelse ved en Fodfolksafdeling blev ansat i Nyborg.
Prins Frederik af Danmark var født 1843 i Gule Palæ i København. Han havde en kort Tid guaet i Maribo’s Skole, men ellers haft Professor L. V. Petersen som Lærer i teoretisk Undervisning samtidig med, at han fik noget Indblik i det militære ved at deltage i Øvelser ved Landkadetkorpset, som dengang havde til Huse i den senere Rigsdagsbygning i Fredericiagade — nuværende Østre Landsret. I 1853 indtraf den store Forandring i Hjemmet i Amaliegade, at Prins Frederik blev Danmarks vordende Tronfølger, idet Kronen i Henhold til en Bestemmelse i Londonertraktaten og til Tronfølgeloven af 31/7 1853, skulde gaa over til hans Fader, Prins Christian af Danmark, efter at dennes Gemalinde, Prinsesse Louise af Hessen-Cassel — Christian VIII’s Søsterdatter — ved Prinsessens Moders, Broders og Søsters Afkald paa Tronen, nu var den nærmeste Arving efter Kongeloven, efter Arveprins Ferdinand, der døde 1863. At Prins Frederik skulde uddannes til Officer faldt ganske naturligt, naar henses til det Milieu, han voksede op i, idet hans Fader var en meget ivrig og dygtig Officer, der, inden han i 1854 var blevet udnævnt til Kommandør for en Cavalleri Brigade, havde været knyttet til Livgarde Eskadronen fra 1835 og dér avanceret til Kommandør for den „Kgl. Garde til Hest“. Allerede som 5-Aars Dreng havde Prins Frederik oplevet at se sin Fader drage i Felten, hvor han som Major førte Hestgarden i 1848 og 1849, dog uden at komme til at deltage i nogen Træfning, og Erindringen om hans Hjemkomst i 1850 hørte til de bedste og kostbareste Minder fra Hjemmet, hvor Alvor, Pligtsfølelse og Retsindighed var sat i Højsædet, og hvor den røde Traad var indbyrdes Kærlighed og sand Gudsfrygt. Kaptajn i Generalstaben F. C. Stjernholm blev af Prins Christian valgt til, som Guvernør for hans 2 Sønner, Prins Frederik og Prins Wilhelm, den senere Kong Georg af Grækenland, at lede disses Opdragelse. Kaptajnen var dengang i 30 Aars Alderen. Han var en meget kundskabsrig Officer, der under 3 Aarskrigen havde udvist Mod og Initiativ, navnlig under Paniken i Flensborg og i Kampene ved Nybøl og Dybbøl, samt ved Forsvaret af Frederiksstad. Som Guvernør virkede han i 4 Aar. Han endte sin militære Løbebane som General og Chef for Generalstaben. I 1860 blev Prins Frederik konfirmeret, og Dagen derpaa udnævnte Frederik VII’ ham til Sekondløjtnant à la suite i Infanteriet — det var den 19’ Oktober, en Dag, som senere hen altid fejredes i Familiekredsen. Ved en Kundgørelse for Arméen Aaret efter resolverede Hans Majestæt, at Hans Kongelige Højhed Prins Frederik skulde afgaa til Nyborg for ved den dér „garnisonerede 19’ Infanteri Bataillon indtil videre at gennemgaa et militært Kursus“.
Nyborg er en By med smuk historisk Fortid — gennem Tiderne i særlig Grad præget af sin Fæstning og Garnison, en ejendommelig By, hvor Militæret lige ned til vore Dage har domineret. Som Garnisonsby har den altid haft en meget smuk Position med rige Traditioner, der gennem mange Aar holdtes i Hævd. 19’ Infanteri Bataillon, nu 19’ Bataillon, der hørte til Oberst Wilsters 2’ Brigade i Slesvig, havde allerede da i dansk Krigshistorie et godt Navn. Bataillonen havde som 3’ Jægerkorps deltaget i hele 3-Aarskrigen, hvor den ved Bov løsnede Krigens første Skud. Den kæmpede senere ved Dybbøl, Nybøl, Sundeved, Kolding, Fredericia, Isted og Mysunde og kunde da ogsaa med fuld Føje ved Afslutningen af Krigen tage imod Befolkningens Hjemkomsthyldest. Dette i Forbindelse med, at Bataillonen i Oberst J. W. Neergaard havde en højtanset og meget dygtig Chef, bevirkede, at netop 19’ Bataillon blev den Afdeling, som fik Lov til, som Fodfolkets eneste, at tælle Prins Frederik i sine Rækker.*)
Det var paa en af de første Dage i April 1861, at Sekondløjtnant Prins Frederik ankom med Dampskibet „Gerda“ til Nyborg, ledsaget af sin Guvernør, Artillerikaptajn Louis Lund med et Følge paa 2 Lakajer og 1 Kusk samt med 2 Ride- og 2 Køreheste. Prinsen kom sent paa Aftenen og blev paa Skibsbroen modtaget af Byens højeste militære og civile Embedsmænd. Paa Hotel Postgaarden, „Den kongelige Postgaard i Nyborg“, hvor baade Christian VIII’ og Frederik VII’ tidligere havde boet, var der stillet en Lejlighed paa 7 Værelser, tilligemed den saakaldte Kongesal, til Raadighed for Prinsen, Guvernøren og Tjenerskabet. Dagen efter Prinsens Ankomst var Bataillonens Officerer tilsagt til Parol hos Kommandøren, Oberst Neergaard, som bød Hans Kongelige Højhed Velkommen og præsenterede hver enkelt af Officererne for ham. Efter dette udtalte Prinsen, at han altid vilde gøre sig Umage for „at være en lydig Undergiven og en god Kammerat“. Bagefter gav han Kur for Byens civile Embedsmænd, Borgerrepræsentanter o. fl. Bataillonschefen var en smuk og statelig Officer, en Mand i sin bedste Alder, lige fyldt 50. Han blev Officer 18 Aar gammel og stod i flere Aar som Løjtnant ved det i Eckernførde garnisonerende Jægerkorps, hvorefter han i kort Tid var Adjutant hos Chefen for 2’ Infanteri Brigade, Prins Ludvig SaynWittgenstein-Berleburg. Ved 3 Aars Krigens Udbrud blev han ansat som Adjutant ved venstre Flankekorps under Schleppegrell, hvem han fulgte som Stabschef ved 3’ Brigade. Han deltog med Udmærkelse i de to første Krigsaars større Kampe og førte 4’ Bataillon under Slaget ved Isted og Kampen ved Mysunde. I 1853 blev Neergaard Kommandør for 3’ Jægerkorps (19’ Bataillon), som han uddannede til en Mønsterafdeling, og det Ry, hans Afdeling stod i, var sikkert, som ogsaa ovenfor anført, en medvirkende Grund til, at Frederik VII’ bestemte, at Prins Frederik i 1861 netop skulde ansættes ved 19’ Infanteri Bataillon i Nyborg.
*) Mærkeligt, at det ikke med et eneste Ord er om talt i „19’ Bataillons H istorie", behandlet særskilt i „Danm arks Hær", a t en af Danm arks Konger h ar faaet sin første m ilitære Uddannelse ved denne Afdeling!
Neergaard blev senere Krigsminister i Ministeriet Frijs, men var ingen Parlamentariker og sad kun i kort Tid og kom saaledes ikke til at forelægge for Rigsdagen den af ham udarbejdede Hærlov, hvis væsentlige Formaal var en lille Hær med stærke Rammer og særlig omhyggelig Uddannelse af hver enkelt Mand. Som en dygtig og intelligent Officer, Soldat med Liv og Sjæl, der dog ikke kendte, eller havde Evne til at kunne rose sine Undergivne, fulgte han med Omhu Krigskunstens Udvikling, navnlig i den preussiske Hær, hvis Goder han omplantede herhjemme. En gennemgribende Forandring i Forposttjenesten skyldtes saaledes ham. Neergaard døde i Sommeren 1879. Paa Prins Frederiks Tid var Fæstningens fungerende Kommandant, Oberst F. C. E. Meyer. Han var allerede da en gammel Officer, som alle i Garnisonen elskede paa Grund af hans jævne Ligefremhed og Humanitet. En af hans store Fornøjelser var, naar de unge Løjtnanter, efter begaaet Vagtforseelse, kom op til ham, at faa Lejlighed til at tilgive dem. I den anselige Kommandantbolig førte han et smukt Hus — og kom Frederik VII’ til Byen og aflagde Obersten Besøg, kunde man være Vidne til den rørende Kærlighed, den gamle Officer viste Kongen. „Bare rolig, bare rolig“, sagde Kongen til ham ved Modtagelsen, „jeg maa da først ud af Vognen“. Oberst Meyer havde deltaget i det første Aars Felttog og siden 1849 været Kommandant paa Fæstningen. I December 1856 havde han fejret 50 Aars Dagen for sin Indtrædelse i Statens Tjeneste, hvorfor han af Hans Majestæt Kongen blev benaadet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn, ligesom han ogsaa paa anden Maade ved denne Lejlighed modtog Beviser paa „sin Konges særdeles Naade“. Han døde i August 1868 — 75 Aar gammel, indtil det sidste sjælden livlig og aandsfrisk. Officerskorpset i Nyborg var et homogent Korps med en udmærket Aand og Tone, et Korps, hvori det blev følt som en Æ re at staa. Det bestod foruden af Fæstningens Kommandant og Chefen bl. a. af følgende Officerer, hvoraf flere naaede op i Hærens øverste Stillinger:
Major C. F. v. Bauditz, der døde som tidligere Chef for Livgarden og kommanderende General for Jylland—Fyn samt Kaptajnerne I. E. A. Magius, F. J. Haxthausen, I. C. T. Thalbitzer og I. C. Darre. Det blev BatailIonens 1’ Kompagni, Kaptajn Magius, der fik Æren og Opgaven at faa Prinsen i Nummer. Kaptajn Magius, der havde udmærket sig i Slaget ved Slesvig, hvor han var Adjutant hos sin Fader, var en prægtig Type paa en dansk Feltsoldat, en stolt Officer med et smukt Ydre og Fremtræden — en sjælden dygtig og praktisk Befalingsmand med et hurtigt Overblik, energisk i Udførelsen af sine Beslutninger. En glimrende Foresat, som hans Undergivne saa op til med baade Agtelse og Kærlighed. Han bar saavel Ridder- som Sølvkorset, og en bedre Chef kunde Danmarks vordende Konge næppe faa ! Kong Frederik interesserede sig levende for den unge Prins’ Uddannelse og havde, inden denne tiltraadte sin Tjeneste ved Bataillonen, sanktioneret Chefens Plan for hele Uddannelsesperioden. Prinsen ansattes paa Bataillonens Rekrutskole, og han deltog lige fra Begyndelsen i alle Kompagniets Udrykninger til Felttjeneste i Terrainet og til Eksercits og Skydning paa „Øen“, et stort Hedeareal under Juelsberg ud ad Knudshoved til, dengang saavel som senere udlagt til Eksercerplads; nu efter Garnisonenes Forlæggelse helt tilplantet. Men allerede den 10’ April, altsaa kun en Uge efter Prinsens Ankomst, udviklede den udenrigspolitiske Situation sig saaledes, at alle Batailloner fik Ordre til at indkalde saa meget Mandskab, at Styrken blev paa 400 Mand, der da med en mulig forestaaende Krig for Øje, skulde dubleres til 8 Kompagnier, fordelte til 2 Batailloner. Prins Frederik blev ansat ved Dubleringsbataillonen ved Premierløjtnant J. F. Lunds Kompagni. Prins Frederik gik helt og holdent op i sin Tjeneste og kom saa godt Forholdene tillod det ind i alle Detailler, saavel praktiske som teoretiske. Trods sin unge Alder havde han en udpræget Følelse af, hvilke Pligter Stillingen som Officer krævede af ham. Han var dertil en udmærket Kammerat, der kom alle i Møde med Hjærtelighed, men levede iøvrigt stille og tilbageholdent; det var først under sit senere Ophold i Næstved, at han „fik Lov“ til at leve helt med i Kammeraternes Kreds.
Prinsen havde i sin Guvernør en taktfuld og dygtig Officer med et smukt og fornemt Ydre, en Mand, der med sin elegante og kavallermæssige Fremtræden udøvede en gavnlig Indflydelse paa ham. Kaptajn Lund havde da ogsaa den store Glæde senere hen i Livet gennem mange, mange Aar at blive knyttet til Kronprins Frederiks Person. Han døde som Udskrivningschef og karakteriseret Generalmajor i 1901. Hver Formiddag gik for Prinsen med Udrykning med Kompagniet; efter Frokosten paa Postgaarden red han ofte en Tur i den smukke Omegn ledsaget af sin Guvernør. Han lod til helt igennem at befinde sig yderst vel i den lille idylliske fynske Fæstningsby paa godt 3000 Indbyggere og med en Garnison, der var Byens og hele Borgerskabets Kælebarn. Dog kunde det undertiden knibe for ham at finde sig til Rette 1 sin Fritid paa det efter hans Forhold noget spartanske Hotel. Prinsen talte om dette med Premierløjtnant Lund, der da tilbød ham at hygge sig hjemme hos sig, hvad han med Tak tog imod. Da saavel Prinsen som hans Værtsfolk var meget musikalske, tilbragtes Tiden paa behageligste Maade. Overfor Lunds 2 Børn paa 5 og 6 Aar var Prinsen rørende; han legede med dem i timevis og sluttede sig helt til Hjemmets Kreds. I Slutningen af Juni var første Del af Prins Frederiks Uddannelse tilendebragt. Den sidste Aften tilbragte han hos Kommandanten, udenfor hvis Bolig Musikkorpset spillede. Senere gik Tappenstregen, fulgt af en talrig Menneskemængde, gennem Byen, standsede op foran Kommandantgaarden, hvor Prinsen og hans Vært kom til Syne, og hvor der blev udbragt et Leve for Prinsen. Nogle Uger i Forvejen havde Kong Frederik VIP passeret Korsør, i hvilken Anledning Prins Frederik med Guvernør, Oberst Meyer, Amtmanden, Kammerherre Cederfeld de Simonsen, Oberst Neergaard, Major Bauditz og Overauditør Becker samt flere af Byens andre Embedsmænd var tilsagt for at hilse paa Majestæten. Kongen vilde vide alt om Prinsens Uddannelse og spurgte da Adjutanten, Premierløjtnant Krøyer, om Prinsen under sin Tjeneste havde gjort Vagttjeneste og staaet Skildvagt med fuld Oppakning. Oberst Neergaard, der hørte dette Spørgsmaal, traadte nu til og sagde, at Prinsen havde faaet den Uddannelse, som Hans Majestæt selv havde sanktioneret.
Det kan s’gu gerne være“, sagde Kongen, „men jeg kan ikke lide, at Folk render fra det, de skal lære, og alt skal læres fra Bunden af, og naar Du nu faar Prinsen tilbage, skal han være baade Skildvagt, Gefrejter og Vagtkommandør“. — Saaledes gik det til, at Prins Frederik kom til at gaa Post for Gevær foran den gamle, nu desværre nedrevne Hovedvagt. Forøvrigt fortæller en af Prinsens gamle Officerskammerater, at han var ganske særlig samvittighedsfuld ved Udførelsen af Vagttjenesten, korrekt i sin militære Paaklædning, hvilket langt fra altid var Tilfældet hos de unge Løjtnanter paa den Tid! Altid Schupperne under Hagen og Uniformen tilknappet paa reglementeret M aade.------- Ovenpaa denne Afstikker til Korsør vender vi tilbage til Prinsens Afrejse, som fandt Sted 27’ Juni, og som skete meget mod hans Ønske, idet han ikke selv dengang vidste, at han senere paa Aaret atter skulde gøre Tjeneste i Nyborg. Paa Skibsmolen var der stort Opbud af Embedsmænd og Borgerskabet, og under præsenteret Gevær af 19’ Infanteri Bataillon, der paraderede, og Salut fra Voldene, afrejste Prins Frederik med Følge til Hovedstaden for at tage Ophold hos sine Forældre i Gule Palæ. Prins Frederik blev den 3’ August forfremmet til Premierløjtnant å la suite, stadig med Tjeneste ved 19’ Infanteri Bataillon, og tog derfor atter Ophold paa Postgaarden omkring Midten af September. Hans Uddannelse fortsattes ved Bataillonen, hvor alle var glade over igen at have Prinsen i deres Midte. Ved Ankomsten var der Kur for Officerskorpset og de fremmødte Embedsmænd, og om Aftenen gik Tappenstregen gennem Nyborgs Gader. Prinsens Tjeneste faldt nu ved et Øvelseskompagni under den Premierløjtnant Lund, som han tidligere paa Aaret havde staaet under i en kort Periode. Som Delingsførere var indtraadt Sekondløjtnanterne Honnens, Sorterup og Pontoppidan. Endvidere deltog han i al Garnisonstjeneste, gik, som før omtalt, paa Vagt og blev ligesom Kammeraterne efter Tur kommanderet til bl. a. at være Dommer i Krigsret. Naar Premierløjtnant F. C. Lund, der var midt i Trediverne havde faaet overdraget det ærefulde Hverv paa denne Tid af Uddannelsen, at undervise Prinsen i de militære Discipliner, var Grunden den, at Premierløjtnanten var i Besiddelse af en ualmindelig Dygtighed, saavel i det praktiske som i det teoretiske, dertil en meget flittig Mand, der i sin Fritid gerne beskæftigede sig med militære Problemer. Han havde som Reserveofficer deltaget i 3 Aars Krigen og var paa Grund af sit udmærkede Forhold dér overgaaet til Linien. Lund udførte da ogsaa det ham betroede Hverv til Bataillonens „særdeles Tilfredshed“ og udnævntes kort efter dets Afslutning til Ridder af Dannebroge. Da Krigen brød ud i 1864, stod han som Kompagnichef ved 11’ Regiment, men fandt, som Hærens første Officer, allerede 3’ Februar Heltedøden ved Kongshøj foran Dannevirke. General Wilster, der som Chef for Brigaden havde haft Lund som Adjutant i Aarene lige før Krigen, udtalte ved hans Død følgende: „Jeg føler Trang til at sige enhver, der ikke har kendt min faldne, uforglemmelige Kammerat, hvor god og trofast han var som Menneske, hvor brav, pligtopfyldende og selvfornægtende han var i sit Kald. Der er vel faa, der mere end jeg, til hvem han i længere Tid stod i nært tjenstligt Forhold, har haft Lejlighed til at lære ham at kende og skatte hans sjældne Dygtighed og hæderlige Karakter.“ Af andre Officerer, der paa den Tid hørte med til Byens Fysionomi, og som derfor paa en vis Maade ogsaa gav Officerskorpset et særligt Præg, skal her nævnes Oberstløjtnant A. Moltke og Major C. Lillienskiold. Førstnævntes Liv havde formet sig som en Tragedie og er nok en nærmere Omtale værd. Oberstløjtnant, Kammerjunker Anton Henrik Moltke var født 1791 som Geheimestatsminister Frederik Moltkes næstældste Søn. I sine yngre Dage stod han i Livgarden til Hest, var høj og statelig og bekendt for sin „Skønhed og lystige Sind“. I 1815 havde han som tjenstgørende ved Prins Ferdinands Dragoner deltaget i det danske Auxiliærkorps, der under Prins Frederik af Hessen rykkede til Frankrig, og som først kom tilbage 3 Aar senere. Ved sit Avancement til Ritmester ansattes han ved Jydske Regiments lette Dragoner, men ved Reduktionen i 1842 tog han sin Afsked. Hans tidligere smukke Ydre havde gennem Tiden gennemgaaet en sørgelig Forandring, ikke alene paa Grund af et frygteligt Ar tværs over Ansigtet, stammende fra et Sabelhug, men ogsaa og ikke mindst fordi han efter en Sygdom havde mistet sin Næse. Sine sidste Aar boede Moltke i Nyborg: han døde paa Egelund 1867.
Major Lillienskiold, der ligesom Moltke tilbragte sine sidste Aar her, var født i 1801, og havde som Kadet gjort Pagetjeneste hos Frederik VI; i 1820 var han udnævnt til Officer ved Jydske Jægerkorps, havde deltaget i Kampene ved Slesvig og dér erhvervet sig Ridderkorset. I 1849 havde han taget sin Afsked og nød derefter sit Otium i Nyborg, hvor han boede i Mellemgade. Han omtales som en hyggelig, elskværdig gammel Officer, der gik med Paryk og havde Kanariefugl. Han var næsten 80 Aar gammel, da han døde.
I Nyborg førtes i Midten af forrige Aarhundrede et meget selskabeligt Liv, særlig præget af Amtmanden, Kammerherre Cederfeld til Erholm. Selv førte Prinsen et smukt Hus paa Postgaarden, Byens eneste Hotel, der ejedes af Rasmus Husted, en tidligere Gaardskarl hos den forrige Ejer, Johan Fred. Schalburg. En Gang om Ugen gjorde det lille Hof Middagsselskab, hvortil Officerer og Byens Honoratiores skiftevis blev indbudte, og naar Prinsen fik Besøg af sin Fader eller andre Medlemmer af Kongehuset, f. Eks. Arveprinsens, gav dette Anledning til at samle en større Kreds. Paa et af disse Smaabesøg var Prins ‘Christian ledsaget af sin Søn Wilhelm, og begge overværede Bataillonens Øvelser paa „Øen“. En stor Festdag i den gamle Fæstningsby var Hans Majestæt Kongens Fødselsdag den 6’ Oktober. Om Morgenen blæstes Reveillen med fuld Musik. Fra Havn, Skibe og mange andre Steder flagedes der. Paa Torvet var der Kl. 1 Parade af 19’ Infanteri Bataillon og Borgervæbningen, ligesom Byens civile Embedsmænd, Borgerrepræsentanterne og Brandkorpsets Officerer var til Stede. Kommandanten, der var til Hest, red Fronten af og udbragte et 9-foldigt „Leve Kongen“, hvorefter begge Orkestre spillede „Kong Christian“, samtidig med, at Kanonsaluten drønede paa Voldene. Paa det Husted’ske Hotel var arrangeret en Dinér, i hvilken militære og civile Spidser deltog, og ogsaa her udbragtes et med begejstret Tilslutning Leve baade for Konge og Fædreland. Kl. 10 udgik Tappenstregen med 19’ Bataillons Musikkorps. Et Skaar i Garnisonens Glæde var, at Prins Frederik ikke denne Dag kunde være med, idet han var tilsagt til Kur paa Christiansborg Slot, ligesom han i København deltog i Arveprinsens Parade paa Rosenborg Eksercerplads samt i det kongelige københavnske Skydeselskabs Fest i Anledning af Kongens Fødselsdag. Ved Juletid var ifølge Allerhøjeste Befaling Prins Frederiks Tjeneste i Nyborg afsluttet. Afrejsen fandt Sted den 21’ December under samme Ceremoniel, som om Foraaret; Salut fra Voldene og Tappenstreg gennem Byen. „Nyborg Avis“ skrev til Afsked følgende: „Højstsamme har ved sit elskelige Væsen, sin ligefremme og smukke Optræden vidst her at vinde alle Hjærter og forlader saaledes ikke Byen uden at efterlade sig et skjønt og varigt Minde. Vi ville ledsage Hans Kongelige Højhed med de bedste Ønsker for Højstsammes ophøjede Fremtid ligesom ogsaa for, at Hans Kongelige Højhed maatte bevare Mindet om vor By og sit Ophold her i frisk og varig Erindring.“
Nytaarsdag 1862 blev Prins Frederik udnævnt til Kaptajn à la suite, og kort Tid efter afgik han til 4’ Dragonregiment i Næstved for der at gennemgaa en Eksercerskole under Oberst Scharffenberg. Men Prins Frederik tabte ikke sin gamle Nyborg-Afdeling af Syne ! Da der i Efteraaret 1868 blev afholdt Troppesamling ved Dannevirke under Kommando af General de Meza, var Prinsen her til Stede og sluttede sig daglig til sin gamle Bataillon. Ogsaa Kong Frederik, der residerede paa Gliicksborg, fulgte jævnlig Øvelserne. Da Halvdelen af Øvelsesperioden var forbi, gav Kongen ganske uventet Befaling til, at Prinsen skulde overtage Kommandoen over 19’ Infanteri Bataillon. Det skal dog ikke her nægtes, at Prins Frederik var meget benovet ved denne ligesaa ansvarsfulde som smukke Opgave, som han iøvrigt skilte sig fortræffeligt fra. Fyenboerne var med Rette stolte af deres unge Chef, Danmarks vordende Konge, og alle satte en Ære i, at Bataillonen ved enhver Lejlighed viste sig sin Chef værdig. Hver Morgen, naar Afdelingerne stillede, og Majestæten fik Øje paa 19’, raabte han højt: „God Morgen, Frederik“ ! Dette morede Mandskabet, der, naar Prinsen overtog Kommandoen, lod det stille gaa gennem Geledderne : „God Morgen, Frederik“. Mandskabet elskede ham, og det vakte Sorg, da han, ved Afslutningen af Manøvrerne, tog Afsked med det.-------
Men kun faa Maaneder efter holdt Prinsen atter foran Afdelingen, der da var udvidet til et Regiment paa 2 Batailloner, under Navn af 19’ Infanteri Regiment og nu stod ved Dannevirke rede til, sammen med den øvrige Hærs Afdelinger, at kæmpe for Konge og Land. Men meget havde forandret sig siden Prinsens sidste Møde med den gamle Bataillon. Frederik VIP var død paa Gliicksborg, og Christian IX’ havde besteget Danmarks Trone, saaledes at det blev Kronprins Frederik, de gamle Nyborg-Soldater nu blev stillet Ansigt til Ansigt med. Det var under Christian IX’s Inspektion af Regimentet foran Gottorp Slot, at Kronprinsen var til Stede og bad Kongen om Tilladelse til at maatte følge Regimentet. Dette blev som bekendt nægtet, men med Kongens Approbation ansattes Kronprinsen senere i General Hegermann-Lindencrones Stab og deltog saaledes i 4’ Divisions Retraite gennem Nørrejylland til Mors og vendte først efter Krigen tilbage til Hovedstaden.
Sidste Gang, Frederik VIII’ officielt fejrede sit Officersjubilæum, var paa 50 Aarsdagen i 1910 paa Fredensborg Slot under højtidelige, men efter hans eget Ønske meget beskedne Former. Her lagde Majestæten overfor de fremmødte Deputationer fra Hær og Flaade med Ministeren Klaus Berntsen, Kongens Adjutantstab og Livgardens Detachement paa Slottet, sine personlige varme Følelser for og Kærlighed til vort Værn for Dagen, idet han samtidig udtalte, at det var med stor Beklagelse, han havde været Vidne til de mange Angreb, der netop i de Dage var rettet mod Hæren, og som han selv syntes, han ikke havde gjort tilstrækkeligt for at faa afværgede. Vi skal iøvrigt ikke her komme nærmere ind paa Kong Frederik VIII’s store Interesse for Hær og Flaade — Egenskaber, der helt og holdent er gaaet i Arv til Kong Christian X’. Her skal kun nævnes den Trofasthed og Hengivenhed, Kongen altid viste sine gamle Officerskammerater fra Nyborg. Hvor smukt Forholdet har været mellem Kongen og hans gamle Kompagnichef Magius, fremgaar af følgende, som sidstnævnte selv har skrevet: „Det Venskab, Hans Kongelige Højhed derved fattede til mig, har han i fuldeste Maal naadigt bevaret for mig siden, og det er et af mit Livs bedste Glæder, den Bevaagenhed, han saaledes bestandig lader mig blive til Del, den jeg haaber ved min Hengivenhed for ham og hans høje Familie at gøre mig værdig til for hele Livet!“ Paa mangfoldige Maader gav dette gode Forhold sig Udslag, saaledes under Manøvrer og Inspiceringer, hvor Kongen altid opsøgte de gamle Kammerater; flere af dem knyttede han til sin Person senere hen i Livet, ligesom han hyppigt indbød dem til Taffel, naar de gæstede Hovedstaden. Hvor mange Gange har f. Eks. ikke den, der skriver disse Linier (og som selv er tidligere Nyborgofficer) som Vagthavende Løjtnant paa Amalienborg mødt Oberst Krøyer fra Nyborg ved Kongens Taffel og været Vidne til Kongens Glæde over at træffe sin gamle Løjtnantskammerat fra Nyborg og Bataillonsadj utant fra Troppesamlingen ved Dannevirke 1863. Dette stemmer godt sammen med, hvad Premierløjtnant Lunds Datter fortæller, at Kronprins Frederik og senere Kong Frederik ofte kom paa Besøg i sin afdøde Chefs Hjem og dér opfriskede fælles gamle Nyborgminder. Ogsaa for selve Byen Nyborg nærede Kongen stadig den største Interesse, hvilken f. Eks. gav sig Udslag i, at Kongen indtil sin Død var Abonnent paa „Nyborg Avis“.
Axel Pontoppidan.
