Log ind

Omkring eksercerreglementet af 1863 - en efterrationalisering

#

Denne artikel er skrevet af major O.A. Hedegaard, leder af Hærens militærhistoriske Arbejder

Danmark tabte som bekendt krigen i 1864 mod Preussen og Østrig. Krigen og dens forløb er i sagens natur gennem bl.a. talrige indlæg i dette tidsskrift blevet behandlet i alle tænkelige facetter. At forsøge på at ville bringe ny viden til torvs herom vil formentlig være nytteløst, pretensiøst og ikke ændre noget til belysning af krigens gang, som den nu engang forløb og er kendt af eftertiden. Derimod er der velunderbygget grund til at antage, at en del af sammenstødene mellem danske og fjenden kunne være forløbet anderledes, have givet færre tab og dermed mindre dybtgående sjælelige rystelser, end det blev tilfældet ved de næsten uafladelige nederlag, små som store, som blev vore soldaters uafvendelige lod. Baggrunden for dette postulat er studier af bl.a. det eksercer- og feltreglement, som udkom så sent som i sommeren 1863, og hvis indhold desværre ikke nåede at slå igennem i uddannelsen inden krigsudbruddet 1. februar 1864, men som fra ministeriet krævedes fulgt. At det ikke nåede at slå igennem, kunne hæren i høj grad takke en række reaktionære og forstokkede højere førere for. Med stædighed og manglende indfølingsevne over for bydende nødvendige nyskabelser ville disse ældre officerer stadig docere taktikken med de mere masserede fonnationer fra deres ungdomsår under Treårskrigen 1848-1850, hvor begge parter var bevæbnet med riflede og glatløbede forladegeværer. Det er - som så ofte anført - hævet over enhver tvivl, at det preussiske bagladegeværs virkning var totalt ødelæggende, hvor danske angreb søgtes gennemført udelukkende ved bajonetten og i sluttede formationer. Det er lige så klart, at var bestemmelserne i Thestrups reglement for infanteriets optræden i kamp blevet efterlevet, var den kompakte overlegenhed, preusserne besad som følge af deres bagladegeværer, næppe blevet så betydelig, at den overalt blev afgørende for kampenes udfald. Den mand, der personligt og med stor dygtighed blev den drivende kraft bag det nye eksercerreglement (vi i vore dage ville benævne reglement for infanterikompagni og -deling), var krigsminister, generalmajor H.N. Thestrup (1794-1879). Han deltog som løjtnant i felttoget i Holsten 1813 og i okkupationen af Frankng 1815-1818.1848 udnævntes han til oberstløjtnant og førte i slaget ved Bov kommandoen over 9. Bataljon, hvor han stod i nr. i 40 år. Under krigen søgte han om og fik tilladelse til at indføre jægereksercitsen (taktikken) ved sin bataljon. Den dygtighed og sans for infanterikamp, han viste, bevirkede, at han i 1849 fik kommandoen over 2. Infanteribrigade, og han udnævntes til oberst. 1850 blev han kommandør for 4. Brigade og deltog med denne i slaget ved Isted, hvor hans resolutte optræden efter ulykken ved Øvre Stolk bidrog til slagets heldige udfald. 1852 udnævntes Thestrup til generalmajor, 1856 til generalinspektør for infanteriet og 1859 til krigsminister i det Rottwitt'ske ministerium, en post, han beholdt, da Hall tre måneder senere blev konsejlspræsident. Det var hans ry som fremragende infanteriofficer, der bragte ham porteføljen, medens forviklingerne med Tyskland bestandig antog en mere truende karakter, og Thestrup tog hurtigt fat på at øge infanteriets ydeevne ved at modemisere uddannelsen. Han udtalte selv efter Treårskrigen; "Det er ved geværilden, at infanterifægtningen indledes, vedligeholdes og som oftest afgøres", og hans opfattelses rigtighed blev bekræftet ved krigen i Norditalien 1859. Begyndelsen blev gjort ved, at jægerkorpsene, hvis uddannelse ikke længere var forskellig fra liniebataljonemes, omdannedes til sådanne. Dernæst ønskede han i krigstid af hver liniebataljon, i alt 22, at kunne udvikle to (den såkaldte "dublering", som også blev gennemført). Det krævede en forøgelse af de faste og værnepligtige befalingsmænd og af den årlige rekruttilgang samt en større beholdning af udrustning, våben og ammunition. Endelig udarbejdedes under hans direkte ledelse i 1863 et nyt eksercerreglement, som med hensyn til kampformer og taktiske principper var langt forud for sin tid. Hans nærmeste hjælper i dette arbejde blev premierløjtnant, senere oberst og kendt militærhistoriker N.P. Jensen (1830-1918).

Krigen stundede til, medens man arbejdede nærmest under højtryk for at få reglementet færdiggjort. Ved kundgørelse af 30. marts 1863 udsondredes det holstenske kontingent af hæren som værende en illusion at bruge i en kommende konflikt mod tysktalende folkeelementer. Tiden begyndte at blive knap. Man var fra dansk side helt på det rene med, at det i en eventuel krig med de to stormagter ville blive Preussen, der ville blive hovedmodstanderen p.g.a. sin nære beliggenhed og fremragende jernbanenet, sin hurtige og effektive mobilisering og fremragende hærorganisation. Man vidste, at hæren for nyligt var blevet bevæbnet med et moderne bagladegevær, men ingen i hele Europa, heller ikke preusserne selv, kunne forudse dets revolutionerende virkning i den kommende krig. For Preussen var taktikken blevet fastlagt 1861 ved udsendelsen af "Allerhöchste Verordnung über die gröszeren Truppenübungen". Efter denne skulle kampen primært føres ved skydning, ikke med bajonetten. Man vidste, at med bagladegeværet kunne der skydes 6-8 sigtede skud pr. minut, med forladegeværet ca. IVi, ligesom bagladegeværet kunne lades i liggende stilling, medens danskerne helst skulle op at stå for at kunne bruge ladestokken rigtigt. Preusserne påregnede, og ikke med urette, at 300 mand, bevæbnede med tændnålsgeværer, ville være 900 mand med forladegeværer overlegne. For preusserne gjaldt det altså om på et så tidhgt tidspunkt i kampen som gørligt at indvikle modstanderen i en skydefægtning, fastlåse ham heri samt - i dette tilfælde - at tvinge danskerne til at kæmpe i åbne, flade områder, der forhindrede skjul og dækning. For danskerne måtte det blive målet at kunne udkæmpe infanterikampen i kuperet, gennemskåret og bevokset terræn, hvor der var en del beskyttelse at hente, inden man under et angreb nødvendigvis nåede ind i den fjendtlige ild. At søge en afgørelse med bajonetten ville være omsonst i åbent terræn, hvor danskerne allerede på en afstand af 500 skridt (ca. 400 m) ville komme ind i en virksom salveild og mindst ville konmie til at udholde 16 salver, inden man - formentlig i panisk og opløst tilstand og med enorme tab - nåede ind på fjenden. Dette ville næppe nogen nations soldater kunne holde til mere end én gang og vel knapt nok det. Det vil atter sige, at de gamle fra Treårskrigen anvendte kamp- og indbrydningsformationer, bataljons- og kompagnikolonnen med få udviklede skytter på fløjene, havde overlevet sig selv. Alt måtte nu ved kampens begyndelse udvikles i "skyttekæder", datidens spinkle form for vore dages "spredte orden". Netop dette tog det nye reglement hensyn til. Det bør i denne forbindelse ikke overses, at der er en række områder i infanteritaktikken, hvor Danmark nærmest har været foregangsland for andre europæiske stater, hvor mærkeligt det end kan forekomme.

Så tidligt som ved reglementerne af 1787 og tillægget af 1788 var hvert infanterikompagni blevet organiseret med en underofficer og 12 skarpskytter, som - når bataljonen var formeret - samledes i to lige store grupper, en bag hver fløj og anvendtes som letter tropper (jægere). I 1789 udkom et reglement for jægertroppeme, og disses uddannelse blev, takket være oberst, senere generalmajor Johann von Ewald (1744-1813), der havde deltaget i krigen i Nordamerika og her lært jæger- og indianertaktikken, og grundlæggeren af Generalstaben, generalkvartermester Johan Ludvig von Binzer (1846- 1811), udviklet på en sådan måde, at de stod som mønstre for jægertaktikken. Især Ewalds påvirkning fik et langt kølvand i infanteritaktikken langt op i 1800- tallet. Efter en foreløbig befaling af 9. august 1800 om indførelse af den "spredte Fægtning", helt klart erfaringer fra krigen i USA og ca. fem år før nogen anden nation havde taget initiativet hertil, udkom et tillæg til eksercerreglementet, indeholdende "Regler for den adspredte Fægtning". Det blev samtidig anordnet, at "hele Infanteriet" for fremtiden skulle uddannes i "at fægte adspredt som det lette Infanteri". Kompagnikolonnen og dens anvendelse indførtes ved reglementet af 1846, og infanteriets fægtningsopstilling på to geledder befaledes ved reglementet af 1852. Kompagnikolonnen var en simphficering af bataljonskolonnen, som allerede i Treårskrigen havde vist sig upraktisk og sårbar i det søndeqyske terræn, og kompagnikolonnen burde først og fremmest have udgjort et "skyttereservoir", hvorfra der under kampen tilgik skyttekæderne forstærkning eller afløsning. De to i dansk infanteris historie så ofte omtalte formationer, kompagni- og bataljonskolonnen, bør her have en særlig omtale: Kompagniets feltstyrke var 200 mand i fire dehnger å 50 mand. Ved angreb formeredes de fire dehnger på linie to geledder med altså 25 mand i hvert geled med 1. deling forrest og de tre øvrige bagved i samme formation og med nogle skridt mellem hver deling og delingsføreren forrest. Dertil kunne udvikles nogle skytter (enkeltkæmpere) på fløjene. Kolonnen angreb som regel i løb med påsatte bajonetter for at udnytte den ældgamle stødvirkning, kolonnen helt klart havde. I bataljonskolonnen angreb alle fire kompagnier på hnie med kompagnierne i kompagnikolonne og altså med en krigsstyrke på 800 mand. Atter her kunne der udvikles skytter på fløjene. I vore dages øjne var et så udstrakt mål nærmest de rene selvmordsformationer, men det skal atter med eftertryk erindres, at formationerne byggede på, at begge parter var bevæbnet med forladegeværer, og det hurtigtskydende bagladegevær var endnu ukendt. Selv om den danske tapriffel og Miniégeværet var blandt de bedste forladesystemer, forledtes mange danske officerer til i årene op mod 1864 at undervurdere ildvkkningen. To af oberstløjtnant Max Müllers (1808-1884) løjtnanter havde på skydebanen konstateret, at tapriflens kuglebane var så krum, at projektilet gik over mandshøjde, hvis man på 150-200 alen (1 alen = 63 cm) holdt lidt over mandshøjde med det til 300 alen svarende standvisér. Desværre drog man flg. katastrofale slutning af den ganske rigtige iagttagelse: "Vi er enige om, at denne tiraillering ikke betyder videre i en fægtning. Vi nærmer os fjenden på 300 til 350 alens afstand og så i løb lige løs på ham med bajonetten. Alle hans kugler går over hovedet på os Man burde - ihvert fald i officerskredse - også have været mere opmærksom på, at ethvert våben naturligvis vil yde langt mindre i kamp end ved skydeforsøg, og at netop tapriflen med den krumme skudbane kunne vise en alt for smuk træfsikkerhed i hænderne på en dygtig forsøgsskytte, der i ro og mag - uden kamppladsens elementer og negative påvirkninger - skød på nøje kendte og udmålte afstande. Konklusionen burde derimod have været: Indførelse af et gevær med stor rasance og et visér, som bl.a. det engelske Enfield-forladegevær M/l 853 havde, ville givet havde været af værdi på et gevær med stor rasance, navnlig ved beskydning af liggende skytter. M.h.t. rækkevidde stod forlade- og bagladegeværet næsten på højde med hinanden. Man regnede i Danmark med 600 alen som virksom skudafstand, selv om der eksisterer udsagn om, at vor ild kunne være virksom på 800-1000 alen. Heroverfor stod tændnålsgeværet med 700 alen. Derimod var den raserende skudbane for stående mand med tapriflen 409 og med Miniégeværet 401 alen, medens tændnålsgeværets var 419 alen. Her var bagladegeværet altså klart nr. 1. Det skal dog understreges, at disse tal er skydebaneopgivelser. Nu plumpede, så at sige, Thestrups reglement af 1863 lige ind i alle diskutioneme om ildkamp eller bajonetfremstød og skulle følges i den hær, der nu var under hastig mobilisering og endnu hastigere genuddannelse. Reglementet foreskrev klart springvis fremrykning med skyttekædens grupper, som skulle støtte hverandre under ild og bevægelse. Denne taktik skulle dog kun anvendes i "blandet eller gennemskaaret Terrain". I "aldeles aabent Terrain" skulle hele kompagniets skyttelinie løbe frem på én gang. Grundene til, at der ikke skulle rykkes springvis frem i helt åbent terræn, kan kun være to: For så hurtigt som muligt at konmie ud af det bestrøgne rum og, at det mildest talt var højst ubekvemt at betjene en forlader med ladestok i liggende stilling, hvorved "ansætningen" af ladningerne ikke blev ensartet fra gang til gang, hvilket gav uens lange skud. Kun i gennemskåret terræn kunne de grupper, der skulle yde ildstøtte, håbe på at konmie til at genlade i dækning, og skytter med forladere krævede en dækningshøjde på fire fod (128 cm) for at være dækket under ladning i bøjet stilling.

Reglementet af 1863 betød så store fremskridt, at selv om krigens endelige udfald ikke var blevet anderledes, ville en del af kampene utvivlsomt være faldet anderledes ud, om man loyalt havde fulgt dets bestemmelser. De danske infanterister ville næppe heller permanent have føh sig så totalt prisgivne og som en art skydeskiver, som det nu blev tilfældet, fordi en række ældre førere ikke havde sat sig tilstrækkeUgt ind i reglementet og derfor ikke havde uddannet de dem underlagte styrker i dets ofte radikalt ændrede bestemmelser. Først og fremmest gjorde reglementet kompagnierne til selvstændige, taktiske led inden for bataljonen, således som de siden har været i infanteriet, nu kamptroppeme. Den sidste rest af "Lineartaktikken" fra Frederik den Stores tid forsvandt. Denne antikverede taktik, der hørte til de glatløbede flintelåsgeværers tid, havde man set gennemført så sent som ved manøvrerne ved Flensborg 1859, hvor bataljonerne "chargerede" på linie, helt på tværs af, hvad man havde oplevet 1848-1850 og hørt fra Krimkrigen 1854-1856. Infanteribataljonen bestod af fire kompagnier å fire delinger. D.v.s. 16 delinger, som havde fortløbne numre, og hele styrken var i Treårskrigen blevet kommanderet af bataljonschefen. Nu hævedes denne nummerering, og chefen kommanderede herefter sin bataljon gennem de fire kompagnichefer i stedet for som tidligere gennem de 16 delingsførere, en afgjort forbedring af bataljonens yde- og improvisationsevne og en klar simplificering af kommandoforholdene. Reglementet fastsatte endvidere bataljonskolonnen som alt for masseret en angrebsformation og fastslog, at intet bajonetangreb måtte udføres med mere end en kompagnikolonnes dybde (otte geledder) og altid under støtte af skytter på fløjene. Selv dette skulle over for bagladegeværer vise sig at være katastrofalt. Endvidere afskaffedes de "Saldemske Frontforandringer" som værende umuhge at udføre under beskydning, og reglementet gav førerne udstrakt frihed ved at tillade improvisationer og motiverede afvigelser fra reglementet, noget hidtil ukendt. Man krævede herefter en langt stærkere udvikling af skytter, indtil halvdelen af de forreste kompagnier, d.v.s, man nærmede sig vore dages spredte orden, ligesom salveskydning trådte i baggrunden til fordel for individueh afgivet ild, når der var lønnende mål foran skytten. Ved leddehng af skyttekæderne i grupper skulle deres evner til at udnytte terrænets skjulende og dækkende egenskaber yderUgere øges (noget, som næsten ikke nåedes indøvet). Bag de udviklede skytter skulle hver deling holde et lille Soutien til indsættelse, hvor ilden skulle forstærkes og især til de angreb mod fjendens flanker, som reglementet krævede udført endog af de mindste led. Dersom man i angrebet var kommet ind på stormafstand - eller i forsvaret, når fjenden stormede - skulle de bagved værende kompagnier dog stadig sættes ind i kolonne eller udviklede. Var egen skyttekæde kastet og gik tilbage i uorden, skulle den optages af kompagniets reserve, der da formerede skyttekæde. Man mente (fejlagtigt!), at en rettidig tilbagegang kunne gennemføres uden alvorlige tab, idet man forholdsvis hurtigt kunne konune uden for den virksomste fjendtlige ild og da genoptage skydningen. Det blev en katastrofal og blodig teori, for den styrke, tændnålsgeværet fik under ild, slap den ikke, før styrken var nedkæmpet eller i dækning. Derimod forhindrede de korte skudvidder i almindelighed gennemførelse af en henholdende kamp fra en stilling. General Thestrups reglement er dateret 12. maj 1863, og i løbet af måneden fordeltes det til bataljoner og stabe m.fl. Man skulle nu have troet, at alle for fuld kraft gik ind for snarest at indlære alt det nye, reglementet foreskrev. Dette skete desværre ikke. En lang række ældre officerer, med sådanne som den svorne bajonettilhænger oberstløjtnant Max Müller i spidsen, vidste tilsyneladende bedre og holdt krampagtigt fast i deres ungdoms indlærte fælledeksercits med kolonne- og stødtaktik. De fattede ikke - og i øvrigt mange med dem - hvilket nærmest morderisk gevær de ville konmie til at stå overfor, og hvad der er værst: De havde som professionelle officerer med krigserfaring heller ikke engang så megen fantasi, at de på forhånd kunne sætte sig ind i, at kamp mod et hurtigtskydende bagladegevær under alle omstændigheder ville kræve en ændring af den hidtil brugte infanteritaktik med tætte kampformationer. I den efterfølgende krig blev vore angreb i bedste fald springvis fremrykning fra hegn til hegn under al for svag ildstøtte fra forladere, i værste fald - som i affæren ved Lundby - i kolonne med skytter på fløjene. Alle blev både snydt og overraskede, også preusserne, over bagladegeværets enorme effekt i 1864. Ingen havde forventet en sådan eklatant revolution i geværets ca. 400-årige historie. Klarest kom de nye tider til udtryk i Lundbyaffæren 10. juh 1864 syd for Aalborg, hvor et preussisk infanterikompagni på 124 mand med kun tre salver standsede og totalt nedkæmpede et dansk infanterikompagni på 160 mand fra Danske Livregiment. Danskerne angreb, nærmest blindt og uden at have rekognosceret preussernes stilling, i kolonne ned ad en lang, flad og skrånende bakke mod et jorddige, bag hvilket det preussiske kompagni lå i stilling. Den preussiske kompagnichef ventede med sit ildoverfald, indtil danskerne var inde på en afstand af ca. 170 m. De preussiske infanteristers våbenbetjening var p.g.a. af den lange værnepligt nærmest "banket" ind i kroppen på dem, hvorfor de alle var næsten lige lang tid om at genlade og fatte sigtet. Deres skud faldt derfor næsten som tre salver omtrent på afstandene 165, 110 og 75 m, på hvilken sidste afstand det danske kompagnis angreb brød sammen. Flere kastede sig ned i græsset og forsøgte at optage en skydefægtning, hvilket nærmest blot var at udsætte sin egen nedskydning. En lille flok, ført af to løjtnanter, nåede næsten frem til preusserne, før de alle faldt. De tiloversblevne søgte, evt. mere eller mindre sårede, tilbage over bakkekanmien, medens preusserne nærmest skød til måls efter dem, og de må have følt "kampen" nærmest som et skydeforsøg mod levende skiver. De danske tab var tre officerer, fire underofficerer og 91 dræbte menige, og flere sårede døde senere på lazarettet i Hobro. Den danske kompagnichef blev selv ramt to gange og faldt i fangenskab. Preussernes tab var tre - 3! - sårede. Der blev fra preussisk side afgivet i alt ca. 750 skud, d.v.s. kun ca. seks skud pr. preusser. Det er forståeligt, at denne træfning, så ubetydelig den end var, hurtigt gik over alle Europas militære fagskrifter og var med til, at alle lande nu afskaffede forladegeværet til fordel for bagladere. General Thestrups banebrydende reglement fik ikke den betydning, det burde have haft, selv om en nøje og kvalificeret efterlevelse af dets principper ikke havde ændret krigens udfald. Selv havde han fortjent en smukkere skæbne. Han kom aldrig til at føre kommando over kæmpende tropper og se sit reglement blive efterlevet. Jævnsides med udsendelsen af reglementet indgav han i sommeren 1863 et velunderbygget forslag om en omorganisation af den dansk-slesvigske hær, men finansminister Fenger ville ikke tiltræde det. Thestrup indgav da 13. august sin demission som krigsminister. Ved sin afgang udnævntes han til generalløjtnant og overtog kommandoen over 2. Generalkommandodistrikt, medens han ved mobiliseringen oktober 1863 fik kommandoen over 2. Division. Til ahnindelig forbavselse blev denne kommando frataget ham i december. Måske var årsagen hans høje alder på 72 år. Han ansattes som kommanderende general på Fyn, altså i 2. linie. Thestrup følte sig dybt krænket og søgte forgæves om at måtte blive anvendt ved den aktive armé i Sønderjylland. Ved hærreduktionen i december 1864 fik han sin afsked i nåde fi:a krigstjenesten. Som gammel rytterofficer forstod Christian IX dog at vurdere ham og tildelte ham Storkorset af Dannebrog. Thestrup døde i København 12. maj 1879, og hans store, fremsynede indsats for at skabe et forsvarligt grundlag for det danske infanteris kamp blev uden betydning. Militærhistorikeren, oberstløjtnant Jens Johansen satte i sin bog "Hæren ved Dannevirke 1864" (Kbh. 1938) Thestrup en minderune, som - set fra et miUtærfagligt synspunkt - formentlig er fuldstændig korrekt: "At ånden i Thestrups reglement ikke havde fået tilstrækkelig tid til at gennemsyre hele fodfolket, blev en ulykke, som forfulgte os til krigens sidste dag!"

Bibliografi

Allerhöchste Verordnung über die gröszeren Truppenübungen 1861 og 1870 (BerUn 1872) Eckardt, W.: Beewajfnungsfragen aus den Kämpfen um die Düppler Schanzen 1864, i Zeitschrift ß r Heeres und Uniformenkunde (Berlin 1939) En Generalstabsofficer i 1864. Breve fra Major Ernst Schau til hans Hustru, u. red. af Jul. Clausen og P.Fr. Rist (Kbh. 1925) Exerceerreglement for Det Kgl. Danske og Norske Infanterie, 1787, 1801, 1803, 1846, 1852 og 1863 (i KGB reglementssamling) Generalstaben: Den dansk-tydske Krig, bd. /-/// (Kbh. 1891-1894) Hedegaard, E.O.A.: Affæren ved Lundby, i Infanteri Nyt (1966) Hedegaard, E.O.A.: Hofmarskal under tvende konger. Carl Ludvig Løvenskiold 1822-1898 (Kbh. 1977) Holbøll, H.: En Brigadeadjudants Erindringer (Kbh. 1911) Jensen, N.P.: Infanteritaktikkens Udvikling fra Frederik II til Nutiden (Kbh. 1882) Johansen, Jens: 4. Division i Nordjylland (Kbh. 1936) Johansen, Jens: Dybbøl 1864 (Kbh. 1938) Johansen, Jens, og Johan Nordentoft: Hæren ved Dannevirke 1864 (Kbh. 1938) Plöennies, W. von: Das ZUndnadelgewehr (Darmstadt 1865) Reglement vor die Königliche Preuszische Infanterie 1750 (BerUn 1750) Statistiske Meddelelser angaaende den danske Krigsmagt, bd. /-// (Generalstaben 1867) Tøjhusmuseets Bog om Treårskrigen 1848-1850, bd. I (Kbh. 1948) Tøjhusmuseets Bog om 1864 (Kbh. 1964)