Log ind

Omkring Dannevirke

#

De fortsatte Udgravninger, ny Literatur og gentagne Besøg paa Danevirke giver mig Anledning til atter at frem kom ­ me med nogle Ord om dette Emne, som skulde antages at have nogen Interesse for danske Officerer, blandt hvilke dog m aaske kun forholdsvis faa h ar besøgt dette sjældne, m ere end tusindaarige Værk i en Egn, hvor vel flere historiske og krigerske Begivenheder er foregaaet end i nogen anden nordisk Egn. De hvert E fteraar fortsatte Udgravninger i Danevirke sker fortrinsvis indenfor Halvkredsvolden, antagelig i Erkendelse af det gamle Hedebys Betydning i kulturel Henseende og for Danevirkesystemet. Byen, der paa gam meldansk kaldtes Hithabu eller Sliesthorp, paa sachisk eller frisisk Sliaswick, antages at være grundlagt omkring Aar 800 og menes, efter en blomstrende Udvikling som en af Nordens betydeligste Handclsstæder, uden at Aarsagen dertil bestemt kan paavises, at være overflyttet til det nuværende Slesvig Altstadts Plads, Nord for Slien, omkring Aar 1100, idet de i Slesvigs Undergrund fundne Genstande ikke kan dateres væsentlig før dette Tidspunkt.

Skærmbillede 2020-08-05 kl. 11.56.09.png

Byen h ar været hærget af Ildebrand, maaske ved den norske Vikingekonge, H arald H aarderaades, Plyndringstog omkring Aar 1050. Beliggenheden Nord for Slien kan have givet bedre Tilsejlingsforhold, ligesom den her h ar være bedre dækket mod Syd fra Landsiden end ved Haddeby Nor. Hosstaaende Billede viser den i forrige E fteraar afdækkede Del af Hedeby langs Bækken, der fra Oldtiden h ar løbet tværs igennem Byen fra Vest til Øst med Udløb i Noret, og hvis Leje stadig kan følges. Udgravningen viser, som tidligere konstateret, at Størsteparten af Husene er ganske smaa, nærm est Hytter, et P ar Meter i Kvadrat med den stensatte Arne i det ene H jørne og med mange træ indfattede Brønde imellem Husene. Der er dog ogsaa konstateret enkelte større Huse eller Haller med Arnen i Midten. Nogle at Husene er bygget af sam m enføjede Planker efter samme Princip som de nordiske stavbyggede Huse og Stavkirker og antages derfor at være af nordisk Oprindelse. Andre er bygget med dobbelte Vægge med mellemliggende Jordfyld, den ene Va;g af Fletværk og den anden af Planker. Disse Huse regnes for at være af frisisk-nedersachisk eller af saakaldt vestgermansk Type. Den tyske Lærde, Dr. H erbert Jankuhn, der leder Udgravningerne h ar for et Aarstid siden udsendt en interessant Bog med gode Illustrationer, »Haithabu, cine germanische Stadt der Friihzeit«, der, som Titlen antyder, gaar ud paa at frem ­ hæve Hedebys germanske Præg, hvorved dog skal bemærkes, al de fleste tyske Historikere benævner alt, hvad der stam ­ m er fra de nordiske Lande, som »nordgermansk«. Dr. Jankuhn erkender, at det først var ved Sachserkongen Henrik I, Fuglefængers, Erobringstog i 934, at et saclisisk Element blev tilført Hedeby (der i de um iddelbart forudgaaende 40 Aar var i de svenske Vikingers Besiddelse), og at det tyske Herredømme i Slesvig efter Otto II's niaarige Regimente ophørte med hans Nederlag i 983, samt at det danske Krav paa Slesvig blev officielt anerkendt af Kejser Konrad II i 4025. Hedeby h ar været en internationalt præget Handelsplads paa Grænsen mellem dansk og sachsisk, men i dansk Besiddelse undtagen fra 894 til 983. Hvad angaar »Kograven«, som de fleste tyske Forskere anser for Kong Godfreds Værk, saa gaar de tyske arkæologiske Undersøgelser ud paa, at Værket sandsynligvis oprindeligt h ar bcstaaet i en Plankcvæg af et P ar Meters Højde med en bagved liggende Jordopfyldning af c. 60 cm Højde. C. 3 Meter foran Plankevæggen h ar ligget en Spidsgrav, som Dr. Jankuhn konstaterer ikke kan have været vandfyldt i Betragtning af Undergrundens sandede Beskaffenhed. Skulde dette »Plankeværk« virkelig v;ere et Led af den »Vold«, som Kong Godfred ifølge Kronisten Einhard lod anlægge »fra Østersalt til Vesterhav« til Sikring af Rigets Grænse mod Sachserne? Hertil kommer, som tidligere hævdet, at man næppe paa det Tidspunkt havde Evne eller Sans for at anlægge et Værk af c. 7 km Længde med nøjagtig snorlige Retning. Danevirkcs øvrige Volde tyder ikke derpaa. Fra tysk Side anser m an ellers netop Værkets prim itive K arakter som Bevis for dets Æ lde. Af Interesse er en i E fteraaret 1936 foretagen Gennemgravning af Danevirkcs Hovedvold tæt Vest for Rødekro, som gav et ret overraskende Resultat, idet den viste adskilligt flere Byggeperioder, end m an hidtil h ar regnet med. Paa hosstaaende Billede, der desværre giver et ufuldstændigt Indtryk af Gennemskæringen, ses længst til venstre (mod Syd) en Rest af V aldem ar den Stores, oprindelig mægtige. Teglstensm ur fra sidste Halvdel af 1100erne. Derefter

Skærmbillede 2020-08-05 kl. 11.56.39.png

ses Rester af Kampestensmuren, der ogsaa havde betydelige Dimensioner, og som hidtil h ar været anset for Dronning Thyres Værk fra om kring Aar 940. Man h ar nu opkastet Tvivl om, at Kampestensmure var »opfundet« paa det Tidspunkt, fordi de ikke er anvendt i den senere udførte Halvkredsvold. Denne Slutning turde dog m aaske være for letkøbt. Længst til højre, delvis udenfor Billedet, kom m er de ældre Jordvolde, hvoraf m an m ener at kunne paavise 4 Byggeperioder, af hvilke de tre ældste forrest har haft en fælles Plankevæg, medens den fjerde er rykket noget frem , alle med en foranværende Grav. Det er naturligt, at de forskellige Slægtled efterhaanden h ar forstærket og udvidet Værket. Disse Volde skulde da repræ sentere Kong Godfreds efterhaanden forstærkede Vold, hvis m an ikke hylder Teorien om, at Kograven er Godfreds Vold. Forbindelsesvolden mellem Halvkredsvolden og den udtørrede Danevirke Sø m ener ogsaa Dr. Jankuhn sandsynligst er den handlekraftige H arald Blaatands Værk, efter at Svenskerne, der m aaske h ar gjort Begyndelsen til Volden, var forjaget. Volden kan yderligere være forstærket efter Otto II’s Nederlag i 983 i H arald Blaatands sidste Leveaar, m aaske af Sven Tveskæg, der jo ifølge »Danevirkstenen«s Buner var virksom ved Hedebys Erobring, hvor hans Høvedsmand, Skartha, faldt og fik sit Hædersminde. Sandsynligt er det vel, at efterfølgende Slægter ogsaa h ar forstærket denne svære Vold, hvilket kan have givet Anledning til den tvivlsomme Benævnelse »Margrethevolden« efter en af de to Dronninger M argrethe med Tilnavnene »Fredkulla« eller »Sprænghest«. — Omtrent samtidig med Dr. Jankuhns Bog udkom en anden Bog af en tysk Forfatter, der ogsaa behandler Danevirkeproblem et og h ar vakt en vis Opmærksomhed, der bl. a. skyldes Bogens Titel: »Fiefeldor, W ieglesdor, Haithabu«. Forfat-

Skærmbillede 2020-08-05 kl. 11.57.04.png​​​​​​​

teren er en Overlærer Hoff, der h ar skrevet en Del om slesvigholstenske Emner. Ved H jælp af en meget livlig Fantasi og ved Anvendelse af en Mængde Kilder, der fortolkes saaledes, som det passer for det tilsigtede Form aal, n aar Forfatteren til de mest' forbausende Resultater. Benævnelsen »Fiefeldor« forekom m er i det angelsaksiske »Vidsithkvad«, der fortæ ller om Offas Kamp med »Myrgingerne« ved »Fiefeldor«, det samme Sagn, hvori Saxo beretter om den blinde Anglerkonge Vermunds Søn, »Uffe hin spage«, der i Tvekamp fæ lder de saksiske Kongesønner paa en 0 i Ejderen — hidtil anset som Ej derøen ved Rendsborg — og derved bevarer Riget for sit Folk.

Hos H. E. Hoff henlægges Uffes Kamp til Stapelholm, der gøres til en 0 i Ejderen, idet en Flodarm Øst om Flækken Norderstapel skal have forbundet E jderen med Trenen, der jo atter forener sig ved Frederiksstad. Denne Flodarm s Udløb i Trenen skulde være »Fiefeldor«, Havporten. Uffes Modstandere v ar ikke Saksere, hævder Hoff, m en Svavere, Folket, der boede Vest for Trenen, og deres Repræsentanter kom fra Svavsted (Schwabstedt) og drog til Fiefeldor, hvor altsaa Kampen stod. Her placeres ogsaa »Wieglesdor«. Denne Benævnelse forekom m er i den tyske Historieskriver, Biskop Thietm ar af Merseburgs Beretning om Kejser Otto ITs Krigstog mod H arald Blaatand Aar 974, hvorom det berettes, at Kejseren kom til »den Grav, som D anerne havde gjort til Fædrelandets Forsvar og den Port, som kaldes Wieglesdor«. Denne Port har alm indeligt været anset som »den eneste Port, hvorigennem Vogne og Ryttere kunde færdes« som det hedder hos Einhard, hvis af alle anerkendte Beretning er den eneste, der findes om Kong Godfreds Vold. »Wieglesdor«, senere kaldet »Kalegat«, antages derfor at have ligget der, hvor den ældgamle Hærvej passerer »Danevirke«, ved Rødekro, eller, af Tilhængerne af Teorien om, at Kograven er Godfreds Vold, hvor denne skæres af H ærvejen eller Oksevejen, c. 2 km Syd for Rødekro. H. E. Hoffs Teori om, at »Wieglesdor« h ar ligget paa Stapelholm h ar som Kilde for en væsentlig Del den islandske »Heimskringla Saga«s taagede Beretning om Håkon Jarls Deltagelse i Forsvaret af Danevirke mod Kejser Otto. Den støtter sig forøvrigt paa, at Forf. m ener at have konstateret en Vold c. 1 km Øst for Norderstapel, som skal være Volden, hvori W ieglesdor havde sin Plads paa den sydlige Side af den formodede Flodarm , som Forf. hævder den Gang var tysk Grund, medens en saakaldet »Danskcrvold« skal have ligget paa den nordlige, slesvigske Side af Floden. Hvorledes Forf., der henholder sig til Thietm ar, kan forene dennes ovenciterede Ord om »den Grav, som Danerne havde gjort til Fædrelandets Forsvar og den Port, som kaldes Wieglesdor« med at W ieglesdor var Porten i en tysk Forsvarsvold paa tysk Grund synes uforstaaeligt. Her ved Fiefeldor, der i de islandske Sagaer kaldes »Ægisdor« efter Havguden Æ gir, skulde der va>rc udkæm pet et stort Søslag mellem K ejser Ottos Flaade og Kong Haraids og Håkon Jarls Flaader. Hvorledes Flaaderne er kommet hertil er et Spørgsmaal for sig. Her skulde altsaa ogsaa Uffes Kamp med Svaverne vaæc foregaaet, medens den blinde Kong Vermund ved den nordlige Bred af Fiefeldor afventede Kampens Udfald og hørte »Skræp« synge. Under et Besøg ved Danevirke fik jeg Lyst til at se Skuepladsen for de bem ærkelsesva'rdige Begivenheder, der m enes foregaaet her, og tog Butebilen, der h ar afløst Kredshanen mellem Slesvig og Fredcriksstad. Jeg fandt et Engdrag i Fortsættelse af Engene om Trenen, der kan have været og sandsynligvis h ar været oversvømmet, som store Dele af det vestlige Sønderjylland i Fortiden h ar været det. Om der h ar været sejlbart Løb netop her, er inaaske et andet Spørgsmaal, der nok kunde trænge til næ rmere Undersøgelse. 

Den Vold, som skal have været den »tyske Forsvarsvold« med W ieglesdor, er antagelig en af de Jordvolde med kraftige levende Hegn, hvoraf der findes saa mange som Markskel her ligesom overalt i Sønderjylland og Holsten. Den følger, ligesom den tænkte »Danskervold«, den mulige Geestrand og kan have tjent til Sikring af denne mod Oversvømmelser. — Blandt andre Udslag af denne Forfatters Fantasi skal nævnes, at Danskerne overhovedet ikke skal have haft med Danevirkes Opførelse at gøre. Ikke desto m indre erkendes, m æ rkeligt nok, Dronning Thyres Andel deri. Medens det svenske Herredøm m e i Sønderjylland efter alm indelig historisk Opfattelse varede i c. 40 Aar, nemlig fra c. 892 (da den danske Vikingehær var paa Krigstogt i Flandern, hvor den efter sejrrig Frem trængcn led sit Nederlag ved Dylefloden, næ r ved det nuværende Louvain) indtil Henrik Fuglefængers Sejr over Kong Gnupa c. 934, saa hævder H. E. Hoff, at Svenskervældet h ar varet i m indst 400 Aar. Det skal være indledet med Braavallaslaget, et Slag, der efter Sagnet, belv udkæm pet mellem de nordiske Konger H arald Hildetand og Sigurd Ring, som det h ar været antaget, paa Braavalla Hede i det sydlige Sverige. E fter Hoffs Mening stod Slaget ved Landsbyen Bro paa Als, hvor der er paavist en Byvold fra Vikingetiden, Brovold (sml. B raavalla), og var et Opgør mellem Nord- og Sydgermaner. Sejrherren, Svenskerkongen Sigurd Ring, skal have bosat sig i Højborgen, Nord for Hedeby. Han gav den overvundne, »Longobarderkongen Frotho«, en prægtig Begravelse i det ved Nydam i Sundeved fundne Vikingeskib, der, rekonstrueret, staar i Museet i Kicl og vidner om Sigurd Rings Sejr i Braavallaslaget! Danmark og Danerne h ar faaet deres Navn fra »Duna«, det gamle Navn paa Nordej deren, nu Trenen, m ener Hr. Hoff, og Vikingerne h ar deres Navn efter »Sliaswick«, det saksiske Navn paa Hedeby!

Den nævnte Bog har, saa vidt vides, ikke fundet Anerkendelse fra tysk videnskabelig Side, hvorimod den delvis skal have faaet rosende Omtale i Pressen, antagelig af nationale Grunde. Dr. Jankuhn gaar den i sin fornævnte Bog afgjort imod, om ikke direkte saa dog indirekte. Han anser det bl. a. for givet, at Kejser Otto ved sine Hærtog mod D anm ark h ar fulgt den gamle Hærvej, Vest om Slesvig.

Jeg h ar om talt de to Bøger nærm ere, fordi de repræ senterer to Retninger indenfor tysk Stilling til Dancvirkeproblemet: Den grundige, videnskabeligt, om end nationalt prægede Forskning og Bestræbelserne for ved alle Midler at reducere dansk H jem stavnsret i D anevirkeom raadet, der netop paa Grund af selve Værket, som det ligger der, skulde synes saa klar. N aar Anskuelserne om Dancvirkes Grundlæggelse og Udvikling stadig paa flere P unkter er modstridende, er det for saa vidt naturligt, som der for lange Perioder af dets tusindaarige Eksistens savnes historiske Oplysninger. Valdem arsm uren og de forudgaaendc Dele af Hoved volden udgør dog et fast Holdepunkt, der altid vil karakterisere Danevirke som et dansk Værk af sjælden historisk og national Værdi.

Erh. Mørch.