Den svenske historiker Carl-Axel Gemzells doktordisputats om forspillet til den 9. april 1910 har vakt stor opmærksomhed og er blevet genstand for liv lig debat i dagspressen og tidsskrifter. Nærværende anmeldelse af kommandør J. Westrup gengives — med tilladelse - efter T idsskrift for Søvæsen, februar 1965, med enkelte ændringer og tilføjelser af forfatteren.
E t nyt og vægtigt bidrag til belysning af den tidligste forhistorie til »Weseriibung« er kommet med udsendelsen på Glernps forlag i Lund af den doktordisputats (390 sider, kr. 45 sv.), som den svenske Historiker Carl-Axel Gemzell har skrevet under titlen »Raeder, H itler und Skandinavien* med undertitlen »Der Kam pf fur einen maritimen Operationsplan«.
Dette er en bog, som man som ikke-historiker nærmer sig med dyb ærbødighed for historien som videnskab, ikke for den form for videnskab, der drejer sig om en sammenfattende fremstilling af en hel epoke eller et større problem, men for den form for historieskrivning, hvor en enkelt hovedtese skal bevises på grundlag af et indgående kildekritisk studium af alt foreliggende materiale. Det kan straks afsløres, at bogens hovedmål er at bevise, at Storadmiral Raeder ikke talte sandt, da han under Niimberg-processen hævdede, at han ikke havde beskæftiget sig med forberedelse til angrebskrig - hvad der var gjort til en forbrydelse — at han ikke før krigen havde beskæftiget sig med en besættelse af Norge, og at han først som et modtræk mod konkrete engelske angrebsplaner havde taget initiativet til Norgesfelttoget. A t dette i det store og hele lykkes for Gemzell kan næppe forbavse, og det kan vel næppe heller forarge, at Raeder ildse talte sandt på anklagebænken for en krigsforbrydelse, en anklage, hvis teoretiske grundlag er omtvisteligt. Mindst overbevisende virker Gemzell vel med hensyn til det andet punkt, Raeders tidlige planer om et Norgesfclttog, som vi senere skal se. Men er bogen speciel i sit mål, er den vidtfavnende i sit indhold, idet Gemzell for at bevise denne sin hovedtese gennemgår hele den tyske marines strategiske og militærpolitiske historie, dens genopbygning fra det første panserskib »Deutschland« over den endelige Z-pIan fra januar 1939 til det store ubådsprogram fra krigens tid, marinens forhold til udenrigspolitikken og dermed til krigspolitikken og dens forhold til de to andre værn. A lt dette er set i relation til Raeder, alt sættes ind på at belyse hvem, der har haft indflydelse på ham, og hvem og hvad han har haft indflydelse på, og problemerne gennemgås lige fra 1. verdenskrig til efteråret 1939. Men afsløringen af hovedformålet bør ikke afholde historisk interesserede fra at læse bogen, og dette kan også gøres med udbytte ikke blot ved et grundigt studium af hele bogen, men også ved en mere flygtig gennemgang, hvor man kun nøjere fordyber sig i de punkter, der særligt måtte interessere. Meget er naturligvis kendt stof, men meget nyt stof er fremdraget. Det er en lærd bog, og det er en tung bog - det sidste er den for gennemsnitsdanskeren alene af den grund, at den er skrevet på tysk, og på et tysk som en videnskabsmand skriver det. Den har en doktordisputats hele opbygning og systematik, teser opstilles og bevises eller afbevises gennem en række citater, der igen gennem et omfattende fodnoteapparat sammenlignes og jævnføres med andre citater eller tekster. Dette stiller ikke alene krav til læsernes tålmodighed, men også til hans direkte fingerfærdighed, idet en enkelt henvisning kan kræve, at han har fingrene inde på fem forskellige steder på en gang for ret at kunne sammenholde teksterne. V i står her over for en professionel historiker, der helt uengageret tager stilling, ikke alene til et strategisk m ilitærpolitisk spørgsmål, men også til spørgsmålet om en mands skyld, ja en nations skyld og dermed om en doms retfærdighed. I dette spørgsmål har tyske og allierede historikere selvsagt været delt i to lejre, men selv fra norsk og dansk side har der hævet sig røster for og imod, og man kan ikke undlade at tænke på det held, det var, at Sverige var neutral, således at der fra den lærde kreds af lundensiske historikere om et omstridt politisk spørgsmål kunne udgå et værk, der fremlægger et omfattende materiale på en sådan måde, at læserne selv kan tage stilling til det og bedømme, i hvilket omfang det skønnes at have bevist de opstillede teorier. Men alene for dette materiales skyld er bogen værd at læse for enhver, som interesserer sig for at forstå søstrategi.
Det spændende ved bogen er vel dette, at Gemzell har haft - og benyttet - den for en historiker enestående chance på samme tid at have til sin rådighed det samtidige kildemateriale, særlig den tyske marines hele arkiv, som det blev beslaglagt af englænderne i omtrent intakt stand, ialt 60.000 aktbundter, memoranda, skrivelser, mødereferater, søkrigsledelsens dagbog, hele søkrigsspil o. s. v., dernæst det eftertidige materiale, memoirer, beretninger, fremstillinger og andre historikeres værker, og endelig de officerer og embedsmænd, som har været direkte impliceret i begivenhederne eller endog været forfatter til nogle af de benyttede dokumenter, og gennem sin korrespondance og interviews med disse personer har Gemzell haft lejlighed til at få fortolket og belyst det indsamlede materiale, og denne for samtidshistorikeren enestående tidlige adgang til et lands officielle og hemmelige arkiver gælder ikke alene Niirnbergdokumenterne, men en række beslaglagte dokumenter, som ikke var ordnet, eller som man ikke har set betydningen af så tidligt som under Niirnbergprocessen, og som nu er tilgængelige, eller har været det specielt for Gemzell. Et par eksempler på, hvorledes man andre steder ser på spørgsmålet om adgang til egne materialer eller offentliggørelse af dem, kan udledes af Gemzells bog. I betragtning af vort nuværende kendskab til Churcliills plan fra september 1939 om et indbrud i Østersøen i 1940 og i anledning af Raeders påstand om, at hans Norgesinitiativ over for H itler den 10. oktober 1939 skyldtes kendskab til engelske offensivplaner mod Norge, måtte det for Gemzell være af vigtighed at undersøge den tyske Søkrigsledelses krigsdagbog, afdeling D, der indeholder rapporter fra efterretningstjenesten, og dette måtte vel også være af interesse for England. Denne afdeling nægtede det engelske Adm iralitet im idlertid Gemzell adgang til under henvisning til, at den kunne indeholde meddelelser om hemmelige anlæg. Forbudet kunne altså kun tjene til at skjule noget, som tyskerne havde vidst om engelske anlæg - og vel stadig ved. Forbudet var så meget uforståeligere som krigsdagbogens afdeling A netop indeholdt uddrag fra de andre afdelinger, men for en kildekritiker som Gemzell måtte det være af betydning at gå til det primære materiale. På grundlag af andre primære kilder fastslår Gemzell im idlertid, at Raeder ikke havde noget kendskab til faktiske engelske planer om landgang i Norge forud for hans initiativ angående Norge i september og oktober 1939, men at dette var baseret på hans egen søstrategiske opfattelse.
E t andet eksempel gælder svenske forhold. Nærværende anmelder havde af interesse for tyske henstillinger til Danmark om minespærringer i Storebælt søgt at finde hvilke kilder, der var offentliggjort vedrørende tilsvarende tyske krav til Sverige angående Sundet i efteråret 1939. I det kgl. svenske udenrigsdepartements publikation »Forespelet till det tyska angreppet på Danmark och Norge den 9. april 1940« fandtes intet, og en forespørgsel til den militærhistoriske afdeling ved Kungl. Militarhogskolan i Stockholm gav kun det svar, at der ikke fandtes tilgængelige kilder angående dette forhold, som her i landet er fuldt ud belyst. Det viste sig im idlertid, at Gemzell havde en ret indgående redegørelse — for såvidt angår den tyske henvendelse til Sverige - både for forholdene ved Falsterbo Rev og ved Kogrundsrenden, og dette er ikke en afsløring af hemmelige svenske akter, men Gemzell har fremstillingen fra den tyske søkrigsledelsen krigsdagbog, altså et primært materiale. Oplysningerne findes hos Gemzell i note 50 på side 251, ét af de mange tilfælde, hvor man finder interessante oplysninger i noterne.
Det er et så betydeligt antal mennesker, som Gemzell har fået assistance fra, at værket også synes at måtte være en organisatorisk bedrift, og man kan ynke de mænd, der alene har måttet kæmpe med et så stort stof.
Op imod 20 har assisteret alene med oversættelse, korrektur o. lign., på et enkelt tillæg om civil og m ilitær forvaltning i Tyskland har endog en tysk general og en generalleutnant læst korrektur, den ene den kendte Walter Warlimont, som var souschef hos General Jodl, og som var den, der efter ordre foretog den rettelse i planerne, der bevirkede, at tyskerne ikke nøjedes med krav om baser i Nordjylland, men inddrog hele Danmark i »Weserübung«. A f de mange - op imod 30 - som iøvrigt har ydet assistance må vel særlig fremhæves kendte officerer af admiralsklassen som Boehm, der var øverstbefalende søofficer i Norge april 1940, Dønitz, søkrigshistorikerne Kurt Assmann og Otto Groos, Schulte Mönting, der i en årrække var chef for Raeders personlige stab og var den, der gav Konmmandør Forshell en vis forhåndsorientering om tyske planer, den tidligere C O M N A V B A L T A P , Gerhard Wagner, der selv har udgivet en fremstilling af Norgesfelttoget, og som var første admiralstabsofficer i efteråret 1939, og naturligvis hans efterfølger Edward Wegener, der er en søn af Adm iral Wolfgang Wegener, forfatteren til »Die Seestrategie des Weltkrieges«, den bog der - efter Gemzells mening - danner det teoretiske grundlag for den tyske marines, og det v il igen sige Raeders, offensive planer om handelskrig på Englands tilførselsveje enten baseret på franske atlanthavne eUer på norske baser i modsætning til T irp itz teori om et afgørende slag i Nordsøen. Gemzells vej til sit bevis om Raeders offensive planer går netop over hans påvisning af Wegeners indflydelse på Raeder, og Wegener, den offensive revanchist, bliver således en hovedperson i bogen. Men har Gemzell haft samsidshistorikerens fordel af på én gang at have de forskellige grupper kildestof, det samtidige, det eftertidige og de im plicerede personer, har han også haft denne historikers tunge byrde, dette materiales uhyre omfang. E n stor del af bogen er da også viet til en redegørelse for selv materialet, dets mængde, dets systematisering, dets tilgængelighed og ikke mindst dets troværdighed, og arbejdet kan synes at have været næsten uoverkommeligt for en enkelt mand, selv med assistancen taget i betragtning. Det er klart, at anvendelsen af dette uhyre materiale ikke er blevet mindre byrdefuldt derved, at dets ofte politisk polemiske karakter i en strid om skylden for Norgesfelttoget, i striden mellem de tre værn i Tyskland, i striden om overledelsen og i uenigheden inden for marinen har stiUet det største krav til forfatterens kildekritiske evner. Men her føler man sig sikker på Gemzells trofasthed mod historikerens pligt til den mest nøjeregnende k ildekritik som middel mod historiens politisering. Man har indtrykket af, at hvert citat er vendt og drejet, vejet i forhold til andre og belyst i den aktuelle situation, hvori det er affattet. A t Gemzell mener, at de samtidige k ilder af andre historikere ikke har fået tilstrækkelig vægt, kan ikke undre. Som et eksempel på sådant samtidigt meget tidligt kildemateriale kan nævnes et krigsspil fra 1932, der som udgangspunkt har en krig mellem Tyskland og Polen med krigsudbrud 3. september 1938!
Det interessanteste kildekritiske afsnit af bogen er dog sammenstillingen af de mange fra Raeder selv stammende fremstillinger om Skandinavien, nemlig hans optegnelser fra konferencer med H itler og disses gengivelse i Søkrigsledelsens krigsdagbog samt Raeders senere fremstillinger, først en oversigt fra sejrens dage i april 1940, dernæst en redegørelse beregnet for tyske officerer fra september samme år og videre Raeders beretning fra 1944, da han som afskediget chef for Marinen kan imødese en hård kritik for sin delagtighed i en tabt krig og nu ser tilbage på tabet af en stor del af de tyske overfladeskibe for at vinde de baser ved Atlanterhavet, som Hæren vandt i Frankrig kort tid efter Norgesfelttoget. Dernæst har vi den beretning, som Raeder skrev i fangenskab hos russerne, af hvem han intet frygtede, da han havde været mod Ruslandsfelttoget, og af hvem han blev behandlet som en gæst, »sowohl russisclier Kaviar wie Champagne kamen in seiner Kost vor«. Her udtaler Raeder sig mere frit om sine offensive planer for handelskrig vestpå, det kunne jo kun falde i tråd med hans uvilje mod Ruslandsfelttoget og hans ønske om samarbejde med Rusland for at lægge tryk på Norge for at opnå baser der. Endelig er der Niirnbergfremstillingen, der hygger på 1944-fremstillingens understregning af planernes defensive karakter. Disse forskellige fremstillinger fra Raeders side i såvidt forskellige situationer og udfra forskellige forudsætninger må blive et let bytte for den skarpe kildekritiker Gemzell, der da også dissekerer og bruger operationskniven med hård hånd. Selve fremstillingen er som nævnt bygget op som en fremstilling af den tyske flådes strategiske planlægning og dertil knyttede byggeprogrammer fra første til ind i anden verdenskrig, og med logisk stringens slutter fremstillingen på den dag, den 14. dec. 1939, da H itler efter mødet med Quisling giver ordre til oprettelse af en planlægningsstab for et Norgesfelttog. Om denne dag, som naturligvis er afgørende for Norge, siger Gemzell:
»Men beslutningen af 14. dec. 1939 betød, at det endelig var lykkedes Storadmiralen efter en sej og med stor energi og konsekvens ført kamp at finde gehør hos den afgørende instans, d. v. s. H itler, for de planer mod Norge, der så længe havde behersket planlægningen i den tyske marine.« Dette synes en meget drastisk formulering i betragtning af, at den indledende sagsbehandling i stabene først er foregået i løbet af de første 8 dage af oktober, fra det øjeblik da Raeder den 2. okt. vælger alternativet »Belejring af England« - som det Marinen må foretrække af de tre af Keitel opstillede muligheder for krigsførelsen - indtil Storadmiralen den 10. okt. over for H itler fremsætter sit første spage forslag angående Norge, idet han anbefaler opnåelse af støttepunkter - kun Trondhjem nævnes - ved hjælp af russisk tryk, et forslag, som H itler dog afviser, idet han ønsker norsk neutralitet. Disse 10 dage, i hvilke Raeder bestemmer sig for Norge, er noget centralt for Gemzell, der ønsker at udforske Raeders motiv for valget af Norge. Som den kildekritiker Gemzell er, har han lettest ved at fastslå, hvilke fremstillinger af Raeders motiver, der ikke kan akeepteres, nemlig alle de eftertidige, både Raeders ovenfor omtalte egne beretninger, men også de fremstillinger, som bygger på disse og særligt på 1944-fremstiRingen, og her må både tyske, norske og danske forfattere holde for. Vanskeligere synes det at være, når Gemzell på grundlag af det samtidige materiale virkelig skal finde ind til Raeders motiv, hvilket bl. a. v il sige, om dette var offensivt eller defensivt. I disse hektiske 10 dage efter Polenfelttoget foregår der efter Gemzell to sideløbende undersøgelser angående den fortsatte krigsførelse på grundlag af Raeders ønske om støttepunkter for en belejring af England enten i Bretagne eller Norge. Der er først Søkrigsledelsens egen interne behandling af Raeders meget konkrete spørgsmål, stillet staben den 3. okt. specielt angående Norge: Hvilke støttepunkter, muligheder for »kampflos« erhvervelse, forsvarsmuligheder og logistic samt endelig det ofte citerede: »hvilke afgørende fordele for Søkrigsledelsen v il erhvervelsen af et støttepunkt i NordDanmark, f. eks. Skagen have«. Stabens svar viser en meget skeptisk indstilling over for mulighederne, selv om betydningen for undervandsbådene af Trondhjem understreges. Betegnende for den hurtige sagsbehandling er, at Donitz’ udtalelse ikke når frem før mødet med H itler den 10. okt. Der foreligger intet om stabens svar angående Danmark.
På denne baggrund fastslår Gemzell, at Raeder ikke lod sig råde fra planen, uden at denne konklusion sandsynliggøres på baggrund af stabens afvisning af den. Den anden undersøgelse er den konference, som Raeders stabschef, Schniewind, har den 4. okt. (Hubatsch og andre dog 5. okt.) med Hærens stabschef, Halder, om Hærens muligheder for at skaffe Marinen støttepunkter ved Atlanten. Gemzell bringer hele mødereferatet, og det fremgår heraf, at Hæren er afvisende over for begge alternativer, hvilket forfatteren også konstaterer, men han konkluderer derefter ret pludseligt, at Marinechefen besluttede sig alligevel til at »fastholde« Norgesalternativet, uden at der foreligger anden begrundelse end et senere stabsnotat af 15. okt., hvoraf det fremgår, at Raeder angående Norgesfeltttoget
»betrachtet Verfolg weiter als Mög lichke it Ablenkung von Holland/Belgienunternehmung. Ha ider hält Sache für äusserst schwierig. Jod l aber für leicht durchfürbar«.
De nærmere forhandlinger med Jodl (Værnemagtens overkommando) kendes ikke. V i har altså en væmsclief, der først går imod sin egen stabs synspunkt og derefter mod Hærens, uden at der er en forklaring på en sådan særegen sagsbehandling i et vigtigt spørgsmål om krigsførelsen. Bemærkningen om muligheden for bortledning fra Holland/Belgienforetagendet fortolker Gemzell derhen, at Raeders motiv for valget af Norge var, at han ville aflede Hitlers interesse for vestoffensiven, som var den første af de tre muligheder, som Kc ite l havde nævnt for krigsførelsen. Gemzell kalder det direkte for et modforslag til vestoffensiven. Lad os akceptere denne fortolkning, selv om »Ablenkung« også kan betyde »diversion«, således at Norgesfelttoget også dengang kunne tænkes at skulle foregå i tilslutning til en vestoffensiv og ikke i stedet for en sådan, og selv om man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem Holland/B elgien og en vestoffensiv, særligt med henvisning til den tidligere af Gemzell givne redegørelse for Luftvåbnets krav om isoleret besættelse af Holland/Belgien af hensyn til den offensive og defensive luftkrigsførelse mod England. Men har Raeder ønsket et modforslag til vestoffensiven, skylder Gemzell os at forklare, hvorfor Raeder er imod en vestoffensiv, når Hæren i lige grad er mod denne og mod Norgesalternativet. Blandt det interessante materiale, som Gemzell har fundet frem, er også en række krigsspil, og af det sidste store spil inden krigen — sluttet
marts 1939 — fremgår det, at man indgående har behandlet de to muligheder for at få baser på Atlantkysten, og efter indgående overvejelser vælger Søkrigsledelsen netop vejen mod vest frem for vejen mod nord, fordi Brest ligger nærmest ved de engelske tilførselsveje, der går mod SW. På hosstående plan. som har været anvendt under det store krigss pil 1938-39, ser man de to tyske udfaldsmuligheder angivet dels ved pilen gennem dansk farvand, over Norge og norden om de britiske øer og dels ved pilen gennem Nordfrankrig til Brest. Planen illustrerer klart, at Norge ikke alene ikke har den rette flankerende virkning på tilførselsvejene til England, men de tre pile fra farvandet nord for Skotland viser den britiske flådes gode muligheder for flankeangreb på denne udfaldsvej. På den sydlige angrebsvej må de britiske flankeangreb sættes ind over det af Hæren besatte Nordfrankrig og når dette område har tilstrækkelig dybde, skuUe disse forbindelser være sikrede, samtidigt med at besættelsen af Nordfrankrig skyder en kile ind mellem Frankrig og England og giver Luftvåbnet gode baser for angreb mod Sydengland. På grundlag af disse argumenter og med henvisning til de dårlige samfærdselsforhold i Norge udtaler Raeder under krigsspillet i sin afsluttende konklusion: »Jeg tror derfor at kunne sige, at et støttepunkt i Norge ikke byder krydserkrigsførelsen den ønskede handlefrihed, selvom der skulle være mulighed for ved en værnemagtsoperation at sætte sig i besiddelse deraf.« Dette sidste spørgsmål, den militære gennemførlighed, beskæftiger krigsspillet sig ikke med. V i står altså stadig overfor det uløste spørgsmål om, hvorfor Raeder i sept. 1939 valgte Norge, når Marinens grundige undersøgelse dels i dette krigsspil i begyndelsen af 1939 og dels i planlægningsudvalget i 1938 havde valgt det andet af Wegeners alternativer, Brest. Men hvorfor forlader Raeder dette synspunkt et halvt år efter og vælger Norge? Her som så ofte munder forfatteren ud i en almindelig henvisning til Wegener og hans Atlandstrategi, og specielt til hans Norgesplan, og dette virker ikke overbevisende. Den opmærksomme skandinaviske læser v il - så vidt man kan se i modsætning til den svenske historiker — bemærke den interessante kendsgerning, at Sverige på planen fra krigsspillet er markeret som et tysk besat land, hvad Danmark ikke er.
For Wegener var Sverige virkelig neutral, medens Danmark og Norge på Wegeners tilsvarende kort er skraveret anderledes end Sverige og betegnet som »stater, der har stået i politisk eller geografisk-strategisk afhængighed af Ententen«. A t Raeder op til den 10. okt. har ført en konsekvent kamp, energisk og sej, ud fra en gammel linie i tysk planlægning, har Gemzell således ikke bevist, tværtimod, udfra det forelagte materiale er det naturligere at slutte, at Raeders forslag af 10. okt., der kommer som en slutbemærkning på et foredrag om undervandsbådskrigens intensivering, netop er blevet så spagfærdigt, fordi det har mødt så stor modstand fra de to stabe. Man savner også i fremstillingen sammenhængen mellem de to undersøgelser, der løber samtidigt, men hvor Marinens specielle undersøgelse angående Norge påbegyndes dagen før, man har det nedslående resultat af den generelle støttepunktsundersøgelse mellem Hæren og Marinen. Denne tidsforskel synes Gemseil ikke at have tillagt betydning. Men den viser, at der må have været noget, der forud for resultatet af konferencen med Hæren har fået Raeder til at beordre Norgesspørgsmålet vurderet. På dette grundlag kan man ikke uden videre afvise Raeders egen fremstilling, som omtaler en brevveksling med Adm iral Carls, der forelægger Norgesproblemet for ham i slutningen af september. Gemzell godtager ikke denne forklaring og betragter den som et forsøg fra Raeders side på at vælte noget af skylden for Norgesfelttoget over på Carls. I betragtning af, at Gemzell tidligere har påvist Carls indflydelse på Raeder, hvis fortrolighed han nød, synes denne afvisning lidet berettiget. Raeder forestiller man sig ikke at være en bullbidernatur, der alene tromler to stabes modstand ned. Adm iral Carls var i kraft af sin personlighed og af sin tidligere post som Flådechef og sin nuværende som kommanderende Adm iral for Østrers østationen en sådan faktor i den tyske M arine, at det er naturligt at antage, at han har været den, der har fået Raeder til at gå imod de to stabes synspunkter. Disse bemærkninger om et enkelt punkt i bogen skal blot tjene til at vise, hvilke konklusioner man også kan drage af det af Gemzell forelagte materiale, og de skal ikke prætendere at være en løsning af et omstridt problem, blot søge at vise, at man ikke umiddelbart kan akeeptere alle Gemzells konklusioner, der ofte synes at skulle klemmes ind i samme mønster, det tvegenerske, med vægt på Norgesaltemativet. T i l belysning af de følgende to måneder indtil 14. dcc. har Gemzell også et righoldigt og grundigt bearbejdet materiale, og det viser en stigende interesse for Norge, men mere som resultat af forsigtige og mangeartede overvejelser end ud fra en forudfattet plan om Norge. A t »kampen« ikke har været lang, har vi set, idet den kun har varet godt 2 måneder. Og havde den været så konsekvens og energisk, havde der vel foreligget nøjere udarbejdede planer for et Norgesfelttog, men det gjorde der ikke, som også den norske Marinehistoriker Steen fastslår i sin bog »Norges sjøkrig 1940-45«, end ikke generelle overvejelser således som der findes i rigt mål angående Danmark, og hvoraf Gemzell bringer en del.
Gemzells hovedtema, at Raeder har overtaget Wegeners almindelige Atlantstrategi, lader sig derimod næppe bestride, selv om dens modstykke, T irp itz ’ Nordsøstrategi, op til 2. verdenskrig næppe var noget, man behøvede at bekæmpe inden for den tyske Marine. Dels havde man ikke T irp itz ’ flåde, og dels ville luftkrigen umuliggøre en sådan krigsførelse. Wegener regnede med England som hovedmodstanderen, men Gemzell har fremdraget krigsspil, hvor dette land var neutralt og Frankrig hovedmodstanderen, og hvor Tyskland også havde en Atlantstrategi som det endelige mål, altså mere ud fra en offensiv end ud fra en speciel wegenersk krigsførelse. Man må således tage Gemzells henvisninger til Wegeners strategi, således som dennes hovedlinier måtte føres til dato i overensstemmelse med den politiske, militærtekniske og styrkemæssige udvikling. Når det derefter kommer til det Wegener kalder »specialspørgsmålet om hvilken vej, der v il være den bedste af de to«, refererer Gemzell loyalt, at Wegener afstod fra at tage stilling hertil, og han imødegår Hubatsch, når denne skriver, at Wegener i første linie tænkte på støttepunkter i Skandinavien, men Gemzell skriver dog andetsteds, at Wegener hovedsagelig beskæftigede sig med den nordlige løsning på baggrund af den situation som Mameslaget skabte i 1914. I denne forbindelse gennemgår Gemzell det vekslende syn på vestoffensivens muligheder ved en lynkrigsførelse og dermed på mulighederne for at nå Brest. Medens der som nævnt kunne herske tvivl om, hvorvidt Raeder har anset sit Norgesforslag af okt. 1939 som et supplement til eller som et alternativ til vestoffensiven, er der ikke tvivl om, at det i 1938-39 for Marinen drejede sig om alternativer, hvad der klart fremgik af Raeders konklusion, som er citeret ovenfor. Som et kuriosum nævner Gemzell, at en flyverofficer, der overværede krigsspillet, ifplge sine memoirer så dette som Marinens begrundelse for dens strategiske krav, der nåede højdepunktet med fordring både på Nordfrankrig og på Norge. Denne misforståelse hos den noget uopmærksomme oberstløjtnant undskylder Gemzell med »at man let kunne få den opfattelse, når man ser kortfremstillingen, hvor såvel Frankrig som Norge er markeret med blåt, d. v. 8. tysk.« Det er værd at lægge mærke til, at det omtalte sidste store krigsspil foruden de to wegenerske alternativer også behandler en 3. mulighed, en Nordsøløsning, hvor man tænker sig en samtidig besættelse af Danmark, Sydnorge og af Holland og Belgien. Denne løsning vil - indrømmer man - hjælpe Luftvåbnet, men ikke give søstrategiske fordele, hvorfor Marinen ikke kan anbefale den, Marinen må uden for den engelske blokadelinie, en afgørelse, som Wegener ville akceptere, men som enhver offensivt indstillet søkrigsledelse måtte akceptere uden at kende til Wegener. På baggrund heraf kan det undre, at en del af denne plan dukker op et halvt år efter i referatet af det vigtige møde den 4. okt. 1939 mellem Hæren og Marinen, som tidligere er omtalt. Heri hedder det:
5) Die Erweiterung der Basis in R ichtung Jütland bis Skagen sei eine weniger Frage und könne zugesagt werden. - H ierzu ist zu bemerken, dass dies zwar einen gewissen m ilitärischen Nutzen für die Marine bringen würde - bessere Kontro lle skandinavischen Schiffahrt, grössere Nähe der L in ie Shetland/Norwegen, bessere Überwachung Skagerak-Kattegat - , dass es aber zur Zeit zweifelhaft erscheint, ob militärischen Nutzen die politischen und wirtschaftlichen Nachteile aufweigt (her fremhævet).
Dette punkt er af enkelte forfattere opfattet som et svar på det tidligere citerede spørgsmål fra Raeder af 3. okt. til søkrigsledelsen ang. fordele ved støttepunkter i Danmark. Dette kan næppe være tilfældet, selvom der er en tidsmæssig sammenhæng. Raeders spørgsmål vedrører helt klart Danmark som et led i et Norgesfelttog, medens pkt. 5) taler om isoleret erhvervelse af baser i Danmark. Her har Marinen endnu engang ventileret en ikke-wegencrsk operation, endog i en lidet aggressiv ferm, idet der ikke er tale om en besættelse. Men referatet er vel mest betydningsfulde ved det, som det ikke siger, nemlig at en sådan udvidelse fra tysk side måtte formodes automatisk at ville udløse en engelsk besættelse af støttepunkter i Norge. Nu kan dette skyldes den hastige sagsbehandling, men en sådan argumentation kan også gemme sig i begrebet »politischen Nacliteilc«. I al fald må man konstatere, at man fra tysk side har haft råd til at inddrage politiske hensyn i overvejelserne, og man kan ikke se bort fra, at der heri også er tænkt på suverænitetskrænkelsen af Danmark og bruddet på ikkeangrebspagten, argumenter som, når de er blevet anført fra dansk side som talende mod et tysk overgreb, er blevet afvist som naive.
En noget anden version af forholdet Raeder-Wegener lægger Gemzell selv op til i sin bog, idet han i en note anfører, at Adm iral Ruge i tidsskriftet »Leinen Los« har udtalt, at Wegener har bidraget til åndeligt at skole det tyske officerskorps og til at åbne dets b lik for den søstrategiske stilling. Nogenlunde samme fremstilling giver Ruge i sin bog »Der Seekrieg 1939^45«, som Gemzell mærkelig nok ikke omtaler, til trods for, at det vel er den fremstilling fra tysk side, som er mest læst, idet den er udkommet i 3 oplag og oversat til alle hovedsprog, herunder russisk. Ruges opfattelse synes at give et bedre og bredere udtryk for den tyske marines forhold til Wegener. Man kan ganske vist have sine tvivl om, at Ruge helt har husket, hvad Wegener havde som budskab til den tyske søofficer, da han så sent som 1955 skrev den pågældende artikel i »Leinen Los« i anledning af Wegeners 80-års fødselsdag. Wegener siger f. eks. om det at forstå Marinen i forhold til samtiden følgende:
»Betrachten wir hierfür einmal unseren Machtinstinkt. A ls das Heer bei Kriegsanfang erklärte, durch Belgien marschieren zu wollen, schob unser Machtinstinkt alle Bedenken beiseite und sagte: Was die Armee bebraucht, muss sie haben. Z u r See fühlten wir anders. So fern uns auch das Bewusstsein, wie entcheidend dit Position »Dänemark« v war, gewesen ist, die Vorteile, die der Besitz des Kattegatts allein schon taktisch bot, sind jedem völlig k lar gewesen. V o r dem Gedanken aber, dieser Vorte ile wegen mit Dänemark zu verhandeln, türmten sich politische Schwierigkeiten und völkerrechtliche Bedenken auf, die unser Machtinstinkt zur See nicht übenvinden konnte, trotzdem w ir täglich sahen, wie England jede internationale Abmachung m it Füssen trat. Unser Machtsinn nach der Seeseite h in war unentwickelt. Man kann das unschwer an sich selbst nachprüfen, wenn man sich in den K rieg zurückversetzt und sich vorstellt, die Armee hätte die Aufro llung der Weltfrage für sich selbst verlangt. Sobald das Heer, und nicht die Marine, in Frage kommt, arbeitet unser Machtinstinkt richtig.«
Når man betænker, at Wegener hertil føjer citater af Spengler, hvis indhold er ren nazisme, »Der Frieden ist der Tod« o. 1., synes Ruge med sin udnævnelse af Wegener til den tyske marines åndelige læremester at have gjort tyske søofficerer en tvivlsom tjeneste. Man kan på dette grundlag forstå, at Raeder, Schulte Mönting, Boehm og K urt Assmann fornægter enhver indflydelse fra Wegener på det strategiske område af frygt for også at blive beskyldt for at være åndeligt præget af Wegeners revanchistiske skole, som må have dannet en fortræffelig baggrund for nazismen. Men når Gemzell v il gøre Raeder til Wegeners tro elev, var det retfærdigt som modstykke til dette militaristiske citat fra Wegener at anføre et uddrag af en tale, som Raeder holdt i anledning af et andet krigsspil, og hvor han om spørgsmålet om den samlede krigsførelse bl. a. siger: »Vi har i Marinen altid stået på det standpunkt, at målsætningen for den samlede krigsførelse må udgå fra den politiske ledelse.« Man har indtrykket af, at Raeder netop argumenterer direkte mod Wegeners ovencitercde udtalelse, så meget mere som Raeder forud havde talt for et godt forhold til de små neutrale magter som Danmark, F in land og Estland. Gemzell bringer et langt uddrag af talen og sætter den i relation til Adm iral Alhrecht’s ønske om en storoffensiv med det formål at erhverve Letland og Estland og tilhørende øer, men han overser, at den samtidig kraftigt taler imod hans teori om Raeder som tro elev af Wegener. Men lige så vel som det kan være svært med Gemzell at se Raeders ubetingede afhængighed af Wegener, lige så lidt kan man tro på hans fuldkomne uafhængighed af Wegener. Påstanden om det sidste synes im idlertid efter Gemzells egen fremstilling at have en ganske naturlig, næsten tragikomisk forklaring, som har sin rod tilbage i diskussionen i Weimarrepublikkens dage om det første panserskib, og som det ville være synd at røbe for læserne udover at meddele, at Raeder i 1929 følte sig foranlediget til at fornægte Wegener, endog kalde ham en »Schädling«, hvad hans søn bittert har meddelt Gemzell. Det synes at være denne tidlige mere lejlighedsbestemte ydre afstandtagen fra Wegener, som Raeder senere efter Hitlers magtovertagelse - vel uden større grund - har følt sig foranlediget til i det store og hele at fastholde, samtidig med at han alligevel følger hans søstrategiske hovedlinier. Men hvorledes man end vil opfatte Raeders forhold til Wegener, står Wegeners skrift i centrum hos Gemzell, og det er formentlig nyt for ikke-tyskere, at de to udgaver af Wegeners bog, der forelå før krigen — dels privattrykket af 1926, der var bestemt til internt brug i den tyske marine, dels den officielle udgave af 1929, der kom til at påvirke m ilitær tankegang i Norge og Danmark - afviger fra hinanden, idet den første udgave er langt mere direkte og konkret i sine udtryk for revanche, aggression og offensiv end den sidste. Det er Adm iral Wolfgang Wegener, der selv har modificeret udtrykkene, og Gemzell har endda fra sønnen fået overladt faderens egenhændigt rettede eksemplar af privattrykket. Disse rettelser har ikke mindst interesse for danske, og for dem, som ikke skulle bemærke note 22, side 19 hos Gemzell, kan følgende sammenstilling nok være af interesse. Når 1926-udgaven taler om »... okkupation af Danmark, søherredømmet i danske farvande ...« tales der i 1929 om »... genåbning af Bælterne, en forståelse med Danmark om benyttelse af dets farvande ...«. 1926-udgavens udtryk: »Vi kunne befæste Sundet og Bælterne som Dardannellerne« svarer til »Vi kunne dække Sundet og Bælterne nord fra«, og det oprindelige »Spørgsmålet om neutralitetsbrud mod Danmark og Norge« bliver senere til »besværlighederne med de politiske forhandlinger med Danmark« og så fremdeles. Nu kunne man retfærdigvis godt tænke sig, at ændringerne ikke udelukkende var af politisk bestemt formel art, men at de også var dikteret dels af en mentalitetsforskydning, dels af en ændret strategisk vurdering i løbet af de mellemliggende år. Wegeners tanker var nemlig ikke først opstået i 1926, men havde allerede taget en foreløbig skriftlig form under selve verdenskrigen. Denne mulighed tager Gemzell ikke i betragtning.
Det har ved flere lejligheder herhjemme med rette været hævdet, bl. a. af Kommandør Saabye, at man måtte se den 9. april også for Danmarks vedkommende i relation til Wegeners bog, og Gemzells bog opfordrer til endnu engang at gøre det. Nu bagefter ved vi ganske vist, at den tyske Marine i tiden indtil krigen valgte Brest-alternativet og ikke Norgesplanen, således som vi med vor tyrkertro på Maginotlinien måtte mene. Men dette forandrer ikke det principielt rigtige i at se wegenersk på Tysklands søstrategiske planer, således som læreren i strategi, daværende Orlogskaptajn A . H . Vedel, gjorde det, og for os måtte Norgesplanen komme i første række. Først kan man selvsagt fastslå, at havde man haft kendskab til den krasse 1926-udgave, havde diskussionen nok fået større intensitet, men der er ikke tvivl om, at den danske Marinestab, hvor Orlogskaptajn Vedel i en årrække gjorde tjeneste, var påvirket — og ængstet — af Wegeners bog. Nu hænger troen på teorien uløseligt sammen med den militære vurdering af dens gennemførlighed. Når wegenerske støttepunkter i Norge herhjemme diskuteredes i begyndelsen af trediverne, var det mere en teoretisk diskussion om noget, der skulle være etableret under 1. verdenskrig, end om en aktuel mulighed inden for en overskuelig fremtid, den engelske og den tyske flådes daværende indbyrdes størrelsesforhold taget i betragtning - og for Danmarks eget vedkommende var vi i denne periode mere optaget af de forsvarsordninger, som bragte værnene ned under det m inimum, hvor ordet »forsvar« kan anvendes. Men lige som sandsynligheden for en tysk aktion mod Norge måtte vokse i løbet af tredivernes slutning i takt med den tyske flådes vækst, således måtte nødvendigheden af at besætte Danmark aftage i takt med det tyske luftvåbens vækst, der gjorde en engelsk indtrængen i Østersøen med overfladeskibe usandsynlig, et synspunkt som den tyske Søkrigsledelse i henhold til Gemzell antog allerede i 1938. Adm iral Carls har altid stået som en tilhænger af en besættelse af Danmark. Det skyldtes i første række, at han først var tilhænger af Wegeners alternative forslag om tyske baser på Frankrigs Atlantkyst, og dette indebærer for Wegener, at Tysklands nordlige flanke måtte sikres mod engelsk indbrud, og en fastholdelse af dette synspunkt måtte for Adm iral Carls senere som chef for Østersøområdet være en helt naturlig sag. Efter krigens begyndelse bliver Carls im idlertid som nævnt tilhænger af et Norgesfelttog både som en sikring af sit eget Østersøområde og som et led i en Atlantoffensiv mod England. Interessant er det at erfare fra Gemzell, at Carls i 1938 for det tilfælde, at Hæren ikke kunne afgive tropper til Danmark, ud fra sine daværende betragtninger foreslår kun at besætte en række danske øer - uden at det skulle komme til krig. Det ville være af betydning at vide, om Carls har læst beretningen fra Forsvarskommissionen af 1919, hvori det, som det herhjemme almindeligt er kendt, var blevet offentliggjort, at tysk besættelse af mindre afsides liggende øer i 1914 ikke ville blive betragtet som krigsgrund af et politisk flertal. A t tyskerne ikke skulle have studeret dette værk er vel lige så usandsynligt, som at vi og nordmændene ikke skulle have studeret Wegeners bog, men selv om man ikke skulle liave læst kommissionsberetningen, bar man givetvis i Tyskland fået rapporter om vort forsvars mål, således som dette så klart som muligt var udtrykt fra autoritativ dansk politisk side. I al fald har Gemzell en vigtig udtalelse fra Carls fra oktober 1938, da han endnu var flådechef, hvor han omtaler besættelsen af Danmark som »eine Notwendigkeit, die bereits heute von dänischen Kreisen selber als sicher zu erwarten angesehen werde«. Carls nævner øerne Læsø, Anholt, Sejrø, Sprogø, Omø, Aarø og - som en historisk eller geografisk misforståelse — Dagø. Viceadm iral Rechnitzer, der var tilforordnet Forsvarskommissionen, havde netop muligheden for et tysk krav på Læsø som en kæphest, også forud for aprildagene 1940. For som Marinestaben tænkte wegenersk, således gjorde også Rechnitzer det. Men medens Carls blot syntes at betragte de omtalte øer som led i sin mere traditionelle opfattelse af deres anvendelse til befæstning af Kattegat og Bælterne, ser Rechnitzer på Læsø som en værdifuld flyveplads for tyskerne. Skal vi se på Danmarks 9. april ud fra en wegenersk tankegang - og dette kan man som nævnt ikke undlade, når man har læst Gemzells værk - må man opdele problemet i følgende 3 spørgsmål: 1. Hvad er hovedmålet i Skandinavien for Tyskland? 2. Hvilken rolle spiller Danmark som m iddel til opnåelse af dette mål? 3. Med hvilke m idler vil Tyskland opnå, hvad det ønsker i Danmark? Norge er for Wegener - og for Raeder - absolut hovedmålet. Nu slutter Gemzell som nævnt sin bog den 14. december 1939, og i efteråret 1939 er Norgesproblemerne i det store og hele behersket af den rene wegenerske tankegang om Norge som basis for offensiv Atlantstrategi og senere tilkomne faktorer som Finlandskrigen, de allieredes trusler og planer mod Norge samt tysk støtte til Quisling o. 1. kan kun forstærke den tyske målsætning. Det så ofte fremhævede malmspørgsmål spiller efter Gemzell ikke nogen større rolle for Raeder, ja denne fremhæver endog i december 1939 for H itler, at malmtrafikken til Tyskland fra Narvik vil lide under en tysk besættelse af Norge, fordi England i så fald ikke vil føle sig bundet af hensyn til Norges neutralitet. løvrigt regnede Tyskland med, at en omlægning af transporten af malm kunne medføre en fordobling af udførselen over svenske havne, heriblandt også sydsvenske.
Danmark uden Norge er som sagt et led i Wegeners andet alternativ, vestoffensiven mod Brest, der tillige omfatter Ho lland og Belgien, dels til gennemmarch, dels som baser for luftvåbnet mod England, altså løsningen fra krigsspillet i 1938/39 og i øvrigt fra et tidligere planlægningsudvalg, i begge tilfælde støttet af Carls. Sverige forekommer kun sporadisk i tyske planstudier som angrebsobjekt, tværtimod viser Scliulte Montings henvendelse til Forshell, at man netop vil vinde Sverige. Danmark som et m idddel til at opnå en tysk besættelse af Norge er ofte - særlig bagefter - fremhævet som en selvfølgelig sag. Herhjemme har bl. a. Bjørn Svensson i sin objektive bog »Derfor gik det sådan 9. april« med rette bestridt dette. Hans fremstilling af, hvorledes hele Danmark i løbet af januar og februar 1940 langsomt skridt for skridt inddrages ved, at der stadig broderes videre på planerne, er god. Enhver sagsbehandler synes at have givet planen en skærpelse, indtil H itler sætter trumf på den 5. marts med kravet om den ret overflødige repræsentative besættelsesstyrke til København. Hvor engelske planer mod Norge med klog kynisme fastholder enkelte støttepunkter, synes tysk magtkompleks - Machtinstinkt oder Machtsinn - at have sejret over moderate, m ilitært betonede krav om enkelte luftog flådebaser. Og Raeder var jo netop ikke besat af et sådant »Machtinstinkt«, som Wegener vil have, at den tyske Flåde skal tilegne sig fra Hæren. I hans ovenciterede spørgsmål til staben angående støttepunkter er det kun disse, han ønsker, og ikke en total besættelse, og han ønsker, at der skal være »afgørende« fordele derved. For Raeder bar sagen — modsat Wegener - i høj grad et »pro et contra«, hans »magtinstinkt arbejdede ikke rigtigt«, som det skulle efter Wegener. Og ser vi på, hvorledes Tyskland i mellemkrigsårene har tænkt sig at opnå dette, fremgår det som nævnt af Gemzells bog, at man tænker sig »forhandlinger«, »besættelse uden kamp«, »diplomatiske krav« og endelig det tilbagevendende »tryk«, og dette fortsætter under planlægningen under selve krigen. Det endelige resultat bliver da heller ikke et egentligt krigsmæssigt angreb, men en mellemting mellem dette og et diplomatisk tryk, med bombemaskiner over det forsvarsløse København som det afgørende moment bag Renthe-Finks diplomatiske henvendelse.
Den danske Søværnskommandos syn på de tre problemer må i det store og hele siges at falde sammen med det tyske, således som tilfældet må blive, når militære stabe overvejer det samme problem og i dette tilfælde endog udfra samme strategiske grundsyn, nemlig det wegenerske. I dagene op til den 9. april var der i Søvrnskommandoen ingen tvivl om, at målet var Norge. Nu havde man ikke dengang en moderne stabs daglige situationsvurdering, tilvejebragt ved samarbejde til forskellige sider og godkendt af chefen og derefter distribueret til højere kommandomyndigheder. Dette er beklageligt, men det er ikke noget særligt for Søværnet. (Derimod havde man en fortrolig situationsoversigt afsluttet hver dag kl. 1600 og derefter distribueret, og til oplysning for dem, der mener, at Søværnskommandoen ikke underrettede nedefter, kan det oplyses, at oversigten den 8. april indeholder 2 sider oplysninger om alle tyske skibes bevægelser i danske farvande, ingen kunne være i tvivl om, at noget var i gære, hvilket yderligere bestyrkedes i oversigtens »særlige oplysninger« ved meddelelsen om, at »Niels Juel«s tidligere besætning var indkaldt.) V i har derfor kun generalrapportens gengivelse af Chefen for Søværnskommandoens opfattelse, som han ikke bar lagt skjul på, nemlig at tyskerne antagelig ville kræve flyveplads f. eks. på Læsø. Den mellemlandeplads til Norge som den tyske planlægningsstab ikke havde regnet med, før Luftwaffe krævede den, har Chefen for Søværnskommandoen altså medtaget i sine overvejelser. Bjørn Svenssons bog indeholder følgende væsentlige bidrag til diskussionen : »Aalborg lufthavn skænkede man ikke en tanke. Den 9. april kl. 6.30 blev den besat at en håndfuld faldskærmsfolk, og siden landede maskine efter maskine. Det var ønsket om at få Aalborg lufthavn i tysk besiddelse, der var den vigtigste enkeltårsag til Tysklands besættelse af Danmark, men denne tanke indgik ikke i det danske forsvars overvejelser og påvirkede ikke dets dispositioner«. Man kan undre sig over, at Viceadm iral Rechnitzers pegen på tysk behov for flyvepladser i den nordlige del af Danmark ikke fik Hæren til at tænke på Aalborg flyveplads, der var et rent landmilitært ansvar. At Viceadm iral Rechnitzer mente, at Tyskland ville anvende »tryk« - han nævner et par dages blokade - ved vi fra gcneralrapporten, og når han vælger Læsø, er det, fordi ban skønner, at Tyskland måtte vide, at en sådan ø kunne det få ved »tryk«. Det er en realistisk vurdering af regeringens formodede stilling, som han som Direktør i Marineministeriet har pligt til at foretage.
I den parlamentariske kommission henviser Viceadmiralen da også til 1914 - dog lidt uklart - derved, at lian sammenligner den tyske henvendelse om minespærringer med et evt. krav om flyveplads på Læsø. Under den hårdhændede afhøring har han ikke fået mellemleddet med, nemlig at hvis vi ikke udlagde minerne, ville tyskerne gøre det, og derefter måtte de besætte øer for at beskytte spærringerne, men denne besættelse ville man fra dansk side ikke betragte som krigsgrund. Heri ligger den lære fra 1914, som Kommandør Westermann ikke synes at have m ilitærpolitisk viden til at drage, når han til Rechnitzers udtalelse om, at det måtte »være i tysk interesse i hvert fald udadtil, at det (spørgsmålet om flyveplads) så vidt muligt blev ordnet ad diplomatisk eller nogenlunde fredsommelig vej, hvis det overhovedet var muligt«, forarget udbryder: »Mener Adm iralen, at en sådan henstilling fra tysk side overhovedet kunne være diskutabel?« I betragtning af at endog kravet om hele Danmark blev diskuteret - og efterkommet - den 9. april om morgenen, taler dette spørgsmål for sig selv. Viceadmiralen besvarer denne provokation med, at det må blive den ansvarlige regerings sag.
Gesandtskabet i Berlin med dets militære stab synes i det store og hele at have tænkt ad samme baner som Søværnskommandoen, hvilket var naturligt gennem den gensidige påvirkning, cer skete gennem de regelmæssige besøg, som Marineattachéen aflagde i Slotsholmsgade. Indberetningen af 8. jan. 1940 taler om »tryk« for at opnå luftbaser, og forbindelseslinierne til Nordnorge inddrages i billedet, og det samme går igen i 13. feb. indberetningen med omtale af støttepunkter for den tyske flåde og luftmagt i Danmark (Jyllands vestkyst) og på den norske vestkyst. Nu er disse indberetninger referater af, h va l andre attachéer har meddelt, således at dette må danne grundlaget mere end egne overvejelser. Den 1. april har vi så Marineattachéens samtaler i København, først med Dr. Munch, derefter med Viceadmiralen i anledning af Kammerherre Zahles brev angående troppekoncentrationer i Nordtyskland og disses forbindelse med et evt. allieret angreb på malmlejerne i Nordskandinavien. Efter de foreliggende referater af dette møde er Norge det absolutte hovedemne, som det naturligt måtte være både set fra Berlin og fra K ø benhavn. Danmark er ikke nævnt i referaterne.
Springer vi et øjeblik Kammerherre Zaliles brev fra 4. april over, har vi igen fra den 5. april indberetninger, der taler om modstand mod engelsk landgang i Narvik og fremstød mod norsk territorium, og man anlægger fra Berlin den militære vurdering, at dansk territorium har størst betydning som støttepunkter for flåde og flyvere, men det er dog ikke synderligt lovende, i al fald ikke i øjeblikket med hensyn til flyvepladser. (Det får heller ingen hjemme til at tænke på Aalborg flyveplads). Den 7. og 8. april offentliggøres i »Nationaltidende« artikler om truslen mod Norden af Redaktør Jakob Kronika, der var særligt inspireret af staben i Gesandtskabet til at skrive for at vække Danmark. Her er igen Norden i første række, idet Norden dog udtrykkeligt defineres som Norge og Sverige. Den indbyrdes betydning af de tre skandinaviske lande fremhæves specielt således i artiklen af 8. april: »Foreløbig er Norge i forgrunden. Dernæst omtales Sverige. Danmarks navn nævnes slet ikke.« I Berlin som i København har de engelske noter til Norge og Sverige trukket disse lande særligt frem, men hvorfor denne tilføjelse om Danmark, hvis man tror, vi er truet, og vil vække landet? Der er således i begyndelsen og slutningen af perioden 1.-8. april et vist fællestræk i billedet, Norge i forgrunden, Danmark i baggrunden, og England og Tyskland begge på spring efter Norge. Brydende dette hovedbillede har vi så 4. april-brevet om Oberst Hans Osters indiskretion. Nu har man - særligt i den parlamentariske kommission - lagt en ret urimelig vægt på at fortolke, om ordlyden i de enkelte indberetninger var beroligende eller ikke. Fra et militært synspunkt må det afgørende være, om den operation, som de enkelte indberetninger tegner et billede af, som helhed har haft sandsynligheden for sig. Dette kan aldrig være en kritik af indberetningen af 4. april, der må anerkendes som stående på højde med gengivelser fra norsk, svensk og hollandsk side af, hvad den hollandske Militærattaché, Oberst Sas egentligt har fået at vide af Oberst Oster. Her drejer det sig for Marineattachéen ikke om at anstille betragtninger, men om så nøjagtigt som muligt at gengive en uklar meddelelse, og det er vel lykkedes. A t dette ikke har været nemt fremgår af, at vi fra svensk side har tre indberetninger, Gensandtens, Marineattachéens og Luftattachéens, og de er indbyrdes forskellige. Man må endog værdsætte, at den danske Marineattaché ikke er faldet for fristelsen til at søge at tillempe referatet efter det aktuelle strategiske helhedsbillede, som det forelå. For der kan næppe være tvivl om, at det også set fra Berlin må komme som en overraskelse at se den kommende operation beskrevet således
først Danmark,
samtidig eller lidt senere Holland, evt. Belgien,
derefter sandsynligt at operationen fortsætter mod Sydnorge.
Men også for en wegenersk tænkende Søværnskommando må operationen være uforståelig. Meningsudvekslingen den 1. april om Norge som hovedmålet mister sin betydning. Bjørn Svensson er vel egentlig den første, der herhjemme klart - uden at tænke wegenersk — har givet en indholdsmæssig vurdering af varslet den 4. april, idet han siger, at det er »en aktion uden indre sammenhæng«, da Danmark ikke kan være et mål i sig selv, kun i forbindelse med et samtidigt angreb på Norge, og dette må man give ham ret i. Besættelse af Sydnorge ville overlade England Nordnorge med malmen, siger han derefter med nogen ret, men hertil kommer dog, at Sydnorge ville danne basis for tyske operationer mod malmtrafikken til og fra Narvik, og vi ved, at Wegener oprindelig var tilfreds med Sydnorge som basis for Atlantstrategi og Raeder med Trondhjem , ligesom det tyske luftvåben i Sydnorge ville komme betydelig nærmere de skotske baser for den engelske flåde. Ford i Tyskland ikke ville få malmen, hvis England evt. ville besætte gruberne, er det således ikke sikkert, at England ville få den, således som Svensson mener.
Brevet af 4. april kan altså ikke kritiseres som sådant, men hvorledes skal det kommenteres i de følgende 4 dage, således at brikkerne kommer til at passe sammen? Dette var den temmelig uløselige opgave, man var stillet overfor. Billedet må passe i sin helhed, det må man være klar over i Berlin. Man kan ikke, som den hollandske militærattaché bagefter har gjort, erklære, at han dog fik 50 °/o ret. Når man har læst Gemzell, står advarslen fra Oster som en endnu større gåde. Den operation, som beskrives i Kammerherre Zahles brev, er netop den tidligere omtalte Nordsøløsning, den 3. mulighed, som blev behandlet under krigsspillet 1938/39, og som blev forkastet som uden nytte for Marinen, fordi den ikke gav haser ved Atlanten.
Men indføjer vi en vestoffensiv i dette billede, således som det er gjort i de svenske og norske indberetninger om Osters indiskretion, får vi den march mod Brest, som blev resultatet af dette krigsspil, en march gennem Holland og Belgien og en sikring af flanken i Nord med en besættelse af Danmark. Den svenske minister nævner udtrykkeligt i sin indberetning Danmark som »flankskydd« og tilføjer, at faren for Norge ikke behøver at være akut, selv om en aktion mod Danmark foretages. For med Geinzell at tale wegenersk kommer man altså til det resultat, at umiddelbart efter H itler har besluttet sig til at iværksætte det Norgesaltemativ, som Marinen har ønsket, betror Oster sin gode ven Sas, at nu starter Brestaltemativet. Man siger, at Oster liar måttet sløre sin advarsel for ikke at røbe ophavet. Oster var meget vel orienteret om tyske planer, begreber som march mod Brest contra march mod Norge kan ikke have været ham fremmed. For at afsløre den ene vælger han at røbe den anden. E n fortsat sammenlignende vurdering mellem på den ene side advarsler eller formodninger om forestående operationer og på den anden side de faktisk foreliggende planer, krigsspil og operative overvejelser, således som vi bl. a. kender dem fra Gemzell, kunne formentlig kaste yderligere lys over oprindelsen til dem. E n særstilling indtager den melding, som den danske generalstab den 4. eller 5. april modtog fra den hollandske generalstab. Indholdsmæssigt går den helt på tværs af Zahles brev, idet den angiver en aktion mod Narvik og en besættelse af dele af Skandinavien, altså den eneste melding, der passede ind i det almindelige strategiske billede — og derfor den eneste, der kom til at passe. Dette i forbindelse med, at den efter sin vej rundt om Holland må formodes at stamme fra Sas og dermed Oster, burde berettige den til større opmærksomhed, end man h idtil har ofret den. Da den blev modtaget, blev den end ikke meddelt General Prior, selv om E-tjenestens chef tillagde den så stor betydning, at han selv tog ud til general Gortz med den. Men der blev den. E-chefen, Oberstløjtnant Nordentoft, oplyser i den parlamentariske kommission, at meldingen stammer fra en hollandsk generalstabsofficer. Ikke desto mindre siger chefen for vor generalstab, at oplysningerne »var af en sådan karakter, at vi på det tidspunkt ikke kunne betegne dem som sikre oplysninger.« Kommissionen gik meget hårdt på Viceadm iral Rechnitzer for at få en tilståelse ud af ham, om at han kendte meldingen, men uden held.
Da daværende Orlogskaptajn Mørch derimod i kommissionen udtaler, at han har modtaget denne melding fra Nordentoft ad den mere uofficielle forbindelse mellem stabene, spørger kommissionen ikke, om der derefter er sket noget med den. Det synes der nemlig ikke at være. M e ldingen er altså hverken ad den reglementerede vej via Generalstabschefen og Chefen for Generalkommandoen gået til Ministeren eller ad den mindre reglementerede vej nået samme steds hen. Det sidste må formodes at have forbindelse med det første. Hvorfor skulle Mørch gå til Rechnitzer med en af Hærens meldinger, som Gørtz ikke anser for så sikker, at han selv går til Prior med den? Kommissionens manglende interesse for denne Hærens gode melding viser sig også derigennem, at den snart omtales som kommende fra det hollandske Gesandtskab, snart fra den hollandske Generalstab, uden at dette forhold nærmere er belyst i betænkningen. Sverre Hartmann, som indholdsmæssigt har analyseret varslerne i sin læseværdige afhandling i »Jyske Samlinger« 1958 netop med henblik på at undersøge Norges forskellige placering i meldingerne fra Berlin, omtaler ikke denne melding, han har dog brugt den parlamentariske kommissions beretning. Hartmann kommer til den konklusion, at Norge bare er nævnt subsidiært af Sas som et rygte eller en mulighed, og kun for så vidt angår Sydnorge. Gemzell bebuder, at han vil fortsætte sit arbejde, og han meddeler, at han har ordnet sine kilder med henblik herpå. Gemzell har sikkert meget nyt stof til behandling af de næste hektiske 4 måneder op til den 9. april. Om Gemzell kan yde nye bidrag til opklaringen af Ostermysteriet er tvivlsomt. Hans kildekritik vil her næppe have samtidige kilder at arbejde med. Derimod v il hans m istillid til de eftertidige k ilder få rig lejlighed til at udfolde sig, og særligt kan vi forvente en hård behandling af alt, hvad der senere er fremkommet af beretninger fra de personer, der selv har været impliceret i begivenhederne eller stået i et eller andet særligt forhold til de implicerede personer, som f. eks. når han nævner, at den tyske Marineattaché i Oslo, Schreiher, var svigersøn af Adm iral Scheer, hvilket kan have spillet en rolle i hans forhold til Raeder, formentlig k ildekritik ført ud i dens yderste konsekvenser. Et sådant kommende arbejde fra Gemzell må man imødese med forventning, omend med nogen kritisk indstilling over for de konklusioner, lian drager af sit materiale, som man dog må håbe vil blive fremlagt på samme klare måde som h idtil og i samme omfang, således at læseren selvstændigt kan tage stilling til det. Måtte et sådant arbejde af hensyn til dets anvendelighed som opslagsbog komme til at indholde et sagsregister, som ikke findes i »Raeder, H itler und Skandinavien«.
J. Westrup
