Ordningen af en hærs sanitetstjeneste er ikke blot et forhold af* meget stor humanitær betydning, også set fra et rent militært synspunkt må denne tjeneste være vigtig; i hvert fald viser alle erfaringer, at enhver afdelings moral — og dermed dens samlede kampkraft — er i høj grad afhængig af, at dens sanitetstjeneste fungerer godt. Det er derfor rimeligt, at spørgsmålet om uddannelsen af hærens læger, som skal lede denne tjeneste, vækker interesse også udenfor de ret snævre kredse i hæren, som daglig omgås sanitetsmæssige problemer.
V il man beskæftige sig med dette spørgsmål, er det nødvendigt først at afgrænse de opgaver, som vil tilfalde lægerne, dernæst at undersøge, hvilken uddannelse der bedst giver dem de nødvendige kundskaber. Det store antal af hærens læger vil være de vpl. læger, og det er her hensigten særlig at undersøge disses opgaver og uddannelse.
A llerførst bør man dog måske gøre nogle bemærkninger om de forudsætninger, som den unge vpl. læge eller mediciner møder med ved sin indkaldelse. I modsætning til de øvrige vpl., som møder i 18— 20 års alderen, har lægen gennemgået en årelang uddannelse, som vel mest er af faglig art, men hvor man desuden har søgt at give ham en individualistisk præget etisk indstilling. Man har lært ham, at hensynet til den enkelte patients liv og helbred skal være det vigtigste i det daglige arbejde, og at selv sygdomme, som for andre kan synes ubetydelige, kan betyde meget for den syge selv og derfor kræve den omhyggeligste behandling. Man har desuden indstillet ham på, at han nogle år efter eksamen vil blive helt selvstændig, selv kunne indrette sit arbejde enten i praksis eller efterhånden som overlæge på et sygehus, men også på, at han alene bærer ansvaret for sine patienters behandling.
Næsten diametralt modsat hertil står den indstilling, som må præge hæren og da navnlig den unge befalingsmand, som i år har levet sit liv på skoler og i kaserner. Her er hensynet til den enkelte overalt sat i anden række til fordel for hensynet til enhedens effektivitet. Man kan ikke vente, at lægen straks kan forstå, at øvelser i fredstid må drives så hårdt, at enkelte soldaters liv eller helbred sættes på spil, eller at man i krig må ofre ikke blot store materielle værdier, men også mange soldaters, ja, ofte hele enheders eksistens for at skaffe egen styrke en måske kortvarig eller tvivlsom fordel overfor fjenden. Det kan heller ikke undre, om han ikke forstår, at hærens opgaver i krig er af en sådan karakter, at kravet om ubetinget lydighed og præcision må gå forud for alt andet. Netop på grund af denne modsætning må det kræves, at militærlægernes uddannelse ikke blot giver dem de nødvendige faglige kundskaber, men også gør dem fortrolig med de principper, som hæren og også dens sanitetsenheder må følge under kamp. De må forstå, at deres indsats ikke blot er af humanitær karakter, men først og fremmest skal tjene til at bevare hærens kampkraft; forstår de det ikke, vil de ikke trods den omhyggeligste uddannelse kunne udfylde deres pladser.
Den vpl. læges opgaver vil falde på to vidt forskellige områder, nemlig sanitetstjenesten i fredstid og sanitetstjenesten i krig. I fredstid har lægetjenesten ved afdelingerne nærmest karakter a f almindelig polikliniktjeneste; de ydre forhold, lokaler, instrumentarium, sygdommenes art o. s. v. er ikke væsensforskellige fra forholdene i det civile liv, og dette gælder i endnu højere grad for tjenesten ved infirmerier og militære sygehuse. Udover den daglige »huslægetjeneste« påhviler der de vpl. læger visse hygiejniske opgaver, men også her gælder det, at lignende forhold træffes andre steder, f. eks. i skoier og hospitaler, og det viser sig da også, at de vpl. læger efter kort tids tjeneste sammen med en ældre militærlæge er i stand til at bestride fredssanitetstjenesten. Under krig vil problemerae imidlertid være helt andre. Sanitetsorganisationen vil her omfatte dels de højere sanitetsled, som opererer i tilslutning til regiment og division, dels afdelingernes sanitetsenhed. Dennes fremtidige opbygning er langtfra fastlagt, men det sandsynligste vil være, at afdelingernes sanitetspersonel under afdelingslægens kommando indgår som en sanitetsdeling sammen med de øvrige specialdelinger (forbindelses-, forsynings- og pionerdeling m. v.) i et stabskompagni, mens staben bliver et rent føringsorgan. Der er i det følgende regnet med denne organisation, men ændringer heri kan næppe afgørende ændre de gjorte betragtninger. Det centrale er, at afdelingen må have en læge, som er den eneste sagkyndige på sit område, at han har ansvaret, og at han derfor må føre kommandoen over afdelingens øvrige sanitetspersonel. Måske vil man til sanitetsdelingen kunne afse også en vpl. officer af våbnet, men hans opgave kan aldrig blive at lede sanitetstjenesten, men blot at aflaste lægen for visse opgaver.
Den vpl. læge vil derfor enten blive ansat som afdelingslæge, d. v. s. delingsfører ved stabskompagniets sanitetsdeling, eller som underordnet læge ved sanitetstjenestens højere led (ambulance etc.). Sammenligner man nu disse to former for tjeneste, vil det hurtigt ses, at i forhold til afdelingslægetjenesten vil tjenesten ved de højere led være lettere, ford i: 1 ) der er bedre personaleforhold (foresat læge, vagtskifte, sygeplejersker, ambulanceofficerer o. s. v., 2 ) standpladsen vil være mere stationær og kunne vælges således, at de ydre betingelser nærmer sig det fredsmæssige, 3) man normalt ikke herfra skal afsøge kampområdet for sårede, 4) forsynings- og forbindelsestjenesten vil fungere bedre og ikke vil påhvile den vpl. læge direkte. T il gengæld vil der ved ambulancer m. v. blive tale om større kirurgiske indgreb, men her vil der sikkert også være ansat specialister i kirurgi. Man vil herefter kunne simplificere hele problemet til et spørgsmål om uddannelsen til afdelingslæge, idet der dog må tages hensyn også til anvendeligheden ved de højere led.
Afdelingslægen skal i krig som i fred behandle de syge og være hygiejnisk rådgiver for afdelingens chef, men langt den vigtigste — og vanskeligste — opgave vil være at tage vare på de af afdelingens personel, som under kamp bliver sårede. Hovedformålet — at gøre afdelingens kampkraft så stor som muligt — nås ved at sende de lettest sårede tilbage til geleddet efter behandling, mens de øvrige snarest evakueres til de højere sanitetsled, som tager sig af deres behandling. T il løsningen af sine opgaver vil afdelingslægen formentlig komme til at råde over 1 ) nogle få underofficerer eller korporaler (af våbnet eller sundhedstropperne), 2 ) de specialuddannede sygepassere og sygebærere, 3) nogle menige af hjælpetropperne (eller afgivne fra afdelingen), 4) motorvognsførerne, samt 5) de syge og sårede, som til enhver tid opholder sig ved forbindingspladsen. Så snart sanitetsdelingen er formeret, skal lægen fungere som dens fører; han kan måske hjælpes af andre befalingsmænd, men skal han have ansvaret for afdelingens sanitetstjeneste, må han også kunne befale om denne tjeneste og føre tilsyn med dens udførelse. Om hans pligter herunder behøver man blot at nævne stikordene: disciplin, tjenestefordeling, forplejning og indkvartering og opsyn med materiel og mundering, for at enhver forstår, at lægen må være befalingsmandsuddannet for at kunne løse sin opgave, men han må desuden have en sådan teknisk uddannelse, at han kan vise sine undergivne, hvordan de skal udføre deres forskellige hverv korrekt. Sanitetsdelingens mandskab vil være »sammenbragt« mere end andre delingers, og netop derfor må lægen straks kunne give sine undergivne (og de sårede) den tryghedsfornemmelse, som ligger i at føle sig under en dygtig befalingsmands kommando. Dette læres ikke ved et par timers kommandoøvelser på en skole eller et foredrag om disciplin. Dertil kræves først et solidt kendskab til den menige soldats — og da navnlig sanitetssoldatens — uddannelse, til hans fornødenheder og hans psyke, samt til det materiel, delingen råder over. Dette fås næppe uden tjeneste som menig ved den skole, som uddanner dette mandskab, men lægen må desuden på en skole lære at føre kommando, særlig at udgive ordrer, og at forstå sammenhængen mellem de enkeltopgaver, han har lært at løse som menig. Endelig må han have det uundværlige led i uddannelsen, som hedder daglig tjeneste ved en afdeling, hvor han lærer at se de daglige problemer fra befalingsmandens side.
N år afdelingen begynder at løse sine feltmæssige opgaver, skal der til stadighed nær ved dens hovedstyrke hurtigt kunne oprettes en forbindingsplads. For at kunne vælge den rette plads til denne og føre den dertil kræves af lægen ikke blot kendskab til sanitetstjenestens organisation, til den praktiske indretning a f en forbindingsplads og til kortlæsning og føring af en motorkolonne, men i høj grad også kendskab til kampens former og da navnlig til den måde, hvorpå den afdeling, som sanitetsdelingen er et led i, fører sin kamp, og til forbindelsestjenestens betydning for enheder, der som sanitetsdelingen ofte må arbejde spredt og uden nær kontakt med de højere led. E t sådant kendskab kan man kun få, når man mange gange har fulgt sin afdeling på øvelse og i praksis har måttet løse sine opgaver med det mandskab og det materiel, som man i krig skal arbejde med. De små problemer, som ingen tænker over, når de teoretisk skal løse en taktisk opgave, bliver meget store, når man en vinternat skal indrette sin forbindingsplads i et hus uden tag, når ingen har fået hvile eller forplejning i et døgn, og når »situationen« slet ikke passer med lægens ønsker eller hensigter. Det må ikke hænde, at man først, når de sårede strømmer ind, opdager, at bårerne ikke kan gå gennem døren, eller at der kun er 10 cm vand i brønden. Hvor vigtigt det er, at etablering og opbrud kan ske hurtigt, og hvor håbløst langsomt det vil gå, når det ikke er øvet, behøver vist ikke nærmere omtale.
Så snart afdelingen har været i kamp, skal lægen disponere over sine bårehold; når de sårede kommer ind, skal han sortere dem i de forskellige kategorier og give sit mandskab anvisning på at behandle de lettest sårede, så de kan komme tilbage til kampen, og endelig skal han sørge for, at de øvrige bringes i en sådan tilstand, at de kan flyttes tilbage, d. v. s. standse blødning, anlægge støttebandager og evt. give transfusioner. Han skal herunder stadig forstå, at han aldrig må »tage tingene fra en ende af«, men altid i den uhyre mængde af opgaver vælge de, hvor hans store faglige uddannelse gør størst nytte. Her må man naturligvis kræve en både teoretisk og praktisk uddannelse i sanitetstaktik, krigskirurgi og de dermed beslægtede emner, og lægen må endelig være klar over, hvorledes opgaverne kan løses, hvis dele af hans mandskab bliver afskåret eller ukampdygtigt, og hvis materiellet bliver opbrugt eller ødelagt, hvilket naturligvis er en for fredskirurgen ret ukendt situation.
Opgaverne for den vpl. læge i krig er således meget store, og mange kan slet ikke løses ud fra civile, lægelige synspunkter; det er klart, at hæren må give sine læger en betydelig uddannelse. Det må da først undersøges, om den hidtidige tjeneste for de vpl. læger giver en tilstrækkelig uddannelse. Den består af ialt 8 1/2 mdrs. tjeneste, normalt fordelt på 3 indkaldelser:
1) Yngste klasse af underlægeskolen, som tager 2 J/2 md. (16/6— 31/8) i en sommerferie under studiet. Her undervises bl. a. i eksercits, tjenesteforhold, idræt og terrainsport, telt- og båretjeneste og elementær krigssanitetstjeneste.
2) Ældste klasse af underlægeskolen (2 mdr. (1/7— 31/8)), efter embedseksamen, anvendes dels til yderligere forelæsninger om sanitetstjeneste, krigskirurgi, militær medicin og hygiejne, dels til de såkaldte applikatoriske øvelser, hvor eleverne på et taktisk grundlag i terrainet skal løse en sanitetsopgave. Under øvelserne er der lejlighedsvis tildelt materiel (bårer, telte, motorvogne m. v.), men der er alligevel ofte et noget teoretisk præg over disse øvelser, vel hovedsagelig fordi der må tages så mange fredsmæssige hensyn f. eks. til øvelsesplads, materieltildeling og varighed af øvelserne. Endelig spiller det naturligvis en rolle, at alle eleverne allerede før indkaldelsen udgør en klike, der snarere betragter øvelserne som ferieudflugter end som forberedelse til løsningen af kampopgaver. Der deltager som regel ikke underordnet sanitetspersonel i disse øvelser, hvorimod de »sårede« afgives fra en eller anden underafdeling. N år denne skole er afsluttet, udnævnes (samtlige) elever til underlæger ( = kornet) og gør i 1 md. tjeneste ved en afdeling, hvis læge sætter dem ind i den daglige lægetjeneste.
3) Når turnus (1 års arbejde på et hospital) er gennemgået, udnævnes lægen til reservelæge ( = sekondløjtnant) og gør tjeneste som sådan i 3 mdr. ved en afdeling (infirmeri, m ilitærhospital).
Tjenesten som under- og reservelæge varer normalt kun 1— 2 timer dgl. og har ingen betydning for lægens anvendelse under krig, idet alt lægens arbejde her svarer til civilt lægearbejde.
De væsentligste mangler ved denne uddannelse er formentlig (set ud fra de ovenfor nævnte synspunkter) :
1) ingen egl. rekruttjeneste sammen med det mandskab, som lægen senere skal kommandere, men kun på særlige skoler med en meget særpræget atmosfære. Derfor intet kendskab til den menige soldats problemer og sygepassernes uddannelse.
2) Kun ringe kendskab til materiellets anvendelse under feltmæssige forhold, navnlig ingen uddannelse om vinteren eller i forbindelse med en afdelings øvelser.
3) Næsten intet praktisk kendskab til sanitetstjenestens taktik og teknik, herunder operationsteknik.
4) Næsten intet kendskab til hærens daglige liv og til befalingsmandens problemer, ingen som helst øvelse i kommandoføring over mandskab.
5) Ingen taktisk forståelse, end ikke a f forholdene ved den slags afdelinger, hvis sanitetsdeling lægen i krig skal føre, og intet begreb om forbindelses- og forsyningtjenestens problemer.
6) Ingen frasortering af de læger, som helt mangler evner som befalingsmænd.
Man vil let kunne uddybe denne liste, men blot disse 6 forhold vil i krig være katastrofale for sanitetstjenesten. Skal disse mangler afhjælpes, uden at tjenestetiden forlænges væsentligt, må denne udnyttes på en anden måde, end tilfældet er nu; og en længere militærtjeneste bør undgås, alene på grund a f lægernes meget lange civile uddannelse. Man kunne f. eks. opstille følgende
FORSLAG TIL NY ORDNING AF DE VPL. LÆGERS TJENESTE.
1) Rekrutuddannelse ved sundhedstropperne (under studiet), 1/7— 31/8, hidtil 16/6— 31/8, hvorved juni måned frigøres til civil praktikanttjenesten. 2 mdr.
2) Underlægeskolens I. klasse, 2/1— 31/1 vinteren efter 1). Den civile uddannelse, som skulle være taget her, skydes frem til foregående juni måned. 1 md.
3) Underlægeskolens 11. klasse, 1/7— 31/8, snarest efter embedseksamen. 2 md.
4) Tjeneste som underlæge ved en afdeling (1/9— 30/9) i tilslutning til 3). 1 md.
5) Tjeneste som reservelæge ved en afdeling (efter turnus). 3 md.
1) Rekruttiden. Ved mødet fordeles medicinerne på delingerne ved en sygepasserskole, hvis øvrige mandskab er indkaldt ca. 1 md. tidligere. De indkvarteres, iklædes og behandles fuldstændig som deres delingskammerater, men i de første 14 dage bliver de dog under øvelserne formeret i en øvelsesdeling, hvor de lærer elementær eksercits (fod- og båre-), tjenesteforhold, idræt og terrainsport, alt således at de i de sidste 6 uger altid kan indtræde i geleddet på sygepasserskolen. Dennes uddannelse må da lægges således, at der i denne tid dels gennemgås det nødvendigste om sanitetstjenestens hovedtræk og om samaritterlære, dels fuldstændig eksercermæssigt indoves behandlingen af sanitetsmateriel, telte o. s. v., særlig etablering af og opbrud fra en forbindingsplads. Både dag og nat og under alle ydre forhold skal skolen kunne behandle materiellet ikke »godt«, men på den eksercermæssigt rigtige måde. Mod slutningen af denne periode lægges der vægt på langvarige øvelser med mange stillingsskifter, uregelmæssig forplejning og hvile, ligesom evnen til at færdes i terrainet under alle forhold skal udvikles. Herunder vil eleverne i underlægeskolens II. klasse få rig lejlighed til at fungere som førere (se nedenfor). 31/8 hjemsendes medicinerne, hvorimod de egl. sygepassere fordeles til afdelingerne (infirmerierne), hvor de deltager i videre øvelser (se senere).
2) I. klasse. 2/1 det følgende år indkaldes medicinerne, som nu betegnes og iklædes som underlægeelever, i 1 md. Her repeteres det om sommeren lærte, idet der dels lægges vægt på, at eleverne vænner sig til vinterforhold, dels i højere grad gives dem grundlag for øvelserne. En væsentlig del af undervisningen skal i denne måned bestå af forelæsninger om sanitetstjenestens organisation, krigskirurgi, m ilitær medicin og hygiejne (herunder træningsfysiologi) og militærpsykologi, samt praktiske kirurgiske operationsøvelser med hærens materiel i lighed med de øvelser, som universitetet indtil 1939 afholdt for alle medicinere, men som ophørte, fordi den alm. læge nu aldrig mere kommer til at udføre operationer, en betragtning, der kun kan være gyldig i fredstid. Denne undervisning må ledes dels af hærens læger, dels af andre særligt kvalificerede, universitetslærere, læger med praktisk erfaring som læger under kamp (evt. udlændinge) o. s. v. Undervisningen i de forskellige fag skal naturligvis støttes af specielt udarbejdede lærebøger, film o. s. v. Der skal også i denne klasse gives en kortfattet redegørelse for de forskellige våbens kamp (f. eks. i det omfang, det meddeles korneteleverne ved de øvrige våben) og om transport-, forsynings- og forbindelsestjenesten under krig. Der skal desuden gives nogle få timers kommandoøvelser, ligesom eleverne under udrykningerne lejlighedsvis kan prøves som tropsførere, alt med det formål, at de ved hjemsendelsen kan deles i 2 kategorier:
A . De, som skønnes helt uegnede som befalingsmænd, d. v. s. højst 10 % af styrken, indkaldes ikke til videre uddannelse og bliver ikke underlæger, men udnævnes, når de har bestået embedseksamen og haft turnus (d. v. s. samtidig med at de øvrige udnævnes til reservelæge I = ljt. af res.), til reservelæger II (== sekondljt.). Det er meningen, at de under krig skal anvendes som assisterende læger på lazaretter m. v., mens det straks af deres grad vil fremgå, at de ikke kan anvendes i stillinger, som kræver befalingsmandsevner. De skal som nævnt ikke uddannes yderligere, men derimod i 3 X 3 mdr. gøre tjeneste ved hærens fredssanitetstjeneste (ved infirmeri o. s. v.). De vil på denne måde få en noget længere samlet tjenestetid end de øvrige, men dette kompenseres ved, at de normalt kun skal være til stede nogle timer dgl. og derfor ved siden af kan gøre videnskabeligt arbejde og evt. være ansat i civile stillinger, som ikke kræver vagttjeneste.
B. Hovedmængden indkaldes snarest efter deres embedseksamen (som hidtil) til underlægeskolens II. klasse i 2 mdr. 3) II. klasse. De første 14 dage anvendes dels til repetition a f det tidligere lærte, dels til en kommandoskole, hvor der især lægges vægt på ordreudgivelse. Desuden lærer eleverne i denne klasse at føre og at behandle de typer af motorkøretøjer, som anvendes indenfor hærens sanitetsenheder. Resten af de 2 mdr. anvendes til praktiske øvelser, som regel således, at et hold af klassen leder en bataillonsforbindingsplads, vognholdeplads o. s. v., mens en deling fra sygepasserskolen (incl. medicinerne) udgør dennes mandskab. Disse øvelser skal foregå under alle ydre forhold, altid på et grundlag, og så ofte som muligt med reel indsættelse af materiel, vogne o. s. v. Som »sårede« kan man jævnligt anvende elever fra sygepasserskolen, særlig de medicinere, som gør rekruttjeneste der. Den, som blot en enkelt gang har ligget 4— 6 timer i en mose som »såret«, fordi sanitetstjenesten ikke fungerer godt nok, vil formentlig, når han senere selv skal deltage i denne, have bedre forståelse for kravene om hurtighed og præcision. I denne klasse skal der også gives en grundig undervisning i hærorganisation, i den indre tjeneste og i felttjeneste særlig med henblik på en afdelingsstabs og stabskompagniets opgaver. Der må påny undervises i forbindelsestjeneste og afholdes praktiske øvelser i benyttelsen af denne. Klassen afsluttes med en praktisk og teoretisk prøve i sanitære og m ilitære fag, dog med hovedvægten på sanitetstaktik og krigskirurgi. E fter denne prøve vil man igen kunne udskille de (ganske enkelte), som måtte have vist sig uegnede. De udnævnes efter turnus (i hvert fald ikke før resten af holdet er blevet reservelæger I) til reservelæger II og indkaldes som de øvrige (se ovenfor) af denne kategori, dog kun i ialt 7 mdr. De øvrige udnævnes straks til underlæger ( = kornet) og fordeles til våbnene, således at de får deres videre uddannelse ved eet bestemt våben og i krigstid enten ansættes som læger ved dette eller som læger ved de selvstændige sanitetsenheder, men derimod ikke (normalt) ved andre våben. Som nedenfor nærmere omtalt er det meningen at give disse læger et ret omfattende kendskab til det våben, som de tildeles, og det er derfor nødvendigt, at deres tjeneste finder sted ved afdelinger, som har mandskab til uddannelse, mens lægetjenesten ved vagtafdelinger, særlige skoler og korps, infirmerier og militære sygehuse, som har langt ringere uddannelsesmæssig betydning, bestrides dels af de reservelæger II, som udfører de 9 (7) mdr.s pligtige tjeneste, dels af de faste overlæger og reservelægerne til friv illig tjeneste. Den videre uddannelse består af 1 md.s tjeneste som underlæge og 3 mdr.s tjeneste som reservelæge I.
4) Underlægetjenesten. Um iddelbart efter udnævnelsen fordeles underlægerne til våbnene og igen med 1— 2 til hver underafdeling ved våbnet, som har mandskab til 1. uddannelse. De indkvarteres og spiser sammen med underafdelingens kornetter (underofficerer). Hver morgen gør alle afdelingens (5— 6) underlæger i 1 time tjeneste hos afdelingslægen, som underviser dem i den daglige lægetjeneste, men resten af dagen følger de tjenesten ved deres underafdeling. De skal herunder vænne sig til forholdet mellem de forskellige kategorier af befalingsmænd og menige og lære de fysiske og psykiske krav, som stilles til personellet, at kende. De skal lære våbnets elementære taktik, men særlig skal de beskæftige sig med den indre tjeneste, f. eks. kontorets og depotets tjeneste, anvendelse af disciplinarmidleme og inspektionstjenesten. Under udgående øvelser kan de sætte sig ind i opgaverne som førsels- og kvartergørende underofficer og trænunderfører, og det vil sikkert lejlighedsvis være muligt at give dem et selvstændigt ansvar f. eks. som tilsynsassistenter, en tjeneste, som vil kunne lære dem uhyre meget om soldater og om hæren. E fter 1 md.s tjeneste hjemsendes de for efter turnus at udnævnes til reservelæger I (ljt. af res.) og genindkaldes til
5) Tjeneste i 3 mdr. som afdelingslæge ved samme våben. Det må her kræves, at indkaldelsen falder på et tidspunkt, hvor uddannelsen af et hold er ved at afsluttes, d. v. s. at a fdelingen ofte afholder større øvelser og deltager i øvelser med de øvrige våben. For at dette krav kan opfyldes, kan det blive nødvendigt at ansætte 2 vpl. reservelæger I ved de største afdelinger. I disse 3 mdr. skal lægen dels, som hidtil varetage den daglige lægetjeneste i 1— 2 timer om morgenen, dels resten af dagen følge afdelingens tjeneste efter samme principper som under underlægetiden ved underafdelingerne, idet han særlig sætter sig ind i stabens og stabskompagniets tjeneste. Så ofte det er muligt, d. v. s. hver gang afdelingen under øvelse er formeret som sådan, skal dens chef stille lægen opgaver, som svarer til den taktiske situation. Det vil herunder være en stor fordel om sanitetsdelingen kan formeres med sygepassere, sygebærere, materiel og vogne, og dette må i hvert fald være tilfældet under de afsluttende øvelser. Under øvelserne skal regimentets overlæge som regel være til stede for at vejlede den vpl. læge og for (i forbindelse med afdelingschefen) at kontrollere, at alt udføres feltmæssigt. Under deltagelsen i de større øvelser må generallæge og stabslæger ved indgående inspektioner sikre sig, at alle reservelægerne (I) er i stand til at bestride tjenesten som sanitetsdelingsførere. Dette kan kun konstateres ved at lade dem udføre denne tjeneste under fuldt feltmæssige forhold med mandskab og materiel. E fter denne inspektion tildeles de enkelte reservelæger I af lægekorpset deres mobiliseringspladser enten som afdelingslæger ved »deres« våben eller ved de særlige sanitetsenheder, men vil normalt ikke blive indkaldt mere i fredstid.
Dette forslag, som ikke giver sig ud for at være det eneste anvendelige, vil i hvert fald kunne afhjælpe en del a f de værste mangler ved den nuværende ordning, uden at byrderne forøges urimeligt. I almindelighed må man naturligvis forlange, at de læger og befalingsmænd, som skal undervise på skolerne, udvælges og instrueres nøje med henblik på deres vigtige og særprægede opgave, og at der er et både kvantitativt og kvalitativt tilstrækkeligt øvelsesmateriel til rådighed. Dette kræver naturligvis udgifter, ligesom tjenesten for visse kategoriers vedkommende må ændres. Der vil efter forslaget blive stillet krav t i l :
1) De værnepligtige læger, hvis skoleuddannelse øges med 14 dg., der dog ligger således, at den reelle civile uddannelsestid ikke forkortes. Den senere, daglige tjeneste ved afdlingerne forøges til ca. 8 timer, men da man i alle tilfælde ikke kan være ansat på et hospital samtidig, og da mange under indkaldelsen modtager delvis løn fra det hospital, hvor de har været ansat, kan det næppe være urimeligt i disse 4 mdr. at kræve heldagstjeneste. Dette berører ikke de få læger, der viser sig uegnede og ansættes som reservelæger II. Disse får ialt 12 mdr.s tjeneste, men deraf vil de 9 (evt. 7) kun kræve få timers dgl. tjeneste. Det er nødvendigt, at denne tjeneste ikke virker lettere end den normale, som de øvrige gennemgår.
2) Hærens faste læger, som vil få et øget arbejde med at undervise de vpl. læger, deltage i øvelser o. s. v. I betragtning af, at disse stillinger lønnes som kaptajnsstillinger, kan det ikke undre, om hæren (udover den dgl. lægetjeneste) nogle mdr. om året kræver, at overlægerne lejlighedsvis deltager i øvelser og undervisning.
3) Hærens lægekorps, som ikke længere vil kunne krigsplacere alle vpl. læger i enhver stilling; men ved hærens uddannelse iøvrigt går man jo nu ud fra princippet om ret mand på ret plads, og en uddifferentiering af lægerne må sikkert være et led heri.
4) Sygepasser- (og sygebærer-) uddannelsen, som i visse henseender må ændres, dog næppe til det ringere, for at passe i skemaet.
5) Hærens øvrige befalingsmænd, som vil få pålagt en yderligere uddannelsespligt. Denne undervisning går dog ikke udover, hvad enhver nyansat korporal, komet eller løjtnant må have, og den kan sikkert overkommes, når hærens rammer igen når en normal størrelse i forhold til opgaverne.
Alt dette vil formodentlig være af underordnet betydning i forbindelse med den forbedrede uddannelse, som hærens vpl. læger efter forslaget vil kunne få.
Det er imidlertid ikke nok, at de vpl. læger har en tilstrækkelig uddannelse. Det må også kræves, at de faste læger (overlæger af linien og forstærkningen, stabs- og generallæger) får en videregående uddannelse. For tiden følges den praksis, at man som overlæger ansætter praktiserende læger i garnisonsbyerne, som i nogle år har været frivillige reservelæger, d. v. s. har varetaget lægetjenesten ved en afdeling. Da denne tjeneste savner al værdi set fra et krigssanitetsmæssigt synspunkt, og da der ikke (fraset manøvrerne, hvor der sjældent lægges større vægt på at gøre sanitetstjenesten realistisk) foregår nogen systematisk uddannelse af hærens faste læger, vil det sige, at disse, som i krig skal lede de højere sanitetsled, ikke har anden uddannelse i hæren end deres underlægeskole. Det må indrømmes, at mange (delvis med støtte fra lægekorpset) på eget initiativ skaffer sig supplerende viden ved studierejser, litteraturstudier, deltagelse i militærlægeforeningens arbejde o. s. v., men alt dette kan ikke være tilstrækkeligt. Man kunne tænke sig, at der til læger, som søger ansættelse som overlæger (af linien eller forstærkningen), stilledes følgende krav:
1) Gennemgang a f fuldstændig uddannelse som reservelæge I.
2) Alsidig civil uddannelse, herunder mindst 1 års ansættelse som reservekirurg ved civilt sygehus.
3) Gennemgang på tilfredsstillende måde a f »Kursus til overlæge i hæren«.
E t sådant kursus kunne f. eks. vare 2 eller 3 mdr. (heldagstjeneste) og omfatte dels en videregående militær-medicinsk uddannelse med forelæsninger af danske og udenlandske specialister og operationsøvelser, dels en adm inistrativ og taktisk uddannelse. Kursus kunne afholdes f. eks. hvert 3. år, og deltagerantallet skulle være en del større end det forventede behov for overlæger de næste 3 år. Analogien med dels embedslægekursus ved universitetet og dels »Kursus til kaptajn af reserven« er tydelig. Man ville derved kunne ansætte overlæger, som dels havde ret gode forudsætninger for at være chefer under kamp, dels ville være i stand til at undervise det underordnede sanitetspersonel på tilfredsstillende måde.
Også for denne del af forslaget gælder det, at andre løsninger kan være lige så gode eller bedre. Det centrale er, at de nuværende forhold næppe sikrer en tilfredsstillende uddannelse af hærens læger; hvilke forbedringer, som særlig tiltrænges, kan diskuteres, men det vigtigste må her, som for al anden uddannelse i hæren, være den gamle regel: A lt, hvad soldaten lærer i fredstid, lærer han for krigens skyld. Forstår man ikke, at stillingen som læge ved hæren på mange områder stiller uhyre store krav til sin indehaver, kræver den bedste uddannelse, som hæren kan give, og stor indsats fra alles side, vil konsekvenserne ikke udeblive, hvis hæren skulle komme i kamp. Den soldat, der tvivler om, at sanitetstjenesten fungerer godt, vil let lade begreberne »frit skud« og »dækning« skifte plads i trangfølgen, og hvad det betyder for hærens moral, kan ikke overvurderes.
Svend Trier.
