Log ind

Om søkrig: Søkrigshistoriens betydning

#

Those who can not remember the past are condemned to repeat it.  Santayana, (født 1863) professor i filosofi ved Harvard.    

Historie er den bedste træning for dem, som skal deltage i offentlige sager.  Polybios, græsk historieskriver i Rom201 – 119 f.K.  

 

Har vi brug for historisk viden og dannelse? 

Historie var i gamle dage et såkaldt ”dannelsesfag”. Man forventede, at  personer med en høj uddannelse havde en vis basisviden inden for en række  fag, især humanistiske fag, hvor historie var et af dem. Hvis man beskæftiger  sig med udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske forhold, så er historiske  studier vigtige. Anvendelsen af militære styrker sker, med Clausewitz’s ord, jo  blot som en forlængelse af de politiske tiltag. I det følgende har jeg blandt  andet med støtte fra en række citater fra historiske personer søgt at reklamere  lidt for studiet af søkrigshistorien.  

Når man har en profession som officer eller eksempelvis læge eller  ingeniør, så er det ret naturligt, at man kender til den pågældende professions  baggrund og historie. Lægestuderende lærer om metoder og kure fra Athen og  Rom og om middelalderens munke, som med lægeurter kunne helbrede visse  sygdomme. Tilsvarende lærer bygningsingeniører om pyramider,  katedralbyggerier og gamle romerske broer og aquadukter. For en officer bør  det være en naturlig ting at have et bredt kendskab til krigshistorie og  udviklingen af krigsteorier, strategi, taktik, doktriner og våben.  

”Historie er filosofi uddraget af eksempler”, udtalte Dionysios af  Halikarnassos i år 7 f.K. Studiet af historie kan være medvirkende til at give et  godt grundlag for forståelsen af verden, som den ser ud. Det har en lang række  demokratiske valgte politikere været eksempler på: Winston S. Churchill, John  F. Kennedy og Charles de Gaulle. Der er også en række eksempler på, at  despoter har udnyttet historiske studier til at fremme deres politiske og  nationale ambitioner. Som eksempler herpå kan nævnes Adolf Hitler, Josef V.  Stalin og Saddam Hussein. ”Den, der ikke forstår fortiden, kan ikke begribe  nutiden, ej heller se ud i fremtiden”, har Josef Stalin engang udtalt.

En af årsagerne til at jeg selv kom til at undervise i søkrigshistorie og  maritime operationer er, at jeg efter ca. 10 år som søofficer konstaterede, at  det jeg havde lært i faget søkrigslære på Søværnets Officersskole ikke var helt  korrekt. Ved læsning af netop offentliggjorte bøger om de allierede  efterretningstjenesters evner under Den anden Verdenskrig til at løse de tyske  og japanske koder blev det klart, at beslutningsgrundlaget for en lang række af  de større maritime operationer var ganske anderledes, end man hidtil havde  vidst. Siden da har jeg undervist i maritime operationer, og det har været et  godt grundlag for mit samtidige virke som efterretningsofficer under og efter  den kolde krig.  

De fleste, som har gjort tjeneste på Balkan, vil nok give mig ret i, at man  ikke har forudsætninger for at forstå de lokale konflikter, med mindre man har  et bredt kendskab til den historiske baggrund. Man skal kende til delingen af  det romerske rige i år 395, til slaget på Kosovo Pole (Solsortesletten) den 28.  juni 1389, til områderne hvor de forskellige trosretninger er udbredt (katolsk,  ortodoks og muslimsk tro) og til udbredelsen af det osmanniske rige. Et sådant  kendskab er en forudsætning for at forstå forskellene i sociale, kulturelle og  uddannelsesmæssige forhold, industrialisering kontra landbrug, den ulige  fordeling af ressourcer og meget mere. Det er en forudsætning for at forstå det  dybtliggende had. Lignende historiske betragtninger gælder også for  Kaukasus, Mellemøsten og Afghanistan. Historisk viden kan være medvirkende  til at give erfaring og indsigt og forbedre beslutningsgrundlaget i militære  operationer.  

 

Beskrivelse af systematisk magtanvendelse

Systematisk magtanvendelse har været beskrevet siden det fjerde århundrede  f.K. af Sun Tsu, som var krigsherre i Kina. Samspillet mellem politik og magt  blev grundigt beskrevet af Niccolo Macchiavelli i bogen Fyrsten fra 1532. Siden  Napoleonskrigene har studiet af krig været behandlet på videnskabelig vis.  Større værker om maritim magtanvendelse fremkom først i det 19.  århundrede. I England havde de grundlæggende forudsætninger været kendt  flere hundrede år tidligere.  

Da politiske konflikter og modsætninger i tidligere tider næsten altid blev  løst ved magtanvendelse, enten fra statsmagten eller lokale krigsherrer, så har  krigshistorie været en væsentlig del af den politiske historie. For at kunne  udnytte de historiske erfaringer er det dog ofte nødvendigt, at militære fagfolk  deltager i analyserne. Traditionelle militære magter som USA, Storbritannien,  Rusland, Frankrig og Tyskland råder over store (historieforsknings‐) institutter  med egne biblioteker og tilknyttede officerer, historikere, bibliotekarer m.v.  Studiet af militærhistorie er en naturlig del af officersuddannelsen, såvel i grunduddannelsen som den efterfølgende stabsuddannelse. For flyvere er de  historiske studier selvfølgelig meget begrænsede i tid. For de to øvrige værn er  det specielt tiden fra Napoleonskrigene og frem til i dag, som tillægges stor  vægt. Årsagerne er dels industrialiseringen, dels den videnskabelige analyse af  begivenhederne, som tog sin begyndelse omkring denne periode. Tidligere  tiders historiske værker var ofte farvet af, at de var bestilt af regenten.  

For at kunne virke som søofficer er det vigtigt at have et grundigt kendskab  til søkrig og betydningen og anvendelsen af sømagt. Det grundlæggende  kendskab får man blandt andet ved at studere den historiske udvikling,  herunder den økonomiske, tekniske og industrielle udvikling.  

Selv om mange af søkrigens principper var opfattet korrekt af mange  beslutningstagere, herunder især af ledende politikere og militærpersoner fra  sømagterne selv, så er det først forholdsvis for nylig – set i historisk perspektiv,  nemlig fra 1890, at baggrunden for sømagt er beskrevet i bogform.

De moderne filosofiske betragtninger om krig og statsmagt baserer sig på  Carl von Clausewitz’s værk Vom Kriege (Om krig), som blev nedskrevet mellem  1816 og 1830. Det er filosofisk stof, som er meget tung læsning. Den britiske  krigsteoretiker, general J.F.C.Fuller, skrev meget arrogant, men formentlig  også korrekt, i sin bog The Conduct of War fra 1961, at han havde mødt flere  hundrede officerer, som havde læst Clausewitz, men kun fire, som havde  forstået ham! Lenin udgav en kommenteret udgave af Clausewitz, som fik stor  betydning for den sovjetiske strategidiskussion fra 1920’erne og frem til  Sovjetunionens sammenbrud.  

 

Mahans betydning 

Så er det ulig nemmere for søofficerer at tilegne sig den historiske grundviden  om sømagt, idet Captain Alfred Thayer Mahan i 1890 udgav en bog, The  Influence of Sea Power upon History 1660 ‐ 1783. Denne bog beskriver på en  enkel, overskuelig og letlæselig måde, hvorledes sømagterne, især England, i  den nævnte periode var i stand til at udnytte havene som transportvej til og fra  deres råstofrige kolonier. De formåede at overføre hærstyrker til områder, hvor  der var behov, og de kunne ved hjælp af deres orlogsflåder forhindre andre i at  gøre det samme. Sømagt var grundlaget for det britiske koloniriges rigdom og  industrialisering, og forfatteren behandler også de lande, som har stor militær  indflydelse, men ikke er i stand til at udnytte havet. Dem kalder han  kontinentalmagter. Frankrig, Tyskland, Rusland og Østrig‐Ungarn er i perioder  sådanne kontinentalmagter, medens Holland og Danmark i perioder har været  betydelige sømagter.  

Mahan var søkrigshistoriker og søkrigsteoretiker, og den tyske kejser  Wilhelm II blev så begejstret for hans tanker, at han beordrede Mahans bog opstillet i alle officersmesser i den tyske flåde omkring 1897. Mahan kom  dermed til at spille en vigtig rolle i flådeoprustningen op til Den første  Verdenskrig. Mahan havde grundigt studeret Clausewitz og især Jomini.  

Mahans teorier passer udmærket på Danmark, hvor ingen havde  nedskrevet principperne i bogform, men rigsråd Anders Bille udtalte dog i 1647,  at ”Næst efter Gud den almægtiges nådige forsyn hviler kongerigets velfærd,  sikkerhed og styrke på Flåden”. Sagt uden omsvøb var det således, at så længe  flåden kunne sejle, var landet i sikkerhed. Hvis stræderne frøs til is, og  svenskerne kunne gå over, havde hæren problemer med at forsvare landet. En  forudsætning for at drive handel i Danmark har i de seneste et tusinde år haft  som forudsætning, at vi har haft en koffardiflåde (handelsflåde), som kunne  tjene penge og en orlogsflåde (krigsflåde), som kunne beskytte den. Næsten al  handel foregik ”på køl”, det vil sige som søtransport. Alle vore byer lå ved  vandet, og det var havet, der var forbindelsesvejen. Havet adskilte ikke folk,  men knyttede dem sammen. Undtagelsen er Viborg, som lå ved  Hærvejen/Oksevejen. Det var den eneste handelsvej af betydning, som gik over  land.  

Mahan indledte med sin bog et langt forfatterskab, som varede til hans  død ved udbruddet af Den første Verdenskrig. Han grundlagde den moderne  søkrigsteori, og hans bøger dominerede de sømilitære operationer under  begge verdenskrige. Da Sovjetunionen under den kolde krig for alvor  besluttede sig for at blive en sømagt, udgav flådechefen, Flådeadmiral af  Sovjetunionen Sergei Georgevich Gorshkov i 1976 bogen Statens sømagt  (”Morskaya Moshch Gosudarstvo”). Den var i høj grad baseret på Mahans  værker og Storadmiral Dönitz erindringer. Den handlede om, hvorledes en  kontinentalmagt som Sovjetunionen kunne udnytte havet i sin udenrigs‐ og  sikkerhedspolitik over for de traditionelt store sømagter som USA og  Storbritannien uden at lave de fejl, som Hitler‐Tyskland begik på havet fra 1939  – 1945. Den sovjetiske fjende var NATO, som i sin titel ”The North Atlantic  Treaty Organisation” indikerer, at Nordatlanten var det, der bandt alliancens  deltagere sammen.  

 

Sømilitære doktriner og den internationale retsorden

En egentlig sømilitær doktrin kan spores meget længere tilbage end Mahans  tid. I Royal Navy kan man i hvert tilfælde spore flådedoktrinen tilbage til  udgivelsen af Fighting Instructions i 1672. Den nuværende taktiske og operative  doktrin er indarbejdet i dagens Fighting Instructions, gældende for alle enheder  af Royal Navy.  

Tilbage til studiet af søkrigshistorien. Erfaringer fra og studier af søslag,  kampagner og andre sømilitære operationer, ligesom samspil med hærstyrker, og senere tillige med flystyrker, har selvfølgelig været tillagt stor vægt gennem  tiderne. Det er vanskeligt at adskille, hvad der er operative erfaringer, og hvad  der er krigshistorie. Krigserfaringer af forskellig art har selvfølgelig altid dannet  et naturligt grundlag for opdatering af strategi, taktik og doktriner, ligesom  krigserfaringerne er blevet udnyttet i udviklingen af orlogsskibene og deres  våben.  

Hvor landkrigen er præget af næsten statiske operationer, så er søkrigen  præget af mobilitet. Den moderne søkrig foregår i tre dimensioner: På havet, i  luften og under vandoverfladen. Den er påvirket af situationen nær land, og i  moderne tid er udnyttelsen af rummet, til såvel kommunikation som  overvågning, kommet til.  

For at forstå hele den moderne internationale retsorden på havene er det  også vigtigt at kende den søkrigsmæssige og maritime historie, for det er den  historiske udvikling, der danner baggrunden for begreber som  territorialfarvande, stræder, økonomiske zoner, udnyttelse af havets  ressourcer, embargo og andre begreber. Grundlaget for søretten blev skabt  dels af Plautus i det gamle Rom, dels af hollænderen Hugo Grotius (latiniseret  for Huig de Groot), som i 1509 udgav bogen Mare liberum (”Frit hav”) om  sørettens grundprincipper. Begge hyldede grundprincippet: ”Mare quidem  commune certo est omnibus” (”Havet er naturligvis fælles for alle”). I 1625  udgav Hugo Grotius De jure belli et pacis (Om retten i krig og fred), som danner  grundlaget for den internationale folkeret. Under den såkaldte ”florisante  periode” (opblomstringsperiode) fra 1720 – 1801, hvor dansk skibsfart  indsejlede uhyre summer, hyldede Danmark princippet om at ”Frit skib giver fri  ladning”. (A.P.Bernstorff, 1780). Hvis man skal relatere denne rigdom til  dagligdagen i 2004, så kan man ved en mindre udflugt til området nord og vest  for København se eksemplerne ved de mange lystslotte ved Bagsværd, Lyngby,  Holte og Vedbæk, som de københavnsk købmænd lod bygge i denne periode.  Ved at gå en tur gennem Amaliegade i København kan man også få et indtryk  af skibsredernes huse og kontorer.  

Retsordenen tillader nationerne at sejle i internationalt farvand. Hermed  har sømagterne mulighed for at påvirke magten på land. Det kaldes  ”Projection of Power” (”Projektion af magt fra havet mod landmassen”). Under  konflikten i Afghanistan har USA, støttet af blandt andet Storbritannien og  Frankrig, været i stand til at foretage operationer i og over Afghanistan, som  udgik fra skibe, som opererede i internationalt farvand i Det indiske Ocean.  Skibene medbragte blandt andet deres egne kampfly, krydsermissiler og  marineinfanteri, som kunne indsættes i Afghanistan, som ikke grænser op til  nogen kyst. Pakistan havde ganske vist givet tilladelse til overflyvning, men  selv uden tilladelse kan en sømagt af en vis størrelse gennemføre sådanne operationer.  

Mens krig som bekendt er alt for alvorlig en sag at overlade til generaler, så  er søkrigshistorie også alt for alvorlig at overlade til historikere uden sømilitær  baggrund. (Ovenstående er i øvrigt et fejlcitat, som bruges vidt og bredt. Det  stammer fra Georges Clemenceau, som oprindelig under Den første  Verdenskrig sagde: " Generaler kan ikke betros noget som helst, end ikke  krige"). Hvad enten man er statsmand eller søofficer, så er et grundigt,  personligt kendskab til søkrigshistorie en vigtig forudsætning for at forstå  sømagtens muligheder og begrænsninger. Premierminister Winston S.  Churchill er et eksempel på en statsmand med omfattende kendskab til  søkrigens muligheder, om end han også i sin tid, blandt andet som  marineminister under Den første Verdenskrig, beordrede sømilitære  operationer udført, som viste sig at være katastrofale.  

 

Joint Operations 

Specielt siden Den anden Verdenskrig har samspillet mellem de tre værn været  tillagt stor og kampafgørende betydning. Hvor mere end et værn deltager i  operationerne, taler man om ”Joint Operations”. Det er uhyre vigtigt, at såvel  den kommanderende for en Joint Staff som hans medarbejdere har en klar  forståelse for de forskellige styrkers muligheder og begrænsninger. Historiske  studier kan hjælpe med til dette, men man må aldrig falde i den for  krigshistorikere velkendte grøft: ”At planlæggerne forbereder sig til den krig,  der lige er udkæmpet”. I dette nummer af tidsskriftet er bragt en artikel med et  eksempel på Joint Warfare fra Den russisk‐japanske Krig 1904‐1905. Som det  fremgår af artiklen gjaldt det for begge krigens parter, at hærens operationer  var betinget af marinens succes og omvendt.  

Friktion og rivalisering mellem værnene har i tidens løb besværliggjort en  ”Joint Doctrine”. Fremtidige konflikter forudses ofte at ville blive ”Joint”. Under  ”Operation Desert Storm” i Kuwait og Irak i 1991 blev det klart for USA, at der  måtte gøres en meget stor indsats for at fremme den værnsfælles forståelse.  Det gjaldt både de store strategiske linier og de mere jordnære problemer  omkring procedurer. Eksempelvis kunne en hærenhed, der påkaldte ildstøtte,  risikere at få den fra et jagerbombefly fra marinen, som ikke brugte de samme  kortreferencer. Så ud over flådedoktriner og procedurer er det også nødvendigt  for søofficerer at have kendskab til de værnsfælles doktriner og procedurer.  Den historiske baggrund for deres tilblivelse er vigtig for forståelsen af  samspillet mellem styrkerne. Hvis man beskæftiger sig med ”Joint Warfare”,  må man have et kendskab til alle tre værns operationer og baggrunden herfor.  

Krigens ultimative mål er at påtvinge fjenden ens egen vilje. Det opnår man ved at anbringe bevæbnede soldater i hovedstaden, som det skete i Berlin i maj  1945. For at kunne opnå dette mål måtte de allierede i årevis gennemføre  omfattende flyoperationer over Tyskland og de besatte områder. De måtte  også tilkæmpe sig søherredømmet i Atlanten, Middelhavet og i kystområderne  ved kontinentet. Herefter kunne de tilintetgøre fjendens styrker og afslutte de  opslidende hæroperationer, der endeligt placerede soldater i Berlin. Krigens  mål blev opnået ved et samspil mellem forskellige værn ‐ og fra mange  nationer.  

 

Betydningen af sømagt 

Anvendelse af sømagt var et af virkemidlerne. En krig kan også tabes på havet.  På et tidligt tidspunkt af Den anden Verdenskrig, hvor Storbritannien var  afhængig af forsyninger over Atlanten, var situationen så alvorlig, at man  faktisk kunne have tabt krigen alene på grund af manglende  handelsskibstonnage. Den britiske søkrigshistoriker Marder har udtalt  følgende: ”It does not appear to have been fully realised that lack of shipping  could lose the war without a single major engagement at sea”. Storbritannien  kunne simpelthen have tabt krigen ved, at forsyningslinierne med fødevarer,  råvarer og industriprodukter blev skåret over. Herefter ville fjenden kunne  påtvinge landet sin vilje.

Og når alt dette om vigtigheden af historiske studier er sagt, så er det  måske også på sin plads at citere Robert Louis Stevenson (forfatter til  ”Skatteøen” m.fl.): ”Books are good enough in their own way, but they are a  mighty bloodless substitute for life!”

En søofficer skal ikke have alle sine erfaringer fra læsning i en blød  lænestol. Han skal have et omfattende kendskab til søkrigens element, som er  havet. Derudover skal han have et kendskab til strategi og taktik samt  søkrigens mål, søkrigens doktriner og søkrigens midler. George Berhard Shaw  rammer måske noget essentielt med sin ytring om, at ”historikeren er en  reporter, der aldrig har været med, hvor der er sket noget!”  

 

Konklusion 

Som konklusion vil jeg gerne reklamere for studiet af historie, krigshistorie og  søkrigshistorie. Rent fagligt får man en bedre forståelse for politiske og  militære sammenhænge, økonomiske muligheder og geografiske forhold. Det  historiske materiale rummer ofte interessant stof. Det er samtidig udviklende,  berigende og spændende for læseren. Med reference til indledningen vil jeg  sige, at man kan gå hen og blive dannet af det – selvom det kan være svært at  beskrive, hvad dannelse er, og hvad det egentlig kan bruges til!

Er der et eller andet, som går helt galt, kan man risikere at skulle udfærdige en rapport. Her kan historisk grundviden være med til at sætte lidt kulør på en  ellers kedelig sag. Efter det japanske raid mod Pearl Harbour skulle der  udarbejdes en rapport til den amerikanske kongres. Admiral Kimmel skrev den,  og det var ham, der blev den officielle syndebuk. Han havde ikke modtaget alle  relevante efterretningsmæssige oplysninger op til krigsudbruddet, og han  måtte ty til et citat fra Seneca fra det gamle Rom for at beskrive sin egen  situation: ”It is better to have useless knowledge than to know nothing!”