E n række myndigheder og enkeltpersoner er i denne tid beskæftiget med at skrive reglementer, og det vil formentlig va're tilfældet endnu lang tid fremover. Der kan derfor nok være grund til at ofre dette arbejde nogen opmærksomhed. Nu er det jo ikke givet alle at besidde evnen til at forme tanker og idéer i det skrevne sprog, og for dem kunne nedenstående betragtninger måske være til nogen hjælp. Men også den rutinerede stilist bor tænke på, for hvem del reglement, ban skriver, er beregnet. Først et par ord om selve arbejdet. Udarbejdelsen af en fu ldstændig og logisk disposition er det første skridt mod et godt reglement. Uden en god disposition kan et reglementsarbejde meget vel resultere i et forvirrende, unødigt gentagende og ufuldstændigt værk. Begynd med de store linier, almindelige bemærkninger og det materiale, der dækker liele stoffet, og gå så over til enkelthederne bagefter. Når det er gjort, så ordnes materialet i logisk rækkefølge, så sammenhængen i teksten bevares. Som en hjælp til klar og hurtig ordreudgivelse m. v. har hæren et særligt teknisk ordforråd og en særlig skrivemåde med mange forkortelser. Denne form er for uddannede tropper og stabspersonel både naturlig og praktisk. Men for den uøvede soldat er denne stil lidet interessant, knudret og for teknisk til klar forståelse. Derfor må reglementets sprogbrug passe læseren, og det er i denne forbindelse værd at huske, at hærens personel i krigstid især omfatter soldater og befalingsmænd, der ikke er det af kald. Derfor hor reglementer og la-reboger kunne la-ses og forstås af en mand med almindelig folkeskoleuddannelse. Korte sætninger er lettere at la-se end lange. Men en række korte sætninger kan dog også være vanskelige at læse på grund af for mange tegn, der standser øjets og tankens flugt. Derfor må et godt skrevet afsnit have en passende blanding af sætninger af skiftende længde. Brugen af 2. person er en let og virkningsfuld måde at gøre teksten mere læseværdig på, når det ikke bliver brugt for ofte, så det bliver ensformigt. Den aktive måde er sædvanligvis at foretrække for den passive.
Den militære sprogbrug bar en udpræget tilbøjelighed til at bruge lange ord og ord af fremmed oprindelse. \ i har som regel lige så gode, korte, danske ord. Det gælder blot om at være opmærksom derpå. Brug endvidere, hvor det er muligt, ord, der udtrykker en handling eller bevægelse. Det letter læseren at kunne se for sig, hvad det drejer sig om, f. eks.: Soldaten sigter og skyder. Han kryber fremad, tæt til jorden, så ban kan skjule sig for fjenden. Derefter springer ban op, løber fremad og kaster sin granat. Med sådanne korte, danske ord kan man udtrykke næsten alle tanker om kamp. Og det er sådanne ord, soldaten kender og anvender. Hvis et enkelt og velkendt ord kan bruges, så brug det! Det fremmer forståelsen. Tænk f. eks. over følgende:
I stedet for dette: Brug dette:
nødvendige handling handling
tage de nødvendige forholdsregler gøre
sørge for at advare betids advare (i tide),
o. s. v.
Det er en liste, der kan forlænges næsten i det uendelige. Det er meget få mennesker, der fra forste færd noje kan udtrykke, hvad de tænker og mener, og hvad de ønsker, læseren skal forstå. Een måde er forst at skrive alle kendsgerninger, data m. v. uden smålige hensyn, blot følgende dispositionen. Derefter gås teksten igennem, og den skrives om, så det er klart, hvad der menes. Under denne omskrivning bør man søge at komme bort fra udtryk, der på grund af det særlige militære fagsprog er særegne for læseren, og så vidt muligt bruge udtryk og vendinger, der er gængse og let forståelige for den civile læser. Man bor, livor det er muligt og naturligt, bruge tegninger, fotografier, kort, tabeller og diagrammer for at lette læsningen. De erstatter ofte en længere forklaring og gør teksten tydeligere for gennemsnitslæseren. Også brugen af illustrationer kræver planlægning. Enhver illustration må klart vise een bestemt ting, et princip e. 1. Den må ikke indeholde uvedkommende enkeltheder, der blot forflygtiger interessen, men dog være fuldstændig nok til at vise kernen i sagen. Endelig bør man vel for en længere række reglementer, der bar forbindelse med hinanden, finde frem til en ensartet formel opstilling af stoffet. Det ser både pænere ud og letter samtidig læseren at finde rundt i reglementerne. Det bedst mulige reglement kræver et stort forarbejde, og et godt resultat nås sædvanligvis kun gennem et samarbejde med en eller flere, der ikke selv direkte har været med ved udarbejdelsen, men med friske øjne kan vurdere behandlingen af stoffet.
V. K .Sørensen.
