Om Principperne for Bedømmelse og Udskrivning af de Værnepligtige i Relation til den gældende Hærlov

Foredrag i det krigsvidenskabelige Selskabs Møde den 10. December 1900.

Af Korpslæge, Dr. med J. Bondesen.

Hærordning og Udskrivningsregler inaa nødvendig være afpassede efter hinanden. Da Hærloven af 6. Juli 1867 var fremkommen, blev det derfor anset for nødvendigt, at den tidligere Værnepligtslov (af 1861), der nu viste sig ufyldestgørende, blev forandret. Dette førte til den nu gældende Værnepligtslov af 6. Marts 1869.

Men Hærloven er senere undergaaet Forandringer, først ved Tillægsloven af 25. Juli 1880, senere ved Tillægsloven af 13. April 1894, og det kan ikke nægtes, at navnlig den sidste paa visse Punkter kommer stærkt i Strid med Værnepligtsloven af 1869, Som det vigtigste Omraade, hvor Uoverensstemmelsen gør sig gældende, maa fremhæves den nye Hærlovs begrænsede Indkaldelse i Modsætning til Værnepligtslovens Bydende (§26): „Alle de aarlig til den egentlige Krigstjeneste udskrevne Værnepligtige .... indkaldes til Uddannelse ved det Værn, Vaaben eller Korps, hvilket de ere tildelte“ . — Imidlertid giver Værnepligtsloven kun de mere almindelige Bestemmelser for Udskrivningen, hvorimod de nærmere Regler for Sessionernes Bedømmelse ifølge Lovens § 20 blive at fastsætte ved Kongelig Anordning, og der er herved givet en ret vid Ramme, inden for hvilken Bedømmelsen og Fordelingen af det værnepligtige Mandskab kan afpasses efter de forskellige Hærlovsforandringer. Saadanne Anordninger kunne altsaa administrativt forandres, hvor ændrede Anskuelser eller forandrede Krav gøre det ønskeligt, og vi have ogsaa efter 1869 faaet nye Anordninger og Regulativer for Bedømmelsen baade i 1872, 1879, 1882 og nu sidst i 1894. Om dette sidste skal bemærkes, at det vel bærer Datoen 24. August 1894 og saaledes er af senere Dato end Hærlovstillæget af 13. April s. A . , men det bør samtidigt fremhæves, at den til Udarbejdelsen af en ny Anordning og Regulativ nedsatte Kommission væsentlig havde endt sine Arbejder, da den nye Hærlov fremkom. Spørgsmaalet bliver da, om de ved sidste Regulativ fastslaaede Regler for Mandskabets Bedømmelse og Udskrivning vise Overensstemmelse med de ved Hærlovstillæget vedtagne Forandringer?

Inden jeg gaar over til at besvare dette Spørgsmaal, skal jeg til Vejledning for dem, der ikke ere inde i Udskrivningsvæsenet, oplyse, at Bedømmelsen af de Værnepligtige nu som tidligere foregaar efter Kategorierne: Tjenstdygtig til egentlig Krigstjeneste (E. K.), tjenstdygtig til Militærarbejder (M.) og utjenstdygtig til al Krigstjeneste, og at Regulativets Bestemmelser i Overensstemmelse hermed ere opførte i 3 Kolonner: I. omhandlende de Legemsfejl m. in., der medføre Utjenstdygtighed til al Krigstjeneste; II. omhandlende dem, der medføre Utjenstdygtighed til egentlig Krigstjeneste, men tillade Udskrivning som Militærarbejder; III. omhandlende saadanne Fejl, der tillade Udskrivning til visse Arter af egentlig Krigstjeneste, men udelukke Anvendelsen til andre Arter af denne. Sin væsentlige Betydning har Opstillingen af denne Kolonne ved, at man i Overensstemmelse med den kan udskrive Mandskab til visse specielle Vaaben, navnlig Fæstningsartilleriet og de ikke kombattante Korps, som ikke ere i Besiddelse af Tjenstdygtighed til Fodfolket („Behandling efter Regulativ-Kolonne III.“). — I øvrigt fordeler Anordningen de til egentlig Krigstjeneste dygtige til en Række Klasser, E. K. 1— 8, efter deres Anvendelighed til de forskellige Vaaben og Korps (Søværnet, Fodfolket, Livgarden, Rytteriet o. s. v.). Som noget nyt har det sidste Regulativ tilføjet en 9. Klasse (E. K. 9), der paa en vis Maade betegner en Klasse af ringere Grad af Tjenstdygtighed, og til hvilken der henvises Mandskab egnet til Tøjhus- og Laboratorieafdelingen, til Train- og Hestepasser-Tjeneste samt til Sundhedstropperne.

Ved Hærloven af 13. April 1894 blev Antallet af dem, der aarlig skulde indkaldes til Uddannelse, fikseret og foreløbigt fastsat til et betydeligt ringere Tal, end hvad der tidligere var indkaldt. Ved sidste Regulativ og Anordning (24. August 1894) blev der paa flere Punkter foretaget Forandringer, der tillod at u d ­ skrive et større A n ta l Værnepligtige end t id ­ ligere, f.Eks. ved Nedsættelse af Minimalhøjden, ved Forandring af Refraktionsgrænsen, ved Udskydning af Fodsved som Kassationsaarsag. Der er dog næppe Grund til at tillægge dette nogen synderlig Betydning, navnlig fordi de lempede Bestemmelser ikke fik den Indflydelse, at Udskrivningsmassen blev større; værre var det derimod, at der ved Regulativet overhovedet ikke blev givet noget Middel til at faa de bedst egnede ind blandt dem, der blive indkaldte. Vel blev der i det nye Regulativ indført en Kvalitetsbetegnelse a og b, af hvilke a skulde betegne dem, der i Henseende til legemlig Udvikling skønnedes særlig egnede til en bestemt A rt af Tjeneste, b derimod betegne de brugbare; men denne Kvalitetsbetegnelse blev kun indført for Klasserne E. K. 1 og 3— 8, altsaa for de specielle Vaaben, hvorimod Hovedvaabnet, Fodfolket (E. K. 2) ikke fik tildelt denne Betegnelse. Dette var vel i god Overensstemmelse med den tidligere Hærlov, idet alle de overskydende fra de specielle Vaaben gik til Fodfolket; men det var i absolut Uoverensstemmelse med den nye Hærlovsforandring med det fikserede Kontingent ogsaa til Fod folket; dette er herved bleven udsat for i betydelig Grad at gaa glip af de særligt egnede og at faa de brugbare i Stedet. Men ogsaa den M ulighed , der ved Kvalitetsbetegnelsen var givet de specielle Vaaben til at faa de særligt egnede, blev stærkt paralyseret ved den Fo randring i det nye Regulativ, at der i større Udstrækning end tidligere blev givet Anvisning paa til enkelte specielle Vaaben, navnlig Fæstningsartilleriet (E. K. '7) at udskrive saadanne , der ikke havde den tidligere som „mindste Tjenstdygtighed“ fastslaaede Tjenstdygtighed til Fodfolket (Udskrivning efter Regulativets Kolonne III). Og denne Bestemmelse fik saa meget større Betydning, som det i Anordningen (§14, 1. Stykke) fastsattes, at de Værnepligtige med Vedtegning Regul. Kolonne III skulde udtages først til vedkommende Klasse, forsaavidt de efter deres Lodtrækningsnummer overhovedet vilde komme til Indkaldelse, hvis de ikke havde denne Vedtegning. Dette var ogsaa i god Overensstemmelse med den tidligere Hæ rlov, idet man her nødvendigt maatte sikre sig, at de efter Regul. Kolonne III behandlede ogsaa kom til vedkommende specielle Vaaben, da de ellers som overskydende vilde gaa til Fodfolket, hvortil de netop vare betegnede som ubrugbare, men det er ganske i Uoverensstemmesse med den nye Lovs begrænsede Indkaldelse forlods at sikre enkelte specielle Vaaben Mandskab, som paa Grund af en Række Mangler og Svagheder som Lunge-Emfysem, ringere Skævhed eller Deformitet af Bækkenet, Blodaarebrok, mindre Vandbrok, Aareknuder, Kalveknæ og Platfod ikke kunne benyttes ved Fodfolket. Herved er Muligheden givet for at vedkommende specielle Vaaben uden Grund bliver overfyldt med saadant mindre egnet Mandskab.

Uoverensstemmelsen mellem Hærlov og Regulativ er paa disse Punkter iøjnefaldende, og man har da ved en Række supplerende Bestemmelser søgt at raade Bod paa de Ulemper, der lierved ere fremkomne, særlig søgt at sikre Fodfolket Tilgang af dertil egnet Mandskab. I et Regulativet ledsagende Cirkulære fra Justitsministeriet (25. August 1894) oplyses det, at Gruppeinddelingen a og b af praktiske Hensyn ikke er indført ved Fodfolket, men det indskærpes, at der ved Udskrivningen til denne Klasse „maa udvises den samme Omhyggelighed ved kun at give Tjenstdygtighedsvedtegning til det Mandskab, der opfylder Betingelserne for Fodfolkets Type, som ved Vedtegning til de Klasser, hvor Gruppevedtegningen er foreskrevet), for om muligt derved at sikre disse Klasser særligt egnet Mandskab. Da Overskuddet af Mandskabet til Klasserne E. K. 1 og 3— 8 tilgaar Fodfolket, er det derhos nødvendigt, at der for at sikre dette mod ubrugbart eller mindre brugbart Mandskab udtrykkeligt gives saadant Mandskab enten Vedtegning Regul. III. eller subsidiær Vedtegning til en af Underafdelingerne af E. K. 9.“ — Hvad det er for „praktiske Hensyn“ , der have forhindret at give ogsaa Fodfolket en Kvalitetsvedtegning (a eller b) oplyser Cirkulæret intet om, men Cirkulæret maa jo nærmest tydes som en Paamindelse om til Fodfolket kun at udskrive saadanne, som man, saafremt der havde været Kvalitetsvedtegning ogsaa for dette, vilde have henført til Gruppen a, og der gives dernæst forskellige Anvisninger til at undgaa, at de muligt mindre brugbare af Overskuddet fra de specielle Vaaben skulde blive tildelt Fodfolket. Vi skulle betragte hver af disse og da først Paabudet om at tildele disse mindre brugbare Vedtegning Regul. Kolonne III. Med Hensyn til dette maa erindres, at Anordningens § 14 udtrykkeligt paabyder, at de Værnepligtige med Vedtegning Regul. Kolonne III. skulle udtages først til vedkommende Klasse; den uundgaaelige Følge af dette Paabud synes da at blive den, at hvad man muligt vinder af Brugbarhed for Fodfolket, det taber man for de andre Vaaben. Det er aabenbart for at sikre sig mod dette, at Justitsministeriet i et nyt Cirkulære af 22. August 1895 paabyder, at Vedtegning Regul. Kolonne III. „bør overhovedet kun gives til Mandskab med Tjenstdygtighedsvedtegning til en af Klasserne E. K. 1 (Søværnet) og 4— 8 (Rytteri, Artilleri, Ingeniører) i Tilfæ ld e , hvor en Værnepligtigs Legemsfejl m. m. i en udpræget Grad er liinderlig for Anvendelse til bestemte Arter a f Krigstjeneste, navnlig Fodfolket, medens Vedkommende frembyder særlig Brugbarhed til et andet bestemt Vaaben eller Værn, hvoraf Følgen vil være, at Vedkommende som Regel bliver at henføre til Klassens Gruppe a.“ Dette Cirkulære synes baade ret indviklet og til Dels at paalægge Sessionerne en umulig Opgave. T hi Vedtegning Regul. Kolonne III. gives jo netop dem, der ere behæftede med Svagheder som ringere Grad af Lunge-Em fysem , Aareknuder, Platfod o. lign.; Mandskabet faar denne Vedtegning, for at man kan sikre sig mod, at de eventuelt komme til Fodfolket, men der maa paa den anden Side kun tildeles dem denne Vedtegning, forsaavidt som de inden for deres Klasse ere at henføre under Kvalitetsgruppen a, o: som i fremtrædende Grad i Besiddelse af den for vedkommende Tjeneste egnede legemlige Udvikling. Men at karakterisere en Mand med de nævnte Svagheder som „efter sin legemlige Udvikling i særlig Grad egnet“ f. Eks. til Fæstningsartillerist, det lader sig simpelt hen ikke gøre. Lad være, at han med de omtalte Mangler bedre kan taale Tjenesten ved Fæstningsartilleriet end ved Fodfolket; som særligt egnet efter legemlig Udvikling til det første Vaaben vil han aldrig med Rette kunne betegnes. — Paabudet synes da ogsaa at have afstedkommet Vanskeligheder; thi i et nyt Cirkulære fra samme Ministerium (af 11. August 1897) indskærpes det — noget i Strid med det foregaaende Paabud — „at Vedtegning i Henhold til Regul. Kolonne III. maa benyttes med Varsomhed. Det beror paa en Misforstaaelse af Regulativet, naar dettes Betegnelse af visse Legemsfejl som „uhinderlige“ for nogle Arter af Krigstjeneste fører til, at der kun udskrives Mandskab med saadanne Legemsfejl til disse Arter, f. Eks. til E. K. 7, Fæstningsartilleriet. Hvad særligt angaar dette Vaaben skal det ikke lades ubemærket, at om det end ikke hertil er nødvendigt, at Mandskabet skal have de Egenskaber, som udfordres til Marcher og Løb, udkræver dog Vaabnets Betjening, at Mandskabet skal have den fornødne Bevægelighed, samt at en Del af de i Regulativets Kolonne III. nævnte Legemsfejl, selv om de paa Sessionen findes uhinderlige, under Tjenestens Udførelse udvikle sig til at være hinderlige for samme.“ Dette er saaledes en komplet Opgiven af det tidligere hævdede og en stærk Kritik af selve Regulativet, særlig kan det ikke undlade at gøre et nedslaaende Indtryk at erfare, at hvad Regulativet betegner som „uhinderligt“ , erfaringsmæssigt viser sig under Tjenestens Udførelse at være „hinderligt“ . Den Udvej, som der saaledes fra først af er henvist til for at sikre Fodfolket mod de mindre brugbare Æmner, nemlig Vedtegning Regulativ Kolonne III., maa herefter betragtes som opgiven. — Men ikke synderligt bedre er det gaaet med den anden anviste Udvej (Cirkul. 25. August 181)4), at give det til Fodfolket „mindre brugbare“ Mandskab subsidiær Vedtegning E. K. 9 (Tekniske Afdelinger, Train, Hestepassere, Sundhedstropper), altsaa Vedtegning om nærmest at burde tildeles de ikke kombattante Afdelinger. T hi i et senere Cirkulære fra Justitsministeriet af 15. August 1896 fastslaas det — i direkte Strid med det ovenanførte Paabud — „at det er uforeneligt med Principperne i den allerhøjeste Anordning af 24. August 1894 ved Udskrivningen at give en Værnepligtig Vedtegning om lige Tjenstdygtighed baade til en af Klasserne E. K. I— 8 og til en af Underafdelingerne af Klassen E. K. 9.“ Herved er altsaa ogsaa denne Udvej lukket til at befri Fodfolket for de „mindre brugbare“ . Men en ny og meget omfattende Udvej aabnes ved Cirkulæret af 11. August 1897, hvorved der indskærpes: „at enhver Værnepligtig, der ikke med Sikkerhed skønnes særligt egnet til Fodfolket, men kun brugbar til samme, u f r a v i g e l i g 1) gives Vedtegning til en af Underafdelingerne af Klassen E. K. 9.“ Herved og ved en i samme Cirkulære paabudt alm indelig Skærpelse af Fordringerne, „for at tilvejebringe et mere udsøgt og bedre Mandskab“ til de vaabenføre Klasser og sikre sig mod, „at ikke en Del a f de bedst egnede Værnepligtige som Frinummere gaar tabt for disse Klasser,“ turde Vejen være anvist for den fremtidige Bedømmelse : gennem en forøget Kassation, gennem en udstrakt Overføring til den ikke vaabenføre Klasse E. K. 9, at bringe Antallet af de som egentlig Vaabenføre udskrevne saa nær som muligt ned til den for Indkaldelsen fikserede Styrke. Men man har da ogsaa herved gennem ministerielle Cirkulærer fjernet sig saa vidt som vel muligt fra sidste Kgl. Anordning og Regulativ, thi disse indeholde end ikke den fjerneste Antydning til noget saadant.

Naar det aarlige Kontingent paa denne Maade er blevet betydeligt nedsat, saa er det tillige yderligere blevet forringet ved et Pa r Smaalove, Ændringer til Værnepligtsloven. Den første af disse, Loven af 13. December 1895, gaar ud paa en Æ ndring af Værnepligtslovens § 16. Ifølge denne § var det tidligere tilladt over for dem, der ved deres første Møde for Sessionen efter at have opnaaet den sædvanlige Udskrivningsalder „ej endnu findes at have den fornødne Legemsdygtighed eller som lide af nogen Svaghed og Legem sfejl, der antages at kunne hæves,“ at forbigaa dem indtil 2 A a r i Træk, medens den nye Lov bestemmer, at de, der lide af Svaghed og Legemsfejl, der antages at kunne hæves, nu kun kunne forbigaas 1 Gang. Om dem, der ved 22 Aars Alderen endnu ikke have den fornødne Legemsdygtighed, taler den nye Lov ikke direkte, men de have ad anden Vej faaet deres Afgørelse. Thi Mangel af fornøden Legemsdygtighed vil praktisk sige, at de ikke have naaet Minimalhøjden eller tilstrækkeligt Brystomfang; men om de første, de Smaa, var der allerede ved Anordning og Regul. 1894 fastslaaet, sammen med den forandrede Minimalhøjde, at Forbigaaelse paa Grund af Undermaal ikke kan finde Sted, og om de spinkle og svagtbyggede Folk blev det ved Cirkulære fra Justitsministeriet af 31. December 1895 i Henhold til ovennævnte Lov bestemt, at disse overhovedet slet ikke kunne forbigaas, men blive at behandle endeligt, saasnart de have naaet den sædvanlige Udskrivningsalder. Denne sidste Bestemmelse er naturligvis meget human over for de Værnepligtige, men om den egentlig er i Forsvarets Tarv, er et stort Spørgsmaal. Thi medens man om dem, der endnu i 22 Aars Alderen ere Undermaalere, roligt kan gaa ud fra, at det kun bliver et forsvindende An tal, der ved at vente 1 A a r eller 2 naa den fornødne Højde, saa er det i Modsætning hertil den overvejende Del af de Spinkle og svagt Udviklede, der ved at vente opnaa det foreskrevne Brystmaal og dermed fuld Tjenstdygtighed. Det er da ogsaa et ikke ringe A n ­ tal, Hæren gaar Glip af ved denne Bestemmelse; ved Sessionerne i Aarene 1893— 95 blev der saaledes forbigaaet 800— 900 aarligt paa Grund af svag Legemsbygning, og i de følgende A a r steg Kassationerne af denne Aarsag til det 2 ;i 3 dobbelte mod tidligere. Og Tabet bliver saa meget betydeligere for Hæren, som der netop blandt d em , der kasseres for Spinkelhed, findes en relativ stor Mængde unge Mennesker af Stilling som Studenter, Kontorister og i det Hele Folk med større intellektuel Uddannelse, som det kan være noget betænkeligt for Hæren helt at give Afkald paa.

Den anden Ændring til Værnepligtsloven er Loven af 27. Februar 1897, der siger: „Den, der af vedkommende Afdeling eller militære Myndighed er hjemsendt som for Tiden utjenstdygtig, skal, hvis han ej har lovligt Forfald, give Møde paa første Session efter Hjemsendelsen og skal, naar han giver Møde, enten atter udskrives eller som utjenstdygtig udslettes af Rullen — — — Loven vedrører altsaa de fra Afdelingerne f. Tiden Kasserede; disse kunde tidligere, hvis de ved første Session efter Hjemsendelsen ikke fandtes at kunne afgørende bedømmes, udsættes til næste Session (Værnepligtslovens § 17), medens de nu skulle endelig bedømmes ved den første Session. — Man kan i høj Grad sympatisere med den humane Tanke, der ligger til Grund for denne Lov, fordi de for Tiden Hjemsendte maa siges at undergaa en langt haardere Skæbne, end alle de andre Værnepligtige, ved 2 Gange at rives bort fra deres borgerlige Liv og Beskæftigelse for at uddannes som Rekrut, endmere naar man betænker, at Aarsagen til Hjemsendelsen for Tiden i mange Tilfælde skyldes Læsioner og Svagheder, paadragne under Tjenesten og ikke sjældent v e d den militære Tjeneste (infekliøse Sygdomme, paadragne i Garnisonen). Men Loven er ikke desto mindre uheldig, fordi de allerfleste af disse Hjemsendelser finde Sted i Tiden Juni — September, hvoraf Følgen er, at de Paagældende skulle møde til fornyet Bedømmelse maaske allerede efter nogle Ugers F o rlø b ; i de fleste Tilfælde ville de derfor ved den fornyede Bedømmelse endnu være langtfra restituerede, og det er altid uheldigt at skulle træffe en afgørende Tjenstdygtighedsbedømmelse af Folk, der endnu ere Rekonvalescenter. Tilm ed har denne Lov, som alle andre Love og Anordninger om Udskrivningen fra de senere A a r , faaet et Supplement i et Cirkulære fra Justitsministeriet af 24. A p ril 181)7, der sikkert ikke er i Favør af de f. T . Hjemsendte. T hi i dette Cirkulære paalægges det, „for det Tilfælde, at Vedkommende endnu ved sit Møde paa Sessionen befindes at lide af nogen Sygdom, Svaghed eller Legemsfejl, som for Tiden gør ham ubrugelig til Krigstjeneste, at iagttage ved Sessionerne, at alle de nævnte Værnepligtige, om hvilke man efter deres Tilstand paa Sessionen kan skønne, at de med Sandsynlighed kunne forventes at blive tjenstdygtige inden Mødetiden, erklæres for tjenstdygtige, medens kun de af nævnte Værnepligtige, for hvis Vedkommende der ikke skønnes at være Sandsynlighed for, at de kunne komme sig inden Mødetiden, erklæres for utjenstdygtige og udslettes af Rullen .“ — Det er saaledes ikke frit for, at hvad der ydes de f. T. Hjemsendte af humane Hensyn ved Loven af 27. Februar 1897, det mere end borttages ved det supplerende Cirkulære, saa disse utvivlsomt snarest have tabt ved Loven. T hi den oprindelige Bestemmelse (Værnepligtslovens § 17) byder, at deres Behandling skal udsættes, naar man ikke er i Stand til afgørende at bedømme dem; den nye Lov siger, at de skulle afgørende bedømmes — uden at tage noget Hensyn til , hvorvidt man egentlig er i Stand til dette — og Justitsministeriets Cirkulære siger, at de skulle erklæres tjenstdygtige, naar der blot er Sandsynlighed for, at de ville komme sig. Men herved ere de bievne uheldigere stillede end alle andre første Gang bedømte; thi man erklærer ikke en Mand for tjenstdygtig paa Basis af en Sandsynlighed for Helbredelse; paa denne Basis forbigaar man ham til næste Aar. Imidlertid har Loven af 27. Februar 1897 haft en ganske anden Følge, end man aabenbart har tænkt sig, den har nemlig medført, at Antallet af midlertidige Kassationer ved Afdelingerne er gaaet meget stærkt ned, saa det i 1898 var lidt over Halvdelen, i 1899 betydeligt under Halvdelen af tidligere. Det er saaledes fra en tredje Kant, der gribes ind med Hensyn til disse for Tiden hjemsendte, aabenbart i Følelsen af, at det ministerielle Cirkulære er gaaet dem for haardt paa Livet. Men det kan aldrig blive heldigt at Lov, ministerielle Cirkulærer og militære Læger hver paa sin Vis paralysere hinanden, og hverken de paagældende Værnepligtige eller Hærens Tarv er tjent med en saadan Svingen frem og tilbage.

Men denne lille Lov rummer ogsaa i hele sin omfattende Almindelighed nogen Fare; thi de f. T . hjemsendte repræsenteres i de senere Aar i stigende Grad af saadanne Værnepligtige, der for at blive færdige med Tjenesten efter eget Ønske møde til Session i en meget ung Alder, 18— 19 Aar, og for denne ganske fortie enhver Svagelighed eller M angel, vel vidende, at de i saa Tilfælde straks ville blive afviste. Naar de saa blive indkaldte og efter nogen Tids Forløb vise sig ikke i Stand til at taale Tjenesten, blive de hjemsendte for Tiden med Paabud om efter nogle Ugers eller højst Maaneders Forløb at fremstille sig for Sessionen til fornyet Bedømmelse; men de have da opnaaet, at den endelige Afgørelse om deres Kræfter og legemlige Udvikling skal træffes her, altsaa i Alderen 19— 20 Aar i Stedet for normalt 22— 29 Aar. A t en Del ad denne Vej liste sig fri fra Tjenesten, er sikkert, men jeg maa tilstaa , at jeg savner paalideligt Materiale til at afgøre, hvor stor denne Del er.

Endnu en Følge af den sidste Hærlov skal omtales, da denne sikkert ogsaa bidrager til ufornødent at berøve Hæren en Del Mandskab. Som bekendt indkaldes til hvert Fodfolksregiment 480 Mand aarligt -(- 50, som ere bestemte til at erstatte mulig Afgang i de første 2 Maaneder og efter den Tid hjemsendes. Fo r Afdelingerne bliver det da en Opgave snarest muligt at faa de mindre gode erstattede med de bedre, og der bliver derfor sat al Kraft paa. saa længe man har Erstatningen, at kassere saa mange som muligt af den første Kategori: saadanne Folk , der have fulgt mindre godt med, der i Begyndelsen have haft mange Sygedage og overhovedet en Del, der under andre Forhold næppe vilde være bievne indstillede til Kassation. Fra Afdelingernes Side er det naturligvis korrekt og i fuld Overensstemmelse med Hærlovens Tanke, at søge at beholde de bedste og faa de mindre gode sendte hjem, men det bereder dog til Slutning et ufornødent Tab for Forsvaret i Almindelighed, at denne Ombytning kun kan realiseres ved at erklære de mindre gode „for stedse udygtige til al Krigstjeneste“ , men anden Udvej har man ikke, da Kassationskommissionerne under disse Forhold med Rette trykke sig ved at gøre Brug af Hjemsendelse for Tiden. Det er utvivlsomt, at Hæren ogsaa paa denne Maade gaar Glip af en Del, i alt Fald brugbare Soldater, der dog have modtaget nogen Uddannelse. Den givne Fremstilling maa være tilstrækkelig til at vise den store Uoverensstemmelse mellem den sidste Hærlovsforandring og den samtidigt emanerede Kgl. A n ­ ordning og Regulativ. Atter og atter har man gennem ministerielle Anordninger maattet søge at raade Bod paa denne Uoverensstemmelse, og de mange indbyrdes Modsigelser , der findes i disse Cirkulæ rer, den underlige Fanden frem og tilbage viser bedst, hvor vanskelig denne Opgave har været. Hvorvidt man ved de seneste Bestemmelser har naaet at skaffe de forskellige Vaaben en bedre Tilgang, synes endnu tvivlsomt; hvad der i saa Henseende er naaet, er i alt Fald betalt med en tiltagende Formindskelse af den egentlige kombattante Udskrivningsmasse, dels ved en stærkt forøget Kassation, dels ved en kunstig Henvisning til den ikke kombattante Klasse E. K. 9, hvorved denne overfyldes langt ud over de K rav , som nogensinde ville blive stillede til den. Men Hærens Tarv ere næppe tjente med denne forcerede Kassation, og de blive ikke hjulpne ved en saadan kunstig Postering af dem, man nu engang trykker sig ved at kassere. Thi det er kun en daarlig Trøst for Hæren i Krigstilfælde saa at sige ikke at have en Mand til at erstatte mulig Afgang og Tab ved Fodfolket , men derimod at have Supplement for Mandskabet af Tøjhusog Laboratorie-Afdelingen i saa stor Mængde, at det er tilstrækkeligt, om saa Krigen skulde vare i 20 Aar.

Jeg skal til Belysning af det Anførte give en Oversigt over vore Udskrivningsresultater i de sidste 30 Aar, fra 1871— 1900 inklus., idet jeg for disse A a r paa ensartet Maade har bearbejdet de af Justitsministeriet herom offentliggjorte Meddelelser. Jeg maa her henvise til vedføjede Tabel I. T il Forstaaelse af denne skal anføres, at der fra de forskellige Udskrivningskredse først gives 

en samlet Fortegnelse over de M ødepligtige (de 22- aarige samt ældre, der ikke have indfundet sig ved det 22. A a r eller liave begæret Udsættelse) samt de f r i ­ villigt Mødte (under 22. Aars Alderen). Disse ere optegnede i Tabellens første Kolonne; Antallet af dem har i de forløbne A a r varieret fra 23700 (1871) til 31051 (1894). Disse blive dog ikke alle bedømte af Sessionen; i Gennemsnit fragaar en Femtedel, nemlig dels saadanne, der begære Udsættelse, dernæst de, der som „Befarne“ have Søfartsbog og dermed udgaa af Landrullen, og endelig saadanne, der ere udeblevne med eller uden lovligt Fo rfald. Om disse sidste maa bemærkes, at de færreste henhøre til den for vedkommende Session mødepligtige Aldersklasse; Pluraliteten udgøres af de saakaldtc „Gengangere“ o: saadanne, der ere udeblevne fra en Række forskellige Sessioner, men som vedvarende føres i Listerne, indtil de med det naaede 40. A a r udslettes af Rullen. Med Fradrag af alle disse faa vi Tabellens anden K olonne, de Bedømte. Antallet af dem har varieret fra 18357 (1871) til 25635 (1899). Men ogsaa fra disse fragaar hvert A a r et vist Antal, i Gennemsnit ca. en Femtodel, der ikke blive endeligt bedømte, nemlig dels en Del Mindreaarige, der paa Grund af mangelfuld U d ­ vikling blive afviste til et senere Aar, dels nogle af den mødepligtige Alder, der paa Grund af forbigaaende Svaghed eller (indtil 1894) paa Grund af mangelfuld legemlig Udvikling blive forbigaaede til næste Aars Session. De tiloversblevne danne da de endeligt Bedømte, som ere dem , der have mest Interesse for Opgøret; Antallet af dem har varieret fra 14904 (1871) til 21087 (1897) og Bedømmelsen falder i de 3 Kategorier: Tjenlige til egentlig Krigstjeneste E. K . , tjenlige til Militærarbejdere M. og Utjenstdygtige til al Krigstjeneste og dermed udslettede af Rullen (Kasserede K.). Fo r Sammenligningens Skyld er Antallet i disse forskellige Kategorier foruden i absolute Tal angivet i pro Cent af samtlige endeligt Behandlede.

Inden jeg gaar over til en Betragtning af Bedømmelsesresultatcrne i denne Periode, maa jeg først omtale et Forhold, som ikke fremgaar af den umiddelbare Betragtning af Tabellerne, nemlig den ejendommelige og meget stærke Forskydning med Hensyn til de Udskrevne« Alder, der udvikler sig i disse 30 Aar. Som bekendt indtræder den værnepligtige Alder hos os med det fyldte 22. Aar — senere end i de fleste andre Stater — med Ret til at begære Udsættelse lige til det 25. Aar, men og.saa med Ret til at fremstille sig for Sessionen allerede med det fyldte 18. Aar. Det indkaldte Mandskabs Alder vil altsaa væsentlig være bestemt af, i hvilken Udstrækning de Værnepligtige benytte sig af disse Rettigheder. Flvad der har været mindst benyttet er Retten til at begære Udsættelse; i de omtalte 30 A a r har gennemsnitlig kun lidt over 2 pGt. af alt det i Listerne førte M andskab1), Mødepligtige og frivilligt mødte, begæret Udsættelse, varierende fra 484 (1,62 pCt.) i 1893 til 864 (2,89 pCt.) i 1894, men i øvrigt med ret konstante T al i hele Perioden. — Antallet af Afviste og af Forbigaaede har i Gennemsnit udgjort en Femtedel af samtlige aarligt bedømte, varierende fra 33 52 (16,43 pCt.) i 1884 til 6474 (26,86 pCt.) i 1895, men det indbyrdes Forhold mellem de Afviste (under 22 Aar) og de Forbigaaede (i mødepligtig Alder) har vekslet meget betydeligt, idet det i Aarenes Løb har undergaaet den Forskydning, at A n ­ tallet af Afviste stadig er tiltaget, Antallet af Forbigaaede stadigt aftaget Saaledes udgjorde i Aarene 1871— 73 Antallet af Afviste c. 600— 1300 aarligt, Antallet af Forbigaaede c. 2400— 3000, men for Aarene 1898— 1900 er Tallet af de aarligt afviste steget til over 4000, medens Tallet af de Forbigaaede nu er gaaet ned til 500— 600 aarlig. For en mindre Del kan den stærke Nedgang i Antallet af Forbigaaede, som tidligere omtalt, skyldes Loven af 13. December 1895, men i sin Helhed skyldes denne stærke Forskydning mellem de Afviste og de Fo rbigaaede et andet Fo rh old , nemlig en gennem hele Perioden stærk og regelmæssigt fortsat Stigning i Antallet af de frivilligt mødte, under 22 Aar. Denne Stigning kan ikke ses af de officielle Redegørelser for Udskrivningen , men man kan ad anden Vej udregne den. Det fremgaar af disse Beregninger1), at medens Antallet af mindreaarige Udskrevne i Begyndelsen af Halvfjerdserne udgjorde c. 15 pCt. af samtlige Udskrevne, steg det i 1874 til 30 pC t., 1880 til 40pC t., 1885 til 50pC t., 1895 til 60 pC t., og har i de sidste 5 A a r holdt sig omkring dette Tal. Det er altsaa nu den aldeles overvejende Del af Rekrutterne, der ere under 22 A a r gi. (hvormeget yngre, kan ikke ses af Listerne), og den Fo rskydning, der i saa Henseende har fundet Sted i de forløbne 30 Aar, er ikke uden Betydning, da det — forudsat at Tjenstdygtigheden er ens — ubetinget maa anses for en Vinding for Hæren at faa Mandskabet ind i saa ung Alder som muligt. Med Hensyn til de Mindreaariges Tjenstdygtighed kan anføres, at de aarlige Indberetninger fra Hærens Afdelinger nu i 16 A a r saa godt som enstemmigt have udtalt, at de forlods Udskrevne have fulgt lige saa godt med som de ældre, og at Kassation paa Grund af mangelfuld Udvikling ikke har fundet Sted. Kun for et enkelt A a r — 1888 — har en kjøbenhavnsk Bataillon udtalt, at en stor Del af de Unge manglede Kræfter og havde Vanskelighed ved at følge med. Fo r saa vidt man i den efter Mødetiden foretagne Kassation har et Udtryk for Tjenstdygtigheden, kan bemærkes, at Kassationsprocenten for de Mindreaarige stadigt har været betydelig lavere end for de 2 2 aarige og ældre'2).

En Botragtning af de i Tabel I opførte Tal vil foldet første vise, at der ikke har været nogen jævn og gradvis Udvikling i den ene eller den anden Retning, men at tværtimod Bedømmelsen er undergaaet meget stærke og ofte meget pludselige Svingninger. I Begyndelsen af Perioden, 1871 og 1872 finde vi en meget lav Kassationskvotient — lidt over 20 pG t.; — det skal her bemærkes, at Kassationen de forudgaaende Aar, ogsaa i Tiden førend Hærloven af 1867 og før Værnepligtsloven af 1869 var endnu lavere, ofte omkring 14— 15 pGt. Antallet af udskrevne Militærarbejdere var derimod i 1871— 72 ret stort, c. 15 pCt. af samtlige endeligt behandlede, og Antallet af de til E. K. udtagne var over 60 pCt. I 1872 kom der et nyt Regulativ; Forandringerne i dette vare kun faa og uvæsentlige, men antydede nærmest en Skærpelse af Fordringerne; herefter stige Kassationerne stærkt og vedvarende til 30— 40 pG t., M. Klassen holder sig uforandret, og E. K. Gruppen viser stærkt Fald , ned til omkring 50 pC t., enkelte A a r betydeligt lavere. 1879 bringer en ny Regulativforandring, med noget forandrede Bestemmelser med Hensyn til Brystmaalet og en nærmere Definition af Begrebet Pla tfod. Dette bringer Kassationen til at stige enormt, helt op til over 46 pCt. for 1882. Naar Antallet af de til E. K. bedømte ikke faldt i en tilsvarende Grad, skyldes dette, at Aaret 1880 bragte en Forandring af Hæ rloven , ved hvilken det blandt andet bfov bestemt, at Mandskabet til Train-, Hestepasser- og Sygepassertjenesten ikke som tidligere skulde udtages af Militærarbejder Gruppen, men af de til E. K. Udskrevne. Dette medførte, at Antallet af de til M. udskrevne i dette og de følgende A a r — uden at der i saa Henseende var givet nogen Regulativforandring — faldt meget betydeligt, efterhaanden til c. Halvdelen af tidligere. Den meget betydelige Stigning i Kassation for Platfod i disse A a r — ca. hver tiende Mand af de bedømte Værnepligtige kasseredes for denne Svaghed — nødvendiggjorde et nyt Regulativ i 1882 med Ændringer i Definitionen af Platfod, og med Bemyndigelse til at udskrive til visse Arter af Krigstjeneste saadanne, der ikke havde den tidligere som „mindste Tjenstdygtighed“ fastslaaede Tjenstdygtighed til Fodfolket. Dette, maaske i Forbindelse med, at der forud for Sessionen blev afholdt Konference af samtlige Udskrivningschefer, Sessionslæger m. m. for at fastslaa Regler for en mere ensartet Bedømmelse, havde til Følge, at Kassationerne gik betydeligt ned , til omkring 30 pCt., medens de til E. K. udskrevne steg til c. 60 pCt. I 1804 fik vi da baade ny Hærlov og nyt Regulativ; uagtet dette sidste nærmest indførte noget lempeligere Bedømmelse , saa man i Lighed med tidligere Regulativforandringer skulde have ventet en yderligere Nedgang af Kassationen. Stigning af de Udskrevne, blev dette ikke Tilfæ ldet; det Direktiv, som Regulativet i saa Henseende kunde indeholde, blev aabenbart mere end ophævet ved de forandrede Forhold, som den nye Hærlov medførte; Kassationen steg paa ny og vedblev at stige i de følgende Aar, op til 35— 39 pCt., ærligt hjulpet af de forskellige ministerielle Cirkulærer og humane Ændringslove. A n ­ tallet af de til E. K. udskrevne viser et tilsvarende Fald; men her giver Tabellen ikke noget sanddru Indtryk af de virkelige Forhold. Thi som om talt, allerede i 1880 blev den Forandring truffen, at en Del af dem, som tidligere vare udtagne af Militærarbejdergruppen (Sygepassere, Trainsoldater, Hestepassere), nu skulde udtages blandt de til E. K. udskrevne, saa en Sammenligning af Antallet af E. K. før og efter 1880 ikke giver noget korrekt Udtryk. Men Bestemmelsen i 1880 fik for saa vidt mindre Betydning, fordi de nævnte Sygepassere, Trainsoldater etc. bleve udtagne af det til de andre vaabenføre Klasser henførte Mandskab, og de overskydende gik da til Fodfolket; men Regulativet af 1894 gik et langt Skridt videre og indførte den Bestemmelse, at alle disse ikke kombattante Afdelinger henvistes til en særegen Klasse, E. K. 9, en Klasse for mindre Grad af Tjenstdygtighed eller med andre Ord en lidt bedre Klasse Militærarbejdere — ogsaa i den Retning at jævnstille med Militærarbejderne, at Nummerbytning og dermed faktisk Retten til at købe sig fri for Indkaldelsen er tilladt i denne Klasse. Vil man have en virkelig Sammenligning mellem E. K. Gruppen som den er nu og som den var i Halvfjerdserne, saa maa man udskille dens 9. Klasse og føre den hen, hvor den hører hjemme — til Militærarbejdernes Gruppe, og denne Postering er saa meget mere nødvendig, som man ved i de senere Aar kunstigt at overfylde denne Klasse — den er allerede gaaet op til at udgøre 15 pCt. af samtlige til E. K. udskrevne — yderligere forvansker Billedet af, hvor mange vaabenføre Mænd vi egentlig udskrive. Og med denne fornødne Korrektion — hvorom henvises til Tabel II — vil det vise sig, at Antallet af egentlige Kombattanter siden 1894 er faldet langt stærkere, saa det nu ikke naar Halvdelen af samtlige bedømte Værnepligtige. Men et Udskrivningsresultat, efter hvilket ikke engang Halvdelen af Landets værnepligtige Mænd kunne betegnes som tjenlige som Kombattanter, er unægteligt saa kummerligt, at det har Krav paa den største Opmærksomhed. Og se vi paa de absolute T a l, undersøge vi hvor mange virkelige E. K. vi nu faa ind i Sammenligning n ed 1871, saa maa ogsaa dette vække Betænkelighed. Thi det viser sig, at vi den Dag idag ikke udskrive en Mand mere end i Halvfjerdsernes Begyndelse. 1 Løbet af disse 30 A a r er Befolkningen tiltagen med næsten en Tredjedel, Hærens Kadrer bievne forøgede, nye Afdelinger oprettede, yderligere Forøgelse af Forstærkningsafdelingerne bragt i Forslag, den befæstede Hovedstad med dens store Krav til Besætningstropper kommen til — men Grundlaget for det Hele, det aarlige Kontingent af vaabenføre Udskrevne, er uforandret det samme! Men en saadan relativ Forringelse af Udskrivningskontingentet maa, selv om Forsvaret virkelig er i Stand til at taale den, nødvendig føre til en højst uretfærdig Fordeling af Værnepligtens Byrder. T hi skal et aarligt Udskrivningskontingent af samme Størrelse som i 1871 nu i Aar 1900 yde Fyldest for de i de forløbne 30 A a r stærkt forøgede Krav, saa kan dette kun ske ved, at det kommer til al bære Forpligtelsen saa meget desto længere. Men det kan aldrig anses for stemmende med Billighed og Retfærdighed, at den ene Halvdel slipper helt fri, medens til Gengæld den anden Halvdel maa bære Byrderne helt op til det 38. Aar.

Inden jeg gaar videre skal jeg forsøge i grove Træk at give en Fremstilling af U d s k r i v n i n g e n i f o r s k e l ­ lige andre S tater og af de Resultater, de faa ud af denne. En sammenlignende Oversigt over disse Forhold frembyder imidlertid overordentligt store Vanskeligheder, dels fordi de kun kunne ses og bedømmes i Relation til vedkommende Staters Ordning af Forsvaret, dels ogsaa fordi selve Udskrivningen og Indkaldelsen foregaa efter væsentligt forskellige Hensyn og Principper. Helt ude af Betragtningen maa man naturligvis holde de Stater, hvor Hæren rekrutteres gennem Hvervning. Hvor almindelig Værnepligt er indført, gælder derimod Reglen: Enhver Mand, der har naaet den værnepligtige Alder, er pligtig til med sin Person at bidrage til Landets Forsvar. Afgørelsen af, hvorvidt han ogsaa er egnet dertil, foretages som Regel af en Kommission, sammensat af Repræsentanter for den civile og militære Administration med en militær Læge som sagkyndig Vejleder. I øvrigt er der i den Maade, hvorpaa den endelige Afgørelse træffes, en Del Forskel; jeg kan saaledes nævne, at der flere Steder er etableret en Overappel, Rekurskommission (Schweiz), Ueberpriifungskomniission (Østrig) for tvivlsomme Tilfælde; andre Steder, navnlig i Tyskland, ere Forretningerne delte i 2 Dele, den foreløbige Mønstring med Undersøgelse, Maaltagning, Lodtrækning samt Udskilning af alle midlertidige Ubrugbare (Musterung) samt den endelige Bedømmelse og Udskrivning (Aushebung). A f mere Betydning er det, at Bedømm elsen i nogle Stater foregaar efter 2 Kategorier: Tjenstdygtig og utjenstdygtig, for den førstes Vedkommende i Reglen med en Underklasse af Tjenstdygtighed som ikke vaabenfør (tjenstdygtig til Trainet, til Hjælpetjeneste, som Økonomihaandværker og lign.), i andre Stater efter flere Kategorier af aftagende T jen s tdyg tigh ed (Tjd. til Linien , Reserven, Landeværnet eller Landstorm en); denne Bedømmelse efter flere Kategorier træffe vi fortrinsvis i de Stater, hvor ikke alle de Udskrevne indkaldes til Uddannelse. Endelig træffe vi i nogle Stater mere eller mindre omfattende Dispensa tioner a: Fritagelse for Indkaldelse af personlige, Familie- eller Erhvervshensyn.

Ved Siden af den endelige Bedømmelse have alle Stater en Form for Udsættelsen af Bedømmelsen i saadanne Tilfælde, hvor den paagældende Værnepligtige enten ikke har naaet den tilstrækkelige legemlige Udvikling eller lider af forbigaaende Svagheder, eller hvor man overhovedet staar tvivlende over for hans Tilstand. Men den B ru g , der gøres af denne Udsættelse, er rigtignok overordentlig uensartet i de forskellige Stater. Det falder for en Del sammen med, at Tiden for Værnepligtens Indtræden ogsaa varierer; den er som bekendt hos os ligesom i Norge sat til det 22. Aar, i Sverrig, Østrig og Rusland til det 21. A a r, i Tyskland, Frankrig og Italien til det 20. Aar. Men dermed er ikke givet, at Hovedmængden af de indkaldte Rekrutter befinder sig i denne A ld e r; denne paavirkes stærkt af, hvor mange der træde ind i Hæren før den værnepligtige Alder, og hvor mange der paa Grund af Udsættelse og Forbigaaelse komme senere. Hos os er det, som allerede omtalt, den overvejende Del af Rekrutterne, der ere traadte ind i Tjenesten før deres værnepligtige Alder; i Tyskland og Østrig synes Antallet af Mindreaarige forsvindende, medens langt over Halvdelen af de aarligt bedømte Værnepligtige bliver „zurückgestellt“ et eller flere A a r1). Yderligere vanskeliggøres Overblikket over Udskrivningen og dens Resultater ved, at de statistiske Oversigter, der foreligge herom , ere baserede paa ret forskelligt Grundlag. Medens vi beregne Udskrivningens Udfald i Forhold til dem, der have fremstillet sig for Sessionen, de Mødepligtige og de frivilligt Mødte, uden særlig Angivelse af, hvor mange der falde paa hver af disse Grupper, foretages Beregningen de fleste andre Steder alene efter de Mødepligtige, med en kort Tilføjelse af, hvor mange Frivillige (førTiden mødte), der tillige ere bievne udskrevne; enkelte Steder beregnes alene efter den mødepligtige Aargang med særlig Tabel over de fra andre Aargange behandlede. Men endnu større Uklarhed afstedkommes ved, at tilsyneladende homologe Begreber i de forskellige Staters Bedømmelse i Virkeligheden omfatte noget forskelligt. Naar vi saaledes skælne mellem dem, der selv have begæret Udsættelse (Franskmændenes sursis d’appel) og skille disse helt ud fra de Bedømte, sammenfatte Tyskland og Østrig blandt deres „Zuruckgestellte“ saavel dem, der selv have begæret Udsættelse, som dem, hvis Bedømmelse paa Grund af mangelfuld Udvikling eller tilstedeværende Svagelighed er bleven udsat af Sessionen (altsaa svarende til vore „forbigaaede“ og „afviste“ , til Franskmændenes „ajournés“).

Det er nødvendigt at berøre disse Forhold saa detailleret, fordi det deraf vil fremgaa, hvor misforstaaet det er at opstille Udskrivningstabeller fra andre Stater og fremdrage enkelte af disse T al til Sammenligning. Det kan ikke betones stærkt nok: En umiddelbar Opstilling af de fra forskellige Stater foreliggende Udskrivningsresultater er ikke i Stand til at give blot et nogenlunde brugbart sammenlignende Overblik. Det er ligeledes indlysende, at selv om man paa flere Omraader søger at eliminere de mange Uensartetheder, der findes i disse Opgør, saa naaer man ikke ad denne Vej til nogen paalidelig Oplysning om vedkommende Befolknings fysiske og antropologiske F o rh o ld , til en Bedømmelse af dens Validitet som Individ og Soldat; dertil ere de Betingelser, som de forskellige Stater kræve for Værnepligtens Udøvelse, for uensartede. Men det maa samtidig fremhæves, at netop de Betingelser, som de forskellige Stater stille for den højeste Grad af Tjenstdygtighed (Tjd. til Linien , til Felthærens kombattante Afdelinger) ere paafaldende overensstemmende i de forskellige Bedømmelsesregulativer; de ere vel ogsaa mere eller mindre udarbejdede ud af hinanden. Naturligvis er der adskillige Differencer med Hensyn til Form og Opstilling samt mindre Uoverensstemmelser i Henseende til Minimalhøjde, Brystom fang, Synsstyrke etc., men de træde intetsteds op med Styrken af noget væsentligt forskelligt, og man føler sig, naar man har gennemarbejdet flere af disse Regulativer, i høj Grad usikker ved at afgøre, hvilket af dem, der kan betegnes som lempeligere eller strengere. Derimod er der langt større Forskel i de Betingelser, som opstilles for at kunne blive erklæret fuldstændigt utjenstdygtig, og Forskellen bliver her navnlig udtalt ved den Ordning af Udskrivningen, hvor Bedømmelsen foregaar efter Kategorier med aftagende Fordringer til Tjenstdygtigheden (T jd . til Felthæren, til Landeværnet, til Landstormen). T il Eksempel kan anføres, at det schweiziske Regulativ for at betegne fuldstændig Utjenstdygtighed til Landstormen kun opstiller følgende: 1. Vanførhed i høj Grad (hochgradige Gebrechlichkeit). 2. Saadanne Lemlæstelser og legemlige og aandelige Mangler, som ikke tillade nogen som helst nyttig Tjenstydelse. 3. Saadanne Sygdomme, som nødvendigt maa blive betydeligt forværrede ved enhver Art a f Tjenesteydelse.

Naar saaledes de statistiske Opgør over Udskrivningen i en Række Stater frembyde en altfor uensartet Basis og Gruppering til at kunne benyttes til umiddelbar Sammenligning, saa er det dog dermed ikke sagt, at man slet ikke kan faa nogen Oplysning af dem. Naar man begrænser Spørgsmaalet til det, der har mest Interesse for Forsvaret, til at undersøge, hvad den enkelte Stat faar ud som det endelige Resultat af Udskrivningen, udtrykt i pCt. Tjenstdygtighed og pCt. Utjenstdygtighed — altsaa med Bortseen fra alle Dispensationer, Udsættelser og midlertidige Afgørelser, saa kan man naturligvis naa Tal, der med Reservation kunne benyttes, og Reservationen bliver da den, at disse T al maa sés i Forhold til den for vedkommende Stat gældende Ordning af Forsvaret. Denne Ordning varierer jo ogsaa meget betydeligt, men den kan dog klassificeres efter de to store Prin cipper: Den meget kortvarige Uddannelse, men til Gengæld Indkaldelse og Uddannelse af samtlige Udskrevne — et Princip , der nærmer sig Militssystemet og i forskellige Afskygninger er akcepteret af mindre Stater som Sverrig, Norge og Schweiz og som Modsætning hertil de egentlig staaende Hære, som vi kende dem fra de store Militærstater, med meget langvarig Uddannelse, men til Gengæld kun en begrænset Indkaldelse, langtfra svarende til det hele Antal Udskrevne. Med disse Synspunkter for Øje skulle vi anføre følgende:

I Sverrig og i Norge findes væsentlig kun 1 Kategori for Bedømmelsen, i Norge dog med en Underafdeling: dygtig til Trainet. Antallet af Tjenstdygtige udgør ca. 70 pCt., Utjenstdygtige ea. 30 pC t.; kun et i'inge Antal ikke endeligt bedømte. Samtlige Udskrevne indkaldes til Uddannelse.

I Schweiz det samme Princip med Uddannelse af samtlige Tjenstdygtige; Procenten af disse er dog her noget mindre, lidt over (10, men til Gengæld ere de allerfleste „Utjenstdygtige“ kvalificerede til eventuel Tjeneste i Landstormen.

I Frankrig udskrives aarlig et overordentligt stort An tal som tjenstdygtige, c. 80 pCt. og desuden 7 pCt. som dygtige til den saakaldte „service auxiliaire“ ; kun 12— 13 pCt. blive erklærede for utjenstdygtige. Det er aabenbart Landets ringere Folkeantal sammenlignet med Tysklands, der nødvendiggør denne vældige Udskrivning, Teoretisk indkaldes alle de Udskrevne til Uddannelse i 8 Aar; men da Landet økonomisk ikke kan bære denne B y rd e , bliver der praktisk lempet herpaa gennem omfattende Dispensationer, dels i Form af kortere Uddannelse , dels gennem Fritagelse for enhver Indkaldelse i Fredstid — c. Vs synes at slippe helt fra Indkaldelse — ; denne Dispensation gives efter en Række lovbestemte personlige og Familiehensyn, men ophører, saa snart der indtræder Krigsberedskab.

I Italien bedømmes de Værnepligtige kun efter de 5 Grupper: Tjenstdygtige og Utjenstdygtige. Der udskrives lidt over 70 pCt. Tjenstdygtige. Men de Udskrevne henføres derpaa — ikke i Relation til forskellig Tjenstdygtighed, men af meget vidtgaaende Familiehensyn — i forskellige Kategorier; omtrent Halvdelen sættes i 1. Kategori, der indkaldes til Uddannelse i den staaende Hær, medens den anden Halvdel sættes i 3. Kategori og uden Uddannelse overføres til Territorial-Militsen. Det er saaledes kun en Tredjedel af samtlige Bedømte der indkaldes.

I Tyskland er det aarlige Rekrutkontingent fikseret og dets Størrelse svarer til ca. en Tredjedel af de aarlig mødende Værnepligtige. Bedømmelsen af disse foregaar efter Kategorier af aftagende Tjenstdygtighed, og der gøres en udstrakt Anvendelse af „Zurückstellung“ . A f samtlige endeligt Bedømte henføres lidt over 40 pCt. som tjenlige til den aktive Hær, c. 55 pCt. til „Ersatzreserve“ og lige saa mange til Landstormen, saa kun et meget ringe Antal, ikke 10 pCt., blive erklærede for stedse udygtige til al Krigstjeneste (ausgemustert). Overskuddet af dem, der ere henførte til den aktive Hær, men ikke blive indkaldte, overflyttes til Ersatzreserve; hertil overføres som Regel ogsaa saadanne, der flere Aar i Træk ere bievne „zurückgestellt“ . Ersatzreservisterne kunne efter Loven indkaldes til 10 Ugers Uddannelse i Fredstid, men der bliver nok ikke gjort Brug af denne Tilladelse. Ved Krigsberedskab indkaldes først de til den aktive Hær hørende uddannede Soldater i Alderen 20— 57 Aar, dernæst Landeværnet, de uddannede Soldater fra 27— 39 Aars Alderen og Ersatzreserven fra 20.— 39. Aar; er dette ikke nok indkaldes Landstormens 1. Opbud, ikke uddannede Soldater fra 17.— 39. A a r, og yderligere kan indkaldes Landstormens 2. Opbud, uddannede saavelsom ikke uddannede fra det 39.— 45. A a r, hvorved altsaa samtlige voksne Mænd fra 17.— 45. A a r komme under Fanen, alene med Undtagelse af de knap lOpCt., der ere „ausgemustert“ .

Østrig-Ungarn har en noget lignende Ordning, med fikseret Indkaldelse, med Bedømmelse efter Kategorier af aftagende Tjenstdygtighed og med udstrakt Benyttelse af „Zurückstellung“ . De Værnepligtige blive bedømte som ubetinget tjenstdygtige (til Linien ) , og som betinget tjenstdygtige, bestemte dels til Erstatningsreserve for Linien, dels til Overførelse i Landeværnet, der herved bliver sammensat baade af ældre, uddannet Mandskab og yngre, ikke uddannet. Men desuden henføres til Erstatningsreserven selv med fuld Tjenstdygtighed en Mængde Værnepligtige, der af personlige og økonomiske Hensyn fritages for Indkaldelse i Fredstid (Gejstlige, Lærere, Besiddere af arvelige Landejendomme). Antallet af ubetinget og betinget T jenstdygtige udgør dog kun GO pCt. af samtlige endeligt Bedømte; men da der yderligere til Landstormen henvises alle saadanne, der vel maa anses uskikkede til egentlig Krigstjeneste, men dog brugbare til anden Tjeneste i Krigstid, bliver Tallet af dem der helt kasseres („aus der Stellungsliste gelöscht“) meget ringe. — Hver Ersatzreservist faar i Fredstid en Uddannelse i 4 Uger.

I Ru sland med dets vældige Menneskemateriale er Antallet af Værnepligtige, der aarligt møde til Bedømmelse, over 1 M illion , men knap en Tredjedel af disse bliver indkaldte; Resien henvises til Rigsværnet (Opoltschenie) og slipper hermed for Indkaldelse i Fredstid, eller kasseres. Henvisning til Opoltschenie sker dels paa Grund af mindre Tjenstdygtighed, dels af vidtgaaende Familie- og Erhvervshensyn.

Som dette korte Uddrag viser, kan man uden Tvang gruppere de nævnte Stater med Hensyn til Forsvarsordning og Udskrivningssystem under to Hovedgrupper:

I. De mindre Stater med Princippet: Kortvarig Uddannelse, men til Gengæld Indkaldelse af samtlige Udskrevne til aktiv Tjeneste. Antallet af dem, der aarligt indkaldes, bliver derved relativt stort.

II. Det af de egentlige Militærstater akcepterede Princip: Langvarig Uddannelse, men kun en begrænset Indkaldelse af de Udskrevne. Begrænsningen træffes enten ved nærmest at tage Hensyn til Hærens Tarv, altsaa ved at skærpe Bedømmelsen for dem , der skulle indkaldes (Tyskland), eller ved nærmest at tage Hensyn til Individets Tarv, ved Dispensation for Indkaldelse af Familie- og Erhvervshensyn (Frankrig, Italien) eller ved en Blanding af begge Principper, idet de, der slippe for Indkaldelse, dels ere saadanne, der have en mindre Tjenstdygtighed, dels saadanne, der fritages af individuelle Hensyn (Østrig-Ungarn, Rusland). Men hvad enten Begrænsningen træffes udfra det ene eller det andet Hensyn, saa bliver der bødet paa den mindre Indkaldelse til aktiv Tjeneste, ved at Hæren stiller en stor Mængde Udskrevne til Disposition i Krigstilfælde, varierende fra en Fjerdedel til over Halvdelen af de Udskrevne, saaledes at Antallet af d em , der som fuldstændigt Utjenstdygtige helt gaa tabt for Hæren, bliver relativt lille, varierende fra lidt under 10 pCt. til lidt over 20 pCt.

Sammenlignet med Udlandets Forhold kan den Udvikling, vor Forsvarsordning og Udskrivning har gennemgaaet i de forløbne 30 Aar, nærmest karakteriseres saaledes: I Begyndelsen af Perioden, efter Hærloven 1867, have vi nærmest fulgt det af de ovennævnte mindre Stater akcepterede Princip: Lille Kassation, relativ stor Udskrivning, Uddannelse af alle de til egentlig Krigstjeneste udskrevne. Men Princippet lider i Aarenes Løb en betydelig Indskrænkning, ved at Kassationerne uden rimelig Grund stige mere og mere, hvorved Hærens aarlige Kontingent bliver relativt mindre. Ved sidste Hærlov nærme vi os mere til de store Militærstaters Princip: Vi faa den fikserede og begrænsede Indkaldelse. Men i to meget væsentlige Retninger adskille vi os fra dem : Afgørelsen af, hvem der skal indkaldes, foretages ikke ud fra de Udskrevnes Kvalitet, den foretages heller ikke ud fra personlige Familie- eller Erhvervshensyn til den Udskrevne, den foregaar alene efter Lodtrækning — og den begrænsede Indkaldelse er ikke bleven kompenseret ved en saa meget større Udskrivning af Mandskab til Disposition i Krigstilfælde; man har tværtimod gennem Ændringslove og ministerielle Cirkulærer forøget Kassationerne og derved forringet Udskrivningsmassen mere og mere. Men dette repræsenterer øjensynlig en Svækkelse af Landets Værnekraft, og det nærliggende Spørgsmaal bliver det: Har dette nogensinde været Meningen med Hærlovsforandringen 1894? Thi vel har denne Lov indskrænket Antallet af de Indkaldte, men om den derfor ogsaa har ønsket at forringe Mængden a f Udskrevne, om den med andre Ord, fordi der for Tiden ikke er bevilget Penge til at uddanne flere, helt vil give A fkald paa i paakommende Tilfælde at kunne disponere over flere, derom taler Loven ikke et Ord.

Thi Spørgsmaalet maa her blive: Ere vi, med de Resultater, Udskrivningen i de senere A a r mere og mere stiler hen imod, i Besiddelse af et tilstrækkelig stort Kontingent af aarlig Udskrevne til at opfylde de fornødne Krav? Jeg skal her, som ikke særligt sagkyndig, bevæge mig med stor Forsigtighed og væsentlig støtte mig til, hvad der i saa Henseende er fremkommet fra kompetent Side. Kun skal jeg foreløbig bemærke, at i Forhold til Landets Folkemængde er et Antal af c. 9000 til E. K. aarligt udskrevne Mænd — svarende til 3,75 å 3,80 pMl. ikke særligt imponerende i Sammenligning med de Tal, o, 6 indtil 7 p M l., som betegne Udskrivningskvotienten i andre Lande. — Og se vi hen til tidligere Forslag fra Regeringens Side , synes disse ogsaa at antyde nogen Tvivl. I et for Rigsdagen 1879 fremsat Lovforslag om Hærens Ordning foreslaas saaledes Dannelsen af en Landstorm, bestaaende af uddannet og udtjent Mandskab helt op til det 50. Aar. Et saadant Forslags Fremkomst kan vel vanskeligt tydes anderledes, end at man har næret nogen Betænkelighed i Retning af, hvorvidt det hidtidige aarlige Kontingent af Udskrevne vilde være tilstrækkeligt til de mødende Krav. Men efter den Tid er Kravene næppe bievne mindre: den befæstede Hovedstad med de deraf flydende Krav. den ofte nok udtalte Frygt for, hvorvidt vi ved Fredsbrud ville være i Stand til at faa det jyske Kontingent overført til Sjælland, maa gøre hele Spørgsmaalet end mere tvivlsomt, og det udtales da ogsaa gennem de Diskussioner, der fra sagkyndig militær Side have været førte herom, at det mest betænkelige Punkt er Spørgsmaalet, om vi have Mandskab nok. Der er endog fra meget kompetent Side i saa Henseende givet Anvisning paa Værnepligtslovens § 5 med den Udvikling heraf, i Krigstilfælde at kunne indkalde Forstærkningsmandskab ud over de 16 reglementerede Aargange. Men naar man allerede i Fredstid med en Mobilisering for Øje maa regne med Værnepligtslovens § 5 *), en Paragraf, der saa at sige ophæver Alt, hvad Værnepligtsloven ellers fastsætter, saa kan dette dog kun sés som Indrømmelse af Utilstrækkeligheden; og der bliver herved et grelt Misforhold i at vi, samtidig med at der paa forskellig Vis gives Anvisning paa at lade de ældre bære Byrden lige op til det 45.— 50. Aar, Aar efter Aar ved Sessionerne kassere Tusinder af kraftige unge Mænd — fordi der ikke er an vist nogen anden Vej til udfra de Brugbares store Masse at sikre sig de bedste til Indkaldelsen.

Og her ere vi naaede til Kærnepunktet i Uoverensstemmelsen mellem Hærlov og Udskrivning, at det sidste Regulativ ikke har vist nogen Vej til at faa de bedste frem blandt dem, der skulle indkaldes, og at alle senere Bestemmelser kun pege hen paa det en e: at kassere væk, til Indkaldelsesstyrken er naaet. Heri ligger en Fare, mod hvilken jeg i Tide ønsker at raabe: Vagt i Gevær! T hi dette er ikke et Princip, udtalt i Hærloven eller Kgl. Anordning, det er noget, som vi efterhaanden ere komne ind paa som Resultat af en Række mindre heldige Forsøg paa at bringe den manglende Overensstemmelse til Veje. Vi er herved gledne ind paa et Skraaplan, som det gælder om at komme bort fra, idet vi maa gøre os det klart, at et med Hærloven og hele Forsvaret overensstemmende Princip nødvendigvis maa sammenfatte de 3 Opgaver:

1. At indrette Bedømmelsen paa, da kun en Del af de Udskrevne blive indkaldte, hertil at faa de Bedste. 2. A t tage Vare paa, foruden de, der skulle indkaldes, at faa de Brugbare udskrevne til Disposition i Krigstid. 3. A t begrænse Utjenstdygtigheds-Erklæringen til de Ubrugbare, og derved bringe den nuværende ganske overdrevne, for hele Forsvarstanken demoraliserende, Kassation ned til en rimelig Størrelse. Det er fra forskellig og sagkyndig Side1) bleven fremhævet, at en af de værste Mangler ved Anordning og Regulativ af 24. August 1894 vilde have været afhjulpet, hvis Kvalitetsvedtegningen a og b var bleven indført ogsaa for Fodfolket, idet man herved vilde have haft i sin Magt for samtlige kombattante Klasser at skelne mellem de særligt egnede og de brugbare. Det er muligt, at denne Forholdsregel vilde have medført, at man ikke i saa stor Udstrækning blev tvunget ind paa den stærke Kassation og den unaturlige Henvisning til E. K. 9 Klassen, men Forslaget skal efter Sigende være strandet paa, at Justitsministeriet af „praktiske Hensyn“ vægrede sig ved at akceptere det. Og seer man lidt nøjere paa Sagen, kan man endda forstaa denne Vægring. T hi hvis Kvalitets-Vedtegningen var bleven indført for samtlige kombattante Klasser, saa havde man faaet samtlige Udskrevne delte i 2 store Grupper, a-Gruppen, der vilde blive indkaldt, og b-Gruppen, der ikke vilde blive indkaldt, men det er unægteligt et Spørgsmaal, om det er forsvarligt eller foreneligt med Principperne for et Bedømmelsesregulativ at lade den kapitale Afgørelse, om Vedkommende faar „a“ og bliver indkaldt, eller „b “ og ikke bliver indkaldt, fremtræde alene som Sessionens Skøn uden nogen som helst Motivering eller Henvisning til en af Regulativets Paragraffer. Ser man i øvrigt hen til den Maade, hvorpaa Kvalitetsvedtegningen er bleven benyttet for de forskellige Vaaben, bliver man ikke bestyrket i, at man ad denne Vej vilde naa synderligt videre. Kvalitetsvedtegningen blev nemlig i sin Tid vedtaget — ikke med det Formaal at sikre sig, at de særligt gode kom blandt dem , der skulde indkaldes; et saadant Formaal kunde Kommissionen heller ikke have for Øje, da Hærlovsforandringen paa det Tidspunkt hverken var vedtagen eller bekendt — men med den Hensigt at sikre Sessionen en Indflydelse paa, at de, som efter dennes Skøn maatte anses som særligt skikkede til et af de specielle Vaaben, ved den endelige Fordeling ogsaa virkeligt kom derhen; denne endelige Fordeling fra alle Landets Kredse foretages jo af Udskrivningsvæsenets Revision, og denne havde tidligere ved Overskud fra de specielle Vaaben ikke haft nogen saadan Vejledning at gaa efter. Men den Brug, der i Aarenes Løb er gjort af Kvalitetsvedtegningen, har udviklet sig saaledes, at den hvei’ken er i Stand til at give Revisionen nogen Vejledning eller til at sikre sig, at de specielt egnede blive indkaldte og ikke gaa tabt som Frinummere. T hi i saa Fald maatte man være særlig sparsom med Vedtegning a, kun give den til de Færre, som man absolut vilde sikre sig; om der saa blev flere eller færre b’er, havde i og for sig været mindre væsenligt. Men man synes at være gaaet den ganske modsatte Vej; man har saa at sige givet Alle Vedtegning a, langt flere end der blev Brug for til Indkaldelse for vedkommende Vaaben, og ladet Vedtegning b lidt efter lidt glide ud af Sagaen. T il Belysning af dette kan anføres, at medens der ved Sessionen for 1895 blev givet Vedtegning b til 980 Mand, blev den det næste A a r kun givet til 411 og er derefter dalet A a r for Aar, saa den ved Sessionen for A a r 1900 kun blev givet til 124J). De store Forhaabninger, man særligt i Lægekredse knyttede til Indførelsen af Kvalitetsvedtegningen, ere saaledes bievne grundigt skuffede.

Men dette gælder kun den formelle Iværksættelse af Sagen, selve Prin cippe t: Bedømm else efter aftagende K valite t anfægtes ikke af, at den meget begrænsede, formelt uklare og ofte misforstaaende Form, hvorunder man har villet virke med det, nærmest har ført til en Fiasko; det bekræfter kun den gamle E rfaring, at man ikke naar Maalet ved at søge et i sit Væsen irrationelt System forbedret gennem stykkevis Reformeren og administrative Fortolkninger og Tilføjelser. Vore nuværende Regler for Bedømmelse og Udskrivning, Anordningen og Regulativet af 24. August 1894 med alle de senere Tilføjelser og Ændringer stemme ikke overens med og ville heller ikke kunne bringes i Samstemning med den nugældende Forsvarsordning, og de have derhos mistet den nødvendige Enhed og Konsekvens; en Omnordning er nødvendig, og denne maa, i Overensstemmelse med de alt flere Gange nævnte Formaal, gaa ud paa, at Bedømmelsesregulativet opstiller, ikke som nu 2 Kategorier: Tjenstdygtige og Utjenstdygtige (Militærarbejderne kan man her foreløbig se bort fra ) , men at hele U d s k r i v n i n g e n f o r e g a a r e f t e r 3 K a t e g o r i e r :

ubetinget Tjenstdygtige eller Tjenstdygtige af 1. Grad,

betinget Tjenstdygtige eller Tjenstdygtige af 2. Grad,

utjenstdygtige,

idet man da for de 2 første Kategorier opstiller væsentligt forskellige Fordringer. Formaalet for disse maa være ved en Skærpelse af Fordringerne for de „ubetinget Tjenstdygtige“ at vinde Udsigt til, herunder at t'aa de Bedste, de, der skulle indkaldes til Liniens vaabenføre Klasser; til Gengæld kunde saa Fordringerne nedsættes betydeligt for de „betinget Tjenstdygtige“ , idet man herunder indrangerer ikke alene dem , der skulle gøre Tjeneste ved de ikke vaabenføre Afdelinger og Korps (Forplejningskorps, Sygepassere, Train, Hestepassere, Tøjhus- og Laboratorie-Afdeling), men ogsaa alle dem, der skønnes anvendelige som Besætnings- og GarnisonsTropper, udfra den Betragtning, at naar der til en dygtig Feltsoldat udkræves meget i Retning af legemlig Kraft og U d vikling , saa kan man til en Fæstningssoldat i Almindelighed nøjes med en Del mindre.

Jeg skal udvikle dette noget mere detailleret, men jeg maa først endnu en Gang vende tilbage til min „30 Aars Sessions-Statistik“ , fordi en kritisk Betragtning af denne ikke alene synes at gøre det i høj Grad ønskeligt at faa en anden Inddeling for Bedømmelsen, men ogsaa bidrager til stærkt at svække Troen paa, at man just gennem en overdreven Kassation erhverver bedre Mandskab til Indkaldelse. Som det allerede er omtalt, bliver man stærkt slaaet af de meget betydelige Spring i Ud ­ viklingen, den store Mangel paa Egalitet, saa at Kassationskvotienten i 12 A a r stiger fra c. 21 pGt. til 46 pCt., hvorefter den atter falder noget. Der er ganske vist i dette Tidsrum foretaget nogle Forandringer af Bedømmelsesregulativet, men disse ere ikke saa væsentlige, at de kunne forklare de voldsomme Svingninger. Dr. Søren Hansen har i et omfattende og omhyggeligt A rbe jde1) for nogle A a r tilbage underkastet Sessionsresultaterne for 1870— 1889 en nærmere Undersøgelse, væsentligt med det Formaal at finde Rede paa, hvilken Indflydelse de forskellige Forandringer i Bedømmelsesregulativet have haft paa Kassationens vekslende Stigen og Synken. Uagtet det Materiale, der i saa Henseende har staaet til Forf.s Disposition, i flere Retninger har været mangelfuldt, frembvder det nævnte Arbejde paa mange og forskellige Punkter interessante Oplysninger, som det imidlertid vilde være for vidtløftig her at udvikle; jeg skal senere ved Lejlighed vende tilbage til flere af dem ; det skal kun fremhæves, at det sikkert taler til Æ re for disse Undersøgelsers Ædruelighed og Objektivitet, at der i det Hele og store ikke kan paavises nogen fremtrædende Overensstemmelse mellem de skete Regulativforandringer og de betydelige Variationer i Kassationskvotienten. Naturligvis er en saadan Overensstemmelse enkelte Gange til Stede; det er allerede anført, at Regulativet af 1879 med forandrede Bestemmelser om Brystmaalet og ændrede Regler for Bedømmelsen af Platfod medførte en betydelig Stigning af Kassationen, og at denne atter gik noget ned, da en Revision af disse Bestemmelser opstillede noget mere lempede Fordringer, men andre Gange slaar dette ikke til; fra 1872— 1877 stiger Kassationerne stærkt og vedvarende uden nogen Regulativforandring, og efter det sidste Regulativ (1894), der nærmest antyder en Lempelse i Fordringerne, stiger Kassationen atter meget betydeligt. Denne hyppige Uoverensstemmelse mellem Regulativets Fordringer og Bedømmelsens Ud fald , sammenholdt med de stærke og umotiverede Spring i disse fra A a r til andet, maa, som ogsaa Forf. antyder, vække Mistanke om , at det er selve Sessionernes almindelige Skøn, der har undergaaet forskellige Svingninger. Og denne Fo rmodning faar en meget stærk Støtte, naar man ikke holder sig alene til det samlede Resultat for hele Landet, men undersøger de enkelte Udskrivningskredse for sig; thi her ere Svingningerne aldeles kolossale. Eksempelvis kan anføres, at ved Sessionen for 1874 kasseredes i 2. Kreds 21.82 pC t., i ,5. Kreds 43.19 pG t., for 1875 i 2. Kreds 14.98 pCt., i 5. Kreds 45.29 pCt., for 1876 i 2. Kreds 19,08 pCt., i 5. Kreds 58.58 pCt. og saa fremdeles. Herefter kunde man formode, at 2. Kreds i det Hele repræsenterede en sundere, kraftigere Befolkning, 5. Kreds en mindre kraftig, men det slaar ingenlunde til. Thi vel har 2. Kreds fra Periodens Begyndelse en gennemgaaende lav Kassation, omkring 20 pC t., men allerede fra Begyndelsen af 80’erne stiger denne, og i den sidste Tredjedel af Perioden staar 2. Kreds med en forholdsvis høj Kassation, flere A a r med den højeste af samtlige Kredse. Og 5. Kreds begynder i 1871 med en forholdsvis lav Kassation, saa stiger den i Aarene 1874— 76 meget voldsomt og aftager saa efterhaanden; fra Midten af 80’erne bliver Kassationen her mindre end Gennemsnittet for samtlige Kredse og i 90’erne staar den i en Række af A a r som den bedste. Og paa samme Maade gaar det med de andre Kredse; ingen af dem viser noget konstant Præg. 1. Kreds viser i Begyndelsen af 70erne en meget lav Kassation; saa stiger denne, men holder sig under mindre Svingninger i det Hele nær Gennemsnittet; fra Midten af 80erne faar den over Gennemsnitskassation og dette tiltager jævnt, saa den i det sidste Decennium i det Hele staar med de daarligste Resultater. 4. Kreds viser de allerbratteste Vekslinger; moderat Kassation i Begyndelsen a f Perioden, stærk og tiltagende Stigning fra 1876 med Kulmination i 1882 med 64.51 pCt. kasserede, derefter vekslende, i enkelte paa hinanden følgende A a r svingende fra 20— 40 pCt. snart som den allerbedste, snart som den ringeste af alle Kredsene. Kun 3. Kreds viser ret konstante Forhold; i en Række a f A a r har denne en meget lav Kassationskvotient, uden synderlige Svingninger; først i de sidste 5— 6 Aar stiger Kassationen stærkt og vedholdende A a r for Aar, saa denne Kreds for A a r 1900, første Gang i 30 Aar, staar med den højeste Kassation af samtlige Kredse med 42.19 pCt.

Disse stærke Svingninger fra A ar til A a r og fra Kreds til Kreds udelukke enhver Rimelighed for, at begrunde de vekslende Resultater udfra de til forskellige Tider foretagne Forandringer i Bedømmelsesregulativet. Lignende Svingninger ere naturligvis ikke ukendte i andre Lande, men synes efter de foreliggende Offentliggørelser langtfra at naa saadanne Grader som her; eksempelvis kan henvises til Rekruteringsresultaterne fra Lande som Sverrig, Norge og Schweiz, der udmærke sig ved stor Homogenitet, saa det samlede Udfald fra A a r til A a r kun svinger med nogle pro Mille. Man har, for at forklare de vekslende Resultater i de forskellige A a r og mellem de forskellige Landsdele henvist dels til Forekomsten af mere „gode“ eller „slette“ A a r, der skulde være i Stand til at paatrykke Landets værnepligtige Ungdom en kraftigere eller ringere Sundhedstilstand , dels til Befolkningens forskellige Validitet i de forskellige Dele af Landet. Hvad det første angaar, Teorien om „gode“ eller „daarlige“ Aa r, da forkastes denne enstemmigt af alle de kompetente Forfattere, der have gjort Udskrivningsstatistikken til Genstand for særligt Studium, og den finder da heller ikke nogen Støtte i vore T a l, hvor baade de i deres Helhed særligt gode og særligt daarlige A a r vise overmaade store Svingninger mellem de enkelte Kredse. Langt mere sandsynlig — og forsaavidt ogsaa direkte paavist — er Teorien om den forskellige Validitet, idet de ulige Livsvilkaar, dels i almindelig økonomisk Henseende, dels som Følge af E rhvervslivet (Landbrugere, Søfolk, Fabrikbefolkning), Klima og Naturforhold, hvorunder Befolkningen lever i Landets forskellige Dele, kunne give sig Udslag i en kraftigere og svagere legemlig Udvikling (Landbefolkning og Bybefolkning); en saadan Forskel er ogsaa i flere Stater paavist at optræde konstant og med stor Regelmæssighed A ar efter Aar. For Danmarks Vedkommende, med dets overvejende agerdyrkende Befolkning og den ret jævne Fo rdeling af ydre Vilkaar, er der paa Forhaand ikke nogen Sandsynlighed for at træffe en saadan forskellig LandsValiditet, og vi finde heller ikke nogen Støtte for den i det foreliggende O pgør; thi dette viser netop, at Kredsene svinge fra A a r til Aa r, og selv om en Kreds nogle A a r i Træk kan staa som særlig god eller daarlig, saa afløses de af en Række andre Aar, hvor den indtager det modsatte Standpunkt; det er overhovedet ikke muligt i de 30 A a r at paavise en enkelt særligt god eller særligt daarlig Kreds. Højst kan man for 1ste Kreds (Kjøbenhavn) paavise en Antydning til gennemgaaende lidt ringere Validitet i de sidste 15 Aar; for de forudgaaende 15 A ar var derimod det Modsatte Tilfælde.

Men naar de paaviste stærke Svingninger i Udskrivningen hverken kunne forklares af forandrede Regler for Bedømmelsen eller fra en forskellig Validitet hos den værnepligtige Befolkning, saa tvinges man ind paa den Formodning, at de forskellige Sessioner have fældet deres Dom udfra vekslende strengere eller lempeligere Fo rtolkninger; det ligger da nær at undersøge, hvorvidt man kan finde nogen Støtte for denne Antagelse. Nu danner Sessionen imidlertid en ret sammensat Kommission, bestaaende af Udskrivningschefen, tilkommanderede Officerer fra Hær og Flaade, Lægdsforstander, Medlemmer fra Am ts- og Sogneraad etc., saa det vilde være ganske umuligt mellem et saa stort Antal vekslende Medlemmer at finde Udtryk for de forskelligartede Fortolkninger; men praktisk bliver Spørgsmaalet en Del simplificeret, ved at reelt spille alle disse Medlemmer en meget ringe Rolle med Hensyn til Bedømmelsens U d fald 1); her er det aldeles væsentligt Udskrivningschefen, der er den afgørende. Undersøgelsen maa da begrænses til, hvorvidt de forskellige Udskrivningschefer2), hver i sin Kreds, have formaaet at paatrykke Bedømmelsen et bestemt, strengere eller mildere Præg. Det skal straks bemærkes, at Udfaldet her nærmest bliver negativt; Antydninger kunne findes hist og her, men heller ikke mere; kun for en enkelt Kreds, der i nogle og tyve A a r har haft samme Udskrivningschef, kan man af den meget lave og ensartede Kassationsprocent i alle disse A a r komme til en Formodning om, at Udskrivningschefen her har formaaet at paatrykke Bedømmelsen et ret ensartet Præg. Men ved Siden af Sessionen staar den raadgivende Sagkyndige, Sessionslægen, og det er uden for al Tvivl at han, selv om han ikke er Medlem af eller har Stemme i Kommissionen, har og maa have den overvejende Indflydelse paa Bedømmelsen. Herimod har der heller ikke været rejst nogen Indsigelse, naar Sessionsspørgsmaal tidligere have været under Diskussion herhjemme *), og det er vel baade i det store Publikum og blandt de specielt Sagkyndige en rodfæstet Anskuelse, at den strengere eller lempeligere Bedømmelse aldeles overvejende afhænger af Sessionens Læge. Undersøgelsen maa da ‘udstrækkes til Sessionernes Læger, om man ved at følge dem paa en Række Sessioner kan konstatere en individuel forskellig Bedømmelse. Man har hidtil været saa underligt betænkelig ved at tage en saadan Undersøgelse o p ; jeg forstaar ikke denne Betænkelighed; Undersøgelsen gælder jo ikke, hvilke Sessionslæger, der have været de dygtigste og fældet den rigtigste Dom; det gælder kun at se, om den fældede Dom med en vis Ensartethed knytter sig til den enkelte Læge. Vi ere jo nemlig saa heldigt stillede, at vi foreløbig ikke kunne udsige det mindste om , hvilken Bedømmelse, den lempeligere eller den strengere, der bør opstilles som den rette. Vi kunne meget vel se med Sympati paa den Læge, der med Statens og Hærens Tarv for Øje søger at udskrive saa mange som muligt til Landets Forsvar, men vi kunne med samme Ret — særligt med den nuværende begrænsede Indkaldelse for Øje — godkende den Fremgangsmaade, der ved en streng Bedømmelse af Fejl og Mangler søger at skaffe Hæren saa fuldkomne Folk som muligt. En Undersøgelse af den omhandlede A rt kan paa Forhaand ikke ventes at give meget iøjnefaldende Resultater. T hi vel give 5 Kredse i 30 A ar 150 forskellige Sessioner1), saa man kan vente at træffe de samme Læger flere Gange, men der er dog en Del af de ældre Læger fra Periodens Begyndelse og af de yngre fra dens Slutning, som kun have fungeret ved en Session og saaledes ikke kunne benyttes til Konstatering af det „individuelle Skøn“ , og det er overhovedet kun de færreste, der i det omhandlede Tidsrum have fungeret 3— 5 Gange2).

Om det end ikke er store Resultater, man faar ud af en saadan Undersøgelse, frembyde de dog en vis Tri*, teresse. Her maa først fremhæves, at ved Periodens' Begyndelse fungerede i overvejende Grad de „ældre“ Militærlæger, idet jeg under denne Betegnelse henfører alle dem , der allerede inden Hærloven 1807 havde fast Ansættelse som saadanne. For Lægekorpsets Vedkommende danner nemlig Hærloven af 1807 en ret markeret Grænselinie. Fø r denne bestod Korpset af Overlæger og Underlæger, alle fast ansatte, men kun Overlægerne fungerede som Sessionslæger og fik saaledes først dette Hverv efter en lang Tjeneste som Militærlæger. Ved Hærloven 1867 blev Antallet af Læger betydeligt indskrænket; de fleste af de faste Underlæger gik over i Korpslæge-Klassen, en Del som overtallige, saa at Lægekorpset i en Række af A ar ikke fik nogen ny Tilgang; ogsaa for disse Korpslæger gælder det, at de først efter en Række Tjenesteaar kom til at fungere ved Sessionen. Først i 1872 kom der ny Tilgang af Korpslæger, og disse kom gennemgaaende meget hurtigt, efter 1— 2 Aars F o rlø b , paa Session. Her er nu en meget markeret Forskel mellem disse 2 Rækker Læger. 1871, 1872 og 1873 var Kassationsprocenten lav, ligesom i de nærmest forudgaaende Aar, omkring 20 pC t.; det var udelukkende de „ældre“ Læger, der fungerede, og deres Bedømmelse var desuden meget egal, uden større Svingninger mellem de enkelte Kredse. 1874 begyndte de „nye“ Korpslæger at fungere, først i en enkelt Kreds, efterhaanden i flere; Kassationsprocenten for hele Landet stiger nu betydeligt A a r efter A a r op til 30— 4 0 p C t., men Stigningen er ikke ensartet i Kredsene, der er tvertimod en tiltagende Mangel paa Egalitet og det er stedse saaledes, at hvor de yngre Læger have virket, er Stigningen voldsom, 40— 50 pCt. helt op til c. 60 pCt., medens de ældre Læger, uanfægtet af Regulativforandringen i 1872, stedse holdt Kassationen nede ved 20— 25 p C t.1). Den tiltagende Stigning i den samlede Kassation falder nu sammen med, at flere og flere Kredse blive besatte med „nye“ Læger, indtil endelig de „ældre“ Læger gaa helt ud af Spillet. — Den Regel, at de „ældre Læger fra før 67“ havde en meget lav Kassationsprocent og et meget ensartet Bedømmelsesresultat i de forskellige A a r er saa konstant, at der egentlig kun findes en eneste Undtagelse herfra. Og Ensartetheden i Bedømmelsen viser sig ogsaa deri, at hvor disse Læger have fungeret, er der ikke nogen paaviselig Forskel i Kredsene; det er saaledes i Aarene 1871— 73 ikke muligt at paapege nogen særlig daarlig Kreds. Først i 1874 begynder 5. Kreds og et Pa r A a r efter 4. Kreds at vise paafaldende daarlige Resultater, der holde sig i 8— 9 Aar; dette falder sammen med, at i alle disse A a r bleve de 2 Kredse fortrinsvis besørgede af yngre Læger, der her havde deres første Session, Kassationen naar i 5. Kreds for 1882 helt op til 64,51 pC t.; da der saa ved Sessionen for 1883 baade i 5. og i 4. Kreds komme 2 Læger af den ældre Række, falder Kassationen begge Steder meget voldsomt, omtrent til Halvdelen. Efterhaanden som de ældre Læger gaa bort, komme de Korpslæger, der i Midten af 70erne havde deres første Session, til at fungere for anden Gang, men de have nu en betydelig lavere Kassation end første Gang og i det Hele lavere Kassation end de Læger, der i samme A a r have deres første Sessionsrejse. Imidlertid maa jeg bemærke, at den Regel, at de yngre Læger der første Gang ere til Session, have en høj Kassationsprocent, ikke er saa absolut, ialtfald ikke saa konstant som den foran givne Regel, at Lægerne af de Ældres Række havde en meget lav Kassation ; der træffes nemlig nogle Undtagelser, hvor altsaa en yngre Læge paa sin første Session har en ret lav Kassation; derimod er det ret gennemgaaende, at de Læger, der ved deres første Session divergere stærkt, enten ved en meget høj eller meget lav Kassation, ved deres næste Session betydeligt have nærmet sig Gennemsnitsbedømmelsen. — Endelig skal bemærkes, at fra 1895 er der en almindelig Stigning af Kassationen, men tillige større Egalitet i de forskellige Kredse1), og navnlig have de Kredse, der fra en foregaaende Periode havde erhvervet Præg som særligt gode eller særligt slette, helt mistet dette Præg og i saa Henseende snarest byttet Rolle. Hermed er væsentligt sagt, hvad man i al Almindelighed kan uddrage af disse Undersøgelser, og som R esumé af dem er man berettiget til den Slutning, at Aarsagen til de stærke Svingninger i Bedømmelsen fra A ar til A a r og fra Kreds til Kreds i en overvejende Grad maa søges i et individuelt forskelligt Læge-Skøn, medens hverken Forandringer i Bedømmelsesregulativ et eller Teorien om Befolkningens forskellige Validitet i de 5 Kredse giver noget Støttepunkt. Man vil tillige være tilbøjelig til af Undersøgelsen af Sessionernes Lægepersonel at fremhæve som R egel, at Lægernes Bedømmelse vinder i Sikkerhed, jo mere Paagældende har Erfaring baade i Almindelighed som Militærlæge og specielt som Sessionslæge. Udover dette drister jeg mig ikke til nogen almen Slutning.

Men de foreliggende Data have utvivlsomt Krav paa Opmærksomhed. T hi Værnepligten maa dog betragtes som den mest indgribende Borgerpligt, der paahviler Befolkningen; det maa da være Statens Opgave at fordele den heraf følgende Byrde saa ligeligt og retfærdigt som muligt, men dette sker ikke, hvor Udskrivningen er underkastet saa stærke Svingninger eller, for at stille Sagen paa Spidsen, naar saa uvæsentlige Aarsager som den tilfældigt fungerende Sessionslæge er i Stand til væsentligt at forrykke Chancen for at komme med eller blive hjemme. Og heller ikke for Hæren er det ligegyldigt, at Udskrivningen foregaar med saa ringe Egalitet som den faktisk gør; Grundlaget for al Beregning over Landets Forsvarskraft bliver vaklende, og de store Svingninger have i den nedadgaaende Periode vitterlig ogsaa haft Indflydelse paa Forhold af hærorganisatorisk Natur. Og det utilfredsstillende Indtryk, man herved faar af Udskrivningen i de sidste 30 Aar, bliver ikke mindre, naar man undersøger, hvilken Indflydelse den forskellige Bedømmelse ved Sessionerne har haft paa Kvaliteten af det Mandskab, der herefter møder til Tjeneste ved A fdelingerne. T hi det var i det mindste at vente, hvis man skal se med Tillid paa Sessionernes Bedømmelse, at de store Forskelligheder i Kassationsprocenten her skulde give modsvarende Forskelligheder i det senere Dekrement ved Afdelingerne, at med andre Ord de Kredse, der ved Sessionen havde vraget stærkt og derved faaet en høj Kassationskvotient, til Gengæld havde faaet saa meget bedre Mandskab, at det efter at være mødt ved Afdelingerne her gav en mindre Kassation. Men dette er ingenlunde Tilfældet. Thi netop i de A a r , hvor der kasseres faa ved Sessionen (1871— 73 c 20— 25 pCt.) er Dekrementet ved Afdelingerne lavt (5— G pCt. af de mødte Rekrutter) i de følgende Aar. 1874— 82 stiger Kassationen ved Sessionerne til 30— 40pCt. og derover, men Dekrementet ved Afdelingerne stiger ogsaa til 7— 9 pCt. og holder sig omkring dette sidste Tal i den følgende Periode; og selv i de sidste o Aar, da Kassationen ved ved Sessionerne paa ny er stigende, viser Dekrementet ingen Aftagen.

Dette overraskende Resultat kan ikke forklares ved den Antagelse, at de stigende Fordringer til Uddannelsen, den forkortede Tjenestetid og lign. have nødvendiggjort større Kassation ved Afdelingerne, eller at de her virkende Kassationskommissioner i Aarenes Løb have skærpet deres Bedømmelse. Thi holder man sig ikke til det samlede Resultat for de enkelte A a r , men undersøger man ogsaa her de enkelte Udskrivningskredse, kommer man til endnu mere overraskende Forhold. Der foreligger til en saadan Undersøgelse et omfattende og paalideligt Materiale, idet vi foruden de officielle aarlige 

Opgør over Udskrivningen, specificerede for hver enkelt K red s; fra 1884 haves aarlige Beretninger, der fra samtlige Afdelinger ere indgivne til Krigsministeriet om de blandt Rekrutterne forefaldne Kassationer1), ordnede ikke alene efter Afdelingerne, men ogsaa efter Udskrivningskredsene. T il Oversigt over disse Forhold maa jeg henvise til vedføjede Tabel III, paa hvilken der for de sidste 16 A a r er foretaget en Sammenstilling af Sessionens Bedømmelse (pCt. kasserede af samtlige endeligt behandlede) og Dekrementet ved Afdelingerne (pCt. kasserede af samtlige mødte Rekrutter), ordnede efter 1.— 5. Ud ­ skrivningskreds. Her maa dog bemærkes, at Kassationerne ved Afdelingerne ikke give et fuldt paalideligt Billede af, i hvilken Grad det udskrevne Mandskab har været behæftet med Mangler og Svagheder, der gjorde det udygtigt til Tjenesten, da nogle af disse Kassationer skyldes Svageligheder, der ere erhvervede enten mellem Sessionen og Mødetiden eller hyppigere under selve Tjenesten, men Antallet af disse er forholdsvis ringe; med stor Regelmæssighed skyldes Dekrementet i ca. 70 pCt. saadanne Mangler, der vare til Stede før Sessionen, saa Tallene i det Hele og store ville give et Billede af den før Sessionen til Stede værende Validitet.

En Betragtning af denne Tabel viser, at det ikke er muligt at paavise noget regelmæssigt Forhold mellem disse 2 Bedømmelser; det er navnlig ikke muligt at konstatere, at en stærk Sigtning ved Sessionen er i Stand til at sikre et mindre Dekrement ved Afdelingerne; det kan ganske vist af og til paavises, men i langt flere T ilfælde har netop det modsatte fundet Sted, saa man, hvis man overhovedet vilde uddrage nogen Slutning af denne Tabel, maatte havne ved det rent ud paradoksale Resultat: Jo større Kassationskvotienten har været ved Sessionen, jo flere der her er vragede af denne, desto større synes ogsaa det senere Dekrement at blive. Dette Resultat kan med nogen Ret kaldes utilfredsstillende. T hi selv om man ikke er berettiget til at værdsætte det udskrevne Mandskabs Kvalitet alene efter Dekrementets Størrelse — én Aargang kan jo godt frembyde et gennemgaaende bedre Niveau i Henseende til legemlig Kraft og Udholdenhed end en anden , selv om de begge have havt et lige stort Dekrement — saa er Formaalet med den stærke Vragen ved Sessionen først og fremmest det, at Kassationerne under Tjenesten, denne Kræftskade for Hæren, større hos os end i nogen anden Hæ r, blive saa faa som muligt. Naar dette Formaal hidtil ikke er naaet bedre, saa ere Aarsagerne hertil flere og af forskellig A rt, og det vilde føre for vidt her at indlade sig paa at omtale og begrunde disse. Men uden at gaa for vidt tør man af de foreliggende Data drage de Slutninger, at den overdrevne Kassation ved Sessionerne ikke synes at være Vejen til at skaffe Hæren et mindre Dekrement, og at de Principper og Regler, der hidtil have været fulgte saavel af Sessionerne som af Kassationskommissionerne, ikke have været i Stand til at give disse, særligt disses Læger, en saadan Vejledning, at der herved er naaet en ensartet, retfærdig og rationel Bedømmelse.

Herm aa nu først fremhæves, at Sessionsbedømmelsen i alle Lande og under alle Forhold i en ganske overordentlig Udstrækning maa baseres paa et rent Skøn, selv om ogsaa de for Bedømmelsen fastsatte Regulativer [ere saa detaillerede som vel muligt. Thi det er kun i de færreste Tilfælde, vi have at gøre med klare og øjensynlige Mangler, som ingen Vanskelighed volde. Det, der giver Vaklen, er de utallige Smaafejl, som ere betydningsløse, naar de ere til Stede i mindre Grad, men kræve Hensyntagen, hvor de ere mere fremtrædende; det er Afgørelsen af, naar vi skulle kalde et Vandbrok for „stort“ eller „lille“ , hvornaar vi skulle betegne fremstaaende Skulderblade som „hinderlige“ eller „uhinderlige“ , hvor vi skulle sætte Grænsen for, om en Halten er „kendelig“ , om Kalveknæ eller Hjulben cre „iøjnefaldende“ , om Aareknuder, Platfod eller Fejl ved Tæerne medføre „væsentlig Hindring“ for Gangen, hvilken Betydning der i det enkelte Tilfælde skal tillægges en krumbøjet Finger o. s. fremd., det er kort sagt Fastsættelsen af en bestemt Grænse for de mange Tilfæ lde , der netop ikke have en saadan. Hvor begynder „Spinkelhed“ eller „svag Legemsbygning“ , hvor er Skellet for „høj Grad af Fedme“ ? Det er alle disse vage Begreber, der hovedsagelig blive Genstand for Bedømmelsen, der derfor til en vis Grad maa faa et subjektivt Præg, og dette kan selv det bedste og mest detaillerede Regulativ ikke forhindre. Det er kun de Færreste, om hvem Alle kunne samles i Enighed om en klar Dom; og jeg tror, jeg vil faa Tilslutning fra de fleste Læger, der have Erfaring paa Sessionsomraadet, naar jeg opstiller den R egel: Det er kun et Mindretal af de Værnepligtige, ca. 20— 30pC t., om hvem vi alle ville kunne enes i Erklæring om fuld Tjenstdygtighed; det er et endnu ringere Tal, ca. 10— 15 pG t., om hvilke vi alle kunne samles i absolut Forkastelse; de øvrige, det store Flertal, ere de, der volde Vanskeligheder; de ere ikke fuldt gode, men endnu mindre helt ubrugbare til Krigstjeneste, og for disse kommer det individuelle Skøn til at give saa forskelligt Udslag. Og se vi paa vore Sessioners stærkt vekslende Resultater, saa er det aabenbart, at nogle Sessioner have udskrevet disse tvivlsomme saa godt som alle, andre have kasseret dem alle, og atter andre have søgt en Middelvej, erklæret en Del af dem tjenstdygtige og kasseret andre, idet hver Sessionslæge efterhaanden har konstrueret sig et System, som bliver en Regulator for hans Skøn. Men ogsaa dette System er i høj Grad individuelt; thi det er ingenlunde saaledes, at de Sessioner, der naa det tilstræbte Gennemsnitsresultat, opnaa dette gennem en Klassifikation af de ovennævnte Mangler i „højere G rad“ , (der kasseres) og „mindre Grad“ (der udskrives). Sammenholder man nemlig R esultaterne med Kassationsaarsagerne i de forskellige Kredse, saa faar man ogsaa her det Indtryk, at den ene Session opnaar Egaliteten ved fortrinsvis at kassere de Platfodede, men ved at være mindre ængstelig over for dem med Hjertebanken, en anden Session følger det modsatte Princip, en tredje vrager dem med lidt Skævhed af Ryg og Bækken, men medtager dem med den krogede eller overliggende Taa og saa fremdeles — thi kun paa den Maade kan man forklare sig den overordentlige Uensartethed, der ogsaa med Hensyn til de specielle Kassationsaarsager gør sig gældende fra A a r til A ar og fra Kreds til Kreds. Naar der saaledes ved Sessionerne fra 1894-1899 — en Periode der udmærker sig ved en forholdsvis stor Egalitet — blandt 1000 Kassationer i en Kreds falder 3, i en anden 35 paa organisk Hjertesygdom , i en Kreds 12, i en anden 50 paa Skævhed af Rygrad eller Bækken, i en Kreds 3, i en anden 78 paa Grund af Platfod , i en Kreds 2, i en anden 37 paa Grund af kroget eller overliggende Taa , saa kan denne paafaldende Uensartethed kun forklares ved, at hver Session har tillagt de paagældende Mangler en højst forskellig Betydning1).

Naar vi saaledes efter alle Undersøgelser maa havne i den Forklaring, at den store Illegalitet i Bedømmelsen skyldes de forskellige Udslag af det personlige og subjektive Skøn, saa maa det samtidigt fremhæves, at over for den store Mængde af Værnepligtige, de mere eller mindre Tvivlsomme, bliver det næsten umuligt at regulere dette Skøn til en ensartet Dom , naar denne kun kan bevæge sig mellem de 2 Alternativer: de fuldt tjenstdygtige og de absolut utjenstdygtige. T hi det nytter ikke her at henvise til, at alle vore hidtige Regulativer have opstillet en tredje Gruppe: Militæ rbe jderne. Disse fungere kun paa Regulativet som en Gruppe, som et Mellemled for Bedømmelsen, men ere i Virkeligheden efter deres hele Væsen kun en Underklasse af de tjenstdygtige. Vi kunne ikke — og der vilde heller ikke være nogen Mening i at gøre det — til M.-Gruppen henvise alle dem, som vi maa betegne som brugbare, om ikke af første S o rt; til M.-Gruppen henvises saadanne, som paa Grund af visse bestemte Mangler ikke egne sig som vaabenføre, men som i øvrigt i alle andre Henseender kunne betegnes som fuldt ud kraftige Folk , paa samme Maade som vi f. Eks. fra Rytterklassen udelade saadanne, som paa Grund af andre, bestemte Fejl ikke egne sig til Ridning; og naar der jævnlig af Sessionerne til M.-Gruppen henvises en Del „tvivlsomme“ , saa er dette i Virkeligheden ikke i Overensstemmelse med de givne Anordninger, men er kun et Udslag af den Trang, der ubevidst stedse gør sig gældende ved Sessionerne, at skabe et Mellemled for Bedømmelsen, en Gruppe mindre eller betinget tjenstdygtige ‘). T hi ved et saadant Mellemled bliver den Vanskelighed, der ligger i mellem de mange haarfine Overgange fra større til mindre Brugbarhed kun at kunne træffe Valget mellem °2 diametralt modsatte Afgørelser, om ikke ophævet, saa dog meget betydeligt lettet. E n D e l i n g a f d e T j e n s t d y g t i g e i 2 G r u p p e r , de u b e ­ tinget og be tinge t T jen s tdyg tige , vil, hvor den gældende Hærordning tillader en saadan Adskillelse, i b e t y d e l i g G r a d l e t t e S e s s i o n s b e d ø m m e l s e n ; den vil tvinge det individuelle Skøn inden for visse Grænser og derved medføre, at Bedømmelsen vinder i Ensartethed og Retfærdighed.

En Betragtning af de ændrede K rav , den sidste Hærlovsforandring stiller til Bedømmelsen, en Betragtning af de lidet tilfredsstillende, stærkt svingende Resultater, som Udskrivningen har leveret i de sidste 30 Aar, pege begge i samme Retning: Ønsket om en gennemg r i b e n d e F o r a n d r i n g i R e g l e r n e f o r de V æ r n e ­ pligtiges Bedømmelse, med den principielle Opstilling af en højere og lavere Grad af Tjenstdygtighed. En Bedømmelse efter disse Udgangspunkter vilde naturligt føre til, at man som U betinget T je n e s te d y g ­ tige (E. K.) kun udskrev saadanne, som skønnedes egnede til Tjeneste i Felthærens vaabenføre Korps, som altsaa alle eller dog for største Delen vilde blive indkaldte til Uddannelse i Linien. De Udskrevne til denne Gruppe maatte ligesom til den nuværende E. K. Gruppe fordeles efter en Række Klasser (Fodfolk, Ryttere o. s. v.) efter de forskellige Fordringer til Højde, legemlig Udvikling og faglig Uddannelse, der stilles af de forskellige Vaaben, dog med den principielle Fordring, at ingen udskrives som ubetinget tjenstdygtig uden i alle Tilfælde at være tjenstdygtig til Fodfolket, saa at dette, efter at de specielle Vaaben vare forsynede, kunde modtage det eventuelle Overskud uden derved at udsættes for at faa mindre egnede Folk. Kvalitetsvedtegningen — der lige saa lidt hører hjemme blandt de ubetinget tjenstdygtige som blandt de ubetinget kassable — maatte bortfalde for denne Gruppe lige som ogsaa den nuværende diskvalificerende Vedtegning: Regul. Kolonne III; Fæstningsartilleriet vilde herved slippe for at blive præmieret med mindre egnet Mandskab. Det ringere Kontingent, man behøvede til denne Gruppe, vilde tillade en gennemgaaende Skærpelse af Fordringerne; Bedømmelsen maatte gaa ud paa, for at sikre sig at de virkeligt „Gode“ kom med under Indkaldelsen, at bringe Kontingentet af ubetinget tjenstdygtige saa nær som muligt op til A n ­ tallet af dem, som skulde indkaldes til Hærens vaabenføre Korps.

Betinget t.jenstedygtige (B. K.). Denne Gruppe omfatter saavel saadanne, som have Tjenstdygtighed til de ikke vaabenføre Korps, som ogsaa dem, der skønnes „brugbare“ til de egentlige Vaabenafdelinger. Gruppen maa derfor ligesom de ubetinget tjenstedygtige være inddelt i en Bække Klasser — kombattante saavel som nonkombattante — men af noget anden Art. Der vil saaledes næppe være nogen Rimelighed for blandt B. K. at optage Klasser for saadanne Korps som Livgarden, Rytteriet eller Feltartilleriets Trainkonstabler, dels fordi disse kræve særligt udsøgte Folk , dels fordi det aarlige Rekrutkontingent for dem formentligt er beregnet noget ligeligere end f. Eks. for Fodfolket; til Gengæld vil der komme flere Klasser for de ikke kombattante Afdelinger samt som den ringeste Klasse: Militærarbejderne. Fo rdringerne til Tjenstdygtighed i denne Gruppe ville i Overensstemmelse med de Krav, der stilles til den, kunne nedsættes en Del; man vil til denne Gruppe udskrive en Del af dem , der nu udskrives til E. K . , alle de nuværende E. K. 9 og M. samt en stor Del af dem , der nu erklæres for stedse udygtige til al Krigstjeneste (spinkle, Værnepligtige med Aareknuder, Platfod , krogede eller overliggende Tæer). Naturligvis vil det ikke kunne undgaas, at der herved, selv inden for Gruppens enkelte Klasser, vil komme Mandskab af ret forskellig Kvalitet; her er derfor en K v a l i t e t s - V e d t e g n i n g paa sin Plads, og Vedtegningen maa da blive den, at man med a betegner dem , der ved eventuel Mangel af ubetinget tjenstdygtige (E. K.) kunne supplere Liniens vaabenføre Afdelinger, samt — for de ikke kombattante Klasser — dem , som crc i Stand til at følge Felthærens Afdelinger paa Marchen og bære Oppakning, med b dem, som man inden for de forskellige Klasser, vaabenføre og ikke vaabenføre, nærmest skønner tjenlige til Fæstnings- og Garnisonstjeneste (som Besætningstropper, Train, Sygepassere og til Arbejdsafdelinger)1).

Utjenstdygtige. Ved den nævnte Nedsættelse af Fordringerne til den forrige Gruppe, vil Antallet af absolut utjenstdygtige kunne nedbringes meget betydeligt, antageligt snarere til under end over 20 pCt. af samtlige endeligt Bedømte, uden nogen Fare for, at man herved gaar hverken Hærens eller Befolkningens Tarv for nær. Thi det maa vel erindres: med den nuværende høje Kassationskvotient repræsentere de Utjenstdygtige ingenlunde en Række forkrøblede, svækkede Individer, tværtimod, Flertallet af dem er kraftige, velvoksne Folk , der for en stor Del ere henviste til at tjene deres Brød ved strengt legemligt Arbejde, men som paa Grund af forskellige Smaaskavanker helst rnaa udelukkes fra Felthæren, fordi man ellers løber den Fare at skalfe denne for mange Marodører. Men herfra og til at erklære dem for stedse udygtige til enhver Tjenesteydelse i Krigstid er der dog et lovligt stort Spring. Det kan ogsaa her fremhæves, at Kassationskvotienten for hele Landet i en Række af A a r (1865 — 1872) har været omkring 20 pGt., at den lige til de sidste A a r , Gang efter Gang, snart i en K red s , snart i en anden , har været saa langt nede, og jeg har paavist, at denne ringe Kassation ikke har givet nogensomhelst Forøgelse af Dekrementet blandt de

indkaldte Rekrutter. Naar Lande som Frankrig og Norge med Bedømmelse efter een Kategori Tjenstdygtige kunne bringe de Utjenstdygtiges Tal ned til en Femtedel, ville vi med den foreslaaede Bedømmelse efter to Kategorier a f Tjenstdygtighed sikkert kunne gaa lige saa langt ned. En Udskrivning efter dette System vil langt bedre end det tidligere svare til Hærlovens Krav; den vil give Mulighed for at faa de bedste frem blandt dem, der skulle indkaldes, uden at skulle betale dette med i saa stor Udstrækning at maatte ofre de Brugbare. Systemet vil dernæst lette og simplificere Bedømmelsen og derved give Udsigt til, at denne foregaar med større Egalitet, større Retfærdighed end tidligere. A t Systemet ogsaa vil kunne faa Betydning for Kassationskommissionernes Bedømmelse af det indkaldte Mandskab, skal kun antydes her. Det aarlige Antal Udskrevne vil efter dette System formentligt kunne forøges meget betydeligt. For at anskueliggøre dette skal jeg tillade mig at opstille en Sammenligning mellem de nuværende Resultater — idet jeg her tager Gennemsnitstallene for de sidste 4 Aars Udskrivning — og de beregnede Resultater efter det foreslaaede System, idet jeg gaar ud fra, at Kassationen holdes nede paa 20 pCt. For at lette Overblikket supponerer jeg foreløbigt, at det lykkes at bringe Antallet af ubetinget Tjenstdygtige til nøjagtig at svare til det Tal, der aarligt indkaldes til Hærens og Søværnets kombattante Afdelinger. 

Forskellen mellem de 2 Systemer bliver ikke alene den, at vi efter den foreslaaede Ordning ville faa mere end dobbelt saa mange til Disposition i Krigstid, den kommer lige saa meget til at bero derpaa, at medens vi ved den hidtidige Ordning have henført Størsteparten af de Overtallige til de ikke kombattante Klasser, saa ville vi ved det foreslaaede System kunne formindske disse meget betydeligt, og begrænse dem til de Krav, der stilles til disse Klasser. T h i , som mange Gange fremhævet: det store Antal Nonkombattanter, vi hidtil have udskrevet, er et fuldstændig Kunstprodukt, fremgaaet af, at den nuværende Ordning kun anviser den Udvej over for de „Brugbare“ , man ikke ønsker indkaldt, enten at kassere dem eller overføre dem til de nonkombattante Klasser. Den opstillede Beregning hviler som omtalt paa, at Kassationen bringes ned til 20 pCt., medens den ikke anfægtes af, om det indbyrdes Forhold mellem de til E. K. og B. K. forrykkes. Udskrives der flere E. K ’er, end der bruges til Indkaldelse, kommer Resten til at staa til Disposition; udskrives der færre, maa der suppleres af B. K. a. Ud fra den Betragtning, at det fremfor Alt gjælder at sikre sig de „Bedste“ til Indkaldelsen, maatte Sessionerne hellere udskrive lidt færre E. K ’er, end at faa et stort Overtal. Hvad der derimod maa paasés er, at Summen af E. K. og B. K. a. er rigelig tilstrækkelig til de Krav, Indkaldelsen stiller. E t Overskud af 6000 Mand aarligt vil efter 10 Aars Forløb — med et beregnet Dekrement af 33 pCt. — give 40,000 Mand. — 40,000 unge Mænd i en Alder af 20— 30 Aar, ikke uddannede, men i øvrigt fordelte og rubricerede efter deres forskjellige Anvendelighed, til Disposition for Hæren i Krigstilfælde, det er, hvad det forandrede System vil kunne yde Landet, uden at have kostet dette en eneste Øre! A t angive de detaillerede Forandringer af Bedømmelsesregulativet, som ville blive nødvendiggjorte ved det foreslaaede System , ligger uden for dette Arbejde. Her skal kun fremhæves, at med Fastsættelsen af Princippet: Bedømmelse efter to Kategorier af Tjenstdygtighed, er allerede de væsentligste Forandringer gjort, og som Ledetraad for, hvad man skal henvise til hver af disse Kategorier, ville vi vel følge samme Norm som er gældende i andre Stater, at man som ubetinget Tjenstdygtige kun udskriver saadanne, som med Hensyn til Sundhed, Størrelse og Kraft kunne svare til alle Krigstjenestens Fo rdringer, som betinget Tjenstdygtige dem, der frembyde saadanne mindre Fejl og Mangler, som uden at forringe Sundheden, dog give nogen Indskrænkning i Udholdenhed og Yde-Evne. Ogsaa her maa Afgørelsen i mange Tilfælde træffes ved et Skøn, men det vil næppe kunne reguleres gennem detaillerede Opstillinger i Regulativet. De forskellige Staters Bedømmelsesregulativer ere — og maa nødvendigt være — saa elastiske, at de ved Siden af at kunne inddrage alle de absolut gode og udrangere alle de absolut slette, i øvrigt kunne benyttes inden for de videste Grænser til at udskrive overmaade mange, til at kassere overmaade mange, eller til at gruppere til de forskellige Grupper i højst forskelligt Omfang, alt efter som Hærens Behov forlanger det. Kendskab til dette Behov er derfor absolut nødvendigt for Sessionerne, thi intet er bedre i Stand til at regulere og fordele Udskrivningen paa ensartet Maade end Bevidstheden om, hvad Hæren ønsker og forlanger inden for de forskellige Grupp e r1). Her maa Hæren gribe ind og stille sit bestemte Forlangende; saa vil den ogsaa kunne faa, hvad den ønsker. Og med et saadant bestemt Forlangende vil Sessionens Opgave blive begrænset til dens rette Omraade: inden for de af Hæren stillede Fordringer efter bedste Skøn at klassificere de Bedømte til de forskellige Grupper. Herved er afstukket, hvad Sessionen skal og maa yde, og man kommer herved bort fra den usikre Vej, man i alt for lange Tider har været inde paa, at lade Sessionerne og særligt disses Læger ikke alene tage Bestemmelsen om, hvorledes de Værnepligtige skulle klassificeres, men ogsaa træffe Afgørelsen af, hvorvidt man overhovedet vil tildele Hæren mange eller faa.

Jeg er hermed til Ende med mine Undersøgelser over Hærlov og Udskrivning, men jeg kan ikke slutte disse uden at berøre et Punkt, som vel ligger uden for min Kompetence, men paa det nøjeste er knyttet til hele Udskrivningsspørgsmaalet. Det er den Bemærkning, som utvivlsomt straks vil blive fremsat fra militær Side: Til hvad Nytte ere alle disse supponerede Overtallige, hvad Gavn skal Hæren i Krigstilfælde drage af dem , naar de ikke have faaet nogen Uddannelse. Det tilkommer ikke mig at give Svar paa dette Spørgsmaal, jeg maa kunne nøjes med at henvise til, at vi baade i 1848 og 1864 have haft en stor Mængde ikke uddannet Mandskab til Disposition, og at vi sikkert ogsaa have gjort Brug af dette Mandskab, eller med at fremhæve, at naar en Række andre Stater ere strengt paapassende med at holde en meget stor Reserve af ikke uddannet Mandskab til Disposition i Krigstilfælde, saa kunne Forholdene næppe være saa helt forskellige hos os, at det her bliver en ganske værdiløs Masse. Men jeg vil tillade mig at henpege paa en mere etisk-national Betragtning af denne Sag. Den Følelse, der bør og maa gennemtrænge hele Folket, hvis det vil bevare Retten til vedblivende at eksistere som Folk , er Bevidstheden om, at det i Farens Stund vil sætte A lt ind paa at bevare sin Eksistens. Men denne Følelse lider et alvorligt Kna-k ved at se det Hobetal af unge Mænd, der Aar efter A a r trods fysisk Kraft og blomstrende Sundhed elimineres fra denne Pligt og erklæres „for stedse udygtige til al Krigstjeneste“ . Og som Folket i sin Helhed, saaledes ogsaa det enkelte Individ. Den opvoksende mandlige Ungdom er lige saa lidt „forsvarsfjendsk“ her i Landet som andetsteds; det er i det Hele en for Ungdommen ganske unaturlig Følelse; men den Vej, Udskrivningen har taget, gør sit til at bringe denne Følelse frem. Jeg tvivler naturligvis ikke om , at i Længden ville de fleste unge Mænd være ret tilfredse med, gennem en Utjenstdygtighedserklæring at slippe fri for den Byrde, som Værnepligten faktisk paalægger dem, men jeg nærer lige saa lidt nogen Tvivl om, at for Flertallet af disse Mænd og da navnlig for dem, der selv føle sig sunde og kraftige, har Kassationen i en vis Forstand noget beskæmmende ved sig, medbringende en Braad af Bitterhed over at være vragede paa et Omraade, som ret beset ogsaa repræsenterer en af den voksne Mands Rettigheder; og denne Braad vil i 0 af 10 Tilfælde før eller senere indrullere dem i Forsvarsnihilisternes Lejr, tvinge dem ind som Apostle for Raabet: Hvad kan det Hele nytte! Men jeg vil tillade mig ogsaa at kaste et noget videre Blik paa Udskrivningens Opgaver. Der er i det Foregaaende kun taget Hensyn til de Krav af Mandskab, som den nugældende Hærlov opstiller. Men det er saa mange Gange fremhævet, at selv om der under den givne politiske Situation ikke kunde opnaas mere, saa fremtræder den sidste Hærlov mere som et Kompromis mellem politiske, økonomiske og militære Interesser end som et Udtryk for, hvad der kunde være ønskeligt for Hæren. Forholdene have jo i lange Tider ikke været gunstige for Forsvarets Interesser, men det er vel tilladt at haabe, at ligesom der er en Bølgebevægelse i mange andre Forhold, saa ogsaa i dette, at der atter en Gang kommer en Tid, der viser en større Beredvillighed til at ofre noget mere for Forsvaret. Men med dette Haab for Øje er det noget betænkeligt, ved en A a r for A ar tiltagende Kassation efterhaanden at bibringe Landet den ganske fejlagtige Tro, at dets Forraad af brugbar Soldater-Masse er i stadig Tilbagegang. — Det er hos os som i andre Stater, de bevilgende Myndigheder, der gennem Hærloven have fastsat, hvormange Udskrevne, der maa indkaldes; — hvormange Værnepligtige, der kunne udskrives, det er her som andetsteds helt lagt i Adm inistrationens Haand og reguleres alene gennem Kgl. A n ­ ordning. Det maa da blive Udskrivningens Opgave ikke alene at skaffe det bedst mulige Mandskab til den Styrke, der skal indkaldes, men tillige gennem en korrekt Klassificering af de tiloversblevne Brugbare at skaffe Myndighederne et nøjagtigt Udtryk for, hvor stor Udskrivningsmasse hver enkelt Del af Landet virkeligt formaar at yde, ogsaa med den Mulighed for Øje, at der en Gang i Tiden gennem større Ydelser til Forsvaret skulde blive stillet Krav til flere. Og selv om alle disse Tiloversblevne foreløbig A a r efter A ar kun kom til at figurere paa Papiret, saa var det dog muligt, at de ogsaa her kunde gøre deres Gavn, at man ved at henvise til disse Tusender af ikke benyttede unge Mænd kunde levere et kraftigt Vidnesbyrd om, at Landet endnu ejede betydelige Ressourcer af levende Værnekraft. T il Slutning kun dette: Det kan ikke være undgaaet Læserne, at jeg ved en kritisk Betragtning af 30 Aars Udskrivning har faaet et mindre tilfredsstillende Indtryk af denne. Udskrivningen er paa en vis Maade et Administrationens Stedbarn, formelt henhørende under Justitsministeriet, med dens væsentlige Interesser knyttede til Krigsministeriet. Denne Delthed er ikke særlig for o s ; den træffes under forskellige Form er i en Række andre Lande, udfra det Princip, at det er de civile M yndigheder, der maa varetage Befolkningens Tarv, de militære, der maa varetage Hærens T arv — men den er sikkert ikke til Gavn for Udviklingens Enhed og Kontinuitet. Fo r denne maa Hærens Læger drage Omsorg, idet de i deres dobbelte Stilling som Læger og som militære Embedsmænd ere satte som de naturlige Varetagere baade af Befolkningens og af Hærens Tarv. Det er som militær Læge jeg har følt mig baade opfordret og berettiget til at tage dette Spørgsmaal op.