Idet jeg i nærværende Artikel vil sætte det saa vigtige Spørgsmaal: Observation fra Flyvemaskine under Debat med Henblik paa danske Forhold, gaar jeg ud fra nogle Betragtninger, der i en Artikel med Overskriften „Observation“ er fremkommet i Tidsskriftet „The Royal Air Force Quarterly“. Til en nærmere Belysning af de Problemer, som har meldt sig for Englænderne under og efter Verdenskrigen, skal jeg nedenstaaende gengive Uddrag af den nævnte Artikel: „I den første Del af Krigen, da Flyvemaskiner udelukkende blev brugt til Rekognoscering, idet man antog, at dette var den eneste Brug, man kunde gøre af dem, blev al Observation udført af Observatøren, idet Flyveren udelukkende var beskæftiget med Føringen af Maskinen. Senere, da Antallet af Luftkampe voksede, og fjendtlige Flyvemaskiner blev en alvorligere Trusel for Rekognosceringsmaskinerne, blev Forholdene for Besætningerne ændret: der opstod en Tilbøjelighed til at begrænse Observatørens Virksomhed til at beskytte Maskinen, medens Flyveren varetog Observationen. Paa et senere Tidspunkt fremkom den i Observation fra Flyvemaskine ganske uøvede Maskingeværskytte, og Antallet af Observatører var ved at svinde meget stærkt ind; mange af dem blev uddannet som Flyvere, andre fik overdraget Hverv paa Jorden, medens nogle faa forblev som Observatører — dog nu kun med Maskingeværskyttens mere begrænsede Opgaver. Efter Krigen eksisterer Observatørkategorien slet ikke mere, og det er nu meget sjældent, at man ser en Officer, der bærer Observatørmærket*). Om faa Aar vil der ikke være flere af de gamle Observatører til Tjeneste. Som en Følge af de Erfaringer, der er gjort under Krigen, er al Observation inden for de Enheder, der arbejder i Tilknytning til Hæren (Army-Cooperation Squadrons), overdraget Flyveren, og naturligvis er der meget, der taler for en saadan Ordning: Flyveren kan føre sin Maskine saaledes, at dens Stilling til enhver Tid giver ham de bedste Observationsmuligheder. De, der gjorde Tjeneste som Observatører under Krigen, husker sikkert, hvor vanskeligt det ofte kunde være at dirigere selv den bedste og mest erfarne Flyver nøjagtig derhen, hvor man ønskede at komme, og hvor ofte et af Planerne „lagde sig imellem“ i det uheldigste Øjeblik, saa det blev nødvendigt at foretage yderligere Flyvning over farligt Omraade. Ydermere er det ogsaa af stor Vigtighed, at Manden i det bageste Sæde i en to-sædet Rekognosceringsmaskine er i Stand til at afværge uventede Angreb af fjendtlige Kampmaskiner, men dette er umuligt, saafremt Størsteparten af hans Tid er optaget af Observation mod Jorden. — Eet af disse hans Hverv maa blive bestridt mindre godt, og Resultatet heraf kan blive alvorligt. Paa den anden Side er der alvorlige Mangler ved vort nuværende System, Mangler som, mener nogle, vejer tungere end de ovenfor beskrevne Fordele. For det første er der, selv om en rutineret Flyvers Tanker bevidst optaget meget lidt af selve Føringen af Maskinen, et vist Antal Instrumenter: Termometre, Olietrykmaalere etc., som det er nødvendigt, at han hyppigt har sin Oymærksomhed rettet mod. Hvis Flyverens Opmærksomhed udelukkende er rettet mod Jorden, løber han den Risiko, at han ikke rettidigt bemærker de Faresignaler, hans Instrumenter maatte give ham, hvilket kan faa katastrofale Følger for Maskine og Besætning. Hvis han paa den anden Side retter fuld Opmærksomhed mod Instrumenterne, vil Resultaterne af hans Rekognoscering (Observation) blive ringe. For det andet er Flyveren belemret med „Pind“, Hjul og Haandtag af forskellige Slags samt et tæt besat Instrumentbræt, der er anbragt lige for Næsen og ikke sidder bekvemt for Haandteringen af Kort og Skrivematerialer, hvilket nu engang udgør Udstyret til hans Observatørgerning. For det tredje gør den moderne Flyvemaskines store Hastighed det baade vanskeligt og ubehageligt at skulle stikke Hovedet ud over Førerrummets Kant og observere mod Jorden. Ganske vist er der den Udvej at foretage Langsomflyvning i korte Perioder for at betragte Objekter af særlig Interesse, men god Observation kræver næsten konstant Udforskning af Terrainet. For det fjerde og sidste er der den Kendsgerning, at Flyveren, der er ude af Stand til at forandre Stilling, ikke kan foretage saa omfattende Observationer som Observatøren, der kan bevæge sig — endda forholdsvis bekvemt.
....... Vi har set, at vort gamle Krigstidssystem: at have en dygtig Observatør i det bageste Sæde, ikke er tilfredsstillende, da der kræves stadig Beskyttelse mod Angreb fra fjendtlige Flyvemaskiner. Vi har da nu i vor Flyvemaskine en Flyver, der burde skulle kunne vie Føringen af Maskinen al sin Tid, og en Maskingeværskytte, der udelukkende tager sig af Beskyttelsesopgaven, men — hele Hensigten med at have Maskinen i Luften er at opklare i Fjendens Omraade. Hvorledes skal da dette Arbejde udføres? Det eneste mulige Middel er at indføre en tredje Person: den kvalificerede Flyverobservatør; hans Hverv vilde normalt bestaa i Rekognoscering i dette Ords videste Betydning, omfattende ogsaa Fotografering, Radiotelegrafering og -telefonering samt Brugen af alle andre Meddelelsesmidler; i Tilfælde af fjendtligt Angreb vilde han naturligvis ogsaa være til Nytte ved Forsvaret af Flyvemaskinen. Det Personel, der blev udpeget til Observatørtjenesten, skulde naturligvis være Officerer af samme Grund, som Flyverne ved „Army-Cooperation Squadrons“ er det. En stor Del af Flyverne kunde paa den anden Side, saaledes som det var Brug i Tyskland under Verdenskrigen, være Underofficerer. Nu rejser det Spørgsmaal sig, om Observatørerne skal være af Luftstyrken eller af Hæren. Det er ofte blevet fremført, at den ideelle Observatør vilde være en Officer af Hærens Generalstab, som, efter at have observeret den nøjagtige Tingenes Stilling paa Fjendens Side og have sammenholdt den med sin Viden om egne Troppers Forhold, kunde sikre, at vore Operationsplaner blev udkastet paa den mest fordelagtige Maade. Saadan en Tanke er paa mange Maader tiltrækkende, men Medaillen har en anden Side: Hvervet som ydedygtig Observatør kan ikke være Bibeskæftigelse; i Virkeligheden kræver det en meget kraftig Aandsanspændelse. Først og fremmest er det kun gennem langvarig og stadig Træning Observatøren muligt at kunne opvise gode Observationsresultater i alt Slags Vejr, hvorimod det er forholdsvis let for hvemsomhelst, der er lidt luftvant, at kunne foretage gode Observationer, naar Vejret er klart og fint. — I Fredstid kommer Officerer fra Hæren ofte op at flyve, vel at mærke naar Vejret er godt, og Solen skinner, og disse faar da naturligt det Indtryk, at der ikke er nogen Vanskelighed forbundet med Rekognoscering fra Flyvemaskine. I Krigstid vil det imidlertid blive nødvendigt at foretage Flyvninger i Skyer, i Regn, over vanskeligt, dækket Terrain; her vil Sagen stille sig anderledes : kun de dygtige, erfarne og rutinerede Flyvere og Observatører vil kunne møde op med brugelige Resultater. Det er ogsaa nødvendigt, at de har et saa godt Kendskab til Fronten, at enhver Ændring i Troppefordelingen, ethvert nyt Arbejde straks bemærkes. For at opnaa dette er daglig Flyvning og Studium af Luftfotografier nødvendig. Officeren fra en af Hærens Stabe vil næppe, henset til alle de mange andre Pligter, der paahviler ham, faa Tid eller Lejlighed til at perfektionere sig i disse Ting, for slet ikke at tale om dem, der drejer sig om det rent tekniske: Fotografering, Radiotelegrafering, Nedkastning af Meldinger og — sidst, men ikke mindst — Skydning med Maskingevær fra Flyvemaskine.
Som det fremgaar af ovenstaaende, vil det ikke blive tilfredsstillende, hvis man bruger Officerer fra Hærens Stabe som Flyverobservatører. Paa den anden Side kan det anføres, at Officeren af Hæren har et saa stort Kendskab til Hærorganisation og Taktik, at hans Observationer m m blive bedre end dem, man faar fra en ganske ung „Air Force“ Officer, der kun har et rent teoretisk Kendskab til Landkrigsførelse, og netop derfor bør udvalgte Officerer af Hæren*) for en Aarrække knyttes til Luftstyrken og anvendes som Observatører. En saadan Tanke er tiltalende, om blot Hæren er rede til at afgive et tilstrækkeligt Antal Officerer; for Øjeblikket faar imidlertid kun meget faa Officerer af Hæren Lov til at faa saadan Tilknytning til Luftstyrken, og det er tvivlsomt, om Hæren nogensinde vil blive i Stand til at kunne afse saa mange Officerer, som er nødvendige til at dække Behovet for de Eskadriller, der er af set til Samarbejde med Hæren.
Men — det er et aabent Spørgsmaal, om det virkeligt er nødvendigt for Flyverobservatøren at have et særligt, praktisk Kendskab til Hæren. Hans Opgave er udelukkende at melde, hvad han har set; Fortolkningen overlader han til de Myndigheder, han arbejder for. Ydermere bliver hans Melding omhyggeligt gennemgaaet af hans egen Eskadrilles „Intelligence Liaison Officer“*), der, saa snart han er landet efter Togt, udspørger ham omhyggeligt om hver Detaille i Meldingen og derigennem muligt er i Stand til at opklare tvivlsomme Punkter med Hensyn til Styrketal, Vaabenarter o. s. v. — alt dette sker, medens Ovservatøren har det sete frisk i Erindringen. Fra Luften er det umuligt at gaa stærkt i Detailler med Hensyn til Sammensætning af Styrker o. s. v., og efter Gennemgang af „School of Army-Cooperation“**) skulde Gennemsnitsofficeren af R. A. F. kende tilstrækkeligt til Hærens Organisation til rigtigt at opfatte det, som han ser paa Jorden. Naar alt kommer til alt, er det ikke nødvendigt at have tjent i Hæren for at kunne fastslaa et Feltbatteri eller en Tankbataillon fra Luften.
Paa den anden Side kan det maaske indvendes, at Marinen har fundet det ønskeligt at anvende Søofficerer i de Rekognosceringsmaskiner, der er af set til Samarbejde med Flaaden. — Det er ikke betryggende ud fra dette at ville fastholde, at den samme Praksis vilde være at anvende ved Samarbejdet med Hæren. En Kamp paa Havet er en Begivenhed, der udvikler sig langt hurtigere end en Kamp i Land, og derfor maa det her være ønskeligt i Luften at have en Sagkyndig, som kan drage øjeblikkelige Slutninger af de Bevægelser, Fjenden foretager, og i nogen Maade heraf kan forudse Fjendens Hensigt, saaledes at Admiralen kan tage den nødvendige Parade. Ved Flyverobservation i Landkrigen er det Observatørens Pligt slet og ret at melde, hvad han ser, og Luftvanthed og Sans for Detaillen er af større Værdi end speciel militær Viden.
Tager vi alle Faktorer i Betragtning, synes det klart, at vi maa rekruttere vore Flyverobservatører fra Luftstyrkens Officerer suppleret med det Antal Officerer af Hæren, som Krigsministeriet kan afse til os i saa langt et Tidsrum, at de kan blive trænet op til at blive velanvendelige Observatører.“ — Saavidt Englænderen. — Som det fremgaar af hans Betragtninger, er det nu anvendte System med Rekognosceringseskadrillerne det, at Flyveren, der altid er Officer, baade er Fører af Maskinen og Observatør, medens Manden i det bageste Sæde slet og ret er Maskingeværskytte: Korporal, Underkorporal eller Menig.
Forfatteren kom, som det synes mig ved nøgterne Betragtninger, til det Resultat, at hverken det gamle System, der jo svarer til vort, eller det nuværende er tilfredsstillende — og han har sikkert Ret. Han ønsker en tredje Person indført, saaledes at man om Bord i Maskinen har: Flyver, Observatør og Maskingeværskytte; dette nærmer sig det ideale, men -— Forfatteren kommer ikke ind paa, at det medfører den Ulempe, at Maskinen, alle andre Forhold lige, er den to-sædede Maskine underlegen bl. a. med Hensyn til Hastighed og Manøvreevne. Dette Forhold bør selvsagt ogsaa trækkes frem, naar man vil gøre op med de tre nævnte Systemer — men det skal dog ikke gøres her, da saadanne Betragtninger vel kun har større Interesse for en snævrere Kreds, men Forfatteren kommer ind paa at tage selve Observatørens Person under Behandling, og netop Spørgsmaalet om denne Person mener jeg har Interesse for en videre militær Kreds. Man lægge først og fremmest Mærke til, at Forfatteren overhovedet ikke strejfer den Tanke, at Flyv er observatør en kan være af andet end Officersgrad, medens han dog kommer ind paa, at man andetsteds har anvendt Underofficerer som Flyvere i Rekognosceringsmaskinerne. Den engelske Forfatters Betragtninger over den øvrige Hærs Vurdering af de Vanskeligheder, der foreligger for Flyverobservatøren, og hans Skøn over Ønskeligheden af, at man kan disponere over Officerer af de højere Stabe som Observatører, og de Vanskeligheder, der vilde være forbundet hermed, kan vel siges at være fuldgyldige ogsaa herhjemme. Spørgsmaalet, der trænger sig paa for os, er: er de Krav, man maa stille til Flyverobservatøren her som andetsteds, hos os tilfredsstillet gennem det Personel, der uddannes hertil, og er Uddannelsen, set paa Baggrund af dette Personels militære Fortid og Kundskabsniveau i det Hele saaledes, at vi trygt kan smile ad Englænderens bekymrede Betragtninger. Jeg mener, at et saadant Spørgsmaal maa besvares benægtende — man maa tage Sagen op og gøre sig klart, hvor vi staar. Ved Hærens Flyveskole agtes normalt hver; Aar oprettet bl. a. et Militærflyverkursus og et Flyverobservatørkursus; det sidstnævnte har — jeg taler kun om Tiden efter Hærloven af 1932’s Ikrafttræden — fra Starten kun haft een Elev. Hvorfra faas da Eleverne; thi Observatører bliver jo hvert Aar uddannet? De rekrutteres fra Flyverelever, der har vist mindre gode Anlæg for Uddannelsen til Flyvere — blandt disse udtager man dem, der formentlig vil kunne blive mest brugbare, og som maatte være villige til at modtage Uddannelse. Her træffer vi først Systemets Svaghed: Manden har søgt at blive Flyver, er definitivt kasseret som saadan og ser nu — ikke mindst i en for Erhvervene vanskelig Tid — i sikkert mangt et Tilfælde sin personlige Fordel i at blive inde, men rigtignok med en helt anden Beskæftigelse end den, hans personlige Ærgerrighed og Interesse for at udøve Flyverens Gerning fik ham til at søge ind til — han er altid Manden „bagi“. Han er flittig, for det maa han være, men det er ikke mere den altbeherskende Entusiasme, der driver Værket. Den næste Svaghed er, at disse Folk tilgaar Kursus paa forskellige Tidspunkter: det er ikke muligt at lægge en sikker, roligt fremadskridende Uddannelsesplan for dem. Dette sidste vilde dog ikke betyde saa meget, saafremt Roden var den rette. Til Bedømmelse af dette Forhold skal jeg nedenstaaende anføre, hvilke Folk der blev uddannet 1933—35.
1933.
1 Sekondløjtnant, 4 Sergenter, 1 Kornet. — Af disse var Sekondløjtnanten i 1932 afgaaet fra Militærflyverkursus, de øvrige var afgaaede Militærflyverelever fra Hold 1933.
1934
4 Sergenter, 2 Kornetter. — Alle afgaaede Militærflyverelever.
1935.
3 Sergenter, 2 Kornetter. — Alle afgaaede Militærflyverelever.
Af disse Folk, der højst har drevet det til at kunne beherske en Deling indenfor deres eget Vaaben, kræves det, at de, efter en teoretisk Uddannelse, der ligger og maa ligge højere, end deres militære Kundskaber danner Forudsætning for, og efter en praktisk Uddannelse, der — selv hvor Tropper paa Jorden medvirker — aldrig giver dem det store, samlede Billede, der skal til, hvis den teoretiske Uddannelse blot nogenlunde skal kunne være i Stand til at danne den Tankekerne, uden om hvilket det sete skaber Kødet, skal være Troppeførerens Øjne, skal bringe ham de Oplysninger, hvorefter han træffer sine ansvarstyngede Beslutninger! — og netop herhjemme, hvor vi med en talmæssigt ringe Hær maa basere os paa stor Bevægelighed, er det, af allerstørste Betydning, at disse Oplysninger er rigtige og udtømmende.
Er vore Flyverobservatører da fuldkommen ubrugelige? — Nej, men de maa anvendes til begrænsede Opgaver: Artilleriobservation, skarpt afgrænsede Næropklaringsopgaver o. 1., og det er min Overbevisning, at vi ikke — paa enkelte Undtagelser nær — faar mere ud af det Personel. Den førciterede engelske F o rfatter stiller et Forsvar op for Anvendelsen af Flyverobservatørofficerer, udgaaet af L u f t s t i/rk e n , men for ret a t vurdere dette Forsvar maa m an erindre, a t den korteste Tid, en engelsk Flyverofficer (Observatør) ligger inde til samlet Tjeneste, er 6 A ar (derefter 4 A ar i Reserven), a t de Folk, der bliver sat til „Army-Cooperation Squadrons", til S tadighed forbliver ved disse, a t der ved Eskadrillerne til Instruktion og til Fortolkning af Observationsresultater haves de førom talte I. L. O. og S. A. O., og endelig a t det er nogle a f R. A. F .’s bedste Officerer, der bliver sat til T jeneste ved „Army-Cooperation Squadrons".
Hvor ligger den for os brugbare Løsning med Hensyn til dette vigtige Spørgsmaal? Med Fare for at blive beskyldt for Ensidighed i mine Betragtninger vover jeg mig frem med et Forslag, der uden Tvivl vil blive mødt med Protest fra Hærens øvrige Vaaben: 1. Enhver Officer, der har gennemgaaet Officersskolens Generalstabsklasse, gennemgaar Flyverobservatøruddannelse i ca. 6 Maaneder, en Uddannelse, der omfatter saavel Teori (herunder den Del af Flyveskolens Fag „Krigskunst“, der specielt omfatter Flyvevæsenets Organisation og Taktik) som Praksis. — Herved opnaas, a. dels at de Officerer, der skal gøre Tjeneste i højere Stabe, har et grundigt — og ikke som nu et overfladisk — Kendskab til Flyvervaabnets vidtrækkende Evner og mange Begrænsninger, dels
b, at en Troppefører med Fortrøstning kan sende Officerer af sin Stab ud paa vigtige Opklaringstogter,
2. Regimenterne af Fodfolket, Rytteriet og Artilleriet samt Ingeniørregimentet indstiller, hver Gang et saadant Kursus oprettes, hvert en Kaptajnløjtnant eller Premierløjtnant til at gennemgaa dette.
Herved skabes i Vaabnene et grundigt Kendskab som under Pkt. 1 a anført, og Flyvervaabnet paa sin Side bør have nogle af disse Officerer designeret til Tjeneste i Krigstid og i hvert Fald have Mulighed for at kunne trække nogle af dem til sig.
3. Befalingsmænd, evt. et nærmere bestemt Antal fordelt paa Vaabnene, der udgaar fra Officersskolens Officersklasses ældste Afdeling, skal — med Undtagelse af dem, der i Forvejen er uddannet som Militærflyvere — gennemgaa et Kursus som under Pkt. 1 anført; en Del af disse Officerer designeres til Flyvertroppeme i Krigstid, ligesom de under Efteraarsøvelserne gør Tjeneste her. — Der skal ikke her stilles Forslag vedrørende nærmere Bestemmelse om Antal, om Designeringens Ophør, f. Eks. ved Overgang til særlig Tjeneste i eget Vaaben, naar den paagældendes Alder og Aldersorden i Forhold til Eskadrillens Officerer nødvendiggør det, o. 1
Efterhaanden som Antallet af uddannede Officerer som under Pkt. 3 nævnt er tilstrækkeligt, ophører Uddannelsen af Flyverobservatører efter Pkt. 1 og 2.
Det sta ar mig klart, a t jeg gennem ovenstaaende Forslag søger at fratag e Vaabnene deres sparsom t tilm aalte Linieofficerspersonel, men — selv om mange efterhaanden uddannes — er det fo rholdsvis faa, der skal bruges, og bortset fra de 6 første Maaneder tages ingen bort fra Vaabnenes Uddannelse i Fredstid.
4. Løjtnantskolernes Elever sendes paa et kortvarigt, obligatorisk Kursus ved Flyvertropperne; af disse uddannes egnede frivillige videre og overføres til eller designeres til Tjeneste ved Flyvertropperne. — Det kortvarige Kursus giver ikke egnede Flyverobservatører, men det supplerer Reserveofficerernes Uddannelse og skaber utvivlsomt hos en Del af disse Interesse for Gerningen som Flyverobservatører og dermed Grundbetingelsen for, at en videregaaende Uddannelse kan foregaa med Udbytte.
Kai Braunstein.