Udviklingen af vore ildvaaben — saavel store som smaa — skrider stadig fremad. Ring- og Segmentgranater, Granatkardætsker med lang llrændetid, Repetergeværer, ja endog Kardætskkugler til Fodfolket ere opfundne og indførte, og hver ny Indførelse styrker vedkommende Hærs Defensivkraft.
Plewnas uøvede, kun ved deres militære Anlæg disciplinerede Forsvarere med de fyldte Patronkasser bag ved sig blive atter og atter anførte som et slaaende Exempel paa de moderne Ildvaabens — særlig Hurtigskydnin gens — kolossale Virkninger, og det synes, at Clausewitz’s berømte, iøvrigt meget omstridte Udtalelse om Defensiven som den «stärkere Form mit dem negativen Zweck» nu først skal finde sin fulde Bekræftelse.
«Hvorledes skal man i Fremtidsslaget kunne gaa offensivt frem i dettes blysvangre Atmosfære«? lyder overalt Spørgsmaalet; thi utvivlsomt vil den næste Krig blive udfægtet med endnu bedre Vaaben, med Geværer med maaske raserende Baner indtil c. 800 Alen, og de af disse Vaaben ophobede Vanskeligheder med Hensyn til Fægtnings- og Ilddisciplin tilligemed den meget be sværliggjorte Ammunitionsforsyning træder tydeligst frem ved Gjennemførelsen af Angrebet, idet Ildvaabnenes tek niske Fuldkommenhed paa dobbelt Maade skader Angri beren; hans Tab voxer jo ikke alene i Forhold til det voxende Skudantal, som Forsvareren i samme Tid for maner at afgive mod ham; men Offensivens Natur gjør det tilmed umuligt for Angriberen at betale sin Modstander med samme Mønt, idet han ikke kan slæbe nogen Patronmasse frem med sig, og jo mere hans Folk over hovedet skyder, desto vanskeligere bliver for ham saavel Udledelsen som Ledelsen af Bevægelsen.
Man siger nu ganske vist, at Angrebsartilleriet med sin Granatild skal gjøre de fjendtlige Skytter »møre». Ja, naar Modstanderen blot ikke havde lige saa gode Granater, som tilmed udskydes under gunstigere Forhold. Senere skulle Flankemanøvrer, Omfatninger o. s. v. hjælpe, hvilket kan lyde meget smukt, saa længe Angri beren er Forsvareren fuldstændig overlegen; men hin kan ikke altid have en tilstrækkelig relativ Overvægt af Fodfolk og Artilleri til forud at være sikker paa Sejren, og ofte vil jo en saadan Manøvre dog tilsidst for de om gaaende Tropper igjen gaa over til et Frontalangreb med alle sine kolossale Vanskeligheder og Tab.
Tiltrods for Angrebsartilleriets vigtige Kamp og store Hjælp vil dog Angrebsfodfolket altid faa den vanskeligste ‘Opgave at løse, og det er forgjæves, at man atter og atter fremhæver, at Angrebet er den stærkeres Form, at Angriberen har Initiativet og kan anvende sine Kræfter, hvorledes, naar og hvor han vil; thi i de allerfleste Til fælde er hans Handlefrihed dog alligevel betydelig indskrænket, idet der kun gives ham faa Angrebsretninger at vælge imellem, og tilsidst maa han dog altid ind i Fjendens virksomste Ildbelte; lykkes desuagtet Angrebet, vil det dog meget let blive en Pyrrhus Sejr, i alt Fald vil han som oftest lide saa store og følelige Tab, at han ikke uden Forstærkning kan haabe atter at gaa sejrrig frem.
Vi lade General Zeddeler, som selv tog Del i Angrebet paa Gorny-Dubniak, tale: »Vi begyndte at miste Folk paa 3000 Skridt, paa 2000 vare Tabene følelige, og paa de kortere Afstande var Massen af Bly enkelte Ste der saa stor, at kun alene et Øjenvidne kan gjøre sig en Forestilling om en lignende Ild; man vidste ikke, hvor man skulde sætte Foden for ikke at træde paa Lig.» Det mest mærkværdige Exempel paa stort Tab er dog det uheldige Angreb, som 3 Brigader af den preussiske Garde ved Gravelotte foretog mod Saint-Privat. En Brigade af det 6 te franske Korps aabnede Uden paa 1800 Skridt og vedligeholdt denne, indtil Garden kom ind paa 800 Skridt, i hvilken Afstand denne maatte standse for at vente paa Forstærkning, idet den allerede havde mistet c. en Trediedel af sin Styrke. Et Kvarter havde været tilstrækkeligt til at lide dette enorme Tab I*); men i Frem tiden ville Tabene blive endnu større, navnlig da den plongerende og indirekte Ild for Fodfolkets Vedkom mende er sat saa godt i System, at Terrainet i Almin delighed ikke vil kunne yde nogen Dækning. Hertil kommer, at enhver aktiv Forsvarer vil gjøre Terrain og Befæstning til sine Bundsforvante, »thi» — siger Major Brunner i et af sine Foredrag — »Slagmarkernes Be fæstelse er ved Indførelsen af Fodfolksspaden traadt ind i et nyt Stadium, idet man nu er i Stand til at udføre Arbejder, fra hvilke man tidligere fuldstændig maatte se bort. Forsvareren vil mere end forhen skaffe sig Støtte punkter, bestaaende af et helt System af flygtige Befæst ninger: Skyttegrave, Terraingjenstande, indrettede til Forsvar, og — naar Tiden tillader det — Feltværker, alt med frit Skud, og alt skaffet tilveje i Løbet af nogle Timer; man erindrer, at i de større Slag i Nutiden har der altid været 6 Timers Arbejdstid.»
1) At Tabet blev saa stort, m aa dog fo r en Del tils k riv e s den O m stæ ndighed , at P reu s se rn e ikke ku n d e besvare Ilden , ide t de kun skød m ed P ræ cisio n in d e n fo r 500 S k rid t , og at de havde en m eget tæt F o rm a tio n u n d e r A n g reb e t (10 M and pr. Meter).
Det værste er imidlertid, at Kanonerne næppe kunne tilintetgjøre disse undertiden tilsyneladende ubetydelige Forskandsninger, i alt Fald kan man hverken ødelægge det dækkende Jordlegeme eller ved Ild alene betvinge Befæstningerne. Ved Plewna havde Tyrkerne 100 og Kusserne 500 Kanoner. Efter Osmans Tilfangetagelse besaa General Todleben Skandserne og sagde, at de vare ganske intakte, og at man næppe kunde se Spor af den stærke Beskydning. Besætningerne vare heller ikke det mindste rystede ved den i 145 Dage vedligeholdte Ild. <■ Intet tydede paa den ringeste Demoralisation hos Fjen den« skriver Todleben. Hvor ringe Tab Tyrkerne havde i denne lange Tid, fremgaar jo iøvrigt deraf, at af de oprindelige 50,000 Mand strakte den 10de December efter det forulykkede Gjennembrudsforsøg over Vid endnu 2100 Officerer og 41000 Mand Vaaben, hvortil Tabet paa Kampdagen føjede 5000 Mand. Kort sagti Defen sivens Overvægt er ubéstridelig.
Det er derfor intet Under, at der stadig opdukke ny — og gamle — Forslag for at formindske denne Over vægt. Enkelte af disse Forslag ere meget sælsomme, saaledes Anvendelsen af Pandserskjoldene, som Angriberen skulde slæbe frem med sig. Mange beskjæftige sig imidlertid med et mindre excentrisk — dog heller ikke nyt — Middel i samme Øjemed, nemlig al forlægge An grebet til Natten; men da dette følgelig har sine Van skeligheder, bør man næppe bestemme sig til et saadant, medmindre der derved maatte vise sig at være forbunden væsentlige Fordele.
Tidligere Krige fremvise en stor Mængde natlige Angreb; men disse mere eller mindre heldige Forsøg have alle været mindre Episoder. Spørgsmaalet, der herefter stiller sig, er, om natlige Angreb have Sand synlighed for i kommende Krige at blive benyttede som Angrebsmaade efter i Forvejen lagte Planer, regelmæssig og efter taktiske Regler, for ved Hjælp af dem at til intetgjøre Skydevaabnenes uimodstaaelige Magt, som ved 5 deres Fuldkommenhed, der stadig bliver større og større, baade theoretisk og praktisk kommer Forsvareren til Gode. Vi ville for at besvare dette Spørgsmaal først fremdrage nogle Exempler fra de sidste Krige:
Østrigerne havde den 23de Juli 1866 med c. 1050 Mand besat Levico med omliggende Højder.
Avantgarden for den preussiske Division, som mar cherede mod denne By, bestod af 1 Regiment og 3 Kom pagnier Fodfolk, 2 Eskadroner og 1 Batteri. 1 Bataillon dækkede højre og 1 Regiment venstre Flanke, sidst nævnte marcherede mod Poldonazzo. Resten af Divisio nen fulgte Vejen.
Da Avantgarden Kl. 9 1/2 Aften naaede Højderne ved Selva, udviklede General Medici, efter at have modtaget en fremsprængende Rytterafdeling med livlig Geværild, Bataillonen i højre Flanke samt 1 Kompagni af Avant garden i spredt Orden til højre for Vejen og andre 2 Kompagnier af Avantgarden til venstre for denne. Denne Styrke i Forbindelse med 1 Bataillon af Avantgardens Fod folksregiment i Kolonne rykkede frem mod Levico, me dens 1 Bataillon af Regimentet i c. 100 Skridts Afstand fulgte hver Fløj. Rytteriet og Batteriet dannede Queuen. Kl. 10 begyndte Angrebet. De smaa østrigske Afde linger forsvarede sig paa det tapreste, men kunde ikke standse den overlegne Modstander, som tilmed omfattede Byen, hvorfor denne Kl. I2 V2 rømmedes.
Endskjøndt denne Kamp ikke efterfulgtes af store Resultater, have vi dog taget den med som Exempel paa, at man — under heldige Belysningsforhold — om Natten kan bevæge sig gjennem Terrainet med temmelig stor Front.
Den i og for sig saa glimrende Nattefægtning ved Podol ville vi ikke anføre her, ikke fordi den natlige Kamp kun var en Fortsættelse af den om Dagen begyndte Fægtning, og det karakteristiske ved Nattefægtninger — Overraskelsen — jo her fuldstændig manglede, men fordi denne Fægtnings Udfald var saa enestaaende, at vi ikke deraf 6 kunne uddrage nogen Lære, ligesom Nattekampene 1870/u give os flere Beviser for, at en saadan Kamp som Regel ikke vil føres til Ende med samme Resultat Fra Krigen 1870/7i skulle vi kun anføre et Par Episoder:
Efter Slaget ved Villejouan havde 2den franske Divi sion forladt Origny, medens 3die Division holdt sig i Ourselles. Da dette for Armeens Sikkerhed kunde faa de mest alvorlige Følger, fik General Guépratta Ordre til igjen at tage Origny før Dag. Operationen udførtes Kl. 6 om Morgenen og med stor Bravour. Preusserne over raskedes i Byen, fik ikke Tid til at forsvare sig alvorlig og mistede 200 Fanger, hvoriblandt flere Officerer. Natten mellem 9de og 10de Januar bemægtigede Werders Preussere sig Villersezel. Slaget varede 8 Timer og var meget hidsig i Parken og Slottet, hvor Salver vexlede med Kampen med de blanke Vaaben. Preusserne tog 3 Faner og 400 Fanger.
Fra 1877, 78 og 82 hente vi de bedste Exempler: Den 3die Juni 1877 stod den energiske Sulejman Pascha i Gasko med 26,000 Mand og 36 Kanoner for endelig at tugte det oprørske Montenegro. Overmagten var dog ikke meget slor, idet Montenegro imod ham stillede 24 Ba tailloner; men Sulejman gik ud fra den rigtige Forud sætning, at ligeoverfor Montenegrinerne kom det mere an paa Kvalitet end Kvantitet, hvorfor han havde bedt om de bedste Tropper og da ogsaa faaet Kjærnetropperne.
Samtidig med Sulejman skulde Mehemed Ali fra Kolasin og Ali Saib fra Spuz trænge ind i Montenegro, forene sig ved Danilovgrad og marchere mod Cettinge. Sulejman slog Montenegrinerne ved Korstc og trængte under uafbrudte Fægtninger frem i Duga-Passet. Den 17de Juni besatte han Planinica og passerede Passet ved Kapija.
Allerede den 17de havde Vojvada Sosica i Krigsraa det foreslaaet at overfalde Tyrkerne om Natten; men Forslaget blev forkastet.
Den højre Fløjdivision Vejssel Pascha havde den 18de fjernet sig noget fra Hovedkolonnen, og det derved frem komne Hul benyttede om Natten til den 19de nogle dri stige montenegrinske Kompagnier til at falde det fjendt lige Centrum i Flanken, hvor de ogsaa anrettede stor Forvirring og plyndrede Lejren. Gopcevic siger: «Hvis Angrebet var bleven foretaget med hele Armeen, vilde det være endt med et fuldstændigt Nederlag for Tyr kerne«. Da det blev Dag, tog Chefen for højre Fløj, den tapre Redjeb Pascha, Offensiven med 17 Datailioner, kastede Montenegrinerne ned af Ostrogs Høje, afbrændte Byen Podostrop, besatte Felsenberg og havde derved om gaaet Montenegrinerne, som han truede med Ødelæg gelse.
Da Natten brød frem, trak han hele sin Magt op paa Felsenberg, hvor han troede sig sikker. I den montenegrinske Lejr herskede Fortvivlelse og fuldstændig Raadvildhed; men saa bad Sosica Fyrsten, om han igjen maatte tage Felsenberg — og han fik Til ladelsen. Med 6 Batailloner gik han til højre om Bjer get, besteg det i Stilhed og overfaldt pludselig ved Mid nat Tyrkerne i Ryggen. Disse bleve bragte i den højeste Forvirring, tænkte ikke paa Modstand, men styrtede — efterladende alt — ned ad Bjerget mod Centrum, der derved ligeledes kom i Uorden. Havde Fyrst Nicola, som kjendte Sosicas Foretagende, benyttet dette Moment til Fremrykning med de øvrige 18 Batailloner, vilde han fuldstændig have kunnet slaa Tyrkerne.
Da Montenegrinerne imidlertid ikke foretoge noget Angreb, benyttede Sulejman Resten af Natten til at bringe Orden i sin sprængte Armee og var den 20de om Mor genen igjen kampberedt. Som bekjendt naaede han dog ikke sit Maal. — Efter Donauovergangen den 26de Juni 1877 erholdt det IX Korps den Befaling at gaa frem mod Nicopolis og Plewna for at standse de fra Vidd\} og Rahova fremryk kende tyrkiske Tropper. —
Generalløjtnant Baron Krüdener var for svag til sam tidig at gaa frem til Plewna og indeslutte Nicopolis. Han besluttede derfor at tage Fæstningen ved et coup de main, forinden Forstærkningen ankom. Den 15de Juli rykkede han i 2 Kolonner frem paa Osmas to Bredder, kastede Divisionen Hassan Pascha ind i Fæstningen, besatte Osma-Overgangene og de do minerende Højder Syd for Staden , saa at Tyrkerne Kl. 8 Aften efter 20 Timers Kamp vare afskaarne fra ethvert Tilbagetog fra Fæstningen, hvis Forværker vare besatte. Den næste Morgen vilde Krüdener storme. Kl. 11 Aften blev pludselig Brigaden Tutoljemin an grebet paa venstre Fløj af 6 tyrkiske Kompagnier, som vilde slaa sig igjennem til Plewna. 2 Gange blev det hæftige Angreb afvist; men lilsidst maatte hele Brigaden gaa tilbage til Osma. Tyrkerne vare glade ved at være komne derfra, benyttede det fremkomne Hul og forfulgte ikke Russerne. Rigtignok sendte disse nogle Kosakker efter dem, som ogsaa tog 1 Kanon, 2 Faner og noget Train; men hvad gjorde det; Maalet var naaet, og hvis Besætningen og dens Chef havde haft ligesaa meget Mod og Patriotisme, som disse 6 Kompagnier, vilde de maaske i denne Nat have oprettet Dagens Tab! Den næste Dag kapitulerede Fæstningen: 7000 Fanger, 115 Kanoner, en Masse Vaaben og Proviant o. s. v. faldt i Russernes Hænder. — Kars laa paa et 1800 Meter højt Plateau, og Natu ren dannede selv en mægtig Vold mod ethvert Angreb.
Fæstningen havde 12 Forter (disse Værker maatte be tragtes som permanente, da deres Profil var meget be tydeligt, og Magasinerne havde modstaaet Bomberne; de vare endvidere forsynede med kasematterede Rum) og et Citadel i en dominerende Stilling, hvilke Værker gjen sidig kunde understøtte hinanden. Fæstningen var rigelig forsynet med Proviant og Ammunition til 6 Maa^feder og forsvaredes af 25,000 Md. og 303 Kanoner. 9 General Lazareff besluttede med 35 Batailloner, 40 Eskadroner og 138 Kanoner at tage Fæstningen ved et voldsomt Angreb den 17de November 1877.
Dagene i Forvejen bleve 12 Belejringsbatterier bragte hid, og Ilden fortsat Dag og Nat fra den 11te, og Fjenden foruroliget hver Nat af Fodfolk. Dispositionen for Stormen var følgende:
1) Belejringstropperne have til Hovedopgave at ind tage Forterne Suwary, Kauly og Hafiz og
2) skulle bemægtige sig dem med største Energi; Besætningerne skulle enten nedhugges eller, naar de strax strække Vaaben, tages til Fange. Skytset vendes strax mod Byen.
3) Samtidig foretages energiske Demonstrationer mod andre Punkter for at skuffe Modstanderen og tvinge ham til at sprede Kræfterne.
4) Hvis Modstanderen i et af disse Punkter fører Forsvaret skjødesløst, skal Skinangrebet udbytte denne Fordel og strax gaa frem som Hovedangrebskolonne.
5) Hvis det lykkes Angrebskolonnerne at trænge ind i Værkerne, skal der øjeblikkelig skrides til Om bygning til et eventuelt Forsvar mod Tilbageerobring. Hvis Fjenden under den videre Kamp trækker sig tilbage tiF det Indre, skal han følges i Hælene for om muligt at sætte sig fast i Bylisiéren eller Værket Tschim.
6 ) Nødsages man paa Grund af Overmagt igjen til at forlade Værkerne, maa der gaas tilbage i Orden, efter at den størst mulige Skade dog er anrettet i disse.
7) Cheferne for Angrebskolonnerne have at holde sig i vedvarende Kundskab om den almindelige Situation for at kunne træffe harmoniske Forholdsregler for egen Kolonne. I Henhold til denne almindelige Disposition be stemtes :
Med 5 adskilte Infanterikolonner angribes Sydfronten fra Værket Tochmaz til Karadaghs Sydskraaning; men 10 Hovedvægten lægges paa Værkerne: Haflz, Kauly, Snwary og Tschim.
De to andre Kolonner skulle samtidig gjøre kraftige Demonstrationer mod Forterne paa Nord- og Vestfronten. Det Artilleri, som ikke er fordelt til Kolonnerne, skal indtil Morgengry blive ved Reserverne og afvente nærmere Befaling. Rytteriet skal, saavidt det synes nødvendigt, sikre Forpostlinien;
Resten af det rykker frem ad Hovedlande vejen, medens dog 3 Regimenter rykke frem med Midte kolonnen. Hver Kolonne tildeles en Pionerafdeling med Stiger, Dynamitpatroner og Værktøj. Desuden holdes en Reserve tilbage. Fremrykningen til Udgangspunktet for den alminde lige Storm sker efter indtraadt Dæmring.
De videre Anordninger træffes ved Morgengry. Melding til Overkommandoen sendes til Tichma. Hver Kolonne faaer sin Fremrykningslinie og bestemte Opgave samt opgives Samlingssted. Kl. 8 V2 begyndte Fremrykningen; — i første Linie gik en tynd Kjede af Frivillige og derefter en Linie af tætsluttede Kompagnikolonner. Det var en smuk Novembernat; Fuldmaanen stod lige op, som for at belyse Ødelæggelsesvejen og selv blive Vidne til den frygtelige Nedsabling; Vinden havde fuldstændig lagt sig. Det var forbudt Hovedangrebs kolonnen at skyde, og saaledes naaede de nær Værkerne uden at blive opdagede af Tyrkerne.
Artilleriet ved De monstreririgskolonnen aabnede Kl. 8 V2 som paa et Signal samtidig Uden med en saadan Hurtighed og Energi, at den tyrkiske Besætning her anede en Fare og rettede det aktive Forsvar derimod. Kl. 9 begyndte Tyrkerne paa Sydfronten at beskyde Angrebskolonnerne; men da liden ikke blev besvaret, troede de at være narrede og holdt inde med Skydningen. Nogle Minutter efter be gyndte den resultatløse — som vi se af Tabene — og letsindige Skydning fra hele Tyrkernes Linie. Den af brødes af et Hurra; det var Kolonnen mod Suwary, som stormede uden selv at løsne et Skud, efter at have kastet de skydende Forposter tilbage. Skytter med Kolben i Vejret og trodsende den ødelæggende Kardætsk- og Geværild trængte frem i Front og Flanke og standsede ikke, førend Værkets tapre Besætning var nedhugget. 1 nogle Reduiter trængte Angriberen ind samtidig med de vigende Tyrker, Portene sprængtes med Dynamit, Besætningerne nedhuggedes eller fangedes, og Kanonerne bleve enten fornaglede, kastede ned af Voldene eller vendte mod Staden.
Rytteriet i Forbindelse med Fodfolket angrebe de tyrkiske Reserver, som rykkede frem fra Byen, kastede og sprængte dem. Kl. 2 vare Russerne i Besiddelse af alle Værker paa højre Fløj: Kl. 4 vajede det russiske Flag i Staden og Citadellet ligesom i alle de øvrige Værker. Tyrkerne søgte at slaa sig igjennem i Retning af Erzerum; men det lykkedes ikke. Russernes Tab vare: 18 Officerer og 470 Mand døde, 59 Officerer og 1726 Mand saarede. Tyrkernes: 2500 døde, 4500 saarede og 17000 Fanger. Saavel Rekognosceringer som andre paalidelige Efter retninger om Besætningens Antal og Forraad viste til strækkelig, at Fæstningens Indtagelse var forbunden med store Vanskeligheder, som tilmed voxede Dag for Dag, ligesom det raa Vejr og den fremrykkende Vinter stadig truede med at kræve flere og flere Ofre. Mod en —• ovenikjøbet meget vanskelig — regelmæssig Belejring, hvis Enderesultat tilmed var tvivlsomt, advarede Værkernes gode Armering, de tyrkiske Soldaters sejge Kamp i For svarsstillinger og endelig deres faste Beslutning at ville kæmpe til sidste Mand. Hertil kom, at den russiske Armees strategiske Situation gav Hærledelsen til Opgave i kortest mulig Tid at bringe Kars til Fald for at sikre den mod Erzerum fremrykkende Armee mod Tilfældig heder i Ryggen og forstærke den ved de friblevne 1 2 Tropper. Der var altsaa ikke andet for end — efter Beskydning af Artilleri — at forsøge et voldsomt Angreb; men at storme de om Kars liggende Befæstninger om Dagen vilde være meget vanskeligt, idet Terrainet foran er fuldstændig aabent og ikke yder Kolonnerne, som skulle rykke frem til Angreb mod Værkerne, den ringeste Beskyttelse; desuden var der i Kanonskuds Afstand fra Forterne ingen Stillinger, som egnede sig for Feltartilleri. Da altsaa Tyrkerne knnde modtage Russerne med en ødelæggende Ild, var det næsten umuligt at foretage Stormen om Dagen, medens paa den anden Side det ikke var mindre betænkeligt at foretage en Storm i Nat tens Mørke; der var altsaa kun tilbage om muligt at vælge en maaneklar Nat til Udførelsen. Tildels paa Grund af Terrainforholdene kunde der ikke være Tale om andet end at føre dette Angreb mod Syd- og Sydostfronten, ligesom man her lettere kunde holde Tropperne sammen og have Oversigten ved Stormen. Værkerne ligge endvidere lier nærmere ved Byen og lette altsaa Adgangen hertil. Nederlaget var uden Lige; thi her drejede det sig ikke om en svagere Armee, som var bleven forfulgt af en stærkere og lilsidst omringet.
Modstanderne vare omtrent lige stærke; — den ene stod i en Række fortræffelige Forskandsninger, som vare armerede med det bedste Skyts og forbundne med Løbegrave, saa at enhver Tomme Jord, som maatte passeres af Russerne, var beskudt virksomt, og dog holdt Tyrkerne intetsteds Stand. Det maa heller ikke overses, at de indesluttede Tyrkere posi tivt havde forstaaet af den almindelige strategiske Stilling, at Russerne ubetinget vilde foretage Stormen. — Sulejmans Armee var i fuld Tilbagetog, og den 16. Januar havde den 3die russiske Gardedivision besat Philippopel. Divisionsgeneralen Daudeville havde til Hensigt at holde Tyrkerne fast for at naa deres Forbindelser, hvorfor han Kl. i Efterm. befalede Generalmajor Krasnow, Chef 13 for 1ste Brigade, at gaa over Mariza nedenfor Philippopel med 6 paa Dragonheste ridende Batailloner, 1 Rytter brigade og 1 Batteri, derpaa svinge til højre og gaa frem mod Tyrkerne. Rytterfortroppen kom i Mørkningen til Overgangen, fandt denne besat med 3 tyrkiske Batailloner, hvorpaa 1 Bataillon gik frem og fordrev med ringe Tab Tyrkerne og besatte Overgangen. Den 16. blev Marchen fortsat mod Staden Stani manka, og Kl. 4 Efterm. stødte Rytteriet paa Fjenden. Talrigt Fodfolk med 23 Kanoner havde besat Byen Ka ragasch med omliggende Høje, og det var aabenbart, at de vilde benytte denne stærke Stilling til at dække Til bagetoget. Krasnow gik over til Fægtning og aabnede Angrebet. Tropperne vare medtagne af de foregaaende Dages Marche og Kamp, og Bevægelserne i den høje Sne vare meget besværlige, ligesom Majs- og Vinhaver hindrede Marchen. Kl. 6 Aften aabnede Tyrkerne en morderisk Ild, ja gave endog Kardætsksalver, saa at det syntes for Russerne, som Jorden omkring dem fløj i Vejret lig smaa Bolte; det var tilmed meget mørkt, og kun Udskæret betegnede Fjendens Stilling.
Russerne nærmede sig langsomt uden at besvare Ilden; naaede ind paa 150 Skridt skød de et Par Miuutter Hurtigild og derpaa Hurra 1 Første Træfnings 2 Batail loner kastede sig mod Fjenden og tog i første Løb 15 Kanoner; der opstod Haandgemæng; thi Betjeningsmand skabet værgede sig tappert med Sablerne, men faldt alle! Det blev nu fuldstændig mørkt, og man saa hverken Maane eller Stjerner. Fra alle Sider trængte Fodfolks kolonnerne ind paa Russerne, som afgave Salver og derpaa gik paa med Bajonetten. Den 3. Bataillon rykkede frem fra Reserven mod Byen; paa ganske kort Afstand fra Fjenden blev den staaende, afgav nogle Salver, derpaa Hurra,- og Udkanten og nogle Kanoner toges.
Tyrkerne forsvarede sig som Helte og gjorde talrige Modangreb; hvert Hus maatte erobres, og Luften gjenlod af Hurra- og Allahraab. Da greb den russiske Hoved reserve ind og omfattede Tyrkerne, som derpaa hurtig trak sig tilbage iil Højderne. Nu overlog Dragonerne Forposttjenesten, 4 Batail loner bleve bestemte til at opsøge de Saarede og at bjerge det erobrede Skyts, medens Resien lejrede sig for at afvente Morgenen. Russernes Tab var 76 Døde og 219 Saarede. Medens ovenstaaende foregik ved 1ste Rrigade, var den 2den under Divisionsgeneralen rykket frem over Philippopel og forenede sig den 17. ved Pascha Mahala med 1ste. Begge angrebe nu Fjenden og vandt en fuldstændig Sejr.
Den 1ste Brigade havde ved Naltefægtningen fuld stændig naaet sit Maal, idet den havde skudt sig ind mellem Sulejmans 44,000 Mand stærke Armee og den faste Stilling ved Stanimanke, taget Front mod Fjendens Marclielinie, fastholdt denne og givet de den næste Dag fremrykkende Tropper Tid til Indgribning, hvorved Tyr kerne bleve trængte bort fra deres Operationslinie. — Englænderne benyttede Natten den 13de September 1882 til Fremmarche mod Tel-el-Kebir, idet Wolseley ved hyppige Rekognosceringer havde overtydet sig om, at Ægypternes Forposttjeneste om Natten var efter ladende.
Dispositionerne til dette Angreb bleve trods Nattens Mørke fuldstændig gjennemførte. Selvfølgelig kom nogle Troppedele langt fra hinanden, hvilket var at forudse; men Forbindelsen blev dog holdt, og Standard-Korre spondenten skriver: «Fuldstændig Stilhed herskede paa Sletten, og man skulde ikke tro, at 14,000 Mand laa i Halvkreds om den 15 fjendtlige Linie, beredte til paa et givet Tegn at styrte frem mod Fjenden.» Kl. 5 Morgen aabnede Artilleriet paa Wolseleys Be faling pludselig Ilden, førend Fjenden overhovedet anede de engelske Soldaters Nærhed; Fodfolket rykkede strax frem, deployerede og fyrede.
Da Ægypterne vare komne sig af den første Skræk over Englændernes pludselige Tilsynekomst, aabnede de en heftig Ild, som dog i Begyndelsen gik bort over Hovedet paa Angriberen, men forbedredes noget ved Daggry. Englænderne standsede lidt for at trække Vejret og styrtede da med høje Hurraraab og næsten uden at gjøre et Skud med Bajonetten mod de fjendtlige Forskands ninger, som Ægypterne tildels forlod. Størst Vanskelighed foraarsagede en stærk, velbefæstet og godt forsvaret Re doute paa venstre Fløj, som maatte anses for Nøglen til Stillingen, og dog toges i Løbet af 15 Minutter. Imod Syd holdt Fjenden endnu længer Stand; men kun fordi Højlænderne i Mørket vare komne for langt til højre.
Myrderiet var en lang Tid stort, og Gravene vare paa mange Steder opfyldte med saarede og døde Ægyptere. Kl. 6 V2 Morgen var Tel-el-Kebir fuldstændig i Eng lændernes Hænder, kjøbt med et Tab af 9 Officerer og 48 Mand døde, 27 Officerer og 355 Mand saarede. Arabernes Tab lader sig ikke saa nøje angive. — Gaa vi til Slutning lidt længer tilbage i Tiden, have vi fra vore egne Krige: Slaget ved Fredericia den Gte Juli 1849. Medens Forbundstropperne efter Fægtningen ved Gudsø — Almind dalen gik nordpaa, rykkede Insurgenterne mod Fredericia. I Begyndelsen af 1849, inden Vaabenhvilen udløb, havde man begyndt at sætte Fæstningen i Forsvarsstand, men var endnu langtfra færdig; navnlig manglede der bombe sikre Rum for Besætningen. Fæstningens Vestside blev dækket af en Oversvømmelse, over hvilken der kun var Adgang ad 2 Dæmninger, som iøvrigt vare utilstrækkelig 16 beskyttede; endvidere manglede der en dækket Vej.
Den General Bonin stillede Opgave var egentlig kun at dække Forbundshærens Operationslinie. Han ønskede imidlertid dermed at forbinde et alvorligt Angreb paa Fæstningen. General Prittwitz, som førte Overkommandoen over samt lige fjendtlige Stridskræfter, vilde ikke tilstaa Bonin det dertil fornødne Artilleri, og denne maatte da nøjes med at rekvirere det Insurgenterne tilhørende Belejringsskyts i Rendsborg. Efter at en Del af dette var bragt i Batteri, blev Fæstningen bombarderet fra den 16de— 19de Maj og en Del af Byen afbrændt. Da Bombardementet imidlertid ikke førte til Overgivelse, søgte Bonin ved Artillerikamp at ødelægge Fæstningsværkern eog- deres Bestykning. Hovedangrebet førtes fra Nordsiden, men manglede Plan og Kraft. Forsvaret af Fæstningen blev ført energisk med flere Udfald; men Kommandanten, Oberst Lunding, kom dog til den Erkjendelse, at den i Længden ikke kunde holdes.
Det blev da besluttet at befri Fæstningen ved et stort Udfald, som først var paa tænkt at skulle kombineres med en Landgang paa Løngs odde, hvilket dog senere blev opgivet. Den almindelige Besætning af 2 Brigader blev nu forstærket med Ryes Brigade, der fra Helgenæs blev ført til Bogense, og en Brigade fra Als, der ligeledes blev overført til Fyn. Natten til den 6 te Juli fandt Udfaldet Sted; det aabnedes med 2 Kolonner; den ene Avantgardebrigade skulde gaa lige mod Nord og derpaa ved en Svingning til venstre tvinge Fjenden over mod Elbodalen og Rands Fjord; den anden Brigade skulde rykke frem langs Stranden mod Egeskov og Treide. Bag hver af disse Brigader fulgte en Brigade i anden Linie. 1ste Reserve - Jægerkorps deboucherede Kl. 1 Nat ud af Kongens Port paa Fæst ningens Nordside; men i Stedet for at afvente de efter følgende Afdelingers Udvikling, stormede den strax frem, saa at en ordnet Udvikling blev umulig og Fjenden ad varet. Efter en haard Kamp bleve dog de fjendtlige Forskandsninger tagne, den ene efter den anden, og 17 Kl. 7 Morgen var Fjenden kastet ud af Fredericiaafsnittet, og alt Belejringsmateriel taget. Denne Sejr kostede de Danske c. 500 Mand Døde og c. 1300 Saarede, hvorimod Fjenden mistede c. 4000 Mand, hvoraf Halvdelen Fanger. Forfølgelsen standsede ved Elbodalen.
Naar man betragter Exemplerne fra den nyere Krigs historie, finder man dog kun een Kamp, hvorved man — begunstiget af Mørket — med forholdsvis ringe Ofre har naaet afgørende Resultater, nemlig Stormen paa Kars; de andre Exempler have mest Karakteren af et Overfald. Clausewitz siger ganske vist: «Im Gründe ist jeder nächtliche Angriff nur ein gesteigerter Ueberfall»; men lige overfor Nutidens vældige Ilære og det storslaaede i alle deres Foretagender, som hyppigst følges af en Kata strofe, der giver Operationer og Politik en hel anden Vending, maa ogsaa Natteangreb itræbe efter store Maal; — Tilfangetagelse eller Nedhugning af et Par Hundrede Mand spiller i Almindelighed ingen Rolle.
Man kan derfor ikke opstille det rene Overfald som Grundtypus paa et natligt Angreb; thi det er noget ganske andet med klare Øjne og koldt Blod at foretage veloverlagte, maalbevidste natlige Angreb — med den Hensigt at føre en Fægtning for ved den at opnaa et i Forvejen bestemt ønsket Øjemed — , selv naar man finder Fjenden paa sin Post. Naar Modstanderen venter os, have vi ganske vist en Chance mindre; men for den fattede Beslutnings energiske Gjennemførelse skal det at overraske Fjenden ikke absolut være den første Betingelse for et heldigt Udfald! Clausewitz anbefaler iøvrigt natlige Angreb kun ved smaa Hærdele og i Tilfælde, hvor.
Fjenden er meget uforsigtig, hvor han er greben af Panik og overhovedet, hvor der er megen overlegen moralsk Kraft i egen Hær; endvidere i fortvivlede Tilfælde, hvor vore Kræfter staa i et saadant Misforhold til de fjendtlige, at vi kun ved dristig Voven kunne se Muligheden af et heldigt Udfald. Rustow siger: «Imellem natlige Foretagender rangere Forsøg mod svagt besatte Stillinger. Dristige og forvovne Foretagender lykkes bedre om Natten end om Dagen; men de ere dog kun berettigede, naar man i Tilfælde af et heldigt Udfald vinder meget og i det Tilfælde, at de mislykkes, kun taber lidt.» Feltmarskal lladetzky anbefaler natlige Angreb mod Defileer, Uroer og Skandser. Nyere Skrifter føje hertil: «Foran befæstede Stillinger, hvor der altsaa er Tid til at studere Terrainet, og hvis Indtagelse om Dagen vilde kræve for store Ofre; tillige hvor Overraskelsen maa bøde lidt paa det manglende Styrketal.» Den nyere Tids Natteangreb ere som oftest udførte efter de angivne Motiver; men vi formene dog, at i Fremtiden ville de ofte fremtræde som større Fore tagender, og hvor de blive gjennemførte med Kraft og Energi, ville de nok naa Maalet og give gode Resultater; de ville ikke alene blive henviste til Positionskrigen og Indtagelsen af enkelte vigtige Punkter som den fjendtlige Stillings Nøglepunkter, hvor deres fulde Berettigelse jo altid har været godkjendt; men de ville ogsaa forekomme i Renkontreslaget — om ikke af anden Grund, saa fordi Kampen ogsaa her ofte vil dreje sig om tildels befæstede Punkter.
Vi ville nu undersøge, hvilken Tid af Natten der frembyder de største Chancer for et natligt Angrebs heldige Gjennemførelse, idet vi fuldstændig se bort fra de Fægtninger, hvor Natten kun benyttes til at nærme sig Fjenden, medens Afgjørelseskampen leveres ved Dagens Lys, og som selvfølgelig ikke kunne komme ind under Kategorien Nattefægtninger. Det er udenfor al Tvivl, at den Fører, hvem det lykkes at bringe sine Angrebskolonner skjulte og altsaa ubeskudte nær Fjenden — ogsaa. under de moderne For hold — har løst en stor Opgave! Spørgsmaalet er imidlertid, om Nattens Mørke, som ubetinget — i alt Fald i Positionskrigene og ogsaa, som vi senere skulle se, i Renkontreslaget, tillader den ovennævnte store Fordel, ikke for meget trænger de to andre Betingelser i Bag grunden, hvortil et Angrebs lykkelige Udfald er knyttet, nemlig Angrebstroppernes hensigtsmæssige Ledelse og nøjagtige Bevægelse. For at opfylde disse to Betingelser kan man selvfølgelig ikke til Angrebet vælge en meget mørk Nat; thi Gjennemførelsen vilde her i flere Tilfætde næsten være umulig, idet Oversigten fuldstændig mangler, ligesom det ikke vilde falde en energisk Modstander, som nøjagtig kjendte Egnen, vanskeligt at hidføre en Kata strofe for Angriberen. løvrigt vilde jo ogsaa Udbyttet selv i heldigste Tilfælde kun være ubetydeligt, idet de angribende Afdelinger — efter maaske vundne partielle Fordele — dog fuldstændig manglede Orientering. Hvor meget Lys behøves der da for med Held at kunne gjennemføre et natligt Angreb? Svaret lyder, at det maa være saa lyst, at man nogenlunde kan skimte Personer og Gjenstande i c. 200—250 Alens Afstand, hvorved Angriberen ganske vist giver noget Afkald paa Overraskelsesmomentet; men det maa vel erindres, at et rent Overfald under større Forhold er meget vanskeligt at gjennemføre; thi her er altfor meget, som skal passe sammen, et altfor stort Utal af Betingelser, for at det skal kunne lykkes.
Den Fører, som derfor bygger sin Angrebsplan paa Overfaldet, og som altsaa liaaber at træffe Fjenden i en Tilstand, i hvilken der ikke kan ydes nogen Modstand eller i alt Fald i kun ringe Grad, kan let komme i en meget prekær Stilling, idet den første den bedste fjendtlige Feltvagt, Patrouille eller endog et uforsigtigt afgivet Skud krydser hans Foretagende, end sige naar en Kolonne farer vild eller ikke griber ind til rette Tid. Ja, man kan næsten sige, at han selv bliver overfaldet, naar Fjenden ikke lader sig overfaldel I Fremtiden vil man tilmed være mere opmærksom; Regle menterne i de forskjellige Stater give jo nu som oftest særlige Anordninger for natlige Foretagender, og naar nu Tropperne — som i Frankrig, Rusland og Tyskland — øves meget i disse, bliver en fuldstændig Overraskelse umulig. Vi maa derfor endnu gjentage, at det velover lagte natlige Angreb bør foretages hyppigere end forhen, medens Overfaldet, som kun baseres paa Fjendens Efter ladenhed, og som med faa Kræfter kun kan udføre mindre Bravournumre, maa trænges mere i Baggrunden. Stilles altsaa den Fordring, at man skal have en Synsvidde af 200— 260 Alen, henvises man følgelig til at foretage Angrebet enten i Aftendæmringen eller i Morgen stunden, eller ogsaa i en lys Nat (Sommer- eller Maane skinsnat). Fordelene ved at benytte første Del af Natten bestaar deri, at denne Tid yder Rekognoscering og Orientering et mere synligt Grundlag, idet Forsvarerens Modforanstalt ninger i Tusmørket endnu forholdsvis nøje ville stemme med Situationen, hvorfor Angriberen ikke saa meget be høver at tage Forandringerne i den Ijendtlige Stilling og Modstanderens Bevægelser i Betragtning.
De fremtrædende Vanskeligheder ere imidlertid her næsten ligesaa store som i en mørk Nat, særlig da man meget sjælden vil kunne undgaa Forsvarernes Opmærk somhed; men hvad der mest taler imod, ja ligefrem forbyder at angribe paa dette Tidspunkt — selvfølgelig kun udenfor Fæstningskrigen — , er dog den Omstændig hed, at Kampens Slutning, der stadig trækker længer ud paa Natten, bliver meget usikker, idet man nemlig — for dog ikke helt at give Afkald paa Overraskelses momentet, hvilket langtfra er vor Mening — maa vente til lidt efter Solnedgang, forinden Angrebet foretages, og Resten af Tusmørket er for kort, altfor kort til at føre en Afgjørelseskamp, thi Forfølgelsen maatte da foretages i Nattens Mørke, hvilket dog næsten af alle anses for en Umulighed. Ganske vist kunde man maaske trænge Modstanderen tilbage, maaske endog i største Uorden, men tilintetgjøre ham! Nej! Med Undtagelse af nogle Fanger har han jo nemlig ikke lidt noget Tab; — vor Ild, hvis vi i det Hele taget have skudt, har jo skadet ham mindre end hans os. Udbyttet af en Forfølgelse i Mørket vil derfor blive fuldstændig illusorisk, og den tilbageslaaede, kun i sin Nattero forstyrrede Fjende staar derfor maaske allerede meste Morgen lige overfor os med samme Styrke, og man maatte atter skride frem til Angreb; men i Fremtidens Krige maa man saa meget som muligt — ogsaa om Natten — undgaa gjentagne Gange at skride frem til Angreb; den slaaede Fjende maa ikke naa noget holdbart Afsnit; lykkes Angrebet, maa man ikke for tidlig give slip paa Fjenden, men bør følge barn i Hælene og bearbejde ham saa længe, indtil han fuldstændig er opløst; thi en Sejr uden Forfølgelse er som oftest kun en halv Sejr, ja ofte en Kamp, hvor begge Parter kunne være tilbøjelige til at tilskrive sig Æren.
Af Hensyn til denne vigtige Hovedfase i Angrebet maa man i Ilenkontreslaget som oftest give Afkald paa at foretage Angrebet i lyse Nætter. I Morgenstunden stiller det sig i flere Retninger langt bedre, tildels fordi Modstanderen da er efterladende, uvirksom, træt og sløvet af Nattevaagen, men dog navnlig fordi den frembrydende Dag giver større Garanti for den videre Ledelse af Forfølgelsen. Rekognosceringen er ganske vist noget vanskeligere, ligesom de paa denne Tid hurtig forandrede Belysningsforhold meget let ville kunne forandre hele Nattefægtningens Natur, hvilket sidste dog skal undgaas ved at begynde Angrebet saa tidlig, at Fremrykningen endnu sker begunstiget af Mørket, og at det sidste Fremløb foretages lidt før Dag, hvor imod Forfølgelsen tager sin Begyndelse ved Daggry og fortsættes op ad Dagen. Som .gunstigste Tidspunkt for Angrebet maa derfor om Sommeren anses Tiden fra Midnat (som ved Fredericia) og om Vinteren fra Kl. 4 Morgen, idet vi dog mene, at dette kun gjælder, naar man ved Forfølgelse 22 vil tilintetgjøre Fjenden, hvorimod det, naar det kun gjælder Indtagelsen af enkelte faste Punkter, kan fore tages paa et hvilketsomhelst Tidspunkt af Natten med en Synsvidde af c. 200 Alen. tinder disse Belysnings forhold, som ofte findes her i Landet, byder Natten Angriberen endnu tilstrækkelig Dækning mod Artilleri- og Fodfolksilden, lader ham bedst udbytte Initiativet, og — da Mørket endnu er tilstrækkeligt til at tilhylle hans Bevægelser — behøver han ikke saa meget at reflektere over Overraskelsesmomentet, men kan tildels udføre An grebsideen som om Dagen og altsaa kun benytte Natten til Forhindring af Fjendens Forholdsregler og Formind skelse af sit Tab, idet jo næsten alle Forsvarerens For dele falde bort om Natten; han og Angriberen skyde omtrent lige slet, Værkerne hindre hin i fri Bevægelse og Brugen af Vaaben; — bundet fast i Stillingen bliver han hugget ned eller fanget som i Kars’s Forter.
Man kan endvidere ikke se bort fra den store Betydning det har, at det natlige Angreb næsten vil kunne føres helt igjennem i Kolonneformation; i saadan Forma tion, omgivne af Kammerater og i «Førerens llaand», ville de usikre Elementer lettere rives med. Ganske vist vil Udviklingen lige foran den fjendtlige Stilling og det sidste Fremløb blive noget kritisk, men mon de skulde blive det mindre om Dagen? Ved natlige Angreb, hvor Tropperne temmelig intakte naa Fjenden, tør man dog vel regne paa Befalingsmændenes Indflydelse; hvorimod denne dog maaske — som vi se senere — kunde være temmelig tvivlsom om Dagen, særlig da en meget stor Part af dem paa dette Tidspunkt er ukampdygtig. Fordelene ved at forlægge Angrebet til Natten ere i flere Betninger saa store, saa indlysende, at de Vanske ligheder — der iøvrigt maaske mest ere moralske — , som her møde os, burde træde i Baggrunden.
Tænk blot paa det formindskede Tab af Menneskeliv 1 Thi selv om man — ved at benytte de tidligere nævnte Belys ningsforhold — skulde udsætte sig for allerede at blive 23 beskudt paa c. 4— 500 Alen, har man dog undgaaet de om Dagen meget følelige Tab ud over denne Afstand, og Træfningen fra 250—500 Alen vil være overmaade ringe; thi man maa vel erindre, at om Natten spille de fysiske Faktorer — som lader den her opnaaede Træf ning staa saa langt tilbage for Resultatet gjennem Er faringen fra vore Skydebaner — en endnu langt større Rolle end om Dagen.
Det forekommer os, at dette næsten maatte være tilstrækkeligt til at lade Nattefægt ninger træde mere i Forgrunden, end det hidtil har været Tilfældet. Det maa jo forekomme enhver tænkende Officer gaadefuldt, al Paris's og Metz’s Besætninger i den fransk tyske Krig vare saa uvirksomme; thi hvis man konse kvent Nat efter Nat havde alarmeret Cerneringstropperne paa flere Punkter, vilde disse natlige Angreb, naar de systematisk vare bievne satte i Scene, f. Ex. paa lignende Maade som al anden daglig Omgangstjeneste, ganske sikkert have medført overordentlige Resultater; og vilde f. Ex. de russiske Soldater, da de med ustandselig Energi angrehe ved Plewna, og — som tidligere berørt — bleve tilintetgjorte af Fjendens overvældende Ild fra de om liggende Højder, ikke have kunnet undgaa deres skrække lige Skjæbne og maaske have naaet ind til Kamp med Tyrkerne, dersom Angrebet var blevet foretaget begun stiget af Nattens Mørke? Overbevisningen herom paa tvinges os uvilkaarlig; thi paa en anden Skueplads se vi, at de russiske Tropper som Forsvarere ved Geok-Tepe — trods deres Bagladegeværer — ikke kunde forhindre deres barbariske Modstandere i, begunstigede af Nattens Mørke, at kaste sig over dem og dræbe dem.
Man hører ofte indvende mod natlige Foretagender, at Soldaternes Kræfter ikke strække til. Nej, ganske vist, hvis der forlangtes af Tropperne, at de som om Dagen skulde være i Virksomhed i c. 12 Timer. Men Kampen ved Nattetid er langt kortere end om Dagen, og saa skulle de sejrende Tropper nok holde ud. De ere i 24 løftet Stemning, Officererne tilraabe dem opmuntrende Ord, og de ville hverken tænke paa Sult eller Træthed, i det højeste Tørst. Ved Karagasch vare Russerne jo næsten ikke til at styre; de vilde enkeltvis styrte mod Fjenden, og Officererne maatte opbyde al deres Energi for at opretholde Orden.
Man kan være sikker paa, at dersom alle andre Ting under en Krig mellem to Nationer ere lige, vil den endelige Sejr gaa over til den, som drager den største Fordel af sine Troppers Kræfter og forstaar at benytte dem til natlige Foretagender; iøvrigt maa man erindre, at Kræfterne i det hele og store under en Nattefægtning maaske skaanes lige saa meget som i en Nat under Lejr- og Bivouakforhold, hvor Kræfterne opslides under Forposttjeneste, Kogning og Alarmeringer, og hvor man saa den næste Dag maa sætte efter Fjenden, for maaske blodig at maatte frakæmpe ham et halvt Dusin Arriére gardestillinger! Der anføres ogsaa mod de natlige Angreb, at de umuliggjøre de tre Vaabens Samvirkning; Artilleri er ganske vist vanskeligere at bruge om Natten; men det kan dog alligevel i mange Tilfælde i Løbet af Dagen rette sin Ild mod de Punkter, som man om Natten vil tage.
Feltbatterier have jo desuden kæmpet godt med som f. Ex. ved Kars og Karagasch. Vi se ogsaa Rytteri anvendt ved Nattefægtninger; det russiske Rytteri angreb saaledes gjentagne Gange paa Klippejorden ved Kars det tyrkiske Fodfolk, ja Dele af det trængte endog med ind i Staden' vndtil Citadellet. Det vanskeligste ved natlige Angreb er dog maaske at bibeholde Ensartethed i Ledelsen, overse Forholdene og erkjende de vigtigste Angrebspunkter; men mon denne Anke alene gjælder Nattefægtninger? Vi tro det langtfra, og Baron Kuhn siger ogsaa i sin «Gebirgskrieg» S. 107 : • Was die Leitung im Entscheidungskampfe anbelangt, so wird die Schlacht im Gebirge noch am meisten Aehnlich keit mit jener in einer bedeckten und durchschnittenen 25 Ebene haben, da hier wie dort die zur Leitung des Kampfes nothige freie Aussicht fehit, und ein Sehen und Erfassen des richtigen Angriffspunktes nur mit dem gei stigen Auge erfolgen kann.» Ja, det er uden al Tvivl, at et natligt Angreb — stadig under de tidligere nævnte Belysningsforhold — i et aabent Terrain, og i et saadant vil man selvfølgelig, saavidt det lader sig gjøre, søge at levere Slaget, ikke vil frembyde større Vanskeligheder end under saa mange andre Forhold om Dagen i van skeligt, kouperet Terrain.
Bogislawski siger ogsaa i «Tak tische Folgerungen aus dem Kriege 1870— 71 »: «Hos begge Parter stor Opløsning og Sammenblanding af Tropperne især i gjennemskaaret Terrain, hvorved Fø ringen blev indskrænket.» Vi se iøvrigt, at Russerne ved den natlige Indtagelse af Kars manøvrerede godt og nøjagtigt med 7 Kolonner! For først og fremmest at blive klar paa Vanskelig hederne ved Ledelsen af en Nattefægtning i Sammen ligning med en Fægtning om Dagen, ville vi forsøge at give en Fremstilling af, hvor langt Ledelsen her under moderne Forhold og normale Omstændigheder indvirker paa Fægtningen, og hvor langt den er virksom. Lad os tænke os en Fodfolksdivision i Fægtning.
Avantgarden støder paa Fjenden og finder ham kampberedt i en stærk Stilling; i rigtig Erkjendelse af sin Opgave vil F’øreren for Avantgarden ikke ved en overilet Offensiv tage Afgjørelsen af Divisionskomman dørens Tlaand, hvorfor han udvikler en ren henholdende Fægtning og lader sit Artilleri paa c. 4500 Alen beskyde Modstanderens Artilleri, medens det udviklede I^odfolk indtager en mulig dækket Stilling for Modstanderens Granatild. Divisionskommandøren er imidlertid kommen tilstede; paa Grundlag af Avantgardens Meldinger og ved Hjælp af Kortet rekognoscerer han personlig den fjendtlige Stilling saa godt som det lader sig gjøre paa saa lang Afstand; herefter beslutter han sig til Angreb. Han 26 giver da Avantgarden den fornødne Instruktion og vælger Angrebspunkterne og de Angrebsveje, ad hvilke han, efter dog først at have udtaget en Reserve, sender Gros sets Tropper frem.
Derefter rider han tilbage, idet han allerede undervejs, eller naar han ankommer til Tropperne, giver Underførerne Instruktioner og Befalinger, orienterer dem ved Hjælp af Kortet og Kikkert i Terrainet, betegner dem Fremrykningslinierne og forlader dem derpaa; Underførerne ride til deres Afdelinger. Hermed tør man næsten sige, at Divisionskommandørens ledende Virksomhed — Reserverne undtagne — af sluttes. Tropperne have imidlertid forladt Vejen og Marche formationen, ja ved godt anbragt Forsvarsartilleri vel endog bleven tvunget dertil, idet man nutildags næppe bør vise en Bataillonskolonne paa c. 5000 Alen. Tropperne have taget en dækket Opstilling.
Naar Brigade- eller Regimentcheferne have naaet Afdelingerne, give de de forsamlede Officerer Befalingerne angaaende Angrebet. Reserverne blive maaske staaende og rykke først senere frem. Angrebskolonnernes Batailloner gaa frem, og Kom pagnikolonnerne trækkes strax ud fra hinanden, hvorved den direkte Ledelse af Tropperne gaar over paa Bri gadens 24 eller Regimentets 12 Kompagnichefer. Ba taillonscheferne kunne maaske endnu dog gribe ind, hvorimod de højere Førere — navnlig naar de bageste Træfninger have taget deres Fægtningsafstande — kun ganske partielt. Brigaden, Regimentet som Helhed kan nu kun med de største Vanskeligheder og med stor Tidsspilde bringes i en anden Direktion. Efterhaanden ere Iste Træfnings Kompagnier naaede ind i Granatilden;
Skytterne sendes ud; den hidtil regel mæssige I’remadbevægelse bliver mere og mere uregel mæssig; Bataillonscheferne kunne endnu gribe ind, i det mindste saa længe Tropperne endnu ikke skyde; men paa 27 1500 Alen bliver Fodfolksilden allerede temmelig følelig; et Kompagni aabner — maaske for tidlig — Ilden, og de nærmeste slutte sig strax, alle de andre snart til.
Folkenes Ophidselse giver sig Luft i den nervepirrende Skydning; de mest frygtsomme skyde som bekjendt ivrigst. Man kommer saaledes betydelig langsommere ind paa 1200 Alen. De beredne Officerer af 1ste Træfning, som maaske endnu ere til Hest, stige af. Bataillons cheferne, som til dette Moment vare synlige og derfor endnu kunde naaes af de højere Førere, forsvinde fra nu af for deres Øjne; — ingen Ordonnansoflicer, ingen Adjutant formaaer mere at finde dem, og hvis de ogsaa fandt dem, rækker deres Indflydelse dog ikke længer end enhver anden Befalingsmands, som opholder sig i Skyttelinien, d. v. s. til de nærmeste 10 à 20 Boder til højre og venstre, allsaa saa langt Stemmen eller Signal fløjten formaaer at gjennemtrænge den rullende Geværild.
Jo stærkere den fjendtlige Blyregn med hvert Spring fremad bliver, og jo tættere Krudtrøgen er, desto mindre bliver Befalingsomraadet — ogsaa for de i Skyttelinien værende Førere. 1 det egentlige Tabsbelte, altsaa fra c. 800 Alen, indskrænker Ledelsen sig tilsidst dertil, at Befalings mændene — saa længe saadanne endnu findes — springe først op for at styrte frem, — saafremt man ogsaa vil kalde dette en Ledelse! Hvori bestaar da Ledelsen af en moderne Infanteri fægtning om Dagen? Svaret maa lyde: Den Lløjst kommanderende tildeler Tropperne deres Rolle og sender dem fremad. Brigade- og Regimentcheferne trække dem lid fra hinanden, formere Træfninger og lader dem gaa fremad i de dem foreskrevne Retninger.
Bataillons cheferne kunne indenfor deres Bataillon endnu rette forekomne Unøjagtigheder, indtil Fodfolksildens egent lige Rækkevidde; men fra 800 Alen hører enhver Ledelse bagfra fuldstændig op. Batailloner, Regi- 28 menter og Brigader ere jo efterhaanden forsvundne i Skyttelinien, denne regel- og formløse lV1as.se, som — trods alle dens Modstandere — dog alligevel maa siges at være Fodfolkets eneste mulige Fægtningsform og endnu længe vil vedblive at være det! l)et er med fuld Ret, at Fremtidens Slag kaldes «Skytteslag»; thi sluttede Afdelinger ville ikke mere ses i forreste Linie i Nær kampen; hvad vi endnu her se af Reserver under vore Øvelser, maa kun forstaas symbolsk — ellers er det en stor Misforstaaelse. Disse Afdelinger føres her sluttede frem for bedre at kunne vaage over den enkelte Mand og beholde ham bedre i sin Haand. 1 alvorlige Tilfælde skulle Baandene tidsnok af sig selv løsnes, og af det sluttede Kompagni bliver der en Skyttelinie. Findende ny Næring ruller Ilden bestandig videre, maaske ophører den dog nogle Sekunder; men hvis den ikke som Følge af Ammunitionsmangel af sig selv standser, begynder denne nervepirrende Ild altid strax. igjen. Ja, det maa betragtes som slaaet fast, at Skyttelinien er den eneste fæg ten de Del, og at Tyngde punktet for alle de Tropper, som ere satte i Bevægelse fremad mod Fjenden, ligger her, hvorfor denne for reste Linie maa foreskrive alle de andre Dele Love for deres Handlinger.
Til denne Slutning komme vi ikke alene ved at studere Kampene 1870—71 og 1877— 78, men ogsaa ved at gjennemtænke en Fægt ning med Nutidens Vaaben, og dog tro endnu mange fremragende Militærforfattere at kunne lede en Fodfolks kamp bag fra og tør endnu paastaa, at Skytterne skulle være afhængige af deres Reserver! Fremtidens Slag ville ubønhørlig give den Lære, at dette er umuligt, ja er et langt overvundet Standpunkt! Herefter vil altsaa den lløjstkommanderendes Ledelse — Reserverne stedse undtagne — egentlig kun træde i Virksomhed før Fægtningen, omtrent indtil Kolonnerne rykke frem. Brigade- og Regimentscheferne kunne endnu indvirke — deres Troppedele betragtede som Hele — , ind- 29 til Bataillonerne trækkes ud fra hinanden, og Bataillons cheferne indtil den egentlige Fodfolksfægtning.
Men hvorpaa skulde da ogsaa disse Ledendes videre Indgribning paa de til Fægtning udviklede Tropper kunne rette sig? Den kunde dog kun bestaa i Direktionsforandringer for enkelte Dele, d. v. s. man maatte forsøge at manøv rere i den fjendtlige Ild, hvilket vi imidlertid holde for umuligt; thi Forsvareren maatte nemlig liave anbragt sit Artilleri meget slet, naar det skulde være muligt for Angriberen at bevæge sig i sluttede Bataillonskolonner i den egentlige Fodfolkskamp; det store Antal af de paa fulde Fægtningsafstande deployerede Kompagnikolonner gjør det — som tidligere bemærket — allerede af ud vortes Grunde umuligt at manøvrere med dem; er først 1. Træfning i Fægtning, er tilmed en Manøvre med bageste Træfning, hvis denne skal anvendes til selvstændige Fægtningsformaal, ogsaa uudførlig af indre Grunde, idet den jo nemlig skal understøtte den fægtende 1. Træfning og følgelig er bunden til denne. Fra Stilling til Stilling gaar alt saaledes fremad, som den Iløjstkommanderende har bestemt; hans Underførere have at udføre hans Ordre, om muligt i lige Linie mod Fjenden.
Spørge vi nu videre: «Hvor begynder da igjen efter endt Angreb Ledelsen?, saa lyder Svaret: Ved et lykke ligt Angreb, saa snart rallierede Tropper igjen ere for haanden i den vundne Stilling; ved et afslaaet Angreb enten bag Optagelsesstillingen, hvis da Ruiner af Angrebs tropperne naa hertil — eller efter at Fjenden har ophørt med sin Forfølgelse. Som Resumé af disse Betragtninger kan man sige, at Ledelsen af Tropperne indskrænker sig i Virkeligheden ved et Angreb om Dagen kun til Bestemmelsen og Udvik lingen af Kolonnerne og tilmed udenfor den egentlige Slagmark, thi enhver Ledelse, som vilde strække sig herind, bliver dels gjort umulig ved Forsvarerens mo derne, intensive og langtrækkende Ild, dels ved den — 30 allerede tidligere nævnte — for tidlig afgivne Ild af egne Tropper. Indskrænker man imidlertid Forsvarerens Synskreds og altsaa ogsaa hans Ildvirkning, forandrer alt sig strax, hvilket jo ogsaa træder meget tydelig frem om Dagen, naar uoverskueligt Terrain yder Angriberen Dækning.
Lad os derfor se, hvorledes Sagen stiller sig, naar Nattens Mørke formindsker Synsvidden; thi der kan selvfølgelig — som tidligere bemærket — kun være Tale om at formindske. Forinden vi gaa videre, ville vi dog lidt nøjere be tragte nogle af de Faktorer, hvis Tilstedeværelse forhøje det natlige Angrebs Chancer. Atter og atter anføre Modstanderne af natlige Fore tagender — som et Bevis paa det unaturlige i disse — , at den menneskelige Natur frygter Natten, ligesom Men nesket ikke frygter alt, hvorover der er bredt noget hem melighedsfuldt, og hvortil der enten slet ikke eller kun utilstrækkelig haves Fjendskab! Som al anden Frygt maa denne «Frygt for Mørket» dog kunne overvindes, og vi mene, at en fyldig og hyppig gjentagen Instruktion i Fredstid vil bidrage særlig meget hertil. «At vænne Tropperne til «Nattefægtninger» siger gamle Suwarov — «er paa Grund af de moderne Ildvaa ben en Nødvendighed, som efter den Hurtighed, hvormed disse udvikles, stadig træder mere tydelig frem». At Russerne toge dette til Følge, fremgaar tydelig af den sidste russisk-tyrkiske Krig, hvor de mere end een Gang toge deres Tilflugt til natlige Angreb for at overraske Fjenden, bemægtige sig Stillinger, der ansaas for uind tagelige, passere Floder og Defileer; — og alle disse Fore tagender kronedes med Held, fordi Tropperne allerede i Fredstid vare vænnede til denne Kampmaade.
Hvad der særlig vil bidrage meget til, at det natlige Angreb har Udsigt til at gjennemføres medtleld, er, at Trop perne og særlig Førerne hurtig og sikkert kunne orien tere sig iTerrainet; dette opnaaes dog ikke ved en enkelt 31 «Natfelttjenesteøvelse», som — naar den undtagelsesvis kommer til Udførelse — indskrænkes til at øve «Anraab ning», og naar man er meget tjenstivrig, til at afskyde nogle slette Salver; gaar man ogsaa et enkelt Sted noget videre, mislykkes Øvelsen meget ofte, idet Modstanderne mangen Gang ikke finde hinanden, maaske fordi Parterne ledes af Førere, der ikke kunne holde sig til simple Fore tagender, men ville være særlige fiffige og gjøre sig be mærket ved en eller anden Manøvre, hvilket man dog om Natten skal være meget forsigtig med, idet det her fremfor alt kommer an paa at give de nødvendige Forskrifter og Ordre paa den simpleste Maade og udføre dem saa nøjagtig som muligt. Bogislawsky siger: «Det kommer fremfor alt an paa at lære saavel Befalingsmand som Mandskab, hvor yde lig forskjeilig Nattaktikken — og da særlig Angriberens — er fra Dagtaktikken. Om Natten er saaledes den slut tede Orden ligesaa nødvendig som den spredte om Dagen. Først naar dette er indprentet og indøvet, er Troppernes Uddannelse fuldkommen.
Befalingsmandenes Studium og Uddannelse i denne Retning bør naturligvis udstrække sig langt videre«. For imidlertid at kunne naa et godt Re sultat maa først og fremmest den Ulyst til Nattefægtnin ger, som gjennemgaaende findes i Hæren, bort, og det maa ikke betragtes som en kjedelig og overflødig Tje neste at afholde disse Øvelser, hvilket jo for Øjeblikket ofte er Tilfældet. Dernæst maa Reglementer og Lære bøger stryge de svævende Udtryk, hvormed Forholdene om Natten omtales, og i det Sted give nøjagtige detaille rede Bestemmelser. Saaledes f. Ex. om Forposttjenesten: Man gaar her ud fra den falske Forudsætning, at Dagen er det almindelige for denne Tjeneste og Natten Und tagelse, medens det dog er faktisk, at Tropperne staa langt hyppigere paa Post om Natten, og da dette er langt pinligere, mere farefuldt og betydelig vanskeligere, burde Reglementerne vistnok helst i flere Retninger skri ves mere med Natten for Øje.
At anvende en eller flere Nætter paa Indøvelse af natlige Kampe med Division mod Division eller Brigade mod Brigade vil dog næppe være at anbefale; thi den Tid, hvor de højere Officerer have Lejlighed til praktisk at indøve sig i Føringen af støre Troppemasser, er i For vejen knap nok tilmaalt. Desuden vilde herved Ødelæg gelserne paa Markerne og paa de Steder, hvor man slet ikke maa komme, forekomme i alt for stor Udstrækning. Omkostningerne vilde derfor formodentlig komme til at staa i et ugunstigt Forhold til det forventede Udbytte. Overhovedet vil det være meget vanskeligt at fremstille natlige Kampe under Fredsforhold, fordi Overraskelsen jo falder fuldstændig bort. Naar en Afdeling rykker ud af Garnisonen til Nattefelttjeneste, veed jo hver enkelt Soldat, at det kommer til Sammenstød med Fjenden; han passer aitsaa godt paa og kan let gjøre det, idet der ikke er gaaet nogen Anstrengelse af nogen Betyd ning forud, ligesom han i Forvejen har indtaget sine regelmæssige Maaltider.
Under de større Manøvrer er det slet ikke bedre; thi Landets Indbyggere, som ledsage Tropperne eller kjøre forbi dem, forraade ethvert saadant Foretagende. Men hvis et natligt Angreb ogsaa en en kelt Gang skulde blive uopdaget, mangler det andet Mo ment i den virkelige Nattekamp — Paniken — hos det overrumplede Parti. Desuden forekommer der jo let Ulykkestilfælde, ja selv Raaheder og Insubordination, da Gjerningsmanden veed sig beskyttet af Mørket. Forberedelserne til Nattefægtninger maa derfor vist nok holde sig indenfor snevre Grændser; men selv om det kun drejer sig om Øvelser i det smaa, maa det dog slaas fast, at Tropper, som en detail omhyggelig ere indøvede i natlige Foretagender, og hvem det er indprentet fra de første øvelsesdage, at Natten maa betragtes som et Skjold, der skjærmer deres Liv og skjuler Bevægelserne for Fjen den, ganske vist vanskeliggjør Foretagendet, men saa til Gjengjæld hindrer store Tab, vil være langt mere skik- 33 kede til at deltage i større natlige Kampe end de Trop per, som første Gang anvendes her. Man marcherer i mindre Afdelinger, som komman deres af Officerer, endnu om Dagen ud i et godt kjendt Terrain til et Punkt, hvorfra der haves fri Udsigt; her overbeviser man sig først om, at Mandskabet ogsaa vir kelig nøje kjender de omliggende Terraingjenstande.
Enkelte Folk og Troppe blive derpaa sendte ud i forskjellig Afstand. Naar det da begynder at mørknes, gjør man Mandskabet opmærksom paa, at Gjenstandene lidt efter lidt blive mere utydelige, saaledes at man kun gjenkjender de nærmeste Gjenstande. Man lader dem nævne de Landsbyer eller Bygninger, hvor der opdages oplyste Vinduer, lader det udsendte Mandskab tale, kom mandere, fløjte, tænde Cigarer, komme nærmere for atter at fjerne sig. Saaledes vises først, hvor lidt man om Natten kan stole paa Øjet, og tillige hvor langt bedre man her hører end om Dagen. Derpaa paaviser man Grændsen for Syns- og Hørevidden og begynder saa smaat at bedømme Afstande, hvorved der gjøres opmærk som paa, hvorledes Gjenstandene synes os meget større om Natten, og hvorledes Afstandene i høj Grad skuffe. Lige ledes vises, at der om Natten langt lettere tages fejl af Lydens Retning end om Dagen, hvor Hørelsen ubevidst understøttes af Synet. Desuden gjør man opmærksom paa, hvor meget lettere man hører Marche paa fast end blød Vej, samt leverer Beviser for, at man langt bedre hører Vogne og Heste paa Chausseen, naar man lægger Øret til Jorden. Endelig instrueres Mandskabet om Karls vognen og Polarstjernen og om, hvor vigtigt det er, at man kjender Maanens Kvarterer og dens Op- og Ned gang. Ligesom en Kjøbstadmand, der efter lang Tids Forløb igjen kommer i en Skov, og som i Begyndelsen næppe kan se et Stykke Vildt, hvis Opholdssted maaske endog bli ver ham beskrevet af Skovfogden, efter et kort Ophold i Skoven ser alt lige saa godt som denne, saaledes gaar Militært Tidsskrift. XVI 3 34 det ogsaa Mandskabet, hvis Øje, særlig naar Øvelserne drives systematisk, i utrolig kort Tid lærer at vænne sig til Mørket og nogenlunde at orientere sig. lifter saadanne Øvelser paa Stedet gaar man over til Øvelser under Bevægelse, idet man lærer Mandskabet enkelvis at finde et nøjere bekjendt, først nærmere, saa fjernere Punkt, derpaa øves det i hurtig og selvstændig at ralliere sig; thi dette er af højeste Betydning for den natlige Kamp og maa drives dertil, at Tropperne kunne gjøre det med samme Orden og Disciplin, som naar de samles paa Alarmpladsen for at træde an.
Dette øves først i et lettere, derpaa i et vanskeligere Terrain og til sidst i Skove. Hvad der er øvet i Delinger, øves derpaa i Kompagni, maaske ogsaa ved Hjælp af Signaler og Lygter; tilsidst udstiller man Feltvagter saavel i ubekjendt Terrain som i fuldstændigt Mørke og lader opsøge Sidefeltvagter eller detacherede Underofficersposter. Yi skulle ikke gaa nærmere ind paa de forskjellige Slags Øvelser, som kunne afholdes om Natten for derved under alvorlige Forhold at forhøje Chancen for det nat lige Angrebs heldige Gjennemførelse; men vi ville ind skrænke os til at fremhæve en enkelt. Efter at have instrueret Befalingsmænd og Menige om Nødvendigheden af at holde skarp Retning, at bevare den mest absolute Tavshed og iagttage den største Op mærksomhed samt til Sidemændene dæmpet at gjentage de givne Kommandoord, opstilles Kompagniet paa Linie eller i Fægtningskolonne med lidt rigelig Afstande mel lem Roderne. Kompagniet sættes i Marche, og Chefen begynder at evolere med det, idet hans sagte fremførte Kommandoord dæmpet gaa fra Mand til Mand. Paa denne Maade kan Kompagniet ved et Par Øvelser — som jo godt kunne udføres i Tusmørket — opnaa uden Larm og i den største Orden at foretage Evolutioner, der ikke meget staa tilbage for de tilsvarende paa Exercer pladsen.
Dette synes maaske utroligt; men vi have selv 35 haft Lejlighed til at overvære et Par saadanne Øvelser og vare Vidne til det virkelig fortrinlige Resultat, idet kompagniet igjennem et fladt, af 4 Fod brede og 2 Fod dybe Grøfter gjennemskaaret Terrain opnaaede at komme den supponerede fjendtlige Stilling nær paa 200 Alen, forinden det opdagedes, endskjøndt det vidstes, at Frem rykningen skete, og det var aldeles stille Vejr — ; men Mandskabet var rigtignok ogsaa godt instrueret og deltog med en forbavsende Lyst og Iver i Øvelsen, idet enhver Soldat syntes al have forstaaet, at Øvelsens heldige Ud fald afhang af ham. Det er en Selvfølge, at disse Øvelser ere særlig vigtige for Rytteriet; thi her drejer det sig om at vænne baade Mand og Hest til Mørket, og det er en Kjends gjerning, at Hesten langt sikrere bevæger sig om Natten, naar den er øvet heri.
Man maa erindre, at det er et langt tilbagelagt Standpunkt, at Rytteriet kun er anven deligt til Sikringstjenesten om Dagen; — det kan meget godt om Natten bruges paa Vejene — og herom drejer det sig jo kun — ja lige saa godt som Fodfolk og har jo altid den store Fordel fremfor dette, at dets Meldinger komme hurtigere frem. Ordsproget siger: «Natten er ikke Menneskets Ven», og enhver Feltsoldat maa af egen Erfaring bekræfte, at den unge Soldat i Almindelighed føler i Overensstem melse hermed. Natlig Patrouilleren falder — især i Begyndelsen — slet ikke i Folks Smag; thi hvor lidt Fantasi end vor «Jens» har, frygter han dog de Farer, som han ikke ser, og glemmer, at Modstanderen befinder sig i samme Situation, ja i en langt pinligere, naar han er den angrebne. Øvelserne i Fredstid skulle imidlertid lære ham at betragte Natten som Menneskets bedste «Ven», idet den er den mest fareløse Tid for mange Foretagen der.
Disse Øvelser og den tidligere omtalte Omstændig hed, at Natangrebet næsten helt kan føres igjennem i Kolonneformationen, skal nok bidrage til at overvinde «Frygten for Mørket». 3' 36 Da man i alle natlige Operationer vil gjenfinde Marcher, hvad enten de nu ere selve Maalet eller Midlet, hvad enten det nu er en hel Armee eller kun en Del deraf, som handler — , er det ogsaa meget nødvendigt, at Tropperne allerede i Fredstid foretage Nattemarcher, hvis Hovedegenskab er Disciplin, dels for at vænne dem til at marchere paa denne Tid af Døgnet, dels for at øve dem i de særlig forefaldende Dispositioner og Forsigtig hedsregler.
Medens disse forskjellige Øvelser allerede hos de del tagende Tropper fordre en ikke ringe Disciplin, er denne Fordring selvfølgelig endnu langt mere bydende hos de Tropper, som under alvortige Forhold optræde i den nat lige Kamp. De Soldater, der derfor gjennem en lang Tjenestetid have modtaget en fuldt ud militær Opdragelse og derved ere vænnede til Disciplinens stramme Baand, ville altsaa i Fremtidens Krige endnu mere end forhen staa overlegne overfor mindre disciplinerede og i kort Tid uddannede Soldater. Man maa heller ikke se bort fra den store Betyd ning, det har for den natlige Kamp, at Førerne uddannes til at optræde selvstændig og ikke være bange for at tage Initiativet, ligesom en Hær, der som den tydske for nemmelig uddannes med Angrebet for Øje, heri besidder en meget stor Chance; thi man maa vel erindre, at man i det natlige Angreb helst maa se en høj Grad af Sejers bevidsthed hos de angribende Tropper.
En ikke uvæsentlig Faktor træder ogsaa til, nemlig Folkets Karakter, idet den Soldat, hvis Mod kun er en Frugt af Forfængeligheden, følgelig i den natlige Kamp maa staa langt tilbage for den Kriger, hvis Tapperhed er et Edslag af Pligtfølelsen. Legemsstyrken vil endvidere her mere end noget andet Sted spille en betydelig Rolle. Den danske Soldat har ganske vist Legemsstyrke i rigt Maal, og det er at haabe, at hans Pligtfølelse endnu vil være saa stor, at «Jens» er i Stand til at udføre Helte- 37 gjerninger, selv naar han veed, at Kammeraterne ikke se hans Hedrifter. Man vil formodentlig mod Indførelse af ovennævnte Øvelser indvende, at vor korte Uddannelsestid ikke levner os Tid hertil; vi indrømme ganske vist, at den tilmaalte Tid er for kort, altfor kort til — uden meget store An strengelser fra Hefalingsmændenes Side — at naa et til fredsstillende Resultat; men mon man ikke ved at tage lidt Tid hist og her bort fra de forskjellige theoretiske Fag kunde faa Tid til at øve natlige Foretagender, og naar Øvelserne — anlagte lidt interessante — tildels bleve holdte i den varme Sommertid, vilde dette »ny Tje nestefag» uden Tvivl i Løbet af kort Tid ikke mere for Befalingsmændene staa som noget overflødigt.
De tekniske Hjælpemidler, som for Øjeblikket staa til vor Ilaadighed ved natlige Angreb, ere ikke endnu meget værdifulde; men det er at haabe, at Industrien og Ingeniørerne — eftersom natlige Kampes Berettigelse mere og mere anerkjendes — ville have Opmærksom heden henvendt herpaa og dels forbedre de gamle, dels opfinde ny Hjælpemidler. Først maa nævnes en af de talrige Modifikationer af Svovlkalcium, der som bekjendt har den Egenskab, at de med den bestrøgne Gjenstande efter Bestraaling af Sollyset lyse i Mørke. Det er vanskelig at forstaa, hvor for denne Opfindelse hidindtil kun er bleven benyttet til Tændstiketuier o. I.; Vejvisere, Hus- og Gade-Nr. vilde saaledes ved Anvendelsen af denne Lysfarve ogsaa blive læselige i Mørke og langt bedre opfylde deres Bestem melse end hidtil. Lysfarven kan lyse indtil 18 Timer, og ved Forsøg i Tydskland er det paavist, at Blader, bestrøgne hermed, ere meget anvendelige, f. Ex. ved natlig Broslagning, Orientering om Natten i Bivouak og Kvarterer, ligesom man for at Onde Vej kan opstille Poster med Plader af ca. lm Længde og 0,25m Bredde bestrøgne 3 Gange med den; naar den lysende Side af disse Plader vendtes mod 38 de ankommende, var den let kjendelig i 60— 80 Skridts Afstand; den kastede ikke noget skarpt begrændset Lys paa de omliggende Gjenstande og gav altsaa heller ikke nogen skarp Skygge.
Bag ved Fladen var denne slet ikke synlig. Lysfarven har været anvendt liljsmaa Meldingstavler, paa hvilke der kan lægges et Meldingskort; naar dette ikke er altfor tykt, kan man da i Bælgmørke skrive paa det, ligesom man paa samme Maade kan læse al Slags Skrift; ved Hjælp af en saadan Tavle kan der altsaa læ ses Kort, tegnede paa tyndt Papir — en uendelig vigtig Sag for en natlig Fremmarche! Denne Farve maa ogsaa kunne anvendes paa andre Maader; saaledes vilde det f. Ex. være af stor Betydning for en Kolonnes Frem marche, at man foran bar en dermed bestrøgen Tavle paa en Stang. Lysende Uhrskiver vilde ogsaa være af uberegnelig Nytte. Endnu skulle vi nævne et Middel, hvorved del foran liggende Terrain kan oplyses, et Middel, som ganske vist endnu næppe tilfredsstiller alle Fordringer, men som dog maaske kan forbedres betydelig; vi mene den saa kaldte «Overraskelseslygten, som med stor Fordel anven des af Jægere ved natlig Skydning paa Vildt. Naar denne Lygte, anbragt paa en Stang, stilles ud til Siden af den fyrende Afdeling for ikke at trække den fjendtlige Ild til sig, — bliver Terrainet i c. 150 Alens Afstand saa oplyst som om Dagen, og der kan tages udmærket Sigte, me dens man selv forbliver i Mørke.
Afstanden 150 Alen er selvfølgelig ikke tilstrækkelig for militære Øjemed, men det er højst sandsynligt, at Lyskredsen ved Anvendelsen af større Mængder Aluminium lader sig forstørre. Saadanne Lygter ville dog selvfølgelig nærmest komme Forsvareren til Gode, ligesom det elektriske Lys, der som bekjendt allerede blev anvendt ved Belejringen af Paris, og som i Fremtidens Nattefægtninger uden Tvivl vil komme til at spille en Rolle, dog vel næppe saa stor, som mange Militærforfattere mene. 39 Vi ville dernæst se, hvorledes et natligt Angreb bør foretages for med Held at kunne gjennemføres. Enhver Beslutning af den Højstkommanderende maa være paavirket af rigtig Opfattelse af egen Kraft og Stil ling samt af den tildelte Opgave og den rigtige Vurde ring af Fjendens Styrke, Situation og Initiativ. Angrebsplanen maa være meget simpel, saaledes at Underforerne let kunne sætte sig ind i den Højstkom manderendes Hensigt; men hvad Instruktionen angaar, vil Simpelhed vanskelig kunne naaes — i alt Fald i Po sitionskrigen, hvor man maaske, som omtalt, angriber under mindre gode Belysningsforhold og tidlig paa Nat ten — , idel der i det mindste her maa gives meget strenge Anordninger, bindende Direktiver for Føringens Kompetence, for Meldingsvæsenet, for Begrændsningen af den enkeltes Hverv med Hensyn til Side- og Bag kolonners Opgaver, for Forfølgelse, og endelig maa der træffes Foranstaltninger for at forhindre, at Tropperne i Tilfælde af et uheldigt Udfald komme fra hinanden, hvilket kan gjøres ved at opstille Reserver paa egnede Punktnr og besætte Terrainafsnit.
Ved Lygter, Baketter, Ilornsignaler o. s. v. betegnes — om fornødent — Sted og Retning, hvor alt skal trække sig ben og samles. I Tilfælde af Panik skal Kolonnerne lade Mandskabet slutte op til Teten, som strax standser. Styrken holder til højre af Vejen og falder ned. Befalingsmændene op holde sig ud til Siderne og opfordre Folkene til Tavs hed, forhindre dem i at drikke og maa af al Magt vaage over, at Geværerne ikke afskydes. De strengeste Forsigtighedsregler maa tages for at forhindre Kolonnerne i at tage fejl af Vejen og — hvis det alligevel skulde ske — give dem Midlet til atter at finde Direktionen, endelig for at de ikke skulle udfolde sig før det bestemte Øjeblik.
Alle gjøres bekjendte med de Dispositioner, der ere at tage i Tilfælde af Sammenstød med Fjenden. 40 Soin Regel maa den Møjstkommanderende dele sin Styrke i 3 Dele: den egentlige Angrebsstyrke, Afdelingerne til Besættelse af Optagelsesstillingerne og Styrken til Forfølgelse af Fjenden. Artilleriet og Rytteriet fordeles i Renkontreslaget til de to sidstnævnte Dele, idet man vistnok her maa give Afkald paa Artilleriets Medvirkning i selve Angrebet; — Overraskelsen vilde jo tildels gaa tabt, og en ny Van skelighed træde til, nemlig at bringe det til Tavshed i rette Tid, naar Fodfolket skulde storme frem. Styrkeforholdet mellem disse forskjellige Dele lader sig vanskelig fastsætte, idet dette følgelig maa være af hængig af mange forskjellige Faktorer, som Terrainet, Fjendens Styrke m.m.; som Regel kan man dog fastslaa, at Styrkerne til Forfølgelsen og til selve Angrebet om trent maa være af samme Størrelse, medens Besætningen til Optagelsesstillingen er mindre. Man maa dog vogte sig for at gjøre Angrebsstyrken for lille, idet i saa Fald den vedvarende Besættelse ikke kan faa noget godt Resultat.
Ilver af disse Styrker har sin aldeles bestemte Op gave. Angrebsstyrken gives særlig strenge Regler, for at de forskjellige Afdelinger ikke skulle komme til at skyde paa hverandre, navnlig hvis Fjenden, hvad han sikkert vil gjøre, sender smaa Styrker frem for at bringe Fro hos Angriberen. Man maa iøvrigt erindre, at det bedste — ja maaske eneste — Middel, som staar til Angribe rens Raadighed for at undgaa den skjæbnesvangre Fejl tagelse at skyde paa hinanden, er at formindske Kolon nernes Antal til det mindst mulige. Ligeledes gives der meget strenge Befalinger for at faa Styrken til at for blive i den erobrede Stilling og der øjeblikkelig ral liere sig. Styrken til Optagelsesstillingen følger Angrebet saa tæt opsluttet som muligt — maaske ad Sideveje for, 41 naar Skydningen begynder, at kunne naa frem til en Terrainlinie — helst beliggende ud til Siderne — , som findes saa nær som muligt den fjendtlige Hovedstilling. Afstanden vil jo iøvrigt rette sig efter de fjendtlige For postreservers Plads. Der tages af al Kraft fat paa — ved Hjælp af Fodfolksspaden — at forberede en god Op tagelsesstilling for Fodfolk og Artilleri med Rytteriet paa Fløjene. Styrken til Forfølgelsen følger ligeledes saa opsluttet som muligt for at kunne være ved Haanden. Dens Op gave skal jo tildels først løses ved Dagens Lys, og Ud førelsen hører derfor ikke hjemme her.
Chancerne for et natligt Angrebs heldige Gjennem førelse forøges selvfølgelig betydelig, naar den Højst kommanderende forud er i Stand til grundig at instruere „ sine Underforere om, hvorledes Angrebet skal foretages og da navnlig om Fremrykningslinierne. Han vil imid lertid næppe kunne delte, medmindre han ved en om hyggelig Rekognoscering har haft Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med Terrainforholdene og Fjendens Stilling. Dette kan som Regel nok lade sig gjøre i Positionskrige, der, som tidligere bemærket, mere og mere maa blive det almindelige — , hvor man har Tid til at studere Fjen dens Forhold og det saavel ved Dag som ved Nat, idet man erindrer, at der findes en stor Forskjel mellem Dag og Nalstillingen med Hensyn til Henyttelsen af Terrainet og Kraftfordelingen, hvorfor man selvfølgelig maa kjende Terrainet meget nøje; under saadanne Forhold foretage da ogsaa samtlige Officerer Studier i Terrainet, særlig med Fremrykningslinierne og Optagelsesstillingen for Øje, samt af Fjendens Stilling og øvrige Forhold under deres respektive Chefer; først i Renkontreslaget træde Vanskelighederne tydeligere frem. Vi maa først se, hvorledes det forholder sig med Rekognosceringen under en Fægtning om Dagen.
Som bekjendt gaar Rekognosceringen ud paa forinden Fægt- 42 ningen at faa Oplysning om Fjendens Styrke, hans Stil lings og Terrainets svageste Punkter. 1 Almindelighed troer man, at Angriberen kjender Forsvarerens Forsigtighedsregler, fordi disse ere tagne og udtalte i Forvejen og ikke have kunnet undgaa Re kognosceringer og Efterforskninger; men dette er ikke altid — ja man tør maaske endog sige næsten aldrig — saaledes Tilfældet. Staa vi nemlig ikke Modstanderen saa nær, at vi have ham lige under Øjnene, som f. Ex. Østrigerne Frederik den Store ved Llochkirch, vil det altid være meget ufuldkomment, hvad vi vide fra Pa trouiller, Rekognosceringer, Fanger og Spioner, idet dette ikke er paalideligt alene af den Grund, at disse Efterretninger ere mere eller mindre gamle, saa at Mod standerens Stilling kan have forandret sig siden. Det er imidlertid en Selvfølge, at den Højstkomman derende helst maa have et vidt Overblik over den fjendt lige Stilling; Kortet sammenholdt med Avantgardens Mel dinger giver dog ikke et tilstrækkelig klart Pillede; han kan derfor ikke undvære selv at se.
Her støde vi dog paa en betydelig Vanskelighed; thi Avantgarden vil næppe være kommen en velbesat Stilling nærmere end c. 4500 Alen, fra hvilken Afstand han vel ved Hjælp af Kort og Kikkert kan udvælge og bestemme Angrebspunkterne og i det mindste i Hovedtrækkene Fremrykningslinierne; men kun yderst sjælden vil Terrainet være af den Be skaffenhed, at man i Detailler skulde kunne udsøge de bedste af disse, ligesom han fra denne Afstand næsten aldrig vil kunne erfare noget faktisk om Fjendens Stil ling; men maa tildels rette sig efter de modtagne, mere eller mindre ufuldstændige Meldinger. Som oftest vil han derfor kun kunne angive Tropperne Retningspunkter, til hvilke de først undervejs selv maa opsøge de bedste, d. v. s. mest dækkede Fremrykningslinier, og altsaa med den givne Befaling og Kortet i Haanden se sig om og efter eget Skjøn overvinde de Vanskeligheder, som maatte vise sig. 43 Naar undtages det Renkontreslag, hvor begge Hære ere under Bevægelse, vil man næsten altid om Natten — ved stadig at have Berøring med Fjenden — omtrent vide lige saa meget om hans Forhold som om Dagen, idet man meget ofte om Dagen kan rekognoscere det Terrain, hvor Fjenden formodes at ville sætte sig fast om Natten; iøvrigt vil det jo om Natten langt mindre end om Dagen komme an paa Tallet, idet den moralske Overlegenhed jo her mere end noget andet Sted træder i Forgrunden og vil give den Sejren, som sidder inde med den største moralske Kraft! Mon Angriberen om Natten ikke heri skulde have en betydelig Overvægt!
At rekognoscere Terrainet under Fremmarchen er ganske vist meget vanskeligt; men mon det dog ikke skulde være tilstrækkeligt for Førerne selv at kunne overse dette i c. 200 Alens Afstand og maaske gjennem fremsendte Befalingsmænd, der gaa c. 100 Alen foran dem, endnu 1 å 200 Alen? Man bruger da sit Kort og erindrer, at Betydningen af dækkede Freinrykningslinier falder fuld stændig bort, hvorimod det fremfor alt gjælder om, at Tropperne kunne holde de dem foreskrevne Retninger uden at gaa forkert! Det drejer sig altsaa ikke mere om de bedst dækkede, men kun om de Fremrykningslinier, som ere lettest at fastholde, og det rnaa jo som Regel være de forhaandenværende Veje, ligesom det drejer sig om at give Tropperne saadanne Formationer, som letter dem at følge disse. Endskjøndt del — særlig i et fjendtlig Land — er farligt at stole for meget paa de af Landets Beboere modtagne Oplysninger, kunde det dog — navnlig naar de indhentes hos flere forskjellige — yde en uvurderlig Hjælp, som benyttede med Kritik og paa rigtig Maade tildels kunne erstatte Rekognosceringer, idet man dog saaledes let vil kunne faa et saa klart og fyldigt Billede af Terrainet, at dette sammenholdt med Kortet vil bidrage til, at man med nogenlunde Sikkerhed kan finde frem ad Vejene. Ordrene udgives i sidste Øjeblik, og — hvor det lader sig gjøre — tages foreløbige Dispositioner om Dagen. Man kan maaskc endog forhøje sin Ghance ved at udbrede falske Rygter.
I Positionskampe fordrer en Storm endvidere en grundig Indøvelse af Kolonnerne. Ved Planens Udførelse kan Uhret dernæst komme til at spille en vigtig Rolle; man maa derfor sørge for en nøje Overensstemmelse af alle Uhre — en Regel, som egentlig ved enhver Felttjenesteøvelse, hvor alt skal «passe sammen», burde iagttages mere omhyggelig, end det i Almindelighed sker. Det nytter ikke, at man veed, at ens Uhr gaar 10 Min. for stærkt; men det maa vir kelig stilles, idet man ellers let i Fægtningsiveren glem mer at subtrahere. Lige saa lidt nytter det, at man kun stiller sit eget Uhr; thi man kan eller vil mangen Gang ikke se efter Uhret. Man spørger da en eller anden af de Undergivne, som netop har Uhret fremme, om Tiden og retter sig efter denne — maaske helt forkerte Tids angivelse. Den Højstkommanderende maa vel erindre at tage fornødent Hensyn til de Afdelinger, der have den længste og besværligste Vej at tilbagelægge. Disse forskjellige Anordninger og deres Udstrækninger ville selvfølgelig være forskjellige efter Omstændighederne og navnlig afhænge af Nøjagtigheden af den forudgaaede Rekognoscering. Hvor det lader sig gjøre, have Kolonneførerne alle rede om Dagen modtaget Dispositioner og Instruktioner, ligesom Rekognosceringen er foretagen i saa vid en Ud strækning som muligt.
At Førerens Indflydelse er større, jo mere Tropperne forblive samlede, kan lige saa lidt betvivles, som at hans Indvirkning om Natten er langt mere nødvendig end om Dagen, hvilke ISetragtninger maa føre til en Formation i 5 saa tæt som muligt opsluttede Kolonner, hvis Bredde retter sig efter Pladsen. Tropperne slaa til den fastsatte Tid i Marchekolonne paa den eller de dem tildelte Angrebsveje; hvis man nemlig allerede fra det Fjerne maa begynde Operationerne, vælger man til Fremrykningslinier Veje, som gaa i den gunstigste Retning. Udsigten til at møde fjendtlige Pa trouiller bliver maaske herved ringere, idet de mindre af disse ofte søge bort fra Vejen, og i alt Fald er Enhed i Ledelsen foreløbig sikret. Paa de almindelig forekommende Veje vil man dog som Regel ikke kunne marchere med mere end Sektions front; thi om Natten maa endnu strengere end om Dagen den ene Side af Vejen holdes fri — og ikke alene for marcherende Afdelinger, men ogsaa for beredne Officerer, hvis Forbiridning ellers kun bliver mulig, naar der hvert Øjeblik raabes højt og kommanderes. Maximum for Afstanden mellem hver Bataillon maa være c. 250 Alen og Minimum c. 200 Alen. Enhver Befalingsmand bliver paa sin Plads, vaager over sine Undergivne og presser Folkene til at slutte op. Kommandoordene gives saa sagte som muligt, og Brugen af Horn forbydes. Bataillonschefen fører selv Teten, og en Officer slutter hver Kolonne.
Da man i den egentlige Nattefægtning tildels kan se bort fra alle de Formationer, som ere beregnede paa Formindskelse af Tabene, behøver en mindre Afdeling ved dens Fremmarche til Angreb meget ringe Sikkerheds foranstaltninger, og selv ved større Afdelinger kan man nøjes med at udsende i 100, højst 150 Skridts Afstand en Fortrop, som maa kommanderes af en særlig ener gisk, kjæk Officer, der stadig opholder sig foran for ved Sammenstød med Fjenden strax at kunne træffe de for nødne Forholdsregler, idet jo dette første Sammenstød i de fleste Tilfælde er afgjørende for det natlige Fore tagende, hvorfor man selvfølgelig ikke tør lægge en saa 46 vigtig Afgjørelse i en Underofficers Haand. Det er ogsaa heldigt, at et større Antal Folk strax ere ved Haanden for om muligt uden Skud at nedstøde eller overmande tjendtlige Patrouiller, Poster o. s. v. Ligesom Sikringen forude skal kommanderes af en Officer, saaledes maa Sikringen til Siderne, naar denne er absolut nødvendig — som for at holde Forbindelse med Sidekolonner -— , helst overlades til Officerer, som meget nøje underrettes om den Højstkommanderendes Plan. Jo nærmere man kommen Fjenden, desto mere Stil hed maa der være i den fremrykkende Kolonne; Artilleri og Rytteri følge derfor bagved, ligesom det ikke er heldigt at medtage vrinskende Heste eller ride Skimler i Teten af Kolonnen; man maa endvidere helst undlade at afstryge Tændstikker; det vilde maaske ogsaa være bedst at lade det meste af Udrustningen blive tilbage, dog ikke saa meget for den Larm, som den mulig kunde foraar sage, men nærmest for at lette Soldaten.
Det uladte Gevær bæres hængt over Skulderen. Under Fremrykningen maa man saavel benytte Øret som Øjnene godt; derved vil man under de tidligere nævnte Belysningsforhold i Tide kunne opdage meget. Hvor længe kunne Tropperne blive i Marchekolonne? Det er utvivlsomt, at man i alvorlige Tilfælde om Natten kun kan tilbagelægge længre Strækninger ad Vejene; herved kommer man hurtigere frem og holder lettere Kolonnerne samlede. Hvis den derved vundne Tid end ogsaa igjen skulde gaa helt tabt ved den uund gaaelige senere Opmarche, bliver dog Besparelsen af Kræfterne og den store Fordel af Sammenholdet i Kolon nerne ubestridelig; men da det imidlertid altid vil være af meget stor Vigtighed at passere Strækningen fra den fjendtlige Forpostlinie til Hovedstillingen saa hurtig som muligt, hvorfor det ikke kan gaa an at udsætte Overgangen fra Marchekolonnen til Fægtningsformationen til det Tids punkt, da man støder paa Fjenden, maa det anbefales at forlade denne — i alt Fald for de forreste Troppers Vedkommende — noget efter, at man overskrider egen Forpostlinie, for da uden Tøven at gaa videre fremad.
Er det om Dagen nødvendigt at banlyse alle indvik lede Formationer og lærde Manøvrer, træder selvfølgelig om Natten den Nødvendighed mere bydende frem at an vende et lille Antal simple Former, idet jo netop disses Simpelhed skal bøde endel paa de Vanskeligheder, som maatte vise sig i den natlige Kamp. Fra Tid til anden er der naturligvis fremkommen flere forskjellige Forslag angaaende Føringen og Ledelsen af natlige Foretagender, Forslag som saa godt som alle stærkt fremhæve Nød vendigheden af at benytte den sluttede Orden. Brialmont siger: »Angriberen bør rykke frem i Kompagnikolonner med saa stor Afstand mellem disse, at de kunne gjøre sig forstaaelige for hinanden. Disse Kolonner løbe — begunstigede af Mørket — ingen stor Risiko og kunne sprede sig i det Øjeblik, de skulle gaa løs paa Fjenden.» Dette synes ogsaa os at være den bedst egnede og naturligste Formation, særlig under de foreliggende Be lysningsforhold. 3 100 Skridt. 1 3 Komp. 3 Det forreste Regiment formerer sig i to Træfninger med 2 Batailloner i 1ste. Disse Batailloner formere sig som paa Figuren viist i 2 Linier med 3 Kompagnier i 1ste, hvilke 3 Kompagnier rykke frem i Kompagnikolonner, trukne ud fra hinanden i Deployeringsopsland, medens 48 det 4de Kompagni følger IOO Skridt bagved, ligeledes i Kompagnikolonne. Regimentets 3die Bataillon forbliver i Marchekolonne paa Vejen.
De bagvedværende Tropper maa selv holde Forbin delse fremad og derfor — hvor det er nødvendigt — lade Forbindelsesled følge i den halve Afstand. Formationen er af flere Grunde valgt saaledes, dels fordi Kompagnikolonnerne med kun 100 Skridt Afstand ville være en væsentlig Støtte for Bevægelsen gjennem Terrainet, dels fordi disse let ville kunne jage de fjendt lige Feltvagter og Piketter bort og endelig af Hensyn til Forsvarerens Ild. Da denne nemlig ikke veed, hvorhen han skal sende sine Kugler, bliver han tildels nødsaget til at skyde horisontalt, saaledes at det hele foran ham liggende Terrain overdænges med Kugler, hvorved An griberen bringes til at rykke frem med saa ringe Front som muligt, altsaa i dybe Kolonner, der skulle sprede sig saa sent som mulig. Det er tildels af samme Grund, at man ikke allerede paa dette Tidspunkt udvikler de for reste Kompagnier paa Linie eller sender en stærk Skytte linie foran, hvilket maaske endnu mere end Kom pagnikolonnerne vilde være en Støtte for Bevægelsen fremad. Kompagnikolonnerne kunne let bevæge sig gjennem Terrainet, og Retning og Afstand holdes fra de nærmest Vejen marcherende Kolonner; iøvrigt ville rimeligvis til stedeværende Terrainlinier, mere eller mindre lodrette paa den fjendtlige Stilling, tjene enkelte af Kolonnerne til Retningslinier, og da den fjendtlige Stilling tilmed meget ofte er højtliggende, vil den maaske aftegne sig paa den lyse Himmel og afgive gode Retningspunkter.
Det erindres, at det er en strengt bindende Nød vendighed, at hver Kolonnefører foruden at passe paa Terrainet stadig iagttager, hvad der foregaar ved Nabo kolonnerne , retter sin Bevægelse efter disse og maa understøtte sine Naboer, idet man dog ikke glemmer Skobelefs Ord: «Enhver Afvigelse fra den rette Linie 49 under Fremmarchen kan føre til Skydning paa egne Folk og hidføre stor Forvirring.» At ville holde Forbindelse mellem Tropperne ved optiske eller akustiske Signaler maa man vistnok endnu være meget forsigtig med; de have jo endnu alle den Fejl, at Fjenden ogsaa bemærker dem, ligesom de angive ham Retningen for hans Ild; hertil kommer endvidere deres endnu større Fejl: de — misforstaas, idet det her som overalt viser sig, at alt, hvad der kan misforstaas, i Virkeligheden ogsaa altid bliver misforstaaetl løvrigt behøver Ledelsen under de tidligere nævnte Belysnings forhold vel næppe disse Hjælpemidler; men vil man benytte dem, maa det ske med den højeste Grad af For sigtighed. Ved den ovennævnte Formation høre og se Kolonnefløjene indenfor Bataillonen endnu temmelig tyde lig hinanden, og det samme er jo ogsaa Tilfældet med de bagved værende Tropper. Til Hjælp ved Orienteringen haves mange Midler, som Kort, Instrumenter, Iagttagelser paa Himlen og en Fører; men selv en saadan, som medgives Kolonnerne, og som er kjendt i Egnen, yder ikke nogen absolut Sik kerhed, hvis han ikke tilfældigvis er vant til at tilbage lægge vedkommende Vej om Natten, og selv i dette heldige Tilfælde bringer undertiden Ophidselse og Uagt somhed ham til at slaa ind paa en forkert Vej, hvorfor Officererne stadig maa kontrollere ham ved Hjælp af Kortene.
Den preussiske Major Paris siger: «Angrebsstyrken maa saa meget som muligt holde sine Underafdelinger samlede, og et energisk Angreb med Bajonnetten vil være langt mere fordelagtig end Skydning, hvorved man tilmed bringer Uro hos egne Tropper; under visse Omstændig heder, som naar Fjenden kun holder en mindre Plads besat (Feltskandse, Reduit), kau det dog gjøre god Virk ning at afgive Salver paa kort Afstand, hvorimod Tirail lering paa ingensomhelst Maade maa tillades, navnlig fordi det om Natten ofte er meget vanskeligt at afgjøre, Militært Tidsskrift. XV I, \ 50 hvorfra Ilden kommer, og om Nabokolonnernes Fægtning gaar fremad eller tilbage, hvorfor man let kommer til at standse og ligeledes inlade sig i Skyttefægtning.» Ja — Skydningen vil som Regel om Natten kun have den Virkning at foraarsage Uorden, gjøre Ledelsen vanske ligere og frembringe en Forvirring, der som almindelig Resultat hidfører, at Angriberne skyde paa hverandre. Angriberen vil vel desuden næsten altid være overlegen i Tal i Angrebspunktet, hvorfor hans Udsigter staa langt bedre i Kampen med de blanke Vaaben. Bliver imid lertid Skydningen nødvendig, maa man ogsaa her erindre Skobelefs Ord: «1 Nattet'ægtninger kommer navnlig Salven til Anvendelse, og der holdes lavt.» Vi tænke os nu vore Kolonner gaa fremad; i Spidsen for hvert Kompagni marcherer Chefen, som har foran sig i c. 80 Alens Afstand en flink Underofficer.
At standse uden tvingende Nødvendighed er strengt forbudt. Under hele denne Bevægelse er man ikke udsat for «sigtet» lid fra Stillingen, hvorfor Angrebsmassen maa tage eller bortjage Forposterne uden synderlig Kamp; holde de sig stærkt, saaledes at de faa Lejlighed til at skyde paa kort Afstand, ville de til Gjengjæld forhindre, at man fra Hovedstillingen bestryger Terrainet. Endskjøndt Forposterne løbes overende, er Fjenden dog bleven advaret ved deres Skydning. Ilvad sker nu? Antage vi, at hans Forposter ere opstillede c. 2400 Alen foran hans Stilling, tilbagelægge Angrebskolonnerne denne Strækning i 30 Minutter, hvorved det synes os, at Marchens forsinkende Virkning tvers over Marken er taget ret rigelig med i Betragtning. Hvis Fjenden — i Forventning om et Angreb — ikke har tilbragt Natten i Stillingen, vil imidlertid denne Frist næppe være til strækkelig til at føre de i Bivouakken alarmerede Tropper ud i Stillingerne, idet Mørket jo ogsaa her virker noget hæmmende. Man behøver kun at mindes, hvorledes det 51 forholder sig med en natlig Alarmering i en større Bivouakl 1 dette — det sandsynligste — Tilfælde kan Angriberen, dækket af Mørket, komme Angrebsobjektet i det mindste paa nogenlunde nært Hold uden at opdages; der bliver saaledes kun en kortere Strækning at gjennem løbe under Fjendens Beskydning, og Sandsynligheden for at lide Tab under dette Fremløb er selvfølgelig mindre end om Dagen.
Antage vi ogsaa det Tilfælde, at Forsvareren har overnattet i Stillingen, kan han dog ikke aabne Ilden, saa længe han ikke hører eller ser andet end Ilden fra sine egne Feltvagter. Skytterne vil han dog imidlertid have i Beredskab, ligesom han fremsender Patrouiller. Ved disse sidste og senere ogsaa ved den dumpe Larm, som Kolonnernes Marche — hvor forsigtig de end bevæge sig — foraarsager, vil han ganske vist kunne slutte sig til Fremmarchens omtrentlige Retning og altsaa formodentlig aabne Ilden herimod. Denne Ild er imid lertid fuldstændig usigtet, han ser jo endnu ikke noget. Ilden viser derimod Angriberen, i hvilken Retning han skal, og der er nu ikke mere Fare for at komme fra hinanden. Antage vi ogsaa, at Forsvareren har begyndt sin usigtede Skydning paa c. 800 Alen, vil dog Resultatet være overordentlig ringe, selv om Geværet var raserende til denne Afstand. I den Ophidselse, der findes under en Fægtning om Dagen, vil selv den sigtede lid afgives for højt, hvor meget mere vil da ikke Sindets Oprør under en INattefægtning indvirke paa en fuldstændig sandseløs og derfor ogsaa resultatløs Skydning. Resul tatet maa kaldes meget glimrende, naar det udgjør 25 pCt. af Træfningen om Dageni Dette vil imidlertid være saa uhørt gunstigt, al vi antage, at Angriberen næsten med intakte Kræfter naaer den fjendtlige Stilling. Hermed maa vel Ledelsen glimrende have løst sin Opgave 1 Lad os nu vende tilbage til Angrebskolonnerne og tage det Tilfælde, at Modstanderen allerede begynder sin 4" 52 Ild paa 800 Alen.
Hvornaar skal da Angriberen svare herpaa? Svaret maa lyde: Saa sent som muligt; thi hvert Skud giver jo Forsvarerens Ild et Maal! Åltsaa først kort efter at man træder ind i Fjendens Synskreds. Saa længe Tropperne gaa frem i Kompagnikolonner, er det let at forhindre Ilden; fra den sluttede Kolonne skyder Soldaten vist næppe, dertil er han jo ikke vant. Naar Kolonnerne derimod deployere, er det betydelig vanskeligere at holde liden tilbage. I det natlige Angreb er der kun et eneste, som kan kaldes det taktiske Moment, nemlig den største Ud vikling af Ilden i saa kort Afstand fra Fjenden som muligt og derpaa Angreb med Llajonnetten; den første Del af Momentet falder dog undertiden tilmed bort, saaledes at man kun har Sammenstødet tilbage. Dette lyder jo ganske simpelt; men Udviklingen til dette Moment har dog ogsaa sine Vanskeligheder. Hvilken Angrebsform har man da tidligere brugt i den natlige Kamp? Hos Montenegrinerne se vi ikke anvendt nogen særlig Formation. Ved Schipka-Passet havde Sulejmann 3000 Frivillige i 1ste Træfning og bag denne 3 Kolonner å 6 Batailloner, som dog i Virkeligheden ikke understøttede den. Endskjøndt Russerne allerede i Fredstid havde øvet Nattefægtninger, anvendte de dog alle mulige Forma tioner; snart havde de saaledes en Kjede af Frivillige foran hver Afdeling med en stærk Reserve bagved, snart var de paa Linie og snart atter i Kolonne. Heraf kunne vi altsaa ikke uddrage nogen Lære med Hensyn til For mationen; men vi maa slutte os til saa mange ansete Militærforfatteres Mening, at for selveAngrebet maa Linien være den bedst egnede.
Man maa imid lertid deployere saa sent som muligt, idet man dog erindrer, at Kolonnerne afgive temmelig store Maal, hvorfor man ogsaa paa den anden Side maa passe i Tide at udvikle en bredere Front; hvornaar, maa imid lertid Angrebskommandøren bestemme, dog vistnok ved 53 Signal, som i forvejen er aftalt og gjort almindelig be kjendt. Samtidig med Deployeringen paasættes Bajon netten. Efter Deployeringen gaar det hurtig fremad — om fornødent springvis som om Dagen. De forreste Kom pagnier styrte sig i Løb med Bajonnetten mod Fjenden, de nærmeste Kompagnikolonner ile til Hjælp og kaste sig ligeledes mod ham med det blanke Vaaben, og Indbruddet sker under fuld Musik og hensynsløse Hurra, idet det altid har viist sig i den natlige Kamp, at dette i For bindelse med Bajonnetten her ere de bedste Kampmidler. De bagved værende Balailloner slutte op, standse, svinge ud fra Vejen, tage Front mod Angrebet, men maa som oftest her afvente nærmere Ordre.
Chefen følger — saa godt det lader sig gjøre — Fægtningens Gang og griber ind med stærke Reserver, hvor det anses for nødvendigt. Ved Karagasch blev jo f. Ex. Fjendens højre Fløj omgaaet med Reserven. 1 Almindelighed tør Angriberen ikke dække sin Flanke ved at sende større Dele herud, hvorimod han hellere maa søge sin Sikring deri, at ban gjennemfører Stødet fremad med størst mulig Kraft og Hurtighed; thi enhver Afgivelse af Tropper til underordnede Øjemed er jo altid, men dog særlig om Natten, et Onde. I den Hensigt at skutfe Fjenden med Hensyn til Hovedangrebspunktet, kan han derimod mod Fløjene af Fjendens Linie eller Position, ja endog maaske mod hans Ryg fremsende smaa Detachementer, som føres af dyg tige og energiske Officerer, og som tage en bred Front og forsøge at trække en Del af Fjendens lid paa sig, idet de stadig skyde og gjøre saa megen Larm som muligt. Er det ikke muligt at dirigere dem mod Fjendens Fløje, kunne de dog, som Brialmont siger, «gjøre god Nytte paa egen Fløj», navnlig naar de her afgive nogle Salver. Naar Stillingen er tagen, rallierer Angrebsstyrken 54 sig her med den størst mulige Hurtighed, og Styrken til Forfølgelsen paabegynder Løsningen af sin Opgave. Lad os nu betragte det ugunstigste Tilfælde, nemlig at Stormen mislykkes.
Som om Dagen strømmer alt tilbage, dog med den store Forskjel, at de tilbageslaaede Tropper langt fra saa meget som om Dagen ere udsatte for Forsvarernes ødelæggende Ild — ; efter et Par Minut ters Forløb ere de jo bag de fuldstændig intakte Tropper i Optagelsesstillingen. Tiden for bele Fremadbevægelsen maa jo — som tidligere bemærket — være valgt saa ledes, at man umiddelbart efter Nedgravningen har til strækkeligt Lys til herfra at anvende «sigtet» Ild paa den fjendtlige Forsvarsstilling! Man begynder derfor saa hurtig som muligt fra Optagelsesstilingen — altsaa saa snart Angrebsstyrken er borte — en overvældende Ar tilleri- og Fodfolksild, væsentlig rettet mod det fjendtlige Artilleri.
Forfølger Forsvareren, maa Rytteriet attakere ham i Flanken. — Vi ville dernæst gjennem et Exempel fremstille det natlige Angreb paa befæstede Stillinger og vælge hertil Situationen foran Plewna i Begyndelsen af September. Russerne havde forsømt Sikring mod Vest, hvorved uventet en stor Styrke havde trukket sig sammen i deres højre Flanke og stærkt truede deres Forbindelser. Dersom ikke alle Operationer skulde standse, maatte denne Styrke fordrives eller ogsaa gjøres uskadelig. Schildener-Schuldener med 9 Batailloner, 1 Regi ment Kosakker og 4 Batterier samt Kri'idener med 36 Batailloner, 30 Eskadroner og 176 Kanoner bleve slaaede; først i Begyndelsen af September kjendte Russerne Fjen dens Styrke. Osman Pascha havde forskandset sig om Plewna med 50,000 Mand og 100 Kanoner. Paa dette Tidspunkt ombyttede
Tyrkerne den udue lige Abdul Kerim Pascha med Mehemed Ali og havde taget Offensiven ved Lom. 55 Foran Plewna havde Fyrst Karl af Rumænien taget Kommandoen over 40,000 Russere, 20,000 Rumænere, 88 Eskadroner og 825 Felt- og 20 Belejringskanoner, ialt 75,000 Mand. Den russiske Overkommando besluttede at foretage et Angreb paa Plewna og lod Værkerne bombardere fra den 4de til den 10de; — den Ilte skulde Stormen finde Sted. Ved Udkastet af Planen til Angrebet maatte Over kommandoen tage i Betragtning: Terrainets Vanskelighed, Mangelen paa Dækning i det fra Værkerne bestrøgne — tildels med passive Hin- » dringer forsynede — Forterrain, Forsvarerens Sejghed, hertil de store Tab, som vare forbundne med de to tid ligere foretagne — i deres Følger resultatløse — Angreb. Siden den sidste Storm var der gaaet 50 Dage, og denne Tid havde Tyrkerne — rastløs arbejdende — be nyttet til at opkaste flere Forskandsninger. Under disse Forhold lod det sig forudse, at Over magten var for ringe til at sejre, og man spurgte, hvad der vilde ske, hvis det mislykkedes? Man havde da kun Valget mellem Belejringen og at forstærke Cernerings tropperne; — men herved vilde man binde disse paa ubestemt Tid. Armeen var ovenikjøbet oprindelig for svag til Gjen nemførelsen af Krigsplanen; — der maatte da uopholdelig mobiliseres. Stillingen var kritisk.
Hvis Russerne havde erindret den saa heldig iværk satte Donauovergang Natten den 26de Juni, vare de maaske ogsaa nu faldne paa at angribe om Natten, denne for dem saa heldige Tid. Dette vilde her have været fuldstændig paa sin Plads, idet alene dette lod haabe et gunstigt Resultat. Man risikerede jo ikke meget og kunde ved Fjendens Forvirring udbytte egen Overlegenhed i Tal, Disciplin og europæisk Uddannelse. Fægtningsøjemedet vilde have været: 56 1 ethvert Tilfælde Tyrkernes Fordrivelse og under gunstige Omstændigheder disses Borttrængelse fra Sofia, Opløsning, Ødelæggelse og overhovedet saa meget, som det vilde være muligt at naa. Bvis Foretagendet mislykkedes, havde man dog Cer neringen eller Belejringen tilbage.
Ved Stormen den Ilte mistede Busserne 300 Officerer og 12,800 Mand, Rumænerne 60 Officerer og 3000 Mand, for saa dog alligevel at beslutte sig til Cerneringen; om Natten vilde de ikke have betalt dette Resultat saa dyrt 1 Vi antage her, at Overkommandoen havde besluttet sig til at foretage et natligt Angreb med Hovedkolonnerne paa Linien Bulgarini — Griviea og Pelischat — Plewna, medens der demonstreredes i Retningerne Verbica — Griviea, Rybino—Opanco, Lovca—Plewna og Mediven— Plazigas. Som Forberedelse kunde Tyrkerne tillige flere Nætter forud alarmeres i en anden Retning, ligesom deres Op mærksomhed paa selve Angrebsdagen kunde bortledes ved Beskydningen af Objekter, hvorpaa Hovedangrebet ikke skulde foretages.
Tropperne skulde endnu ved Dag stilles op udenfor Skandsernes Synskreds, saaledes at de om Natten kun behøvede at rykke frem. Feltbatterierne maatte indtil Morgen holdes parate bag Kolonnerne. Rekognosceringer, Indøvelse af Stormkolonner o. s.v. maatte foretages i behørig Udstrækning. Kolonnerne, mindst paa 2 Kompagnier, maatte sam mensættes paa følgende Maade:
I Spidsen gaar der en Afdeling Ingeniører paa 20—25 Mand, helst førte af en Ingeniørofficer. Disse bære alt, hvad der er nødvendigt for at bortskaffe Hindringer, aabne Porte, bortskaffe Palis sader o. s. v., altsaa navnlig Dynamit. Bag Ingeniørerne kommer der en Afdeling paa 40 Mand, som bære Stiger, Faskiner og lignende for at fylde Gravene o. s. v. Denne 57 Afdeling, der bærer Geværet overhængt, maa udtages af det mere behændige Mandskab og staa under Ingeniør officerernes Kommando. Endelig komme Kombattanterne og bag disse Reserver, som ere forsynede med Storm stiger. Er Natten meget mørk og Terrainet særlig vanske ligt, kan der for hver 150— 200 Skridt opstilles Folk, som skulle vise Vej *). Demonstreringskolonnerne skulle strax have brede Formationer og ved Kommando, Signaler o. s. v. antyde stor Styrke.
Der kan ogsaa gjerne skydes løst med Kanoner. Om Natten begynder den almindelige Fremrykning efter Kolonneførernes lokale Anvisninger og efter taktiske Regler som om Dagen. Vi vilde have samlet den ene Del af Rytteriet f. Ex. 30 Eskadroner og fra Dalny-Dubniak over Vid gjennem Tutschenica-Aaens sletleagtige Dal sendt det frem mod Plewna, hvor det tyrkiske Gros’s Lejrpladser fandtes; det var da i Ryggen af alle Forsvarsfronterne og kunde, naar det førtes koldblodig og snedig, hidføre stor Forvirring.
Et godt Rytteri vil saa meget mere være i Stand hertil, som dets værste Fjende, Kuglen — for at tale med Generalløjtnant Radetzky — «in der Nacht eine Närrin ist», ligesom Itajonnetten heller ikke vil kunne skade det videre. Det rider i Skridt, og hvad der i Fronten til højre og venstre ses af Fjender, attakeres; 20 Skridt i Galopere tilstrækkeligt for Stødet, og man bryder sig ikke om et Par tilfældige Træffere og et Par styrtede Heste! ') ) et ø s te rrig s k T id s s k rif t fo re sla a s , at h ver M and paa Ryggen skal have en m ed L y s fa rv e b e strøgen T a v le og paa H o ved b edæ kning en en lig n e n d e S kiv e som K je n d in g s te g n ; D e lin g s fø re rn e desuden en d n u en b red S trib e ; K om p a g n ich e fe rn e fo r synes m ed en L a n te rn e lig e som B a taillo n s ch e fe rn e , H o rn blæ se rn e o. s. v. De h ø je re Fo re sa tte e rh old e fo rsk jellig fa rv ed e L a n te rn e r e lle r and re s ynlig e K jending s tegn . 58 Vid er ved Plewna 65 Skridt bred, har en Vandstand gjennemsnitlig af lm, fast Bund og ingen særlig stor Hastighed. En Stenbro fører over den, og ved Opance findes et godt Vadested.
Indtil Vid kunde Rytteriet iøvrigt gjerne medgives Ingeniører for det Tilfælde, at den højre højere beliggende Bred skulde frembyde Van skeligheder. Alle Kolonner rykke langsomt, men energisk direkte løs paa deres Objekt, udvikle sig i dettes Nærhed og angribe det derpaa fra alle Sider, Reserverne i Struben. Begge Hovedangrebskolonnerne rykke Øst for Plewna med Reserverne tæt opsluttede mod Værkerne, tage disse og besætte dem; deres Ingeniører tage strax fat paa Værkernes Ombygning. Den ene Kolonne trænger derpaa Syd, den anden Nord for Chausseen paa Højderne frem til Vid, idet de forene sig med Demonstrationskolonnerne, som sandsyn ligvis ogsaa have taget nogle Værker. Værkerne be sættes, Skytset fornagles eller bringes i Sikkerhed.
Først næste Morgen kan man gaa videre; for Øjeblikket er det tilstrækkeligt at have taget Skandserne og besat Højderne. I det Tilfælde, at Hovedangrebet skulde mislykkes, samle Tropperne sig paa Højderne ved Tutschenica. Samlingspladsen bliver paa det højeste Punkt betegnet ved elektrisk Lys, Brandkugler eller Signalraketter. Hovedreserven bliver opstillet mellem Vejene Sgule wice—Grivica og Bulgarini—Grivica, ikke langt fra sidste Punkt, Front mod Plewna, Rytteriet paa venstre Fløj. Forlader Fjenden sine Forskandsninger for at for følge, falder Hovedreserven ham i venstre Flanke. Lykkes Angrebet, rykker denne derimod nær hen til Grivica og afventer Morgenen, eller hvad ellers Over kommandoen befaler.
Lad os endnu kun gjøre et Spørgsmaal: Kunde Osman Pascha være bleven mere end fangen, hvis han havde foretaget sit Gjennembrudsforsøg om Natten mod 59 Syd eller Øst i det vanskelige Terrain og ikke mod Vest; Vilde han ikke have haft Chance for at bryde igjennem, hvis han ikke havde ventet til sidste Øjeblik, men for søgt det nogle Uger før, da hans Soldater endnu havde Kræfter tilbage? I 50 Dage var jo al Tilførsel standset, og det vilde have været let at udregne Slutningsdagen. — Efter saaledes at have fremstillet det natlige Angreb, ville vi dernæst betragte Forsvaret under samme Forhold. Brialmont siger om dette: «Hvis Armeen staar i en Stilling og har Tid til at organisere sit Forsvar, anbringer den om Dagen i c. 2000m Afstand fra Front og Flanke en Linie af Brændestabler, som antændes om Aftenen, og som skulle kunne brænde til om Morgenen.
Mellem Baal-Linien og Forsvarslinien — paa frem trædende Punkter — opstilles Dobbeltposter med den Opgave at hejse en farvet Lanterne eller sende en Raket tilvejrs, naar en fjendtlig Kolonne viser sig i c. 50 Skridts ‘Afstand. Saa snart Teten af en fjendtlig Kolonne opdages, aab ner Forsvarsartilleriet en heftig Ild derimod, dog kun af kort Varighed. Naar en Lanterne hejses, eller en Raket opsendes bag ved Baalene, skyder det nærmeste Fodfolk med flere Viserhøjder paa dette Punkt, idet der dog ventes c. V2 Minut for at give Posterne Tid til at søge Dækning i et i dette Øjemed lavet Skjul eller til hurtig at kunne trække sig ud til Siden. Forsvaret vil fremmes, naar Artilleriet opsender Lys kugler, hvorfor for Fremtiden Feltartilleriets Parker maa være forsynede hermed. Hvis man ikke har disse Kug ler, kan man i 700m Afstand anbringe Bunker af Halm eller tørt Græs, som antændes, saa snart Fjenden nær mer sig.
Man afgiver Salver med flere Viserhøjder, naar Fjen den viser sig eller signaliseres ud over 600m; paa nær- 60 mere Afstande vil ganske vist Salver være mere virksomme end almindelig Skydning; men naar Fjenden er saa nær, ville Tropperne i Almindelighed ikke være saa rolige og koldblodige, at de kunne skyde Salver. For at faa Virkning af Geværild om Natten maa man anbefale Soldaten at bolde lavt, allsaa under det Sted, hvor Fjenden viser sig, eller hvor han kan antages at være. Et af Forsvarets mest virksomme Midler bestaar i at sende smaa Afdelinger af flinke Soldater, førte af der til valgte Officerer, ind mellem Angriberens Tropper, her afgive nogle Salver og derpaa pludselig forsvinde i Mør ket. Som oftest vil dette have til Resultat, at Angrebs kolonnerne antage hinanden for Fjenden; i ethvert Til fælde vil det standse Marchen, frembringe Uorden hos Fjenden og skille Kolonnerne fra hinanden, saa at de ikke kunne foretage Angrebet samtidig.
Forsvarets 1ste Linie skal holde sig i Løbegravene paa 2 Geledder; hvis de ikke have Dækning, lægge de sig ned indtil det Øjeblik, da Fjenden kommer indenfor virksom Skudvidde. Man maa give mange Anbefalinger og de nødven dige Anvisninger for at overholde Orden i Kampen og især under Retræten.» Vi maa tildels slutte os til disse Udtalelser, idet vi dog antage, at som Regel vil de omtalte Baal være unød vendige og kunne vige Pladsen for Nutidens tekniske Hjælpemidler, altsaa navnlig for det elektriske Lys, hvor med man i temmelig betydelig Afstand kan oplyse Ter rainet.
Medens vi saa, at Angriberen helst helt maatte give Afkald paa Skydningen, kan Forsvareren derimod ikke undvære den, idet han ikke alene skal kæmpe, men og saa alarmere; Ilden maa dog som Regel ikke aabnes før paa 500 Alen; thi selv paa denne Afstand vil Træfningen — som tidligere omtalt — være meget ringe. Medens Forsvarer og Angriber paa de korte Afstande 61 ere omtrent ensstillede, idet de kunne paaregne den samme Udvirkning under iøvrigt lige Omstændigheder, er det derimod undertiden muligt for Forsvareren, naar de rette Forberedelser ere trufne, at skaffe sig en Over vægt ved at skyde paa saadanne Afstande, hvor Maalet næppe nok skimtes, og hvor en Angriber vanskelig vilde kunne faa nogen Virkning af sin Ild.
Forsvareren kan nemlig anbringe sit Skyts mod saa danne Dele af Terrainet, som Fjenden nødvendig maa betræde, og da jo natlige Fremrykninger — som tidligere omtalt — i Reglen ville være henviste til de Veje, som føre ind paa Stillingen, maa det fortrinsvis være mod disse, at Ilden skal rettes. Anbringelse af Lægter til Underlag for Geværerne vil kun sjælden være mulig; derimod kunne tæt foran Brystværnet og noget under Brystværnshøjden opstillede Tønder eller indgravede Brædder bidrage til, at Folkene ikke skyde for højt. Naar det paa nogen Maade er muligt, vil Forsvare ren fortifikatorisk forstærke sin Stilling, dog saaledes at hans Forsvarsforanstaltninger anlægges med det for Øje. at egne Troppers mulige Fremmarche ikke derved for hindres, selv om den almindelige Direktion er tilbage gaaende. Er Terrainet ud til Siderne af den Vej, paa hvilken man staar, impassabelt, er det tilstrækkeligt paa denne at anlægge en med Gjennemgang forsynet Barri kade. Kan derimod Angriberen gaa frem udenfor Vejen, maa der tillige anbringes Skyttegrave paa begge Sider af denne.
I mange Tilfælde kunne Skyttegravene først opkastes om Natten, idet man da opstiller Lanterner i Traceen, dog saaledes at de ikke ses fra den fjendtlige Side. Det er derfor uden al Tvivl, at det er nødvendigt allerede i Fredstid at øve Fodfolket i at grave Skandser om Natten, ikke mindst fordi denne Øvelse vil være en Forberedelse til at lære Vlandskabet hurtig at komme ud af Løbe gravene. 62 Vi skulle kun tilføje, at Forsvarerens Reserver i Fremtidens Nattefægtninger kun i faa Tilfælde kunne hid føre en Vending til Gunst for ham og befri ham af Angriberens Hænder, og at det i høj Grad vil være nød vendigt, at det natlige Forsvar stadig maa være opmærk somt uden Uro, roligt uden at overdrive indbildte Farer og endelig ikke lade noget Sted være uafsøgt, hvilket let kunde bidrage til, at Angrebet kom endnu mere over raskende.
Ved Fægtninger om Natten har iøvrigt Offensiven større Fordele overfor den passive Defensiv end om Dagen; thi hvis Forsvareren ikke i det Øjeblik, da Angriberen forbereder eller udfører Stormen mod hans Stilling, hur tig og resolut gaar over til Offensiven — altsaa paa en Maade bytter Rollerne om — , har han en Chance mindre, ja, har maaske allerede tabt. Paa den anden Side er den, som angribes om Natten, saa godt som udelukkende henvist til den passive Defensiv, idet han for med Udsigt til et heldigt Udfald at kunne rette Modstod mod Angriberens Front eller Flanke nødvendigvis maa kjende den nes Styrke, Kolonnernes Antal og Retning samt Angrebs planen, noget som dog kun om Dagen kan vides. Forsvareren er altsaa tvungen til al blive i Stillingen eller at forlade den i Blinde og — hvad der ofte er værre — under meget uheldige Forhold! I begge Tilfælde har Angriberen altsaa Fordelen paa sin Side!
Modstanderne af natlige Foretagender 'tage følgelig den omtalte Belysning af Forterrainet meget til Indtægt; men mon der kan være Tvivl om, at de langt over vurdere dens Betydning og lade sig skuffe af Resul taterne, hentede fra Skydeforsøgene. Vi have Resul taterne fra et Par saadanne Forsøg liggende for os, ja endog et, hvor Resultatet paa 800 Alen er 60%, et Resultat, som — hvis dette virkelig kunde naaes i det natlige Forsvar — ganske vist med et eneste Slag vilde kuldkaste alt, hvad der kan fremføres for det natlige Angreb! Dette Resultat kan imidlertid umulig naaes, og Aarsagerne hertil ligge lige for; vi skulle derfor kun minde om den Panik, som altid mere eller mindre griber Forsvareren i den natlige Kamp, og der bliver en Faktor, som spiller en meget stor Itolle, men som selvfølgelig slet ikke kommer frem ved Fredsforsøgene! Vi have imidlertid tidligere omtalt Forsvarerens Skydning og skal her kun gjentage, at Resultatet maa kaldes meget glim rende, naar det udgjør 25% af Træfningen om Dagen!
Og med dette Resultat træde endnu Angrebets Fordele tydelig i Forgrunden. Naar saa tilmed Angriberen for klarer sine Soldater klart og tydelig, hvorom det ved denne Angrebsmaade drejer sig, og hvilke Fordele den byder ham, hvor forholdsvis faa Farerne ere, og at Ho vedsagen er koldt Blod og Disciplin, vil ogsaa det for højede Mods moralske Overvægt og den enkeltes gode Villie bidrage til at hæve ham langt over Forsvareren. Alt taget i Betragtning tro vi — i Overensstemmelse med Exempler fra den nyere og ældre Krigshistorie — , at de formelle Vanskeligheder ved det natlige Angreb ikke ere uovervindelige, ligesom dettes Fordele overfor Angre bet om Dagen — med de moderne lldvaaben — stadig blive mere og mere paafaldende.
Anderledes staar det sig maaske med de moralske Vanskeligheder, som dog efter vor Mening ikke ere større end om Dagen; thi der gives vel næppe en sværere Opgave end Stormen paa en af moderne lldvaaben forsvaret Stilling! For at give et fyldigt Indtryk af Situationen her ville vi til Slutning ci tere de Optegnelser, som af Chefen for 1ste Gardebri gade, Generalmajor v. Kessel, ere gjorte om Gardens An greb paa St. Privat: »Da jeg havde faael den Overbevisning», siger Gene ralen, «at min Nærværelse paa højre Fløj og i forreste Træfning som Følge af det store Tab af Officerer var nødvendig for at holde Liv i Bevægelsen fremad, blev jeg her. Jeg har fra Fremrykningens Øjeblik ikke gjort andet gnd uafbrudt drevet Kolonnerne fremad og benyttede der- 64 til alle de Midler, der stode til min llaadighed; jeg øn skede kun at naa et Afsnit, hvorfra vi med Virkning kunde bruge vort Gevær.
Knaldet af de springende Granater og den hæftige In fanteriild gjorde det ofte vanskeligt for mig at blive for staaet. Skytter som Kolonner maatte ofte kaste sig ned for at trække Vejret. Naar en stor Troppemasse gaar frem paa et saa bart Terrain, er det højst uheldigt, at hver Mand kan overse de massevise Tab; det forøger betydelig Skrækken og Angsten hos mange, og Smitten er meget virksom mere end i gjennemskaaret Terrain. Jeg saa haardtsaarede Officerer ligge paa Jorden eller bedækkede med Blod langsomt gaa tilbage, og jeg erindrer enkelte, som jeg gjerne vilde have unddraget Kolonnerne Synet af. Den, der vil benægte, at saadanne Scener ikke kunne udøve en betænkelig Indflydelse paa unge Soldater, bar aldrig gjennemlevet saadanne Timeri Tilbød der sig et ret fordelagtigt Maal, hørie jeg bos Fjenden et Signal, og derpaa fulgte en Hagl af Kug ler, der slog alt ned i sin ødelæggende Virkning og uimodstaaelig tvang Kolonner som Delinger til at kaste sig ned. Tabene i Skyttelinien droge ny Opløsninger af Skyt ter efter sig; Kolonnernes Styrke svækkedes; der opstod overalt Aabninger; især var Tabet af Officerer føleligt.
Den enkelte Mand gik som oftest foroverbøjet med bortvendt Ansigt, ganske som om han vilde søge Beskyt telse mod et Hagelvejr, der slog ham imøde. Ansigts udtrykket hos Mandskabet var ganske fordrejet; den frygtelige og uformindsket vedligeholdte Ild udøvede umiskjendelig sine forfærdelige Virkninger, ogsaa i mo ralsk Henseende. Jeg befalede, at alle Spillemænd uaf brudt skulde blæse og Tambourerne slaa, og selv raabte jeg uophørlig, saa højt jeg kunde, intet andet end «Fremad».» 65 Denne Fremstilling taler klart og skærende! Troer endnu nogen, at de moralske Vanskeligheder, der her ophobe sig, ere mindre end om Natten? Vi ere tilbøje lige til at tro det modsatte iDe ere imidlertid af en hel anden Art, og vi have tidligere angivet Maaden, hvorpaa de kunne overvindes. Til Slutning skulle vi fremhæve, at det dog langtfra er vor Mening, at det natlige Angreb skal være Reglen, ja i mange Tilfælde maa det maaske endog blive Und tagelsen; thi hvor 2 Hærlegemer staa lige overfor hin anden i aaben Mark, eller hvor de under Bevægelsen støde paa hinanden, eller hvor Chancerne for Angrebet ikke staar meget ugunstig, behøves ikke tvingende en Nattefægtning — i disse Tilfælde kunne som oftest regel mæssige Slag og Fægtninger leveres — ; de dygtigste eller heldigste Førere og de modigste og bedst disciplinerede Soldater vinde da Sejr. Men vi mene, at man langt hyppigere end forhen maa stille sig det Spørgsmaal, om den store Formindskelse af Tabet, som et Angreb om Natten medfører — hvor høje Fordringer der ogsaa her stilles til Ledelsen og Troppernes Dygtighed — , dog ikke til Slutning falder i Vægtskaalen afgjørende til Gunst for det natlige Angreb. Vi tro, at dette i Fremtiden hyppi gere vil blive Tilfældet end hidtil, og man vil se, at det gaar med dette som med Flodovergange, som jo høre til Strategiens vanskeligste Problemer: Alle frygte for dem og dog — om mindre Foretagender er her ikke Tale — lykkes de allid! Militært Tidsskrift. XVI.
