Af Kaptajnløjtnant N. S. Lunn.
(Fortsat).
Afsnit VI.
Man er, grundet paa den Maade, Tingene har udviklet sig, vist nok kommet lidt skævt ind paa Problemerne. De første Kampvogne var forholdsvis ubehjælpsomme og ufuldkomne Maskiner med en ret svag Armering og ringe Fart. Der udkrævedes tilsyneladende blot noget — passende meget — panserbrydende Skyts for at klare Vanskeligheden. Tyskerne nøjedes blot med at indføre Staalkerneprojektiler af Kaliber 13 mm. I Dag findes der i alle Tilfælde mange, der mener, at Spørgsmaalet næsten kun drejer sig om en Type Kanon og den tildelte Mængde af denne. Som Følge af dette Synspunkt, der f. Eks. gør sig gældende i en Mængde Litteratur, gør vi Brud paa den konsekvente Udvikling for at danne os et løseligt Skøn over Kanonens Muligheder og den eventuelt udkrævede Mængde. Kanonens vigtigste Egenskab skal være, at en Træffer skal slaa Kampvognen ud (dræbe Betjeningsmandskabet). Projektilet skal altsaa være panserbrydende og sprængladt. Dermed udelukkes alle saadanne, der skyder med Fuldskarp. Det vil med det gængse Skyts sige alle under 37 mm. Det er vel muligt — og vil vise sig ved den senere Udvikling —, at man paa Grund af Vægtforhold maa ty til 2. Klasses Skyts ved visse Tropper, hos hvilke Vægtforholdet spiller en tilstrækkelig stor Rolle, men Rygraden i Kanonforsvaret maa honorere ovennævnte Krav. De øvrige Egenskaber er Biegenskaber, som derefter skal fremgaa af Kampens Forløb. Vi stiller en Kanon op mod 3 Kampvogne for herigennem at belyse Kravene. Kampvogn A kører lige imod, B og C til højre og venstre derfor. Kanonen skal standse Kampvognene for enhver Pris. Kampvognene skal passere Kanonen for at naa deres Maal længere tilbage i Stillingen, idet de eventuelt — og helst — ødelægger Kanonen paa Vejen. Idet vi holder os til de nogenlunde gængse Typer af de to Vaaben, fordeler nogle af deres Egenskaber sig saaledes: Kanonen. Banen er meget flad. Hvis Kanonen ikke skal blive for tung, er den virksomme Skudvidde ikke meget over 1000 m. Sideretningen indenfor Skjoldet er begrænset. Den er let pansret fortil, men saarbar for Skud af samme Kaliber som den selv forfra, og — da Mandskabet jo er en Del af Kanonen — saarbar for Maskingeværild og Bombe- og Granatsplinter fra de tre Sider. Den er under Kamp saa at sige uflyttelig uden let pansrede Trækmidler. Den kan ikke kæmpe under Bevægelse. Nogen ekstra Beskyttelse kan naas ved Gravning og Sløring, men det kræver til Gengæld Tid. Synsfeltet er ubegrænset. Kampvognen er udrustet med Kanon — af omtrent samme Kaliber — og Maskingeværer. Fra Stilstand er Kampafstanden 800—1000 m med Kanonen, ca. 600 m med Maskingeværer. Under Fart har den nogen Chance for Træfning med baade Kanon og Maskingeværer indenfor 400 m. Sideretningen er ubegrænset. Paa klods Hold tromler Vognen om muligt sin Modstander ned. Hauptmann Kauffmann siger, at en middelgod Skytte fra Stilstand paa en Afstand af ca. 600 m kan sætte 4 af 8 Granater og 20 af 75 Maskingeværskud i et Kanonmaal. Herom vil vi nøj es med at sige, at hvis Skytten kan faa 4 Træffere med Kanonen, kan han faa 20 med Maskingeværet og bruge det som Billede paa Maskingeværets Farlighed. Kampvognen er pansret til alle Sider og kun saarbar for Granater og særlige Midler saasom Miner og Flammekastere. Synsfeltet er begrænset, idet dog Føreren med en vis Risiko kan opnaa ubegrænset Synsfelt ved at aabne Taarnlemmen. For at skyde behøver Kampvognen kun at stikke Taarnet op over eventuelle Skjul, hvorved den frembyder en Maalflade, der ikke er større end Kanonens. Den kan altsaa kæmpe, idet den kører fra Skjul til Skjul uden specielle Forberedelser. Kampvognen har Radio og kan derfor manøvrere i f. Eks. Delingsforbindelse. Under Angrebet skal Afværgekanonen straks slaa den Vogn ud, der holder stille for at give Ildbeskyttelse. Snarest derefter Vogn A, hvis det ikke var denne. Medens Kanonen beskyder eet Maal, løber de andre Vogne frem til kort Skud (eventuelt under Bevægelse) og udnyttende stor Vinkelhastighed. Da Kampkørehastigheden er ca. 15 km/T., er der meget lidt Tid at ofre paa hvert Maal. (Se Skitse IV). Det ses, at der allerede i Opgaven er stillet Afværgekanonen et Ultimatum, som kun kan hæves ved Understøttelse bag fra og fra Siden.
Ved Egenskaberne bemærkes, at Afværgekanonens Chance for at faa Kamp paa nogenlunde lige Vilkaar ligger paa Afstande udenfor Maskingeværets Rækkevidde, d. v. s. i Zonen mellem 600 og 1000 m — eller mere. Kanonen kan kun opvise to Fortrin. Ved vel anvendt Sløring kan den bestemme, hvornaar Kampen skal begynde. Og den kan fortsætte sin Ildafgivelse, medens Maalet flytter sig.
Denne Ildafgivelse vil være af ringere Værdi, jo større Vinkelhastigheden, d. v. s. jo kortere Afstanden er, og indenfor 400 m svare nogenlunde til Kampvognens Ildafgivelse under Bevægelse, hvorved Fordelen er ophævet. Ved „Kampen mellem Projektil og Panser“ kan Kanonen komme til at trække det korte Straa, hvis den ikke paa Forhaand har Overskud af Kraft imod sin Tids Kampvognstyper, hvorimod Kampvognen stadig vil have sin Manøvreevne at ty til. Panserværnskanonen maa have en meget stor Skudhastighed. Denne skal maales i Forhold til Kampvognens Kørehastighed. Ligeledes skal Skudsikkerheden være stor. Den maa beskyttes mod „Nedtromling“ ved f. Eks. Miner udlagt af Betjeningsmandskabet. Begge Parter vil anvende observationsgivende Ammunition (Tracer). Afværgekanonen ser altsaa sin Fordel i at vælge langt, frit, fladt — eventuelt dalformet — Skudfelt, tidlig Ildaabning, omhyggelig Sløring og Forskansning samt Støtte af Nabokanoner. Kampvognen ser sin Fordel i let bølget, pletvis bevokset eller bebygget Terrain, helst uindset fra Naboafsnit, korte Skudafstande og Samarbejde i Deling. Som Følge af ovenstaaende er Dis og ikke alt for tæt Røg til Fordel for Kampvognen, da den nedsætter Kampafstanden og besværliggør Sigtet, hvorved Skudsikkerheden ogsaa nedsættes. Selv om dette Forhold er fælles for begge Parter, maa man erindre sig, at naar „Opdagelsesafstanden“ nedsættes, formindskes ogsaa Kanonens Chance for at forhindre Passagen. Røg vil derfor ogsaa blive benyttet af Kampvognen imod Kanoner, som den enten ikke klart kan erkende, for i Ly deraf at løbe tættere paa, eller imod Kanoner, som midlertidig skal sættes ude af Stand til at støtte Kampvognens øjeblikkelige Modstander, eller under lignende Situationer. Naar Billedet nu tegner sig saa ugunstigt for Afværgekanonen, kunde man fristes til at spørge: „Ja, men er Billedet nu ikke fortegnet? Er Forholdet de to Parter imellem ikke i Virkeligheden det samme som tidligere (1915) mellem den angribende og den forsvarende Infanterist; det viste sig dog dengang, at Forsvareren gennem sin Udvirkning fik Fordelene paa sin Side.“ Nej. Disse to kan begge kun skyde under Stilstand.
De har samme Kampbevægelighed. De er lige saarbare, og Forsvareren kan bedre end Angriberen udnytte Jorddækning. Angriberens Bevægelsesevne staar i et ganske anderledes ringe Forhold til Forsvarerens Ildhastighed (Mg.), og der er ganske anderledes gode Muligheder for at bygge passive Spærringer. Forsvareren kan i nogen Grad vige ud under Bevarelse af nogen Kampkraft, hvorved Modstanden fortættes bagud. Og endelig kan Forsvareren udføre Modstød — det, der i nok saa høj Grad gav Forsvaret Kraft. Kanonforsvaret er passivt afventende. At bringe Ildhastigheden op paa noget tilsvarende i Forhold til Kampvognens Hastighed er forløbigt praktisk umuligt — om ikke af anden Grund saa paa Grund af Forsyningsbesværlighederne. Og endelig kræver det meget store Mængder Kanoner at danne et tilsvarende sammenhængende Ildsystem.
Vi vil nu danne os et Skøn over den Størrelsesorden, et Kanonforsvar vil kræve, naar der tages Hensyn til den uddragne Lære:
Der maa ikke være „Huller“ i Ildlinien.
Der skal være virksom Understøttelse Kanonerne imellem.
Den flade Bane kræver særligt Terrain for Udnyttelse af Skudvidden.
Det er nødvendigt at kunne bruge de største Skudvidder.
Et væltet Forsvar kan ikke genoprettes.
Understøttelsen i Siden kræver, at Kanonerne staar saa tæt, at Nabokanonen kan beskyde et Maal, som er ca. 600 m fra egen Kanon, d. v. s. inden Kampvognen ogsaa kan anvende sine Maskingeværer og dermed faa Ildoverlegenhed (Retvinklet Trekant, Hypotenuse 1000 m, Kateter 600 og 800 m). Mellemrummet bliver 800 m. Men, hvis Nabokanonen til højre falder ud, maa Nabokanonen til venstre kunne støtte, selv om Kampvognen svinger ind imod det opstaaede Hul. D. v. s., at Mellemrummet mellem hveranden Kanon højst maa være 1000 m. Hermed bliver Mellemrummene fra Kanon til Kanon 600 m. Da Fronten normalt angribes af 1 Kampvogn pr. 50 m, betyder dette, at medens hver Kanon er i Kamp med en Deling (5) Kampvogne lige for, kan 1 Deling angribe Mellemrummet. Kræves nu 1 Kanon for hver Deling i første Bølge, bliver Mellemrummet 250 m.
I Dybden maa Kravet til virksom Understøttelse medføre, at bageste Kanon kan række den Kampvogn, der er ca. 600 m fra den forreste Kanon. D. v. s. Dybde 400 m. Pr. Kilometer Front har vi saaledes 8 Kanoner. Dette maa betragtes som Mindstemaal for en Træfning. Da det vil være svært at finde saa gunstigt Terrain, at alle Kanoner kan udnyttes fuldt ud, vokser Tallet. Uden frit Skud er Understøttelsen umulig. Tid til at skifte Stilling er der under ingen Omstændigheder. Imod disse 8 Kanoner angriber 20 Kampvogne i første Bølge med Understøttelse fra Luften. Ingen kan være i Tvivl om, at der snart vil være slaaet Hul — selvfølgelig med nogle Tab. Da der ikke kan tilføres Forstærkninger, og da de overlevende Kanoner ikke kan naa at gaa tilbage, maa der være en 2. Træfning ligeledes paa 8 Kanoner. Efter Gennembruddet af den første Træfning staar de resterende Kampvogne overfor et Forsvar af samme Styrke. Hertil kommer, at de straks faar Hjælp fra 2. Bølge, og bag denne kommer 3. Bølge, bag denne igen 2. Træfning. Resultatet maa foreløbig blive det samme. Kampvognsmassens Fremstød kan kun standses ved, at man slider dens Kraftoverskud op og betaler dette med tilsvarende, egne Tab i Afværgekanoner. Træftning efter Træfning. Manøvreevnen er et farligt Vaaben. Dybdegruppering er paa en vis Maade en Spredning af Kræfterne og en klatvis Indsættelse, naar disse er bundne til Stedet og ikke hænger snævert sammen i Understøttelsessystem. Hertil kommer, at det er utænkeligt, at der skulde være mange Linier med gunstige Betingelser for Kanonforsvaret tæt bag hinanden. Og det skal være tæt, fordi Mellemrummet mellem Fodfolksstillingens Hovedkamplinie og Støtteartilleriet er begrænset. Og Artilleriet skal beskyttes, fordi det er Rygstødet mod det Fodfolksangreb, der følger i Hælene paa Kampvognene. I Stedet for at lægge Træfning bag Træfning af Kanoner og dermed sprede Kræfterne bør man tilstræbe at udjævne Kampvognenes Kraftoverskud ved straks i første Træfning at præstere en saadan Kraftudfoldelse, at Spillet bliver lige. Der er en vis Grænse for, hvor mange Kampvogne man kan dynge sammen i en Bølge uden at faa saa kolossale Tab paa een Gang, at Moralen glipper, og for at de enkelte Vogne virkeligt kan udnytte deres Manøvreevne, saa Tabene kommer til at staa i Forhold til det vundne. Hertil kommer endvidere, at alt for tæt masserede Kampvognsstyrker bliver et gunstigt Maal for Artilleriet og Minefelterne. For at beskytte Kanontræfningen imod mindre Angreb, der har til Hensigt at afsløre dennes Stilling, fremskydes en „dækkende Zone“, ligesom der bag Træfningen grupperes Kanoner om alle vigtigere Punkter i en „Reservezone“ for at spærre for enkelte Kampvognsdelinger, der slipper igennem. Med 3—5 Kanoner pr. Kampvognsdeling i Hovedtræfningen og det nævnte Mindstemaal — 8 Kanoner — i de to andre Zoner naar vi en Talstørrelse pr. km Front af 28—36 Kanoner. Med et Regiment paa 3 Batailloner, 2 i 1., 1 i 2. Træfning og med 8 Kanoner i Bataillonens Skytskompagni svarende t'il „den dækkende Zone“, naas for Regimentets Kanonbataillon 32 —48 Kanoner. Regimentets Frontbredde er 2 km. Disse Tal er naaet ved en teoretisk Betragtning, der bygger paa fuldstændigt fladt Terrain i Stillingsomraaderne. Til disse Betragtninger skal føjes følgende: Dette maa betragtes som Kanonforsvarets „Mindstemaal“. Kanonerne er som nævnt meget saarbare for al anden Ildvirkning — ogsaa inden Angrebet. Deres Kampkraft kan nedsættes betydelig ved Røg. Den Angriber, der ved, at han staar overfor et kraftigt Kanonforsvar, vil ganske givet støtte det almindelige Angreb med „Mastodonter“, der ikke lader sig stoppe af enkelte smaakalibrede Gennemslag, eller med Pladetykkelse, der overstiger den gængse Panserbrydningsevne. Naar saa Angrebet gaar frem med Artilleriforberedelse og Støtte fra Luften med Bomber og Maskingeværer og under Udnyttelse af Røg, med 100 eller flere Kampvogne i tre Træfninger pr. Kilometer — ja, saa er der ikke meget Haab om, at Forsvaret holder. Drevet ud til sin yderste Grænse vil Kanonforsvarets Princip forme sig saaledes, at alt Fodfolk udrustes med Kanon. Da en Kanon koster 10—15 Mand, medfører det et stift og tungt Fodfolk, der er yderst uheldigt stillet overfor en Modstande]1, der anvender Artilleri og let, automatbevæbnet Fodfolk. Efter en kraftig Artilleriforberedelse, hvorefter Stillingen afsnitsvis indhylles i Røg, gaar Fodfolket paa med Maskinpistoler og Haandgranater og trævler Stillingen op i Nærkamp, hvor Kanonen er prisgivet. Naar der er slaaet et passende Hul, strømmer Pansertropperne og de motoriserede Divisioner igennem dette og gaar i Gang med at løse Opgaverne i Bagterrainet. Man er lige vidt. Heri ses netop Initiativets alt besejrende Egenskaber. Man vælger og stiller om til den Metode, der gør Modstanderen svagest. Og man ser, hvor haabløst det er at klamre sig til et Vaaben, der ikke har saadanne Egenskaber, til hvilke Initiativ kan knyttes. Løsningen „flere Kanoner“ udover „Mindstemaal“ er Kompromisset med de daarlige Egenskaber bevaret. At gøre Fodfolket tungt er at bringe den offensive og defensive Struktur i Strid, og vi har set, at den defensive i saadanne Tilfælde bør vige for den offensive og søge sig andre Veje. Nej, Kanonen — Fodfolkskanonen — er ikke den Løsning, der naturligt kan bære Prisen. Det er i Sandhed intet Under, at Europas Hære er smuldret bort mellem de tyske Panserdivisioner.
Afsnit VII.
Ved at søge Løsningen i Kanonforsvaret gør man Forsøg paa at være stærkest overalt paa een Gang. Men det er jo dog ganske unaturligt at tænke sig, at ingen fjendtlig Koncentration af Kræfter kan overvinde Modstanden paa et enkelt Sted. Sat paa Spidsen kan man sige, at den statiske Kampkraft altid kan overvindes af den dynamiske, for den samlede Styrke i det statiske System er ikke større end det svageste Punkt, medens det dynamiske System kan blive ved med at nydanne og nyorganisere sig og teoretisk set, ved at afgrænse Angrebspunktets Udstrækning opnaa uendelig Styrke paa dette Punkt. Da Kanonen i Forhold til let Fodfolk og Panservaaben er „ubevægelig under Kamp“, er den et naturligt Element i det stationære Kampsystem paa samme Maade som Minen. De hører saa at sige under „Dækvaaben“. I Forhold til Blokhuse, Betonkassematter, er Kanonen paa tilsvarende Maade bevægelig og altsaa et offensivt Element imod det stationære.
Af denne teoretiske Betragtning fremgaar det, at den relative Manøvreevne er det Element, der afgør Sagen. I Praksis siger Aarhundreders Erfaring, at et rent Forsvar kun kan holde, hvis det føres med rig Udnyttelse af Modstød. Men netop derigennem tilføres der jo Forsvaret en Manøvreevne, som giver Forsvaret en angrebsagtig Karakter, idet dog denne udnyttes uden Ønsker om operative Angrebsmaal og i et stærkt begrænset Rum. De rent defensive Elementer har ikke den absolutte Karakter; de tjener blot til at slide op, forhale, sinke, indtil Modstødet sættes ind. Teori og Erfaring falder altsaa i Traad. Manøvreevnen — under en eller anden Form — er altsaa afgørende. De første Krav til Forsvaret er at raade over: I. Midler, der kan fratage Fjenden hans Manøvreevne og binde ham til Marken. II. Manøvreevne hos de Elementer, der direkte skal tage Kampen op med de bærende Faktorer i Angrebsinstrumentet og dermed føre dette til Nederlag.
(Fortsættes).
