Af Kaptajnløjtnant N. S. Lunn.
(Fortsat).
Afsnit VIII
ad I. Som vi har set under Opbygningen af Panserdivisionen, grunder dens tekniske Manøvrerevne sig paa Motoren. Den taktiske igen paa den tekniske samt paa Organisationen. Da man ikke kan faa Indflydelse paa Organisation, er Opgaven altsaa at finde et Vaaben, der kan standse Fjendens Motorer. X-Straalen, der ustandselig spøger i Fantasien, er Udtryk for dette Krav. Selvfølgelig vil det blive opfyldt en skønne Dag, men der maa arbejdes. Videnskaben maa sættes ind paa at finde og definere dette Vaaben. Indtil dette sker, maa vi halte videre med de skrøbelige Midler, vi har. Da det ikke er muligt at standse Fjendens Motorer, maa vi sætte ind paa at begrænse deres Manøvrefelt. Vi kan tilstræbe en Kanalisering og en Afspærring. Disse Opgaver, der hænger nøje sammen med Ønsket om at slide Fjendens Angrebskraft saa stærkt, at han bliver moden til det afgørende Modstød, skal kunne løses af alle Tropper, d. v. s. af Besættelsesstyrken i „Stillingen“. De til Modstød egnede Tropper finder derimod bedst Plads i den centrale Gruppe, vi hidtil har kaldt Reserven. Den bestaar af specielle Vaaben, som ikke alle Troppedele kan raade over uden at blive for tunge. Det er disse Vaaben, vi finder under II. Da Hæren endnu betjener sig af Fodfolket, støttet af Artilleri, som det store Gros, skal disse Vaaben altsaa kunne præstere denne opslidende Kamp, idet de betjener sig af særlige Hjælpevaaben og særlig Taktik, hvilket i det følgende skal omtales. Ligesom det er naturligt at kræve af Kanonen, at den skal standse Kampvognen, saaledes som vi saa det i forrige Afsnit, saaledes er det ogsaa givet, at alt, hvad der kan gøres for at bibringe Forsvarsfodfolket Evne til at stoppe Angriberen, under den Forudsætning, at det ikke gaar ud over dets Evne til at angribe, skal ubetinget gøres uden Hensyn til, om man bliver nødt til at ændre noget tilvant. Lykkes et Gennembrud, er der, saaledes som det er set, overvejende Sandsynlighed for, at Kampen er Slut for Forsvarstropperne. De er for langsomme til at kunne reparere eller retirere. Derfor har det gamle Ordsprog „Den, der gemmer til Natten .......“ i dette Tilfælde sin Gyldighed. Hvad der er sparet, er tabt. Først naar man har indset dette, kan man skride til Vurdering af Mulighederne. To Hovedvaaben skal man kunne bekæmpe. Fodfolket og Panservaabnet. Da det ikke synes, som om der er opstaaet nye Problemer af revolutionerende Betydning ved Fodfolksangrebet, men blot at Linierne er trukket noget skarpere op, og da dette paa Grund af Massen vil være det hyppigste, bør vi bruge de gamle Forsvarsprincipper som Grundlag. Rygstødet i Kampen er Fodfolkets tunge Hjælpevaaben og de andre „Støttevaaben“. Deres Art og Karakter er for saa vidt givet. Det drejer sig nærmest om Anvendelsen og visse Modifikationer.
Vi deler Vaabnene i 2 Kategorier:
a) De Vaaben, som anvendes til Støtte for Angreb paa Fjenden (Maskingeværer, Morterer, Fodfolkskanoner, Artilleri og Kampfly) og
b) De Vaaben, hvis Opgave det er at beskytte Fodfolket under dets Kamp (Luftvæmsartilleri, Artilleri, Panserværnskanoner og Miner, Jagere).
Vi har set, at Afværgeorganisationen ikke maa lægge Baand paa Angrebsevnen, og som Følge deraf maa vi betragte disse to Grupper forskelligt. Grupp a) Angreb kræver Initiativ. Det maa ikke hæmmes af kommandotekniske Forsinkelser. De Enheder, der skal have Nytte af et Vaaben, maa raade over det, d. v. s. have det ved Haanden. Et Vaabens Nyttevirkning afhænger i den Forbindelse af dets Kommandoforhold og af dets Ammunitionserstatning. Problemet Kommandoforhold kræver Decentralisering, Ammunitionserstatning derimod Centralisering. Under Forsvarskamp er det ogsaa nødvendigt, at Enhederne har samme snævre Forbindelse med deres Støttevaaben. Anderledes med Gruppe b). Enhederne bør ikke hæmmes med at skulle sørge for disse Vaaben. Deres Beskyttelsesvirkning bestemmes af indre Samarbejde og af Ammunitionserstatning, hvorimod deres Forhold til Tropperne indskrænker sig til, at de faar disses Plads og dermed Opgaven anvist. Kravet om Centralisering er det overvejende. Fælles for begge Grupper er, at den højere Enhed altid optræder som Reserve og Rygstød for den lavere. Gruppe a). Under Hensyntagen til de enkelte Kategoriers særlige Egenskaber kan Fordelingen ridses op i store Træk saaledes:
Kompagnichefen — 1 å 2 Morterer. Bataillonschefen — 1 Deling Morterer, 1 Deling Maskingeværer, 1 Deling Fodfolkskanoner, 1 Transportdeling (let pansret). Regimentschefen — 1 Deling Fodfolkskanoner, 1 let Artilleriafdeling, Transportdeling (let pansret). Gruppe b). Det egentlige Problem, den henholdende Kamp mod Panseret, maa løses med følgende Vaaben: Kunstige Hindringer, Miner, Kanoner og Artilleri. De kunstige Hindringer er af saa enorme Dimensioner, at de egentlig kun kan tænkes i Tilfælde af forberedte Stillinger (flere Dages Forberedelse) og falder derfor ind under den Gruppe Foreteelser, som man skal anvende, naar Lejlighed gives, men ikke bygge paa (se Afsnit III). Miner kan lige fuldt indgaa i Kanaliseringslinier som i Spærrelinier. De kan finde Anvendelse i alt Slags Terrain. Det er derfor naturligt, at de optræder som Supplement for Kanonforsvaret. De skal være forsvarede mod upansrede Maal. Kanoner kan paa Grund af deres Egenskaber (se Afsnit VI) egentlig kun finde Anvendelse i Spærrelinier. Artilleri kan, grundet paa den store Rækkevidde, baade indgaa i Kanaliserings- og Spærrelinier. Det kan begynde sin Virken allerede, inden Panseret overskrider Hovedkamplinien. Panservaabnets bedste Støtte, Flyvevaabnet, maa ogsaa forhindres i at kunne udfolde hele sin Kraft. De Maal, som Flyverne skal ødelægge under denne Virksomhed, er af en saadan Karakter, at Flyvehøjderne ikke bliver større. Kanoner af 20—50 mm er passende virksomme og samtidig handige.
Følgende Synspunkter maa gøre sig gældende med Hensyn til Anvendelsen:
— Panserværnet maa ikke prisgive Fodfolket. Dette skal have en vis Tryghedsfølelse.
— Beskyttelsen af Fodfolket maa ikke føre til, at Panserværnet udsættes for væsentlige Tab, inden Opgaven foreligger.
— Panserværnet skal beskytte det Artilleri, der skal støtte Fodfolket. Lokaliteter i Stillingens Bagkant indrettes til Forsvar.
— Kanalisering af Panserangrebet skal kunne finde Sted, inden det støder paa Panserafværgeskytset.
— Det lette Artilleri skal kunne indgaa som Rygstød for Panserafværgeskytset. Det skal derfor være Kanonartilleri.
— Mine- og Kanonformationer skal kunne arbejde snævert sammen.
— Der skal være Plads til Modangrebet, og dette skal kunne støttes af Afværgeskytset.
— Afværgeskytset skal kunne gaa i Stilling lige fra Marchen uden lang Tid til Forberedelse.
— Det kan ikke paaregnes, at man kan flytte Afværgeelementerne under Kampen, før der bliver Pause, Kanonerne dog maaske, hvis de er motoriserede og let panserede.
— Afværgeskytset maa beskyttes imod Luften.
Derfor:
— Panserskytset maa kæmpe i Tilknytning til 1. Træfning.
— Dets Hovedkræfter maa ikke indgaa i 1. Linies Kompagnier.
— Fodfolket maa derfor have sine Midler, som det kan bide fra sig med ogsaa i 1. Linie. De skal være lette og handige. — Kampen mod Panseret skal føres saa langt fremme, at Artilleriet ikke blottes ved denne.
— Ved Gennembrud af Panserafværgeskytsets Linie skal Panseret støde paa de lette Batterier, uden at der er væsentlig Plads til Manøvrer. Disse skal have frit Skud ca. 1000 m foran Mundingerne.
— Artilleriet skal raade over Panserskyts til Selvforsvar. Dette gælder især tungt Artilleri og let Haubitsartilleri.
— Mine og Kanon maa indgaa i fælles Formationer for at kunne supplere hinanden, men være saaledes adskilt, at der kan anvises dem forskellige Opgaver.
— Mineringer skal tvinge Panseret ud i aaben Mark foran Kanonmundingerne.
— Kanalisering ved Hjælp af Miner maa finde Sted i Tilknytning til de uoverskuelige Terrainlinier, der fører ind mod Kanonforsvaret.
— Minefelter maa bevogtes af de Folk, der udlægger dem, og som eventuelt skal inddrage dem igen. Disse skal optræde som Færdselsbetjente og paavise Gennemgangene ved Modangreb. Afmærkning!
— Minering foretages i Tilknytning til alle Terraingenstande, der begunstiger Frembrud mod Panserafværgeskytset.
— Afværgeskytset og Mineformationerne skal være motoriserede, terraingaaende og delvis pansrede.
— De skal optræde i rene Formationer og direkte under de højere Føreres Kommando, for at de uden Omsvøb kan sættes ind (Sammenhæng i Systemet kræver enten Enhedskommando eller lang Tid. Tid er der ikke at give bort af).
— Divisionens Pionerer sætter sig fast i alle vigtige Knudepunkter i Stillingens Bagterrain og værger dem med Kanon, Sprængladning og Flammekaster.
— Luftbeskyttelsen maa organiseres efter de samme Principper, da Forudsætningen for dens Anvendelse er omtrent den samme.
De to Vaaben: Fodfolket og Artilleriet, som ikke er specielt indstillet paa Panserbekæmpelsen, kræver særlig Omtale.
Fodfolket:
Som det fremgaar af det foregaaende, falder Fodfolkets Hovedkamplinie og Panserværnets Hovedkamplinie kun sammen, naar Terrainet netop begunstiger det. Som Følge deraf maa de forreste Fodfolksenheder raade over Vaaben til Selvforsvar. Disse maa ikke veje for meget og helst kunne indgaa i den almindelige Angrebsudrustning. Disse er Fodfolkskanoner og Haandgranater (der kan bundtes sammen), hvortil kommer specielle Arter Løbeminer og Brandflasker. Bataillonernes Kanoner skal være lette og syne saa lidt som muligt. Fodfolket maa derfor lade sig nøje med en til Panserværn 2. Klasses Kanon med kort effektiv Skudvidde og Fuldskarp. Den 20 mm Kanon er sikkert fortrinlig til denne Opgave. Nogen Støtte af Panserværnsformationer er nødvendig. Af de øvrige Vaaben er der kun Maskinpistoler og Rekylgeværer, der ved Skydning mod Spalter og andre Smaaaabninger kan faa Virkning. Men Fodfolkets fornemste Opgave er ogsaa at beskytte Panserværnet imod Fodfolk og Pionerer. Ved mindre Panserangreb, Rekognosceringer for Indsættelse af Hovedangrebet, skal det gøre sit yderste for at hindre Fjenden i at faa Indblik i Panserforsvaret.
Naar Hovedangrebet slippes løs, skal det slide mest muligt paa Fjendens Kræfter med de egnede Vaaben, medens det rene Fodfolk dækker sig, til Fodfolksangrebet ruller frem. Saa skal det ved Modstød og al tænkelig Aktivitet, udnyttende uoverskuelige Lokaliteter som Basis, sinke og maaske hindre Fjendens Fodfolk i at udnytte Panserangrebets Resultater. Det vil herunder ses, hvor stor Betydning det har, at Fodfolkets laveste Led raader over tunge Hjælpevaaben. Midlerne til at skaffe Ammunitionsforsyning og Mad vil vi foreløbig henregne under Kategori I I : Modangrebets Elementer.
Artilleriet: Artilleriet repræsenterer en saa stor Ildkraft, at der nødvendigvis maa findes Midler eller Maader til at tage denne til Indtægt for Panserforsvaret. Det maa dog ikke forhindres i dets naturlige Funktioner som Støtte for Fodfolkskampen. Da dets Skudkadence er ringe i Forhold til Panservaabnets Bevægelsesevne, er det kun det lette Kanonartilleri, der kan finde direkte Anvendelse. Der kunde opstaa Tvivl om, hvorvidt Artilleriet overhovedet skal beskæftige sig med Panservaabnet, der jo dog ikke optræder alene, og om det ikke meget hellere helt skal hellige sig Fjendens Fodfolk. Angriber Fodfolket først for at rydde Vejen for Panseret, er der ikke Tvivl. Det sker hovedsagelig, naar Fjenden anser „Stillingen“ for at være for vel forberedt. Naar Panseret angriber først for at udnytte en Chance for Overrumpling, bør der heller ikke være Tvivl. Men naar begge angriber paa een Gang? Ser vi paa Forløbet af det heldige Angreb, saa vil Panserets forreste Bølge hurtigt løbe fra Fodfolket. Det vil trænge dybt ind og ødelægge alle Forbindelser, sætte Artilleriet ud af Virksomhed og derpaa gaa ind i Baglandet. Det efterfølgende Fodfolk kan dog maaske standses midlertidig af eget Fodfolk, der endnu ikke er ganske udryddet, selv om det kæmper under fortvivlede Forhold. Men den Støtte, det kan faa af de efterfølgende Pansertræfninger, vil snart blive saa virkningsfuld, at Panserstødets Resultater kan udnyttes fuldt ud. Og Forsvarerens Artilleri er gjort tavst.
Det er Panseret, der er den resultatgivende Faktor, Panseret, der foraarsager de Katastrofer, som vi kender f. Eks. fra Frankrig. Det synes da naturligt at dømme det til at være „Fjende Nr. 1“. Det at standse Panseret er at sikre eget Fodfolk Mulighed for Støtte af i det mindste Dele af eget Artilleri. Skal Artilleriet ikke selv medvirke hertil?
I aabne Stillinger, sat ind som Panserafværgeskyts, virker det som en tung Støtte imod svære Kampvognstyper. Men samtidig er det afskaaret fra at yde ret meget i sine øvrige Hverv. Det maa derfor være Undtagelsen. Fra skjulte Stillinger (skjult Skydning i Batteri) bliver Skudafstandene relativt store, Nedslagsvinklerne store, den raserende Del af Banen meget lille, Dybdespredningens Betydning stor. Skyder et Batteri med parallele Kanoner, bliver den „Spærreild“, det kan præstere, saare tynd, naar den maales i Forhold til Maalets Passagetid. 1 å 2 Skud pr. Kanon. Teoretisk kan man vel koncentrere mange Batteriers Ild mod samme lille Stribe og derved opnaa den ønskelige Tæthed. Men i Praksis vil det sige, at der skal et stort forberedende Arbejde til, et Arbejde, der kun kan gøres,naar Forbindelserne med de højere Enheder er i Orden, og altsaa først efter at de enkelte Batterier har været i Stilling en Tid. Denne lille Stribe maa lægges i nøje Overensstemmelse med den højere Fodfolksførers, da den er kostbar, fordi den repræsenterer hele Artilleriets Virke i denne Sag. Men dette koster ogsaa Tid. Og endelig Udløsningssystemet. Det maa ikke glippe. Hvis det sker, er det hele spildt, og paa det Tidspunkt er der ikke Mulighed for at reparere. Ser vi endelig paa Batteriantallet ved en Division med f. Eks. 4000 m Front, bliver Udsigterne ikke lysere. Med et Artilleri paa 3 lette Afdelinger og et tungt Regiment faas 18 Batterier. Forlanger vi nu 3 Batteriers Ild imod samme 100 m Spærrelinie, faas 600 m Spærreild. Med et ekstra Regiment faas 900 m. Hvad forslaar det mod 4000 m saarbar Front og Panservaabnets Manøvreevne? Det er stadig mod Manøvreevnen, man kæmper. Den maa mødes med Manøvre i saa høj Grad, som man kan præstere det.
Erfaringen viser, at jo flere Myndigheder der blandes ind, des stivere bliver Systemet. Vi har ønsket at hæmme Fjendens Manøvreevne ved Kanalisering. Vi ønsker, at Ilden fra Batterierne stadig kan virke, selv om forreste Panserbølge har passeret den Linie, imod hvilken vi aabnede Ilden. Og for at virke kanaliserende maa den virke imod forreste Bølge hele Tiden. Det er den, der skal bringes til Sammenbrud først. Der er derfor ikke andet at gøre, end at lade Batterierne skyde saa nogenlunde lige ud efter Næsen og trække deres Ild til sig i Trit med forreste Bølge. Selvfølgelig er der et mindre Forberedelsesarbejde med at vælge Begyndelsesdata og den Hovedretning, man vil skyde i, men det er lille i Sammenligning med Koncentrationsforberedelser og kan i Nødsitution gøres paa Øjemaal. Striberne bør vælges efter Terrainets Linier, saaledes at de peger fra Batteriet imod et gunstigt Frembrudspunkt. Men det spiller mindre Rolle, om Striben bliver trukket lidt paa skraa i Forhold til Panserets Angrebsretning. Den skydetekniske Metode skal være simpel og Ildhastigheden drevet op til det yderste. Passer det ikke med gældende Fremgangsmaader, maa disse naturligvis ændres overfor det nye Krav. (Se Skitse V). Virkningen? Granaterne har ganske vist kun sekundær Virkning, men den moralske Virkning tæller dog med. Naar der er Plads ved Siden af, vil næppe nogen frivilligt køre ind i et Nedslagsbælte, der følger med ham „lige til højre“. Og dermed er Kanaliseringen frembragt. Gøres det alligevel, er der ogsaa Chance for Tab. Og Chancen er der hele Tiden, fordi Ilden følger med. Dette Arbejde egner kun det lette Artilleri sig til. Det tunge faar da naturligt Opgaven at overfalde Fodfolkets Frembrudslinier med Ild og at holde det fjendtlige Artilleri blindt. Naar Øjeblikket kommer, da Fjendens Fodfolk bryder ind i Stillingen, maa den lette Batterichef skønne, om Panser- eller Fodfolkstruslen er den største i hans Afsnit, og handle derefter. Men han maa under Skydningen mod Panseret ikke et Øjeblik spekulere paa Økonomi med Ammunitionen. Hvad der bliver sparet, bliver maaske tabt. Granatkardæsken kan han alligevel ikke bruge mod Panseret, saa den vil han altid have til overs til Fodfolket.
Naar Panseret bryder frem over den skjulende Krete, modtages det af Batteriernes Ild — aaben Skydning med Pansergranat. Forsprængte Fodfolksdele søger ind til Batterierne, der derefter danner Centrum i improviserede Modstandsgrupper. Den Bevægelseskrig, som Motoren har foraarsaget, og de Krav om snævert Samarbejde med nærmeste Fodfolksafdelinger, som Panserforsvaret stiller, fører til, at man inddeler sit
Divisionsartilleri paa anden Maade end tidligere, nemlig i Støttegruppen og Slaggruppen. For Støttegruppens Vedkommende er det naturligt at lade Fodfolksregimenterne have hver sin lette Artilleriafdeling fast i Haanden som det almindelige Tilfælde og at lade den udgaa af denne Forbindelse som det specielle. Denne Tilknytning bør ske ved en fast Marchgruppeinddeling. Naar Afdelingen skal indgaa i en større Koncentration til Støtte for et andet Regiment, og det oprindelige Regiment skønnes at have mindre Brug for den, opløses dette Kommandoforhold. Altsaa modsat af tidligere Skik og Brug. Initiativets Krav om Decentralisering gør sig gældende. Sammenlign med det tyske 13. Kp. Den lette Afdeling betyder ikke saa meget i en Ildkoncentration paa de større Afstande, hvorimod den i snævert Samarbejde med en Fodfolksenhed, skydende efter egen Observation og passende dristigt ført, kan give Fodfolket en meget kraftig Impuls. Den snævre Forbindelse med Fodfolket nødvendiggør, at Batterierne frigøres for meget af den Bagage, de nu slæber rundt med i Form af Reservedele og Fægtningstram og lignende og ganske anderledes indstilles paa Kampen. Det overlades til Afdelingen at administrere Erstatnings-, Forsynings- og Reparationstj enesten og at gennemføre den ved Hjælp af særlige, hurtige og smidige Formationer. I Kamp fordeler Afdelingen Maalomraader og Opgaver eller udregner og befaler særlige Ildkoncentrationer. Batterierne samler sig helt og holdent om at slaas. Divisionens tunge Artilleri, dens tunge Slagkraft, centraliseres derimod som hidtil. Mellemtingen, let Artilleri, som indgaar i Slaggruppen, bør ikke eksistere. Efter dette faar Divisionen i Princippet følgende Inddeling af tunge Vaaben:
Afsnit IX.
Som det fremgik af Betragtningerne i Afsnit VII, bør man ikke straks stræbe efter at være stærkest overalt — thi det fører ikke til noget —, men søge sig Midler, saaledes at man hurtigt kan koncentrere stærke og stærkere Kræfter imod Angrebsstedet, saaledes at man her opnaar Kraftoverskud. Jo hurtigere og jo mere afgørende Angrebsinstrumentet er, des større Grad af Koncentrationsevne maa kræves af de Elementer, der skal sættes ind.
ad II. Angrebets særlige karakteristiske Egenskaber er Pludseligheden, Voldsomheden, Hurtigheden, Smidigheden og Rækkevidden. Det bærende Element ved disse Egenskaber er Kampvognen, den pansrede, selvbevægende, terraingaaende Ildkraft. Det Vaaben, der skal tage Kampen op mod denne, maa kunne bryde Panseret, maa være mindst ligesaa bevægeligt ved egen Kraft og maa være i Stand til at overvinde alle Terrainvanskeligheder. To Motorer raader vi over, som kan klare disse sidste to Opgaver: u) den Motor, der sidder i et Larvefodskøretøj, og v) den, der sidder i en Flyvemaskine. Udstyres disse med en panserbrydende Kanon, fremstaar Vaabnet. Alt i Konstruktionen maa være indstillet paa, at dette kan jage Kampvognene. u) Skal være pansret for at unddrage sig al anden Udvirkning end den, Modstanderen, Kampvognen, selv kan fremkomme med, saaledes at det helt kan hellige sig sin Opgave. Det skal være lettere at manøvrere og kunne komme hurtigere til Skud end den almindelige Kampvogn. Det maa kunne køre hurtigere, hvorfor Panseret ikke kan være saa svært. Vaabnet er en Specialkampvogn med særlig stor Kanonildkraft. v) Skal være saa meget pansret, at det ikke i for høj Grad skal frygte Fodfolksilden. Det skal have saadanne Flyveegenskaber, at det kan skyde paa Maalét fra oven, f. Eks. under Dyk. Det bør kunne medføre mange mindre Bomber, der netop er stærke nok til som Fuldtræffere at slaa igennem Panseret eller rive Larvekæderne over. Kanonflyvemaskinen er en Specialmaskine med en særligt svær, hurtigskydende Kanon og Flyveegenskaber omtrent som en Kampmaskine. Disse to Vaaben kan sættes ind imod Angrebet, hvor dette end kommer, takket være den store Bevægelighed. De supplerer hinanden. Kampvognsjageren er den grundige, men langsommere. Kanonflyet den lynhurtige, der samtidig kan skaffe Overblik. De hører rettelig hjemme i „Reserven“ og er derfor ikke bundet til et bestemt Afsnit.
Igennem nogle Aar har man set Idéen om, at „Kampvognen er det bedste Middel mod Kampvogne“ forkætret. Saaledes af General Eimannsberger. Men har vi ikke tit set den Slags „Recepter“ behandlede med Øgenavne i Stedet for at blive undersøgt grundigt i Forhold i Forhold til deres egne Opgaver. For Eksempel husker man Betegnelsen „Anden Etages Fodfolk“ om visse Flyvemaskintyper. Saa sent som i 1936 —37 blev det ilde omtalt i Spanienkrigen. Nu er det god Latin og frygteligt i sin Virkning. Nu er det udbygget efter Hensigten. Ligesaa med Kampvogns jageren. Naar den konstrueres efter sin Opgave og anvendes ligesaa, vil den faa sin tilsigtede Virkning — thi den har alle Egenskaber, som den skal have, og ingen andre har det, naar undtages Kanonflyet, som har været til Forsøg hos Franskmænd, Englændere og Tyskere lige siden 1938 i alle Tilfælde. Naar der ikke er kommet noget videre ud af disse, skyldes det sikkert, at den specielle Form, Krigen har taget, hidtil har skaffet alle Hænderne fulde med tilsyneladende mere presserende Ting. Men Kampvogns jageren findes dog, omend paa Begynderstadiet i den engelske „Brenn-gun-carrier“ og Kanonflyet i en Airacobra’s Skikkelse. Som nævnt drager General Eimannsberger til Felts imod Kampvogns jager en, og der bør derfor gøres lidt Rede for, paa hvilket Grundlag. Det er imidlertid ikke Vaabnet, Generalen har noget imod, men Anvendelsen, d. v. s. den Anvendelse, som han paadutter det. Han gaar ud fra, at man sætter en Bataillon alene ind midt i et „Storangreb“ og lader den løbe Linen ud, til den er slidt op. Men i saa Fald har man undladt at udnytte Manøvreevnen og altsaa ikke brugt Vaabnet efter dets Karakter. (Se Skitse VI).
Han kommer derefter til det Resultat, at Panservæmet er passivt, og vi har netop set, at er det passivt, er det fortabt. Kampvogns jageren er et Afværgevaaben og skal derfor anvendes som saadant. Dets Manøvreevne skal udnyttes til at skaffe det Ildoverlegenhed der, hvor det kniber mest. Men det skal ikke sættes ind med Opgaven at angribe op imod Strømmen. Det skal søge sin Ildoverlegenhed der, hvor der er Chancer, men ikke der, hvor Fjenden paa Forhaand har den, og det har Fjenden netop inde i sin egen Masse. Opgaven bliver derfor midlertidig at forstærke den allerede tilstedeværende Ildlinie m) og derefter med Hovedkræfterne at kaste sig over de mindre Dele af det fjendtlige Kampvognsvaaben n), som har hugget sig Vej igennem det henholdende Forsvar. Naar Angrebets Brod — Panserspidsen — er brækket af, og Angrebet tager Form af et Tryk, gaar Panserjagerne til Angreb, Afsnit for Afsnit i nær Tilknytning til Kanonforsvaret, og i korte, hidsige Angreb af ikke langt udgaaende Karakter lettes Trykket, imedens Orden atter kan tilvejebringes i det hidtil haardt trængte Fodfolksforsvar. m). Det er almindelig kendt, at Erfaring viser, at Kampvogne ikke maa sættes ind som stationære Stykker Skyts. Men dette gælder dog ikke, hvis det sker i Tilknytning til en i Forvejen etableret Panserværnslinie. Faren ligger i, at Vognen ikke kan klare sig, hvis fjendtligt Fodfolk uhindret kan angribe den.
Indsættelse til Forstærkning af Ildlinien foretages ved, at Jagerne i Deling tager Beredskabsstilling centralt bag en truet Del af Fronten. Ved hyppige Stillingsskifter forstærker de Afværgeskytsets Ild, naar og hvor det særligt udkræves — men uden at gaa til Angreb foran Afværgezonen. n). De Kampvognsstyrker, som slipper igennem Forsvaret, er netop de Styrker, som skaffer Afgørelsen ved at lamme Kampvirksomheden bag fra og ved at „trævle Stillingen op“. De maa straks stilles overfor en ny Modstander, som kan beskæftige dem, inden de naar at løse deres Opgaver. Kanonflyet kan naa at være der til Tiden. Kort efter indtræffer Kampvogns jagerne. Og saa koncentreres et Ildkraftoverskud af Kanonfly og Jagere til Ødelæggelse af de Indtrængende. (Se Skitse VII).
Kanonflyets „Overblik“ udnyttes til direkte Støtte for Føringen, hvad enten denne skal ske fra Jorden eller Luften. Lykkes Gennembruddet over bred Front, maa den første naturlige Opgave være at forhindre, at det faar afgørende Følger. Hele Angrebskraften maa da sættes ind mod den angribende Styrkes Kø og klippe Forbindelsen over mellem denne og de følgende hurtige Tropper. Fjernerestaaende Panserjagerstyrker fra andre Afsnit maa tilkaldes direkte imod den lille Hær, der har trængt sig ind i Baglandet, og naar Hullet bag denne igen er lukket, forenes alle Jagerstyrker i Kampen om at udslette den indtrængende Fjende. Lykkes det ikke at lukke Hullet, er Slaget i denne Stilling tabt, og det gælder om hurtigst muligt at faa Tropperne trukket bort for at undgaa, at Nederlaget skal faa de noksom bekendte alvorlige Følger.
Det tilfalder da Panser jagerstyrkerne at ofre sig i en med den fremtrængende Kile paralleltløbende Kamp for at sinke den saa meget, at Tropperne kan slippe fri af Omklamringen. Det er nødvendigt at indse i Tide, om Situationen er saaledes, thi enhver Forsinkelse grundet paa haabløse Forsøg betyder Tilfangetagelse af Tropper. Det Vaaben, der har Chance for at erkende dette Forhold, er netop Panserjagervaabnet, der er paa Aastedet og takket være Kanonflyene har Chance for Overblik. Nye Tropper kan indsættes i tilbagetrukne Stillinger, men maa i saa Fald være meget let bevægelige.
(Fortsættes).
