Hærkommandoens bestemmelse om at udvide virkefeltet for Hærens brevskole til at omfatte alt personel inden for hæren fra sergent og opefter er en naturlig anledning til at underkaste pro­ blemet om den militære brevskole- eller korrespondanceundervis­ning en lidt nøjere betragtning. Sagen bar mange interessante aspekter, der ikke straks falder i øjnene, og for disse skal der derfor redegøres i det følgende.

I alle lande, hvis forsvarsorganisation bygger på indkaldelse i krigstid af store reserver, er spørgsmålet om disse reservestyrkers duelighed på indkaldelsestidspunktet, d. v. s. ved mobiliseringen eller ved en „sikringsstyrkes“ formering, et af de allermest bræn­dende. Der er her både spørgsmål om den legemlige træningstil­stand, de praktiske færdigheder og den teoretiske kunnen.

Fuldt ud løses dette problems forskellige bestanddele kun ved regelmæssige genindkaldelser, vel helst hvert år, hver gang af en varighed på 2— 3 uger, og tilmed en meget intensiv udnyttelse af denne tid forudsat. Hertil hører endvidere helst, at personellet er hjemsendt med uniform og øvrig enkeltmandsudrustning.

Hvad træningstilstanden angår, navnlig træningen i march og i at leve i det fri, viser den krigshistoriske erfaring dog, at gen- indkaldte troppers præstationsevne er forbavsende. Hvis deres træ­ ning ikke ligger alt for mange år tilbage, er de i stand til uden nogen egentlig genoptræningsfase at udføre marcher af meget be­tydelig længde. De tyske hæres march på nordfløjen af den store offensiv i august—september 1914 er et typisk eksempel herpå. Som bekendt var indsatsen af reservekorpsene på tysk side over­ hovedet en stor overraskelse for den franske generalstab, og at disse korps til fods og med tung oppakning tilbagelagde dags­ marcher på i gennemsnit 60—70 kilometer (omend med et ikke ringe antal fodsyge, der måttte efterlades) var formentlig en over­ raskelse for alle parter. Grunden til denne præstationsevne må søges i flere forhold: Vigtigst er, at en hård og rationel træning under fredsuddannelsen har givet soldaten bevidsthed om egen kunnen, altså en psykologisk faktor, og hertil kommer den under fredsuddannelsen opøvede evne til at klare marchens talrige prak­tiske problemer.

De praktiske færdigheder, navnlig i våbenbetjeningen, kan i meget væsentlig grad læres på „rygmarvsbasis“. Er uddannelsen i fredstid tilstrækkelig metodisk, og skabes der hos mandskabet den nødvendige forståelse for, at den ustandselige gentagelse af våben­ betjeningsgrebene og skydeeksercitsen tjener bl. a. dette formål, foruden vigtige kamppsykologiske hensyn, vil en meget væsentlig del af det praktisk lærte stå ganske friskt for den mobiliserede soldat. Det må erkendes, at ønsket om, at soldaten skal kunne betjene samtlige våben, der indgår i underafdelingens bevæbning, stiller betydelige krav til den rygmarvsmæssige indlæring, men selv ved dette lette kom pagni med dets m angfoldighed af våben kræver hvert enkelt af disse kun et begrænset antal, tilmed simple, greb til betjeningen. Adskillelse og samling samt rengøring er straks vanskeligere at beholde i erindringen, men også her kan en vel tilrettelagt læretid have en stor og varig virkning.

Indførelsen af nye våben i afdelingen efter sidste hjemsen­ delse kræver selvfølgelig en vis praktisk omskoling.

Tilbage står da den teoretiske viden. Der er ingen grund til ved denne lejlighed at fastslå, at den praktiske kunnen er afgø­ rende for geledsoldaten, for det er den, og herfor behøves ikke meget bevis. Men ingen soldat kan klare sig uden et vist fond af teoretisk viden, hvortil kommer, at megen praktisk kunnen er en funktion af teoretisk viden, der er meddelt én ud fra og om an­ dres praktiske erfaringer. En teoretisk viden om f. eks. beskyttelse mod regn og kulde, om de hurtigste metoder, på hvilke et skærm- tag kan bygges, o. s. v., sparer soldaten for dyrekøbte erfaringer. En teoretisk viden om forholdene vedrørende skuddets akustiske effekter: Affyringsknald, luftsmeld, fløjt, nedslag (m. eventuel de­tonation) samt opspringerlyde vil ligeledes kunne lette soldaten i mange udpræget praktiske situationer på kamppladsen. Nødhjælp, beskyttelse mod ABC-kam pm idler, hygiejne etc. er andre felter, som kan suppleres med talrige eksempler fra de forskellige våben­ arter. Denne ganske omfattende teoretiske viden meddeles natur­ ligvis mandskabet i tjenestetiden, men dens evne til at blive sid­ dende i personligheden er væsentlig ringere end for så vidt angår det, der er lært manuelt. Det må nemlig bl. a. erkendes, at man kan altid tvinge folk til manuel indlæring, idet grebene (eller hvad det nu kan være) gøres til genstand for fortsat, befalet indøvelse. Tilegnelsen af teoretisk viden kræver derimod en vis por­tion aktiv intellektuel medleven, og selv hvor denne har været til stede, svinder hukommelsesstoffet hurtigt bort, når det ikke holdes vedlige ved kontrol eller stadigt behov. Dette forhold konstateres meget overbevisende hos folk, der har taget eksaminer, og hos hvem efter selv få års forløb kun spredte rester af det lærte endnu er til stede, undtaget kun de fag, for hvilke der har været direkte, aktuel brug efter eksamen. Prøver med værnepligtige, der ganske få år forinden har forladt skolen med studenter- eller realeksamen, vil hurtigt kunne overbevise enhver om eksamenslærdommens korte levetid. Med hvilken bekymring ser ikke de fleste akademikere på deres børns eksamensopgaver til mellemskoleprøven (NB. den, der skal aflægges i 10— 11 års alderen) ! Og med hvor god grund skæl­ver ikke de fleste studenter efter få års forløb for at skulle føre blot en pidgin-samtale på fransk, som de dog flere timer i hver uge har beskæftiget sig indgående med i de tre gymnasieår! Hvor meget bedre det i så henseende står til hos flertallet af dem, der ved visse højere læreanstalter i Københavns vestlige udkant har modtaget franskundervisning i indtil tre år ud over studentereks­amen, skal, som det så fornøjeligt hedder i kancellistilen, ganske henstilles.

Det tør altså regnes som en given sag, at teoretisk viden væ­ sentlig hurtigere bleges, end tilfældet er med den praktiske kun­ nen. Da det samtidig ikke behøver nogen yderligere påvisning, at allerede geledsoldaten har brug for et vist fond af teoretisk viden, er konklusionen, at det er meget ønskeligt at vedligeholde denne teoretiske viden på en eller anden måde — vedligeholde den og udbygge og udvide den med det nye stof, der resulterer af ind­ førelsen af nye kampmetoder, -midler etc., som direkte berører enkeltmand uden hensyn til grad. Politiske hensyn, nemlig erken­ delsen af, hvilken stor byrde den langvarige, første uddannelse er for både den enkelte og samfundet, sætter snævre grænser for, hvad der kan gennemføres i retning af genindkaldelser, omskoling, repetitionsøvelser og lignende i lande, hvor noget sådant ikke er en dybt rodfæstet tradition, f. eks. i Schweiz, hvor den første ud­ dannelse dog er af så kort varighed, at en virkelig sammenligning ikke lader sig anstille med de øvrige vesteuropæiske hære. Ved genindkaldelser i disse lægges tyngdepunktet desuden i de større, samlede øvelser, der tilsigter dels at give den højere føring lej­ lighed til øvelse og dels enkeltmand lejlighed til at leve feltlivet. Men for enkeltmand er dette feltliv kun feltmæssigt i march- og bivuakmæssig forstand. Han får kun ringe eller ingen lejlighed til at beskæftige sig med de egentlige småtaktiske- og kamppladsproblemer, som lian vil blive stillet over for i krig. Vigtige teo­retiske behov forbliver udækket. Hvis man vil udfylde dem, må man gå frivillighedens vej og søge at nå folk, mens de er hjem­ sendt. Hertil kræves først og fremmest en frivillighedsakt: Det frivillige tilsagn om at ville deltage i militær undervisning som hjemsendt, og den interesse, som skal bevirke, at undervisningen følges på effektiv måde.

Der skal ikke her gås nærmere ind på de måder, på hvilke man i andre lande har søgt at løse disse problemer, men blot peges på, at der her i landet kun er gjort overordentlig lidt på dette område. Genindkaldelser er genstand for en stadig skepsis hos politikerne, og forsøg på at stimulere hærens hjemsendte folk til frivillig træning og studium er ikke blevet gjort — formentlig dels af bekostningshensyn, dels ud fra skepsis med hensyn til de procenttal, der ville deltage. Der kan ikke i denne forbindelse henvises til hjemmeværnet, da personel af de egentlige hærfor­ mationer jo af gode grunde ikke kan indgå i dette.

Det, der her er anført, tager i væsentlig grad sigte på „enkelt­ mand“, det vil sige de forhold, som vedrører det enkelte ikke-tjenstgørende medlem af hæren, uanset hans grad. Det er konsta­teret, at der foreligger et betydeligt behov for opfriskning af det oprindelig lærte teoretisk stof samt indlæring af nyt — samt, at dette behov ikke er dækket.

Problemet fremtræder imidlertid med endnu langt størrevægt, når talen ikke længere er om den anonyme „enkeltmand“, men om befalingsmanden, altså den soldat, hvem fører- eller organisa­ torisk ansvar er betroet. Også af ham kræves god træningskondition eller i hvert fald præstationsevne, også han må evne den praktiske håndtering af våbnene, men desuden er beherskelsen af et omfat­ tende teoretisk stof en absolut nødvendighed for, at han kan løse sin opgave. For ikke unødigt at udviske konturerne ved generali­ sationer vil det være formålstjenligt, at man ved betragtningen af dette problem holder sig til en enkelt våbenart, som da naturligt bør være fodfolket som det både største våben og det, der mest direkte og konstant deltager i kampen. Fodfolksofficeren skal kunne føre sin styrke i de vekslende kampfaser, og hertil er sund, praktisk sans i sig selv ikke tilstrækkelig, og fysisk træning og våbenduelighed slet ikke nok. Den taktiske føring af en fodfolks- styrke har som forudsætning et betydeligt fond af teoretisk viden, der må holdes vedlige, og som må opøves og fortsat skoles. Denne viden er dels elementær: Nøje kendskab til de forskellige våbens skudvidder, anbringelsesmåder, gennemtrængelsesevne i panser og jord, til sløring o. s. v. o. s. v., dels af en højere karakter, her­ under navnlig:

1. Vurderingen af den taktiske situation på grundlag af det om fjenden foreliggende, terrainet, vejrlig og belysning, egen styr­ kes kampkraft o. s. v.

2. Selve den taktiske beslutning som en konklusion af disse præmisser plus eventuelt en ordre fra oven.

3. Beslutningens omsætning til klare og for de udførende umiddelbart forståelige befalinger, der allerede i kraft af deres logiske klarhed er et incitament til handling.

4. Den praktiske gennemførelse af befalingen, navnlig

a. Evnen til at tilpasse gennemførelsen til opstående æn­ dringer i situationen, som på kamppladsen altid vil have tilbøjelighed til at blive flydende. Den hyppigste krigserfaring af alle er: Det går anderledes, end man har tænkt sig.

b. Evnen til med fornøden blanding af takt, fasthed og suggestion at holde underførere, som trues af tvivl, i drift frem mod opgavens løsning, eller at anvise dem nye veje dertil.

c. Beherskelsen af samspillet mellem de taktiske elementer, først og fremmest udnyttelsen af ildstøtte i alle dennes forskellige former.

Dette udpræget intellektuelle apparatur må fodfolksofficeren beherske; for at kunne beherske det må hans hjerne være trænet i at løse taktiske opgaver, og han må desuden med fuld sikkerhed mestre det mnemotekniske hjælpesystem, der er fælles for hans våben, og som hans undergivne og foresatte regner med, at han betjener sig af. Dette mnemotekniske system udtrykkes i første række i visse skematiske formler for og rammer om terrainvur- dering, befalingsteknik, forkortelser og signaturer. Den taktiske rutine, flair og intuition kan ifølge sagens natur veksle fra mand til mand, men den hukommelsestekniske, „praktiske“ ramme må betingelsesløst være i orden og holdes intakt. Selv denne, man kunne næsten sige mekaniske, del af den taktiske førers intellek­tuelle udrustning vil gå i forfald — ligesom den førnævnte ele­ mentære viden — hvis den ikke holdes ved lige.

Men ved en m obilisering er det uundgåeligt, at et meget stort antal ansvarsfulde funktioner må bestrides af personel, der i lang tid ikke har gjort tjeneste. Delingsførere, næstkommanderende og kompagnichefer må — viser erfaringen — i vid udstrækning hen­ tes blandt reserve- eller værnepligtigt personel. Reserveofficerer med rådighedspligt tjener ganske vist jævnlig for kortere perioder i hærens rækker, men disse perioder vil i mange tilfælde ikke have karakter af en systematisk ajourføring af de taktiske kund­ skaber og opøving af den taktiske evne, men snarere af anvendelse enten i 'mandskabsuddannelse uden mulighed for virkelig taktisk studium eller i førergerning under større samlede øvelser, hvor man nok gør visse erfaringer, men hvor belæringsmomentet er højst tvivlsomt, da de „klogere“ (der som ikke almindelig bekendt ofte er identiske med éns foresatte) har mere end nok at gøre med deres egne problemer og derfor ikke kan hellige sig pædagogisk-instruktionsmæssige formål. I gunstigste fald oplever re­serveofficeren en øvelsesgennemgang eller „kritik“, der ofte vil ligge på et højere føringsplan end det, han beskæftiger sig med, og som yderligere meget ofte vil være behaöftet med den mangel, at man ikke under gennemgangen betragter det terrain, øvelsen har været afholdt i. Endelig er det tidspunkt, på hvilket en sådan gennemgang finder sted efter en flerdagesøvelse, lidet egnet til en virkelig dybtgående kundskabsmeddelelse. Folk er trætte og for­ vågede, gennemgangen former sig som et foredrag, af hvilket kun lidet huskes, og mange tilhørere tilbringer en pinefuld ventetid med at kvæle abekatte eller at længes efter det rislende gys ned ad ryggen, der paradoksalt nok føles, når der falder brænde ned over andres rygstykker. Nogen systematisk, taktisk belæring af vir­ kelig varig karakter er ikke mulig under sådanne vilkår. Også reserveofficererne har derfor behov for en teoretisk skoling i tak­ tiske problemer, og dette er end mere åbenbart, når talen er om værnepligtige befalingsmænd, herunder reserveofficerer uden rå­ dighedspligt.

Det er af allerstørste vigtighed for hærens effektivitet, at det ikke-tjenstgørende førerpersonel modtager en vis taktisk skoling. I krig er delingsfører- og kompagnichefsansvar bestemmende for krigens udfald, så sandt som det er kompagnier og delinger, der møder fjenden på nærmeste hold, og hvis standard: moralsk, føringsmæssigt og på andre måder, afgør kampen. Sagt med andre ord: Ukyndig føring indebærer i sig selv blodige tab. Og det må være et hovedprincip for al føring: Ikke en blodsdråbe må gå til spilde uden et klart erkendt formål eller en klart foreliggende nødvendighed. Formål og nødvendighed erkendes, er produkter af førerens intellektuelle virksomhed, altså områder for teoretisk studium.

Når det af politiske og praktiske grunde ikke er muligt at opøve, vedligeholde og udbygge dette intellektuelle foringsfunda­ ment ved indkaldelser, hvordan kan det da gøres?

Svaret er: Appel til alle, som et føreransvar vil kunne blive paalagt, om friv illig t at underkaste sig en sådan uddannelse under hensyn til en undladelses skæbnesvangre følger for samfundet, for tropperne og for den pågældende selv, hvis personlighed vil trues af sammenbrud og opløsning, når han i krigstid ser følgerne af sin uvidenhed — den uvidenhed, som kunne have været afbødet ved en studievirksomhed af et vist, begrænset omfang.

Da førergerningen indeholder så stærke elementer af teoretisk, intellektuel karakter, og da det er forbundet med uoverstigelige praktiske og politiske vanskeligheder at indkalde disse føreremner — eller rettere designerede førere — til årlig tjeneste ved hæren, melder korrespondanceundervisningen sig som en naturlig mulig­ hed til i hvert fald en delvis dækning af det foreliggende, meget påtrængende behov.

Rent umiddelbart vil nogle officerer måske møde tanken om korrespondanceundervisning med en vis skepsis. De samme office­ rer har imidlertid med den største selvfølgelighed siddet på skole­ bænken på officersskolen og her beskæftiget sig meget og næsten udelukkende teoretisk med føringsproblemerne. Hvis det er muligt ad korrespondancevejen at meddele en blot nogenlunde grundig taktisk viden og øvelse af samme art som på skolebænken, må en sådan tænkelig skepsis forsvinde. Lad os derfor første foretage en analyse af korrespondanceundervisningens principper og særegen­ heder, for derefter at se, hvilke konsekvenser, man i andre stater har draget deraf, og til sidst afrunde denne undersøgelse med en vurdering af, hvad der vil kunne opnås ved en videreudbygning af den m ilitæ re korrespondanceundervisning herhjem m e på det grundlag, som er blevet skabt i de seneste år.

Korrespondanceundervisningens fordele er:

— Den tvinger eleven til en virkelig gennemarbejdning af stoffet.

— Den kan passes af eleven i hjemmet.

— Den kan passes af eleven på de tidspunkter, der er gun­ stigst for ham — både rent skematisk og „oplagthedsmæssigt“.

— Den muliggør centraliseret, standardiseret undervisning af et langt større antal elever end i den enkelte klasse.

— Den muliggør anvendelse af eksperter som lærere, fordi den nævnte høje grad af centralisering er mulig.

— Den er relativt billig.

— Eleven har langt bedre muligheder for at få sine indivi­duelle spørgsmål belyst end ved mundtlig undervisning.

Lad os med særligt henblik på undervisningen af militære førere diskutere disse fordele ved korrespondanceundervisningen:

Gennemarbejdning. Forudsat at korrespondanceundervisnin­ gen for alt stofs vedkommende indbefatter kontrolprøver, nødes eleven til en intensiv beskæftigelse med stoffet, hvilket i særlig grad vil være tilfældet, når det drejer sig om en taktisk opgave. Der er ikke, som i klassen, mulighed for at give en sludder for en sladder eller for lynsnart at tilpasse sig lærerens opfattelse. Både hvor det drejer sig om taktiske opgaver og om mere elemen­ tært stof, kan man anvende „multiple choice“ systemet, hvor op­ gaven består i en række svarformuleringer, af hvilke eleven da afkrydser den eller de rigtige. I sin simpleste’ form kan afkryds­ ningen bestå i valg mellem to tilfælde „(True-false)“, men mu­ ligheden for gætterier er her ret stor, og om muligt bør metoden kombineres med krav om korte besvarelser af andre spørgsmål, „Essay-type“ svar, som de kaldes. Der er dog den meget betydelige fordel ved afkrydsningssystemet, at det tager kort tid for eleven at dokumentere sin viden, og at rettelsesarbejdet på centralskolen kan udføres af ufaglært personel og i høj grad rationaliseres ved anvendelse af skabeloner til at lægge over løsningerne, så at op­ gaveretteren straks kan se, hvor stort fejltallet er. Metoden bør kombineres med tilsendelse af en „skoleløsning“, der giver svar på spørgsmålene, plus en vurdering af, hvilket standpunkt en given fejlkvotient svarer til, og på hvilke punkter øget studium er nød­ vendigt.

Med hensyn til egentlige taktiske opgaver er en virkelig ud­ færdiget løsning i befalingsform (plus eventuel førervirksomhed, overvejelser og beslutning) dog at foretrække. Denne bevarelses­ form skoler eleven i prægnant tænkning og fremstilling, men kræ­ver naturligvis et særligt kvalificeret lærerpersonel.

Det er i denne forbindelse nødvendigt at sige et par ord om den mundtlige undervisningsform. Selv om det måske er ubehage­ ligt for nogle at høre, er det dog et faktum, at den rene fore­ dragsform eller forelæsning er af meget betinget værdi. Tilbage efter et foredrag bliver måske en grundstemning, enkelte hoved­ træk samt anekdotiske enkeltheder, men kmt i ganske sjældne tilfælde vil foredraget stå som en logisk konstruktion, der er ble­ vet formidlet til tilhøreren. For at dette skal blive tilfældet, kræves dels en grundig forudgående gennemarbejdning af stoffet, som foredragsholderen eller forelæseren derpå gennemgår og levende­ gør ved stemmeføring, mimik og tilføjelser, der i fornøden ud­ strækning må noteres af tilhørerne, hvorefter notaterne renskrives, og stoffet påny gennemarbejdes. Men hvor ofte praktiseres under­ visningen på denne måde?

At eleven kan passe undervisningen i sit hjem, betyder en uvurderlig fordel. Afstande til undervisningssteder vil ofte være overordentlig lange, og mange elever vil ifølge sagens natur bo så langt fra en garnison, at regelmæssig tilstedeværelse ved foredrags­ eller lignende studieaftner er udelukket. Undervisningen i hjem­ met er endvidere overordentlig tidsbesparende, og i vore dage gælder mere end nogensinde, at tid er penge. Et overmåde stort antal mennesker er nødt til at bruge dele af fritiden til at skaffe sig ekstraindtægter. Transport til og fra undervisningsstedet samt eventuel omklædning må i denne forbindelse regnes for spildtid. Dette gør sig i høj grad gældende for den kategori, der her be­ handles, nem lig værnepligtige- og reserve-befalingsmænd, der netop er udtaget hertil på grund af særlige karakteregenskaber, intelli­gens m. v. De pågældende vil næsten undtagelsesfrit være i frem­ drift med enten at skabe sig ekstraindtægter, at udbygge forret­ning og erhverv, eller at videreuddanne sig, hvortil for manges vedkommende kommer ægteskabet med dettes yderligere krav til tiden uden for den egentlige arbejdsdag.

Tidspunktet for elevens arbejde bestemmer han selv. Medens han ved klasseundervisning mister de timer, han forsømmer på grund af sygdom, uoplagtlied, festligheder o. s. v., ligger undervis­ ningsbrevet og venter, til eleven har tid og er oplagt. Et kursus kan gennemføres fuldstændig uden sygedage, idet brevskolen blot tilstår eleven udsættelse, hvis sygdommen skulle vare ud over en enkelt besvarelsesperiode.

Naturligvis kan også en skole med mange klasser i nogen grad sørge for at standardisere undervisningen, men det er væsentlig lettere at gøre dette ved brevundervisning, hvor en enkelt lærer kan stille opgaver og udarbejde løsninger, der derefter tjener som rettesnor for et antal øvrige lærere, hvis rettelsesarbejde til sta­dighed koordineres af opgavestilleren. En sådan koordinering er af særlig vigtighed, hvor det gælder om at skabe en ensartet tak­ tisk doktrin (hvilket på ingen måde skal forstås som synonymt med „tvangsløsning“, men som en norm til vejledning og til at falde tilbage på, hvor andet svigter). De lærere, man vil benytte til nøgleposter i en undervisning af denne art, vil for manges vedkommende være officerer, der under hærens forcerede opbygning er meget hårdt belastet med arbejde. Det er en ikke mindre for­ del, at disse kan udarbejde opgaver og rette dem på tidspunkter, der passer dem — som fritidsarbejde i hjemmet. Dette giver mu­ lighed for at skabe et lærerkorps af en særlig høj kvalitet, men da det her drejer sig om fritidsarbejde, må en passende veder­ læggelse være forudsætningen.

Alligevel er undervisningsformen billig, fordi der ud over centralkontorets administrationslokaler ikke kræves klasseværelser o. lign., ikke ydes løn eller indkommanderings- og rejsevederlag til eleverne o. s. v. o. s. v.

Endelig må som en udpræget fordel i forhold til den mundt­ lige undervisning fremhæves, at mange elever ved denne afholder sig fra at stille spørgsmål af frygt for at virke „dumme“, og at den skriftlige besvarelsesform i væsentlig højere grad muliggør udfyldning af lakuner hos den enkelte. Omvendt optages undervis­ ningstiden ikke af kværulanter. Skulle der befinde sig sådanne ved brevskoleundervisningen, kan en kort henvisning til et regle­ ment ofte pacificere dem.

Hvilke mangler klæber der nu ved brevskoleundervisningen sammenholdt med andre former for teoretisk undervisning? (At den er teoretisk er allerede fremhævet, men det er jo f.eks. me­get væsentlige dele af den taktiske undervisning på officersskolen også. At den er teoretisk er derfor ikke nogen relevant indven­ ding). Visse mangler må der jo klæbe ved den, da man vel ellers lige så godt kunne ophæve adskillige fakulteter ved de højere læreanstalter.

Den vigtigste mangel er, at mange mennesker opnår størst undervisningsmæssigt udbytte ved en kombination af visuelle og auditive påvirkninger. Det er således lettere for en lærer at be­ skrive en taktisk situations udvikling mundtligt plus brug af tavle, end alene i brevform ved opridsning i form af sukcessive skitser, som eleven lettere taber overblikket over eller bliver træt af. Tak­tikkens dynamiske karakter og betydningen af initativet i alle dettes afskygninger kan derfor bedre understreges og grafisk frem­stilles i en klasse, hvortil kommer, at læreren med stemmeføring, m im ik og andre pædagogiske kunstgreb kan lette eleverne tileg­ nelsen. Der må dog rigtignok her indskydes den vigtige bemærk­ ning, at en sådan mundtlig undervisning stiller krav om lærere af meget høj kvalitet, navnlig lærere som har modtaget en dybt­ gående undervisning i beherskelse af klasseundervisningens metodik. Den som har set amerikanske officerer undervise i taktik ved de store skoler i USA, vil have modtaget et indtryk af en over­ ordentlig høj effektivitetsgrad på dette område. Men er undervis­ ningen stereotyp, søvndyssende reglementsterperi efter bogen — ja, da lades alt håb ude, og korrespondanceundervisningen står så langt, langt højere i effektivitet. Elevens aktive medvirken er altid en afgørende forudsætning for godt undervisningsudbytte, og denne medvirken afspejler sig ganske nøje i besvarelsernes kvalitet, jfr. det ovenfor sagte.

En anden mangel er, at korrespondanceundervisningen kræver en betydelig koncentration af eleven. Den, som er godt kendt med menneskelige forhold og specielt med sig selv, ved, at nogle men­nesker til enhver tid hader at skrive så meget som et brevkort, og at alle mennesker har øjeblikke, hvor det er dem en pestilens at sætte pennen til papir under enhver anden form end lige netop at skrive bag på en check. Brevskoleeleven skal kunne tvinge sig selv til at tage fat, til at studere, han skal hente psykisk kraft af sit eget indre og kan ikke trække på lærerens suggestive kraft i et klasseværelse. Desuden skal han kunne udtrykke sig nogenlunde godt skriftligt, og han skal have så megen ordenssans, at han besvarer brevene så temmelig regelmæssigt og altid råder over det fornødne materiale til at gøre det. Har man en lang arbejdsdag bag sig, måske med slidsomt åndeligt — eller for den sags skyld også legemligt — arbejde bag sig, kan oplagtheden godt være ringe til at tage fat på en opgave, til hvis løsning der kræves koncen­ tration, friskhed og tid.

De civile brevskoler kan derfor fortælle om mange skuffelser og har gjort op, at næsten forfærdende store procenter af eleverne ikke gennemfører de kursus, de havde påbegyndt, uagtet de ved tilmeldingen betalte et betydeligt depositum. Dette gælder natur­ligvis jo mere, des større disse kursus er.

Også en militær brevskole må regne med et vist frafald af naturlige årsager (overgang til mere krævende civil stilling, døds­ fald i nærmeste familie, langvarig sygdom etc.), men har hidtil konstateret et væsentlig ringere frafald end ved civile brevskoler for så vidt angår rene „passivitetsforsømmelser“. Dette skyldes dels, at elevmaterialet som ovenfor antydet i sig selv er „født“ af høj kvalitet, da hver mand i sin tid har fået føreransvar betroet, dels æresfølelse og konkurrencelyst — plus naturligvis den høje etiske tilskyndelse i selve den frivillige taktiske undervisnings be­greb — og de frafald, der sker, kan i en række tilfælde også meget vel motiveres med, at eleven har „købt katten i sækken“ og efterhånden opdager, at undervisningen stillede større krav, end han havde regnet med, navnlig hvad angår tiden.

En militær taktisk brevskole må naturligvis prøve på at bøde mest muligt på disse mangler. I så henseende spiller flere hensyn en rolle:

Det er af overordentlig vigtighed, at undervisningen anlægges så meget tilpasset den enkeltes tidsmæssige vilkår som muligt, og at eleven får forståelsen af, at lians frivillige indsats virkelig påskønnes. Dette er i sig selv sket ved, at hæren har oprettet en særlig skole til brevundervisning, og påskønnelsen af det ydede arbejde har desuden fundet udtryk fra hærchefens side. Den m ili­ tære brevskole må dernæst hele tiden have for øje, at den vel underviser designerede førere, men at disses civile erhverv må have prioriteten. Den må derfor i høj grad basere sig på civile skole­ metoder og former; i øvrigt burde der ikke være megen forskel på god militær og civil undervisningsform. Givet er det i hvert fald, at eleverne ikke bør belastes med formelle krav ud over, hvad selve den taktiske undervisning samt bogholderi og admi­ nistration nødvendigvis kræver. En blyantsnotits på en lap papir kan sige det samme som en højtidelig ansøgning på knækket papir (som jo dog har været brugt indtil sommeren 1955) og spare ele­ ven mange minutter. Rettelsesarbejdet bør være præget af dyb forståelse for disse hensyn, hvilket dog ikke skal indebære, at ret­ telserne blot skal være hyggeonklede betragtninger. At forene sag­lig kritik og ros med en velvillig grundindstilling og om muligt også humor er en vigtig sag ved brevskoleundervisning på disse planer, og det påhviler skolen ved sine instruktioner og sin med­ leven i de enkelte læreres virksomlied at bidrage til, at både det egentlige saglige indhold og de her nævnte andre elementer til­ godeses, naturligvis med bevarelse af lærerens personlige indi­vidualitet. Det er en opmuntring og udtryk for, at noget af det rigtige er fremme, når eleverne slår sig løs og, som det kan fore­ komme, skriver på vers eller latin — i enkelte tilfælde også som tegneserier — og lærerne da kan svare med samme mønt og i samme toneart.

Det spiller også ubestrideligt en rolle, at undervisningsmaterialet er indbydende, både hvad indholdet og formen angår. Indholdet må være skrevet så let tilgængeligt som muligt; den traditionelle militære reglementsstil er ikke velegnet til korrespondanceunder­ visning, og store omskrivninger af reglementerne er på den anden side et meget besværligt arbejde. Så vidt overhovedet muligt bør undervisningsstoffet fremtræde i særlige hefter med udeladelse af alt overflødigt eller umiddelbart indlysende stof. Navnlig af sidst­ nævnte kategori er reglementerne undertiden nødt til at indeholde en del af rent juridiske grunde eller for at gøre dem „fool-proof“. Den her anførte ønskelighed skal ikke fortolkes derhen, at det på alle områder er lykkedes hærens brevskole at tilgodese kravet, men, som Goethe sagde: Wer immer strebend sich bemüht, den können wir erlösen.

Så vidt angående indholdet. Men dette bør også fremtræde i en indbydende form. Vore dages borger er blevet meget forvænt med hensyn til, hvad han læser. Enhver virksomhed, der lader en reklame dumpe ind ad hans brevkasse, anvender et maksimum af typografisk og litografisk teknik for at gøre sine tryksager så ind­ bydende som muligt. Den traditionelle militære stencil er ikke noget behageligt dokument at holde i hånden. Når sagen gøres effektivt op, og den til stencilskrivning og reproduktionen med­ gående arbejdsløn, lokaler etc. indkalkuleres, viser det sig, at man ikke skal op på et oplag af ret mange hundrede eksemplarer, før bogtryk kan betale sig, når ikke for store klichéringsudgifter kom­mer til. Foruden at virke indbydende har bogtrykket også den fordel, at det reducerer udgiften til konvolutter og porto, der nok kan andrage betydelige beløb, når det drejer sig om tusinder af elever. Brevskolen anvender derfor i stigende grad bogtrykket til sit undervisningsstof.

Der er i de foregående betragtninger udelukkende talt om reservens og de værnepligtige befalingsmænd. Men brevundervis­ningen har også mulighed for at kunne give liniepersonellet noget væsentligt. Kursus i nye reglementer med anvisninger på studium af disse, fremhævelse af særlig vigtige faktorer i forhold til hidtidig praksis, samt opgaveløsning i reglementets enkelte dele — alt forestået af eksperter, måske endda af de officerer, der har udar­ bejdet reglementet — vil have bud til mange, som her lader sig tage ved hånden (enkelte i nakken) for virkelig at komme til bunds i problemerne i stedet for at bruge reglementet til hænge­ køjelekture eller at lade det glide ind i reglementsskabet, hvor det måske ikke gør nogen anden nytte end blot at eksistere og årligt at blive krydset af i en bogliste. Endvidere har.mange liniebefalingsmænd måske i årevis en tjenestestilling, der fjerner dem fra en række vigtige felter af deres våben. Brevkursus byder dem muligheden for at blive a jour på en række både taktiske og administrative områder. I De Forenede Staters hær er brevskole­ virksomheden af et enormt omfang og frekventeres af både linieog reservepersonel. Gennemgang af brevkurser skaffer eleven points til hans forfremmelses- og anciennitetsstatus og betragtes som en integrerende del af uddannelsen til og med oberstgraden. På alle de store våbenskoler er indsat et personel af høj kvalitet til under­ visningens og administrationens gennemførelse. Våbenskolerne har hver ca. 100 forskellige brevkursus (nogle er dog identiske for flere våbenarter), plus en snes kursus fælles for alle våben som en slags elementærkursus (fra Fort Riley, Army General School, kursusserie 10), mens brevskolesystemet — eller, som det hedder — Extension Course System — afsluttes med en kursusrække, serie 60, for stabsofficerer, og foranstaltet ved stabskollegiet i Fort Lea- venworth. Serierne 20—50 sorterer under de respektive våben. Elevernes tal andrager hundredtusinder.

Også Frankrig, Belgien, Sverige og andre lande har set, hvilke overordentlige værdier korrespondanceundervisningen indebærer for ikke mindst det ikke-tjenstgørende personel, som i krig skal beklæde så vigtige funktioner i hæren. Herhjemme har reserve- afficersforeningen virket med stor energi for brevskolesagens frem­me, og forsvarsministeriet, hærkommandoen og generalinspektø­rerne foruden andre bøje myndigheder har samvirket om at skabe et instrument, der nu har været under udvikling i et par år og allerede har haft et betydeligt antal elever samt aktiv støtte fra en lang række kvalificerede lærere fra de enkelte våben. Foruden den annoncerede kursusrække, om hvilken en piece er udsendt til både hjemsendte og tjenstgørende, er en række andre kurser under forberedelse, alle med baggrund i de ovenfor anførte effektivitets- krav, og ud fra grundsætningen: Fra viden til kunnen er der vel et spring, men fra uvidenhed til kunnen er springet dog uendelig langt større.

– Mogens Boisen.