Dersom man spørger, hvad man forslaar ved et Infir- meri, saa troer jeg, at det hører til de vanskelige Ting at give et Svar derpaa, som kan gjøre Fordring paa at kaldes en Definition. 1 og for sig er dette jo ingenlunde saa mærkeligt, da det samme kan siges om de fleste militær-sanitære Institutioner. Hvad man saaledes i den første franske Republiks Dage kaldte en Ambulance, er temmelig vidt forskjelligt fra, hvad vi nu forstaa derved; Grændserné imellem Ambulancer, mobile og faste Felt- lazarether have efterhaanden forskudt sig ikke saa ganske lidt. Men dette gjælder endnu mere for de, om jeg saa maa sige, mere intermediære Institutioner, som Forbin dingspladser og Infirmerier, særlig de sidste; siger man. at det er Stationer til at behandle Kvartersyge, er det undertiden nok, undertiden langtfra nok; man kan kun sige, at det er et noget, der er skudt ind — eller kan skydes ind — imellem Lazarethsygebehandlingen og Kvartersygebehandlingen.
Fra først af kjendte man kun Infirmerier i Krigs tid. Det kan vistnok siges, at der farer en let Gysen gjennem enhver Militærlæge, i alt Fald enhver dansk Militærlæge, naar han under Feltforhold eller lignende Omstændigheder faar Refaling til al etablere et Infirmeri. Det, man vil, er at samle de Kvartersyge fra en Afdeling paa en nogenlunde koncentreret Maade, f. Fx. i et Par Gaarde, i hvis Nærhed Lægen har Kvarter, dels for at lette Kontrollen med Behandlingen, dels for ikke at be lemre Lazaretherne med for mange lettere Syge. Men det er klart nok, at der heraf kan opstaa stort Besvær paa andre Omraader; dels findes kun en Brøkdel af disse .Mennesker indkvarterede i umiddelbar Berøring med den Underafdeling, hvor de ere i Forplejning, dels har det ofte sin Vanskelighed strax i diætetisk Henseende at opnaa det man ønsker — man formaaer med langt større Lethed Befolkningen til Imødekommenhed overfor en enkelt Syg, end man, og navnlig i Længden, kan faa den til at interessere sig for en Hob Individer med lette ga striske Uordener og skoldede Fødder — dels endelig, og det er det værste, gives der hyppig og uundgaaelig Øjeblikke, hvor hele Flokken enten maa opløses i et Nu eller overlades til Kontrol, baade hvad Disciplin og Imødekommenhed og hygiejnisk Behandling angaar, til en ældre Underofficer, der muligvis tilstrækkelig fyldest- gjør det første, men højst mangelfuldt eller slet ikke det sidste Krav. Saadanne Infirmerier eller Kvartersygedepoter, som vi efterlode paa Als, medens Dybbøls Belejring 1864 stod paa, høre rimeligvis til de Ting, der ikke ganske kunne undgaas, men lige fuldt ind under Kategorien nødvendige Onder. Ved det Infanteriregiment, hvor jeg gjorde Tjeneste, koncentreredes,' naar Regimentet for 4 eller 6 Dage rykkede over i Stillingen, de Kvartersyge fra samtlige 8 Kompagnier i et lille Kantonnement under Opsigt af Regimentets Overhornblæser, en højst paalidelig Mand, som endnu lever og med Gru mindes dette Tillids hverv. Hvad enten de Syge i et saadant Depot fole sig helbredede og derpaa uden Førelse eller nærmere Kontrol selv opsøge deres Afdeling, eller de blive mere syge og enten savne tilstrækkelig kyndig Pleje eller efter den til stedeværende Befalingsmands Skjøn overføres til et Lazaret!), i alle disse Tilfælde er det ikke, som det bør være. I den tydske Kriegs-Sanitätsordnung af 1878 bestemmes, at der skal oprettes "Krankenstuben» samt «Kantonne- mentslazarethe», men her haves ogsaa en «Lazaretligehilfe», som med tilbørlig Instruktion fra Lægens Side kan paatage sig et ganske andet Ansvar: Jeg anfører dette blot i Forbigaaende; vi skulle senere komme nær mere ind derpaa.
Noget ganske andet — det er egentlig kun Navnef, der er fælles — er Infirmerier i Fredstid. Der er ganske sikkert intet til Hinder for at have Infirmerier, hvor Mandskabet uden at være kaserneret ligger indkvar teret. i en Dy; men man tænker dog nærmest paa Infir merier, der findes i Kasernerne. For os, som staa for særdeles betydelige Nybygninger af Kaserner i eller ved Kjøbenhavn — jeg kan kun tænke mig en eneste Mu lighed for, at disse Nybygninger overhovedet kunde bort falde, den nemlig, at hele Hæren blev afskaffet; thi de af vore Kaserneetablissementer, der kunne undgaa at be tegnes som hygiejnisk og derfor humant yderst tarvelige, ere snart talte — har Spørgsmaalet en stor og aktuel Interesse. Ingeniørkaptejn Nøkken tveds interessante Foredrag den 10. Decbr. f. A. i det krigsvidenskabelige Selskab om Fodfolkskaserner med Demonstration af Planer gav Anledning til 3 Diskussionsmøder om forskjellige Spørgsmaal Sagen vedrørende, imellem hvilke det foreslaaede Kasernesygehus dog ikke fandtes. Dette er den nærmeste Anledning til, at jeg har udbedt mig Plads i Selskabets Tidsskrift til efter Evne at udtale mig ikke blot om Kaserneinfirmerier men om et og andet, Omtalen af saadanne Institutioner under vore Forhold næsten med Nødvendighed fører til.
Der kan vistnok fornuftigvis ikke rejses Indvending imod Ønsket om at opnaa en bedre Fordeling af vore Syge; det kommer næst efter Ønsket om, at der maa blive gjort det'bedste for at indskrænke deres Tal. Be grebet Kvartersyge, saaledes som vi have det og med vor nuværende Ordning uundgaaelig maa have det, er hverken populært bos Kommanderende, Læger eller Mand skab. Man kan til Nød have en Underofficer, der deler Værelse sammen med en Kammerat, liggende paa dette Værelse under Behandling for endel lettere Sygdoms tilfælde; men paa de almindelige Mandskabsstuer er det i høj Grad uheldigt at have Syge; ikke blot er den Syge selv henvist til at forlade sin Stue eller sin Seng for at spise eller i andet nødvendigt Ærinde; men han er ogsaa i Vejen for god Orden paa Stuerne, hvad enten han skal holde sig i Ro i sin Seng for lettere Forkølelsestilfælde eller pleje udvortes Skavanker paa Samlingsstuerne. 1 trange Tider, hvor der er meget Mandskab inde og dertil maaske megen Sygdom, kan man paa engang høre en tinderafdelingschef erklære, at han «ikke vil have Kvartersyge«, og Sygehuset dolere over, at det faar for mange Syge med Bagateller indlagt. Ingen af dem kan faa sin Villie igjennem; vi kunne nu engang ikke ganske uudgaa Kvartersyge, og Sygehusene kunne ikke undgaa endel Lappalia, fordi Behandling af en Mængde af den Art er ganske umulig paa Kasernerne, lier kan kun et Infirmeri hjælpe; men naar det er ordentlig indrettet, vil det sikkert, og i vore Forhold ganske særlig vise sig at være af særdeles betydelig Nytte.
Et Par Forsøg ere gjorte for ganske nylig ved en af de Afdelinger, ved hvilke jeg forretter Tjeneste; —- jeg troer at kunne lade uomtalt, at der af og til har været en Stue paa en Kaserne overladt Lægen til Ophold for Kvartersyge, men uden at der har været givet ham Spor af Assistance —. I den forløbne Sommer bleve nemlig to smaa Jnfirmerier indrettede paa Forterne Tre Kroner og Prøvesten for den Tid, der var mest Mandskab inde; paa det første i et dertil afgivet ret rummeligt Lokale i en af de bestaaende Bygninger, paa det andet i en net lille Barakke, der opførtes til dette Øjemed paa Fortets Berme; til hvert af dem afgaves en L'nderkorporal af Sundhedstropperne, som indkvarteredes i lnfirmeriet og havde Ansvar overfor Lægen for Sygebehandlingen og overfor Fortchefen for Forplejningen og Ordens Over holdelse. Jeg skal dog ikke opholde mig videre ved dem, dels fordi nærmere Omtale vilde blive Gjentagelse af det efterfølgende, dels fordi Forholdene paa Forterne i flere Henseender ere væsentlig forskjellige fra dem paa andre Kaserner. Jeg skal kun bemærke, at allerede disse fuldt ud have godtgjort, hvad forøvrigt næppe trænger til Bevis, at vi ved dem have indvundet et ganske anse ligt Antal Tjenestedage, disse Tjenestedage, der her i Danmark, hvor man tæller Tjenesten efter Dage, og hvor man dog ikke kunde faa en Ilærlovsrevision gjennemført uden paa Betingelsen af, at de ikke bleve forøgede, ride os som en Mare. Skal en Syg, der f. Ex. er helbredet ved 2 Dages Behandling i Sengen, overføres til et Syge hus, er dette, kan man godt sige, forbundet med et Tab af 4 Dage. Han indkommer først om Eftermiddagen for at tages i Forplejning (og under Behandling) paa Syge huset, udskrives derfra, naar han efter de to Dages Be handling er rask, men tilbringer da endnu en Dag med at forlade Sygehuset (efter endt Middagsmaaltid) og møde ved Afdelingen, hvor han først den næste Morgen gaar til Tjeneste. Summa: 4 Dage. Paa Infirmeriet kommer han strax under Behandling og gaar til Tjeneste strax, naar Lægen har udskrevet ham, Summa: 2 Sygedage. Hertil kommer det tidt ikke ubetydelige Besvær med at føre ham ud af og ind i Forplejning, Aflevering af Armatursager og en ofte lang Transport med Ledsagelse til Sygehuset. Hermed turde det være bevist, at man ikke bør bygge Kaserner uden at oprette Kaserneinfirmerier undtagen netop i de Tilfælde, hvor der tindes et under Afdelingens Ressort direkte hørende Sygehus.
Hvad skal man da forlange af et Kaserneinfirmeri?
For det første spørges:
Hvor mange og hvilken Art Syge skal det optage?
Hvilke Rum maa det indeholde, og hvilke særlige Foranstaltninger maa der træffes, for at de kunne være fyldestgjørende?
Dernæst: Skal hver Afdeling have sit, eller kan en Kaserne, der rummer flere Afdelinger, nøjes med eet saadant?
Og endelig: Hvilken Betjening fordrer det?
Jeg har søgt ved Hjælp af vore egne Kilder at til vejebringe Momenter til Besvarelsen af det første Spørgs- maal ved nemlig at gjennemgaa en efter Skjøn valgt Maaned af min Privatjournal over Udskrevne fra Garni sonssygehusets 3die Service i den Tid, i hvilken jeg be styrede den. Det er Marts 1880, en Maaned med en rimelig Belægning, med tilstrækkelig Variation i Syg dommene, hvor der ikke har været indlagt Patienter fra andre Afdelinger end dem, der vare henviste til Servicen, og hvor der har været al Grund til at antage, at ingen Syge fra disse Afdelinger af Plads- eller andre Hensyn have været indlagte paa nogen af de andre Servicer. Der har heller ingen Indkaldelse af Mandskab fundet Sted og kun faa Kassationer. Af de 70 Udskrevne have nøjagtig 35 med et Hospitalsophold af fra 2 til 18 Dage lidt af Sygdomme, der meget vel havde kunnet behandles i et Infirmeri. Sygedagene have for disse 35 været 267 eller i Gjennemsnit 6,7. Et Infirmeri paa 12 Senge, rundelig beregnet, vilde altsaa med en nogenlunde ensformig Til og Afgang have kunnet lette Sygehuset nøjagtig for Halv delen af Patienter (selvfølgelig ikke at forvexle med Syge dage). Ved en muligst nøjagtig Optælling af den Styrke, det Antal Individer, der paa den Tid har afgivet Syge til Servicen, viste det sig, at den er meget nær 1400, saa at altsaa de omhandlede Syge var c. 2,5 pCt. af Styrken. Men hertil maa paa den anden Side bemærkes, at en Sygdomsvarighed paa 18 Dage, ja endog paa 10—11 Dage er efter mit Skjøn lovlig meget for Infirmerisyge; trækker man disse Syge fra, eller rettere, tænker man sig dem, naar anden Tilgang til Infirmeriet var ønskelig, paa et tidligere Standpunkt evakuerede til Sygehuset, vil Tallet ikke naa 1,5 pCt. Vil man da til dette Tal lægge endel Kvartersyge, som man sikkert ikke vilde have haft gaaende eller liggende paa Kasernerne, hvis man 169 havde et Infirmeri, vil 2 pCt. kunne sættes som passende for dettes Kapacitet, netop det Tal, som i Kapt. Nøk- ken-tveds Plan er foreslaaet.
Vi ville et Øjeblik opsætte Besvarelsen af de andre ovenfor stillede Spørgsmaal og se hen til, om der ikke i Beretninger fra Udlandet skulde forefindes Vejledning til Besvarelse. Uagtet Jnfirmerier have været i Brug mange Steder og i lang Tid, har jeg dog intet Sted været saa heldig at finde nogen mere indgaaende Omtale af saadanne, naar undtages nogle meget ny Bestemmelser for tydske Kaserneinfirmerier (Armee Verordn. Bl. 18851, som jeg strax nogenlunde udførlig skal fremsætte. Et almindeligt Princip for deres Organisation er det ikke muligt at opdage. Dette Indtryk modtog jeg i høj Grad ved at tale med en meget kyndig Kollega i Frankrig, det Land, der, maaske paa Grund af noget særlige La- zarethforhold, vistnok længst Tid og mest har benyttet dem. I dette Land findes nemlig forholdsvis faa — nu dog langt flere end tidligere — egentlige Militærlazarether; i Reglen lejer Militæretaten sig ind for en bestemt Be taling pr. Patient paa de bestaaende civile Sygehuse, der saaledes blive «blandede» eller «militariserede» Hospitaler. Den militære Menage er selvfølgelig adskilt fra den civile, hvad Lægepersonale og Betjening angaar; men Kjøkken m. v. er fælles. Kun alvorligere Syge indlægges her, medens de lettere Tilfælde behandles i Kaserneinfimerierne, hvoraf jeg ogsaa har haft Lejlighed til at se et Par meget tiltalende indrettede. De militære Syge deles altsaa i 3 Kategorier, Lazarethsyge, Infirmerisyge og In disponerede; kun. forholdsvis sjældent staar Infirmeri- rubrikken tom — hvor intet Infirmeri haves — ; men forresten er der en meget betydelig Variation i Tallene paa de 3 Kategorier (Krigsministeriets Statistique médi- cale). Den Omstændighed, at Sygedagetallet paa mange Steder naaer næsten lige saa højt for Infirmeri- som for Lazarethsyge, er meget talende; men forresten er For holdet i høj Grad variabelt, tildels, blev der mig sagt, fordi der bestod en temmelig stor Forskjel paa Prisen paa de forskjellige militariserede Hospitaler. Paa den anden Side ses ogsaa Tallet paa de «Indisponerede» hyppig at være paafaldende lille, saa at øjensynlig ogsaa Hovedmassen af dem ere gaaede til Infirmerier.
Medens der, efter hvad der velvilligst er mig med delt, i alle, i alt Fald alle ny, Kaserner i Belgien og Holland findes Sygestuer, dog uden særlige Indretninger, gjælder det i Østerrig, at «Marodenzimmer» kunne indrettes forfra 2 (!) til 11 Senge med mindst 24 Kbm.Rum pr. Seng. I England findes i alt Fald som Ilegel Re gimentskaserner med Sygehuse efter et bestemt System, hvorved altsaa lnfirmerispørgsmaalet bortfalder. Jeg har selv haft Lejlighed til at besøge et af disse Sygehuse, som naturligvis alene derved, at der her kun er Tale om hvervede Soldater, faar et fra andre Landes Militærhospi- laler vidt forskjelligt Udseende; selv den i de yderste Detailler gjennemførte Undersøgelse af dem, der attraa at lade sig hverve, kan ikke forhindre, at et stort Antal af Regimentssygehusenes Patienter lide af kroniske uhel bredelige Sygdomme, særlig Lungesvindsot.
Det turde af det her anførte temmelig tydelig fremgaa, at man ikke kan vente sig stort af en videre Gransk ning af udenlandske Kilder. Ved en Rejse i Tydskland for c. 6 Aar siden havde jeg Lejlighed til gjeritagne Gange at berøre Spørgsmaalet om «Krankenstuben»; det var aabenbart, at man 'egentlig lagde saare ringe Vægt paa dem, og det fik engang et levende Udtryk for mig, da en meget fremragende Regimentslæge, som viste mig om paa Kasernen, paa min Henvendelse om denne Stue aabnede en Dør til et Lokale med, troer jeg, 4 tomme Senge med de Ord: «Das ist nichts». Man maa imidlertid være kommen til en anden Betragtning i Tydskland, efter som «Revier(Kvarter)krankens(uben» allerede det følgende Aar bleve indførte obligatorisk i alle Kaserner. De vig tigste af de for dem fastsatte Bestemmelser ere følgende:
»Patienter med smitsomme Sygdomme (heri indbefattet Tuberkulose) eller saadanne, hos hvilke der kau være Anledning til at formode, at smitsom Sygdom kunde udvikle sig af det bestaaende Sygdomstilfælde, ere ude lukkede.
Stuernes Størrelse fastsættes til 1,5 pCt. af den etatsmæssige Styrke med 20 Kbm. Rum pr. Seng. Saa- ledes vil en Infanteribataillon eller et Kavaleriregiment fordre en 12 Mands Stue med 9 Senge, heri indbefattet Lazarethgehilfens. Denne Stue benyttes som Sygestue »saa længe der endnu er andet Sted Rum for det Mandskab, der skal indkaserneres».
Indretning af Reviersygestuer for større Styrker end et Kavaleriregiment eller en Bataillon er i Regelen ikke at anbefale; kun hvor i afsluttede Kaserner to Batailloner ligge sammen, kan det være hensigtsmæssigt at lægge to Stuer ved Siden af hinanden og forbundne med Dør, for at 1 Lazarethgehilfe under tvingende Omstændigheder kan have Opsigt med begge.
Det syge Mandskab medbringer selv Sengetøj fra Belægningsstuerne, saa at Sengene i Infirmerierne kun ere forsynede med Straasække. Renholdelse af Stuerne besørges af de indlagte Syge, dog kan Lægen, naar for nødent gjøres, beordre andre ikke indlagte Revier-Syge til denne Tjeneste.» —
Man vil heraf se, at disse Sygestuer i Tydskland ere opstaaede efterhaanden; især viser den Omstændighed, at de kunne nedlægges, naar det behøves af Pladshensyn, tydelig nok, at man ikke har bygget Kasernerne med disse Lokaler for Øje. Havde man det, vilde den Be stemmelse, at det sædvanlige Kvartersyge-Tilsyn ikke foregaar paa Sygestuen, sikkert heller ikke være sat ind; det mest naturlige havde jo været netop at lægge Lægens Værelse op til Sygestuen bl. a. for ikke at nødvendig- gjøre en dobbelt Menage med de Syge paa Kasernen, hvad nu er uundgaaeligt. Saa vanskeligt det er at indrette noget nyt i allerede bestaaende Bygninger, hvor der jo som Regel er disponeret over ethvert Rum, saa let kan det være at naa et tilfredsstillende Maal, naar man ved Nybygning faar taget det med. Jeg troer baade at have paavist, at vi kunne have alvorligt Brug for for nuftig indrettede Kaserneinfirmerier i enhver større Kaserne , og at vi ikke kunne vente os videre Oplysninger fra Udlandet om Indretningen af saadanne. Sniaa og mindre fuldstændig indrettede Garnisonssygehuse for et Regiment eller en Brigade ere i alt Fald i større Garnisoner sikkert relativt for dyre og udfylde som paavist heller ikke Savnet af Infirmeriet med dets lidet omstændelige og hurtige Forretningsgang.
Jeg skal da tillade mig efter Evne at besvare de ovenfor stillede Spørgsmaal.
Det første, hvor mange og hvilken Art af Syge skal et Kaserneinfirmeri kunne optage, er alle rede besvaret. Tallet vil kunne sættes til 2 pCt. af Styrken, og Arten af Sygdommene behøver ingen videre Drøftelse; de Indskrænkninger, de tydske Bestemmelser give, ere selvfølgelige, og andre ere ligefremme Følger af ncdenstaaende Bemærkninger.
Hvilke Rum bør det indeholde, og hvilke særlige Foranstaltninger bør træffes? Naar jeg her tillader mig al udtale mig temmelig udførlig, er det for at give Adgang til den størst mulige Kritik; kun paa Enkeltheder i Bygningsplanen finder jeg ikke Anledning til at gaa ind; man maatte da helst gaa ud fra en fore liggende Plan; men jeg skjønner ikke, at det er for nødent, da efterfølgende Udkast jo let vil kunne overføres paa enhver Bygning, der opføres ogsaa med dette Maal for Øje. Gaas der ud fra Barakkesystemet, findes saa meget af de hygiejniske Krav allerede tilstede, at man kan undlade nærmere at dvæle ved Rumforholdene.
Selve Infirmeriet — her er gaaet ud fra et Fodfolksregiments Behov — tænkes anbragt i Gavlen af en Mandskabsbarakke med egen overdækket Indgang og uden direkte Forbindelse med den øvrige Del af Bygningen. (Skolde en saadan under ejendommelige Forhold gjøres ønskelig, kan den jo med Lethed etableres.) Det bor indeholde 4 Bum, nemlig en større Sygestue (10 å 12 Senge), en mindre do. (4 Senge), som dels kan finde Anvendelse for ugifte Underofficerer og Sekondløjtnants- elever, dels som almindelig Sygestue paa Tider, hvor det vilde være urimeligt og besværligt at opvarme den store, dernæst et Lægeværelse og et Værelse til forskjelligt Brug. De forskjellige Bum maa saavidt muligt støde sammen, altsaa ikke skilles ved Korridor, da Opsigten ellers er umulig, og der bør ikke være flere Smaarum end absolut uundgaaeligl, formentlig altsaa kun Kntre og Klosetrum. Samtlige Gulve maa være godt ferniserede og Vinduerne forsynede med indvendige Persienne skodder eller anden Indretning til Udelukkelse af direkte Sollys.
De to Sygestuer maa foruden de fornødne Senge, der maa staa frit, indeholde: et mindre Bord for hver to Senge, nogle Stole, et større Bord med 1 á 2 Bænke, et „Møbel, indrettet som Madskab med 2 Bum for hver Patient, at lukke med samme nummererede Nøgle, det ene til Brød, Smør (i lukket Kande) o. 1. samt Værdigjenstande, det andet til Toiletsager og nogle Underbeklædnings- gjenstande, et Vadskebord med løse Vandfade og endelig lave Bukke eller Stativer, 1 bag hver Seng, til at hænge Gangklæder m. v. hen over. Til hver Seng leveres et Par Tøfler. Til hver Sygestue hører et Stuethermometer, der eventuelt kan benyttes som Badethermometer.
Lægens Værelse bør indeholde: Skrivebord med passende Burn ovenover til Blanketter, Lister, Protokoller m. v. samt Skuffer til Instrumenter og andre private Gjenstande, et andet Bord til Distribution af Medika menter, nedenunder forsynet med Hylde til Bakker, Fade o. 1. til Forbindinger, Vadskebord med Tilbehør, en polstret Bænk, betrukken med vandtæt Stof, til Sygeundersøgelse, samt et passende indrettet stort Møbel, der i 4 afsondrede Dele kan indeholde: 1) Medikamenter, Flasker, Æsker o. 1.; 2) Forbindingsgjenstande ; 3) Rekvisitter til Sygepleje (Uringlas, Spyttebægere, Stikbækken); 4) nogle Sengetæpper, Lagner, Rullepuder og Haandklæder. (Disse sidste Gjenstande ere væsentligst at betragte som Reserve, idet de Syge fra Belægningsstuerne medbringe deres Tæpper, Lagner og Haandklæder.) Udenpaa Møblet op hænges Irrigator og de af Kantinens Gummisager, der bedst bevares paa denne Maade ; ovenpaa kan anbringes Gouttière og Kroner. (De under 3 og 4 omtalte Sager kunde, hvor der haves eget Loftsrum, ogsaa anbringes der, ligesom dette ogsaa, om det gjordes ønskeligt, kunde afgive Plads til Klosetrummet.) Til Stuen hører 2 Læge-thermometre. Kantine og Kantinetornyster bør henstaa i Lægcværelset, men de bør formentlig til enhver Tid hen staa reglementsmæssig pakkede, dog uden Medikamenter.
I det fjerde Rum bør findes til den ene Side nummererede Knager med Hylder til Huer, Kapper og Støvler, som ikke bør opbevares paa Sygestuen, samt et Rum til Kost, Spande, Gulvklæde m. v., paa den anden Side lukket Rum til Spiserekvisitter, en Vadsk og Gas- kogeapparat med Kjedel (blot til varmt Vand). Herfra kan findes Indgang til Klosetrummet. Da Værelset tillige kan fungere som Venteværelse^for dem, der skulle frem stilles for Lægen, bør der staa en Bænk med Ryg. — Et transportabelt Badekar bør være tilgængeligt paa Ka sernen, ikke blot for Infirmeriets Skyld; om det henslaar lier eller et andet Sted, er ligegyldigt; kun i Tilfælde af, at et militært Sygehus er i Nærheden af Kasernen, kan det anses som unødvendigt.
De Syge bør formentlig udelukkende bespises fra Kasernens Marketenderi eller den Menage, der nu tænkes gjennemført for Mandskabet. Maden hentes af de Syge i Skaalc m. v. paa samme Maade som i Sygehusene, altsaa i anrettede Portioner. Madskaale, Glas, Kopper, Knive m. v. ere Infirmeriets Inventarium, og der vaskes op strax efter hvert Maaltid. 1 Sygestuernes Madskabe opbevares kun saadanne Sager som Llrod, Smør, Sukker, The og Salt, ellers rekvireres Maden f. Ex. ved simpelt indrettede Madbøger, der hver Dag underskrives af Lægen, og paa een Gang kunne tjene som Kontrol fra Lægens Side overfor Forplejningen og som Kontraboger imellem de Syge og Marketenderen; tillige vil Lægen herved kunne faa et Indblik i Marketenderens Menage, som maaske ikke vilde være ganske værdiløst for Afdelingen.
Hvad nu angaar Spørgsmaalet om Infirmeriets Størrelse o: om det skal være beregnet paa 1 Regi ment — hvilket-er omtrent det samme som 1 Rekrut- bataillon — eller paa 2, da forekommer det mig, at der i alt Fald er saare lidet vundet ved at have et større, medens der er saare meget tabt. At Lægen ved den llataillon, der ligger inde med den ganske overvejende Styrke, der forsyner Infirmeriet, ogsaa vedbliver at tilse dem der, er allerede en overmaade væsentlig Ting; han har de bedste Forudsætninger for at kjende Mandskabets baade fysiske og moralske Svagheder — de sidste maa ikke glemmes — , han fortsætter den eventuelt allerede ambulatorisk paabegyndte Behandling, og Ansvaret for den Syge bliver paa samme Haand. Der er al Sand synlighed for, at der i Bevarelsen af denne Kontinnitet er vundet Tid. Skulde der dernæst ved et Uheld, som jo ikke ganske kan undgaas, komme en smitsom Syg ind i Infirmeriet, saa berøres jo i alt Fald det andet Inflrmeri ikke deraf. Endelig, og det er et Synspunkt, hvorom jeg ikke kan tænke mig andet, end at det for hele Kasernesystemets Vedkommende er taget i Betænk ning af Autoriteterne, kan denne Ordning være ti! stort Gavn i Krigstid, naar hele Kasernen tages i Brug til Lazaretil. Der vil ca savnes mindre Lo kaler, der ligge saaledes, at de let kunne sættes i For bindelse med de store Sygestuer og dog kunne isoleres, til Isolation, Operationer, Distribution o. I.; der savnes Mellemting imellem de relative smaa Rum, Underofficers- og Løjtnantslejligheder kunne præstere, og de store Sygesale. At saadanne Rum kunne tilvejebringes paa to Steder, vil for Administrationen af hele Lazarethet være af betydelig Vægt. Hovedstaden er, naar det skulde dreje sig om Oprettelsen af Lazarether i en Krig, da saa godt som alle vore Kaserner ere at betragte som inficerede — jeg kan kun nævne Frederiksberg Slot og Ingeniørernes Karakker i Glaciset som brugelige — , og dets Garnisonssygehus er saa stærkt trængende til en Afløser som næppe noget Hospital i Landet, vistnok for Øjeblikket væsent ligst henvises til Hotellerne; muligvis vil Vestre Hospital og en og anden offentlig Bygning strås kunne beslag lægges; men at gode ny Kaserner i Fremtiden ville være Hovedsagen, maa dog vistnok forudsættes som et, fore kommer det mig, vægtigt Indlæg for Barakkesystemet.
Vi komme nu til det sidste Spørgsmaal, Betje ningen i Infirmeriet. En hel Del af dette er i Grunden besvaret ved Omtalen af Lægens Tjeneste, af Monteringen og Renholdelsen af Lokalerne, der jo som Regel vil blive besørget af de Syge selv1), samt af Be spisningen; men, hvad der maaske er Tappen, hvorom det hole drejer sig, Sygepasseren mangler. Uden en saadan kan det sikkert ikke gaa, og det er selvfølgeligt, at han helst maa have Befalingsmandsgrad. Hvor han anbringes i Infirmeriet, er ligegyldigt, det maa afhænge af Pladsen. I Tydskland, Holland og Belgien ligger han paa selve Sygestuen; tbi der er ingen anden Plads til ham; paa Prøvesten ligger han i en Hængekøje i det lille forreste Rum, Lægen benytter; den stuves afvejen om Dagen. Hovedsagen er, at han tilvejebringes. Men hvorfra? Selvfølgelig fra Kjøbenhavns Garnisonssygehus, der jo fungerer som Reserve eller, om man vil, som eneste Depot for Sygepassere.
Men hvorledes staar det sig egentlig med vor Sygepasserinstitution? Ilave vi et tilstrække ligt Personale til at kunne bestride disse Hverv, der ikke kunne bestrides fyldestgjørende uden det, og er dettes Uddannelse saaledes, som den bør være med de for- skjellige Maal for Øje, der kommer ind under dets Om- raade i Fred og Krig? Spørgsmaalet kunde synes at ligge lidt til Siden; men det er i Virkeligheden umuligt at drøfte en Sag, der paa nogen Maade berører det, uden at tage det med, om end kun ganske overfladisk.
Imellem den værnepligtige liefolkning udtages aarlig — efter Livsstilling og aldrig efter frit Valg — 120 Mand til denne Tjeneste. De mode efter en Maaneds almindelig Uddannelse ved Militærarbejderdepotet i 4 Hold paa ‘30 Mand med 3 Maancdcrs Mellemrum; hvert Hold bliver 6 Maaneder inde, saaledes at der stedse haves et ældre og et yngre til Tjeneste; fjerde er det ældre, naar første møder, og hjemsendes, naar andet Hold møder o. s. v. Af disse 30 Mand gaa de 18 til Sygehusene i Provind- serne; men man maa ingenlunde derfor regne 12 til Kjøbenhavns Garnisonssygehus, idet det ikke blot skal afgive til de andre Sygehuse ved Afgang hos disse, men selv maa finde sig i hele Tabet ved eventuelle Kassationer af mødt Mandskab. Som et sjeldent Uheld kan nævnes, at for nogle Aar siden fandtes ikke mindre end 4 af de til Tjeneste ved dette Sygehus mødte 12 Mand utjenst dygtige. Nogen Erstatning for de afgaaende ydes ikke af det Personale, der har erholdt Vedtegningen S ved Sessionerne, saaledes som det sker for Hestepasserne.
I Gjennemsnit ligger af Underkorporaler og Menige til Tjeneste ved Garnisonssygehuset 20, hvortil endnu kommer 2 Menige af Søværnet, der uddannes her; des uden haves c. 8 Korporaler, de øvrige Underbefalings- mænd liøre ikke til Sundhedstropperne. Vi ville først se, hvad en gjennemført Inflrmeritjeneste blot ved de i Kjøbeuhavn garnisonerende Afdelinger vilde fordre, naar hvert Inflrmeri skulde have en Sygepasser.
og dette Tal er snarere for lavt end for højt.
Selv om nogle af disse Infirmerier kun behøve at fungere en Del af Aaret eller til Tider kunne forventes at være saa smaa, at en Sygepassers Nærværelse k a n undværes, idet han erstattes af dertil kommanderede Personer af Afdelingerne, hvad dog ingenlunde kan an befales, vil man dog være temmelig ilde stedt, idet nemlig den Tid, hvor Inflrmerierne ere stærkest benyttede, falder sammen med en større Relægning af Garnisons sygehuset. Ved den her opstillede Beregning er i alt Fald Tallet for Sygepassere til Infirmeriernes Behov netop lige den normale Tilgang af et Hold til Sygehuset. Hvor mange behøve da dette? At Betjeningen paa Sygehuset kan indskrænkes i ret følelig Grad, naar et stort Antal af dets nuværende Patienter udeblive, er klart nok; men hermed er Spørgsmaalet ingenlunde besvaret; thi Syge huset er ogsaa supponeret som Hoved-Opdragelsesanstalt for denne Del af det værnepligtige Mandskab, og derfor, selv om hele Driften af Sygehuset kunde gaa uden mili tære Sygepassere, maa dets Forbindelse med dette Mand skab være ret intimt.
Enhver Værnepligtig har i sin Indkaldelsestid et moralsk Krav paa, at han, om end ikke udelukkende saa dog overvejende beskjæftiges saaledes i og med den Tjeneste, hvortil han er indkaldt, at han opnaaer den bedst mulige Uddannelse i sit Hverv for Krigstid; han skal nyde den bedst mulige theoretiske Instruktion, sam tidig med, at han i Praxis indøves i det theoretisk lærte.
Men idet han saaledes er modtagende, bliver han, og det i desto højere Grad, jo længer han kommer frem i sin Uddannelse, ogsaa ydende. At han skulde yde noget væsentligt udenfor sit Omraade, det være sig som Ingeniør, Artillerist, i Forplejningskorpset, hvorsomhelst, forlanges ikke af ham, kun af Sygepasserne ved Landets største militære Sygehus. Af dem forlanger Sygehuset en ganske utrolig Mængde Arbejde, der slet ikke eller højst uegentlig staar i Forbindelse med det at være Sygepasser o: at pleje Syge; men det kan, som For holdene nu engang ere, ikke andet af Mangel paa anden dertil anvist Arbejdskraft. Ligesom hele Sygehuset er i hej Grad forældet, saaledes er Driften af det ogsaa; den er ufuldstændig i haandgribelig Grad paa alle Omraader. Der findes 3 større Servicer, hvortil i den sidste Tid er føjet to Kliniker; men til Assistance for hele denne Be drift, der paa et civilt Sygehus vilde fordre, lad os regne lavt, 11 yngre Læger, haves kun 4 Reservelæger. Tiden er gaaet stærkt frem, der stilles nu ganske anderledes Krav til Sygeundersøgelse, Sygebehandling og skriftlige Arbejder end før; men Tallet paa de til Sygehuset fast knyttede Læger er nu som for 30 Aar siden (de Læger, der bestyre de to nævnte Kliniker, ere tillige tjenest- gjørende ved Troppeafdelinger). Disse samme Læger skulle endvidere søge at fyldestgjøre Tidens ogsaa paa dette Punkt væsentligt forøgede Fordringer som' Lærere og Vejledere for Sygepasserne. Hvor megen Tid der bliver dertil, naar Sygehuset, der for Tiden har 352 Senge, men med Appendices kan bringes op til og i de sidste Aar gjentagne Gange er bragt op til 600, kan man sige sig selv. At samle Sygepasserne boldvis til Undervisning, er der ikke at tænke paa, dertil ere de beskjæftigede med altfor mange Ting: at flytte Senge, bære Madbakker, Mælkespande og andre Spande, trille Tøj paa en Træk vogn til Desinfektionsanstalten (paa Kristianshavn 1) o.s.v. 1 Regelen ere de tilstede ved Stuegangen, og det er en Fornøjelse at se, hvor meget der faktisk trods de ugunstigste Forhold er hængt ved, af hvad der her saa at sige en passant er sagt og forklaret. Og dog er man mangen Gang nødt til ved Forbindinger og Operationer ligefrem at forbyde dem at røre ved noget, fordi deres Person ved hele deres daglige Færd er farlig for god Antiseptik. — Systemet i hele Sygeplejen er endnu det gamle Stuekonesystem, som man af al Kraft og overalt søger at komme bort fra, og Sygepasseren er, for saa vidt han ikke er til anden Tjeneste, simpelthen Stue konerne adjungeret, hvad ingen kan tvivle om, naar man hører, at Inspektøren er bemyndiget til at antage et vist Antal «Dagpiger for manglende Sygepassere» — af denne Slags tjenende Aander haves i Gjennemsnit 7 8; Stue konen taler med lige llet om «sin» Dagpige og «sin» Sygepasser.
At alt dette ikke er, som det bør være, kan ingen modsige, og at der vilde kunne udrettes uendelig meget mere med et Personale af Sygepassere som de, der nu udskrives, nemlig af de mere oplyste Klasser, vil enhver Militærlæge, der har kjcndt Sygepasserne f. Ex. fra sidste Krig, kunne indestaa for. Trods alt, hvad der ad admi nistrativ Vej er gjort — og det er i Virkeligheden ikke lidt — staa vi dog her fast. Vi mangle Mandskab til at udrette alt det, Sygepassere efter vor Tids Fordringer ikke bør beskjæftiges med, for at der kan gives dem Lejlighed til at faa den Uddannelse, der maa forlanges af dem, naar de i Krigstid, hvor Lægen som Regel kun har dem at holde sig til, kunne røgte de betydningsfulde Ilverv, der overdrages dem. Vi mangle Sygepassere — i alt Fald hvis det nu værende Reijeniugsforhold paa Kjøbenhavns Garnisons sygehus ikke forandres — , naar baade Sygehuset og lnfirmerierne skulle betjenes. Og vi mangle Læger. At Sygehuset mangler Læger, er paavist; men hvad skal man sige om, at ved de store Indkaldelser i flere Aar itræk flere Afdelinger ere rykkede ud med en Underlæge, altsaa en Elev med to Maanedcrs Tjeneste i Hæren, som eneste Læge?
Det vilde føre altfor vidt, om det her nøjere skulde drøftes, paa hvilken Maade de betydede llrøst skulde bødes; jeg skal kun tillade mig i Anledning af Sygepasser- Spørgsmaalet blot at nævne, at man kunde gaa to Veje. Enten maatte Sygehuset1) være rent militært, hvad na turligvis er det rigtigste, saa at hele Sygeplejertjenesten udøvedes af militære Personer — en Plejemoder (oplært og længe øvet Sygeplejerske af det røde Kors) paa hver af de 3 større Servicer kunde godt forbindes dermed og være til uberegnelig Gavn— ; der maatte da være 1ældre og 1 á 3 yngre Sygeplejere for hver Stue. Eller ogsaa maatte hele Sygehuset omformes efter civilt Mønster, saa at væsentlig kun Opdragelsen af Sygepasserne foregik ved Sygehuset, medens deres Tjeneste indskrænkedes til visse Forretninger. I begge Tilfælde burde alt, hvad der kan kaldes Udenoms- og Karletjeneste, udføres ved Militærarbejdere, hvoraf 2 pr. Service skjønnes at være passende, eller ved lejet Arbejdskraft. Der vilde da blive Tid til at lede Uddannelsen efter et System, der passede til vor Tids Fordringer, med Undervisning ikke alene i Sygepleje, men ogsaa i Sygetransport, Nødhjælp og Im provisation, som i de senere Aar i Tydskland med Rette er optaget som Lærefag. At det første af de to nævnte Alternativer vilde fordre en betydelig Forøgelse af Tallet paa Sygepassere, behøver blot at nævnes; det sidste kunde formentlig tildels opnaaes ad administativ Vej.
Og endnu et. Det kan ikke noksom fremhæves, at hele Ordningen af vort Sanitetspersonale — det under ordnede — lider af en væsentlig Mangel; man kan rettere sige, at det foruden de allerede nævnte lletingelser for overhovedet at kunne blive til noget Godt ogsaa mangler det Avancement, som findes i Vaabnene (og Forplejnings korpset); der standses uheldigvis ved Korporalschargen. Det er desværre meget sjældent, at man kan faa flinke Korporaler; jeg har haft enkelte saadanne, som havde stort Anlæg og Interesse for deres Gjerning, og som meget beklagede, at de maatte forlade den; men jeg har haft mange, som vare ringere end de menige Syge passere. At dette er saa, kan ingen undre sig over, naar man ser hen til de Klasser i Samfundet, hvoraf Sygepasserne fortrinsvis tages: Studenter, Farmaceuter, Kontorister o. 1.; saadanne ønske kun at blive i Tjene sten, naar det civile Liv ikke byder dem Arbejde, de kunne leve af; i slette økonomiske Tider har Korporals klassen gjennemgaaende været g o d , ellers gjennem- gaaende simpel, endog meget simpel. Det er med dette Personale, vi Læger skulle administrere! At der var vundet grumme meget, naar der existerede faste Underofficerscharger for Sundhedstropperne, vil vistnok ingen benægte; hele Aanden i Korpset vilde hæves, naar dets store lletydning for det Hele derved fik sit Stempel, naar det. bl. a. derved blev godtgjort, at Sygepasseren var noget mere end et Slags Militær arbejder med en noget anden Funktion end Militær arbejdernes Masse; thi saaledes stod han absolut før og staar ved Tidernes Ugunst, ved en halvt gjennemført Organisationsforandring for en stor Del endnu. De Sygesergenter, vi nu have, afskedigede Underofficerer af Vaabnene, burde absolnt erstattes af Sundhedstroppernes eget Personale. Ved en saaledes fuldt gjennemført Ud vikling af disse Tropper vilde vi i Krigstid kunne faa noget virkelig paalideligt at støtte os til; ved dets Hjælp kunne vi — og uden den kunne vi ikke — paa for svarlig Maade betjene de forskjellige sanitære Institutioner lige fre de laveste, Infirmerier i Kantonnementerne, til de største, de faste Lazarether.
