Kaptajnløjtnant af Generalstaben R. Ploug har under en Række Angreb paa de frivillige Korps, først anonymt og derefter — stærkt provokeret af Kaptajn H. Eggers — under Navn, fremsat den Insinuation mod Medlemmerne af disse Korps, senere begrænset til Medlemmerne af Akademisk Skyttekorps, Kjøbenhavns Amts Skyttekorps og Kongens Livjægerkorps:
»Mon det ikke mere hos de unge Mennesker var Ønsket om at brillere, om den flotte March gennem Gaderne og Storture m. m., der var afgørende, fremfor Ønsket om at tjene sit Land og yde sin Indsats. Det kunde synes saaledes.«
Som Skolechef ved og Chef for et af disse Korps gennem en lang Aarrække føler jeg det som en Pligt at gøre Indsigelse mod denne ufortjente Haan mod gode danske Mænd. Jeg har altid hos Akademisk Skyttekorps’ Medlemmer fundet Ønsket om at tjene Fædrelandet og »ikke at ville savnes paa den Dag, da Terningen om Liv og Død skal rulle« og saa — at være i Stand til at gøre Fyldest paa den Dag, som Baggrund for at være traadt ind i Korpset og for — som Tusinder har gjort det — at fortsætte Tjenesten og Medlemsskabet gennem Aar; for de andre Korps kan sikkert andre svare. Maaske tør jeg ikke forlange, at Kaptajnløjtnant Ploug, hvis Kendskab til og Indsats i Arbejdet i de frivillige Korps jeg ikke kender, vil tage mit Ord alene for godt, jeg skal da henvise til, at endnu lever følgende ansete Officerer, der har været Chefer for A. S .: Oberstløjtnant Castonier, Generalløjtnant With, Generalintendant Sylow, Oberstløjtnant Nørresø og Kaptajn Lüttichau, hos dem vil han sikkert kunne faa det bekræftet. løvrigt maa man undres over, at en saadan Insinuation i 1940 udgaar fra et Skrivebord i Generalstaben*) — det var, som bekendt, »de menige, Sergenterne og Løjtnanterne« og ikke, som ligeledes bekendt, Generalstaben, der den 9’ April frelste den danske Soldats Ære, og det var — som det ogsaa forudsættes Kaptajnløjtnanten bekendt — som »menige, Sergenter og Løjtnanter«, at de frivillige Korps’ Medlemmer ønskede at fylde en Plads, naar Danmark blev overfaldet, og derfor selv søgte den Uddannelse, Hæren ikke gav dem.
Harrel, Oberst.