Log ind

Om fransk og tysk Taktik

#

I „Allgemeine schweizerische M ilitärzeitung“ findes i et af de sidste Numre to Artikler, den ene „Den franske Kampførings Grundsætninger“ er skrevet af Oberstløjtnant Luigi Ghatrian i „Rivista di Fanteria“, medens den anden „Germanys tactikal doctrine“ er taget fra det amerikanske Tidsskrift „Inf an try Journal“ og er skrevet af Kaptajn Harlan Hartness. Under de forhaandenværende Forhold kan det formentlig have sin Interesse at se, hvorledes de to krigsførende Magter Frankrig og Tyskland bedømmes fra Udlandets Side. Om den franske Føring (saavel den højere som den lavere) mener Oberstløjtnanten at kunne fastslaa, at den for meget lader sig influere af, hvad Fjenden antages at ville gøre og derved har det værste Tilfælde for Øje, med andre Ord lader sig i for høj Grad foreskrive af Fjendens Handlinger. Dette viser sig allerede i Grundsætningerne for Opklaringstjenesten, især Opklaringen paa de store Afstande, den saakaldte strategiske Opklaring. Disse er beherskede af Tanken om størst mulig Sikkerhed og et Minimum af Risiko og bærer absolut et defensivt Præg. Men især Opfattelsen af Kampen er bemærkelsesværdig, idet Franskmændene egentlig kun kender en Normaltype for Kampen, efter at Krigen er stivnet i en Skyttegravskrig. Materiellet dominerer hele den franske Krigsføring og Strategi, Ilden hele Taktiken. Dertil kommer en kolossal metodisk Langsomhed i Bevægelsen. Kampen bliver egentlig gennem den franske Lære reduceret til en Ildplan, „Tilfældet“ bliver en Gang for alle banlyst paa en saadan Maade, at ogsaa dristige Fægtningshandlinger maa have Planmæssighedens og Metodens Stempel. Det franske Angreb falder som bekendt i skarpt fra hinanden adskilte Faser: Marche d’approche, prise de contact, l’engagement og l’attaque sam t Udnyttelse af Resultatet. Paafaldende er, at Fremadbevægelsens Motor ved det franske Angreb bestandig bliver forsinket og stoppet, saaledes at Angrebet paa Grund af de stadige Mellempauser faar en absolut slæbende Karakter. Saaledes regnes f. Eks. med en normal Mellempause paa tre til fire Dage for at gaa over fra Indledningsfasen til det virkelige Angreb. Angrebet bestaar egentlig af Fremrykningen fra et Terrainafsnit, der yder Dækning mod fjendtlige Kampvognsangreb, og til det næste foranliggende. Det beherskes i langt højere Grad end f. Eks. i den italienske Hær af Tanken om en fuldstændig Underordnen sig og Afhængighed af en overmægtig Artilleri- og om fornødent Kampvognsunderstøttelse. Altsaa fremfor alt en maksimal Sikkerhed og en minimal Risiko. Hvor en saadan Sikkerhed ikke findes, angriber det franske Fodfolk ikke. Interessant er ogsaa den franske Doktrin, som afviser Réhcontrefægtningen og dermed Angrebet i Rencontrefægtningen. Hvis en fransk Troppeafdeling under Fremrykningen støder paa en ligeledes i Fremrykning værende Fjende, angriber den ham ikke, men opholder ham paa en bestemt Front for derefter, hvis det svarer til Førerens Hensigt, at angribe ham, efter at Angrebet er tilstrækkeligt forberedt, men ogsaa først da. I Forsvaret bliver der frem for alt lagt Vægt paa Tilstedeværelsen af et Vandløb foran Stillingen som en virkelig Forhindring for Kampvogne. Forøvrigt indrettes Stillingen alt efter Omstændighederne i Dybden. Een Stilling danner Hovedmodstandslinien, og Reserverne holdes parat til a t udfylde Tabene eller til Modangreb. Men ogsaa dette bliver først foretaget efter grundig Forberedelse, hvad sædvanligt kræver en til to Dage. Altsaa ogsaa her Sikkerhed frem for alt. Vi gaar dernæst over til Kaptajn Hartness Omtale af den tyske Hær. Kaptajnen bedømmer den tyske Hærs Fredsstyrke til 700,000 Mand, et stabilt Element i det tyske Folkelegeme, paa hvilket Forandringer i Regeringen ingen Indflydelse har. Hvad der endnu mangler Hæren er Officerer, tilstrækkeligt uddannede Reserver, visse Udrustningsgenstande og Vaaben samt Heste. Han lader dog skimte igennem, at Annektionen af Chekoslovakiet stod i Sammenhæng med denne Mangel og tjente til at hæve den.

Tyskland, siger han, bygger sit hele Ilaab i den kommende Krig som i Verdenskrigen paa en hurtig sejrrig Afgørelse. Dertil tvinger saavel Landets geografiske Beliggenhed, økonomiske Forhold og højere Politik. Paa en hurtig Afgørelse er derfor hele den tyske Krigs- og Kampdoktrin opbygget. Den krystalliserer sig i Bebreberne: Angrebsaand, Dristighed og Udnyttelse af Sejren. Krigerisk Aand og Karakterstyrke sættes derfor over Intelligens. Det første Krav til enhver Kamphandling er at søge en Afgørelse. Jo mere uoverskuelig og tvivlsom en Situation er, jo mere lønner det sig at tilrive sig Handlefriheden og beholde den. Forfatteren omtaler derefter Opklaringen, Fodfolk og Artilleri i Angreb og Forsvar, den henholdende Fægtning, Anvendelsen af Forhindringer og af Kampvogne sam t Panserdivisionernes Indsætning. Den tyske Opklaringstjeneste raader over to Slags Opklaringstroppestyrker: Hver Division har en saakaldt Opklaringsbataillon og hvert Armékorps og hver Panserdivision en motoriseret Opklaringsbataillon. Størst Vægt lægges under Fremrykningen paa hurtigst mulig Understøttelse af Fodfolk gennem Artilleri. Normalt leddeler en tysk Division sig under Fægtning i tre Kampgrupper, hver paa et Fodfolksregiment med tildelt Artilleri og tekniske Tropper. Det tyske Angreb er bygget op paa lette M.G., der paa sin Side understøttes af svære M.G. og de øvrige svære Fodfolksvaaben. Disse igen af de Fodfolket tildelte Fodfolks-Haubitser. En tysk Divisions Angrebsfront beløber sig til ca. 5 km. Det tyske Forsvar deler sig i en Hovedmodstandslinie, en foranliggende Forpost-Linie og en Forstilling, der ligger relativt langt foran denne. Disse tjener forskellige Maal: Længst mulig Afværgen af den fjendtlige Opklaring, længst mulig Besiddelse af gunstige Artilleri-Observationsposter, længst mulig Tilsløring af Hovedmodstandsliniens Beliggenhed o. s. v. Det tyske Forsvar udmærker sig ved en stærk Echelonnering i Dybden. Da Tyskland maa regne med en Krig paa flere Fronter, bliver den henholdende Kamp for at vinde Tid gjort til Genstand for grundig Indøvelse. Spørgsmaalet om Kampvognenes Anvendelse befinder sig i Tyskland endnu paa Forsøgsstadiet. Derimod har man gjort sig klart, at Resultatet bestaar i en overraskende og med største Hurtighed gennemført Masseindsats af Kampvognsgrupper i Dybden mod et fjendtligt Punkt, hvad enten dette nu ligger i Kampfronten, paa Flankerne eller i Ryggen. Den fuldstændig motoriserede Fodfolksbrigade og Tankbrigaden kan anvendes ganske uafhængig af hinanden. Alt i alt kan man sige, at den tyske højere Føring idag forlader sig paa følgende Faktorer: En udmærket uddannet Hær med krigsstærke Rammer, et stærkt Kampvognsforsvar, en Organisation af Divisionen, der passer til de forskellige taktiske Krav, en Økonomisering af Kræfter ved rigelig Anvendelse af Forhindringer og en angrebsglad Føring indenfor alle Grader. Medens Kaptajn Hartness synes at give Tyskland alt, hvad der tilkommer det, faar man et andet Indtryk af Oberstløjtnant Chatrian, der i sin Bedømmelse af Frankrig sikkert i nogen Grad har ladet sig paavirke af den i Italien for Øjeblikket raadende Mangel paa Sympati overfor dette Land. At Frankrig allerede under Verdenskrigen, foranlediget ved Skyttegravskrigen, gik over til en stærkt Metodisering af Angrebet, er jo rigtigt nok, ogsaa a t det efter Krigen har bibeholdt den, men det forekommer ganske utænkeligt, at den franske Hær helt skulde have glemt den Offensivaand, hvormed den traadte ind i Verdenskrigen. Oberstløjtnanten lader stadig skinne igennem, at han betragter den fascistiske Lære, der efter tysk Mønster lægger Vægt paa saadanne Momenter som Overraskelse og Hurtighed, som den franske overlegen.

C. Fock.