Log ind

Om forsvaret af Als i »1864 - Et hundredårsminde«

#

Det smukke værk »1864 — Et hundredårsminde« har i Tidsskrift for Søvæsen (T. f. S., indeværende årgang, pag. 94) af E. J. S. fået en i sin helhed rosende anmeldelse, der dog også indeholder en velbegrundet kritik af enkelte skønhedsfejl og mangler.

Anmelderen beklager bl. a., at daværende kaptajn i flåden H. L. E. Wenck’s vægtige afhandling »Krigsledelsen i 1864 — Et Studie over Dansk og Preussisk Strategi i 1864 med særligt Henblik på Erobringen af Als«, der blev skrevet i 50-året for begivenhederne (Tidsskrift for Søvæsen, 85. Aarg. — 1914 — pag- 393), ikke er optaget blandt de i »1864 —- et hundredårsminde« nævnte kildeskrifter.

Denne afhandling synes desværre ej heller at have været forfatteren til bogens landmilitære del bekendt. Thi i dennes redegørelse for forsvaret af Als refereres visse forhold vedr. flådens virksomhed kun ufuldstændigt, medens Wenck i sin overfor dansk krigsledelse — såvel til lands som til søs — stærkt kritiske, men også saglige afhandling giver en overbevisende fremstilling. Denne burde have været taget i betragtning og ville da sikkert have medført en mere korrekt redegørelse for flådeoperationen ved Als.

Det er ikke tanken med nærværende bemærkninger at indlede nogen debat om nævnte forhold. Men under henvisning til foranstående forekommer det dog rimeligt, at der lier gengives eller refereres til enkelte passager fra »1864 — et liundredårsminde«, og at disse suppleres med kommentarer hentet fra Wenck’s afhandling, således at nogle deri indeholdte, væsentlige forhold atter bliver kendt og derved kan medvirke til en mere balanceret opfattelse af handlingsforløbet.

I »1864 — Et liundredårsminde« anføres side 244:

... »Af afgørende betydning var det maritime forsvar af øen. Stein- mann og Muxoll var her henvist til et samarbejde, der resulterede i aftaler om, at Søværnet påtog sig en afvisning af fjendtlige overgangsforsøg undtagen på strækningen Kær VigSønderborg. Muligheden for at løse opgaven var imidlertid væsentlig nedsat, da Muxoll blev beordret til at afgive et af sine stærkeste skibe, men aftalen blev ikke ændret.

Det var i og for sig en naturlig følge af de af Muxoll afgivne tilsagn, at Steinmann lagde den største vægt i land forsvaret langs den sydlige del af Als Sund, der ikke kunne dækkes af Søværnet.«

Om denne aftale anfører Wcnck (TfS 1914 pag. 529), at den gjaldt dækning mod fjendtlig landgang ved Marinens foranstaltning af hele Als’ Kyst med undtagelse af strækningen langs Als Sund fra Sønderskovens vestlige udkant til et øst for Storskovens nordlige udkant beliggende punkt. Ifølge general Steinmanns referat af forhandlingen med eskadrecliefen skulle dette forstås således, »at Marinen fuldstændig garanterer mod ethvert Landgangsforsøg paa den søndre, østre og nordre Kyst fra Sønderskovens vestre Udkant til Ilellesøgaard Færgcgaard, og paa Strækningen herfra til Storskovens nordre Udkant imod, at nogen betydeligere Landsætning af Tropper, vel højst 200 å 300 Mand vil kunne finde sted. Tillige forventer Divisionen, at intet af Krigsskibene vil forlade sin Station før i det yderste Øjeblik, og navnlig al de saavel fra Høruphav som fra Augu- stenborgfjord soutenercr det retirerende Armékorps Flanker saa længe som vel muligt — og at, naar det har udført sit Tilbagetog til Kegenæs — da Forsvaret af Draget til Halvøen souteneres fra Søen«.

Eskadrecliefen gav i en svarskrivelse udtryk for, at han i alt væsentligt mente at kunne imødekomme disse krav.

»Garantien« strakte sig altså ikke så langt sydpå i Als Sund som til Kær Vig, og det kan som kuriosum bemærkes, at overgangen i overvejende grad fandt sted indenfor det fra »garantien« undtagne område. (TfS 1914 pag. 531).

»Garantien« var iøvrigt — som også antydet i »1864 — Et hundredårs- minde« (pag. 249) — afgivet på grundlag af en styrke indbefattende de to skibe (ESBERN SNARE og GEJSER), som på indstilling fra Arméens overkommando blev detacheret kort før våbenhvilens ophør — og altså kort før angrebet på Als — til eskorte for land gangsbrigaden, der havde station i Nyborg, og med hvilken man netop da havde planer om en landgangsoperation mod Femern (TfS 1914 pag. 496)! Da denne svækkelse af styrken kom på tale, meddelte Muxoll, at lians dispositioner ikke viUe kunne udføres helt ud, hvis skibene blev trukket bort.

Wenck kritiserede denne detachering stærkt med henvisning til, at det til eskorten ønskede skibsmateriel kunne have været taget fra andre stationer, hvor der ikke fandtes nogen akut fjendtlig trussel. Han går ligeledes imod, at marineministeren generelt satte for mange kræfter ind på handelsblokade i en krigsfase, hvor direkte støtte til hæren måtte have større vægt.

Hvad kystforsvaret ved Als Sund angår, kritiserede Wenck iøvrigt også, at ret betydelige troppestyrker blev bundet til et linieforsvar langs sundet og derfor ikke rettidigt var til rådighed til mobile operationer.

I »1864 — El hundredårsminde« anføres side 245:

». . . Da indtraf en begivenhed, der måske på afgørende måde kunne have endt kampen til vor fordel. .. . ROLF KRAKE var på sin station blevet alarmeret af skydning kl. 2. På grund af forskellige forsinkelser nåede panserskibet imidlertid først frem omkring kl. 3.«

Ifølge aftalen mellem general Steinmann og orlogskaptajn Muxoll kunne ROLF KRAKE’s opgave altså angives som gående ud på »ikke at forlade Stationen før i yderste Øjeblik« og derudover skulle skibet ». . . navnlig ... soutenere det retirerende Armékorps Flanker så længe som vel muligt«. (TfS 1914 pag. 530). Opgaven var således afpasset efter hærens planlagte operationer.

Der behøvedes ca. 15 min. til krydsning af Als Sund for de fjendtlige vendingers vedkommende, og da ROLF KRAKE efter alarmering og letning fra sin godkendte ankerplads ville behøve omtrent tilsvarende sejltid til sundets nordlige adgang, havde skibet under de givne forhold ingen mulighed for at forhindre de første styrkers overgang.

Da ROLF KRAKE kom til stede og beskød de fjendtlige fartøjer, afbrødes troppeoverførslerne og forblev standset, så længe skibet opholdt sig på stationen. Det er bagefter blevet den almindelige opfattelse, at skibet burde være forblevet indtil videre. Chefen fik imidlertid opfatteisen af, at overskibningen var lykkedes, og at kampen på land var i bevægelse syd og øst over; ban forlod derfor — da han iøvrigt ikke kunne forhindre, at overgangen blev fortsat sydligere i Sundet — dettes munding og overgik til anden del af sin opgave.

Det kan spørges, hvorfor ROLF KRAKE ikke forsøgte at stå syd over i sundet for at undersøge forholdene nærmere. Wenck nævner følgende grunde: »... da det ikke ansaas for muligt at navigere under Kamp sydpaa ind i Sundet paa Grund af Krudtrøgen. (Kommandotåmet stod agter og havde tilmed kun Udsigt fra ca. 1 Streg*) fra ret for). Desuden vidste man, at der var udlagt Miner af Ingeniørerne, men ikke hvor, og frygtede preussiske Fiskenet (som i Vemmingbund). Ved Arnkilsøre er Farvandets dybe Rende ca. 250 m bred. ROLF KRAKE's Drejningscirkel ved 6 knob var ca. 300 m«. (TfS 1914 pag. 533). Hertil kom som sagt, at der forelå yderligere en kampopgave: at støtte de retirerende styrkers flanker — og ikke blot, som det ofte anføres, at optage forsprængte tropper.

Man kan nu kun beklage, at ROLF KRAKE ikke forblev i længere tid ved Als Sunds nordlige munding og beherskede farvandet her. Men som det formentlig tilstrækkelig tydeligt fremgår af de fremdragne kommentarer, er skibschefen, orlogskaptajn Rotbe’s fejlskøn under de givne forhold forklarligt — og vel også inden for rammerne af den margin som må tilstås en chef i en kritisk situation. Ved en efter krigen ført krigsretssag mod ham — som han selv havde anmodet om — blev han da også frikendt.

Tragisk er det iøvrigt at tænke på, at havde general Steinmann holdt flere tropper rede og umiddelbart indsat dem i modangreb i stedet for at holde dem bundet i det bl. a. af Wenck kritiserede linieforsvar langs sundet, så havde orlogskaptajn Rothe måske fået et helt andet indtryk af situationen.

Det kendte, utilfredsstillende samarbejde mellem Steinmann og Muxoll berøres naturligvis også i »1864 -— Et hundredårsminde«, og der gives pag. 250 udtryk for, at man burde have haft en nymodens foreteelse som en enhedskommando.

Wencks betragtninger om dette problem er som følger (TfS 1914 pag. 534):

»Betingelserne for en overgang burde nøje have været drøftede af Alskommandoen og Eskadrechefen i Forening og Instrukserne være bievne affattede klart paa Grundlag heraf. Som bekendt troede Als-Kommandoen, at Overgangen vilde blive udført ved Broslagning (i den sydlige Del af Als-Sund) og indledet ved en Beskydning med Artilleri. Denne fejlagtige Opfattelse var meddelt Flaadestyrken ved Als. — Tiltrods for, at Forsvaret havde imødeset Overgangen i et Fjerdingaar, var det altsaa ikke lykkedes at give en hensigtsmæssig Ordre paa dette Omraade.

Hertil bidrog det utilfredsstillende Samarbejde mellem de to Øverstkommanderende ved Als af de to Værn (D.G.S.*)II 303), hvilket dog neppe -—• som sket er — kan tilskrives et uheldigt Kommandoforhold. Man kunde modsætningsvis spørge, hvad Alskommandoen vilde have gjort — hvorledes den vilde have disponeret — hvis Eskadrechefen og hele Flaadestyrken ved Als havde været den umiddelbart underlagt?? Som Forholdet var, havde Eskadrechefen Ordre til at imødekomme Als-Kommandoens Ønsker og dette skete i alt væsentligt, hvad de her omhandlede Dispositioner angaar. Den strategiske Fordeling af de til Eskadren i Østersøens vestlige Del hørende Skibe var dels ved Marineministerens og dels ved Eskadrechefens Foranstaltning effektueret i nøje Overensstemmelse med Armé-Overkommandoens Ønsker — den taktiske Fordeling ved Als i nøje Overensstemmelse med Als-Kommandoens Ønsker. Det er da vanskeligt at se, hvad Als-Kommandoen vilde have beordret i denne Retning, hvis Eskadrechefen havde været den (eller Armé- Overkommandoen) ubetinget underlagt. Hvad Forberedelsen til Kampen angaar: Maaske intet andet — men under selve Kampen? ROLF KRAKE’s Fejlskøn vilde vel ogsaa have fundet Sted, selv om Skibet havde været Als-Kommandoen direkte underlagt. Vilde Als-Kommandoen have givet Skibet Ordre til at blive i Sundet (Kl. 3 FM) ? Paa det Tidspunkt var Als-Kommandoen ikke engang i Forbindelse med sine egne Tropper ved Arnkilsøre. — Det er blevet sagt, at man forud vilde have givet Forholdsordre til Forcering ind i Sundet. Af Marinen skønnedes det uhensigtsmæssigt. Man kunde underkende dette Skøn, men Moltke vilde ialfald ikke drømme herom (jfr. Moltkes Kommentarer til »Duntzfelt«).**) Hvad Hæren angik, havde Als-Kommandoen intet meddelt til ROLF KRAKE, maaske fordi det ved Konferencerne var afgjort, at Skibet ikke skulde løbe ind i Sundet.

Det mangelfulde i Samarbejdet maa sikkert tilskrives Fejl hos de to paagældende Kommanderende; i saa Fald vil selv et idealt Kommandoforhold glippe.«

Der er ingen tvivl om, at disse betragtninger er nøgterne og rigtige. Man kan ikke — trods den fjendtlige sejltid på kun et kvarter — tage eksemplet til indtægt for enhedskommandotanken. De til taktisk brug for et sådant kommandosystem fornødne meddelelsesmidler eksisterede simpelthen ikke.

Om krigsretssagen mod orlogskaptajn Muxoll anføres i »1864 — Et hundredårsminde« pag. 250:

»... Men straffens begrundelse var nogle ret uvæsentlige forhold vedrørende den af ham organiserede palruljetjeneste, der næppe synes at overskride den fejlmargin, som det simpelthen må ses i øjnene, at enhver militær fører må have i en krig. Til gengæld forekommer det ejendommeligt, at retssagen kun overfladisk beskæftiger sig med søforsvarets helhedsordning, der jo blev udgangspunkt for det landmilitære forsvars placering, og dermed den egentlige kerne i hele problemet.«

Dette synes en noget dristig passus. Hvad angår Muxoll’s andel i forsvarets tilrettelæggelse skal blot henvises til de foran gengivne kommentarer — ikke mindst vedrørende hans meget omdiskuterede tilsagn, der altså ikke var så vidtgående, som det ofte er gjort til. Derimod kan der om patruljetjenesten siges, at en effektiv patrulje måske i tide kunne have afsløret bådkoncentrationen ved Sundets nordlige del og vendt tankerne lidt bort fra bloslagningsideen. Man kunne måske også forestille sig, at patruljeresultater kunne have inspireret til raids mod bådsamlingerne med strejfkorpset eller en del af landgangshrigaden, som derved kunne have gjort god nytte. En sådan koncept ville ikke have været helt ny, jfr. englændernes angreb på Napoleons fartøjsmateriel i Kanalhavnene — og sml. iøvrigt med kaptajnløjtnant Hammers lidt senere beskydning af fjendtlige både på Vestkysten ved Dagebøl.

Som afslutning på beretningen om erobringen af Als siges der bl. a. i »1864 — Et hundredårsminde« :

»... Men alligevel synes kampens første fase trods de beskedne midler at have frembudt en betydelig chance for vore våben: Med en entydig ordre til ROLF KRAKE om at forhindre fortsat fjendtlig overgang måtte preusserne på Arnkilsøre, afskåret fra forsyninger og uden artiReri, før eller siden bukke under ...«

Overfor disse betragtninger rejser spørgsmålet sig naturligt, om general Steinmann burde have frafaldet at lade opgaven om flankestøtte indgå i direktivet til skibet — specielt når det erindres, at hans planer indeholdt en velforberedt retræte. Svaret må nok blive et »nej«. Problemet er så, hvad der under de givne forhold kunne have forhindret ROLF KRAKE’s fejlskøn, udover en mere indgående generel orientering. Sandsynligvis kun en tiltagende — og ikke aftagende kampstøj fra dansk modangreb på Kærhalvøen, inclusive kanontorden fra det feltartilleri, som kun i utilstrækkelig grad synes at have været indsat.

1 tilslutning til denne hypotese blot en lille advarsel mod at misforstå den ovenfor nævnte »betydelige chance for vore våben« derhen, at alene ROLF KRAKF. kunne have fremkaldt den kritiske situation for preusserne.

Det er imidlertid som allerede anført ikke tanken at rejse en debat om foranstående problemer, men blot overfor interesserede at fremlægge supplerende kommentarer til fremkomne beretninger på et tidspunkt, da begivenhederne for 100-år siden særlig mindes i tanker, tale og skrift.

For de, som ønsker at orientere sig grundigt og gennem nærmere studier at vurdere hændelsesforløbet ved Als i enkeltheder, er Wenck’s 50 år gamle afhandling anbefalelsesværdig læsning.

S. Thostrup.