I et meget fyldigt og tankevækkende indlæg efterlyser OL A. R. Jørgensen en diskussion om forfremmelsesbedømmelserne — ud fra den grundbetragtning, at ,.der er mange års tradition bag de danske forfremmelsesbedømmelser, og den kan man ... ikke bryde afgørende med, uden at der opstår store vanskeligheder i en lang overgangsperiode“ .
Dette grundsyn forekommer yderst vigtigt. Enhver organisation må støtte sig til arbejdstraditioner, og dette er desto vigtigere jo større organisationen er; for en hær, ikke mindst, en værnepligtig, kan man vist med rette sige, at man ikke bør lave noget om, før det, man bar, bar vist sig uanvendeligt; det er ikke nok at nå til den formodning, at en procedure af den ene eller den anden art, et reglement eller et stykke materiel kunne udskiftes med andre, der medførte lidt større effektivitet — man må nødvendigvis gøre op, hvad man mister ved ændringen, nemlig at en større eller min dre gruppe skal oplæres efter de nye principper og i en rum tid vil være usikre, og at andre grupper måske slet ikke kan omskoles, fordi de er hjemsendt; først når en samvittighedsfuld overvejelse af ulemperne viser, at de uden al tvivl er fremskridtet værd, tør det kaldes fornuftigt at lave om.
Imidlertid er det jo overalt således, at man — for at blive til noget — må gøre sig bemærket, og at den gode geledsoldat, der eksemplarisk efterlever sine pligters bud, sjældent vurderes så højt som han, der finder på noget nyt. På denne baggrund virker det på én gang betryggende og animerende, at nogen slår et slag for traditionen og dens betydning; på denne baggrund er det nok be rettiget, også i den foreliggende sag først at. spørge: Er ændringer overhovedet påkrævede?
De fleste vil sikkert finde, at ændringer i hvert fald er ønske lige. Hvorfor? Fordi enhver, der skal skrive forfremmelsesbedøm melser, sikkert føler sig på noget gyngende grund. Man ved, at der findes fundamentalbestemmelser i tjenestereglement og 14. liefte — men man ved også, at disse bestemmelser i tidens løb er supplerede ved skrivelser, direktiver fra foresatte m. v., og at enhver foresat har visse personlige synspunkter, som man helst skal kende og følge.
Anderledes udtrykt er det ikke nok, at man har skaffet sig et klart og velunderbygget indtryk af sine undergivne; man må også kende en række „spilleregler“, hvis man vil være sikker på at få viderebragt dette indtryk uændret; OL Jørgensen nævner et typisk eksempel, når han anfører, at en kaptajn, der betegnes som egnet (hvilken glose sprogligt set synes utvetydig), vil blive anset som ikke-egnet ifølge spillereglerne.
Når tradition efterhånden kan udvikle sig således, er det — ikke mindst på et så dødsens alvorligt felt som det foreliggende — berettiget at rejse ønsket om en revision.
Kommet så vidt synes det naturligt at holde sig for øje, at revisionen kan følge to stik modsatte linier:
a) Man kan udfærdige reglementer og lærebøger for udfær digelsen af forfremmelsesbedømmelser, afholde kursus i disse reg lers efterlevelse, kom plicere og detajludform e de anvendte skema er, måske lige så drastisk som på en tipskupon eller en dueligheds- bedømmelse — altså afløse „udtalelsen“ med en række svar af for men Ja eller Nej på et antal standardiserede spørgsmål, eller
b) Man kan indskærpe bestemmelsen i 14. hefte, pkt. 02, annul lere alle spilleregler undtagen tjenestereglementets, og overlade det til den udfærdigende selv at fremdrage de positive og negative for hold, som han finder afgørende, overlade det til ham selv at re digere sin begrundelse og lade valget af forfremmelsesbetegnelse være udfærdigerens egentlige samvittighedsspørgsmål, idet beteg nelserne fortolkes efter deres klare, sproglige mening.
System a) kan — som OL Jørgensen nævner — tilstræbe at lede udfærdigeren ind på en analyse (tilrettelagt i sit detailforløb af foresatte, ved skemaets spørgsmål), af hvilken den rigtige for fremmelsesbetegnelse da efterhånden skulle tone klarere og klarere frem, som det logiske resultat af analysen; det er muligt, at logisk højt skolede individer vil evne at abstrahere fra enhver forud fat tet formodning om slutresultatet, men mange vil måske føle, som undertegnede, at dette er at spænde vognen for hestene. Nogle vil mene, at en sådan fremgangsmåde skidle være mere objektiv, end system b) — men en sådan objektivitet står og falder bl. a. med, om jeg, udfærdigeren, når jeg skriver — som i hele årets bedøm melse af manden — evner at feje spørgsmålet Egnet eller ikke-eg- net- til side.
Undertegnede har ikke en sådan evne. Enhver handling, som jeg ser mine undergivne begå året. igennem, indregistreres under formen: Han er god, han er strålende, han er sikker, han duer ikke, og min årlige vurdering af manden kan umuligt abstrahere fra denne serie af sukcessive indtryk, positive eller negative; sum men af disse indtryk danner en tværsum, hvis resultat direkte kan udtrykkes ved en af forfremmelsesbetegnelserne.
Endelig synes det ikke rimeligt at forvente, at svarene på ti enkeltspørgsmål skulle være mindre subjektive end svaret på ét, særdeles alvorligt samvittighedsspørgsmål, så sandt som der ikke findes nogen objektiv målestok, hverken for disse formodede præ misser eller for konklusionen — en lignelse synes gavnlig på dette punkt:
En glødelampes lysstyrke kan måles ved hjælp af lystekniske midler — men lad os tænke os at sådanne ikke kendtes. Det var da tænkeligt, at fabrikanten lod en øvet mand prøve lamperne én for én, ved en subjektiv vurdering, ligesom en tesmager vurderer tearters kvalitet. En sådan mand, der prøver måske 250 lamper i timen, ville kunne klassificere dem efter lysstyrke med stor nøjag tighed og dele dem i to kategorier: de, der lyser tilfredsstillende, og de, der ikke gør det;trods al øvelse er øg bliver dog mandens vurdering subjektiv med det resultat, at han enten er for kritisk — så at for mange lamper kasseres — eller for lidt. kritisk med det modsatte resultat.
Hvorledes kan man gøre denne udvælgelsesproces mere objek tiv? Hvis man ved, at den udstrålede lysstyrke er proportional med ilen effekt, som lampen aftager fra nettet Iforudsat ensartet kon struktion af alle lamperne), kan man erstatte den subjektive „prø vemand“ med en „analyserende beregner“, der ikke gør sig nogen som helst tanker om den enkelte lampes lysstyrke, men skruer den i en fatning og aflæser to måleinstrumenter, nemlig et voltmeter og et amperemeter; disse to objektive målingers resultater multiplice res, og hvis produktet ligger inden for visse, snæv re grænser, er den pågældende lampe „egnet“, eller „uegnet“.
En sådan — naturligvis teknisk set tosset — udvælgelsesproces er objektiv, fordi den menneskelige vurdering er erstattet af aflæs ning af nogle talværdier på nogle måleinstrumenter, der vides at være objektive.
Vender man sig nu til f. eks. den moderne dueligbedsbedøm melses mange enkeltspørgsmål, så ville man kunne betegne dette system som objektivt, om der var udleveret udfærdigeren målein strumenter — svarende til amperemetret og voltmetret — med hvil ke ban kunne aflæse en talværdi som svar for hver enkeltspørgsmål; men sådan er det jo desværre ikke; svaret på hvert enkelt spørgsmål er behæftet med nøjagtig den samme subjektivitet som besvarelsen af hovedspørgsmålet.
Det er derfor et stort spørgsmål, om den moderne „afkryds ningsmetode“ er en forbedring — at den er en nyskabelse er klart, at nye idéer lanceres med iver er velkendt, men hvor er beviset for, at der er tale om et fremskridt? Kan jeg føle det mere betryg gende, at mine nærmest foresatte med henblik på min skæbne over vejer og besvarer det ene spørgsmål: E r ban egnet eller ej? E lle r om han, på lige så subjektiv måde besvarer 30 detailspørgsmål, idet min skæbne da afhænger af enkeltsvarenes sum,
Når den før omtalte fabrikant med tryghed erstatter „lampe- prøveren“ med en mand eller en maskine, der måler strøm og spænding og multiplicerer disse to tal, så er det, fordi en utvivlsom rigtig naturlov fastslår, at lysstyrken under de givne forliobl er pro portional med effekten, og at denne ifolge en anden naturlov er produktet af strøm og spænding.
Kan afkrydsningssystemet påvise tilsvarende, indiskutable grundlove? Findes der en lov, som siger, at en mands egnethed som befalingsmand er en funktion just af de faktorer, som fremgår af de 30 spørgsmål? Er der en naturlov, der fastslår, hvorledes og med hvilken vægt disse faktorer indgår i den til loven svarende formel? Er det muligt at kontruere en maskine, der kan løse opgaven? En hver ved, at svaret, er Nej. De 30 spørgsmål er udvalgt på rent sub jektiv, intuitiv måde, ikke på basis af nogen naturlov — så man kan meget vel, som udgangspunkt for en drøftelse, anføre den op fattelse, at afkrydsningssystemet hviler på en dobbelt subjektivitet, hvor system b) kun hviler på én subjektivitet.
System b) kan siges at være førerprincippets løsning. Om vi — som udfærdiger af forfremmelsesbedømmelser — spørger os selv:
Hvad drejer det sig om — nu?
så må svaret da blive: Det drejer sig om at afgøre, om N. N. skal nyde fremme på den militrere løbebane eller ej. NN har gjort tje neste under min direkte kommando i et år; ban har handlet efter de ordrer, jeg har givet ham; ban har haft befalingsretten over en styrke, hvis udvikling jeg bar kunnet følge dag for dag. Hvordan ser disse soldater ud? Kan han og jeg være dem bekendt? Er vi stolte af dem — eller skammer vi os over dem? Roser vore fore satte dem, eller er de utilfredse med dem? Og tilsidst: V il jeg på dette daglige, praktiske erfaringsgrundlag gøre alt, hvad jeg kan for at beholde NN eller for at komme af med ham?
Sådanne og lignende spørgsmål iler gennem min hjerne, ikke blot når jeg skal skrive bedømmelsen for NN, men hver gang jeg ser ham eller tænker på ham. Om en serie spørgsmål af denne art havde været opført på skemaet, ville de have været forståelige, skemaet ville have faldet naturligt ind just i den tankerække, som melder sig hos en chef, når han tænker på sine undergivne; men uanset tankerækken og dens individuelle præg, vil dog vist mange chefer med mig sige: Det fundamentale er: Skal han avancere el ler ej? Min tankerække såvel som skemaet, jeg skal skrive på, er midler, ikke mål; målet er, at jeg kan sige til mig selv:
„Jeg erklærer herved på ære og samvittighed og som nærmest foresatte chef for N N , at jeg har overvejet spørgsmålet om hans egnethed til forfremmelse så samvittighedsfuldt, som det er mig muligt, fulgt hans virke så intensivt, som det var mig muligt, over vejet hans mangler med hans fordele, retledt ham efter evne, når som helst jeg fandt det påkrævet — og at jeg finder, at han
— aldrig bør avancere eller
— ikke bør avancere endnu eller
— bor avancere, når det er hans tur eller
— bør avancere forud for sine jævnaldrende.
Som grundlag for den ønskede drøftelse som muligt modstykke til „afkrydsningssystemet“ m. v. udkaster jeg den tanke, at de nu værende skemaer for forfremmelsesbedømmelse erstattes af en at test af ovennævnte indhold med den eneste ene „spilleregel“, at de ikke ønskede forfremmelsesbetegnelser overstreges.
Med et sådant forslag vil jeg sikkert fra statistikeres og andre moderne fagmænds side blive udskreget som arg reaktionær. Jeg har megen respekt for statistik og statistiske metoder inden for det naturlige anvendelsesområde — nemlig de store mængders område. En statistik er god, når det drejer sig om at finde ud af, livormange tons mælk man daglig skal føre til København, for at alle, der øn sker mælk, kan få den; statistikken kan måske dokumentere, at 1,3 m illioner københavnere daglig forbruger 650 000 kg mælk — men hvis man deraf udleder, at hver enkelt københavner faktisk drik ker 1/2 kg, fejler man alvorligt — thi vi er mange, der aldrig rører den drik, og mange der nyder adskilligt mere.
Statistik fremkommer normalt ved, at man stiller et stort an tal individer et eller ganske få, klare og objektive spørgsmål og deraf beregner et gennemsnitsresultat, der udtrykker helhedens be hov, ønske eller synspunkt.
De moderne „afkrydsningsmetoder“, anvendt på forfremmelses- bedømmelser, går den stik modsatte vej, idet man for ét eneste individ stiller en meget lang række, oftest vage og dårligt definerede spørgsmål, og søger at holde os borte fra sagens kerne — „skal han avancere eller ej“? — ved at pålægge os at sætte en række kryd ser i en række rubrikker og med spændt forventning imødese, om resultatet da bliver, at NN skal avancere eller smides ud. Stiltiende går man ud fra, at man kan formulere 10, 20 eller 30 fundamental- krav, der alle, fuldt opfyldt, karakteriserer den ideale befalings mand, og at en stykkevis vurdering af hvert af disse kravs efterle velse kan resultere i en objektiv besvarelse af spørgsmålet om man dens avancementskvalifikationer.
Der er måske en vis lighed mellem dette system og de bar- berautomater, som kunden stikker hovedet ind i — godt nok pas ser de færreste hoveder til automatens bul, men efterhånden kom mer de til at passe! Analogt hermed hedder det i OL Jørgensens indlæg, at „en nødvendig forudsætning for, at man kan opdrage et befa lingsmandskorps, er, at man ved, hvilke egenskaber og anlæg man forlanger af det“ —dog at OL selv erklærer sig som modstander af for stive systemer.
Disse systemer giver det ubehagelige indtryk, at man ville fø le sig lykkeligst med et antal af Huxley’s „Bokanowsky-grupper“, et flaskeprodukt omfattende 64 individer, fremkomne ved befrugt ning af ét og samme æg med en og samme sædcelle og derfor alle besiddende nøjagtigt de samme egenskaber og anlæg.
Afkrydsningssystemets fædre støtter bevidst eller ubevidst en ultradem okratisk opfattelse, der ikke ønsker at blive m indet om fremragende egenskaber bos en ener, men alene at få oplysninger om enkeltindividets usmagelige afvigelser fra tidens afguds, gen nemsnitsmenneskets karakteristika. Sligt er set og hørt før: Han er ikke som de andre, ergo skal han kanøfles.
Hvor mange af historiens førere, militære som civile, havde kunnet stå for en vurdering af denne art? Ville de ikke, alle som en, være dumpet på et eller andet punkt? Skyldtes deres storhed og resultater ikke, at de på visse punkter var langt forud for alle andre — og til gengæld såre mangelfulde på mange andre?
Den militære chef er en ener, med enerens særpræg og styrke — men også med hans mangler, med mindre det, man efterlyser, er den bløde, bekvemme mellemvare.
Derfor må chefsemnerne også bedømmes som enere, ikke efter et standardskema, der, hvor mange krumspring man end gør sig, kun kan passe på en standardtype — dvs. dem, der aldrig bliver enere.
Det altafgørende for en chef er vel, bortset fra et kundskabs fond, der jo kan måles og vejes ved eksaminer, at han evner at vin de sine undergivne og få dem til at følge sig i tykt og tyndt. En så dan mand kan i historien findes i alle kategorier fra den hensyns løse bøddel til den benådede helgenskikkelse. Find ti af disse frem fra verdenshistorien, studér dem til hunds — og prøv at opstille 20 generelle spørgsmål og en regneregel for bearbejdningen af svarene, der ville forudsige, at disse 10 ville gå over i verdenshistorien. Mon nogen tror, at en sådan serie spørgsmål kan opstilles?
Gartneren belærer os om at plante det, der kan gro — ikke det, der skal gro, tlii det går altid ud.
På samme måde må man finde frem til og fremelske chefer ved at søge de punkter i hver enkelts personlighed, som kan gøre ham stærk og hjælpe ham til at udvikle disse tra'k. De vil variere fra mand til mand — man skaber ikke førere ved at omstøbe emnerne i en standardform, men ved at lokke det til at gro, som kan gro.
Det er således undertegnedes opfattelse, at jo flere detailregler, bestemmelser og rubrikker man indfører, desto dårliger bliver bedømmelsen.
Det primære bør være forfremmelsesbetegnelsen: hvad begrun delsen angår bør udfandigeren stilles så frit som muligt.
For en ordens skyld skal det påpeges, at tjenestereglementets bestemmelser udtrykkeligt siger, at vedkommende chef begruruJer sin givne forfremmelsesbetegnelse — altså ingen antydning af, at denne skulle fremgå som en systematisk konklusion af bedømmel sen.
Nu vil mange sikkert udbryde: Så er vi altså ude i den yder ste subjektivitet, prisgivet vor nærmest foresatte chef på godt og ondt.
Svaret er pricipielt Ja — og må være Ja ifølge førerprincip pet — for så vidt angår den første udstedelse; men dokumentet går jo ikke direkte til forsvarsministeren, men ad kommandovejen.
Hvordan man end vil lægge sagen tilrette, bør man holde sig for øje, at en forfremmelsesbedømmelse — som enhver anden, men neskelig bedømmelse (i modsætning til en beregning) — på én gang giver et billede af den bedømte og af udfærdigeren. Hvad en ten man stiller ét spørgsmål eller 30, vil forskellige udfærdigeres svar variere med variationerne i deres personlighed i videste for stand.
En bataljonschef har imidlertid et sådant kendskab til såvel sine kompagnichefer som til de befalingsmænd, de skriver om, at han kan udøve det nødvendige korrektiv; han ved, at A er yderst krævende og vil derfor gennemlæse dennes bedømmelser under synsvinklen: Har han været for streng? Han ved, at B ikke er særlig kritisk eller af misforstået menneskekærlighed nødig vil si ge noget „ondt“ om nogen — og læser derfor korrektur på dennes bedømmelser ud fra betragtningen: Har han været streng nok? Sagt lidt mindre tendentiøst kender bataljonschefen sine kompag nichefers stærke og mindre stærke sider og føler det som sin pri mære pligt at korrigere de udfærdigede bedømmelser netop med henblik på disse uundgåelige forskelligheder. Ganske analog be tragtning anlægges af de højere instanser.
Måske vil kritikerne af det nuværende system anføre: Javel, det lyder meget kønt — men de højere instanser går jo meget sjæl dent imod de lavere! Hertil er kun at sige, at en kompagnichef jo er skolet og udvalgt gennem mange års tjeneste og prøvelse; hvis han overhovedet duer som chef, så har man også lov til at gå ud fra, at flertallet af hans bedømmelser findes „rigtige“ ; den ansvars bevidste foresatte vil jo iøvrigt året igennem drøfte personelspørgs mål med sine direkte underlagte chefer, dag og dag ind søge at moderere den alt for fordringsfulde, anspore den lidt for passive -— og hvis en bataljonschef hyppigt måtte underkende sine kom pagnichefer ved påtegningerne på forfremmelsesbedømmelserne, kan man faktisk deraf slutte, at ban enten ikke har søgt at præge dem, eller at hans bestræbelser har været forgæves.
Som konklusion af ovenstående strøtanker kan vel anføres,
— at en revision af bestemmelserne for forfremmelsesbedømmel
sers udfærdigelse er ønskelig,
— at man kan vælge mellem to muligheder, enten en yderst ef fektiv forenkling eller en omstændelig præcision, der vil affø de endnu mere papir, endnu flere spilleregler, ja, som OL Jør gensen rigtigt forudser, endog nødvendigheden af særlige kur sus — hvilket atter kræver udarbejdelse af lærebøger, uddan nelse af lærer m. m. m.
— at håbet om en „objektiv“ vurdering af et medmenneskes fø reregenskaber i videste forstand nok er temmelig illusorisk, så længe man ikke kan angive naturlove og tekniske måleinstru menter,
— at det derfor alt i alt synes meget fristende at fastholde tjene stereglementets hidtidige løsning i princippet og sikre den for nødne entydighed af forfremmelsesbetegnelserne og valget mel lem disse som det fundamentale samvittighedsspørgsmål.
Man kunne tilføje, at tingenes nuværende tilstand liar en dy bere rod end i hærens avancementsproblenier, nemlig i den fort satte udvanding af autoritetstroen, den stadigt stigende modvilje imod, at embedsmænd liar nogen selvstændig dispositionsfrihed, in den for visse generelle direktiver. Det ligger i de moderne menne skes demokratiske natur, at vi foretrækker funktionærer, der for hvert problem, som de møder, slår op i en stor bog; er det fore liggende problem nævnt i denne bog, står der også ganske nøje, hvad funktionæren da skal gøre — er det ikke nævnt, påhviler det ham at skrive til sine foresatte. Derfor er vi alle ved at drukne i papir; derfor er tanken om reglementer, lærebøger og kursus i ud færdigelse af forfremnielsesbedømmelser utvivlsomt i tidens ånd, som den præger os alle — men er den, ret betænkt, i hærens ånd? Er det ad den vej, man skaber førere?
A . V. Hensch.
