Det gælder ikke om at blive den store i Diskussionen, men om at faa Sagen rigtigt belyst.
H. G. Wagner.
I Militært Tidsskrift af 1’ Februar har Kaptajn Reimann-Hansen imødegaaet de af mig den 1’ December f. A. fremsatte Tanker om vort Fodfolks Uddannelse i Pionerarbejder. Kaptajnen synes at betragte mine Bemærkningers Fremkomst som en anmassende Indtrængelse paa andres Omraader og benytter formentlig derfor Udtryksmaader, som ikke er egnede til at fremkalde et frug tbringende Samarbejde mellem Fodfolk og Pionerer. Da Opnaaelsen af et saadant netop er et af Formaalene med min Artikel, vil jeg se bort herfra og gøre mig Umage for at behandle Kaptajnens Indlæg som rent sagligt.
I Anledning af, at jeg paapegede, at Feltreglement I B Pkt. 149 ikke indeholder nogen Bestemmelse om, hvad der skal forstaas ved de almindelige Forsvarsanlæg, som Fodfolket maa kunne udføre, og derefter søgte at gøre Rede for min Mening herom, skriver Kaptajnen meget rigtigt, at Fodfolket gravede umaadeligt meget under Krigen saavel paa Øvelsespladserne som omkring København og slutter heraf, at Punktet ikke trænger til Revision. Jeg kan kun forstaa dette, som om Fodfolket efter Kaptajnens Mening under Krigen udførte, og viste at det kunde udføre, Arbejder i L ig hed med de Arbejder, det vil komme til at udføre i en kommende K rig, og at der derved er skabt en Tradition, som overflødiggør reglementariske Bestemmelser herom.
Efter mit Skøn, som bl. a. er underbygget ved fire Aars dagligt Samarbejde med Fodfolket paa Københavns Nordfront, er Kaptajnens Opfattelse ikke rigtig. Fodfolket arbejdede ved Fæstningens Ar-nering og i Tunestillingen paa ganske enkelte Undtagelser nær (visse Forsøgsarbejder paa Vestfronten) udelukkende som Arbejdsmandskab afgivet til Pionerenhederne. Det var disses Befalingsmænd, der projekterede saavel Anlægene som deres Udførelse, ledede denne og var ansvarlige overfor Frointkommandoerne i alt vedrørende Arbejdet og dettes Resultat, ligesom alle blot lidt vanskeligere Arbejder udførtes med Pionerer som Arbejdsmandskab. Fodfolket lærte herigennem yderst lidt og havde ikke Lejlighed til at vise sine eventuelle Evner til paa egen Haand at udføre saadanne Arbejder, som det, hvis det er henvist til at stole paa sig selv, ofte vil komme til at udføre i Fremtiden. Paa Øvelsespladserne har Fodfolket naturligvis været unddraget Pionerernes direkte Medvirkning, men at Resultatet derfor skulde være blevet væsentligt bedre, kan jeg næppe tro. Kaptajnen har utvivlsomt Ret i, at en Uddannelse i Pionerarbejde i Garnisonerne under de Chefer, der har Ansvaret fo r den øvrige Uddannelse, — andre Forhold lige — er at foretrække for en Kursusuddannelse ved en fremmed Afdeling. Den ar kun ikke mulig; thi dels vil Fodfolkets Befalingsmænd, selv om deree Uddannelse drives saa vidt, som den efter min Mening bør drives, selvsagt aldrig kunne blive SpecialiT ster paa dette Omraade, dels vil det være for dyrt. . Jeg skal blot oplyse, at en enkelt Konstruktion, der er egnet som Kommandostation for Kompagnier og højere Led, hvilken Kaptajnen lyser efter, alene til Materialer vil koste over 5000 Kr. Hertil kommer tillige, at Fodfolket med den korte Uddannelsestid næppe vil staa sig ved at afgive et saa stort Øvelsesapparat, som behøves for at Befalingsmændene rundt om i Garnisonerne kan lære Ledelsen af blot nogenlunde store Pionerarbejder. Ønsket om den størst mulige Økonomi med saavel Personel som Penge indbyder naturligt til en Koncentration a f saavel denne som enhver anden Specialuddannelse.
Hvad Kaptajnen mener med at sætte Kursus og Arbejde under Ansvar i Modsætningsforhold til hinanden, forstaar jeg ikke. Om det ønskes, er jeg i Modsætning til Kaptajn Reimann-Hansen meget villig til at optage en Diskussion saavel om den anførte Type paa et Skyttehul (ikke Skyttegrav) som om andre Detailler; men jeg tror, en saadan vil trætte Tidsskriftets Læsere. Et Par af Kaptajnens Bemærkninger maa jeg dog imødegaa, da de ellers maaske kan gøre Skade. Dette gælder navnlig Kaptajnens Udtalelse om det ønskelige i, at der fremkom Anvisninger paa Ud førelse af Skydeskaar, overdækket Skydestandplads, Haandgrenaderstandplads og Geværgrenaderstandplads. At Skydeskaar forøger Dækningen for Skytter ved Ildlinien er klart; men lige saa givet er det, at denne Fordel ofte vil være købt for dyrt. Paa Grund a f de uundgaaelige meget skarpe Belysningskontraster er Skydeskaaret nemlig meget vanskeligt for ikke sige umuligt at maskere, saa det ikke hurtigt ses af den fjendtlige Ovservation paa Jorden eller i Luften. Paa Stedei-, hvor Synligheden ikke spiller nogen Rolle, bør man naturligvis anvende Skydeskaar, f. Eks. i tæt Skov eller hvor en lang Ildlinie kan forsynes med talrige Skydeskaar, hvoraf kun enkelte benyttes; de, der ikke bruges, virker i saa Fald som Skinanlæg for de benyttede. Saadanne Tilfælde vil dog være Undtagelser, og i al Almindelighed maa der altsaa — af Camouflagehensyn — advares mod Anvendelsen af Skydeskaar. Noget lignende kan siges om overdækkede Skvdestandpladser. Skal der være nogen Mening i Overdækningen, maa den være mindst 0.60 m tyk, og Loftets Overkant kommer da mindst ca. 1 m over Ildlinien. Man undgaar altsaa sjældent en samlet Konstruktionshøjde paa mindst 1,3 m over det naturlige Terrain, og hele Anlæget bliver da vderst vanskeligt at skjule, undtagen naturligvis i Tilfælde, hvor Terrainet skjuler fuldstændigt. I Krigens første Aar, vel omtrent indtil Kampene om Verdun i Foraaret 1916, hvor de moderne Observationsmidler først rigtigt kom til deres Ret overfor Feltbefæstningsanlæg, anvendtes overdækkede Skyttegrave, Maskingevær- og Kanon standpladser meget, men senere er de gaaet stærkt a f Brug. Man maa heller ikke se bort fra, at Loftet i en saadan overdækket Standplads, der ikke er skudsikker, r ved Beskydning kan falde ned og forvolde mere Skade, end den samme Beskydning mod en udækket Standplads. I Overensstemmelse hermed giver da ogsaa „Instruction sur l’organisation du Terrain" 1927 kun Anvisning paa Udførelsen af saadane, naar de kan udføres af Beton.
For at vanskeliggøre Fjenden Udredningen af Stillingens Besættelse er det af stor Betydning, at alle Fodfolkets Kampanlæg udføres saa en s, som det er muligt. Skyttehullerne for Rekylgeværer, Haandgrenaderer og Geværgrenaderer kan, med ganske srnaa Afvigelse gøres ganske ens (Forskellen bestaar frtrst og fremmest i en inge Udvidelse af Albubankettet der, hvor man vil opstille Rekylgeværet, for at give Plads for Udkasterskærmen og de tomme Hylstre). Frem stilling af særlige Typer for disse Anlæg bør derfor* næppe finde Sted. Hvad endelig det af mig opstillede Skema angaar, da er det ikke mere stift end enhver anden Øvelsesliste, og en saadan maa vel udarbejdes forud ogsaa til Brug ved Fodfolkets „taktiske og stærkt forcerede Uddannelse". Inddelingen i Delinger bør naturligvis helst ovei holdes, da Delingsføreren ellers ikke faar det rette Udbytte af Øvelsen og Ansvaret forflygtiges; men det samme er vel Tilfældet med saa mange andre Grene af Uddannelsen. Derimod kan Delingerne og Dagene paa mange Steder i Skemaet byttes om, og der kan indskydes andre Øvelsesdage mellem Dagene med Pionerarbejder, saa Skemaet faar herved en ikke ringe Smidighed.
Jeg er enig med Kaptajn Reimann-Hansen i, at det er forkasteligt at lære Mandskabet at sløre Skyttehuller T Dagen efter, at de er gravede, men jeg forstaar ikke, hvorfor Kaptajnen tillægger mig en anden Opfattelse. Skemaet indeholder intet om Sløring den 4’ Dag; det nævner tværtimod paa denne Dag Sløjfning af det de tre foregaaende Arbejdsdage udførte.
V. Bennike.
