I praksis rejser sig ofte spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang færdselsloven har gyldighed på de militære områder, og da spørgsmålet trænger sig på i hvert enkelt tilfælde og skal finde sin løsning, er her gjort et forsøg på at gennemgå de gældende bestemmelser og den til dato foreliggende retspraksis for om mu­ligt at skabe et grundlag for bedømmelsen.

I. Lovbestemmelser.

De ældste love vedrørende automobilkørsel, stammende fra tiden 1903 til 1913, er begrænset til at gælde for kørsel på „of­fentlig gade, vej eller plads“.

Dette område ændredes i de følgende love — til og med motorloven med ændringer af 1932 og den samtidige færdselslov — til „gade, vej eller plads, der er åbnet for almindelig færdsel“.

Den nugældende færdselslov af 24/5 1955 fastsætter i § 1 sit gyldighedsområde til: „hvor intet andet er bestemt for færdsel på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færd­ selsarter“, og „vej“ defineres i § 2 som: „Vej, gade, plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende, hvadenten den er offentlig eller privat“.

Disse formuleringer afviger noget fra de af færdselsudvalget i betænkningen foreslåede, idet disse lød således:

i § 1: „bestemmelserne i denne lov gælder, hvor intet andet er bestemt, for færdsel på vej,“ og

i § 2: „vej, gade, plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende — offentlig eller privat — som faktisk benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.“

I betænkningens bemærkninger forklares det nærmere, at den i forhold til de da gældende love ændrede formulering ikke til­ sigtede nogen realitetsændring, men blot at gøre reglen klarere, og det siges bl. a.: „Med hensyn til den nærmere betydning af, at vejen benyttes til almindelig færdsel, kan udvalget tiltræde den i domspraksis fastslåede fortolkning. Man er enige om, at der næppe kan gives nogen absolut entydig fortolkning; hvor der f. eks. er tale om indregistreringsreglerne, vil man være mere til­ bageholdende med at anse en vej for åben for alm. færdsel, end hvor der f. eks. er tale om anvendelse af den alm. hensynsregel eller reglen om højrekørsel“.

Om den ændring, der er foretaget i loven i forhold til betænkningens forslag, hedder det ved forslagets forelæggelse på tinget: „Der tilsigtes dermed at opnå en tydeligere afgrænsning af lovens område. Man kan tiltræde færdselsudvalgets bemærknin­ ger om fortolkningen af denne passus, idet bemærkes, at der ved udeladelsen af ordet „faktisk“ ikke er tilsigtet nogen realitets­ ændring“.

Det må herefter kunne fastslås som et udgangspunkt, at de praktiske hensyn må være fremherskende ved afgørelsen af, om færdselslovens regler skal kunne anvendes på et område eller ikke. Oprindeligt var det — i naturlig respekt for ejendomsretten — rimeligt at begrænse en sådan lovgivnings område til at vedrøre offentlige veje m.v, men udviklingen har medført, at det har vist sig nødvendigt at udstrække disse reglers gyldighed, som sket ved senere love.

II. Retspraksis.

Det er af afgørende betydning ved spørgsmålets løsning at se, hvorledes domstolene har stillet sig. Vi har et vejledende ma­ teriale, som har sin fulde vægt, uagtet største delen af dette na­ turligvis stammer fra de tidligere loves perioder. For nemheds skyld er de pågældende retsafgørelser nedenfor opdelt i tre grupper.

A. Tilfælde, hvor de pågældende love ikke er fundet anvendelige:
U.f.R. 1928/1134 (ØLD), 1938/420 (ØLD) og 1943/63 (HRD) der fandt motorlovens ansvarsregler uanvendelige i følgende tilfælde: ved kørsel på en privat græsmark, ved et uheld sket ved kørsel gennem en åbentstående låge til et be­ boelseshus-garage og ved en påkørsel på en københavnsk gårdsplads, til hvilken der var kø­ rende færdsel til to forretningsvirksomheder.
U.f.R. 1943/184 (ØLD) en straffesag anlagt i anledning af uforsvarlig kørsel i en garagehal i Kødhyen, hvortil der kun var adgang for faste kunder, og ved hvilken der førtes kontrol med ind- og udkørsel, faldt ud til frifindelse, idet færdselsloven ikke kunne finde anvendelse.

B. Tilfælde, hvor lovene fandtes anvendelige:
U.f.R. 1927/781 (ØLD) Motorlovens erstatningspligter anvendtes ved på­ kørsel på en udflugtsrestaurants parkeringsplads.
U.f.R. 1935/1142 (HRD) Straf for kørsel i spirituspåvirket tilstand i en hotelgård.
U.f.R. 1939/393 (ØLD) Erstatningsansvar pålagt efter færdselslovens § 35 for at have ladet en skærvebunke henligge uden belysning på en privat vej, der i den ene ende var lukket med en bom, medens den anden ende mundede ud i nogle ubebyggede arealer uden veje, men hvorover en ud­strakt færdsel fandt sted med såvel cykler som vogne.
U.f.R. 1951/347 (VLD) Motorlovens erstatningsregler anvendt ved en påkørsel af en person på en til et slagteri hørende åben plads, der bl. a. brugtes som vaskeplads for køretøjer, der havde afleveret svin til slagteriet. Pladsen stod i direkte forbindelse med en mellem slagteriets bygninger løbende passage, der var livligt befærdet med automobiler.
U.f.R. 1952/921 (VLD) Tilsvarende afgørelse vedrørende påkørsel på en stærkt befærdet privat tømmerplads.
U.f.R. 1952/1084 (ØLD) En kranfører dømtes efter færdselsloven for at have udvist uagtsomt forhold ved betjening af kranen med den følge, at kulgrabben ramte et automobil. Kranen var placeret på en privat, ikke for offentlig færdsel tilgængelig kaj, der var afmærket med advarselsskilte mod kranen. Da det imidlertid var nødvendigt, at trafik også med motor­ køretøjer til de ved kajen liggende skibe foregik ad kajen, skønnedes færdselslovens almindelige regler om agtpågivenhed anvendelige.

At en lignende praksis følges også i Sverige, frem går af en afgørelse ved högste domstolen, der gik imod de to lavere in­ stanser og afgjorde en sag vedr. kørsel på Sigtunastiftelsens private udikørselsvej derhen, at vägtrafikförordningens regler måtte be­ tragtes som anvendelige, idet vejen måtte anses for at være en „farvåg66 (det til den danske færdselslovs begreb „vej" svarende), da det fremgik, at der forekom stor trafik af såvel person- som varebiler med ærinde til stiftelsen.

C. Domme specielt vedrørende militære områder:
VLD af 18/11 1950 (nr. 1157/50) Kørsel uden militært eller civilt fører­ bevis med en militær motorcykel på en mark, der benyttedes som militær parkeringsplads, kunne ikke straffes efter motorloven. Domfældelse efter militær straffelov § 63.
U.f.R. 1951/814 (VLD) drejer sig om et erstatningsspørgsmål mellem en kornet og chaufføren på et civilt motorkøretøj, der havde ærinde i kost­ forplejningen på kasernen i Viborg. Dommen finder, at arealet er åbent for almindelig færdsel, og beskriver forholdene nærmere således: „Der er ved kasernens indkørsel anbragt vagtposter, til hvilke passerende — kø­ rende som gående — må henvende sig for at få adgang til kasernens grund. løvrigt er kasernens grund forsynet med kørebaner, bestemt til motortrafik i almindelighed, derunder til brug for kørende, der har ærinde på kasernen, bl. a. leverandører til kostforplejningen. Ved kørebanerne er opsat vejtavler af samme karakter som på offentlig vej“.
VLD af 2/8 1951 (nr. 2414/1951) finder i modsætning til underretten mo­ torloven anvendelig i et tilfælde, hvor en spirituspåvirket menig utjenstlig fører motorvogn på kasernens område og påkører bl. a. en parkeret vogn. Begrundelsen for motorlovens gyldighed findes i „de om færdselsforhol­ dene på kasernen foreliggende oplysninger“. Disse var foruden, hvad der er anført ved den ovenfor citerede dom, at kasernens bebyggede areal var 10 ha., at der i forskellige boliger levede 7 familier, at der var indkvar­ teret 1060 mand, at den samlede vejlængde af brede asfalterede veje var ca. 3 km., at ca. 500 civilpersoner havde adgangskort til kasernen, og at 50—60 af disse (leverandører, læger, håndværkere) regelmæssigt benyttede motorkøretøj, at der daglig indpasserede ea. 100 militære og civile køretøjer o. s. v.
ØLD af 5/11 1954 (nr. VII 308/1954) straffer en menig efter motorlovens § 24, stk. 1 for i heruset tilstand at have søgt at føre en militær jeep på Næstved kasernes område.

Forsøger man på grundlag af den citerede domspraksis at opstille en egentlig regel for, hvor og i hvilket omfang denne fastslår færdselslovens gyldighed på privat (militært) område, støder man hurtigt på meget store vanskeligheder, idet de i de forskellige domme anførte begrundelser for en sådan antagelse kun tør betragtes som vejledende momenter, der ved at indgå i helhedshilledet medvirker til at antage lovens gyldighed for en enkelt regels vedkommende på det konkret omhandlede område.

Det vil således ikke være muligt at fastslå, at der f. eks. skal være trafik af en nærmere bestemt størrelse, eller for militære områders vedkommende, at der absolut skal være adgang for ikke-militære køretøjer, men det synes dog klart, at der skal være tale om en ikke helt ubetydelig trafik, og at der må forefindes egent­ lige færdselsbaner, jfr. herved domme om de på marker sted­ fundne episoder.

Den eneste konklusion, der med sikkerhed kan drages af domspraksis, er — ganske som ved gennemgangen af retsreglerne — at naturlige og praktiske grunde må være afgørende for, om færdselsloven må antages at gælde, og at tilstedeværelsen af mo­menter, som de i dommenes præmisser nævnte, kan støtte for­ modningen for lovens gyldighed. Det må dog fremdeles huskes, at det ikke, uanset om lovens regler anses gældende i een hen­ seende, tør sluttes, at dette er tilfældet også på andre områder.

III. Retsvirkninger.

Betydningen af, om færdselsloven gælder på et område, har en afgørende indflydelse på såvel erstatnings- som strafansvaret. Der vil i denne artikel kun blive taget stilling til det sidste.

Spørgsmålet om straf for den militær jurisdiktion underka­ stede person, der færdes i strid med færdselsreglerne på et om­ råde, hvor færdselsloven ikke gælder, vil i almindelighed ikke volde større vanskeligheder, idet m ilitæ r straffelovs § 63 også hjemler straf for pligtforsømmelser, der skyldes tilsidesættelser af pligter, der hviler på tjenesteforholdets natur. Det skal i denne forbindelse påpeges, at en 'almindelig bestemmelse som i love og bestemmelser for hæren 18. hefte 1. kap. pkt. 1, om, at de for civile motorkøretøjer gældende love og bestemmelser også i almindelighed har gyldighed for hæren, ikke overfører færdselsreg­lerne til sådanne områder, som ikke falder indenfor færdselslovens gyldighedsområde, og der ses ikke at foreligge nogen anden gene­rel bestemmelse, men selvfølgelig kan enhver såvel højere myn­dighed som kasernekommandant udtrykkelig bestemme, at på et eller flere nærmere betegnede områder skal færdselslovens regler følges, og derved flytte eventuelle overtrædelser over fra gruppen pligter, der påhviler ifølge tjenesteforholdets natur, til gruppen pligter, der følger af en forskrift, men reelt gør dette ingen for­ andring, idet det fremdeles ikke vil være muligt at straffe direkte for overtrædelse af færdselsloven.

Dette sidste har betydning med hensyn til, hvilke sanktioner en overtrædelse medfører. Foreligger der overtrædelse af færdsels­ loven, kan straf af bøde i de fleste tilfælde anvendes, medens dette ikke kan ske for overtrædelser af den militære straffelov, und­ tagen i ganske særlige tilfælde. Derimod kan efter militær straffe­lovs § 26 også overtrædelser af færdselsloven afgøres med egent­ lige militære straffe. Vi står altså overfor den ejendommelige situation, at en soldat, som har kørt uforsvarligt på et militært område, der ikke antages at falde under færdselslovens gyldigheds­ område, og en anden, der har gjort sig skyldig i en nøjagtig til­ svarende forseelse på gaden uden for, eventuelt må se sagerne afgjort med forskellig straf. Den første kan ikke afgøres med bøde, hvorim od den anden kan afgøres med enten bøde eller en mili­tær straf.

Drejer det sig om civile personer, der handler i strid med færdselslovens regler uden for denne lovs gyldighedsområde, stiller sagen sig ulige vanskeligere, idet det, med mindre der foreligger overtrædelser af andre lovbestemmelser, ikke vil være muligt at drage dem strafferetlig til ansvar.

Dette kan især være uheldigt, hvis det drejer sig om civilansat personel ved de militære etablissementer, og den eneste mulige reaktion mod sådanne tilfælde vil være at afskedige de pågæl­dende eller, såfremt de er tjenestemænd, at anvende tjeneste­ mandslovens øvrige sanktioner.

Et ganske særligt punkt er dog for såvel militære som civile færdsel i beruset tilstand, idet vi uden for færdselslovens område tillige har borgerlig straffelovs § 138, der straffer den, der forsæt­ligt eller ved grov uagtsomhed bringer sig i beruset tilstand og i denne tilstand udsætter andres person eller betydelige formue­ værdier for fare.

Normalt vil denne lovbestemmelse ikke blive citeret, hvor tiltale rejses efter færdselslovens § 16, idet den som mere generel må vige for specialbestemmelsen i færdselsloven, men hvor færd­ selsloven ikke gælder, vil tiltale eventuelt kunne rejses for over­ trædelse af §138. Det må herved iagttages, at kravet om „grov“ uagtsomhed almindeligvis, jfr. også Hurwitz specielle del, pag. 178, antages at være ensbetydende med, at beruselsen skal være selvforskyldt, hvilket vel normalt er tilfældet ved beruselse. Hur­witz fortolker dog bestemmelsen i sammenhæng med borgerlig straffelovs § 20, således at straf er betinget af, at farefremkaldel­ sen kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.

Det skal iøvrigt påpeges, at et m ilitæ rt førerbevis kan fratages rent administrativt, men at denne adgang naturligvis ikke har nogen indflydelse på spørgsmålet om indbringelse for retten af sager vedrørende overtrædelse af færdselslovens § 16. Sådanne sager kan aldrig afgøres arbitrært.

IV. Betydningen af færdselsregulerende afmærkning.

Da færdsel i strid med de ved færdselstavler m. v. givne for­ skrifter er strafbar efter færdselslovens bestemmelser, er det na­turligt at belyse stillingen i så henseende for militære områders vedkommende.

I den foran omtalte Vestre Landsrets dom er det nævnt som et af de vejledende momenter til støtte for antagelsen af færdsels­ lovens gyldighed på kasernens område, at der ved kørebanerne var opstillet vejtavler af samme karakter som på offentlig vej. Det kan altså i givet fald være aif nogen betydning i forskellig retning, at sådan afmærkning findes.

Af kundgørelse for hæren B. 25/1950 fremgår det, at sådan afmærkning kan ske, hvor færdselsregulering for motorkørsel må skønnes hensigtsmæssig af slidbesparende eller andre grunde. Un­der disse sidste må vel også færdselssikkerhedsmæssige liensyn spille ind.

Sådanne skilte opsættes efter forhandling mellem bygnings­ tjenesten og kasernekommandanten. I denne forbindelse må dog ikke glemmes færdselslovens § 58, stk. 5, hvorefter politiets god­ kendelse kræves for opstilling af de almindelige, forskriftsmæssige færdselstavler, hvorhos politiet kan kræve fjernet eller ændret ikke-forskriftsmæssige afmærkninger, samt påbyde opstilling af afmærkning på privat vej- eller broejers bekostning, hvor dette skønnes nødvendigt.

I overensstemmelse med det ovenfor under afsnit I anførte må det dog formodes, at vi netop på et punkt som dette (om politiets beføjelser) kan forvente en indskrænkende fortolkning af spørgsmålet om færdselslovens gyldighedsområde, således at det kan overlades til de militære myndigheder selv at træffe bestem­ melse om opsætning af sådan afmærkning. Hvorvidt dette er til­ rådeligt og praktisk, kan dog — som nedenfor omtalt — være i høj grad diskutabelt.

Opstilles tavlerne uden politiets medvirken, er mulighederne for at ramme tilsidesættelse af deres forskrifter yderst forskellig­ artede.

Militærpersoner kan vel altid i så tilfælde drages til ansvar efter m ilitæ r straffelovs § 63 for tjenesteforseelse, men straffen vil da normalt ikke kunne blive en bøde.

Er det derimod „fremmede“ (det vil i denne forbindelse sige personer, der ikke er militær retspleje undergivet), som handler i strid med de givne anvisninger, vil de i hvert fald aldrig i den anledning kunne straffes direkte for overtrædelse af færdsels­ loven. Finder den omhandlede færdsel sted på et militært om­råde, på hvilket færdselsloven iøvrigt antages at gælde, er der naturligvis den mulighed, at andre færdselsregler er overtrådt, således kan, f. eks. hvor disse private tavler er advarselsskilte, og færdsel i strid med sådanne advarsler skønnes uforsvarlig, dette forhold naturligvis straffes efter færdselslovens bestemmelse som uforsvarlig kørsel.

På områder, hvor færdselsloven derimod ikke antages at gælde, kan der ikke i noget tilfælde gøres ansvar gældende mod „fremmede“ efter denne lov, uanset opstilling af tavler o. 1.

Det skal dog nævnes i denne forbindelse, at færdsel i strid med skilte, der helt eller delvis forbyder færdsel, kan straffes efter mark- og vejfredslovens § 17, stk. 1.

Opstilles afmærkningen efter samråd med politiet, følger automatisk den virkning, at enhver færdsel i strid med forskrif­ terne kan straffes efter færdselsloven, hvadenten gerningsmanden er militær eller civil. Heraf følger atter, at også sager mod mili­tære kan afgøres med bødestraf, hvis dette ønskes.

Som det vil fremgå af det anførte, må det anbefales de mili­tære myndigheder, således som det allerede er sket enkelte ste­der i landet, at samarbejde med politimesteren i dette spørgsmål, således at færdselstavler m. v. opstilles under politiets medvirken. Herved vil mange vanskeligheder af såvel praktisk som af form el karakter på forhånd være fjernet.

S. B. Nyholm.