I september i fjor blev hærens faste personel af hærkomman­doen gjort bekendt med visse overvejelser vedrørende overgang til en nyordning af hæren, herunder tilrettelæggelsen af en ændret tjenesteomgang og uddannelse. Det blev — som det vil erindres — samtidigt bekendtgjort, at der er nedsat en arbejdsgruppe be­stående af officerer af samtlige våben til den videre behandling af problemerne.

Arbejdet med tilrettelæggelsen af hærens nyordning og æn­ drede form for uddannelse er endnu ikke afsluttet. Der mangler stadig klarhed over en del problemer, og der forestår endnu ved hærkommandoen, generalinspektørerne og arbejdsgruppen et om­ fattende arbejde, bl. a. med tilvejebringelse af de nødvendige detaillerede uddannelsesbestemmelser, før den nye form for uddannelse og tjenesteomgang som helhed kan sættes i kraft. Denne overgang må ske gradvis under hensyn til de eksisterende en­ heder, men det har dog været muligt at påbegynde indkaldelse og uddannelse efter den nye ordning ved Bornholms værn alle­rede fra marts måned d. å., fordi man jo her på grund af de særligt rådende forhold allerede i lang tid har arbejdet på grundlag af en slags „personelerstatningssystem“. De erfaringer, som indvindes på Bornholm, kan da nyttiggøres under det vi­ dere arbejde med til rettelæggelsen af nyordninger.

 Selv om der, som nævnt, ikke kan siges noget afgørende om den nye ordnings endelige „udseende“, kan det måske alligevel være af interesse for MILITÆRT TIDSSKRIFT’s læsere at blive delagtiggjort i nogle af de tanker og overvejelser, man har gjort sig der, hvor man arbejder med nyordningens tilrettelæggelse i detailler. Dette er da formålet med nærværende artikel, idet jeg dog i hovedsagen kun vil omtale problemer vedrørende enkelt­ mandsuddannelse og indkaldelsesforhold, fordi det er på disse områder, det egentligt nye vil være at finde. Men jeg bør nok, inden jeg går videre, gentage, at det jo endnu kun drejer sig om tanker og overvejelser; intet er endnu endeligt bestemt af de ansvarlige myndigheder, og visse forhold kan endnu blive anderledes end det, der kan udledes af denne artikel.  

Først og fremmest: hvad er formålet med tilvejebringelse af en ny form for uddannelse ved hæren. Hvad vil vi opnå dermed? På dette spørgsmål har jo allerede hærkommandoens foran nævnte redegørelse givet et foreløbigt, kortfattet svar. Desuden har chefen for hærstaben i vinteren 1954/55 beskæftiget sig med emnet ved talrige besøg i landets garnisoner, og endelig har hær­ stabschefen i sidste nummer af MILITÆRT TIDSSKRIFT ind­ gående behandlet problemer i forbindelse med atomkrigens krav til den fremtidige landmilitære organisation. Generalen har an­ givet opgavestillingen for dansk forsvar, vist et skitsemæssigt for­ slag til organisation af hæren i fremtiden og endelig fremhævet personelerstatningssystemet som det nødvendige grundlag for løs­ ningen af hærens frem tidige opgaver.

Fra chefen for hgerstabens artikel tillader jeg mig at gengive følgende konklusion vedrørende organisationen af hærens freds­ tidsstyrker:

 — vi må i fremtiden have det højest mulige beredskab af stående kampklare styrker,
— disse styrker må til stadighed være taktisk organiseret i vel sammenarbejdede afdelinger og højere led,
— de stående enheder må endvidere have størst mulig tal­ mæssig styrke, konstant beredskab og konstant uddannelsesstandpunkt.

Man bør ved gennemlæsningen af det følgende stadig holde sig disse forudsætninger for øje, thi heraf kan udledes de krav, man må stille til den fremtidige uddannelse af hærens værne­pligtige personel.

For at hæren kan opnå den største nyttevirkning af de værne­ pligtige, skal rekruttiden begrænses mest muligt. Indvundne er­ faringer, bl. a. fra andre NATO lande, har imidlertid vist, at man næppe bør gå under 4 måneders rekrutuddannelse; herved vil tjenesten i de stående enheder for hovedparten af de menige komme til at omfatte 12 af de nuværende 16 måneders tjenestetid.  

Uddannelsen i rekruttiden gives ved regimentsvise rekrut- skoler, som principielt holdes kommandomæssigt, men ikke geo­ grafisk adskilt fra de stående styrker.

Formålet med enkeltmandsuddannelsen i rekruttiden er at gøre den enkelte mand egnet til nødtørftigt at udfylde en plads i de stående enheder. Han skal derfor lære at betjene sit frem­ tidige personlige våben, tilegne sig de nødvendige almindelige og grundlæggende militære færdigheder med rimelig vægt på skydning og fysisk træning samt modtage den fornødne fag- og specialuddannelse.

Rekruttiden tænkes delt i grunduddannelse og specialuddan­ nelse, begge af 2 måneders værdi.

Grunduddannelsen er i det væsentlige ens for alle hærens værnepligtige, men bør efter forholdene ved de enkelte våben kunne samles inden for de første 2 måneder eller spredes over hele rekruttiden sideløbende med specialuddannelsen, som — efter vedkommende generalinspektørs nærmere bestemmelse — tilrettelægges således, at den menige, som nævnt ovenfor, ved sin indtræden i de stående styrker i nødtørftigt omfang kan udfylde sin plads ved det speciale, som er blevet ham tildelt. En be­ arbejdelse af det tidsmæssige grundlag for rekrutskolen har vist, at der til grunduddannelse og specialuddannelse kan afsættes ca. 42 (effektive) øvelsesdage eller ca. 330 timer til hver af de to uddannelsesklasser.

Den ovenfor omtalte kategori af værnepligtige omfatter, som nævnt, hovedparten af de menige, men der vil ved våbnene — omend i forskelligt omfang — være folk, som nødvendigvis må have en videregående specialuddannelse, inden de afgives til tje­neste i de stående enheder.

Den således forlængede specialuddannelse bør ikke overstige 2 måneder, og det er naturligvis et almindeligt ønske at begrænse antallet af disse værnepligtige mest muligt af hensyn til op­ nåelse af det største antal menige med fulde 12 måneders tjeneste i de stående styrker. Også denne forlængede specialuddannelse vil finde sted ved regimenterne, men uden for de stående en­heder.

 Efter afslutning af den 4 måneders rekrutuddannelse afgår de til sergentuddannelse udtagne værnepligtige til skolen; der bliver således ikke i fremtiden tale om uddannelse ved en for­ skole forud for afgang til sergentskolen. Under specialuddannel­ sen på rekrutskolen gennemgår sergentemnerne den uddannelse, som danner det bedste grundlag for deres senere uddannelse på sergentskolen.

Spørgsmålet om uddannelsen af værnepligtige til gruppe­ fører eller tilsvarende stilling står, når dette skrives, endnu åbent. Flere m uligheder kan tænkes:  

(1) Man kan bevare den nuværende ordning;

(2) man kan beholde korporalen som værnepligtig befalings­mand, men henlægge hans uddannelse til regimentet;

(3) man kan gå over til at anvende menige gruppeførere, eller

(4) man kan anvende menige gruppeførere, men samtidigt give dem betegnelse som korporal uden dermed at give dem status som befalingsmand (den engelske og ameri­kanske ordning).

Der kan sikkert siges meget for og imod de enkelte, fore­ slåede løsninger, men der skal ikke her forsøges nogen diskussion af emnet. Spørgsmålet er på grundlag af regimenternes opfattelse af problemet taget op til analyse og drøftelse i hærkommandoen.

Efter endt rekrutuddannelse og, eventuelt, forlænget special­ uddannelse i indtil 2 måneder afgår de menige til tjeneste ved deres stamregiments afdeling eller selvstændige underafdeling i de stående styrker. Disse styrker vil for størstepartens vedkommende være operativt formeret i brigader, som er sammensat af enheder fra forskellige regimenter, men da de værnepligtige jo har fået deres første uddannelse og påvirkning ved eget stamregiment og nu desuden forretter tjeneste i dækningsstyrken ved en afdeling eller underafdeling af stamregimentet, normalt i dettes garnison, vil hensynet til regimentets forpligtelser og ønsker af traditions­ bærende karakter være tilgodeset.

Ved den stående enhed fortsætter nu — sideløbende med vedligeholdelsen af enhedens taktiske standard — enkeltmands­ uddannelsen af den menige, idet det er dens formål at gøre den enkelte mand fuldt kvalificeret til i krigstid at bestride den ham tildelte funktion, sætte ham i stand til på forsvarlig vis at overtage de andre funktioner inden for hans specialområde samt gøre ham fortrolig med kampens vilkår og egnet til effektivt at løse de opgaver af taktisk natur, som enhver uanset våbenart kan blive stillet overfor.

Den meniges specialuddannelse fortsættes i denne periode dels ved gennemgang af specialkursus, dels ved at han bestrider den ham tildelte funktion, således at han foruden den nødven­ dige viden og kunnen også får fornøden rutine og erfaring i sit specielle hverv under alle forhold. Samtidig hermed vedligeholdes og videreføres den viden, soldaten har erhvervet sig i sin rekrut­ tid, idet vægten lægges på de fag, som har tilknytning til felt­ mæssig optræden og virken inden for specialet.

Under enkeltmandsuddannelsen i de stående enheder vil det falde naturligt at udnytte de ældre, rutinerede folk til oplæring af de sidst tilgåede. Dette kan systematiseres således, at de 4 måneder gamle folk ved deres indtræden i de stående styrker pla­ ceres på „håndlanger“-poster for senere at avancere og efter et antal måneders forløb eventuelt overtage en nøglepost, f. eks. som maskingeværskytte.

Det er klart, at skal enkeltmandsuddannelsen ved den samme stående enhed kontinuerligt kunne gennemføres for skiftende uddannelseshold med fra 4 til 16 måneders tjeneste, så vil dette kræve den største nøjagtighed og fasthed med hensyn til til­ rettelæggelse (inddeling) af uddannelsens forskellige grene samt en meget intensiv udnyttelse af samtlige de instruktører, som er til rådighed for afdeling og underafdelinger. På samme måde må der tilvejebringes en omhyggelig plan for udnyttelsen af til rådighed værende øvelsespladser, skydebaner, undervisningslokaler og uddannelsesmateriel. En artikel i næste nummer af MI­ LITÆ RT TIDSSKRIFT vil give en eksempelvis tilrettelæggelse af enkeltmandsuddannelsen ved en underafdeling i de stående styrker.

Ved vurderingen af de stående enheders kampværdi er ud­skiftningsprocenten af afgørende betydning. Jo større del af en­ heden, som udskiftes ad gangen, desto mere svækkes kampbered­ skabet, og vil vi opretholde stående enheder, som vi selv og vore allierede — efter alt hvad der foreligger af erfaringer fra kri­ gen — kan regne med som umiddelbart krigsbrugbare, så må vi tilstræbe, at strømmen af personel, som flyder gennem disse en­ heder, reguleres på en sådan måde, at de enkelte „dråber“ bli­ver så små som muligt.

Dette er grunden til, at man ved samtlige våben — und­ tagen ved feltartilleriet — vil gennemføre indkaldelse hver anden måned, idet man herved i hovedsagen kan nøjes med at udskifte 1/6 af den stående afdeling eller underafdelings værnepligtige ad gangen.

Ved pansertroppeme, ingeniørtropperne, telegraftropperne og forsyningstropperne synes denne udskiftningsform at ville falde ganske naturligt, medens det har været nøje overvejet, hvor­ vidt man ved fodfolket kunne lade overgang til tjeneste i de stående styrker finde sted underafdelingsvis efter 4 måneders grunduddannelse, altså 3 gange om året. Fordelene ved en sådan uddannelses- og tjenesteomgangsform er uomtvistelige, men når den ikke har kunnet gennemføres, skyldes det dels det foran om­ talte krav til den m indst m ulige udskiftningsprocent, dels at fod- folksbataillonen nødvendigvis må eksistere i de stående styrker med sit fulde kommando- og signalsystem permanent etableret og med de nødvendige taktiske dispositionsenheder til rådighed. En fodfolksbataillon, som til umiddelbar anvendelse i kamp kun kan råde over et stabskompagni, to lette kompagnier og ét tungt kompagni, hvortil kommer et i bataillonsramme uanvendeligt let kompagni med godt 4 måneders uddannelse, er ingen bataillon, og ved en kompagnivis udskiftning af de stående enheder vil man kun opnå at få brøkdele af batailloner.

For feltartilleriet gælder derimod det særlige forhold, at det i taktisk og skydeteknisk henseende optræder i afdeling i dette ords egentlige forstand. Når blot det nødvendige nøgle­ personel til stadighed er til rådighed for afdelingens ildlede- central og for de enkelte batterier, vil resten — og størstedelen — af kanonbatteriernes personel kunne bestride den nødvendigste tjeneste ved batteriet efter 4 måneders rekrutuddannelse. Bort­ set fra stabsbatteriernes og kanonbatteriernes enkelte nøglefolk, som skal sikre artilleriafdelingens kontinuerlige kampberedskab som afdeling og derfor nødvendigvis må uddannes efter det rene personelerstatningssystem, vil resten af de værnepligtige til felt­ artilleriafdelingerne kunne uddannes som batterier og efter 4 måneders forløb indgå samlet i den stående afdeling, hvor „nøgle­ folkene“ så vil tilgå batteriet. Nøglefolkenes indkaldelse og ud­ dannelse påregnes således at foregå forskudt i forhold til det øvrige mandskab. Ved feltartilleriet vil det derfor blive forsøgt at gennemføre en batterivis uddannelse af hovedparten af mand­ skabet til kanonbatterierne, idet man vil basere sig på 3 årlige indkaldelser.

Det er altid en alvorlig sag at gå fra et velkendt uddannelses- og tjenesteomgangssystem med rødder langt tilbage i tiden til et nyt og ukendt, og i en hær mere end i nogen anden organisme vil forandring alene for forandringens skyld selvsagt altid være af det onde. Men udviklingen skrider frem, og kravene til dansk forsvars beredskab er — som det fremgår af generalmajor Kraghs foran omtalte artikel — i dag radikalt ændret og langt større end i tidligere tid.

Det må ved bedømmelsen af disse problemer erindres, at det drejer sig ikke om i almindelighed at skabe de bedst mulige uddannelsesforhold; men det drejer sig om at skabe afdelinger, der kan løse opgaverne under de givne vilkår, og inden for denne ramme at skabe de bedst mulige uddannelsesvilkår for at opnå det tilsigtede formål.

Andre NATO lande har for deres vedkommende erkendt disse krav og har taget konsekvenserne deraf. Vi må gøre det samme, og der er for mig ikke tvivl om, at vi, når vi har passeret den periode præget af begyndelses- og tilpasningsvanskeligheder, som ligger foran os, vil komme igennem til et resultat, som vi og vore allierede kan være tilfredse med.

F. H. Hartvig.