Af Dr. med. Jørgen Møller.
Hvad vil Uddannelse af Kommandostemmen sige, tænker rimeligvis de fleste, naar de ser denne Overskrift; man kan jo ikke gøre andet end vænne sig til at brøle saa højt som muligt for at blive hørt af Folkene]; ja, det kan naturligvis ogsaa kaldes en Slags Uddannelse, men det er en højst uheldig Uddannelse. 1 mange Tilfælde vil det selvfølgelig gaa godt, man er unge kraftige Mennesker, som kan taale en Del, Lungerne er i bedste Orden, saa de kan præstere en ganske anselig Kraft, selv om det ogsaa sker under en ganske unødvendig Anspændelse af alle Muskler; men for andre gaar det ikke, de bliver trætte, naar de har kommanderet nogen Tid, næste Dag er de hæse efter en Times Brug af Stemmen; de kan endnu forcere Stemmen igennem, saa den høres godt og er ret klar ved Kommando, men under almindelig Samtale er den hæs og sprukken; efter nogen Tids Forløb kommer der Stikken i Halsen, Sviden, tiltagende Hæshed, saa man kun med stor Anstrengelse kan kommandere, Stemmen slaar over og en skønne Dag kan man ikke mere, men maa melde sig til Lægen. 14 Dages Ro og fornuftig Behandling af den overanstrængte Hals bringer den nogenlunde paa Fode igen, men det er snart atter galt, navnlig hvis man samtidig har været saa heldig paa en Felttjenesteøvelse at blive rigtig godt gennemvaad; atter til Lægen — og saaledes gaar det i nogen Tid, indtil heller ikke den mest energiske Behandling hos Halsspecialisten hjælper, men Stemmen er og bliver hæs. Ja, saa er der ikke mere ved den Ting at gøre, mener man; man maa klare sig som man bedst kan med sin hæse Stemme. Jo, der er noget at gøre endnu, men noget, som helst skulde have været gjort i Forvejen; De skal lære at tale. «Ja, men tale, det er da noget vi alle sammen kan, det er man jo født med.» Nej, Højstærede, det er De ikke, lige saa lidt som De er født med f.Eks. at kunne gaa; det maa møjsommelig læres, og den Maade, det læres paa, er som Regel ikke den heldigste. De lærer det af Deres Forældre, som imidlertid rimeligvis ikke har Begreb om, hvor vidt Stemmen bruges naturligt eller ej, det kommer blot an paa at lære Dem at «tale rent», det andet maa komme af sig selv; De lærer det endvidere af Barnepigen, som taler en eller anden umulig Dialekt og hvis Stemme er høj og skærende; De lærer det senere ai Deres Venner blandt den haabefulde Ungdom; De lairer, hvordan De ved at presse deres Strube saa meget sammen som muligt kan frembringe de mest gennemtrængende Lyde, maaske lærer De endogsaa den attraaværdige Kunst at frembringe den høje skærende Piben, som enkelte Drenge frembringer med en sand Virtuositet ved at anspænde deres Strube til at give den højest mulige Fisteltone. Endelig fortsættes senere i Livet, efter at De har gennemgaaet Deres Rekruttid, «Uddannelsen» paa Korporalskolen; De lærer, hvordan De skal udvide Brystkassen saa meget som muligt for derefter krampagtigt at presse den sammen under samtidig Anvendelse af alle Deres Halsmuskler, hvorved ganske vist frembringes en Lyd, som høres viden om, men som er temmelig uartikuleret og alt andet end velklingende; De ser, hvorledes Deres Sergent for rigtig at sætte Pres paa ikke blot bruger alle Hals- og Brystmuskler, men hele Kroppen, hvordan han krummer sig sammen og fægter med Armene under Udstødelsen af Kommandoordene for at kunne frembringe den enorme Kraft, som man mener der skal til for at faa en stærk Lyd frem, — og De gør ligesaa, anspænder alt, hvad De ejer af Muskler og opnaar derved, at Stemmen slaar over i en ynkelig Fistel, medens De samtidig har en Fornemmelse, som det hele skulde sprænges.
Men hvordan skal man da lære at tale, hvad er det, der er forkert? Det forkerte er, at De bruger al for megen K ra ft; hvad er det, De lærer ved en hvilken som helst legemlig Virksomhed, Gymnastik eller andet, hvortil De uddannes ved fornuftig Træning? De lærer at frembringe den størst mulige Virkning med den mindst mulige Muskelkraft, kun at anvende de Muskler, der virkelig er Brug for og ikke anstrænge dem mere, end der netop fordres for at præstere det Arbejde, der skal udføres. Men hvordan skal man da kunne spare Kraft ved Brugen af Stemmen, er det ikke netop Brystkassens Tryk og Strubemusklernes Spænding, der gør Stemmen kraftig? Nej, kun til Dels; det er lige saa meget Resonnansen, det kommer an paa. Laan hos én af Deres Kammerater, som giver sig af med Musik, en Stemmegaffel og slaa den an, De hører kun Tonen, naar De holder Gaflen tæt hen til Gret; men slaa den saa an igen og støt Skaftet mod en tom Cigarkasse og De kan hore Tonen i hele Stuen; det er Resonansen, der forstærker Tonen. Paa samme Maade gaar det nu med Stemmen; selve Stemmelyden frembringes ved at Luften fra Lungerne presses ud mellem de spændte Stemmebaand, som derved sættes i Svingninger ligesom Stemmegaflen; men derfra gaar Luftstrommen op i Svælg- og Mundhule, slaar an mod de faste Vægge dér, f. Eks. mod den haarde Gane, hvorved der kommer Resonans; Resonansen forstærkes yderligere ved at Luften i Næsen og dens Bihuler sættes i Svingninger; derfor bliver Stemmen klangløs, naar man har Snue. Nu er man selv tildels Herre over, hvordan Resonansen bliver, man kan lede Luftstrømmen i en saadan Retning, at den finder det bedst mulige Anslagspunkt, hvilket er den haarde Gane lige bag Overtænderne; naar den slaar an her, faar man den bedste Resonans, og samtidig kommer Tonen bedst u d ; det er jo nemlig ikke tilstrækkeligt, at Tonen faar Resonans, naar den saa alligevel bliver inde i Hovedet som en hul mørk L y d ; den skal ud af Munden, saa ogsaa andre kan hore den.
En anden Ting, som er af yderste Vigtighed for at Stemmen kan høres godt, er en god Artikulation. Desværre er det jo saaledes, at vort kære Modersmaal, saaledes som det sædvanlig tales, nyder en sørgelig Berømmelse for sin mangelfulde A rtikula tion; Vokalerne er flade, uden Klang, og Konsonanterne sluger man uden at unde andre at høre disse Sprogelementer, som dog er saa nadvendige for Forstaaelsen af Sproget og for at give dette sin Karakter; hør blot en Nordmand tale, hvilken Malm der er i Stemmen, uagtet han i Virkeligheden ikke forbruger mere Kraft end De selv med Deres bløde udviskede Tale; det er blot, fordi han bruger sine Læber og sin Tunge langt mere, derved kommer disse haarde, klingende Konsonanter, som giver Sproget sin Klang. Naar De artikulerer tydeligt, høres Deres Stemme i langt større Afstand, selv om den af Naturen er noget svag; desuden hælper den gode Artikulation ogsaa paa en anden Maade, idet en kraftig Akcentuering af Konsonanterne ligefrem trækker Vokalerne med sig frem, de faar uvilkaalig en bedre Resonans
Den tredje Ting, det kommer an paa, er Aandedrættet; lad os blive fri for dette forcerede, krampagtige Arbejde af alle Brystmuskler; De maa vide nøjagtig, hvor meget Vejr De skal bruge til det, De vil sige, og ikke pumpe mere Lu ft ind end nødvendigt, ellers kan De ikke holde Styr paa den. Men skal der endelig lidt rigeligt Vejr til en særlig Kraftpræstation, saa tænk paa, hvordan De bedst faar det samlet; det er ikke ved at hæve Skuldrene og skyde Brystkassen frem; Brystkassen er jo smallest opad til, derfor er det en daarlig økonomi kun at fylde den øverste Del med Luft; nedadtil er den derimod bred og saa er der tillige den Ejendommelighed, at den ned mod Underlivet allukkes af en Muskel, Mellemgulvet, som i sin Hvilestilling hvælver sig stærkt opad; naar denne Muskel trækker sig sammen og afflades, sker der en meget stor Udvidelse af Brystkassen, men samtidig maa naturligvis Bugvæggen hvælves frem, idet Underlivsorganerne jo maa have den Plads, der tilkommer dem. Altsaa, De maa først og fremmest sørge for, at Deres Sabelgehæng ikke er spændt saa stramt, at det hindrer Underlivets Udvidelse, saa skal De udvide den nederste Del af Deres Brystkasse og samtidig bruge Deres Mellemgulv, saa De mærker, hvordan Bugvæggen skyder sig frem, saa har De rigelig Lu ft til at tilfredsstille alle Krav, og samtidig har De den Fordel, at Udaandingen bliver langt mere behersket; ved dette dobbelte Spil mellem Mellemgulv og Bugmuskler, som virker hver i sin Retning, kan De afpasse det Lufttryk, der behøves til Talen ganske anderledes nøjagtigt, end hvis De frembringer Trykket alene ved Brystkassens Muskler; ved disse to Sæt kraftige Muskler er De fuldstændig Herre over Reguleringen af Aandedrætsbevægelserne paa samme Maade som den dygtige Rytter har det fulde Herredømme over sin Hest ved stadig at holde den mellem Schenkler og Tøjler. Dette er altsaa de 3 Hovedpunkter, man maa rette sin Opmærksomhed mod, naar det gælder at faa Stemmen uddannet. Men saa er det Sporgsmaalet, hvordan Uddannelsen skal ske. Bekvemmest var det naturligvis, om man blot kunde skrive en Bog, samle et System af øvelser, og saa give d’Herrer den at læse; men desværre gaar det ikke paa den Maade. Aandedrættet kan naturligvis læres af Bøger, nogenlunde i hvert Fald, Artikulationen til Nod ogsaa, naar man beskriver, hvordan Tunge, Gane, Læber o. s. v. skal staa ved hver enkelt Lyd; dog fordrer rigtignok allerede dette en ret betydelig Iagttagelsesevne; det tredie derimod, Resonansen, kan absolut ikke læres af Bøger, men kun ved Efterligning af en dygtig Lærer; Eleven maa lære at høre, om Resonansen er rigtig eller ej, og Læreren maa stadig kontrollere ham. Der kræves derfor af Læreren, at han maa have et udviklet ø re og at hans egen Stemme maa være fuldstændig i Orden, medens paa den anden Side ogsaa Eleven maa havedøre for Klang, om end et fuldstændig musikalsk ø re ikke er nødvendigt.
Taleundervisningen efter moderne Principper har allerede en Aarrække været dyrket i forskellige Lande i storre eller mindre Udstrækning, dog i det væsentlige som Helbredelsesmiddel ved allerede bestaaende Halslidelser, og Resultaterne heraf har været fortræffelige. Men skal der udrettes noget rigtigt, maa man benytte Taleundervisningen som hygiejnisk forebyggende Middel, lære de Mennesker at tale rigtigt, som i særlig Grad har Brug for deres Stemme, for at forhindre, at de ødelægger den ved Overanstrængelse. Ogsaa i denne Form er Taleundervisningen traadt ud i Livet, i hvert Fald nogle Steder, ogsaa for Militærets Vedkommende; der har saaledes paa Kadetskolen i Karlsruhe været indført Taleundervisning og med godt Resultat; men desværre gik det hele i Staa efter et Par Aars Forløb, fordi den Mand, der ledede Undervisningen, Professor Engel, viste sig i Besiddelse af en sørgelig Ævne til at rage uklar med alle Autoriteter. Blandt Lægerne har navnlig Stabsarzt Dr. Schwidop l ) og Professor Gustav Spiess2) lagt sig i Selen for en rigtig Uddapnelse af Kommandostemmen.
Her hjemme har afdøde Professor Bartholdy3) taget til Orde for en Uddannelse af Kommandostemmen, og det har været forsøgt under hans Ledelse at føre Sagen ud i Praksis, Naar det den Gang ikke rigtigt lykkedes, skyldes det to Omstændigheder; for det første blev Uddannelsen taget for «sangmæssigt», det var i Virkeligheden en A rt Sangundervisning, Professor Bartholdy tog til Udgangspunkt, medens de nyere Metoder holder sig til selve det, der skal uddannes, til Talestemmen, og gaar ud fra den almindelige Sprogtone og fra de almindelige Sproglyde; for det andet blev Undervisningen dengang straks ført ud i for vide Kredse uden at være tilstrækkelig underbygget, der fandtes inden for selve Militæretaten ingen fuldt uddannede Lærere, som kunde føre Sagen frem. Naar Sagen nu ved Krigsministeriets Interesse er bragt frem igen, er det da i et helt nyt Spor; for det første benyttes den moderne, virkelig rationelle Taleundervisning med selve den naturlige Talestemme som Grundlag; for det andet søges Sagen fremmet ved, at en af Gymnastikskolens Officerer bliver fuldt uddannet, saa han atter kan uddanne andre Lærere og Undervisningen saaledes gradvis bliver ført ud i videre Kredse.
Inden jeg afslutter dette Par Bemærkninger, maa jeg imødegaa en Indvending, som jeg et Par Gange har hørt fremsat. Man har sagt, at det ikke kunde nytte med denne Taleundervisning; naar Stemmen blev uddannet paa denne Maade, fik man maaske nok en velklingende Stemme, men ikke en Stemme, der var brugbar til militær Kommanderen, dér trængte netop en noget ru, skrattende Stemme bedre igennem. Den, der siger saaledes, beviser kun, at han ikke har Anelse om, hvad det drejer sig om; Konsekvensen af hans Udtalelser vilde være, at netop Mennesker med Halslidelser kommanderede aller bedst, hvad der dog er ret absurd. Sagen er, at naar en Officer ikke kan gøre sin Kommando tilstrækkelig kraftig, uden at Stemmen bliver skrigende og skrattende, er det netop fordi han bruger den forkert. Men de Mennesker, der kommer med den Slags Indvendinger, tror naturligvis, at Taleundervisningen sker paa samme Maade som Sangundervisningen, og at man i første Linie lægger an paa en blod, behagelig Stemmeklang; det er fuldstændigt forkert; ganske vist er den Stemme, der frembringes paa rette Maade, ogsaa den smukkeste, men tillige den kraftigste; det er dog paa den anden Side ogsaa en Misforstaaelse, at en smuk, velskolet Sangstemme ikke skulde være kraftig; det kan virkelig ikke nytte for en Sanger, der vil drive det til noget, at han i en Stue kan synge smaa Romancer med smuk, blod Stemme, han maa kunne fylde en Koncertsal eller en Operascene, der maa foruden smuk Klang ogsaa være, hvad man kalder for c Bid« i Stemmen, og dette Bid er det netop ogsaa der udvikles ved en rigtig Skoling af Talestemmen; hor ved et stort Møde to Mennesker holde Foredrag; den ene, som ikke forstaar at bruge sin Stemme, anstrænger sig af al Magt og bliver dog ikke hort, medens den anden, som forstaar at udnytte sin Resonans og sine Aandedrætsmuskler paa rette Maade, taler i Timevis uden Spor af Anstrængelse og med en Stemme, der fylder hele Rummet.
Jeg vilde ønske, disse faa Bemærkninger maatte hos Læserne'af dette Tidsskrift fremkalde Forstaaelse af den Betydning, en Uddannelse af Talestemmen vilde have for Dem selv ved at skaane Deres Stemme og beskytte Dem mod Overanstrængelse og deraf følgende Halslidelser, og jeg vilde ønske, De derigennem maatte faa Interesse for denne vigtige Sag, som paa en vis Maade er en Livssag for Dem selv, og af al Magt bidrage til at faa en rationel Uddannelse af Kommandostemmen indført i Hæren. Skulde nogen ønske nærmere Oplysning om Udviklingen al hele Spørgsmaalet om Taleundervisningen, kan jeg henvise til et Foredrag af min afdøde Kompagnon, Dr. med. Niels Godskesen, som jeg har indsendt til Offentliggørelse i Tidsskriftet «Vor Ungdom«.
