Log ind

Om Beredskabstjeneste

#

Et lille Land har i Krig Brug for hele sin Forsvarskraft. Som Regel vil det ikke kunne regne med at raade over synderlig lang Tid til at stille Forsvaret rede. Effektiviteten af dets Hærordning afhænger derfor af dennes Muligheder for at drage Nytte af hele den tilstedeværende Forsvarskraft og udvikle den til højesteYdeevne i korteste Tid. En Hærordning maa som Regel udformes med nogle faa Situationer for Øje og kan ikke hurtigt ændres til Anvendelse i en hvilken som helst Krigssituation; den bør dog kunne imødekomme Krav, som forskellige mulige Situationer maatte stille. Imidlertid er Elasticitet, Evnen til hurtig Udvikling eller Tilpasning, en Egenskab, der kun i begrænset Omfang kan meddeles en Hærordning, saa meget mere som det i roligere Tider er et stærkt udtalt Ønske, at der ikke lægges større Beslag paa personelle eller økonomiske Kræfter end absolut nødvendigt.

Den svenske Forsvarsmagt har haft den ret enestaaende Stilling igennem en Periode paa 2 Aar at kunne arbejde paa Udviklingen af sit Forsvar, mens Krigen stod paa udenom, og det kan nu antages, at den har naaet en Udvikling, der staar i Forhold til Landets Hjælpekilder. Men Tempoet har været forceret, og det erkendes, at Hærordningen af 1925—36 ikke har været i Besiddelse af den ønskelige Elasticitet. Materielanskaffelseme har i det Hele lagt Beslag paa Tid i samme Omfang som den, der har været nødvendig til Uddannelse af Mandskab og Befalingsmænd, medens Hurtigheden og Omfanget af Materielanskaffelserne under normale Forhold egentlig kun behøver at afhænge af Muligheden for at kunne forsyne sig fra andre Lande. Uddannelsen af Personel er en Faktor af mere konstant Natur. Samtidig med Udbygningen af Forsvaret har Sverige maattet indtage Beredskab, til Tider af højeste Grad, og for nogle af de Erfaringer — for saavidt de har kunnet offentliggøres —, der ved den praktiske Troppetjeneste i 1941 er gjort under disse yderst krævende Forhold, har Ob. G. N. O. Rosenblad redegjort ved Krigsvetenskaps-Akademiens Sammenkomst i Januar 1942 i Aarsberetningen vedrørende Tildragelserne i Krigskunst og som Indledning tilknyttet i Hovedsagen ovenstaaende Bemærkninger. Af de Udtalelser, der iøvrigt fremsattes ved denne Lejlighed, er nedenfor gengivet en Del, som skønnes af Interesse for os, idet det i mange Tilfælde drejer sig om Spørgsmaal, som ogsaa maa have foreligget for os under vor kortvarige Beredskabsperiode 1939—40. Redegørelsen tager særlig Sigte paa Fodfolket, men tilsvarende Synspunkter gælder til en vis Grad ogsaa de andre Vaabenarter. Først Uddannelsen. Det tager som bekendt længere Tid at uddanne Befalingsmænd end menige, og jo højere Grader, desto længere Tid. Hvad angaar højere Chefer end Kompagnichefer, er man helt henvist til de allerede eksisterende Kadrer. Det gælder altsaa om at træffe Foranstaltninger til Uddannelse af Kompagnichefer, Delingsførere, Gruppeførere og menige.

Er baade Befalingsmænd og Mandskab utilstrækkeligt uddannede, kan man i en Nødssituation blive tvunget til at søge at fuldstændiggøre Uddannelsen ved de mobiliserede Enheder. Det har som ventelig vist sig, at dette er den mindst effektive og mest bekostelige Form for Efteruddannelse. Baade Mandskab og Befalingsmænd lærer kun visse simple Dele af Tjenesten nødtørftigt. Befalingsmændene er klar over deres egen Uformuenhed, Mandskabet baade over dets egne og Befalingsmændenes Mangler. En virkelig brugelig, virkelig disciplineret Enhed faas ikke. Bliver der ikke Krig, gaar Enhedens Anvendelighed oven i Købet tilbage efter nogen Tids Forløb. Aarsageme hertil er aabenbare. Til Mandskab, der indkaldes ved Mobilisering eller lignende, kræves stærke Rammer, der med Autoritet og Kundskab under strengt Arbejde bruger Tjenestetiden, saa Mandskabet føler, at det lærer noget. Jo længere Indkaldelsen varer, uden at Krig udbryder, jo mindre indlysende bliver Nødvendigheden af Indkaldelsen, og jo større bliver Vanskelighederne ved at være borte fra det hjemlige Arbejde. Uddannelsen af nye Befalingsmænd og Fuldstændiggørelse af de alt tilstedeværendes Uddannelse er paakrævet, dels for at kunne opstille nye Afdelinger, dels for at øge Anvendelsesmuligheden af de oprindelige, samt for at kunne erstatte Tab i Krig. Jo svagere Hærordningen er, og jo større Krav der stilles til Beredskabet, desto større Vanskeligheder opstaar ved disse Problemers Løsning. Naar Skyerne trækker sig sammen, er det først Uddannelsen af Befalingsmænd, som maa igangsættes, og dette bør ske i meget god Tid. Værdien af en Hærordning er i væsentlig Grad afhængig af, hvorledes Uddannelsen af ekstra Befalingsmænd er tiltrettelagt i Fred. Det har vist sig, at Indkaldelse af hele ældre Aargange til Efteruddannelse er af meget begrænset Værdi, saa længe Behovet af Befalingsmænd ikke er tilfredsstillet. Derimod er Indkaldelse af Befalingsmænd af alle Grader til supplerende Uddannelse samfundsmæssigt langt mindre indgribende, givet et stort Plus til Forsvaret og er en Forudsætning for effektiv Efteruddannelse i større Skala af de menige værnepligtige. Den svenske Obersts Redegørelse betoner i denne Forbindelse Nødvendigheden af en tilstrækkelig lang Fredsuddannelse af de værnepligtige Befalingsmænd, hvilken ialt bør vare 2 Aar, og fremhæver, at en lang første Uddannelse er mindre tyngende for de værnepligtige end en Efteruddannelse som den, de ældre Aargange maatte gennemgaa efter 1939. Om Omfanget af den i Sverige iværksatte ekstra Uddannelse af værnepligtige Befalingsmænd faar man et Begreb, naar man hører, at de værnepligtige Befalingsmænd i 1939 kun kunde besætte 7 % af samtlige Delingsførerpladser ved et Fodfolksregiment, i 1941 næsten 75 %, af Kompagnichefspladserne henholdsvis 0 og 8,8 %. Har en solid og grundlæggende Uddannelse fundet Sted, kan Rutine i at føre Kommando atter hurtigt opnaas og Uddannelse til højere Grader igangsættes. Men det er nødvendigt, at den bedste Del af Landets Ungdom udtages til Befalingsmænd, og dette er kun muligt ved tvungen Udtagelse af alle værnepligtige med højere Skoleuddannelse. Udnyttes denne Kategori fuldt ud, kan der sættes langt snævrere Grænser for Forøgelsen af de faste Rammer, end det ellers vilde være muligt, og kun ved en saadan Fremgangsmaade vil den ønskelige Elasticitet kunne gives Hærordningen. Under normale Fredstider kan tvungen Uddannelse til Kompagnichef ikke vel iværksættes. Men gives der værnepligtige Befalingsmænd en første 2-aarig Uddannelse, kan — allerede naar Situationen bliver truende — en KompagnichefsUddannelse iværksættes, uden at det behøver at vække større Opmærksomhed udadtil eller indadtil. De gjorte Erfaringer har vist, at ældre Officerer i Reserven ofte ikke har været anvendelige som Kompagnichefer. Det har derfor været nødvendigt at tage de bedste — endog mellem de yngste — blandt Officerer af Linien og Reserven samt blandt værnepligtige Officerer og give dem en Uddannelse paa særlige Kursus. Da Kompagnichefer er Hjørnepiller i Organisationen saavel i Krig som i Fred, er det nødvendigt altid at raade over et tilstrækkeligt Antal Emner og tillige at have en Reserve til Erstatning af Tab, idet Organisationens Fasthed ellers kan brydes ved første Fægtning. Medens man tidligere har været af den Anskuelse, at Befalingsmænd, beregnet til de mobiliserede Enheder, kun burde have Uddannelse som Førere (her er særlig tænkt paa Delingsførere og Næstkommanderende ved Delinger), ikke som Lærere for Mandskabet, er man naaet til den Anskuelse, at Grænsen ikke bør trækkes for skarpt op, idet det har vist sig, at Mandskabsuddannelsen er den sædvanligste Tjeneste ogsaa ved de mobiliserede Enheder. Dette gælder da i udpræget Grad i en Beredskabsperiode. Principielt burde hele Befalingsmandspersonellet derfor kunne uddanne nyt Mandskab. De værnepligtige, som ved de mobiliserede Enheder blev uddannet til Befalingsmænd paa særlige Kursus, opnaaede først Rutine og virkelig Sikkerhed som Befalingsmænd, efter at de havde gjort Tjeneste paa en Rekrutskole. Det betones, at Ungdom med højere Skoleuddannelse i usædvanlig høj Grad egner sig til Uddannelse som Befalingsmænd. Af et Studenterkompagni var kun 2 % uegnede til videre Uddannelse som Befalingsmandselever. De værnepligtige Lægers Anvendelighed har været meget vekslende, og Skylden herfor tillægges for en stor Del utilstrækkelig militær Uddannelse, idet den tidligere givne paa Grund af sin Kortvarighed betegnes som et af de svageste Punkter i Organisationen. Det er ikke nok, at den lægelige Side af Uddannelsen er i Orden. Paa en Forbindingsplads fordres f. Eks. ogsaa Befalingsrutine og Evne til at organisere Tjenesten, samt, endda ofte i høj Grad, til at holde Disciplin. Supplerende Uddannelse af Gruppeførere bør finde Sted ved særlige Skoler eller Uddannelsesafdelinger og kan ikke ske med Fordel ved en Beredskabsafdeling, selv om Beredskabstjenesten bliver meget lang, idet Gruppeførerne paa denne Maade sædvanligvis ikke vil opnaa tilstrækkelig Autoritet. Ved Dækning af Behovet af Gruppeførere maa man ikke vige tilbage for at lade de yngre Aargange af værnepligtige Befalingsmænd faa en længere Tjenesteturnus end de ældre Aargange, idet denne Byrde lettere bæres af de yngre, der ofte endnu ikke er Familieforsørgere eller i faste Stillinger. Ved Indkaldelse af ældre Aargange til Efteruddannelse betaler det sig at indkalde de til Aargangene hørende Befalingsmænd mindst 1 Maaned tidligere til Uddannelse. Den kostbare og socialt indgribende Efteruddannelse af ældre Aargange kan i det Hele taget undgaas i væsentlig Grad, hvis den første Uddannelse er tilstrækkelig lang og grundig, og de fornødne Genindkaldelser til fortsat Øvelse har fundet Sted. Det skal endelig nævnes, at pensionerede Underofficerer eller ældre Reserveofficerer, der har været til Raadighed, ofte har vist sig mindre anvendelige i Geleddet, end man havde regnet med, især idet de i mange Tilfælde ikke længere var fysisk egnede. Tjenesten som Kommandounderofficer ved Linieafdelingeme maatte i stor Udstrækning bestrides af værnepligtige Befalingsmænd.

Efter at Nødvendigheden af et Forsvar er blevet almindelig anerkendt, har det været muligt at tage dette Spørgsmaal ud af den politiske Diskussion og endvidere at behandle organisatoriske Spørgsmaal udelukkende ud fra saglige Synspunkter og uden Hensyn til i Virkeligheden uvedkommende politiske Slagord eller Klasse- og Korpsinteresser. Med Hensyn til Uddannelsen er Udviklingen gaaet langsommére, og det paapeges, at Uddannelsesmetoderne gennem Tiderne stort set har været ret uafhængige af de vekslende politiske Forhold. En fuldendt Organisation og et første Klasses Materiel kan ikke alene skabe en virkelig god Hær. Hertil behøves en Uddannelse og en Opdragelse, som skaber en Aand, der sætter Tropperne i Stand til at yde det tilsyneladende umulige. En saadan Soldateraand kan udjævne en Fjendes Overlegenhed paa andre Omraader. Den Krig, som udspilles nu, har i endnu højere Grad end tidligere Krige vist, hvad god Soldateropdragelse kan yde, og hvad Følgerne af fejlagtig Opdragelse kan blive. Størst mulig Effektivitet opnaas altsaa ved god Organisation, godt Materiel og god Aand. Det sidste er det væsentligste, koster ikke økonomiske Ofre, men er vanskeligst at opnaa. Der kræves Viljekraft og Arbejde i meget høj Grad. Aanden i Nationen som Helhed spiller tillige en stor Rolle og kan i al Fald lette eller hindre det militære Arbejde i denne Henseende. Der er ingen menneskelig Virksomhed, som kan sammenlignes med den moderne Kamp, thi i denne kræves Indsats til sidste Evne i Dage og Nætter under det stærkeste fysiske og psykiske Pres og under stadig Indsats af Livet. Hvis det militære Redskab ikke staar Maal hermed, falder det sammen i Førerens Haand, og alt, hvad der er nedlagt af Arbejde og Omkostninger, er værdiløst. Det hævdes undertiden, at den militære Disciplin ikke er det afgørende i Kamp og Dødsfare, men Hærens Moral iøvrigt. Det er givet, at Troen paa egen Sags Retfærdighed, ikke mindst hvis denne stiger til Fanatisme, har umaadelig Betydning. Men naar der gælder det haarde, daglige Detailarbejde i Kulde og Hede, Dag og Nat uden Ophør og maaske uden regelmæssig Forplejning, er Begejstring ikke nok. Den kølnes eller svinder i Hverdagens haarde Tjeneste. Det, som varer ved, er den indre Disciplin, Nødvendigheden af at gøre det tilfulde, som er befalet, eller som under en lang Uddannelsestid er indpodet. Det er sandsynligt, at den rene Disciplin formaar mere end blot Begejstring og god Vilje. De russiske Soldaters Forhold under denne Krig tyder herpaa, om end det fra mange Sider hævdes, at den ønskelige Hjertets og Viljens Disciplin her i vid Udstrækning er erstattet af Terror. Vil man naa det højeste, maa der baade god Vilje ogj Disciplin til. Den Hær, som besidder begge disse Egenskaber, er den væsentlig overlegen, som ikke har disse Egenskaber. Naar forskellige Enheder af den svenske Beredskabsstyrke har været af forskellig Kvalitet, skal dette ofte direkte kunne føres tilbage paa større eller mindre disciplinær Fasthed.

Der anføres til Belysning af Sagen en Udtalelse af en svensk Idrætsredaktør, der bl. a. siger: „Det er Disciplin, mekaniseret til drill, det kommer an paa i Krig. En løst uddannet, halvcivil Afdeling bliver nemlig uhyggelig let Offer for en haardt trænet, haardt disciplineret, haardt sammensvejset Afdeling. Grundlaget for Disciplin lægges bl. a. under Øvelser i sluttet Orden og Gymnastik, hvor der af hver Mand kræves Kraft og Præcision. Nøjagtighed i alle Tjenestens Forhold er af væsentlig Betydning. Der findes ikke Detailler i den militære Tjeneste, har en fremtrædende Militærpædagog sagt, og v. Dobeln sagde: Om inom militaren icke allt sker på punkten, och om en var icke dår uppfyller sin skyldighet, på vad skall då fosterlandet lita.“ Det vil ofte vise sig, at et Kompagni, som viser en ringe Optræden i sluttet Orden og udenfor Tjenesten, ogsaa har daarlig Kvarterorden, utilstrækkelig rengjorte Vaaben og Udrustning o. s. v., altsaa de gældende Forskrifter er ikke iagttaget, Nøjagtigheden i Tjenesten er tilsidesat: Disciplinen er mangelfuld.

Beredskabstjenestegøringen bør selvfølgelig bidrage til at bevare og styrke Disciplinen, denne taget i udvidet Forstand. En Del Erfaringer i saa Henseende er af Interesse. Ældre Aargange, som er indkaldt til Tjeneste paa Grund af kort første Uddannelse og Mangel paa Genindkaldelser, har ogsaa paa Grund af nye Vaaben og ændrede taktiske Fremgangsmaader vist sig uanvendelige i Feltenhederne før efter en vis Tid. Det er derfor saa meget ønskeligere, at Bestemmelserne for den formelle Eksercits og den almindelige Optræden ikke jævnlig ændres. Rent psykologisk er det af Betydning, at de indkaldte føler, at de i det mindste behersker noget af Tjenesten, og desuden vindes Tid til nødvendig videre Uddannelse. Princippet bør derfor være, at den formelle Eksercits kun ændres af ganske tvingende Grunde. Den Indskrænkning, som Antallet af Bevægelser, der skal indøves ved den formelle Eksercits, har været Genstand for, har maaske undertiden tillige medført, at de bevarede Bevægelser ikke er forlangt udført med Præcision og Nøjagtighed, hvilket har været en ikke tilsigtet Virkning, der mulig maa ses i Forbindelse med, at Evnen til at indøve Eksercits paa rette Maade er gaaet tabt hos en stor Del af Befalingsmandspersonalet, hvorfor Øvelserne let bliver uinteressante og mindre virksomme. En stor Fare for en mobiliseret Enheds Anvendelighed fremkommer, som man ogsaa har set andetsteds, f. Eks. i Maginotlinien under den nuværende Krig, saafremt der i en lang Periode indtræder Uvirksomhed, og dette Forhold er ogsaa traadt frem under det svenske Beredskab. Det er væsentligt, at Enheden ikke alene sysselsættes, men at der ogsaa udføres et virkeligt Arbejde, selvfølgelig først og fremmest i Uddannelsen med Henblik paa at øge Enhedens Anvendelighed ; det er endvidere af psykologisk Betydning, at de indkaldte, som har maattet forlade deres civile Stilling, føler, at Tiden virkelig optages fuldt ud til militært Arbejde. Indskrænkninger af den daglige Tjenestetid bør ogsaa af den Grund ikke føres for vidt. Just ved at Tjenestetiden ikke beslaglægges helt, antager Fritidsproblemet undertiden alt for store Proportioner. En kraftig og viljestærk Fører sørger for, at Mandskabet efter Dagens Arbejde er sundt trætte og trænger til Hvile og Rekreation. Indgriben i Fritiden bør samtidig ske med stærk Følelse af det i hver enkelt Tilfælde foreliggende Behov. Vanskelighederne ved paa effektiv Maade at beskæftige Enheden under Beredskabstjeneste er især fremtrædende ved visse ikke kæmpende Enheder. Det stemmer med Krigserfaringerne om, at det er i Etapetjenesten, det falder vanskeligst at opretholde den rette Aand. Ved Sammendragning af større Enheder til Beredskabstjeneste er det derfor ofte heldigst, at f. Eks. Ammunitionskompagnier, som ikke er absolut nødvendige, før Operationer indledes, forbliver i Garnisonen og først tilgaar ved øget Beredskab. Ved længere Tids Beredskabstjeneste er det ønskeligt, at Enhederne nu og da skifter Kvarterer for at give Afveksling og nye Indtryk. Af Interesse er ogsaa Erfaringer, der er høstet med Hensyn til den gunstige Længde af Beredskabstjeneste. Ved en mobiliseret Troppeenhed stiger Anvendeligheden væsentligt i de første Maaneder. Senere begynder flere Faktorer at virke i modsat Retning. For de ældre Aarganges Vedkommende vokser Vanskelighederne stadig for de Indkaldte, Forstaaelsen af Tjenestegøringens Nødvendighed mindskes, naar det ikke bliver til Krig, eller den politiske Situation ændres væsentligt. Befalingsmandspersonalet, som kun for en Del udgøres af Liniebefalingsmænd, har ikke Evne til tilstrækkeligt intensivt og afvekslende at anlægge Øvelser i saa lang Tid. Enheden føler sig sysselsat, men ikke i virkeligt Arbejde. Det Tidspunkt, til hvilket en mobiliseret Enheds Udvikling i Anvendelighed kulminerer, anslaas til at være efter 2—3 Maaneders Forløb, længst hvis Befalingsmandspersonalets Kvalitet er høj. Drejer det sig om den yngste eller yngre Aargange eller værnepligtige, som har gennemgaaet første Uddannelse i Tilslutning til Beredskabstjenesten, er Forholdene væsentligt anderledes, og en betydelig længere Tjenestetid kan taales. En fornyet Indkaldelse af Enheder, som allerede har gjort lang Tids Beredskabstjeneste, er ikke ønskelig fra et militært Synspunkt. Men da Beredskabsindkaldelserne og deres Længde først og fremmest afhænger af udenrigspolitiske Forhold, maa de rent militære Ønsker ofte træde tilbage. Det er imidlertid fastslaaet, at Indkaldelser og Beredskab udover en vis Grænse ikke er militært ønskelige, men tværtimod er til Skade set fra et militært Standpunkt. De øger, hvis den nævnte Grænse overskrides, ikke Anvendeligheden af Enhederne samt vanskeliggør den Uddannelse af Befalingsmænd og ikke tidligere uddannede værnepligtige, som er saa væsentligt ved Udviklingen af Forsvarets Effektivitet. Et saare vanskeligt Problem har Tildeling af Tjenestefrihed eller midlertidig Hjemsendelse af værnepligtige af visse Erhvervsgrupper (Landbrugere, Gartnere, Skovarbejdere o. s. v.) været. Ved Afgangen mindskes maaske nogle Enheders militære Værdi betænkeligt, og værnepligtige, som mener sig lige saa berettigede til Hjemsendelse, men ikke kan faa en saadan bevilget, føler sig uretfærdigt behandlet til Skade for Aanden i Afdelingen. Ofte er Andragenderne fremkommet gennem kommunale Institutioner o. 1., hvis Erklæringer jævnlig har vist sig at være meget upaalidelige, i nogle Tilfælde direkte misvisende; det er dog kun sjældent, at der er gjort Ansvar gældende overfor Udstederne af Erklæringerne. Af Hensyn til Enhedens Moral udtales et naturligt Ønske om, at der drages Omsorg for, at Andragender altid er behørigt attesterede, saa et saa retfærdigt Grundlag som muligt for deres Afgørelse foreligger, til Gavn for Aanden i Hæren.

Redegørelsen slutter med Omtale af enkelte andre disciplinære Forhold, som ikke skønnes at have videre Aktualitet for os. Det kan dog nævnes, at der udtales, at Befalingsmændenes Gradstegn af disciplinære Grunde bør være saa tydelige, at Fejltagelser ikke for ofte sker, og at Bestemmelsen om, at flere i Forening kan fremføre et fælles Anliggende, en Bestemmelse, som vi har en Parallel til i Tjenestereglementets Punkt 14, bør udgaa, idet Erfaringen viser, at Følelsen af Ansvar for Skrivelsens Affattelse forflygtiges ved Fællesaktionen, som i sig selv ofte giver Anledning til forudgaaende Agitation og Pres. Hver enkelt Mand bør affatte, afgive og staa inde for sin Skrivelse.

De Erfaringer, man efter det ovenstaaende er kommet til hos vor nordlige Nabo, vil ikke forekomme dem, der erindrer Sikringsstyrken og dens Vanskeligheder i 1914—18, nye eller epokegørende. I de Beretninger, som Hærlovskommissionen i 1922 fremlagde, findes en stor Del Spørgsmaal ganske lignende de ovennævnte berørt, men det er dog af Betydning at se saa mange af Erfaringerne fra da bekræftet som fortsat gældende efter et kvart Aarhundredes Forløb. Uden at komme ind paa Drøftelse af de Forhold, der førte til Foranstaltningerne, som man herhjemme traf i Efteraaret 1939 — hertil er Tiden ikke inde — vil det dog kunne antages, at netop de mindre gode Erfaringer, bl. a. paa det disciplinære Omraade fra den daværende lange Sikringsperiode, maa have været medbestemmende for Beslutningen om at nøjes med mindre Beredskabsstyrker og Vagthold i Efteraaret 1939 for i Stedet at kunne sætte de sparsomme Befalingsmandsstyrker ind paa Uddannelsen af nyt Mandskab, samtidig med at Antallet af Befalingsmandselever af Sommerholdet forhøjedes. Redegøreisens Oplysninger om, hvordan Sverige, der vel i nogen Grad var stillet overfor de samme Problemer som vi, har søgt at overvinde Vanskelighederne og om de Resultater, man herved er kommet til, har jeg ment, det kunde være af Interesse for dette Tidsskrifts Læsere at faa gengivet. Særlig bemærkelsesværdig forekommer mig den Vægt, som ses at være lagt paa, at værnepligtige Befalingsmænd, hvortil alle egnede uden andre Hensyn end Egnetheden bør udtages, allerede i Fredstid faar en tilstrækkelig — og tilstrækkelig lang — Uddannelse, hviket ogsaa maa gælde værnepligtige Læger, og hvilket ikke bestyrker den herhjemme betraadte Vej med Inddragelse af flere Akademikergrupper under afkortet Tjeneste i særlige Grupper, samt de gjorte Erfaringer med Hensyn til Anvendeligheden ved Feltenheder af ældre, særlig afgaaede Befalingsmænd, Erfaringer, der efter alt, hvad der foreligger, synes bekræftede ved de krigsførende Magters Fremhævelse af de store Krav, der paa Kamppladsen stilles til alle Førere af Troppeenheder, og som kun synes at kunne honoreres af Folk, der har faaet en grundig Soldateruddannelse og har deres fulde fysiske Ydeevne i Behold.

Linde.