Log ind

Om autoritet

#

1. Indledning

Med baggrund i, at Forsvarets Center for Lederskab har efterlyst bidrag, der kan medvirke til at gøre den af Hærkommandoen i 1969 udsendte »Ledelse og uddannelse« mere aktuel, anvendelig og inspirerende gennem en revision, har jeg fundet det rimeligt at bidrage til anvendeligheden gennem en klarlæggelse af autoritetsbegrebet. I det følgende omtales brugen af ordet autoritet, og begrebets udvikling samt dets definition behandles. Endelig drøftes forsvarets definition og brug heraf, og det påvises, at autoritetsbegrebet, i den reviderede udgave af »Ledelse og uddannelse«, bør beskrives anderledes, end det er tilfældet i den eksisterende udgave.

2. Brugen af ordet autoritet

Begreber kan som bekendt være vanskelige at håndtere. Man behøver ikke beskæftige sig ret meget med autoritetsbegrebet, før dets kompleksitet viser sig. E n litteraturstudie bekræfter dette. Noget af det første man opdager er, at begrebet autoritet ofte sammenblandes med andre begreber. E t eksempel herpå er forvekslingen mellem autoritet og den autoritære udøvelse af autoritet1). E n anden opdagelse er, at ordet autoritet benyttes som synonym for ordene kompetance, beføjelse eller adkomst2). E n tredie sammenblanding findes ved ligestilling af ordene »leadership« (ledelse) og »authority« (i betydningen kompetence)3). Det må i denne forbindelse noteres, at det engelske sprog ikke altid skelner mellem kompetence, beføjelse og autoritet. Også en tysk kilde foretager imidlertid denne »leadership/authority«-sammenblanding, nemlig med ordene »Herrschaft« og »Autoritåt«4).

Som det fremgår af ovenstående, er det altså vanskeligt, sprogligt at afgrænse begrebet autoritet. Dette er en væsentlig begrundelse for, at det i almindelighed accepteres, såvel i litteraturen om organisationer som af virksomhedsledelser i praksis, at autoritetsbegrebet anvendes som en absolut størrelse og ikke et relativt begreb5).

3. Autoritetsbegrebets opståen og udvikling

Et forsøg på at opspore autoritetsbegrebets opståen fører langt tilbage i tid. Jouvenel har udtrykt sig således: »Fænomenet autoritet er både ældre og mere fundamentalt end fænomenet staten«6). Betragtninger om individets forhold til den politiske statsdannelse, d.v.s. betragtninger om begrebet politisk autoritet, har været behandlet af Platon og Sokrates. De stiller bl.a. spørgsmålene: »Hvad er individets forhold til staten, og, er individet forpligtet til at efterkomme en uretfærdig lov?« Sokrates opstiller det således, at et individ kan argumentere for og tilstræbe ændring af et lands love, eller han/hun kan forlade landet. Sokrates’ egen manglende succes med det første, og hans uvillighed til det sidste, fik ham til at acceptere sin dødsdom. Vi kan altså allerede hos Sokrates finde en »take it or leave it«-overvejelse (se senere).

Der kan også tages udgangspunkt i forskellige menneskeopfattelser, som det f.eks. er udtrykt af de to franske filosoffer Montesquieu og Rousseau7). Montesquieu skriver i »L’esprit des Lois« (fra 1748), at mennesket er et svagt og stridbart væsen med begrænset vilje og evne, men også et bytte for mangfoldige lidenskaber. Rousseau skriver i »Du contrat social« (fra 1762), at mennesket oprindeligt er godt og fornuftigt, men at det er offer for civilisationens fordærvelige indflydelse. For Montesquieu er statens love en nødvendighed for at tøjle mennesket og skabe frihed, for Rousseau er flertallet hele folkets herre og hævet over lovene. Heraf følger to forskellige opfattelser af magtanvendelsens plads i samfundet og dermed også af autoritetsgrundlaget8). Man kan iøvrigt fornemme en direkte linie fra disse to menneskeopfattelser og til McGregors X- og Y-teori9).

I nyere tid er det tyskeren Max Weber, der på grundlæggende måde har behandlet autoritetsbegrebet10). I takt med udviklingen af de politiske og sociale videnskaber samt organisations- og managementteorier er begrebet, specielt her i det 20. århundrede, blevet meget indgående behandlet.

4. Definitioner og karakteristika

En litteraturstudie afslører mange måder at definere autoritet på. Mange af disse definitioner er imidlertid så beskrivende, at de snarere må betegnes som værende karakteristika. Nogle kilder undlader helt at definere begrebet, men benytter det, endda i forskellige betydninger, som om det var veldefineret. Atter andre kilder vælger at beskrive, hvad autoriteten baseres på.

Grundlæggende kan det siges, at autoritet defineres (karakteriseres) på to principielt forskellige måder, nemlig en definition, der indeholder en acceptbetingelse, og én, der er formelt baseret.

5. Den aeceptbetingede autoritet

Af de to hovedtyper er acceptdefinitionen den mest udbredte, og den blev, som tidligere nævnt, allerede formuleret hos Sokrates. I vor tid er det Weber, der står som den grundlæggende fortolker, idet han skriver11):

»Herrschaft soli, definitionsgemåss... die Chance heissen, fur spezifische (oder: fur alle) Befehle bei einer angebbaren Gruppe von Menschen Gehorsam zu finden. Nicht also jede Art von Chance, »Macht« und »Einfluss« auf andere Menschen auszuiiben. Herrschaft (»Autoritåt) in diesem Sinn kann im Einzelfall auf den verschiedensten Motiven der Fiigsamkeit: von dumpfer Gewohnung angefangen bis zu rein zweckrationalen Erwiigungen, beruhen. Ein bestimmtes Minimum an Gehorchen wollen, also: Interesse (åusserem oder innerem) am Gehorchen, gehort zu jedem echten Herrschaftsverhåltnis«.

Også hos Rhenmann12), Haiman & Scot13), Hampton14), Duncan15) og Borum16) bygges der på denne grundlæggende betragtning, idet dog Haiman & Scot, Hampton og Duncan refererer til en definition af Chester Barnard:

»Authority is the relationship that exists between individuals when one accepts the directive of another as authoritative, that is, when the individual receiving the directive weighs the consequences of accepting it against the consequences of rejecting it, and decides in favor of acceptance. The authoritative nature of the directive is confirmed when the person accepting the directive acts in accordance with it, within the confines of his understanding and ability«.

De to citerede definitioner kan, i en noget forenklet udgave, også udtrykkes således17):

»Authority does not origine with a person or a position but rather with its acceptance by subordinates«.

Eller endnu enklere, omend i en meget snæver forbindelse18):

»Hvis en ansøger til et job påtager sig dette, accepterer han at underkaste sig en andens autoritet (take it or leave it)«.

6. Den formelt baserede autoritet

Den anden grundlæggende definition, den formelt baserede, er også benyttet af mange, bl.a. Michels19), Haiman & Scot20), Parson21) og Hodge & Johnson22). Michels betragter udelukkende autoritet som et udtryk for magt, mens Hodge & Johnson skriver:

»Authority ... is the right to take all actions necessary to discharge a unit of responsability«.

Parson definerer autoritet således:

»Authority is essentially the institutional code within which the use of power as a medium is organized and legitimized... Authority, then, is the collective aspect of a status in a system of social organization...«.

7. Andre definitionstyper

Der er naturligvis andre, men knapt så udbredte, måder at definere autoritet på. De fleste af dem kan imidlertid, med lidt god vilje, rubriceres under de to ovennævnte. Som eksempel herpå kan nævnes Litterers lidt ufuldstændige beskrivelse af opnåelse af autoritet23):

»People obtain authority from the position they occupy, which they are appointed to on the basis of merit. This pattem... is changing... towards authority coming from the importance of an individuals contribution«.

8. Konklusion om definition

Sammenfattende om definition af begrebet autoritet kan siges, at en uddybende definition tenderer mod at blive et karakteristikon, mens en for summarisk definition overforenkler problemerne. Endvidere kan det siges, at begrebet nok er blevet grundigt behandlet af forskellige videnskaber, men at det ikke har udviklet sig substantielt siden Sokrates.

9. Forsvarets anvendelse af autoritetsbegrebet

Forsvaret definerer autoritet som det fremgår af »Ledelse og uddanelse«24):

»Autoritet er omfanget og graden af den indflydelse, lederen har på gruppen«.

Denne definition er angiveligt en direkte videreførelse af en i den grønne betænkning indeholdt definition25). Da definitionen er meget kort, og derfor er en for enkel betragtning, er den da også i »Ledelse og uddannelse« uddybet med en beskrivelse, som ligeledes stammer fra den grønne betænkning. Her skilles vandene imidlertid. Mens den grønne betænkning giver en relativ fyldig beskrivelse af autoriteten26), er beskrivelsen i »Ledelse og uddannelse kortet ned til nogle få linier. Herved er bl.a. mistet følgende sekvens:

»... lederens krav og beslutninger accepteres (min fremhævning) også i situationer, hvor deres hensigtsmæssighed eller meningsfuldhed ikke umiddelbart kan forstås af gruppen«.

Dette er et vigtigt punkt, da det ikke af den korte definition fremgår, om lederen »har« sin autoritet, fordi den er ham tildelt (formel autoritet), eller fordi hans autoritet er accepteret. Den i »Ledelse og uddannelse« vedføjede, korte beskrivelse omtaler, at der ud over den formelle autoritet må opbygges en personlig autoritet, men en sådan er ikke nødvendigvis tilstrækkelig til at udgøre et accepteret grundlag for autoritetens udøvelse.

Et andet sted i forsvaret, hvor autoritetsbegrebet benyttes, er i Forsvarets Ledelsesprincipper, der er blevet uddybet af generalløjtnant G. K. Kristensen i Militært tidsskrift27). Ledelsesprincipperne indeholder ikke en definition af autoritetsbegrebet, men det beskrives ptå en måde, der - også - er en kort gengivelse af den i den grønne betænkning anførte, grundlæggende beskrivelse. Derved er accetptbetingelsen igen mistet. Generalens uddybning af det pågældende ledelsesprincip (at den foresatte skal opbygge en personlig autoritet) råder desværre ikke bod på denne mangel. Den videre debat i Militært tidsskrift om Forsvarets Ledelsesprincipper berører uundgåeligt autoritetsbegrebet28). Oberst N. Bergs artikel behandler imidlertid ikke autoritetsbegrebet på en måde, der bidrager til denne artikels bestræbelser på at afklare forsvarets måde at benytte dette begreb på. Oberstløjtnant E. Sverre Hansen anfører derimod, at den personlige autoritet »skal ses som middel til at understøtte og befæste og udbygge forståelse og accept (min fremhævning)« af den formelle autoritet. Endelig bidrager kaptajn J. Lohff med at anføre »den underordnedes accept (min fremhævning) af autoritetens nødvendighed for at realisere et fælles mål29). Dette har Lohff på udmærket vis fulgt op med en eksemplificering af acceptens rolle, herunder acceptens begrænsning.

10. Afslutning

På baggrund af ovenstående redegørelse med eksempler på autoritetsbegrebets definition og anvendelse i forsvaret er det påvist, at den kommende udgave af »Ledelse og uddannelse« bør udbygges eller korrigeres således, at autoritetsaccept omtales med henblik på en afhjælpning af den nuværende beskrivelses logiske brist. Som omtalt er det forhold, at en gruppe »konstaterer, at lederens adfærd er hensigtsmæssig og meningsfuld samt tilgodeser gruppens tarv«, ikke ensbetydende med, at gruppen har accepteret lederens autoritet.

Også Forsvarets Ledelsesprincipper er der hermed påvist et behov for at rette, for så vidt angår princip nr. 6, med mindre det ikke er meningen, at acceptbetingelsen skal indgå som en del af ledelsesprincippet. Det kan jeg dog ikke tro.