Nedenstående artikel er skrevet af cand.jur. R G.H. Vinther, der tillige er major af reserven. Forfatteren har i en årrække som civil embedsmand været beskæftiget med koordineringen af det civile beredskab. Det er hensigten med artiklen at belyse begrebet Totalforsvar, som må forventes at få en mere fremtrædende plads i den fremtidige forsvarsdebat.
TotaKorsvar er først og fremmest et begreb, som betegner en sikkerhedspolitisk planlægningskoncept. Som flere indenrigsministre mere eller mindre direkte har udtrykt det, er det samarbejdet, der er kernen i dette begreb. I anden række kan Totalforsvar og synonymerne Helhedsvæm (anvendt i oplægget om Et Defensivt Forsvar), Landets samlede Forsvar (anvendt i Civilberedskabslovens § 1) og Det samlede Beredskab (anvendt bl.a. i det tidligere Sekretariatet for civilt Beredskab) være udtryk for de materialiserede resultater af anvendelse af koncepten, f.eks. administrative, indbyrdes samarbejdende strukturer. Når det f.eks. i »Fredshåndbogen«*) i afsnittet om »Civilforsvar og Totalforsvar« skrives, at »Totalforsvaret som institution eller organisation fungerer kun på papiret«, er udsagnet formelt set en rigtig karakteristik af et begreb. Når forfatteren derefter fortsætter med nogle betragtninger om umuligheden af at opbygge Civilforsvaret til at have effekt i tilfælde af anvendelse af A-, B- og C-kampmidler, er der derimod tale om materiel polemik. Da begrebet betegner et hele, nemlig alle landets myndigheder,virksomheder, ressourcer og enkelte indbyggere, er det ulogisk at benævne visse dele af forvaltningen Totalforsvarsmyndigheder. En særlig intens brug af denne benævnelse om regionale myndigheder har af og til ført til den forkerte, og derfor ret uheldige opfattelse, at regionsniveauet er det eneste, på hvilket et beredskabsmæssigt samarbejde kan finde sted.
Dette, at der er tale om et hele, gør det ligeledes ulogisk at søge at beskrive, hvad et lands Totalforsvar er sammensat af. Det vil snarere kunne diskuteres, hvordan det kan inddeles. Da imidlertid utallige inddelinger kan komme på tale, har sådanne ikke større principiel betydning. Det er ikke bestanddelene, men samarbejdsmulighederne, man skal gøre til det centrale, når totalforsvarsideen skal forklares eller beskrives. Inddelinger vil imidlertid efter omstændighederne kunne indebære pædagogiske fordele ved at fremhæve netop de områder, som er relevante for de samarbejdsrelationer, der præsenteres eller forklares, hvis man går i detaljer; af den grund vil de blive behandlet grundigt nedenfor.
a. Den væsentligste inddeling er sondringen mellem civilt og militært. Samarbejdet mellem disse grupper er på én gang det mest fundamentale og det mest følsomme. Denne enkle inddeling havde Indenrigsministeriets Luftværnsudvalg af 1946 tænkt sig udmøntet i det organisatoriske, men det blev ikke til noget, og så måtte man i 1956 supplere med det civile beredskab.
b. Hvis man hertil føjer det politiske element, får man den tredeling, som går igen bl.a. i NATO’s krisestyringsfilosofi og i den tyske totalforsvarsdefinition. Denne tredeling er dog teoretisk set ude af balance, idet det politiske element (i demokratiske staters ideologi) er det styrende, medens de to andre er objekter for styringen, er de »tekniske«, udførende elementer. Mere enkelt, men næppe af større pædagogisk værdi i denne forbindelse, kunne det være at anvende den montesquieuske inddeling i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, hver med de samfundsdele, som hører til dem.
c. Den norske inddeling er simpelthen den ovenfor først nævnte, nemlig Det militære forsvar og Det sivile beredskap. Det sidste er igen inddelt i Administrativt beredskap. Økonomisk beredskap, Sivilforsvar, Helseberedskap, Politi og Informasjonsberedskap. Men altså i princippet to dele.
d. Den svenske inddeling er Försvarsmakten, Civilförsvaret, Ekonomiska försvaret. Psykologiska försvaret og Övrigt totalförsvar, altså fem dele. Den har antagelig inspireret forfatteren til totalforsvarskapitlet i bogen »Vort Forsvar«**) til at skrive bl.a.: »Totalforsvaret kan inddeles i følgende fire områden Militært forsvar, Økonomisk forsvar, Psykologisk forsvar og Civilforsvar«.
e. Efter hovedlovene om forsvar og beredskab iøvrigt kan man inddele i tre andre dele: Forsvar, Civilforsvar og Civilt Beredskab. Hvis man er pedant, kan man indvende, at dette medfører en teoretisk spaltning af politiet, da visse af dets krigsopgaver er nævnt i civilforsvarsloven, uanset at de synes at være dækket af hovedopgaven »at opretholde sikkerhed, fred og orden«, som er anført i retsplejeloven og gengivet i forkortet form i civilberedskabsloven. Imidlertid er denne inddeling nævnt i bemærkningerne til det oprindelige forslag fra folketingsåret 1958-59 til Lov om det civile beredskab og i bemærkningerne til forslaget fra 1961-62 til Lov om ændringer i lov om civilforsvaret; men her er der jo netop også tale om legislativ sammenhæng. Forøvrigt anføres det i den ovennævnte bog »Vort Forsvar« om civilforsvaret, at dette er en integrerende del af Danmarks totale forsvar på lige fod med dettes to andre bestanddele, nemlig det militære forsvar og det civile beredskab«.
f. Af større pædagogisk værdi kan det ofte være at inddele Totalforsvaret efter den planlagte krigsmæssige styrings- (og dermed tillige samarbejds-) struktur. En sådan inddeling vil imidlertid give sig forskellige udslag, afhængigt af, hvilket af landets mange administrative niveauer, man beskæftiger sig med. På lands- og landsdelsplan får man for tiden 22 eller flere dele, afhængigt af, om man tager udgangspunkt i ministerområderne eller i departementerne. På det regionale niveau vil man få fire, nemlig i overensstemmelse med de fire ligestillede chefer, hvis indbyrdes samarbejde er omhandlet i fire enslydende ministerskrivelser fra 1962. På det kommunale niveau synes massen ikke at kunne deles i flere end tre stykker, nemlig borgmesteren, politimesteren og den lokale militære chefs del. Når man ofte ser den regionale firedeling gjort generel, skyldes det, at det regionale niveau i tiden fra 1960 til 1977 var det eneste, på hvilket der fandtes egentlige planer for indbyrdes samarbejde i krigstid. Centraladministrationens funktioner var druknet i uoverensstemmelser på departementschefplan, og planlægningen af kommunernes styring i krigstid var gået i stå på grund af spekulationer over, hvorledes man på den mest skånsomme måde ville kunne fortælle de lokale civilforsvarsledere, at fremover ville de ikke være alene om at hjælpe deres borgmestre med at ordne kommunernes beredskab, idet kommunaldirektørerne og forvaltningscheferne også ville få ansvaret for planlægning og iværksættelse af et og andet. Den regionsdominerede periode er nu overstået, og de administrative krigstidsstrukturer bliver jævnligt øvet på alle de nævnte niveauer, omend med øvelser af forskellig type.
g. Man kunne endelig tænke sig at foretage en sondring mellem ydeme til og nyderne af Totalforsvaret. Noget sådant ville hverken være gørligt eller rigtigt, idet i princippet alle er både det ene og det andet.
Rundt omkring er det lykkedes fremmedords-betagede med stor energi at få overbevist både sig selv og andre om, at Totalforsvarets dele skal kaldes komponenter, ja, nogle af dem har nærmest fuldt ud den opfattelse, at dette ord primært betegner noget beredskabsmæssigt, og i konsekvens heraf har beriget sproget med sammensætninger som Komponentchef og lignende. Ordet komponent blev såmænd blot anvendt i illustrerende øjemed af en departementschef på et af de første totalforsvarsmøder i 1950’eme, men blev, som det så ofte er tilfældet, når folk hører eller ser fremmedord, de ikke kender, accepteret med begejstring. Hvad kan man dog sætte i stedet? Ordet »Totalforsvarspartnere« har været foreslået; men det synes bedst anvendeligt, hvor der er tale om en administrativ struktur, og det er jo som nævnt indledningsvis ikke det primære i forbindelse med Totalforsvar. »Grene« er heller ikke godt, da det minder for meget om »Tjenestegrene«, som betegner den interne struktur i forsvaret og civilforsvaret. Svaret bliver måske, at på samme måde, som man taler om samfundets forskellige sektorer, hvorved ofte menes noget, der stort set svarer til (eller baserer sig på) den ministerielle ressortinddeling, kunne man vel også tale om Totalforsvarets sektorer. Statsministeren brugte forøvrigt i sin tid dette udtryk i bemærkningerne til forslaget til civilberedskabsloven.
Eller med andre ord: på samme måde som man taler om miljøet, strukturen eller økonomien i de forskellige sektorer, vil det være i overensstemmelse med almindelig dansk administrativ sprogbrug at tale om beredskabet i transportsektoren, i industrisektoren, i arbejdsmarkedssektoren - og da også i den militære sektor, al den stund forsvaret jo heller ikke er 100% kampklart til daglig. Derved vil man kunne markere, at beredskabet er knyttet til de forskellige samfundsfunktioner og ikke er noget helt for sig selv. Omvendt må man også kunne tale om Totalforsvarets sektorer.
P.G.H.Vinther.
HENVISNINGER
*) Hovedredaktør: Poul Villaume. FN-forbundet, 1983.
**) Redigeret af N. L. Tholstrup og 0 . R. H. Jensen. Nyt Nordisk Forlag - Arnold Busck, 1964
