Log ind

Om Afstandsbedømmelse

#

De, Indvendinger, vi have fremsat mod et i «.Militært Tidsskrift» fremkommet Forslag med Hensyn til Øvelserne i Afstandsbedømmelse, have foranlediget nævnte Forslags Forfatter, Kapitain Nielsen til yderligere at udvikle, hvor­ ledes han har tænkt sig dette bragt til Udførelse i Praxis, idet han paastaaer, at vi have manglet den Interesse derfor, som var nødvendig for at beskjæftige sig med dets Udførelse paa rette Maade.

Idet vi selvfølgelig beklage, at vi ikke have forstaaet Kapt. N.’s Forslag, saaledes som han, — efter hvad der nu foreligger — , i Virkeligheden har tænkt sig det, saa maa vi dog samtidig hævde, at Skylden derfor falder tilbage paa den ærede Forfatter selv, idet han fra først af har fremsat sit Forslag saa ubestemt og uklart, at det, hvormegen Interesse man end nærede derfor, var fuldstændig umuligt deraf at konstruere det System, han nu har udviklet i sit senere Indlæg. Oprindelig hed det,«at Afstandene uden Angivelse i Alen simpeltvæk skulde betegnes ved: «Galgen oppe» eller «Galgen nede», alt eftersom de vare mellom 400 og 600 Alen eller under 400 Alen, og efterhaanden som dette vandt i Fasthed, vilde Sigtet over eller under Maalet, eftersom dette var ved Begyndelsen eller Enden af Afstanden komme af sig selv. I sin sidste Replik udvider Kapt. N. derimod dette til, at Afstandene strax fra forst af skulde angives — ikke simpellvæk ved «Galgen oppe» eller «Galgen nede»— , men tillige ved et bestemt Retningspunkt («paa Hovedet, Brystet» o. s. v.), hvilket dog virkelig er et meget væsentligt Moment i Øvelsen, som kun svagt antydedes i Forslaget, saaledes som dette oprindelig forslaae. Endnu vanskeligere vil man deri finde Spor af det, som nu er fremkommet om Øvelse i Kjendemærker og Afstandsbedømmelse til bevægeligt Maal om om kombineret Afstandsbedømmelse til bestrøgne Rum foran eller bagved maalet.

Ved de Udvidelser og 'Tilføjelser, som saaledes ere komne for Dagen, fremtræder Forslaget for os i en hel ny Skikkelse, og medens vi tidligere ansaae Melhoden for at være altfor simpel, saa forekommer det os tvertimod nu, at den er altfor kompliceret til at man tor vente sig noget heldigt Udbytte deraf.

Kapt. N. vil begynde med Kjendemærker under forskjellig Belysning, saaledes som ogsaa Skvdereglementet foreskriver; men disse Kjendemærker skulde da kun tages for 400 og 600 Alen, medens man nu har 100 Alens Mellemrum. Der kan vistnok være forskjellige Meninger, om hvorvidt man bor tage Kjendemærker for flere eller færre Afstande; i første Tilfælde faaer Soldaten let mere at iagttage, end han kan fastholde i Hukommelsen, hvorimod der i sidste Tilfælde bydes ham færre Holde­ punkter for den senere Afstandsbedømmelse. løvrigt ere Kjendemærker til Enkeltmand kun en usikker Hjælp under Fægtningsforhold, og vel ikke mindst, fordi man kommer overfor en anderledes uniformeret Modstander. Elt sikkrere Udgangspunkt for Afstandsbedømmelsen bliver derfor, som Kupit. N. fremhæver, og som Skydereglementet iøvrigt ogsaa antyder, Øieniaalet hen over Jordoverfladen. Men netop af Hensyn hertil forekommer Skydereglementets Metiiode os at maatte foretrækkes, fordi Soldaten der faaer Leilighed til at iagttage, hvorledes ligestore Afstande vise sig kortere for Øiet, alt eftersom de ligge fjernere, hvilket ikke kan sees ved Ivapit. N.’s to ulige-store Mellemrum.

Hvad der kan opnaaes ved Øvelsen i Ejendemærker er overhovedet kun at bibringe et forelobigt almindeligt Begreb oir: Afstande; Mandskabets Opmærksomhed kan vanskeligt ret længe fængles derved, og det er egentlig først, naar Soldaten stilles overfor en Afstand, han selv skal udfinde, at man faaer ham til at arbeide med. Man kan vistnok bøde Noget herpaa ved i Forhindelse med Kjendemærxcrne at lade Enkelte af Mandskabet bedømme Afstanden til Terraingjenstande eller enkelte Soldater, som befinde sig i andre Retninger end den, hvori Kjendemærkerne tages. Derimod turde det navnlig hvor derer Tale om saa lange Afstande som 400 og 600 Alen, blive noget besværligt at lade Manskabet udpege Punkter, som ligge netop i disse Afstande, da det som oftest vil være vanskeligt at betegne saadanne Punkter saa bestemt, at Læreren med Sikkerhed kan vide, hvad der menes. Et praktisk Middel til at faae Kjendemær- kerne til at fæstne sig hos Soldaterne vilde vistnok være at begynde Afstandsbedømmelsen med Afstande paa Alen i hele Hundreder (100, 200, 300 o. s. v), og som et andet forberedende Hjælpemiddel, der navnlig vilde tjene til atskjærpe Øieniaalet hen over Jordoverfladen, kunne vi foreslaae at afmærke et Punkt, som ligger i en bestemt opgivet Afstand fra Standpladsen og i en anden Retning end de Gjenstande, hvortil Afstanden skal bedømmes. Naar. man herved stadig benyttede den samme afmærkede Afstand (f. Ex. 400 Alen), vilde Soldaterne efterhaanden vænnes til at jugere denne i Terrainet, saa at de kunne benytte den som Maal for andre Afstande. Slige forbe­ redende Øvelser kunde man vistnok med Fordel gjentage adskillige Gange, inden man gik over til den almindelige Afstandsbedømmelse, ligesom det ogsaa vilde være nyttigt senere af og til at vende tilbage dertil.

Vi vende nu tilbage til Kapt. N.’s Forslag. — De to Afstande, hvortil der tages Kjendemærker, skulde be­ tegnes henholdsvis ved «Galgen oppe — paa Foden» og «Galgen oppe — paa Hovedet» samt opgives for Mandskabet som Grændserne for Viseret i denne Stilling. Der paatrænger sig her et Spørgsmaal, nemlig om Soldaten skal vide, at disse lo Afstande ere 400 og 600 Alen, eller om man i det Hele slet ikke skal beskjeftige sig med Angivelse af Afstande i Maal. Efter Ordlyden i Forslaget synes det sidste at være Meningen; men Resultatet heraf maa da blive, at Øvelsen i Afstands­ bedømmelse aldeles ikke yder nogen Veiledning med Hensyn til Brugen af Viseer svarende til Afstanden. Skal Mandskabet derimod belæres om, hvilke Afstande der svare til de forskjellige Retningspunkter, saa bliver Methoden egenlig kun en anden Form for Skydereglementets System. Hvad enten man lader Afstanden opgive i Maal og ved Siden deraf fordrer Fjendskab til Brugen af det faste Viseer, eller man betegner den ved Viseer og Retningspunkt og samtidig belærer om, hvilken Afstand der svarer dertil, kommer i Realiteten ud paa Et. Naar der opgives en urigtig Stilling af Viseret eller et forkert Retnjpgspunkt, saa falder det Spørgsmaal naturligt fra Lærerens Side, hvor lang Afstanden antages at være.

Fra disse Kjendemærker til konstante Afstande vil Kapt. N. derpaa gaae over til varierende Afstande, idet ban lader en Mand fra en Afstand af noget over 600 Alen paa et givet Signal nærme sig, og Læreren skal da an­ give Viseer og Relningspunkt for Mandskabet, alt eftersom Afstanden mellem Øvelsestroppen og Maalet formindskes. Da den Mand, hvortil der tages Kjendemærker, er i Bevægelse, vil Mandskabet, som paa dette Stadium endnu ingen Øvelse har i Afstandsbedømmelse, neppe faae Tid og Ro til at indpræge sig Kjendemærkerne, hvilket navnlig vil blive Tilfælde med Hensyn til Øiemaalet hen over Terrainet. Der kan ganske vist hjælpes Noget herpaa ved fra Tid til anden at lade det bevægelige maal staae stille; men i saa Fald vilde det jo rigtignok være simplere strax — i Overensstemmelse med Skydereglementet — at opstille Soldater med 100 Alens Mellemrum, og om man vil, kan man jo da gjerne lade en Mand vandre Linien igjennem.

Vi skulle villig indrømme, at det kan være gavnligt at øve Mandskabet i at forandre Viseer og Iletningspunkt, eftersom Maalet kommer nærmere eller fjerner sig; men vi ere tillige overbeviste om, at en saadan Øvelse paa det Stadium af Uddannelsen, hvortil Kapt. N. har henlagt den, aldeles ikke vil give noget Udbytte. Det vil kun tjene til at forvirre de svage Begreber om Afstande, som Soldaterne have faaet ved Kjendemærker til fast Maal.

Det er utvivlsomt en urigtig Forudsætning, hvorfra Kapt. N. gaaer ud, naar han mener, at Vanskeligheden ved Uddannelsen i Afstandsbedømmelsen ligger deri, at man lader Mandskabet stræbe hen til at bedømme Afstan­dene saa nøiagtig som muligt. Det forekommer os, at mani Analogi dermed maatte sige, at Centrum paa Skiverne vanskeliggjør Mandskabets Uddannelse i Skydning, da dog kun ganske Enkelte kunne opnaae en saadan Færdighed, at de med nogenlunde Sikkerhed kunne ramme det. Men det er dog et væsentligt Middel til at fremkalde en Stræben efter at ramme saa godt som muligt. Ligesaalidt som man venter, at de Heste Skud skulde træffe Centrum, ligesaalidt gjør man Regning paa, at Afstandene ville blive nøiagtig bedømte; men man skal anspore Mand­ skabet til at søge at komme det Rette saa nær som muligt, og dette opnaaes ved Skiveinddelingen for Skydningen og ved Opgivelsen af den bestemte Afstand ved Afstands­ bedømmelse. De ubestemte, omtrentlige Opgivelser efter Kapt. N ’s. System ere det samme som Skydning til blanke Skiver.

Selvfølgelig bør man ved Afstandsbedømmelsen lige­ som ved Skiveskydningen gaae fra det Lettere til det Sværere; man begynder med Afstandsbedømmelse til En­keltmand og gaaer senere over til Terraingjenstande; man begynder i fladt Terrain og tager først paa et senere Sta­ dium gjennemskaaret Terrain; man indøver først kortere Afstande, forinden man lader Mandskabet bedømme læn­ gere Afstande.

Naar vi afsee fra det snævrere Omraade for Øvelsen, kunne vi overhovedet ikke indsee hvorledes den foreslaaede Methode skal kunne lette Uddannelsen i Afstands­ bedømmelse. At Afstanden opgives i Maal er Noget, som Enhver kan forstaae, hvorimod Angivelsen ved Viseer og Retningspunkt, inden Mandskabet endnu har faaet synderligt Begreb om Skydning, strax fra først af bringer Uklarhed ind i Øvelsen. Vistnok foreskriver Skydereglementet ogsaa Indøvelse af Viserets Brug i Forbin­delse med Afstandsbedømmelse; men herved gaaer man gradevis fremad, Haand i Haand med Skydeøvelserne.

Som en Indledning til den nærmere Forklaring af sit System henleder kapt. N. i sin sidste Artikel Øpmærksomheden paa, hvor vigtigt det er under Fægtningsforhold itide at gjøre sig Rede for Afstanden til bestrøgne Rum foran eller bagved Modstanderen, for at man, naar denne under en senere Fremrykning eller Tilbagegang kommer i slige Rum, strax kan modtage ham med en velrettet Ild.

Uden paa nogen Maade at ville bestride Rigtigheden af denne Bemærkning kunne vi paa den anden Side ikke ret indsee, hvilken Betydning den har med Hensyn til det foreliggende Stridsspørgsmaal om den bedste Methode for Øvelsen i Afstandsbedømmelse; thi hvilken Methode man end anvender, kan og bor det vel indskjærpes Mandskabet saavelsom navnlig Førerne at have dette Forhold for Øie. Men den praktiske Indøvelse heraf forekommer os snarere at burde henlægges til Fægtnings­ øvelserne end til de forberedende Afstundsovelser. Er det Udbytte, som opnaaes ved disse, kun tarveligt paa Grund af Tidens Knaphed, saa vil det sikkert blive endnu mindre tilfredsstillende, naar man indblander et Moment, som gjør Øvelsen mere kompliceret.

I den ovenanførte Bemærkning troe vi at spore Kilden til Kapt. N’s. —- efter vor Opfattelse — noget uklare Stilling til Spørgsmaalet om Afstandsbedømmelse. Han føler, at der er en Mangel tilstede ved Mandskabets Uddannelse med Hensyn til Vaabenets Brug under Fægt­ningsøvelserne, og denne Mangel vil ban da afhjælpe igjenném Øvelserne i Afstandsbedømmelse. Vistnok ere disse kun et forberedende Hjælpemiddel for Fægtnings­ øvelserne; men netop fordi de ere saa vanskelige, bør de gjøres saa simple og let fattelige som muligt. Hoved­sagen er dog herved, at Mandskabet faaer Begreb om at bedømme Afstanden i Terrainet, og ved den Instruktion om Viserets Brug, som skal benyttes til Øvelsen, vil man da ogsaa kunne faae et Grundlag, hvorpaa der kan bygges videre under senere Fægtningsøvelser. Det fore­ kommer os ogsaa naturligere at søge at afhjælpe Mangler med Hensyn til Vaabnets Brug under Fægtningsøvelser igjennem selve disse Øvelser istedetfor at gaae tilbage til Afstandsbedømmelsen. Ligesom man gaaer systematisk frem med Indøvelsen af Terrainets Benyttelse, Bevægelser frem eller tilbage, Udvikling eller Sammendragning m. m.saaledes bør man ogsaa med Hensyn til Vaabenets Brug og Ledelsen af liden begynde med ganske simple Øvelser, som af den Ledende forberedes ved en omhyggelig In­ struktion af det øvrige Befalingspersonale, og hvorved Mandskabet fortrinsvis indøves i Alt, hvad der er at iagttage ved Ildens Afgivelse. Iler kunde da bl. A. det af Kapt. N. fremhævede Forhold med Hensyn til bestrøgne Rum foran eller bagved Modstanderen, saavelsom Foran­ dringen af Viseer og Retningspunkt, eftersom Afstanden til Fjenden formindskes eller forøges, komme med i Betragtning.

Det er en Selvfølge, at slige Øvelser for at give tilfredsstillende Resultat maae ledes efter en forud lagt Plan, og navnlig turde det, hvor der er et tilsirækkeligt Antal duelige Befalingsmænd, være at anbefale at dele Styrken i to Partier, som man efterhaanden lod indtage forskjellige, iforveien udpegede Stillinger overfor hinanden, hvis indbyrdes Afstand forinden var udmaalt eller afskridtet og derefter opgivet for de instruerende Førere. Selv om man anvender enkelte Øvelsesdage paa denne Maade, ville disse vel ikke være spildte for MandskabetsUddannelse i andre Retninger af Fægtningen. Uomtvi­ steligt er det i ethvert Fald, at de større Fordringer, som nutildags maae stilles til Skydningen, føier et nyt og væsenligt Moment til Soldatens Ud­ dannelse i Marken.

Som en meget væsenlig Anke mod Kapt. N.’s System maa vi endnu fremhæve, at det henviser Soldaten til som Regel at anvende det «faste» 100 eller 500 Alens Viseer. Dette beroer vistnok paa en fuldstændig Miskjendelse, af hvad man derved tør vente i Retning af Skudsikkerhed. For de nævnte to Viseerhøider har Kuglebanen følgende Ordinater i Forhold til Sigtelinien:

Skærmbillede 2023-10-19 kl. 00.10.19.png

Antager vi nu, at to Skyttelinier beskyde hinanden paa en Afstand under 400 Alen, saa vil lløiden af Maalet, — da der enten skydes bag Dækning eller i liggende Stilling, — ikke kunne ventes at være mere end høist 1/4 Mandshøide eller c. 1,5. For at træffe maa der altsaa fra 250 Alen udefter sigtes over Maalet eller med andre Ord op i Luften, da der kun undtagelsesvis vil frembyde sig en Baggrund, mod hvilken man kan udsøge sig et Retningspunkt. Og naar Maalet skjules under Sigtet, kan selv den bedste Skytte ikke tage rigtig Høide- eller Sideretning. Skydningen vil neppe blive stort bedre, end om man slet intet Viseer havde. Man vil maaske ind­vende, at man gjerne kan sigte paa selve Maalet, da Mandskabet har Tilbøjelighed til at tage grovt Korn, og at de lave Skud i værste Fald kunne gjøre deres Virkning ved Ricocbetter. Men overfor Maal af saa ringe Høide tør man ikke regne med saa usikkre Faktorer. Det er tilmed vistnok tvivlsomt, om der er nogen fremherskende Tilbøjelighed til at tage grovt Korn, naar der skydes i støttede Stillinger, og da Fjenden altid vil søge Dækning bag Ophøininger i Terrainet, ville de lave Skud enten bore sig ind i Jorden eller, hvis de ricochettere, gaae over Hovedet paa de fjendtlige Skytter. Flade Ricochetter kan man i slige Tilfælde vanskelig faae.

Med 500 Alens Viseret stiller Forholdet sig vistnok mindre ugunstigt for Afstande fra 500 til henimod 400 Alen, da man kan holde under Maalet; men naar man kommer indenfor 400 Alen, fordres der et saa lavt Sigte, at man vanskelig undgaaer at faae Skuddene for hoie. I det for den afgjørende Kamp saa betydnings­ fulde Rum mellem 300 og 400 Alen fra Fjenden kan man i Skyttekampen hverken bruge 100 Alens eller 500 Alens Viseret. Og det maa erindres, at Skyttekampen nu spiller en langt mere betydningsfuld Rolle end tidligere. Saalænge man ikke ved en velrettet, virksom Ild kan holde Fjendens Skytter i Aande og neu­ tralisere deres lid, vil man indenfor de kortere Af­stande, hvorom her er Tale, hverken være istand til selv at rykke videre frem eller holde Modstanderen fra Livet. Navnlig er en saadan Ild paa Kampens senere Stadier ofte en nødvendig Betingelse for, at Reserverne kunne holdes tilstrækkelig nærved Ildlininen.

Skydning med fast Viseer bør vel i Reglen kun an­ vendes som et Nødmiddel, til hvilket man griber, naar man pludselig seer sig overfor et større fjendtligt Maal, som øieblikkelig maa beskydes, og da navnlig, naar dette er Rytteri, som hurtig nærmer eller tjerner sig, saa at Afstanden varierer betydelig fra Skud til andet. Men her er Maalet da ogsaa saa stort, at man uden at sigte over det kan rette Skuddene tilstrækkelig høit. Ved Skydning i sluttede Formationer, hvor den Kommanderende for at kunne fastholde Ledelsen af Ilden om­ hyggelig bør undgaae Alt, hvad der kan foranledige Fro og Famlen i Geleddet, vil man ogsaa ofte være henvist til at benytte fast Viseer. Men en saadan Ild har da i Reglen et større Maal til Gjenstand, og selv her vil det, hvor Forholdene paa nogen Maade tilstede det, være at anbefale at lade Viseret stille efter Afstanden.

Skydereglementets Bestemmelser for Brugen af fast Viseer ere udentvivl ogsaa grundede paa lignende Forud­ sætninger som de her udviklede, hvilket bl. A. turde fremgaae deraf, at Hovedvægten lægges paa Skydning med Viseer svarende til Afstanden, medens Mandskabet kun skyder et meget begrændset Antal Skud med fast Viseer. Og naar der efter Reglementet altid skal sigtes paa selve Maalet, uanset om Skuddene derved ville falde lavt, da har man vistnok herved taget med i Beregning, dels at Mandskabet ved Skydning paa Kommando i frit Anslag let kommer til at tage grovt Korn, dels at de lave Skud enten ville ramme i Benene eller umiddelbart foran, hvor de da ved deres øieblikkelige Mængde ville have en betydelig moralsk Virkning, selv om Ricochetterne ikke frembringe store Tab.

I Skyttelinien vil Brugen af det faste Viseer ifølge det foran Udviklede i Reglen kun være at foretrække overfor Rytteriangreb. Hvor fjendtligt Fodfolk skal be­ skydes, bør Viseret altid stilles efter Afstanden, og man vil da, hvad enten Modstanderen stormer frem eller trækker sig tilbage, kunne benytte det Viseer, man i Øieblikket har, ved efterhaanden at sigte noget lavere eller høiere, eftersom Maalet nærmer eller fjerner sig, uden at være henvist til at sigte over eller under dette, hvor­ imod man med det faste Viseer som oftest vil komme i dette Tilfælde, ja endog kan blive nødt til at forandre Viseer (slaae Galgen ned eller op), naar Fjenden passerer over Grændsen mellem de lo Viseerhøider, hvilket under saadanne Momenter, hvor liden forstærkes til det Yderste, neppe er heldigt, saamegct mindre som en slig Forandring af Viseer tillige kræver en fuldstændig Forandring af Retningspunkt (Med 100 Alens Viseret skydes paa 400 Alen 6,8 Fod under Sigtelinien, med 500 Alens Viseret 2',7 over denne — Difference 9',5!). Man kan be­ dømme Afstanden urigtig og derved faae forkert Viseer; men selv om man begaaer en saa stor Feil som henved 100 Alen, saa vil dette dog ved de korte Afstande, hvorom der her er Tale, kun bevirke, at Skuddene falde 1' — høist 1',5 for høit eller lavt, og og naar man tager Unøjagtighed i Sigte og Aftræk samt Forskelligheder i Jugement af Afstand og Retningspunkt med i Reregning, vil der alligevel være Sandsynlighed for, at Maalet er i det Rum, indenfor hvilket de fleste Kugler spredes. Naar man bruger fast Viseer, er man selvfølgelig udsat for lignende Feil i Afstandsbedømmelse og deraf resulterende Unøiagtighed i Viseer og Retningspunkt, hvortil da endnu kommer den Usikkerhed, som Skydningen faaer, hvor man maa sigte over Maalet: dette vil nemlig altid medføre en stor Procentdel fuldstændig vilde Skud.

Overfor den Indvending, at der ikke vil være Tid til at pille ved Skyderen for at stille Viseret efter Afstanden, skulle vi bemærke, at den Soldat, som har tilstrækkelig Ro og Selvbeherskelse til at gjøre sig klart, hvilket Retningspunkt han skal vælge med fast Viseer, han har sandelig ogsaa Tid til at stille Viseret efter den Afstand, paa hvilken han antager Fjenden at være. For de lavere Viseerhøider indenfor 500 Alen er dette en saare simpel Operation.

Vi skulle endnu kun omtale et Punkt, hvor vi heller ikke kunne dele vor ærede Modparts Anskuelser, nemlig Afstandsbedømmelsens Betydning for Meldinger. Kapt. N. lægger ingen Vægt paa denne Side af Sagen, idet han siger, at det er ligegyldigt, om en Melding angiver Fjen­den et Par Hundrede Alen nærmere eller fjernere, end denne virkelig er. Heri maa vi give ham fuldstændig Ret; men vi antage, at Kapt. N. paa sin Side vil ind­ rømme os, at det ikke altid er ligegyldigt, om en Melding opgiver en Afstand 500— 1000 Alen for kort eller for lang. Den , som kun bar lært at bedømme Afstande indenfor 600 Alen, er fuldstændig paa det vilde Hav med Hensyn til længere Afstande udover 1000 á 1200 Alen og vil, naar han staaer overfor saadanne Afstande, meget let begaae Feil som de anførte. Den derimod, som ved Øvelserne i Afstandsbedømmelse er gaaet indtil 1200 Alen, vil med langt større Sandsynlighed kunne jugere de Af­ stande, som kunne faae Retydning ved en Melding, uden altfor store Feil. Man vil maaskee indvende, at der ikke tør lægges videre Vægt paa slige Afstandsan­givelser i mundtlige Meldinger; men i Blænker- og navnlig i Patrouilletjenesten hænder det vel af og til, at man ikke har det i sin Magt strax nærmere at undersøge Rigtigheden af en Melding, og dette vil navnlig kunne blive Tilfældet, hvor Meldingen er af en saadan Natur, at der øieblikkelig maa træffes særlige Foranstaltninger baserede paa visse Forudsætninger, hvorved den Afstand, hvori Fjenden antages at være, særlig kan have Betydning. I det Hele taget forekommer Afstandsangivelser saa hyppig i Meldinger, at man neppe tør ansee det for ligegyldigt, om de i Almindelighed ere nogenlunde rigtige eller ikke. Naar en Soldat melder, at han har seet noget Fjendtligt, er et af de første Spørgsmaal, som henvendes til ham, meget ofte: i hvilken Afstand?

De to modsatte Anskuelser om Øvelserne i Afstands­ bedømmelse foreligge nu for det militære Publikum. Hvorvidt dettes Dom vil falde ud til Gunst for vor Mod­ part eller helde til vor Side, kunne vi ikke vide: mulig vil der saavel paa den ene som paa den anden Side kunne lindes noget, som kan tjene til at fremme denne Gren af Soldatens Uddannelse. I ethvert Fald troe vi, at man bør være Kapt. N. Tak skyldig, fordi han med levende Interesse for Sagen har fremdraget Spørgsmaalet til Diskussion og henledet Opmærksom­ heden paa Afstandsbedømmelsens væsentlige Betydning for Kampen.