Log ind

Officerskorpsets traditionsgrundlag og hærens forhold til Weimarrepublikken i Tyskland 1918-1933

#

Kaptajn, cand. mag. E. Juul-Heider fortsætter her sin gennemgang af forholdene imellem armé og partistat i mellemkrigstidens Tyskland.

Det tyske militære nederlag i 1918 blev ikke blot en kontinuitetskrise for officerskorpset, men der blev egentlig sat spørgsmålstegn ved selve dets eksistensgrundlag. Traditionerne i officerskorpset var i høj grad formet af og knyttet til Preussen. Siden Friederich Wilhelm den 1. af Preussen havde officerskorpset stort set udelukkende været rekrutteret blandt adelen, der således blev intimt knyttet til kronen gennem udøvelsen af monarkens enevælde. Hæren - officerskorpset - følte sig i større enhed med monarkiet end andre dele og institutioner i befolkningen. Officerskorpset var mere end blot et udførende organ af kongelige befalinger og intentioner, idet det identificerede sig og sin hele eksistens med det absolutistiske monarkis væsen og udøvelse. (Untersuchungen zur G. s. 182). Officerskorpsets homogenitet i det 18. og 19. århundrede skal relateres til rekrutteringsgrundlaget og den deraf følgende eksklusivitet. Korpset tænkte og optrådte ofte mere kongeligt end kongen selv (Untersuchungen zur G. s. 190), og de borgerlige officerer fra handels- og industrikredse, der blev optaget, absorberedes og identificerede sig uden videre med dets feudale grundholdning. Krigene i det 19. århundrede i forbindelse med rigssamlingen og hegemoniet i Tyskland gjorde, at det velhavende borgerskab i meget høj grad søgte at overtage adelens traditionelle tankegang og fremtræden. Man kan faktisk tale om en militarisering i forbindelse med en nationalisering af borgerskabet. Dette manifesterede sig i krigsforeninger og i særdeleshed i reserveofficersbegrebet, hvor reserveofficeren lagde vægt på at skabe en sideløbende militær karriere, og hvor han overførte officerskorpsets sæder og æreskodeks til sin civile tilværelse (Fr. Zunkel, i Probleme d. Reichsgriindungszeit s. 106). Zabern-affæren 1913-14 var et eksempel på kejserens og hærens ret til at gribe ind i indre uroligheder i stedet for de civile myndigheder. Problemet var principielt og var et åbent stridsspørgsmål i det politiske liv (W. Baumgart s. 121f). I det hele taget opfattede militæret sig selv som eksponenten, ja som udøveren af nationalstatstanken og vel i nogen grad af imperialismen. Dette stod egentlig i modsætning til officerskorpsets feudale karakter og samhørighed med statsoverhovedet og øverste krigsherre, omend det næppe blev opfattet sådan af korpset. Officerskorpset var sluttet, eksklusivt, homogent og opfattede sig selv som monarkens og med ham nationalstatens våbenbærer. Officeren stod i et direkte afhængighedsforhold til den øverste krigsherre, hvis kommandomyndighed da også var reel og direkte. Korpsets loyalitet var ikke knyttet til et abstrakt stats- eller fædrelandsbegreb, men direkte til den siddende monarks person og hus (M. von Faber du Faur s. 58). Det var så at sige en stat i staten, og dets hverv var traditionelt blevet opfattet som den fornemste tjeneste i samfundet. »In einem Lande wo der Militar-Stand der vomehmste ist, wo der beste Adel in der Armee dienet....« (Friederich 2, 1753, Offiziere im Bild s. 149). Hærens generalstab søgte med held at præge den tyske udenrigspolitik før 1914, samtidig med at den konsekvens afviste parlamentariske forsøg på at øve kontrol og indflydelse med hærens interne forhold, budgetter, størrelse, føring etc. Ledende officerer kædede rigsdagens forsøg herpå sammen med en opfattelse af en utilbørlig parlamentarisk kontrol med kejserens rettigheder (Craig s. 229). Dette understregede korpsets feudale karakter og i hvor høj grad dets eksistens var knyttet til monarkens person og udøvelsen af nationalstatstanken. Indgreb i den øverste krigsherres rettigheder svarede egentlig til landsforræderi. Schlieffens operationsplan og dens udenrigspolitiske forudsætninger blev ikke taget op til revision efter hans afgang. Moltke prægede udenrigspolitikken afgørende, da han i en svarskrivelse til den østrig-ungarske generalstabschef von Hotzendorff den 21. januar 1909 forsikrede, at Tyskland ville mobilisere, hvis Rusland mobiliserede imod Østrig-Ungarn (Hotzendorff, bd.l, s. 380). Vel var det endelige politiske ansvar kejserens, men de militære ledere synes at have influeret ham i en afgørende grad. »As he (kejseren) advances in years, the reactionary tendencies of the Gourt, and especially the impatience of the soldiers, obtain a greater hold over his mind« (Gooch s. 55f). Måske handlede de endda uden om ham og kansleren, jvf. Moltkes telegram til v. Hotzendorff den 30. juli 1914, hvori han opfordrede til en østrig-ungamsk mobilisering (Grant and Temperly s. 389). Under den første verdenskrig underordnedes de politiske hensyn og forhold militærets, og generalstabens politiseren førte til, at den i løbet af krigen de facto havde den reelle magt i Tyskland (Craig s. 336 og Carsten s. 4). Ved våbentilstandsforhandlingeme førte generalstaben ren militær interessepolitik, idet den degagerede sig fuldkomment for ikke at fremtræde belastet i den kommende republik. Den politik, der var ført forud for og under krigen af generalstaben, og som placerede et væsentligt medansvar her, blev ikke forsvaret, men konsekvenserne blev overladt til den kommende republiks politiske ledelse. »Mir konnte es nur lieb sein, wenn bei diesen ungliickseligen Verhandlungen (våbentilstandsforhandlingeme), von denen nichts Gutes zu erwarten war, das Heer und die Heeresleitung so unbelastet wie moglich blieb« (Groener s. 449). Hindenburgs brev til Ebert den 8. december 1918 stillede ikke blot krav om militære forhold, men også om indrepolitiske, såfremt hæren skulle støtte Eberts statsopfattelse (Ritter og Miller s. 121). Brevet blev muligvis inspireret af Groener, idet han den 9. november 1918 havde fremsat de samme krav, der også gik ud over militære områder, uhyre klart, nemlig, at officerskorpset kun ville støtte en regering, der ville bekæmpe en bolschevistisk samfundsopfattelse (Craig s. 348). I sine erindringer sammenfattede Groener generalstabens krav til regeringen Ebert. »Das Offizierkorps konnte aber nur mit einer Regierung zusammengehen, die den Kampf gegen den Radikalismus und Bolschwismus aufnahm« (Groener s. 467). Generalstabens tilbud til Ebert og hans accept var af afgørende betydning for revolutionens sammenbrud og dermed for republikkens udformning. Det kan konkluderes, at generalstaben afgørende greb ind i politik, ja ofte skabte den, når den mente at kunne fremme hærens interesser herved, jvf. dolkestødslegenden, der blev skabt af generalstaben, og som blev accepteret af vide kredse af befolkningen og af officerskorpset, myten om den ubesejrede hær, der måtte kapitulere på grund af forræderi. »Unser Heer ist in der Heimat seit Monaten systematisch revolutionår bearbeitet worden, daraus erklårt sich ein grosser Teil unserer Misserfolge ....« (Beck-brev fra 28. november 1918, hos Muller H.u.H. dok. nr. 1, s. 590).

»Die tapferen Männer der Front standen den Vorgängen in der Heimat fassungslos gegenüber. Ihr stolzes Deutschland lag zertrümmert am Boden. Arbeiter- und Soldatenräte vernichteten jede Staatesautorität___Volksfremdes Gesindel terrorisierte das Deutsche Reich. Deutschland hatte sich selbst entmannt« (v. Förster, Reserve-Infanterie-Regiment nr. 31, s. 148). Nederlaget i 1918, revolutionen og republikken satte et traume i gang i Store dele af befolkningen og officerskorpset (se f.eks. Faber du Faur s. 50), og korpsets holdning til og opfattelse af den nye stat var generelt afvisende. Man kan ligefrem - vel især for det preussiske officerskorps - tale om et verdensbilledes sammenbrud. Kejseren og hans hus var statsautoriteten og nationen, som officeren tjente. Korpset og den enkelte officer blev således i 1918 berøvet det åndelige og ideologiske centrum, der blev følt som det væsentligste eksistensgrundlag for hærens virke. Gennem Wehrgesetz af 23. marts 1921 fastsattes officerskorpsets størrelse til 4000 for hærens vedkommende og 1500 for marinens, og man søgte at udvælge de mest kvalificerede blandt krigshærens ca. 24.000 officerer (Gordon s. 66f). Sociologisk og politisk var korpset mindst lige så homogent som før 1918, idet Seeckt personligt lagde stor vægt på at lade kandidater fra adelige familier og fra gamle militærslægter få forret til bestallingerne (Craig s. 393f). »Ich erwarte und vertraue, dass die Jugend des Heeres in den gleichen Grundsätzen erzogen wird, in den wir älteren Offiziere aufgewachsen sind« (Meier-Welcker: Seeckt, s. 527). Det var de enkelte regimentschefer, der forestod udtagelsen af de kommende officerer, og deres valg stemte overens med Seeckts tanker. Adelen stillede fortsat en stor procentdel af det samlede antal, i 1925 var 23 af 42 generaler adelige (Offiziere im Bild s. 88), og i 1932 var ca. 24 % af løjtnantskorpset adelige mod 20,5 % i 1925. (Offiziere im Bild s. 88 og Carsten s. 215). Der havde ikke været tale om nogen væsentlig rekrutterings-demokratisering til officerskorpset, for i 1930 kom 95 % af korpset fra sociale befolkningslag, der også havde været comme il faut før krigen. Kun 5 %, hvilket var ca. 200 officerer, var rekrutteret fra grupper, der ikke ville have kunnet været optaget før krigen (Carsten s. 216). Enkelte regimenter, nemlig hovedsagelig de, der videreførte tidligere garderegimenters - Garde du Corps - traditioner, rekrutterede dog fortsat sine officerer som før krigen, altså næsten udelukkende fra adelige kredse (Hess s. 69). Sammenlign f.eks. Groeners og von Seeckts forskellige opfattelser af et hofbal i Berlin i 90eme. Det var helt evident.

at adelen var toneangivende i garderegimenterne også før krigen (Groener s. 56 og Meier-Welcker s. 22f). Officerskorpset var altså temmelig homogent i sammensætning og i politisk opfattelse, nemlig afvisning af den republiks grundlag, som det tjente. Reichswehr anså den nuværende stat for en slags overgangsløsning, indtil noget andet og bedre kunne afløse den og genskabe Tysklands indre og ydre styrke. Man tjente ikke republikken, men et fiktivt begreb, fædrelandet, folket eller nationen. Hæren skulle være det sted, hvor kimen til den nationale genrejsning skulle trives, hæren skulle være Tysklands kontinuitetsbærer. »Keiner von uns zweifelt daran, dass Deutschland nur eine Zukunft haben kann, wenn es uns gelingt, in unserer neuen, wenn auch noch so kleinen, Armee einen Hort der Ordnung, eine nie versiegende Quelle nationalen Denkens, nationaler Kraft zu schaffen« (Seeckt 7. juli 1919, Offiziere im Bild, dok. nr. 71, s. 218). Hærens udøvelse af officersrekrutteringen gennem regimentscheferne gjorde, at den parlamentmske republik i realiteten ingen indflydelse havde på værnenes personalepolitik. De ældre officerer, der alle var overført fra kejsertidens hære, og som i væsentlig grad fortsatte en politisk og ideologisk kontinuitet, var en slags garanter for en fortsat temmelig ensidig officersudvælgelse. Dette skabte da også mistro til hærens loyalitet fra de partier, der identificerede sig med republikken, fremfor alt socialdemokratiet (Carsten s. 97). Seeckt søgte at holde Reichswehr - officerskorpset - uden for politik, herved skal forstås partipolitik. Hæren skulle tjene almenvellet og stå over partierne, og i mangel af kejserens person og dermed en mere autoritær ordensstat, skulle det meré svævende statsbegreb, fædrelandet, være centrum for bestræbelserne, ikke den demokratiske republik. »Deshalb wird der Reichwehr das jetzige Herausnehmen aus der Politik und die ausschliessende Beschåftigung mit militårischen Aufgaben in der nåchsten Zeit besonders gut tun.... damit die Reichswehr das iiberparteiliche, nur dem Vaterlande dienende scharfe Instrument bleibt....« (Seeckt, 1. marts 1924, i Offiziere im Bild, dok. nr. 84, s. 236). Forholdet til staten ændredes sikkert, da Hindenburg blev rigspræsident, idet hans person og udøvelse af sit embede var mere i overensstemmelse med officerskorpsets statsopfattelse, men korpsets grundholdning til den parlamentariske republik ændredes ikke med Hindenburg som en slags erstatningsmonark. Seeckts afskærmelsespolitik integrerede ikke hæren som den væsentHgé udøvende magt i staten, tværtimod. Han søgte - med held - at opdrage det lille, sluttede officerskorps til at holde sig borte fra partipolitik, men samtidig bevare et formelt og loyalt, omend køligt distanceret forhold til republikken. Dette bevirkede, at den enkelte officers forhold til politik ofte var præget af afvisning og uvidenhed. Det var ikke comme il faut at beskæftige sig hermed, omend sympatien naturligt lå hos de højreorienterede nationale partier. Ved slutningen af Weimarrepublikkens levetid sporedes dog en mærkbar ændring af denne indstilling, fremfor alt i den yngre del af korpset. Seeckt havde vel selv ført aktiv Reichwehr-politik. »Das Heer ist das erste Machtmittel des Reichés« (Seeckt, 1. januar 1921, Offiziere im Bild, dok. nr. 76, s. 224), men han stod på legalitetens grund (jvf. Meier-Welcker s. 557). Officerskorpset - navnlig den ældre del - blev opdraget til at koncentrere kræfterne om strikt militære forhold, hvilket blev imødekommet af dets afvisning af den parlamentariske stat. Den yngre del af korpset følte ved slutningen af republikken denne afskærmelsespolitik som forkert og umulig, fordi den satte hæren ude af kontakt med det samfund, den skulle tjene, og som følge heraf var den passiv og ikke dynamisk nok. Dette var således kommet til udtryk ved infanteri- og pionerskolens kadetters forhold under Hitlers kupforsøg i Miinchen i november 1923 og navnlig ved processen mod nogle unge løjtnanter i Ulm i 1929, på grund af deres forbindelser med ns-bevægelsen. Reichwehrledelsens fremgansgsmåde over for løjtnanterne viste generationssplittelsen inden for korpset, idet den ældre del stort set var afvisende over for den nationalsocialistiske bevægelse, mens den yngre del i temmelig høj grad var for Hitler (Carsten s. 317). »Als am 30. Januar 1933 eine begeisterte Menschenmenge in den Strassen Bambergs den nationalsozialistischen Sieg feirte, setze sich ein Leutnant in voller Uniform an die Spitze dieses Zuges« (Foertsch s. 22). Den tiltrækning. Hitlers parti udøvede på en del af officerskorpset, kan forklares med flere forhold, der utvivlsomt hænger sammen. Ns-bevægelsen var national og autoritær, og ønskede Tysklands indre stabilitet og ydre magtstilling genoprettet, herunder løsrivelsen fra Versailles-traktatens bestemmelser. Bevægelsen blev i høj grad opfattet som dynamisk og militærvenhg, og den var en garant imod kommunismen. Hertil kom sikkert, at flere officerer har ønsket ns-partiets overtagelse af regeringsmagten og en hermed følgende udbygning af hæren, med henblik på personlige, forbedrede avancementsmuligheder (Demeter s. 194). Det kan generelt siges, at den overvejende del af officerskorpsets ældre generation stod afvisende over for ns-bevægelsens fremtræden, fordi den blev opfattet som grov, vulgær og anmassende af den aristokratisk prægede officer. Men der blev hyppigt skelnet mellem bevægelsen og Hitlers person og udøvelse af sit embede som ansvarlig statsleder. Halder, der senere tog afstand fra Hitlers planer, udtrykte denne indstilling, og den var sikkert repræsentativ for en stor del af den ældre officersgeneration, der var opvokset, uddannet og havde virket i kejserriget, og for hvem et statsoverhoved qua sin stilling var uangribelig, og til hvem officeren stod i et personligt troskabsforhold. »Das reine und von idealistischem Schwunge getragene Wollen des Kanzlers wird durch die Uberzahl vollig unzulånglicher, zum Teil wahrhaft minderwertiger Ausfiihrungsorgane in der Praxis vielfach zu einem Zerrbild, teilweise zum Gegenteil dessen, was der Kanzler will« (Halder til Beck, 6. august 1934, hos W. Foerster s. 27f). Om et sådant troskabsforhold havde der ikke været tale i Weimarrepublikken, omend Hindenburg nød en høj agtelse, og ville ej heller have været det, hvis en ikke-højreorienteret bevægelse havde opnået regeringsmagten i 1933. Fritsch skrev således - efter sin afgang som hærchef - at det var lykkedes Hitler at vinde slaget mod den marxistiske arbejderklasse (Fritsch, hos Muller H.u.H. s. 43, note 54 og ibid. s. 82, note 239). Man kan altså ikke sige, at den ældre del af korpset var nationalsocialistisk, men at den på grund af tradition og indstilling var nationalistisk, hvilket Hitler i meget høj grad imødekom. Canaris, der senere aktivt modstod Hitler, havde også udtrykt denne opfattelse. »Als Nationalist war Canaris zunåchst Uberzeugt, dass das Regime besser sei als alles, was ihm vorrausgegangen war.... er die Idee eines deutschen Nationalstaates sauber sehen wollte« (Buchheit, Soldatentum. s. 224). Her tog Canaris også afstand fra Weimarrepublikken, der ikke imødekom officerens forestillinger om den dynamiske nationalstat. Den yngre del af officerskorpset havde generelt langt mere sympati for ns-bevægelsen end den ældre ved slutningen af Weimarrepublikken og omkring Hitlers regeringsovertagelse (Foertsch s. 22). »Nach einem Empfang bei Hitler waren die Generale bereit, ihm zu folgen. Die Leutnants triumphierten« (Faber du Faur s. 130). Denne indstilling kom også til udtryk i den preussiske militarismes højborg, Potsdam (Hesse s. 96 og Das Gewissen steht auf, om von Tresckow s. 158), og den blev opfattet så alvorligt af Reichwehrminister Groener, at han ». ...erschien hochstselbst im Kasino des Potsdamer Reiterregiments und warb bei den Leutnants fiir die Demokratie« (Faber du Faiir s. 128). Hærledelsens og ministeriets forsøg på at nærme Reichwehr til Weimarrepublikken og de indrepolitiske forhold op til 1933 vil ikke blive behandlet her, men sammenfattende kan det siges, at officerskorpset - især den yngre del - stod afvisende og uforstående over for denne tilnærmelsespolitik, fordi den blev anset for venstreorienteret, ikke-national og opportunistisk (Carsten s. 320f). Hitler forstod i høj grad at udnytte officerskorpsets afvisning af den parlamentariske republik og dets opfattelse af hærens retsmæssige og traditionelle stilling i samfundet. Han betonede det nationale aspekt og hærens bærende rolle i forbindelse hermed meget stærkt og erklærede, at Reichwehr fortsat skulle være upolitisk og over partierne (Muller H.u.H. s. 36). Dette havde Weimarrepublikkens ledende politikere - især fra SPD - egentlig aldrig søgt ændret, og der var ikke stillet egentlige krav om Reichwehrs helhjertede og positive accept af demokratiet, blot hæren forholdt sig loyal til regeringen, hvilket den stort set også gjorde under Seeckt. Groeners og Schleichers forsøg på at knytte hæren nærmere til republikken fandt ikke genklang hos store dele af officerskorpset, fordi den over- og upolitiske koncept angiveligt blev opfattet svigtet, og samtidig følte den yngre del af korpset sig isoleret fra det samfund, det skulle tjene og forsvare. Dette ændredes radikalt med en højreorienteret, stærkt national og udpræget øvrighedsstat, der i rneget høj grad modsvarede hovedparten af korpsets forestillinger. Den yngre generation blev sikkert hovedsagelig tiltrukket af ns-bevægelsen af national-romantiske grunde, ».... der Offizier von heute musse ebenso revolutionår denken wie der Offizier von 1813« (Muller s. 39), mens den ældre generation næppe ville benytte ordet revolutionær i en positiv sammenhæng. Den opfattede Hitler som en stærk politiker, der i al væsentlighed ville give Tyskland den stormagtsstilling tilbage, det havde før krigen og genoplive en autoritær øvrighedsstat. Det er naturligvis et diffust kompleks at kunne skelne entydigt og skarpt mellem to officersgenerationers forhold til ns-bevægelsen, men sammenfattende kan det dog slås fast, at en stærk nationalisme, afvisning af enhver venstreorienteret manifestation - definitionen var hyppigt rummelig - »... schwartzrotgoldenen Schweinehunden. . . . Ebert, Pazifisten, Juden, Demokraten, u(nd) Franzosen---- die die Vemichtung Deutschlandes wollen« (Fritsch, 1925, hos Muller s. 25), og afvisning af den demokratiske og parlamentariske republik, der hyppigt blev opfattet som unational og venstreorienteret i sig selv gjorde, at sympatien måtte ligge hos højrepartieme, der krævede mere statsautoritet og afvisning af bestemmelserne fra Versaillestraktatens bestemmelser. Officererne ».... sahen und horten die nationalen Tone, zu deren Aufnahme das Ohr der Soldaten in allen Nationen und zu allen Zeiten besonders neigt« (Foertsch s. 21f). Endvidere har nationalisme og fremmelse af egne formål ofte været et og samme for korpset, da det identificerede nationens interesser med hærens. Følgelig var ethvert forsøg fra politisk side i Weimarrepublikken på at sætte spørgsmål ved forskellige forhold i hæren, såsom rekruttering, uddannelse, officersudvælgelse, bevillinger osv. blevet opfattet som en art landsforræderi (Gordon s. 378 og Meier-Welcker: Seeckt s. 306). Hele komplekset er tydeligt i Oberleutnant Stieffs brev fra oktober 1930. Heri taltes om hærens isolering fra samfundet og folket, hvilket opfattes negativt af mindst 90% af officerskorpset, og som gjorde hæren til »seelenlosen Landsknechten«. »Das sind wir aber nicht u. wollen es nicht. Unsere hochste Fiihrung aber glaubt es tun zu konnen, weil auch sie parlamentarisch verseucht ist u. garnicht mehr mit dem Herz sondem nur noch mit der Zahl u. dem »Verstand« jonglieren kann.... Wenn mann nicht hoffte, dass diese ganze Blase Schleichers pp., fiir die wir blosse Schachtbrettfiguren in ihrem eigenen Fortkommen sein sollen, eines Tages von der doch nicht aufzuhaltenden wahren nationalen Bewegung weggefegt werden, dann konnte mann sich gleich einen Zylinder kaufen. Jedenfalls ist die Erbitterung hier riesengross---- « (aftrykt hos Vogelsang: Reichwehr, dok. nr. 8, s. 419 og sammenlign Groener-Geyer s. 272f). Utilfredsheden med blot at være et organ, der udførte beslutninger, føltes stærkt i en del af officerskorpset. Der var her tale om en uklar nationalromantisk følelse, der ofte førte tanken tilbage til befrielseskrigene i begyndelsen af det 19. århundrede (se Miiller s. 39). Hæren havde ingen - eller kun ringe forbindelse med samfundet, hvilket var en indirekte kritik af Seeckts politik. Men på den anden side afvistes enhver forbindelse med den parlamentariske republik, som den nuværende hærledelse (1930) søgte forbindelse med, dels på grund af statsformen og dels fordi Schleichers politik blev opfattet som en personlig magtpolitik. Der var altså en dyb kløft mellem Reichwehrledelsen og geleddet; denne var kendt og blev udnyttet af ns-organer. Dette var en væsentlig forskel fra Seeckts tid, hvor han stort set havde et enigt officerskorps bag sig, og det umuliggjorde en samlet, enig Reichwehrpolitik. Den sande nationale bevægelse, der nævnes i Stieffs brev, skal utvivlsomt sættes i relation til nationalsocialismen, da brevet blev til i anledning af Ulm-processen. En nærmere analyse af brevet vil vise, at brevskriveren tilsyneladende blandede forskellige forhold sammen. F. eks. ved på den ene side at beklage hærens isolerede stilling i samfundet og på den anden side afvise ledelsens forsøg på at knj^te den nærmere hertil, men selvom begreberne ikke blev holdt ude fra hinanden, var den bærende tanke dog helt klar, nemlig en total afvisning af den parlamentariske republik og ønsket om en nationalopfattet højreorienteret og autoritær styreform, der qua en dynamisk og aktiv inden- og udenrigspolitik skulle tilbagegive hæren den udslagsgivende rolle, den besad før 1918. Som tidligere nævnt imødekom Hitler dette behov for en forstærket nationalistudøvelse. Gennem parader, faneindvielser, taler, der fremhævede hærens for^enester og fremtid, blev mange civile og militære utvivlsomt vundet for ns-bevægelsen. »Tag von Potsdam« var et militært og partipolitisk ceremoniel, der skulle sammenknytte den nye stat, der byggede på nationalsocialismen, med traditionerne fra de overleverede preussiske dyder, der særligt var opstået i og i forbindelse med Potsdam. Det var samtidig ment som en forsikring fra Hitlers side om at ville fortsætte en moralsk, militær og politisk kontinuitet. ».... Vor den Sårgen der hier ruhenden grossen Konige wollten sie das Biindnis zwischen der alten und neuen Zeit schliessen.....« (Hesse s. 111). Dette blev af store kredse af befolkningen og af officerskorpset også opfattet som en legalitetserklæring fra Hitlers side. Sammenlagt kan det fastslås, at Hitler og ns-bevægelsen havde temmelig mange tilhængere i officerskorpset ved slutningen af Weimarrepublikken og omkring 1933. Dette skyldtes dels, at Hitlers bevægelse udøvede en selvstændig tiltrækningskraft på den enkelte officer, dels at den var et alternativ til den parlamentariske republik, der mødte generel afvisning i korpset. Der var dog kun få ældre officerer, dér officielt sluttede sig til bevægelsen og som agiterede for den. Rohm, von Pfeffer, Ludendorf havde vel haft forbindelse med partiet på et tidligt tidspunkt, men som aktive officerer havde de ikke arbejdet for og i forbindelse med partiets organisationer (først og fremmest S A). Reichwehrofficerer havde gennem tyverne arbejdet med opstilling, ledelse og træning af forskellige Verbånde i forbindelse med grænseforsvaret mod øst og havde herigennem også fået kontakt med afdelinger af ns-bevægelsen (Carsten s. 352). Reichenau, stabschef under Blomberg i Østpreussen, havde som en af de få højere officerer i ledende stilling aktivt tilsluttet sig ns-bevægelsen og havde tillige erkendt dens revolutionære indhold (Foertsch s. 23f og s. 31f), og han havde personlig kontakt med Hitler før 1933 (Hitlers brev til Reichenau af 4. december 1932, i Vierteljh. fiir Zeitg. 1959, s. 433-437). Det formodes endvidere, at han henledte Hitlers opmærksomhed på Blomberg som Schleichers efterfølger (Keitel s. 60, note 13), hvilket imødekom Hindenburgs ønske om en upolitisk soldat som Reichwehrminister (Foertsch s. 29). Selve forløbet af Blombergs overtagelse af sit ministerium skal ikke behandles her, men Foertsch nævner, at han ingen forbindelse havde haft med Hitler før 1933 (Foertsch s. 24). Angående Hindenburgs overvejelser i forbindelse med Blombergs udnævnelse, se Oscar von Hindenburgs forklaring (hos Keitel s. 60, note 14). Blomberg var kendt som en dygtig officer, og han havde gjort en glimrende karriere, han var smidig og intelligent, havde et vindende væsen og en kavallermæssig optræden. Han var imidlertid også labil, sværmeriskromantisk og kunne let påvirkes af indtiyk og mennesker. ». . . . Dabei ist er impulsiv, schwankend in seinen Auffassungen, immer nach Neuerungen strebend und jeder Beeinflussung von aussen zugånglich« (Fritsch, hos Hossbach s. 68). Hitler og nationalsocialismen fik stor indflydelse på Blomberg, ja beherskede i høj grad hans forestillingsverden, og Reichenau og den nationalsocialistiske divisionspræst. Muller, påvirkede ham også allerede, da han var Wehrkreiskommandør i Østpreussen (Messerschmidt s. 4, note 14 og sammenlign Goebbels s. 25). Foertsch betegnede efter krigen Reichenau som den mest politiske soldat i Tyskland ved siden af Schleicher (Foertsch s. 31), og Reichenau påvirkede som chef for Ministeramt da også Blomberg i en meget høj grad, men det må slås fast, at Blomberg også selv fuldtud accepterede ns-bevægelsen, og at den åbningspolitik, Reichwehrledelsen søgte gennemført til den nye stat, var i nøje overensstemmelse med hans egne tanker, omend det hyppigt var Reichenau, der udformede den. Denne politik blev på ingen måde opgivet, endsige svækket efter Reichenaus afgang fra Wehrmachtamt, og hans efterfølger Keitel øvede i al væsentlighed ingen indflydelse på Blomberg (Keitel s. 85). Blombergs og Reichenaus politik var at indkorporere Reichwehr i den nationalsocialistiske partistat, men uden at lade det miste sin profil, det skulle fortsat være en udslagsgivende faktor i statens organisme og i dens politiske manifestationer. Denne koncept »Hinein-in-den-neuen-Staat« (Muller s. 56) blev af hovedparten af officerskorpset accepteret, idet mange - især den ældre generation - opfattede den nye stat som en slags restauration af svundne tider, hvilket var helt fejlagtigt. Hærledelsen under Fritsch fulgte Reichwehrledelsens politik så vidt, at den nye stat og dens ledelse nok blev accepteret som noget bedre end den parlamentariske republik, og Fritsch’ personlige forhold til Hitler som statsoverhoved var meget lig det, hans officersgeneration havde haft til det kongelige statsoverhoved. Men på trods af at han opfattede den nye stat som bedre end demokratiet, og på trods af at han erkendte, at hærens grundlag var nationalsocialistisk, ønskede han dog at holde den borte fra partistaten, altså en fortsættelse af Seeckts afskærmelsespolitik, omend på et andet grundlag, eller rettere sagt, han ønskede ingen indblanding i rene hæranliggender, hverken fra partiorganer eller fra Reichswehrministeriet. Men dette var en principiel afvisning og ikke en specifik ideologisk, selvom en del af nsbevægelsens ledende personer og fremtræden var ham imod, og han skelnede, som mange ældre officerer gjorde det, mellem Hitlers person på den ene side og en del af bevægelsen på den anden (sammenlign f.eks. Raeder bd. 2, s. 114). Blombergs bekendtgørelse fra 29. juni 1934 viste tydeligt, at nationalsocialismen ikke blot skulle ligge til grund for hærens virke, men den skulle også optræde i hærens hverdag. ».... Dariiber hinaus halte ich eine Zusammenarbeit der Wehrmacht mit der NS-Gemeinschaft »Kraft durch Freude« und ihren Unterorganisationen fur wiinschenswert« (Offiziere im Bild, dok. nr. 99, s. 258). Bekendtgørelsens tendens er sværmerisk og romantisk i henseendet tU et folkefællesskab, der uløseligt er knyttet til Wehrmachts arbejde og hele eksistens (Ibid. s. 258). Modsætningen var hærledelsens politik, der utvivlsomt var i større overensstemmelse med den ældre del af officerskorpset end Wehrmachtledelsens. Dette skyldtes, at hovedparten af korpset - især den ældre del - ikke erkendte nationalsocialismens totalitetsbestræbelser, men betragtede bevægelsen som blot et autoritært, men også traditionelt og nationalt højreparti, som blev hilst velkommen, hvilket ethvert højreparti, hvor sympatien traditionelt lå, ville være blevet. Fritsch’ bekendtgørelse af 21. december 1934 indeholdt ingen tanker om et nært og romantisk samarbejde med partiorganeme, men knyttede sig til tidligere tiders forestillinger om standsfølelse, ære, opførsel over for damer etc. Han pegede på hæren som en national opdragelsesinstitution, ikke for at fremme partistatens interesser, men udelukkende hærens egne og følgelig også nationens. Det var Seeckts koncept om hæren, som det overpartiske organ, der blev søgt videreført af Fritsch. Hæren skulle fortsat være et mål i sig selv. Der var altså på ingen måde tale om en afvisning af ns-bevægelsen, tværtimod, den havde netop skabt grundlaget for en ny æra, hvori hærens traditionelle dominans atter ville være sikret. Fritsch ønskede blot ingen udefrakommende indblanding i hærens anliggender. Han erkendte ikke - som de fleste med ham - national socialismens revolutionære dynamik, der ikke kunne tillade nogen del af samfundet, og da slet ikke en så afgørende del som hæren, at unddrage sig totalitetsbestræbelseme. Men det må atter understreges, at Fritsch ikke stod i nogen opposition til Hitler eller hans bevægelse; Fritsch’ forhold var vel køligt og distanceret, men dog strikt loyalt; han ønskede blot ingen indblanding i hærens forhold, hvilket bragte ham i åben modsætning til Wehrmachtledelsen (Keitel s. 86f). Dette modsætningsforhold, der omfattede flere komplekser, mellem hærledelsen på den ene side og Wehrmachtledelsen på den anden, var det gennemgående og afgørende træk i Wehrmacht og dens forhold til den politiske ledelse gennem hele perioden. Det blev også afgørende for, at en samlet Wehrmachtpolitik over for den politiske ledelse ikke kunne gennemføres.

E. Juul-Heider.

LITTERATURLISTE

Baumgart, Winfried: Deutschland im Zeitalter des Imperialismus (1890-1914). Udgivet af Walter Hubatsch, 1972, Frankfurt a. M. Buchheit, Gert: Soldatentum und Rebellion. Die Tragodie der deutschen Wehrmacht. 1961. Rastatt. Carsten, F. L.: The Reichswehr and Politics, 1918-1933. 1966, Oxford. Craig, Gordon: The politics of the Preussian Army. 1955, London. Das Gewissen steht auf. 64 Lebensbilder aus dem deutschen Wiederstand 1933-1945. Gesammelt von Annedore Leber. Udgivet af Willy Brandt og Karl Dietrich Bracher. 1954, Berlin - Frankfurt a. M. Demeter, Karl: Das deutsche Offizierskorps in Gesellschaft und Staat 1650-1945. 1965, Frankfurt a. M. , Faber du Faur, Moriz von: Macht und Ohnmacht. Erinnerungen eines alten Offiziers. 1953, Stuttgart. Foerster, Wolfgang: Generaloberst Ludwig Beck. Sein Kampf gegen den Krieg. Aus nachgelassenen Papieren des Generalstabschefs. 1953, Miinchen. Foertsch, Hermann: Schuld und Verhångnis. 1951, Stuttgart. Forster von: Das Reserve-Infanterie-Regiment nr. 31. 1921, Oldenburg- Berlin. Gooch, G. P.: Studies in Diplomacy and Statescraft. Ny udgave, 1946, Edinburgh. Grant, A. J. and Temperly, Harold: Europe in the niniteénth and twentieth Centuries. 1789-1951. Sixth edition. 1969, London. Goebbels, Joseph: Vom Kaiserhof zur Reichskanzlei. 1934, Miinchen. Gordon, Harold J. Jr.: The Reichswehr and the German Republic, 1919-1926. 1957, Princeton, New Jersey. Groener, Wilhelm: Lebenserinnerungen. Jugend. Generalstab. Weltkrieg. Udgivet af Friederich Freiherr Hiller von Gaertringen. 1957, Göttingen. Groener-Geyer, Dorothea: General Groener. Soldat und Staatsmann. 1955, Frankfurt a. M. Hesse, Kurt: Der Geist von Potsdam. 1967, Mainz. Hötzendorf, Conrad von: Aus meiner Dienstzeit 1906-1918, bd. 1. 1921, Wien. Hossbach, Friederich: Zwischen Wehrmacht und Hitler. 1949, Wolfenbüttel. Keitel, Generalfeldmarschall. Verbrecher oder Offizier? Erinnerungen, Briefe, Dokumente des Chefs OKW, herausgegeben von Walter GörHz. 1961, Göttingen-Berlin-Frankfurt. Meier-Welcker, Hans: Seeckt. 1967, Frankfurt a. M. Messerschmidt, Manfred: Die Wehrmacht im NS-Staat. Zeit der Indotrination. 1969, Hamburg. Müller, Klaus-Jürgen: Das Heer und Hitler: Armee und nationalsozialistisches Regime 1933-1940. Udgivet af Militärgeschichthchen Forschungsamt. 1969, Stuttgart. Offiziere im Bild von drei Jahrhunderten. Udgivet af Hans Meier-Welcker. 1964, Stuttgart. Raeder, Erich: Mein Leben, bd. 2, von 1935 bis Spandau 1955. 1957, Tübingen. Ritter, Gerhard A. und Miller, Susanne: Die deutsche Revolution 1918-1919. Dokumente. 1968, Frankfurt a. M. - Hamburg. Untersuchungen zur Geschichte des Offizierskorps. Anciennität und Beförderung nach Leistung. Udgivet af Oberst i. G. Meier-Welcker. 1962, Stuttgart. Vogelsang, Thilo: Hitlers Brief an Reichenau vom 4. Dezember 1932. i: Vierteljahreshefte für Zeitgeschichte, Jahrgang 7, 1959, Stuttgart. Vogelsang, Thilo: Reichswehr, Staat und NSDAP. Beiträge zur deutschen Geschichte 1930-1932. 1962, Stuttgart. Zunkel, Friederich: Das rheinisch-westfälische Unternehmertum 1834-79. i: Probleme der Reichsgründungszeit 1848-79. Udgivet af Helmuth Böhme, 1968, Köln-Berlin.