Log ind

Officeren som debattør

#

I den følgende artikel, der er skrevet af oberstløjtnant H. J. Jürgensen, leder af Faggruppe Taktik ved Hærens Officersskole, fremsættes en række ikke helt ukontroversielle synspunkter om officerens uddannelsesmæssige forudsætninger for at deltage i den debat om forsvaret, som dette tidsskrifts redaktion ofte har efterlyst. Den bør kunne danne grundlag for en omfattende debat om de akademiske aspekter - eller mangel på samme - i officersuddannelsen.

Militært tidsskrift opfordrer i sit sidste nummer til debat om forsvarets fremtidige opgaver og struktur. Den diskussion burde vel ligge os alle på sinde til stadighed og med den igangværende udvikling have været indledt forlængst. Den manglende deltagelse i debatten kan skyldes mange forhold, men er også et produkt af vores officersuddannelse, som næppe nogensinde har haft og i dag slet ikke har den bredde, som man må forlange af noget, der giver sig ud for at være en akademisk uddannelse. At så mange officerer i tidens løb har formået og at så mange også i dag formår at markere sig som fremtrædende personligheder, der nyder respekt overalt i og uden for forsvaret, skyldes kun i ringe grad den grunduddannelse, de har fået. Det skyldes i de fleste tilfælde medfødte egenskaber, der er blevet videreudviklet ved selvstudier og vågen medleven i samfundsudviklingen gennem mange år.

Problem

Valøren af ordet »officersgrunduddannelse« har bevæget sig bort fra det, som det burde være og måske tilmed har været tænkt at sigte imod: at give den studerende mulighed for at skabe sig et brugbart fundament af viden og holdninger, som i en verden af stadig og stadigt voksende forandring sætter ham i stand til at analysere, forstå og reagere hensigtsmæsssigt i enhver situation - også dem, som ikke kan forudses her og nu. Vi har i alt for høj grad læst ordet som den uddannelse, der skal sætte ham i stand til at løse den umiddelbart forestående opgave: at uddanne 30 værnepligtige menige. Vi hævder at give kongerigets bedste lederuddannelse, men realiteten er, at vi i hovedsagen præsterer ren færdighedsindlæring - et militært betjeningskursus på et sted mellem manuelt niveau og mellemlederniveau. Vi har tillagt det stor betydning, at den kommende officer tør springe ud med faldskærm, kan ramme et skyttehul med en håndgranat, anbringe en sprængladning rigtigt, gennemføre en lektion i bajonetkamp, udfylde de i den militære forvaltning forekommende formularer korrekt, eller - som det er formuleret i uddannelsesplanen under »alment formål«:

- at kadetten får den viden og de færdigheder, der kvalificerer til i een eller flere funktioner på laveste funktionsniveau i ledergruppen at planlægge, tilrettelægge, gennemføre og kontrollere aktiviteter inden for sit funktionsområde,

- at kadetten udvikler de karaktermæssige egenskaber og opnår et grundlag for den ledelsesmæssige holdning og ansvarsfølelse, der er en betingelse for effektiv ledelse og samarbejde,

- at kadetten opnår forståelse for de forskellige tjenesteområders specialer som grundlag for uddannelse til andre funktioner og for videreuddannelse samt for den pågældendes personlige udvikling med henblik på dennes tjeneste og senere avancement, og

- at kadetten opnår forståelse for det civile samfund, således at den pågældende i sin tjeneste til stadighed forstår årsagerne til den samfundsmæssige udvikling, der er af betydning for løsning af forsvarets opgaver.

Der er ikke meget vingefang i den målbeskrivelse. Det, der f.eks. kunne give lidt luft under vingerne og bidrage med et akademisk indhold (statskundskab) omfatter 120 timer (= ca. 5% af den samlede uddannelsestid), sammenlignet med eksempelvis fysisk uddannelse på 286 timer (= ca. 13%). De intellektuelle øvelser, der dyrkes under fællesnævneren »operative overvejelser«, har periodevis været aldeles forladt; nøgleordet var her »kampeksercits« - læs: betingede reflekser. Ikke nogen akademisk status at hente der. Pavlovs hunde kunne også have været med. Det, der skulle have givet officerskorpset indsigt,kreativitet og mod til at gå ind i en diskussion om forsvarets opgaver og struktur, mangler ganske. Vi har i sandhed tilpasset os den danske nationalmelodi »... ved jorden at blive, det tjener os bedst«!

Det, der skulle give officeren evne, mod og lyst til at være en intellektuel verdensborger, som kunne præge sine omgivelser på en positiv måde, det har vi udeladt af hans uddannelse. Men han vil være dygtig til at lede øvelser i C-øvelsesrum, han kan løbe hurtigt, og han kan pakke en faldskærm .... Ser vi på den Videregående Officersuddannelse kan vi finde en smuk hensigtserklæring om at lappe lidt på fortidens forsyndelser, men går vi derefter ind i substansen, vil vi se, at der er afsat 6% af den samlede tid til statskundskab. Resten er igen militær færdighedsindlæring (hvoraf - bevares - en del da er intellektuelle øvelser). Hvordan kan nogen tro, at officerer med en sådan uddannelsesbagrund skal kunne deltage i en debat om forsvarets opgaver og struktur på en rimeligt kvalificeret måde?

Hvad kan vi gøre ved det?

Vi kan imidlertid også bruge denne kendsgerning som udgangspunkt for justering af officersuddannelsen med henblik på ikke igen at havne i denne pinlige situation. Hvor skal der sættes ind? Efter min opfattelse er der to hovedområder, der skal ændres grundlæggende for at opnå det, som formålet egentlig kræver. Det ene hovedområde har jeg omtalt: Vi må bort fra indlæring af mere eller mindre manuelle færdigheder. De nødvendige delingsførerkvalifikationer bør kadetten lære inden han begynder på officersskolen; den uddannelse kan våbenskoleme give ham - de er (eller burde være) gearet meget bedre til den opgave. At bruge 13% af uddannelsestiden på indlæring af personlige, fysiske færdigheder er dårlig økonomi, og har heller ikke noget at gøre med den intellektuelle brede uddarmelse, som vi efterlyser. Kadettens fysiske form kontrolleres ved optagelsen på Officersskolen, og unge mennesker dyrker nu om dage så megen idræt i fritiden, at det skulle opretholde formen, uden at forsvaret behøver at ofre så meget som en krone på det. Og endelig kan tnfin jo fortsat opretholde kravet om, at kadetten skal kunne dokumentere en vis fysisk form for at bestå eksamen. Og vi kan stille de nødvendige faciliteter til rådighed for ham, så han på individuel basis - i sin fritid - kan dyrke al den idræt, han har lyst til. Det andet hovedområde er formen, hvorunder uddannelsen - båret oppe af (eller måske snarere stivnet i) århundredegamle traditioner - foregår.

Hvis man vil gøre sig håb om »at udvikle de karaktermæssige egenskaber og skabe et grundlag for den ledelsesmæssige holdning og ansvarsfølelse, der er en betingelse for effektiv ledelse og samarbejde« (se pind 2 i alment formål!) så har vi da valgt den dårligst tænkelige undervisningsform. Så skal officersskolen ikke drives som en pogeskole, men som et frit studium i lighed med universiteterne. Der er og har altid været tvungen klasseundervisning - men det har uhyre sjældent alvorlige konsekvenser, hvis kadetten bliver »syg« eller kommer for sent. Der er tvungne, skriftlige opgaver - men undladelse af aflevering eller aflevering af dårligt gennemført arbejde får ligeledes kun uhyre sjældent alvorlige konsekvenser (med en dårlig tid på forhindringsbanen forholder det sig noget anderledes). Det er bestemt ikke en form, der appellerer til eller udvikler personhg ansvarsfølelse. Der er ingen frihed til, at kadetten selv kan vælge, hvor han vil lægge tyngden i sine studier; han skal være lige god - og dermed som oftest lige dårlig - til det hele. Mange af de fag, han udsættes for, må uvægerligt forekomme ham ret ligegyldige. Hvis han ønsker at vie sit liv som officer til at forbedre artilleriets skydemetoder, vil han efter al sandsynlighed også interessere sig levende for matematik og statistik, mens hans sidemand, der gerne vil tjene verdensfreden i FN-regi, ikke interesserer sig en døjt for matematik, men tørster efter sprogfærdigheder og kulturhistorie. For mig at se virker det lidt tumbet at tvinge dem begge til at læse samtlige fag. Lærerne er i realiteten lige så ufri. De er tvunget til at docere »teksten«, som den er formuleret i reglementet, uanset om de er grundlæggende uenig eller vidende om, at ændringer er på vej. Og de er - som kollegerne i hæren i øvrigt - fanget ind i et ukonstruktivt system af arbejdstidsregler, der fratager dem lysten og ofte også muhgheden for at yde det bedste. Naturligvis må der være visse basale færdigheder, som skal indlæres, f.eks. engelsk og et vist mål af taktik. Der må periodisk være tvungen deltagelse i udiykninger/ekskursioner, bl.a. fordi der til øvelser i taktisk træner o.lign. er behov for et bestemt antal deltagere for at alle kan få noget ud af det. Men derudover bør studiet være præget af frihed under ansvar. Hyppige stopprøver vil kunne anvendes som måleinstrument for flid og interesse og udvikling, og må naturligvis følges op af en konsekvent bortvisningspolitik, hvis resultaterne udebliver. Det har den opdragende virkning, som den nutidige pogeskole savner.

En ikke uvæsentlig bieffekt af en ændret studieform vü være, at lærerne kan få overskud til at dyrke studie- og udviklingsvirksomhed - et område, som i dag ikke eksisterer. Derved kunne uddannelsens form i langt højere grad blive en inspirerende og udviklende dialog mellem uddanner og studerende, og forlade den nuværende indoktrinerings- og færdighedsindlæringsform. Hvad skulle uddannelsen så omfatte? Ja, det kræver en nærmere analyse, men discipliner som filosofi, strategi, historie, folkeret, sprog, kulturhistorie, nationaløkonomi, politik, management og psykologi melder sig på næsten pr. automatik. Men der bør i øvrigt være plads til individuelle ønsker og behov. Enkelte rent militære fag bør der også være plads til, men de bør gennemføres på et passende højt niveau mhp at illustrere føringsfilosofier og sammenhænge, og dermed næppe ligge lavere end det der svarer tü det nuværende føringskursus (brigadeniveauet). Når først den akademiske grunduddannelse er gennemført kan den unge officer - efter valg af våbenart - uddannes målrettet til sin kommende funktion som næstkommanderende i en underafdeling og senere - ved hjælp af et i forhold til i dag væsentligt reduceret efteruddannelsessystem - forberedes til andre funktioner; her drejer det sig netop om færdighedsindlæring. Forskellen er imidlertid, at vi med et sådant system kun lærer den enkelte officer de færdigheder, som han specifikt vil få brug for i sit kommende job, og ikke - som nu - forsøger at bibringe ham en bred vifte af manuelle færdigheder og andre færdigheder på et lavt plan, som kun vil have en tidsbegrænset værdi, og hvis anvendelse aldrig vil blive aktuelle for alle. Utopi! Ja, måske. Men det er den vej, vi skal gå, hvis vi skal gøre os håb om at opbygge et kvalificeret officerskorps, som andre mennesker vil tage alvorligt, og som kan være med til at sætte deres præg på kommende forsvarsordninger i dette land.

H. J. Jürgensen.