Ødelæggelser udføres for at sinke fjendens (FJ) operationer, og der hersker ingen tvivl om, at de anvendt på den rigtige måde kan være af stor militær betydning for egne styrker. Ødelæggelser er imidlertid et tveægget sværd. Mange af de objekter, der er af militær betydning, er civile objekter, hvis ødelæggelse vil påføre civilbefolkningen større eller mindre ulemper, og ved ødelæggelse af et civilt objekt og for den sags skyld også ved ødelæggelse af et militært objekt, kan der let opstå utilsigtede ødelæggelser, der har ingen eller ringe militær betydning, f. eks. kan en vejødelæggelse medføre, at liovedvandlcdningcn til en by ødelægges, hvad der kan være til meget stor gene for den pågældende bys indbyggere. Endvidere må man huske på, at man ved at ødelægge et objekt afskærer eget brug af det, og det er ingen hyggelig tanke at ødelægge objekter, der ikke giver FJ nævneværdige gener, mens det giver civilbefolkningen store gener.

Endelig bør man være opmærksom på, at ødelæggelser, der sinker egen fremrykning, ikke naturnødvendigt sinker FJ fremrykning, bl. a. på grund af hans eventuelle tekniske eller materielle overlegenhed.

En nødvendig forudsætning for, at man kan anvende ødelæggelser på den rigtige måde, er, at man forstår de tekniske og taktiske problemer, der knytter sig til deres gennemførelse. Det er hensigten med denne redegørelse at søge at klarlægge disse problemer, idet der er lagt vægt på først og fremmest at belyse de tekniske problemer. Det er min erfaring, at der hersker ukendskab om ødelæggelsers rette brug.

Årsagen hertil skyldes mange ting, men jeg vil tro, at to ting har den væsentligste skyld, nemlig at problemerne er vanskelige, og at vi mere eller mindre kritikløst har godtaget de af NATO givne bestemmelser om ødelæggelser uden at tilpasse dem efter danske forhold. En nødvendig forudsætning for, at man kan få det fulde udbytte af min redegørelse er, at man i hovedtrækkene kender de gældende bestemmelser, men forudsætningen er næppe tilstrækkelig, idet man også hør kende udsendte ødelæggelsesdirektiver fra højere myndigheder, samt ingeniørannekserne til operationsbefalingerne ved lavere myndigheder. Jeg har bestræbt mig på, at redegørelsen også kan læses med udbytte, uden at man kender noget til ovennævnte papirer, idet kun mindre afsnit forudsætter direkte kendskab hertil. Hensynet til hemmeligholdelse begrænser mine muligheder for at klarlægge alle problemer, men det er mit håb, at redegørelsen — selv med ovennævnte begrænsninger — kan bidrage til, at ødelæggelser i fremtiden anvendes på den mest hensigtsmæssige måde.

Det må være naturligt indledningsvis at slå fast, livad en ødelæggelse er. Definitionen kan passende lyde således:

En ødelæggelse er en foranstaltning, der tjener til at skabe en hindring eller til at gøre et objekt uanvendeligt.

Som eksempler på ødelæggelser, der fremkalder en hindring, kan nævnes broødelæggelser, ødelæggelse af startbaner på en flyveplads og ødelæggelse af et skib, der sænkes for at spærre et havneindløb. Ødelæggelser, der tilsigter at gøre et objekt uanvendeligt, er ofte mere komplicerede, idet det pågældende objekt består af flere objekter, der samlet eller hver for sig kan gøres uanvendelige. F. eks. består et POL-anlæg af bl. a. et pumpeanlæg, beholderen og drivmidlet, og man kan her ofte ødelægge drivmidlet — ved udløbning og afbrænding — og pumpen hver for sig, derimod kan beholderen ikke ødelægges uden samtidig at ødelægge drivmidlet, med mindre det er fjernet. Som eksempel på et objekt, som skal gøres uanvendeligt og som kun består af en del, kan nævnes signalkabler.

Vi kan af ovenstående slå fast, at hvis vi skriver i et direktiv, at POL- anlæg skal ødelægges, foreligger der flere muligheder; det samme er for så vidt tilfældet med ødelæggelse af f. eks. startbaner, idet de jo kan ødelægges mere eller mindre.

Det bedste udtryk for, hvor omfattende en ødelæggelse skal være er at angive den tid, det tager FJ at retablere det pågældende objekt — det gælder både hindringer og ødelæggelser, der tilstræber at gøre et objekt uanvendeligt.

Visse ødelæggelser kan dog ikke retableres, f. eks. afbrændte drivmidler, men jeg tror, at fremgangsmåden med at angive tiden, der medgår til retablering vil være med til at gøre forestillingerne om ødelæggelser mere realistiske og håndgribelige. For objekter, der helt forsvinder ved ødelæggelse kan man, da der ikke kan være tale om angivelse af en retableringstid, i stedet for vurdere den tid, det tager at føre tilsvarende forsyninger frem.

Vi vil nu se på de vigtigste af de definitioner, der er givet om ødelæggelser og diskutere disses hensigtsmæssighed.

Ødelæggelser deles set fra et taktisk og strategisk synspunkt i to hovedgrupper, der defineres således

Økonomisk/strategiske ødelæggelser, der omfatter sådanne produktionskilder, installationer og midler, som — hvis de falder uskadt i FJ hånd — vil kunne forøge hans krigspotentiel, f. eks. fabrikker, offentlige værker, store brændstoflagre, samlede POL-systenxer, flydedokke og evt. store broer.

Taktiske ødelæggelser, der omfatter sådanne objekter, som — hvis de falder i FJ hånd — vil forøge hans operationsmuligheder og kampeffektivitet, f. eks. veje, broer, flyvepladser, bavne, telekommunikationer, militære beholdninger og lokale stikledninger på POL-rørsyste- mer.

Der er for mig ingen tvivl om, at disse to definitioner har bidraget til at forkludre forståelse af anvendelse af ødelæggelser her i landet. De hidrører fra NATO, dog med undtagelse af, at NATO ikke taler om økonomiske ødelæggelser, men dette er som allerede antydet ovenfor ingen garanti for, at de to definitioner er anvendelige for danske forhold.

Hvis vi tænker os et angreb på Danmark, er det først og fremmest af betydning at hindre FJ i at anvende objekter, som han kan bruge under de løbende operationer. Det afgørende for, hvad vi skal ødelægge, vil ikke altid være arten eller størrelsen af objekterne, men derimod den tid, der er til rådighed for FJ til at udnytte et ikke ødelagt objekt, d. v. s. ødelæggelsernes omfang må bestemmes ud fra en vurdering af operationernes varighed. Det er formentlig indlysende, at der ingen grund er til at ødelægge en flydedok, da FJ næppe kan nå at bygge eller reparere et skib under de løbende operationer, men derimod kan han udmærket godt udnytte et stort brændstoflager. Så vidt jeg kan se, er der egentlig ingen grund til nærmere at definere disse ødelæggelser, men hvis vi vil have en definition, bør den lyde således

Taktiske ødelæggelser (i stedet for taktisk burde man måske bruge ordet operativ) er ødelæggelser, der hindrer FJ i at bruge et objekt under de løbende operationer her i landet.

Tænker man sig, at FJ har erobret landet, kan der kun være tale om at ødelægge objekter, der kan udnyttes af FJ ved de videre operationer mod andre NATO-lande. Hvis vi skal have en definition, bør disse ødelæggelser benævnes strategiske ødelæggelser og definitionen vil lyde således:

Strategiske ødelæggelser er ødelæggelser, der kan udnyttes af FJ her i

landet ved operationer mod andre NATO-lande.

Vi ser, at ordet økonomisk er forsvundet af definitionerne. Når det er blevet indført specielt her i landet — jeg er uvidende om, om det er indført i andre NATO-lande — så skyldes det formentlig problemerne i forbindelse med ødelæggelse af vore store broer. Det er muligt, at en Storebæltsbro kan blive en strategisk ødelæggelse, men det er ingenlunde sikkert, men de øvrige store broer har kun taktisk (operativ) betydning, men det kan ikke nægtes, at det vil ramme landet økonomisk, hvis broerne ødelægges. Imidlertid er antallet af store broer ikke større end, at man på forhånd kan fastlægge, om vi af økonomiske grunde skal lade være med at ødelægge dem eller om de kun må ødelægges, hvis bestemte betingelser er til stede. At disse betingelser er til stede, kan man sikre sig ved, at kun en højere myndighed må give ordren til iværksættelse. Dette sidste spørgsmål vil jeg vende tilbage til senere. Man kan få det indtryk af den »officielle« definition, at et ødelæggelsesobjekt enten er et strategisk/ økonomisk objekt eller et taktisk objekt. Men dette er ikke tilfældet. F. eks. kan et stort brændstoflager, en større havn og en flyveplads være af såvel strategisk/økonomisk værdi som af taktisk værdi. Ødelæggelsesmåden vil teoretisk være forskellig, eftersom et objekt skal ødelægges som strategisk ødelæggelse eller taktisk ødelæggelse, idet en strategisk ødelæggelse skal gøre et objekt uanvendeligt i lang tid, mens en taktisk ødelæggelse kun skal sætte objektet ud af brug, så længe operationerne mod Danmark varer. Men i praksis vil de to ødelæggelsesmåder ofte være sammenfaldende af grunde, der er nærmere belyst nedenfor.

Ødelæggelser deles set fra et mere teknisk synspunkt således

— midlertidig ubrugeliggørelse,

— delvis ødelæggelse,

— fuldstændig ødelæggelse.

Definitionerne er i givne bestemmelser givet klart, men begreberne skal alligevel anvendes med nogen forsigtighed. Det er f. eks. ikke rigtigt at tale om midlertidig at ubrugeliggøre en bro, med mindre den har en klap, hvor man kan fjerne en vigtig maskindel eller udføre en blokering. Som almindelig regel gælder, at midlertidig ubrugeliggørelse kun kan anvendes, hvor der i det pågældende objekt findes et maskineri, hvorfra vigtige dele kan fjernes, men reglen er ikke uden undtagelse, f. eks. gøres en flyveplads midlertidig ubrugelig ved at spærre startbanerne med køretøjer eller lignende, altså det modsatte af at fjerne en eller flere genstande og en bro uden klap kan gøres midlertidig ubrugelig ved at sprænge en kampvognshindring i en dæmning, der fører til broen.

Delvis ødelæggelse og fuldstændig ødelæggelse er defineret ud fra broødelæggelser, og de er lier tilfredsstillende. Dog er det ganske urealistisk at tale om, at f. eks. Storstrømsbroen skal ødelægges fuldstændig, — det vil ingen tænkende mennesker i dette land drømme om — og det er ligeledes ikke rigtig, at en bro med et fag skal ødelægges delvist. Ødelægges et objekt ved afbrænding er det normalt også forkert at tale om delvis ødelæggelse.

Begreberne rationel ødelæggelse og hurtig ødelæggelse bør udgå; de kan kun virke forvirrende.

Efter at vi har set på de vigtigste definitioner vedrørende ødelæggelser, kan vi vende os til det meget vigtige spørgsmål, nemlig hvordan finder vi ud af, hvad vi bør eller kan ødelægge.

For at kunne besvare dette spørgsmål fyldestgørende er vi nødt til at dele ødelæggelser op på følgende måde

— Ødelæggelser, der er forberedt i fredstid, og hvor de fornødne midler til udførelse er til stede eller udpegede.

— Ødelæggelser, der udføres under de løbende operationer; de kan efter forholdene være forberedt i fredstid eller ikke, men midlerne til udførelse er ikke til stede eller udpeget, bortset fra hvad enhederne medfører.

— Ikke tilsigtede ødelæggelser, der dels skyldes egen beskydning og dels skyldes FJ beskydning.

Først vil vi se på de i fredstid forberedte ødelæggelser.

Det helt afgørende for, hvilke ødelæggelser, der skal udføres, er den operationsplan, som COMBALTAP udsender. De nationale myndigheder kommer kun ind i billedet, fordi de skal skaffe midlerne til at udføre ødelæggelser, og fordi COMBALTAP ikke har kommandoen over de ham underlagte styrker i fredstid. Det første kan næppe ændres, bl. a. fordi de fornødne bevillinger skal vedtages i folketinget, men det sidste kan ændres, men hvis man ikke vil gøre det, bør der skabes et eller andet organ, der på forsvarschefens og de 3 værnskommandoers vegne kan forhandle sig til rette med COMBALTAP, idet de fleste problemer vedrørende ødelæggelser er intervæms.

Bedst vil det selvfølgelig være, livis forsvarsstaben + de 3 værnskommandoer blev slået sammen til enhedskommando, men det er vist for meget at håbe på. At sende COMBALTAP operalionsplan vedrørende ødelæggelser til udtalelse ved de fire nævnte myndigheder er ikke en god fremgangsmåde, men kan andre fremgangsmåder ikke gennemføres, er der ingen vej uden om.

Vi tænker os nu, at de taktiske og strategiske retningslinier for ødelæggelser er fastlagt; og desværre må det her siges, at de fleste herefter anser problemerne for i hovedsagen at være løst, men man kan snarere sige, at nu begynder de først.

Navnlig to spørgsmål trænger sig på

— hvilke tekniske muligheder er der for at ødelægge det pågældende objekt, og hvilken taktisk værdi har det,

— fremskaffelse af midler til at ødelægge objektet.

Rent teoretisk kan man ødelægge ethvert objekt, men i praksis kan det ikke lade sig gøre, fordi de nødvendige midler ikke kan fremskaffes, og i mange tilfælde er det heller ikke nødvendigt set fra et taktisk synspunkt.

I det følgende vil jeg forsøge at give en teknisk-taktisk vurdering af de ødelæggelsesobjekter, der almindeligvis kan komme på tale her i landet.

Broer.

Ødelæggelse af broer er set fra et teknisk synspunkt normalt ikke vanskelig at gennemføre. Anlægges et taktisk synspunkt, må man erkende, at der i de fleste steder i landet består en mulighed for, at kamphandlinger kan finde sted. Disse to ting i forening har gjort, at man ikke har skabt nogen egentlig tyngde i de hindringer, der er blevet forberedt. Man kan — om end lidt overdrevet — sige, at lige såvel som det ikke er rigtigt at forsvare et landområde ved at fordele de til rådighed stående antal soldater med et vist antal pr. fladeenhed, er det forkert at anvende en lignende fremgangsmåde for hindringer.

Personlig er jeg af den opfattelse, at en hroødelæggclse, der med det omgivende terræn ikke giver en kampvognshindring, og som ikke er forsvaret med de fornødne styrker, ikke har større værdi — hvis nogen værdi overhovedet.

Fastholdes denne hovedlinie vil antallet af broødelæggclser ikke blive af større omfang, og det vil igen medføre, at der kan føres bedre kontrol med iværksættelse af de pågældende broødelæggelser, og at man vil være i stand til at fremskaffe de fornødne midler og et eventuelt overskud af midler indvundet herved kan overføres til andre og mere vigtige objekter. Man kan dog ikke se bort fra, at selv passive kampvognshindringer vil få mindre og mindre betydning i fremtiden på grund af navnlig udviklingen af amphibiekøretøjer, broslagningskampvogne og bulldozere, men i den nærmeste fremtid vil kampvognshindringer have betydning.

Veje.

Det vil normalt ikke kunne betale sig at ødelægge veje, undtagen hvor vejen består af en bro. Hvor der er høje dæmninger eller dybe afgravninger kan det undtagelsesvis betale sig, og ligeledes kan det af og til betale sig at ødelægge en bro, der fører over den pågældende vej, men det får mindre og mindre betydning, efterhånden som der bliver flere og flere terrængående køretøjer, samt bulldozere. En del af den faglige tjeneste vil formentlig i fremtiden som hidtil blive udført ved hjælp af ikke-terrængående køretøjer, men hvis kampenheder uden større besvær kan passere vejødelæggelser, vil moderne materiel relativt let etablere det ødelagte vejnet, før det er nødvendigt at fremføre større forsyninger på hjulkøretøjer. Man må også i denne forbindelse huske på, at der her i landet er et yderst udviklet vejnet, og det vil kræve en meget stor indsats at ødelægge alle veje, en indsats, der er langt større end FJ behøver at yde, da han kan nøjes med at retablere et mindre antal veje. Vejødelæggelser vil ofte medføre ikke tilsigtede ødelæggelser af signal-kabler, og navnlig i byer af vand-, el- og gasledninger.

Havne.

Set fra et taktisk synspunkt er det meget ønskeligt at ødelægge visse liavne. FJ har i dag og sikkert også i lang tid fremover kun to muligheder for at landsætte tungt materiel, nemlig at landsætte det på åben strand fra landing sliips eller fra skibe, der anløber en bavn, der er dyb nok til at tage det pågældende skib. Imidlertid er opgaven set fra et teknisk synspunkt vanskelig at gennemføre. Det afgørende spørgsmål, set fra et teknisk standpunkt, er, om man kan ødelægge kajer, således at det fyld, der væltes ned i havnen + den ødelagte kaj bliver så bred, at FJ ikke kan anvende medbragt bromateriel eller kraner. For at nå dette skal man anvende 20—50 kg sprængstof pr. lb.m. kaj, og når man betænker, at der i Københavns havn er ca. 20 km kaj, så vil denne havn alene med minimum 20 kg pr. lb.m kræve 400 t sprængstof. Dette tal er så stort, at det er ganske urealistisk at tro, at det kan fremskaffes, men selv om det kunne fremskaffes, vil de øvrige midler — ladningskamrc, personel til udførelse og opbevaring og transport af sprængmidlerne — være af et sådant omfang, at ingen drømmer om at anskaffe eller indsætte dem. Vi må i denne forbindelse gøre os helt klart, at kun en begrænset tid står til rådighed, og det øger i bøj grad kravet til personel og transport.

Hvad kan vi da gøre? Følgende muligbeder foreligger:

— Blokering af indsejlingsløb, havneindløb evt. indsejlingsløb til de enkelte havnebassiner ved sænkning af skibe, i undtagelsestilfælde jernbanemateriel og ødelagte broer,

— ødelæggelse af havnens faciliteter, f. eks. fa>rgeklapper, navigerings- hjælpemidler, kraner, POL-anlæg,

— sprængning i »rodenden« af moler, der kan bruges som kajer.

Disse ødelæggelser kan suppleres med miner såvel til lands som til

vands. Jeg skal ikks udtale mig om mulighederne for at udlægge miner til vands, men til lands ser jeg ikke mange muligheder, hvis der skal skaffes midler til at gennemføre ovennævnte ødelæggelsesforanstaltninger ved havne.

Til ødelæggelserne ved bavne skal i øvrigt knyttes følgende bemærkninger:

En forudsætning for at man kan sænke et skib er, at der findes et sådant. Det vil ikke altid være tilfældet, men for de vigtigste havnes vedkommende må det kunne lade sig gøre at »designere« de fornødne skibe.

I forbindelse med sænkning af skibe skal bemærkes

— det er relativt let at udføre ødelæggelse af et skib for at sænke det,

— den vanskeligste opgave vil sikkert ofte blive at få sejlet skibet på plads, da man normalt ikke kan kommandere skibets eget mandskal) til at udføre sejladsen,

— et sænket skib, der er lastet, vil være vanskeligere at fjerne end et tomt skib.

Ødelæggelse af havnefaciliteter vil normalt være en let opgave. POL- anlæg vil dog rumme særlige problemer, som vil blive omtalt senere.

Sprængning af »rodenden« af en mole vil ofte kræve store mængder sprængstof, da den bortsprængte længde skal va're længere end broslagningskampvogne kan klare og belst så lang, at en bro uden mellemunderstøtninger ikke kan bygges over det frembragte gal).

Hvis man erkender, at ovennævnte foranstaltninger er de eneste, der hviler på en realistisk basis, er der ingen påviselig grund til at skelne mellem landsætnings- og forsyningshavne, som i øvrigt er en dansk opfindelse.

Flyvepladser.

Flyvepladser ødelægges dels som taktisk ødela“ggelsc og dels som strategisk ødelæggelse. På grund af de enorme midler, der skal til for at ødelægge en flyveplads, vil der normalt ikke blive tale om at skelne mellem taktisk og strategisk ødelæggelse, og jeg vil derfor kun omtale taktisk ødelæggelse. Har det nogen betydning at ødelægge en flyveplads? Der er i dag fremstillet en prototype på jagere, der kan starte og lande lodret. Om man også har tilsvarende maskiner, der kan tage mandskab og forsyninger ved jeg ikke, men det kan kun være et spørgsmål om tid. Til en flyveplads vil der dog altid være tekniske installationer, der kan anvendes, og som ikke vil findes på en tilfældig mark. Konsekvensen af ovenstående vil blive, at der kun er grund til at ødelægge de tekniske installationer, når FJ råder over et tilstrækkeligt antal maskiner, der kan starte og lande lodret, men indtil da kan det betale sig at ødelægge startog rullebanernc. Det siger sig selv, at en fuldstændig ødelæggelse af en startbane er uoverkommelig, og det drejer sig derfor om at finde frem til den korteste afstand, som hovedparten af maskiner ikke kan lande på. På grund af forskellige bremseanordninger er denne banelængde ikke stor, og derfor er det under alle omstændigheder en vanskelig opgave at ødelægge en startbane. Et andet problem er, at der normalt omkring startbanerne findes græsmarker, som der også kan landes på, og at ødelægge disse græsmarker er normalt uoverkommeligt. Ligeledes vil det ved de fleste flyvepladser være umuligt at ødelægge alle de tekniske installationer, som kan anvendes af FJ. Installationer til navigering af luftfartøjerne kan under alle omstændigheder ødelægges. POL-anlæg vil ligeledes normalt kunne ødelægges, mens det vil være vanskeligt eller umuligt at ødelægge ammunitionsoplag og værksteder. Der har været en stærk tendens til her i landet at ville ødelægge for meget på en flyveplads, og det kan meget let føre til — rent bortset fra at midlerne ikke kan fremskaffes — at det hele bliver ukontrollabelt. En flyveplads har nu engang en stor udstrækning, og det siger sig selv, at det kræver en sikker kommandoføring, der råder over et sikkert signalnet, hvis alt skal kunne virke. Jo færre anlæg — og det skal selvfølgelig være de væsentligste, som FJ kan benytte under de løbende operationer — jo lettere kan ødelæggelsen gennemføres.

POL-anlæg.

Der har været en tendens til, når der tales om ødelæggelse af POL- anlæg at omtale dem, som om de var ens. Dette er ingenlunde tilfældet. For det første varierer størrelsen af anlæggene fra ca. lm3 til ca. % million m3, og for det andet kan et POL-anlæg indeholde forskellige drivmidler, hvoraf nogle ikke har militær betydning. De drivmidler, der først og fremmest har militær betydning, er benzin, flybenzin, turbinebrændstof og gas- og dieselolier, og en eventuel ødelæggelse bør derfor kun omfatte disse drivmidler.

Der er to problemer, der må tages i betragtning, når POL-anlæg skal ødelægges, nemlig at antændte drivmidler kan forårsage ikke tilsigtede brande, og at de endvidere kan forgifte drikkevandet. Det er meget vanskeligt at give et generelt konkret svar på, hvor stor faren er for disse to nævnte ikke tilsigtede virkninger, og konsekvensen heraf bør være, at POL-anlæg over en vis størrelsesorden kun må ødelægges ved sprængning eller afbrænding, hvis de er forberedt i fredstid, hvorved begge faktorer kan tages i betragtning.

Rent teknisk set er det ikke vanskeligt at ødelægge et POL-anlæg ved sprængning eller afbrænding, men hvor det drejer sig om større anlæg kræver det et stort personel og et sikkert kontrolapparat.

Man kan risikere, hvis man anvender sprængning, at det pågældende drivmiddel antændes, men det er ingenlunde sikkert. Men hensyn til afbrænding skal det bemærkes, at de tunge drivmidler kan være vanskelige at antænde.

Følgende andre metoder kan anvendes

— sammenblanding af forskellige drivmidler,

— tilsætning af et stof, der ændrer det pågældende drivmiddel,

— tømning af tankene.

Sammenblanding af drivmidler kan i hovedsagen kun ske, hvis der inden for det samme POL-anlæg er oplagret forskellige drivmidler, men er i øvrigt en relativ let fremgangsmåde.

Drivmidler kan ødelægges ved f. eks. at opløse et stof i drivmidlet.

Vi kender alle et eksempel fra krigen, nemlig sukker i benzin. Fremgangsmåden er dog ikke anvendelig i praksis, hvor det drejer sig om større mængder drivmidler.

Tømning af tankanlæggene er en simpel foranstaltning at udføre. Omkring enhver drivmiddeltank, hvad enten den er bygget over jorden eller i jorden, er der en jordvold el. lign., der standser drivmidlet i at sprede sig over større områder.

Jeg går ud fra, at drivmidler, der således er løbet ud i en »dam«, ikke umiddelbart kan anvendes — i hvert fald skal der bruges pumper, der drives elektrisk på grund af brandfaren. Udløben benzin og andre lette drivmidler kan eventuelt ledes ud på vand, livor de flyder oven på, og de kan dernæst antændes, således at den opstående brand danner en hindring, f. eks. i en havn.

Signalkommunikationer.

Signalkommunikationer følger normalt broer, og de vil blive ødelagt, når de pågældende broer sprænges; uden for broer ligger de normalt i vejsiden, men i nogle tilfælde således at de ikke ødelægges ved en sprængning af vejen. For at sikre at signalmidlerne kan virke i den indledende fase i en krig her i landet, kan man sørge for at fjerne kabler, der bl. a. sikrer radarstationernes signalforbindelser, fra de i fredstid forberedte broer; dette skulle være økonomisk overkommeligt.

Ødelæggelse af dæmninger for at fremkalde oversvømmelser.

En sådan ødelæggelse kræver så store midler, at den kun kan gennemføres inden for en rimelig tid, hvis forberedelserne er truffet i fredstid.

Muligheden for at udføre effektive oversvømmelser i løbet af kort tid er i øvrigt af mindre omfang her i landet, men de kan have stor taktisk værdi.

Ødelæggelse af militære beholdninger.

Der er her i landet en tendens til, at blot en genstand tilhører forsvaret, så skal den ødelægges for ikke at falde i FJ hænder. Grunden hertil er måske den kritik, som under besættelsen blev rejst mod bæren, fordi intet blev ødelagt uden på den enkeltes initiativ. Imidlertid er det ingen let opgave, og fastholdelse af at alt skal ødelægges, kan let medføre, at intet eller meget lidt bliver ødelagt. Derfor er jeg af den opfattelse, at man skal finde ud af, hvad der virkeligt må anses at være nødvendigt at ødelægge og kun udarbejde planer for dette materiel, såfremt det er muligt at udføre ødelæggelsen inden for en rimelig tid med de til rådighed stående midler. Jeg skal i denne forbindelse pege på, at der ikke kan regnes med at ødelægge al ammunition — det er en for vanskelig opgave — men man må kunne finde ud af, hvad der er vigtigst at ødelægge.

Fabrikker, offentlige værker m. v.

Hvis man vil ødelægge de oven for nævnte objekter, bliver der ingen midler til at ødelægge disse objekter. Under alle omstændigheder bør de kun ødelægges, hvis de er forberedt i fredstid.

Jeg tror i øvrigt ikke at det hverken bar større taktisk eller strategisk betydning at ødelægge sådanne objekter lier i landet.

Ovenstående var en besvarelse af spørgsmålet: Hvilke tekniske muligheder er der for at ødehrgge et objekt og hvilken taktisk værdi har det.

Vi skulle dernæst se på det næste spørgsmål: Fremskaffelse af midlerne til at ødelægge objektet.

De midler vi skal råde over er følgende:

— Ødelæggelsesplan,

— udførelse af ladningskamre m. v.,

— personel,

— sprængmidler, signalmidler m. v.,

— opbevaring af sprængmidleme m. v.

Ødelæggelsesplancr udarbejdet for de i fredstid forberedte ødelæggelser, fremstilles for hærens vedkommende i hovedsagen af landsdelsingeniørofficeren. På grund af den vanskelige personelsituation kan kun begrænsede resultater opvises. Om det er muligt at trække personel fra mindre vigtige opgaver, skal jeg ikke udtale mig om, men derimod er jeg overbevist om, at skal forberedelse af ødelæggelsesarbejder give et effektivt resultat, må der anvendes mere personel. Hvem der udfører planerne ved de to andre værn, er jeg ikke klar over, men jeg har indtrykket af, at heller ikke disse to va*rn har den fornødne arbejdskraft.

Udførelse af ladningskamre m. v. er normalt ikke nogen vanskelig opgave og navnlig er den let, hvis de udføres samtidig med at det pågældende objekt bygges. Mange er af den opfattelse, at man i ethvert nyt objekt bør indbygge ladningskamre m. v., da man jo ikke kan vide, om man skulle få brug for at ødelægge objektet.

Jeg advarer lidt mod denne tendens af følgende grunde:

— Det vil ikke være muligt at fremskaffe de fornødne midler, jfr. nedenfor,

— udførelsen vil blive vanskelig at kontrollere,

— felthæren kan kun i begrænset omfang overtage ansvaret for udførelsen, jfr. afsnit om ødelæggelser under de løbende operationer,

— faren for at FJ bruger forberedelsen.

Hidtil har det personel, der har været anvendt til udførelse af forberedte ødelæggelser i overvejende grad være rckruteret fra hjemmeværnet; det gælder dog ikke ødelæggelse af militære beholdninger ved alle værn og visse militære installationer navnlig ved søværnet og flyvevåbnet. Antallet af HJV-folk har i de senere år været ret konstant, og det må derfor antages, at hvis man skal skaffe flere folk for at bringe ødelæggelserne ind i en mere realistisk hane, må man omskole visse HJV-enheder.

Om dette er muligt eller om det er muligt at rekrutere nye folk eller fordele de allerede rekruterede på en anden måde ved jeg ikke, men jeg ved, at det er nødvendigt.

Når personellet er udpeget, skal det uddannes, og når det er uddannet, skal det ved øvelser kontrolleres, om det kan løse sine opgave. For at uddannelsen skal kunne udføres til bunds, må der fremstilles attrapper m. v., og det kræver ikke megen fantasi at forestille sig at hele denne uddannelse og kontrollen hermed kræver en stor personelindsats; hertil kommer, at hjemmeværnet normalt kun kan holde øvelser udenfor normal arbejdstid, hvad der giver det uddannende og kontrollerende personel en ekstra byrde.

Anskaffelsen af sprængmidler er i første række et økonomisk spørgsmål, men visse objekter kræver særlig formede ladninger, der må fremstilles særskilt, og det kræver personel at finde frem til den rigtige løsning. Jeg har under sprængmidler også nævnt signalmidler. Hvis man ikke råder over et sådant materiel, vil de forskellige ødelæggelseshold på f. eks. en flyveplads, større havn eller større POL-anlæg ikke kunne sættes ind på tilfredsstillende måde. Selv en vigtig bro skal have mindst tre antændelsessteder, hvoraf to elektriske og også her er signalmidler nødvendige. M.v. står for materiel, der skal bruges for at beskytte mandskabet, der skal iværksætte de pågældende ødelæggelser f. eks. sandsække, redskaber til udførelse af dækningsanlæg m. v.

Opbevaring af sprængmidler har også vist sig at frembyde problemer. Grunden hertil er i første række, at sprængstof ikke må oplægges, uden at der er en passende sikkerhedsafstand til nærmeste bebyggelse, og hvis der ingen sikkerhedsafstand er, må de kun oplægges i mindre mængder i særlig emballage, og bygningerne, der skal rumme det, skal opfylde særlige bygningsmæssige krav. Det er indlysende, at hvis sprængmidler m. v. ikke er i passende nærhed af det pågældende objekt, vil den tid, der medgår til iværksættelse af en ødeælggelse, let blive uakceptabel, og i øvrigt er der så mange problemer i forbindelse med en længere transport, at det hele bliver noget usikkert. Det må være muligt, bl. a. ved at anvende eksisterende installationer ved alle værn, at få anbragt de fornødne sprængmidler.

Ovenstående har behandlet ødelæggelser, der er forberedt i fredstid, og hvor de fornødne midler til udførelse er til stede. Vi skal nu se på hvilke ødelæggelser, der kan udføres under de .øbcnde operationer. Disse ødelæggelser vil i hovedsagen omfatte

— broer

— veje

— Pol-anlæg under en vis størrelse

— signalkommunikationer

— militære beholdninger og installationer.

Udførelsen vil ske af såvel felthæren som regionsforsvaret. Dog kan man ikke regne med, at HJV kan foretage andre ødelæggelser end de i fredstid forberedte. Vi ser, at antallet af de objekter, der kan ødelægges under de løbende operationer, er mindr? end hvad der kan ødelægges, når objekterne er forberedt i fredstid. Dette forhold skyldes dels, at der ikke vil være tid til at udføre mere og dels, at felthær + regionsforsvar ikke bar den fornødne uddannelse og de fornødne midler.

Dette udelukker selvfølgelig ikke, at feltbær + regionsforsvar kan supplere de ødelæggelser, der er pålagt HJV at udføre, men dette supplement vil i højere grad omfatte udførelsen af hindringer, f. eks. mineringer i forbindelse med broødelæggelser. Og i visse tilfælde vil felthæren også kunne ødelægge andre objekter end de nævnte, f. eks. bavne, men det vil kun blive i meget begrænset omfang. Jeg går ud fra, at søværn og flyvevåben ikke har personel, der kan ødelægge objekter under de løbende operationer. De to værns personel vil formentlig have nok at gøre med at ødelægge egne installationer og udrustning.

Om de enkelte objekter følgende bemærkninger:

Broer og veje.

Bevægelighed er tidens løsen, og derfor vil en væsentlig del af de ingeniørstyrker, der rådes over, blive anvendt til at opretholde egne bevægelser.

Men det gælder jo også om at hindre FJ i at bevæge sig, og det må i første række ske ved at udbygge de i fredstid forberedte ødelæggelser, hvor der er HJV til stede. Herudover kan man forberede visse ødelæggelser, som feltbær — regionsforsvar normalt alene skal udføre. Disse ødelæggelser kan udføres, hvor der er muligheder for defensiv kamp. Ud over ovennævnte ødelæggelser vil der kun i begrænset omfang blive tale om større ødelæggelse af veje og broer. Ved ødelæggelse af broer og veje vil man i mange tilfælde opnå utilsigtede ødelæggelser af signalkabler (omtalt nedenfor) samt vand-, el- og gasledninger.

POL-anlæg.

Som det allerede er omtalt, kan ødelæggelse af POL-anlæg give anledning til utilsigtede brande og forgiftning af drikkevandet. Ved at forberede et POL-anlæg i fredstid, kan man tage disse to faktorer i betragtning på en anderledes sikker måde end under de løbende operationer. Da det ikke er muligt at forberede alle POL-anlæg til ødelæggelse, og da det er vigtigt at liindre FJ i at bruge dem, kan man dog bemyndige brigadechefen m. fl. til at ødelægge mindre anlæg, f. eks. ved udtømning. Hvad man skal forstå ved mindre anlæg, kan jeg desværre ikke give konkret.

Signalkommunikationer.

Ved ødelæggelse af broer og veje vil signalkabler, hvis de ikke er fjernet fra broerne eller lagt ud til siden for vejen, normalt blive ødelagt. Man har været inde på, at man ikke må ødelægge broer og veje med fjernkabel, men en sådan bestemmelse vil gøre mange hindrelinier illusoriske, da der findes mange fjemkabler i dette land. At omlægge alle fjemkabler vil ikke være økonomisk muligt. Som grund for at man ikke vil ødelægge fjemkabler, har man bl. a. angivet, at civilbefolkningen vil blive ramt hårdt, men jeg kan ikke se, at ødelæggelse af f. eks. broer og POL-anlæg skulle ramme civilbefolkningen mindre hårdt og set fra et økonomisk synspunkt betyder det ingenting i sammenligning med ødelæggelse af f. eks. flyvepladser og større havne. Ødelæggelse af fjemkabler som en selvstændig foranstaltning vil forekomme, men vil næppe finde sted i større udstrækning.

Militære beholdninger og installationer.

Det mandskab, der betjener depoter med militære beholdninger og betjener en militær installation, skal kunne foretage den fornødne ødelæggelse, hvis det skønnes nødvendigt, evt. med bistand fra hjemmeværnet.

Felthæren + regionsforsvar skal ligeledes selv kunne ødelægge den medførte udrustning, hvis der er fare for at den falder i FJ hænder.

Ikke tilsigtede ødelæggelser, der dels skyldes egen beskydning og dels skyldes FJ beskydning, kan ramme alle de oven for nævnte objekter, men ødelæggelsen vil normalt blive mere tilfældig. I øvrigt kan både egen beskydning og FJ beskydning gå ud på tilsigtet at ødelægge et objekt. Bliver der anvendt atomvåben i en fremtidig krig, vil de ikke tilsigtede ødelæggelser blive af et meget stort omfang, men selv konventionelle våben kan give anledning til store ødela’ggclser. Mange af disse ødelæggelser vil ikke liave større militær betydning, men store brande, fremkaldt af beskydningen samt murbrokker, der falder ud på vejene, kan skabe betydelige bindringer. Vi bar allerede hørt eksempler på, at egen iværksættelse af ødelæggelser kan medføre ikke tilsigtede ødelæggelser, og det kan meget vel tænkes, at man — hvis den pågældende ødelæggelse ikke påfører FJ større gener — vil afstå fra at gennemføre ødelæggelse af et objekt på grand af ulemperne, der påføres civilbefolkningen.

Vi skal nu se på de problemer, som står i forbindelse med udførelsen af en ødelæggelse. Udførelsen kan deles op i

— klargøring og

— iværksættelse.

Klargøring er defineret således: »Anbringelse af ødelæggelsesmidlerne på objektet, men på en sådan måde, at objektet stadig er intakt og brugbart«. Denne definition tager ensidig sigte på klargøring af sprængninger, og er på dette område rigtig bortset fra, at det i visse tilfælde ikke er muligt, at objektet efter klargøring er intakt, f. cks. kan ledningerne på en bro være anbragt således, at færdsel ikke kan foregå, med mindre dele af klargøringen fjernes. Ved klargøring af objekter, der skal ødelægges ved andre måder end sprængning, vil klargøringen ofte bestå i, at man anbringer ødelæggelsesmidlerne i nærheden af objektet, f. eks. redskaber nødvendige for at ituslå objektet, tændmidler til afbrænding o. s. v. En forudsætning for at klargøringen kan foregå på rimelig tid er, at de pågældende ødelæggelsesmidler er opmagasineret i en passende nærbed af objektet. Det er navnlig vanskeligt på grand af sikkerhedsafstanden at få anbragt sprængmidler, og problemet vanskeliggøres ved, at mange objekter ligger i bebyggede områder. Spørgsmålet skal imidlertid løses, tbi det må forudses, at transporten evt. skal foregå på veje med flygtende civilbefolkning, og det kan forårsage, at transporttiden bliver så lang, at klargøringen ikke kan fuldendes i rette tid.

Når klargøringen er færdig, opstår et vigtigt spørgsmål, nemlig om der kan ske en utidig iværksættelse. Denne kan ske ved FJ beskydning, ved angreb af FJ patruljer, fejltagelse på grand af nervøsitet og for elektrisk antændelses vedkommende endvidere vejret.

FJ beskydning har normalt kun betydning ved sprængninger. Hvis man tanker sig, at tændsystemet er forbundet, vil en detonationsoverføring til detonator, ladninger eller ringledning medføre, at sprængningen detonerer i utide. Detonatorerne kan man evt. undlade at påsætte — det tager kun kort tid at anbringe dem —, men på den anden side kan man let sikre detonatoren, således at den er ligeså sikker mod beskydning som den øvrige del af klargøringen, f. cks. ved hjælp af sandsække. Til sikring mod at sprængningen detonerer i utide, kan man undlade at forbinde ledningssystemet, men det tager en vis tid at samle det igen. I mange tilfælde er det muligt at anbringe hele eller dele af klargøringen i dækning, f. eks. under en bro og i så fald nedsættes faren for utidig iværksættelse ved beskydning meget va'sentligt. Ved beskydning med atomvåben vil ledningssystemet, evt. ladningen brænde og detonatoren detonere. Anbringelse af dækket klargøring er derfor dobbelt vigtig ved beskydning med A-våbcn.

De FJ patruljer — ved store broer kan der va-rc tale om større FJ styrker — vil ikke altid have til opgave at iværksætte en klargøring; deres opgave vil snarere være at fjerne klargøringen for at sikre eget brug af objektet. I sidste tilfælde vil det ikke liave betydning, om klargøringen er sikret eller armeret.

Ved ikke at have detonatoren påsat kan man sikre utidig antændelse på grund af nervøsitet.

Tordenvejr og visse elektriske udladninger fra elektriske anla-g kan give utidig antændelse, med mindre detonatorer ikke er påsat.

Når man bar truffet en eller flere af ovennævnte foranstaltninger, taler man om. at klargøringen er sikret, men som det fremgår af ovenstående, er det vanskeligt eller umuligt at angive eksakt, livad der rent teknisk forstås herved. For den taktiske fører vil det afgørende spørgsmål være: Hvor lang tid tager det at gøre klargøringen klar til iværksa’ttclse, og livis han finder denne tid uakceptabel, må en større risiko løbes.

I modsætning til »sikret« taler man om »armeret« klargøringer, hvorved man forstår, at klargøringen skal va:re klar til øjeblikkelig iværksættelse. Helt øjeblikkelig kan det kun være ved elektrisk antændelse under forudsætning af, at det ikke er tordenvejr eller der kan ske antændelse ved elektriske udladninger andet steds fra. I så fald skal detonatoren påsættes. Ved antændelse med langsom tændsnor vil der medgå den tid, det tager den langsomme tændsnor at forbrænde, normalt omkring et minut.

Som vi allerede liar set, er begreberne »sikret« og »armeret« teknisk set ikke noget helt eksakt, og hertil kommer, at de ikke uden videre kan anvendes på alle objekter, f. eks. kan man ikke tale om, at en havn er armeret. Det afgørende her er, om de skibe, der skal sænkes, er sejlet på plads, og da sprængmidlerne er anbragt mod bunden af skibet, er de dækket relativt sikkert. Ved objekter af større udstrækning f. eks. store havne og flyvepladser, hvor flere enkeltobjekter ødelægges, kan man i øvrigt godt tænke sig, at visse objekter er armeret og visse sikret.

Ved omtale af begreberne sikret og armeret har vi nærmet os spørgsmålet: Hvordan sikrer vi os set fra alle synspunkter en rettidig iværksættelse. To ting er her afgørende

— hvem skal give ordren til iværksættelse,

— hvem skal på stedet sikre ordrens gennemførelse.

Til brug for løsningen af disse to spørgsmål har man defineret myndigheder og personer, udarbejdet standardblanketter og instruktioner.

Det er mit indtryk, at disse bestræbelser har bidraget til, at problemerne i forbindelse med rettidig iværksættelse står mere klart, men dels fordi problemerne ved iværksættelse af de i fredstid forberedte ødelæggelser og de under de løbende operationer udførte ødelæggelser ikke er helt identiske, og dels fordi det kan være af værdi at belyse nævnte problemer på en mere uortodoks måde end i givne bestemmelser, forsøger jeg nedenfor at belyse problemerne i forbindelse med iværksættelse.

Når vi skal se på, hvem der skal give ordren om iværksættelse, er det naturligt at se hver for sig på de i fredstid forberedte ødelæggelser og ødelæggelser, der foretages under de løbende operationer.

De i fredstid forberedte objekter kan stort set deles i 3 kategorier:

— Objekter, som ikke skønnes at have betydning for — eller som ikke er absolut nødvendige til — gennemførelse af egne operationer, men som skønnes at have betydning for FJ operationer (kategori 1),

— objekter, som først må ødelægges på et af operationernes forløb afhængigt tidspunkt, og som under alle omstændigheder skal ødelægges, hvis der er fare for FJ erobring (kategori 2),

— objekter, som kun må ødelægges, hvis særlige forhold gør sig gældende, og som kun skal ødelægges, når en højere myndighed giver ordre hertil (kategori 3).

Hvis FJ angriber et kategori 1 objekt er der ingen tvivl om, hvem der giver ordre til iværksættelse. Det er ødelæggelsesholdføreren eller dennes stedfortrædere, og hvis der undtagelsesvis er objektnærsikring, vil det være objektnærsikringsføreren eller dennes stedfortrædere.

Man er altid interesseret i at udføre iværksættelsen, inden FJ angriber, dels fordi man derved får tid til at udføre en ovt. mislykket ødelæggelse eller supplere en delvis mislykket ødelæggelse, og dels fordi man får tid til at supplere ødelæggelsen, hvis den skal være en hindring, med miner. Imidlertid kan udførelse af ødelæggelser, før FJ angriber, medføre, at man røber egen hensigt.

Idet vi holder fast ved, at et kategori 1-objekt under alle omstændigheder skal ødelægges, hvis der indledes FJ handlinger mod objektet -—- der behøver ikke engang at være umiddelbar fare for, at det falder i FJ hånd intakt —, kan der siges følgende om iværksættelsestidspunktet

— objektet er klargjort ved en beredskahsgrad, før krigstilstands indtræden. Iværksættelscstidspunktet vil ofte enten være ved krigstilstands indtræden, eller hvis sløringshensyn kræver det på et nærmere fastsat tidspunkt eller mørkefald. Hvis felthæren ikke er til stede, er det naturligt, at CH/region, evt. CH/militærdistrikt sørger for at give de fornødne ordrer. Er objektet beliggende i et område, hvor en brigade har kommandoen, er det denne, der giver de fornødne ordrer, men det vil være naturligt stadig at anvende den regionale kommandovej,

— objektet klargøres først efter krigstilstands indtræden. Iværksa;ttcl- sestidspunktet vil enten være, så snart objektet er klargjort eller et nærmere bestemt tidspunkt, der normalt kan fastsættes ved ødelæggelsesholdets udsendelse.

Kategori 1 broobjekter vil ofte være klargjort således, at færdsel ikke umiddelbart kan foregå, idet denne skal foregå over kategori 2 og 3 broer. Hvis dette sidste ikke er muligt, kan der opstå krav fra navnlig enheder fra felthæren, at de skal passere kategori 1 broer. Klargøringen kan normalt uden større besvær fjernes så meget, at færdsel kan foregå, men hvis FJ er lige i hælene på den pågældende enhed, kan fjernelsen af klargøringen medføre, at broen ikke bliver ødelagt, og hvis man ødelægger broen rettidig vil den pågældende enhed eventuelt blive fanget i en fælde. Man kan ikke sige andet, end at der må udvises den fornødne smidigbed for at opnå det bedste resultat.

Kategori 2 ødela'ggelser, nemlig objekter, som kun må ødelægges på et af operationerne afhængigt tidspunkt, men som under alle omstændigheder skal ødelægges, hvis der er umiddelbar fare for, at FJ vil erobre objektet, giver anledning til større vanskeligheder end kategori 1 objekter med hensyn til iværksættelscstidspunktet. Hvem der skal give ordren til iværksættelse, hvis objektet står over for at blive erobret af FJ, er klart. Det er objektnærsikringsf øreren, hvis der er objektnærsikring, og ellers ødelæggelsesholdføreren.

Men hvornår tillader situationen, at man uden større gener kan ødelægge objektet? Det gør den, når man ikke mere selv har brug for objektet. Men normalt vil det være således, at fastsættelse af tidspunktet herfor er vanskeligt, da egne styrker bruger objektet, f. eks. kan det være en havn, der bruges af af egne flådestyrker eller en bro, der skal benyttes af egne styrker under tilbagegang. Objektnærsikringsførcren cvt. ødelæggelsesholdføreren vil normalt ikke kunne vurdere situationen, således at han kan afgøre tidspunktet for rettidig iværksættelse, det må en myndighed, der skønnes at have et passende overblik over situationen. Men i det øjeblik, en myndighed hvis kommandostation ikke ligger ved objektet, skal give ordren opstår spørgsmålet: Hvordan kan man sikre sig, at ødelæggelsesordren går rettidig igennem. Dette spørgsmål vil blive behandlet generelt nedenfor, og vi vil med kategori 2 af objekter kun se på, hvilken myndighed, der bør give ordren. Efter min mening bør det enten være regionen eller den brigade fra felthæren, der bar ansvaret for det område, hvor objektet er beliggende.

Nødordre om at objektet skal ødelægges, hvis der er umiddelbar fare for FJ erobring, vil normalt være fastlagt ud fra den forudsætning, at kun regionsforsvaret opererer i det pågældende område. Det kan tænkes, at brigaden ikke finder det hensigtsmæssigt, og den må derfor kunne ændre denne ordre, men som almindelig regel bør gælde, at dette kun sker i undtagelsestilfælde.

Den tredie kategori af objekter: Objekter, som man kun vil ødelægge, hvis særlige forhold gør sig gældende, og som kun skal ødelægges, når en højere myndighed giver ordre hertil, giver de vanskeligste problemer. De særlige forhold, der betinger en ødelæggelse, kan være egne operationer, men det kan også være økonomiske betragtninger, herunder hensynet til civilbefolkning, og endvidere objekter, der kan anvendes af FJ ved lians videre operationer mod andre lande. Imidlertid vil antallet af denne kategori af objekter ikke være stort, og derfor kan man allerede i fredstid foretage en detaljeret vurdering, men i krig er som bekendt alt muligt, og alle situationer kan derfor ikke overses på forhånd, og tilbage bliver spørgsmålene: Hvem skal give ordren til iværksættelse, og hvordan sikrer man sig, at denne ordre når rettidig frem.

Der har her i landet været en tendens til at lægge ansvaret for iværksættelsesordren op til de højeste myndigheder, men da man samtidig er klar over, at disse myndigheder ofte ikke vil være i stand til at få ordren igennem, sker der en automatisk delegering til lavere myndigheder. Jeg føler mig overbevist om, at denne tendens vil medføre, at ingen eller meget få af kategori 3 objekter vil blive ødelagt, hvis man fastholder denne fremgangsmåde. Der er ikke flere objekter i kategori 3, end at man i fredstid kan udpege den myndighed, der har ansvaret for iværksættelsesordren, og denne myndighed kan så træffe de nødvendige foranstaltninger for at kunne gennemføre iværksættelsesordren i krigstid.

Endvidere har der været en tendens til at kræve, at hvis et ødelæggelsesobjekt anvendes af et andet værn end det værn, der ødelægger det, skal ødelæggelsesiværksættende værn forhandle eller underrette det andet værn, inden iværksættelsen sker. I langt de fleste tilfælde vil der hverken være tid til forhandling eller underretning, og hvis kravet fastholdes, må man se i øjnene, at mange objekter ikke vil blive ødelagt rettidig. Det eneste man normalt kan gennemføre er at underrette, når ødelæggelsen er iværksat.

Følgende foranstaltninger kan træffes for at sikre rettidig antændelse.

For det første bør antallet af kategori 3 objekter reduceres mest muligt. Jeg kan ikke se, at antallet behøver at blive ret stort, men spørgsmålet kan diskuteres i ro og mag i fredstid.

For det andet må der udpeges en objektna?rsikringsfører med de fornødne stedfortrædere, der på stedet kan gennemføre de givne ordrer fra den myndighed, der har ansvaret for iværksættelse eller ikke iværksættelse. Men det er ikke nok at udpege den pågældende befalingsmand; han må allerede i fredstid instrueres om de situationer, der vil udløse iværksættelse og de situationer, der ikke vil udløse den. Man kan selvfølgelig ikke forudse alle situationer, men det skulle være muligt i hovedsagen at kunne overse dem. Instruktionen hør omfatte både en teoretisk gennemgang og øvelser på stedet, hvor både ødelæggelseshold og objekt- nærsikring deltager. Sådanne øvelser hør finde sted mindst en gang om året.

For det tredie må der sikres signalforbindelse mellem myndigheden og objektnærsikringsføreren. Det vil ikke være nok at basere sig på det almindelige telefonnet, men der må være et særligt kredsløb direkte fra myndigheden til objektnærsikringsføreren til rådighed. Endvidere hør der etableres en radioforbindelse. Når krigstilstand er indtrådt, bør myndigheden efter forholdene sende en officer til objektet for at skaffe myndigheden de fornødne oplysninger om forholdene på stedet. Hvis objektnær- sikringsføreren ikke kan komme i forbindelse med myndigheden, enten fordi signalmidlcme er ødelagt eller myndigheden sat ud af kraft, skal han vide, til hvilken myndighed han så skal henvende sig. Det vil normalt ikke være muligt at sikre forbindelse på forhånd til denne alternative myndighed.

For det fjerde må man sikre objektet med en ohjektnærsikring, der er i stand til gennem kamp at vinde tid til at få cn eventuel iværksættelses- ordre igennem. Som vi allerede har hørt, vil antallet af kategori 3 objekter være relativt lille, og det skulle derfor være muligt at opstille de fornødne objektnærsikringer.

For det femte hør iværksættelse kunne foregå fra mere end et sted. Det normale vil være 3 forskellige antændelscssteder ved større enkeltobjekter, nemlig 2 elektriske og 1 med langsom tændsnor, og 2 antændelsessteder ved mindre objekter. Der bør være den fornødne signalforbindelse mellem antændelsesstederne til samme enkeltobjekt — normalt felttelefon evt. signalkugler, og antændelsesmandskahct skal beskyttes ved udførelse af de fornødne dækningsanlæg.

Det er klart, at hvis man kan gennemføre de samme 5 foranstaltninger for kategori 2 objekter, vil muligheden for at iværksætte dem rettidig, blive større, men man må være klar over, at det i praksis ikke er muligt i fuld udstrækning.

Problemerne i forbindelse med iværksættelse af ødelæggelser under de løbende operationer er i hovedsagen de samme som for de i fredstid forberedte ødelæggelser, men der er visse forskelligheder, som skal fremhæves.

Den tid, der vil være til rådighed for klargøringen, vil normalt være mindre, og da klargøringen mere eller mindre skal improviseres, vil der normalt medgå længere tid til at udføre denne.

Kategori 3 objekter vil ikke indgå i de objekter, som helthæren skal ødelægge; til gengæld er det ikke sikkert, at kategori 2 objekterne skal ødelægges, hvis der er umiddelbar fare for FJ erobring, idet man meget vel kan tænke sig, at styrker er afsat til tilbageerobring af objektet, hvis det rigtige tidspunkt ikke er inde for iværksættelse af ødelæggelsen. Dette kan medføre, at man overhovedet ikke vil klargøre et objekt før på et senere tidspunkt, idet FJ jo også kan bruge egen klargøring.

Det er vanskeligere under de løbende operationer end ved de i fredstid forberedte ødelæggelser at fastlægge, hvem der har beføjelse til at iværksætte ødelæggelserne. For de i fredstid forberedte ødelæggelser kan beføjelserne fastlægges konkret med den tilføjelse, at brigaden overtager regionens ansvar inden for brigadens ansvarsområde. Dette kan — som vi har set — give anledning til visse vanskeligheder, men hvis ødelæggelses- ordrerne kun undtagelsesvis ændres, skulle disse vanskeligheder kunne overvindes, bl. a. ved at brigaden lader sine ordrer gå gennem regionen for at fastholde den normale kommandovej. Under de løbende operationer vil det være naturligt, at brigadechefen har beføjelser til at udføre alle de ødelæggelser, der kan udføres under de løbende operationer, og som er omtalt tidligere; lians beføjelser kan dog blive begrænset af højere myndigheders operationer. Endvidere er det naturligt, at chefen for fremskudte styrker og isolerede styrker bar samme beføjelser som brigadechefen.

En i fredstid forberedt ødelæggelse vil normalt ikke blive planlagt ødelagt ved beskydning; hvis det er tilfældet, vil det ofte være en alternativ løsning. Under de løbende operationer vil beskydning utvivlsomt blive anvendt mere, men hvis der kun rådes over konventionelle våben, vil kun flyvevåbnet og tungt artilleri normalt kunne skabe den pågældende ødelæggelse.

Det mandskab, der skal udføre ødela'ggelser, er ikke som ved de i fredstid forberedte ødelæggelser udpeget på forhånd ud over, at det normalt skal være ingeniørenheder eller pionerenbeder, og der er heller ikke på forhånd udarbejdet ødelæggelsesordrer. Ved at indøve standardfremgangsmåder kan man reducere tiden, der medgår. Her skal især peges på, at hvis man gør ødelæggelse af kategori 1 broer til en ren teknisk operation, d. v. s., at brigaden beordrer sin ingeniørenhed til at iva'rksætte de og de objekter som kategori 1 objekter, vil tid kunne, spares, uden at der opstår større vanskeligheder. Brigadechefen kan så ofre sin tid på kategori 2 objekter, der kræver mere omhyggelig ordreudgivelse. Det er klart, at jo færre kategori 2 objekter, der opereres med, jo lettere er det at føre kontrol med dem, men den taktiske situation er her afgørende.

Ovenstående var et forsøg på at forklare problemerne i forbindelse med iværksættelse mere med egne ord end at anvende gængse definitioner. Som vi har set, har jeg været nødt til at definere 3 kategorier af ødelæggelser. Med de gældende definitioner svarer kategori 1 objekter til forhåndsobjekter, kategori 2 objekter til tilbageholdte objekter og kategori 3 objekter til særligt kontrollerede objekter. Disse 3 navne er efterhånden indarbejdet og må anses for at være hensigtsmæssige at arbejde med.

Derimod tror jeg ikke, at begreberne ødelæggclsesbeføjende myndighed (ØBM), ødelæggelsesansvarlig myndighed (ØAM) og ødelæggclses- iværksættende myndighed (ØIM) er forstået og indarbejdet.

Ser vi på, hvem der er ødelæggelsesheføjcnde myndighed for de i fredstid forberedte ødelæggelser vil det være mange forskellige myndigheder lige fra Forsvarsstaben ned til ødelæggeIseslioldet — i hvert fald for forhåndsobjekters vedkommende. Nu kan ødelæggelscsholdct ikke betegnes som en myndighed, så den laveste myndighed må vel være det kompagni, hvortil ødelæggelsesholdet hører. For ødelæggelser, der udføres under de løbende operationer, vil Landsdelskommandoen normalt være den højeste ødelæggelscsbeføjede myndighed.

Lignende betragtninger kan anstilles for ødelæggelsesansvarlig myndighed og ødelæggelscsiværksættcnde myndighed, og når så hertil kommer, at en myndighed kan være alle tre dele på en gang, er der ikke noget at sige til, at disse begreber ikke er lette at anvende entydigt i praksis.

Jeg tror, at hvis man i stedet for at anvende disse noget abstrakte begreber kun omtalte navnet på myndigheden og samtidig fastslå, hvad den var ansvarlig for, vil tingene blive klarere, selv om det bliver nødvendigt at bruge lidt flere ord.

Højere myndigheder bruger af og til den vending, at et ødelæggelsesansvar ikke må delegeres længere ned end til den og den myndighed. Hvad man forstår herved, har jeg aldrig forstået og heller aldrig set en forklaring herpå. Hvis der skal være mening heri, må det betyde, at den pågældende myndighed, der ikke må delegere sit ansvar videre, selv instruerer og øver objektnærsikringen og ødelæggelscsholdct ved objektet, samtidig med at myndigheden sørger for de fornødne signalmidler m. v. til objektet.

Til sikring af, at ødelæggelsesholdføreren og ohjcktnærsikringsføreren kan beordres uden misforståelser har man udarbejdet henholdsvis en standardødelæggelsesordre og en standardobjektnærsikringsordre. Der er ingen tvivl om, at disse to standardordrer hjælper med til at forebygge misforståelser, selv om de ikke er helt ideelt opbygget.

Af uheldige ting ved ødelæggelsesordren skal hl. a. anføres

— ordren er en sammenblanding af ordre og instruktion,

— det forekommer mærkeligt at ofre så meget skriftligt arbejde på klargøringsgraden, da den — som vi har set — ikke er noget konkret, men afhænger af forholdene,

— befalingsmanden i pkt. 4 bør anvende kodeord samtidig med underskriften,

— i instruktionen tales om antændelsesstcdet, men ved alle tilbageholdte objekter skal der være mere end et antændelsessted, og det er også ønskeligt ved forhåndsobjekter.

Objektnærsikringsordrcn lider i hovedsagen af de samme mangler som ødelæggelsesordren; på to punkter afviger den dog herfra

— der anvendes kodeord for at ændre klargøringsgradcn,

— iværksættelsesordre gives altid ved kodeord.

Hvis man anvender de to ordrer på alle ødelæggelsesobjekter, påtager man sig et større skriftligt arbejde. Dette betyder ikke noget for de i fredstid forberedte ødelæggelser, hvor der er tid nok, men det kan være vanskeligt at nå at udarbejde dem under feltforhold.

Imidlertid er det ikke nødvendigt at anvende dem ved forbåndsødelæggelser — her er jo ordren til iværksættelse så simpel, at selv om den kun er givet mundtligt, skulle den ikke kunne misforstås, og hvis man kun anvender de to ordrer ved tilbageholdte objekter, skulle det være muligt at anvende dem i fuld udstrækning her.

Det var en ordentlig mundfuld vil læsere, som har fulgt mig hertil, sikkert udbryde, og jeg er også klar over, at mange vil synes, at de ikke er blevet ret meget klogere af at læse redegørelsen. Men som jeg allerede indledningsvis bar påpeget, er problemerne i forbindelse med ødelæggelser vanskelige, og hvis jeg bar opnået at vise dette, har jeg i hvert fald nået noget. Hvis jeg havde kunnet tage direkte eksempler fra danske forhold, havde mange ting sikkert kunnet være sagt mere klart og konkret, men dette er ikke muligt af sikkerhedshensyn. Alligevel er det mit håb, at et eller andet er gået op for mine læsere, og hvis det er tilfældet, er noget mere nået.

A. R. Jørgensen.