Nye bøger: januar-februar-marts 2022.
Trænregimentet 70 år – et historisk tilbageblik
Forfattere: Christian M. Schmidt m. fl.
Forlag: Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum.
Trænregimentet kunne i 2021 markere sit 70 års jubilæum og en række forfattere fra regimentet – Oberst Christian M. Schmidt, Oberstløjtnant Henning U. Sørensen, Oberstløjtnant Axel S. Lottrup og Oberstløjtnant af reserven Jørgen M. Rasmusen – har bidraget til denne jubilæumsbog. Bogen omfatter både regimentets historie såvel som dets materielle udviklingshistorie og er rigt illustreret.
Inge og Tony. I det københavnske modstandsmiljø under Besættelsen
Forfattere: Eva Bredsdorff og Niels Gyrsting.
Forlag: Frihedsmuseets Venners Forlag.
Frihedsmuseets Venners årsskrift udkommer planmæssigt og indeholder ud over den årlige beretning fra museets aktiviteter for det forgangne år, ligeledes en fortælling fra Besættelsestiden. Historien er baseret på dagbogsoptegnelser fra 1944 og frem til befrielsen og giver et særligt indblik i modstandsarbejdet på det tidspunkt.
Krigens sidste dag. Fortællinger om Det Tredje Riges sammenbrud
Forfatter: Erik Ingemann Sørensen.
Forlag: Gyldendal.
Den danske journalist og politiker Frode Kristoffersen havde et langt og virksomt liv, som blandt andet bragte ham til Tyskland som korrespondent. Hér kom Kristoffersen i kontakt med tyskere som på hver deres måde havde oplevet de sidste dage i Tyskland i 1945. Med baggrund i interviews som i bogen foreligger transskriberet, fortælles historien om de sidste dage under Anden Verdenskrig.
Strandingen – Krigsfangerne på Langeland i sommeren 1945
Forfatter: Peter Krogsted Nielsen.
Forlag: Frydenlund.
Historien om 1.400 allierede krigsfanger der ved krigens afslutning i maj 1945 skal sejles fra deres respektive lejre i det østlige Tyskland til Flensborg, fortælles i denne titel. De 1.400 fanger bliver undervejs ofre for et flyangreb, og strander på Langeland, hvorefter øsamfundet nu både skal håndtere de strandede, tyske flygtninge og samtidig fejre befrielsen.