I en Tid som den nærværende, der sætter saa mange Penne i Bevægelse paa Militærliteraturens Omraade navnlig i de to Lande, der nylig have afsluttet en epoke- gjørende Kamp, kommer man let i Tvivlraadighed med Hensyn til det Resultat, den sidste Krigs Erfaringer maa siges at have frembragt i taktisk Henseende. En Ting er let nok at slaae fast, og det er, at den i saa høi Grad forøgede Virkning af Fodfolkets Ild kræver en forandret Form for saavel Angreb som Forsvar, og da navnlig for Angrebet i nogenlunde aabent og overskueligt Terrain; men saasnart der bliver Tale om nærmere at bestemme disse modificerede Former, end sige give dem en reglementsmæssig Karakter, saa kommer Tvivlen let, navnlig hos den, der ikke selv ad Erfaringens Vei gjennem den sidste Krigs slore Slag har havt Leilighed til at vurdere Betydningen af de hurtigskydende Haand- vaaben i dens fulde Udstrækning. Skal man troe og blindt hen følge de Forfattere, der med saa stort Talent ere optraadte med mere eller mindre udarbeidede For­ slag til gjennemgribende Forandringer i de hidtil gjæl- dende taktiske Former og Uddannelsesprinciper? Eller skal man lytte til dem, der sige, at Gjennemførelsen af disse Forandringer vil virke nedbrydende paa Disciplinen og gjøre al Føring under Kamp illusorisk? Til det første Alternativ ledes man af den theoretiske Veltalenhed og den tilsyneladende logiske Styrke, hvormed hine For­ fatteres Arbeider fremtræde, hvorimod Vægtsskaalen atter bliver tilbøielig til at synke ned til den sidstnævnte Side, naar man erindrer den Kgl. preussiske Kabinetsordre af 19 Marts 1873, der siges at have gjort den sidste Krigs Erfaringer Fyldest ved nogle Modifikationer af mindre indgribende Betydning i Reglementet af 1870, og saaledes i alt Væsentigt bibeholder de tidligere taktiske Former og Principer for Uddannelsen blot med en stærkere Akcentuering af det, hvorpaa det i Nutidskampen kommer an.

Under disse Omstændigheder troer jeg, det vil have en ikke ringe Interesse at blive bekjendt med de Ansku­ elser, som i det foreliggende Skrift fremsættes om disse brændende Spørgsmaal af en Mand, der paa Grund af sin høie Stilling i den preussiske Armee, sin Alder og Er­ faring baade i Krig og Fred, giver en ganske særlig Borgen for, at naar han tager Ordet for Forandringer, saa skeer det under fuldt Hensyn saavel til en fuldkommen soldatermæssig Uddannelse og den nødvendige Kontinuitet i Bestemmelserne for denne som til Krigens virkelige Krav.

Forfatteren' begynder som Indledning med at gjøre Rede for det preussiske Infanteris taktiske Udvikling i den nyere Tid. Han paaviser Forskjellen, der tiltrods for de tre sidste, hurtig paa hinanden følgende Krige med deres Erfaringer hele Tiden har været mellem det tak­tiske Fremskridtspartis i Literaturen fremkomne For­dringer samt enkelte Officerers, navnlig Kompagnichefers, Bestræbelser for at imødekomme Tidens Krav ved deres Afdelingers Uddannelse, paa den ene Side og de forholds­ vis ringe Forandringer, som Krigsbestyrelsen faktisk har indført, samt den stædige Holden fast ved nedarvede Former og gammel Praxis, der har gjort sig gjældende hos Flertallet i Offlcerskorpset og navnlig hos de høiere Officerer paa den anden Side. I sidstnævnte Henseende anerkjender han fuldstændig Nødvendigheden af at tage Hensyn til, hvor længe det varer, inden Reglementsfor­ andringer trænge helt igjennem i en stor Armee med Mandskab og Befalingsmænd, der for en stor Del ere hjemsendte i Fredstid, og hvilken Usikkerhed en saadan Overgangstilstand medfører; men han hævder paa den anden Side ogsaa Nødvendigheden af, at de reglemen­ tariske Bestemmelser følge med Tiden i deres fulde Detail, og at det hverken gaaer an at indskrænke sig til «Instruktioner» om de forandrede Fægtningsforhold eller til Bestemmelser af meget almindelig og elastisk Natur, da det langt overveiende Flertal af Menneskene forlanger bestemt foreskrevne Former for militære Hand­linger, og det er vel voveligt at forlange, at enhver Fører efter i 80 eller 40 Aars Fredstjeneste at have øvet visse Former, af hvis mere eller mindre heldige Indøvelse hans Bedømmelse og Forfremmelse har været afhængig, skal glemme det Meste af alt dette i Kampens Øieblikfor da at improvisere noget Nyt og Hensigtsvarende.

Forfatteren vil derfor tage Ordet for en lempelig og gradvis Udvikling af Taktiken, og det er med dette Maal for Øie, at han skrider til Besvarelsen af følgende Spørgsmaal:

1. Hvilke taktiske Forandringer har de moderneHæres Bevæbning fremkaldt?

2. Hvorledes seer Nutidsfægtningen som Følgederaf ud?

3. Hvorledes bør vi i Overeensstemmelse dermedmodificere vor Uddannelse, vore taktiske Former og vore Traditioner?

Nye Vaaben, ny Taktik.

Raabet «Nye Yaaben, gammel Taktik» var en Tid lang Stikordet, som blev sluppet løs imod de nye banebrydende Ideer. Man forvexlede Krigskunstens evig ufor­ anderlige Grundprinciper med Midlerne til dens Udøvelse. Efter at Modstanderne Skridt for Skridt have maattet trække sig tilbage, og efterat endelig de store Krige paa en haandgribelig Maade have lagt Uholdbarheden af de tidligere taktiske Anskuelser og Former for Dagen, vilde det neppe lønne sig Umagen at spilde flere Ord paa denne Sag, hvis der ikke endnu den Dag i Dag gaves Mange, som see med Mistro paa de nye Ting og aldeles ikke kunne forliges med dem.

Hvad er det da for Argumenter, som fremføres imod de nye Ideer? En Hovedindvending lyder saaledes: «De gamle Exercerformer ere nødvendige til Disciplinens Op­ retholdelse, medens de nye Former ville nedbryde den.» Men det Ugrundede i en saadan Frygt maa dog ligge klart for Dagen.

Det turde dog vel være hævet over Tvivl, at den Disciplin som kræves for, at en Mand skal kunne bevæge sig i spredt Orden, medens han med spændt Opmærk­ somhed følger sin Førers mindste Tilraab eller Vink, tænker paa at spare paa sin Ammunition, paa at stille sit Viseer, vælge sit Maal, og følge sin Afdelings hurtige Bevægelser indtil det sidste Aandedrag, er af en høiere og bedre Beskaffenhed end den, der udfordres til at marchere med strakte Knæ og skarp Retning paa en Exercerplads og udføre snorlige Deployeringer. Vi paastaae, at netop fordi det er fuldstændig umuligt for Sol­daten at gjøre dette Sidste i Marken, under Kampens Tummel og med fuld Krigsudrustning, saa bliver han strax skødesløs, saasnart han kommer udenfor Exercer-pladsen, og laber Hovedet, naar han pludselig kommer i Situationer, for hvilke han mangler Øvelse. Kan man altsaa bibringe ham Disciplin, samtidig med at han øves med Kampens virkelige Forhold for Øie, saa maa det ubetinget gives Fortrinet. At dette er muligt, skulle vi senere komme til at paavise.

I denne Retning som i saa mange Andre er det Vanen, der træder hindrende iveien for Fremskridtet. Den der i tredive Aar har gaaet og glædet sig over, naar en Bataillon rykkede frem til Angreb med impo­ nerende Holdning, fast, ensartet Fodslag og snorlige Geledder, vil vanskelig kunne føle sig tiltalt ved at see en lang Skyttelinie, der ligger henstrakt paa Jorden med uregelmæssig Retning og uligestore Afstande imellem Roderne, pludselig springe op og i stærkeste Løb styrte sig frem mod Fjenden, efterfulgt af mindre og større Soutiens. Det gjør paa ham Indtrykket af at være en vild Horde uden Holdning og Disciplin. Vore Bedstefædre have vist ogsaa med Gru seet paa de første Tirailleur-sværme og deraf taget Anledning til at spaae al militær Tugt og Opdragelse Undergang.

At den stramme Exercits fremmer Disciplinen og er uundværlig, derom ere alle forstandige Militære enige; men der er desværre endnu Mange, som slet ikke kunne komme udover denne Del af Uddannelsen, men i den see det sande og eneste Redningsanker og den rette Maalestok for Bedømmelsen af en Afdeling ved dens Inspektion.

Fra en anden Side hører man hævde, at de sam­ mensatte Exercerbevægelser, der kjendes fra gammel Tid, ere nødvendige for at gjøre Officerer og Mandskab opfindsomme og behændige. Nu maa vi dog spørge, om vel Nogen i vore Dage efter fordomsfri Overveielse tør paastaae, at dette Resultat naaes bedre ved Indøvelsen af vanskelige Exercits-Kunststykker end ved at lære dem hurtig at udvikle sig til Skydefægtning fra Marcheformationen eller en Mødeopstilling, hurtig at bringe en Kom­pagnikolonne til Skydning i Retning af en af Flankerne,eller sikkert at føre en Deling som Led af en stor Skytte­ linie og lede dens Ild.

Skulde det endnu være nødvendigt at tale om dem, der spørge, hvormed de skulle beskjæftige deres Mand­ skab, naar de ikke mere have kunstige Exercerbevægelser at indøve? Vi troe rigtignok, at de Fordringer, som nu­ tildags maa stilles til en fuldt uddannet Afdeling, i den Grad lægge Beslag paa Tiden, at der ikke vil være An­ledning til at beklage sig over for mange Fritimer. Men naar vi ved Siden af en omhyggelig Uddannelse i spredt Fægtning, i den mest yderliggaaende Benyttelse af Terrainet og i Ilddisciplin endvidere skulle beskjæftige os med en Mængde Ting, der nutildags ere uden al Værd, saa bliver der ikke tilstrækkelig Tid til hine, langt vig­tigere Læregjenstande, og da de ved Inspectionerne enten slet ikke blive prøvede eller dog kun ufuldstændigt, som en Slags Biting, saa ligger det i den menneskelige Natnr, at de ogsaa kun blive indøvede som Biting. Det er unægtelig langt mageligere at befale: «Imorgen exercerer Kompagniet, Bataillonen o. s. v. ligesom idag,» end at forberede sig paa at lede en nyttig Øvelse i Terrainet eller selv kun paa Exercerpladsen og saa gjennemføre Øvelsen med virkeligt Udbytte for Afdelingen.

Lad os imidlertid komme bort fra denne lille ind­ ledende Afstikker tilbage til vort egentlige Thema og holde os nogle Hovedpunkter for Øie, i hvilke den nyeTaktik afviger fra den gamle.

A. Skydefægtningen og følgelig tillige den spredte Orden have vundet ganske særdeles i Betydning ved de nye Vaabens uhyre Virkningssphære og Virkning i Masse paa afgjorende Punkter. De tjene ikke mere blot til at indlede Fægtningen og forberede det egentlige Stødangreb, men ere selvstændig afgj ør ende. Derved nødvendiggjøres en Modifikation i Troppernes Opstilling og Kampmaade.

Den spredte Orden er bleven til Infanteriets eneste Kamp form.

Kolonnen er nu kun Bevægelses- og Sam­ling sformat i on udenfor Fjendens virksomme Skudomraade eller bag Dækninger.

Som Bindeled mellem begge disse Formationer staaer Linien, sluttet eller med Aabninger, men kun med en saadan Udstrækning, at den kan bevæges og beherskes af een Stemme.

Angrebskolonnen, Bataillonssalven og Bataillonskaréen tilhøre en svunden Tid og komme nutildags kun til An­ vendelse som sjeldne Undtagelser.

Som Følge af den ved Kabinetsordre af 4 Juli 1872 befalede forsøgsvise Indførelse af særlige Formationer for Kampen paa den aabne Slette blev der ved Skydeskolen i Spandau anstillet nogle meget praktiske Forsøg, der skulde vise, i hvilket Omfang en Skyttelinies Ild er virk­som imod staaende og liggende Maai i Kolonne, Linie og Roder. Disse Forsøg gav i Korthed følgende Re­sultat:

60 Skytter, der liggende bag en Dækning skød paa 625 Skridts Afstand mod nedennævnte ved Skiver mar­ kerede Maal, gjorde ved 2 Minuters rolig Beskydning følgende Antal Mand ukampdygtige:

Det fremgaaer tydelig af dette interessante Forsøg, at to Kompagnier i Kolonner selv liggende lide noget større Tab end en tilsvarende Halvbataillon staaende paa Linie, og at Tabet ved Halvbataillonen liggende i Linie er næsten 3 Gange mindre end ved de liggende, og fulde 4 Gange mindre end ved de staaende Kompagnikolonner. Linien er følgelig Normalformation for allé sluttede Af­delinger indenfor virksomt fjendtligt Skudomraade, saalænge Terrainet og Forholdene iøvrigt tillade det.

Da en hel Bataillon paa Linie imidlertid allerede paa Exercerpladsen er uhandlelig, og vanskelig at beherske med Stemmen, kan denne Formation aldrig komme til Anvendelse i selve Kampens Tummel, men i det Høieste kun ved Reserver, som holdes i Beredskab, og saa endda kun, saalænge disse Reserver staae stille eller ligge ned.

Under Bevægelse er Kolonnen at betragte som Regel; men naar Terrainet tillader det, bør dog Bevægelsen i den fjendtlige Ild ogsaa udføres paa Linie, belst ikke over et Kompagni, høist en Halvbataillon i Udstrækning.

Hurtig Overgang fra Kolonne til Linie og omvendt, baade paa Stedet og under Bevægelsen, men kun paa simpleste Maade ved almindelig Afbrydning og Opmarche, bør derfor flittig gjøres til Gjenstand for Øvelse.

B. Den allerede paa meget store Afstande særdeles virksomme Artilleriild nodvendiggjor en meget tidlig Ud­vikling fra Modeopstillingen eller Marchekolonnen, ligesom Infanterigeværets store Rækkeevne tvinger til at udvikle store Skyttesværme og til at aabne Ilden paa hidtil al­ deles uvante Afstande.

De hidtil gjældende Principer: Gradvis og mindst mulig Udvikling af Skytter, Aabning af Infanteriets Ild paa Afstande, paa hvilke man med de gamle Vaaben kunde træffe sin Mand, Forøgelse af Ildvirkningen ved Udvikling af lange sluttede Linier til Salveild, Afgjørelse af Fægtningen ved sluttede Masser, der med Bajonetten styrtede løs paa Fjenden — Alt dette har fuldstændig maattet vige Pladsen for andre Grundsætninger og har kun Gyldighed i yderst sjeldne Undtagelsestilfælde.

Den spredte' Fægtning kræver med Nødvendighed nutildags en ganske anden Organisation og Uddannelse end tidligere som Følge af de betydelige Vanskeligheder, der ere forbundne med en ordnet Bevægelse af store Skyttesværme, med Ledelsen af deres Ild og med Anbringelsen af større sluttede Soutiens i den fjendtlige Ild.

Da det næsten hører til Umulighederne allerede paa lang Afstand at komme paa det Rene med Fjendens Op­ stilling, Beskaffenheden af det Terrain, han har besat, og derved erkjende de rette Angrebspunkter, vil det endvidere være nødvendigt at kunne lade disse store Skyttesværme med deres Soutiens og den i stor Afstand følgende Hovedtræfning og Reserve foretage de mest forskjelligartede mindre Bevægelser frem og tilbage og til Siderne saavelsom smaa Frontforandringer, alt efter Omstændighedernes Bydende, og det vil være en meget væsenlig og vigtig Øvelse at bevæge disse udviklede Masser paa lange Strækninger i alt Slags Terrain, uden at de enkelte Led tabe Berøring eller Forbindelse ind­byrdes.

Udviklingen af saadanne Masser midt i den fjendtlige Ild og en paafølgende planløs Fremstyrten af hele Bri­gader mod en usynlig Fjende — Noget, vi saa ofte have oplevet i sidste Krig — maa undgaaes. Hvor løftende og prisværdig end den dristige offensive Aand er, som hersker i vor Armee, og hvor glade vi end ville være ved at kunne bevare den, saa maa der dog være Methode med i Spillet, hvis vi ikke skulle tilkjæmpe os lutter Pyrrhus-Seire som i Begyndelsen af vort sidste berømmelige Felttog. Saadanne Tab, som vi led i Slagene mod den franske keiserlige Armee, kan man kun tillade sig, naar man har Overflod af Mennesker paa sin Side; kommer Overmagten til at mangle, turde frem­ tidige Kampe med en dygtig Fjende faae et sørgeligt Udfald. Man maa vel erindre, at det, som angribes,ogsaa maa tages, og at Tilbagetog under virksom Be­skydning er det Samme som Tilintetgjørelse.

Udstedelsen af en vel gjennemtænkt, klar Disposition, støttet paa en omhyggelig Rekognoscering af den fjendtlige Stilling er derfor nu nødvendigere end nogensinde tid­ ligere. Ilvad der tabes i Tid herved, vil atter indvindes ved en hurtigere Afgjørelse af det virkelige Angreb, og 50 % mindre Tab vil være Beregningens rene Gevinst. Lad os være ganske oprigtige; vore Fredsøvelser have vænnet os altfor meget til under Fægtning at leve fra Haanden og i Munden, at overlade Alt til Tilfældet, til de enkelte Afdelingers Dygtighed og Tapperhed, og at tænke for lidt paa, hvad det koster.

Jo mere Overkommandoen nutildags er ude af Stand til at lede Fægtningen i dens Detailler; jo mere den nødsages til at indskrænke sig til at bringe Afdelingerne i det rette Spor og at disponere over Reserverne, desto mere maa den nødvendigvis stræbe efter at gjøre dette paa den rigtigste Maade og med den største Omhu. Saasnart det første Skud er faldet, og man har faaet den Overbevisning, at der forestaaer et alvorligt Sammenstød, som man ogsaa selv har til Hensigt at modtage, maa Føreren følgelig opsøge et passende Punkt, fra hvilket han selv kan rekognoscere den fjendtlige Stilling, og hvor alle Meldinger fra de rekognoscerende Afdelinger kunne træffe ham. Først naar han har dannet sig en klar Forestilling om den almindelige Situation og den fjendtlige Stillings Beskaffenhed, maa han udgive sine Befalinger og slippe sine Tropper løs. Den Tid, der bruges hertil, vil ikke være tabt. Den vil kunne bruges til at lade Marchekolonnerne slutte op, saa at det senere bliver muligt hurtig at udvikle Tropperne med størst mulig Front og udenfor den fjendtlige Ild, og Artilleriet vil kunne blive bragt i Position for at forberede Angrebet paa den fjendtlige Stilling.

C. Mere end nogensinde tidligere er en inderlig Vexelvirkning mellem de tre Vaaben nødvendig.

Infanteriet, der nu som før skal afgjøre Kampen, behøver i enhver Fægtningssituation Understøttelse af begge de andre Vaaben. Overraskende fjendtlig Beskyd­ning i saadan Nærhed og under saadanne Terrainforhold, at man ikke kan unddrage sig den, vil nutildags for det Meste være ensbetydende med Tilintetgjørelse.

En Marchekolonne, der for Exempel bevæger sig frem imod ét halvkredsformet Høidedrag og først faaer Underretning om, at det er besat af fjendtligt Infanteri, ved sin kun nogle faa hundrede Skridt fremskudte Infanteriforspids, vil ikke have nogen Udsigt til at kunne udvikle sig, men i Løbet af faa Minuter være oprevet ved den ødelæggende Hurtigskydning, der fra tre Sider aabnes imod den.

Enhver selvstændig Kolonne, det være sig en Division eller en Bataillon, maa altsaa have Kavalleri til Raadighed, selv om det kun er nogle faa Ryttere, for at kunne undgaa det Slags Katastrofer. Men en saadan Beskyttelse er ikke alene nødvendig under Marchen; nei under hele Fægtningen kræves den uafbrudt, og det vil være en vigtig Opgave for Divisionskavalleriet intet Øieblik at tabe de til dets Beskyttelse betroede Batailloner og Batterier af Syne under den frem- og tilbagebølgende Kamps Forvirring, men stedse holde dem omgivne med en Sikkerhedssphære. At en saadan Sikkringstjeneste kræver særdeles megen Øvelse i Fred, behøver neppe at paavises.

Divisionskavalleriet vil imidlertid heller ikke mangle Ledighed til virksom Indgriben i selve Fægtningen.

Man tænke sig f. Ex. to Infanteriafdelinger ligeoverfor hinanden i bølgeformet men ellers fremkommeligt Terrain. Vore Skytter skulle frem imod en af Fjenden besat Terrainbølge, men ville ikke formaae det uden stort Tab. Divisionskavalleriet lurer eskadronsvis, dækket bag det kjæmpende Infanteri. Pludselig hruser en Del af det frem gjennem vort Infanteri mod de fjendtlige Skytter. I vildeste Fart gaaer det løs paa disse, hvorved det hverken kommer an paa en sluttet Attaque eller en længere Kamp, men kun paa for en kort Tid at trække Fjendens Opmærksomhed og Ild paa sig. I samme Øieblik styrte vore Skytter fremad i rask Løb. Fjendens Ild vil uvilkaarlig i nogle Minuter dels vende sig mod Kavalleriet, dels ganske standse, medens de fjendtlige Skytter løbe sammen i Kredse. Vore Skytter ville følgelig vinde 2— 300 Skridt Terrain uden væsenligt Tab, og beller ikke Kavalleriet vil have lidt synderligt, naar det blot optræder overraskende, bevæger sig hurtig, og strax jager tilbage igjen efter blot at have været i Berøring med Fjenden. Ved gjentagne Øvelser i Fredstid have vi overbevist os om, at denne Kampmaade er særdeles anvendelig, og hurtig bliver udført med Behændighed af begge samvirkende Vaaben; men øves maa den rigtignok, ellers kommer Kavalleriet navnlig ikke godt derfra.

Samme Manøvre lader sig ogsaa med Fordel anvende ved vort Infanteris Tilbagegang fra en Stilling til en anden.

Hvor ofte vil der ikke i Løbet af en Slagdag tilbyde sig Ledighed til at vinde det Slags smaa Fordele over Modstanderen, og mange Bække smaa gjøre en stor Aa. Vi maae nu endelig engang til at kæmpe paa en rigtig fiffig og fint udtænkt Maade, og siden vi i 50 Fredsaar med udholdende Flid og haardnakket Pedanteri have gaaet og øvet allehaande Exerceerkunststykker indtil den høieste Grad af Virtuositet, hvorfor skulde vi saa ikke ogsaa kunne gjøre dette Talent frugtbringende med Hensyn til Fægtningskunststykker? Kavalleriet maa rigtignok herved selv gribe Initiativet; skal der sendes Bud efter det, vil det for det Meste være for sent.

Vort Kavalleris Bedrifter i den sidste Krig og navnlig dets Kampe i den blodige Tragedie ved Vionville have klarlig godtgjort, at dettef Vaaben ogsaa nutildags vil kunne tilkjæmpe sig store Fordele, naar det tager sin Beslutning til Angreb dristig, uden Vaklen og uden at tænke paa store Tab. Hvem veed, hvilke Resultater hine Attaquer kunde have bragt, naar de vare bievne foretagne med større Masser, mere systematisk, mindre planløst og isoleret, end Tilfældet var. Dog ligger det i de moderne Slags Natur og navnlig i Infanteriets bedre Kvalitet, at Ledigheden til at opnaae saadanne store Resultater sjeldnere tilbyder sig og er langt vanskeligere at erkjende end paa Lineartaktikens og Flintlaasgeværets Tider, og Kavalleriet vilde derfor ofte bortødsle Tid og Kræfter, hvis det vilde indskrænke sin Virksomhed til at vente paa det Slags sjeldne Momenter.

Maa det altsaa siges, at det navnlig er Rekognos­ ceringstjenesten før, under og efter Kampen og mindre Afdelingers nøie Samvirken med Infanteriet, der gjør det muligt for Kavalleriet ved Summen af mange smaa Tjenester at yde noget Stort, saa vil unægtelig dets Kraftudvikling under denne Virksomhed kunne forøges betydelig ved at bevæbne det med et langtrækkende, hurtigskydende Gevær.

Kavalleridivisionerne ville derved blive i Stand til uaf­ hængig af Terrainet at forrette deres vigtige Rekog­ nosceringstjeneste foran Armeens Front. De ville kunne møde mindre, slet organiserede eller demoraliserede Infanteriafdelinger, som de franske Mobilgarder og Franctireurs, selv i Fægtning tilfods og bryde deres Modstand ganske. Ved at besætte vanskelige Defileer med afsiddet Mandskab ville de kunne lade disse ligge bag ved sig og dristig fortsætte deres Rekognoscering eller Forfølgelse ud over dem, Endelig vil det være en let Sag for Kavalleriet ved uafbrudt Foruroligelse paa Marche, i Bivouak og Kantonnement at fortrædige Fjenden paa det Kraftigste og trætte barn indtil Udmattelse, ja under For­ følgelse endog ganske at sprænge ham.

Man tænke sig blot en slagen Afdeling forfulgt af et overlegent Kavalleri. Dette her forud, snart paa den ene, snart paa den anden Side, besætter gunstige Terraingjenstande ud til Siderne af Marchelinien og beskyder derfra uformodet den fjendtlige Marchekolonne, idet det navnlig retter Ilden mod Artilleriets og Trainets For­ spand. Hvilken Forvirring og hvilke Standsninger ville ikke følge deraf?

Vi skulle strax her paa dette Sted bemærke, at den saa nødvendige inderlige Samvirken mellem Kavalleriet og Infanteriet kun kan tilveiebringes ved særdeles hyppige Fredsøvelser, og at det synes bydende nødvendigt over­ alt, hvor begge Vaaben have samme Garnison, at lade de praktiske Opgaver for Officerer, idetmindste de for Kapitainer og Ritmestre, udføre med Kommandoer, sammensatte af begge Vaaben. Kavalleriet er i saa Hen­ seende aldeles ikke i Høide med Tiden; dets Felttjenesteøvelser drives for det meste paa en altfor eensidig og lidet belærende Maade; dets Underofficerer og Mand­skab have en altfor ringe Øvelse i Meldings- og Re­kognosceringstjenesten og i at færdes i Forening med de andre Vaaben.

Paa lignende Maade som den sidste Krigs Erfaringer have bragt Vigtigheden af Infanteriets og Kavalleriets Samvirken til Anerkjendelse, saaledes maa det ogsaa siges, at vi have vort fortrinlige Artilleris udmærkede Understøttelse at takke for en stor Del af vore Seire.Dets paa lange Afstande knusende Ild, dets helte­ modige Udholdenhed i den heftigste Infanteriild have i utallige Tilfælde raadet Bod paa vore Geværers Under­ legenhed og gjort vore Infanteriangreb mulige eller dækket Tilbagetoget for vore af de Franskes morderiske Masseild tilbagekastede Batailloner. Selv om vort In­fanteri fremtidig vil være istand til med sit forbedrede Vaaben at træde selvstændig op mod en saadan over­ vældende Ild og drage Fordel' af sin egen Ilds offensive Magt, vedbliver dog denne inderlige Samvirken mellem begge Vaaben at have den største Betydning. Ogsaa idenne Henseende maae vi imidlertid endnu gjøre Frem­ skridt. Det gaar ikke an, at Infanteriet atter begynder at udføre Angreb uden at afvente Artilleriets forudgaaende Virkning. Ved Fægtningens Begyndelse er det Artilleriet, hvem Fortrinet tilkommer; til det maae de gunstigste Punkter i Terrainet overlades; efter det og dets Virkningssphære maae Bevægelserne rette sig; det er dets Ild, som skal dække Infanteriets Opmarche og Udvikling.

Af særlig Vigtighed for Artilleriet er Besvarelsen af Spørgsmaalet:

«Paa hvilken Del af Fjenden skal Ilden i de forskjellige Fægtningsmomenter rettes?« Det maa aabenbart være den Del, der i Øieblikket tilføier vore Tropper de føleligste Tab paa det afgjørende Punkt; men for at kunne gjøre dette, kræves der en uafbrudt Iagttagelse af hele Kamppladsen og nøie Kjendskab til de andre Vaabens taktiske Forhold. Med andre Ord, Artilleriofficeren skal nu ikke alene være Tekniker eller Artillerist; han maa helst ogsaa være Gcneralstabsofficeer. Da dette Forhold ikke altid kan ventes at være tilstede som Fnlge af na­ turlige Anlæg, vil Artilleriets Forbindelse med de andre Vaaben allerede i Fredsorganisationen udøve en gavnlig Indflydelse i saa Henseende.

Den øverste Ledelse af Artilleriet paa en Kampplads har vundet ganske særdeles i Betydning og bør kun lægges i sikkre, veløvede Hænder. Valget af de høiere Artillerichefer maa i det Hete taget træffes med stor Omhu, og der maa stilles den bestemte Fordring til dem, at de nøie kjende de andre Vaaben og hele Fægtnings­ mekanismen i det Store — med andre Ord, at de ere øvede Taktikere.

Vi kunne ikke undlade her at berøre en ganske lille, men maaske ikke ganske uvigtig Omstændighed. Da vore Granater besidde den Egenskab at være fortrinlige Distancemaalere, bør enhver Infanteriafdeling, som op­ holder sig i Nærheden af skydende Artilleri, lade sig den udfundne Afstand meddele af dette, for ved eventuel Deltagelse i den umiddelbare Kamp strax at have et Grundlag for Afstandsbedømmelsen.

D. De moderne Vaabens overordentlige Virkning forhøier Betydningen af kunstige Dækningers Tilveiebringelse og tvinger til at anvend,e dem ikke blot i den rene Defensive, men ogsaa under Offensiven.

De Fordringer, der under de nuværende Forhold stilles til en Forsvarsstilling, ere ganske andre end tid­ ligere. Forsvareren vil nu fortrinsvis søge et aabent, let bølgeformet Terrain med lange, svage Fald fremefter mod Fjenden, saaledes at han i alle Retninger har uhindret Udvirkning og dog kan skjule sine Reservers Stilling. Absolute Hindringer i Fronten ere ikke efter­ tragtelsesværdige, da de bringe Angriberen til fra første Færd at gaae imod vore Flanker, og følgelig berøve os Fordelen af en udtømmende Benyttelse af vor Ildvirkning i Fronten, samtidig med at de gjøre os det vanskeligt selv at gribe Offensiven. Støttepunkter for Fløiene ville ikke længere være eftersøgte med den pinlige Iver som hidtil; de kunne let erstattes ved stærke Artilleripositioner.

Da dette Slags Stillinger i Reglen kun afgive ringe Dækning for Skytterne og de i første Linie staaende Soutiens, er der en bydende Nødvendighed for at for­ stærke dem ved feltfortifikatoriske Midler. De Franske lagde i sidste Krig stort Snille for Dagen ved Valget af deres Stillingers Forstærkningsmidler, medens vi paa vor Side, bortseet fra de egentlige Belejringer, kun bragte saadanne Midler til Anvendelse i større Udstrækning foran Metz og Paris. Og dog er det ikke den rene Defensive, som alene har Brug derfor. Ere vi istand til i Offensiven at placere os saaledes, at Modstanderne i taktisk Henseende tvinges til at angribe os under ugun­ stige Forhold, synes det tilraadeligt at drage fuld Nytte af Defensivens Fordele for efter afslaaet Angreb at gaae over til et kraftigt Efterstød. Kommer en saadan Kamp- maade maaskee end sjeklcnt til Anvendelse i dot Store, saa vil det desto hyppigere hænde, at enkelte Dele af en angribende Styrke tvinges til defensiv Optræden af forbigaaende Natur. Støder Avantgarden f. Ex. paa en overlegen Modstander og kan vente at blive angreben af denne, inden Hovedstyrken er nær nok til Understøttelse, bør dens Bestræbelser utvivlsomt gaae ud paa hurtig at vælge en Forsvarsstilling, i Hast forstærke den saamegetsom muligt med Skyttegrave og Kanondækninger, og saa optage Kampen deri, istedetfor at indlade sig paa en høistvovelig Angrebsfægtning. Komme vi engang i en frem­ tidig Krig til at staae paa Krigsskuepladsen uden nume­ risk Overlegenhed, eller komme vi i Kast med en Mod­ stander, der ikke lader sig imponere alene ved en dristig Gaaen paa, turde Anvendelsen af saadanne feltfortifikato­ riske Hjælpemidler meget ofte vise sig nødvendig; men efter vor Anskuelse ere vi ikke tilstrækkelig øvede deri. Der maa ikke ringe Øvelse til at skjærpe Blikket for et hurtigt Valg af de Terraindele, der skulle forstærkes, til Beregning af Arbeidskraft, Redskabsmængden og Tiden, som behøves til Arbeidet.

Nutidsfægtningen.

Offensiven.

Vi antage, at en Afdeling paa omtrent en Brigade Infanteri med fornødent Kavalleri og Artilleri skal rykke frem imod en fjendtlig Stilling i overskueligt og frem­ kommeligt Terrain, der allerede er rekognosceret af Ka­valleri, og inddele den Strækning, der skal gjennemskrides, i tre Belter:

1. Belte: 3000— 1800 Skridt; vi regne Begyndelsen af det fjendtlige Artilleries Virkningssphære fra først­ nævnte Afstand, idet vi holde en Virkning paa længere Afstand ude af Betragtningen som Undtagelse, og gaae ud fra, at en saadan Beskydning enten vil kunne undgaaes ved forhaandenværende Dækninger, formindskes i sin Virkning ved passende Bevægelser fremad og til Si­derne, eller i værste Fald maa udholdes.

2. Belte: 1800—800 Skridt; tilfældige Træffere af den fjendtlige Infanteriild og meget virksom Artilleriild.

3. Belte: Fra 800 Skridt og indefter; sigtet Infanteriild.

Bortseet fra Marcheinddelingen dele vi Angrebs­ infanteriet i Fortræfning — bestaaende af Skyttelinien og dens Soutiens — hovedtræfning og Reserve.

1ste Belte.

Saasnart Marchekolonnens Tete naaer det første Belte, indtager Artilleriet de Positioner, hvorfra det bedst kan optage Kampen med det fjendtlige, og aabner Ilden; Infanteriet udvikler sig i Halvbatailloner eller Kompagnier paa to eller tre Træfninger med Deployeringsafstand imellem Afdelingerne; Terrainets Dækninger benyttes herved saameget som muligt, hvorimod det ikke kommer an paa regelmæssige Intervaller og Træfningsafstande. Da der maa gjøres Holdt for at afvente Artilleriets forberedende Virkning, bør Halvbataillonerne overalt, hvor de ikke finde tilstrækkelig Dækning, deployere og falde ned, selvfølge­lig ikke bag ved, men mellem og ud til Siden af de skydende Batterier.

Naar Fremrykningen begynder, skeer den i Kolonne, og Halvbataillonerne og Kompagnierne bør alt efter det fjendtlige Artilleries Virkning ved at trække snart til- liøire, snart tilvenstre gjøre dets Sigte saa usikkert som muligt.

2det Belte.

Saasnart man naaer ind til c. 1800 Skridts Afstand, hvor de tilfældige Træffere fra de fjendtlige Haandvaaben begynde, og Forsvarsartilleriets Beskydning bliver meget virksom, maa den fuldstændige Udvikling til Fægtning — Fortræfningens Formation i Skyttelinie og Soutiens — begynde og Træfningsafstandene efterhaanden forøges ind­ til 300 Skridt. Denne Formation indtages imidlertid ikke for at begynde nogen Skydefægtning, men kun for at formindske Tabene. Det, som det nu kommer an paa, er at komme muligst nær ind paa Fjenden, saa hurtig, det lader sig gjore, og dog i den fuldstændigste Orden, inden man selv aabner Ilden.

Denne Art af Bevægelse i spredt Orden paa lange Strækninger, om muligt indtil 800 Skridt fra Fjenden, maa nødvendigvis blive en vigtig Fredsøvelse. Ikke alene fremkalde de uundgaaelige Tab Uorden; men det vexlende Terrain og de nødvendige Direktionsforandringer, der fremkomme ved, at man nu først efterhaanden erkjenderBeskaffenheden af den Ijendtlige Stilling og dens Be­sættelse og maa ændre sine Forholdsregler derefter, kræve en stor Behændighed og Sikkerhed hos de enkelte Afdelinger. Med vor hidtidige Uddannelse kunne vi ikke udfore saadanne vanskelige Bevægelser trods al Disciplin, som vi bilde os ind at have indpodet Tropperne ved saakaldte stramme Exercerbevægelser. En Afdeling kan gjøre nok saa smukke Svingninger i sluttet Kolonne og ud­ føre nok saa snorlige Frontmarcher paa Linie, den vil dog ikke kunne rykke frem med disse lange Skyttelinier med smaa og store Soutiens paa Linie bagved i det hurtigste Marchetempo under idelige Trækninger snart tilhøire, snart tilvenstre uden at komme i Uorden. Nei, lad os ved Øvelse drive det til at kunne rykke ordnet frem under Beskydning mellem St. Marie aux Chênes og St.Privat med 6—8 Kompagnier i Fortræfningen, ligesaa mange i Hovedtræfningen og en Reserve bag en eller begge Fløie, imens vi hvert Øieblik gjøre en lille Be­ vægelse saa tilhøire, saa tilvenstre, snart forøge, snart formindske vore indbyrdes Afstande, efterhaanden for­ stærke vor Skyttelinie for ved en Offensivflanke at om­ spænde den fjendtlige Fløi, og endelig paa 800 Skridts Afstand aabne en regelmæssig og omhyggelig ledet Ild, saa vil en saadan Øvelse have avlet mere Disciplin end en ugelang Indøvelse af de vanskeligste Exercerkunststykker — saa vil det være værdt at tale om en Frem­ rykning «som paa Exefcerpladsen».

Men lad os komme tilbage til vort 2det Belte, i hvilket vi lige vare komne ind med vor udviklede Skytte­ linie. Denne gjøres fra første Færd temmelig stærk; i Reglen opløser hvert Kompagni strax en hel Deling; Resten af Kompagniet følger, naar der tilbyder sig til­ strækkelig Dækning, i omtrent 150 Skridts Afstand i Kompagnikolonne; er Terrainet derimod aabent, følger kun en Deling i denne Afstand, og det enten paa Linie med nogen Afstand mellem Roderne, eller opløst i Sek­ tioner med nogen indbyrdes Afstand, medens den tredie Deling først kommer atter 100— 150 Skridt bag den an­ den, formeret paa Linie.

Er der Tale om en Afdeling paa over et Kompagnies Størrelse, maa man komme paa det Rene med, om man vil slutte sig til Major Scherffs Anskuelse og for hver BatailLon anvende et Kompagni som Skytter, et andet som Soutiens. Vi dele ikke hans Opfattelse,, men holde paa, at der af hvert Kompagni dannes baade Skyttelinier og Soutiens; vore Grunde herfor ere følgende: Skytter og Soutiens danne først i Forening en Kampeenhed. Understøttelsen og Forbindelsen er sikkrere og fastere, naar begge Dele staae under samme Befaling. Ledelsen af Bevægelser og Ild ved een Fører i en Skyttelinie paa et Kompagnies Styrke er langt vanskeligere, end naar Føringen er delt. Naar Terrain- eller Fægtningsforhold sønderrive en Skyttelinie af en saadan Længde, hvad der ikke hører til Sjeldenhederne, maa Soutienkompagniet lade en særlig Soutien følge hver af Skyttekompagniets to Dele, hvorved Forholdet bliver et aldeles tilsvarende som ved to adskilte Kompagnier, hvert med sine Skytter og Sou­ tien, kun at Enheden i Befalingen her er gaaet tabt. Endelig vil enhver Forstærkning af Skyttelinien under Scherffs Forudsætning strax fra Begyndelsen skabe en alt Andet end ønskelig Sammenblanding af forskjellige Kom­ pagniers Mandskab.

Vort avancerende Infanteri har altsaa følgende For­mation: Stærke Skyttelinier med store Afstande mellem Grupperne; 150 Skridt der bagved smaa Soutiens, bestaaende af Sektioner med lidt Afstand mellem Roderne og beredte til at forstærke Skyttelinien ved at rykke ind i Mellemrummene mellem deres Grupper; 150 Skridt længere tilbage hele Delinger paa Linie ligeledes med nogen Afstand mellem Boderne. Alt dette danner til­ sammen Fordækningen; 2—300 Skridt bag denne følger Hovedtræfningen, omtrent af samme Styrke og bestaaende af Kompagnier eller høist Halvbatailloner. Tilbyder Terrainet Dækning eller tillader det ikke Fremrykning i Linie, bevæger Hovedtræfningen sig i Kompagnikolonner med 30—80 Skridts indbyrdes Afstand. Endelig kommer Re­ serven, hvis der er en, endnu 300 Skridt længere tilbage om mulig i Bataillonskolonner enten samlet bag Midten eller en af Fløiene, eller deit bag begge Fløie.

Artilleriet understøtter Fremrykningen paa det Kraf­ tigste og sogér navnlig at hindre Forsvarsartilleriet i at beskyde vort Infanteri.

Kavalleriet bevogter Fløiene og holder paa alle vig­tige Punkter Patrouiller saa tæt paa Livet af Fjenden som muligt, dels for nøie at iagttage lians Bevægelser, dels for at sikkre Infanteriet mod at blive overrasket af plud­selige Terrainvanskeligheder eller skjulte fjendtlige Af­delinger.

3die Belte.

Paa denne Maade er man altsaa kommen Fjenden paa c. 800 Skridt nær uden at have engageret Infanteriet i nogen alvorligere Skydefægtning. Kun fra Tid til anden bar man maaskee benyttet kortere Standsninger, under hvilke uundgaaolige Uregelmæssigheder i Forbindelsen og den taktiske Orden rettes, til at lade de bedste Skytter af hver Gruppe beskyde særlig gunstige Maal eller til ved smaa Skyttesalver (Salver med større eller mindre taktiske Led i Skyttelinien) at udfinde Distancen, hvorpaa man befinder sig, saa at man fra nu af kan aabne en yderst virksom Ild med bele Skytlelinien. Denne Ild er en rolig Tirailleurild, afgiven enten i liggende Stilling eller fra Dækninger. Skydemaaden vexler eftdr Maalets Beskaffen­ hed mellem «Enkeltmandsskydning», hvorved hver Mand,der skal skyde, nævnes høit af Gruppeføreren, og «Al­mindelig Skydning», hvorved to og to Rodekammerater skyde afvexlende, men uden al Overilelse. Distancen an­ gives høit af Delingsførerne, gjentages af Gruppeførerne og rettes eventuelt af disse, ifald der skulde vise sig nogen Feil derved.

Under Beskyttelse af denne Infanteriild rykke vore Batterier frem til 1500— 1000 Skridts Afstand og aabne en morderisk Ild med Granater og Shrapnels navnlig paa det fjendtlige Infanteri.

Alle Bevægelser med Skyttelinien og dens Soutiens skee fra nu af springvis og i Løb. Om Udførelsen skal skee delingsvis eller gruppevis fra en eller begge Fløie eller af hele Linien paa engang, retter sig efter Omstændighederne og befales af den ældste Officeer i Skytte­ linien. Da der ofte maa forenes en Trækning til en af Siderne eller en Frontforandring med denne springvise Fremrykning, maa man nøie passe paa, at Intervallerne mellem Grupperne ikke forsvinde, for at Skytteliniens Forstærkning med de bagvedværende smaa Soutiens kanskee ved Indrykning i Intervallerne uden Skubben og Ilykken i den liggende Skyttelinie.

Hvor stor en Strækning der skal tilbagelægges i hvert Spring, befales af Skytteliniens Fører. Han kom­ manderer altsaa f. Ex.: «100 Skridt gruppevis fremad fra høire Fløi», hvorefter Delingsførerne ordne Bevægelsens Udførelse hver for sit Vedkommende efter Terrainets By­dende. Hver Gruppefører bør om mulig have sit bestemte Maal opgivet.

Mens Bevægelsen staaer paa, forstærke de liggende Dele af Skyttelinien i Reglen deres Ild noget. Fortræf­ ningens smaa og store Soutiens følge Bevægelsen lige­ledes springvis.

Hovedtræfningen, som har gjort Holdt og er falden ned paa Linie, følger efter i Reglen i Hurtigmarche, idet den til sine Bevægelser benytter de Momenter, i hvilken hele Skyttelinien efter at have naaet en Position ligger stille og beskyder Fjenden hæftig, saa at den stærke Krudtrøg berøver Fjenden Indblik i vore Linier.

Har man saaledes arbeidet sig frem indtil 6—500 Skridt fra Fjenden, saa er Tiden der til at forstærke Skyttelinien ikke alene med dens smaa, men muligvis ogsaa med de større Soutiens. Først paa denne Afstand er man istand til nøie at oversee den fjendtlige Stilling og dens Besættelse samt til at erkjende de egentlige Angrebspunkter; man vil derfor ofte paa dette Stadium af Fægtningen see sig nødsaget til at forlænge Skytte­ linien paa den ene eller begge Fløie for at omspænde Fjendens, og man trænger til en stærkere Besættelse af selve Ildlinien for at kunne overdænge Fjenden med en knusende Ild.

Man lader altsaa de smaa Soutiens rykke ind i Intervallerne mellem Skytteliniens Grupper; bruger de store Soutiens til at forstærke Skyttelinien yderligere paa særlig vigtige Punkter, til at forlænge den paa Fløiene eller til at danne Offensivflanker; modificerer sin Hoved­ træfnings Opstilling efter de valgte Angrebspunkters Beliggenhed; benytter eventuelt en Del af den til at ud­ fylde opstaaede Huller i Skyttelinien eller til Flanke­ bevægelser, og trækker Reserverne nærmere til sig.

Skydningens frygtelige Larm og de stærkt tiltagende Tab i Skyttelinien gjøre fra nu af Ledelsen af Ilden og Udførelsen af andre Bevægelser end de allersimpleste, yderst vanskelig. Det er paatrængende nødvendigt, at Mandskabet allerede i Fredstid ved hyppige Øvelser med løse Patroner vænnes til disse Fægtningsmomenter og navnlig til under Hurtigskydningen kun at bortskyde et bestemt Antal Patroner f. Ex. 10 ad Gangen for derefter ufravigelig at gjøre en Pause og see sig om efter nye Befalinger fra deres Foresatte. Er dette først i Freds­ tid blevet til en vane, saa vil det ogsaa i alvor­lige Tilfælde være muligt midt i Kampens Larm idet mindste at tilraabe de nærmeste Skyttegrupper et Kom­ mandoord og saaledes forhindre, at Hurtigskydningen udarter til en planløs Bortskyden af Ammunitionen. Af­ delingernes Detailberelninger klage, forsaavidt de ikke ere farvede, stærkt over denne vanvittige Skyden, der under­ tiden midt i Fægtningen griber om sig, og Enhver, som under en alvorlig Kamp har opholdt sig i Ildlinien, vil bekræfte dette og have faaet den Overbevisning, at her foreligger et høist farligt Moment, under hvilket en Ube­ tydelighed kan føre til en Panik. Hvorledes skal det da i saadanne Momenter blive muligt hurtig at koncentrere Ilden paa særlig vigtige Maal, og hvorledes skal man kunne bevæge Tropper, der have skudt sig ind i saadan en Rus? Kun Vane, lyder Svaret, er istand til at føre os ud over det Slags slemme Momenter, og det maa netop derfor være Maalet for vore Freds­ øvelser at bibringe Mandskabet en Fægtningsdisciplin, der kan udrette dette.

Da samtlige Soutiens nu ere komne til Anvendelse i Ildlinien, er det nødvendigt at trække Hovedtræfningen nærmere til denne, omtrent i 200 Skrids Afstand, hvad der, saafremt ingen Dækning forefindes, ligeledes maa skee springvis og saavidt muligt i Kompagnier paa Linie med Mellemrum indbyrdes.

Nu er ogsaa Tidspunktet der til at sende Ammunitionsbærerne med deres fyldte Poser fra Hovedtræfningen frem til Skyttelinien for at forsyne denne med frisk Am­munition til den afgjørende Kamp. Rettest vil det være at ordne denne Sag regimentsvis. Saasnart et Regiment helt eller delvis kommer i Fægtning, melde Ammuni­ tionsbærerne sig til Regimentsadjutanten for af denne at blive orienterede med Hensyn til Fremrykningsretningen og faae opgivet et fremtrædende Punkt som Mødested. Derpaa begive de sig til Ammunitionsvognene, hvis Stand­ plads maa være dem bekjendt, modtage der de fyldte Poser og begive sig med dem til det opgivne Mødested, hvorfra Regimentsadjutanten dirigerer dem til de Punkter, hvor der trænges til Ammunition.

I denne Periode af Fægtningen, hvor de høiere Fø­ reres Ledelse og Indvirkning i selve den forreste Fægt­ ningslinie er at betragte saa godt som lig Nul, udkræver Sikkringen af Flankerne imod overraskende Angreb disse Føreres ganske særlige Opmærksomhed. De alligevel for Tiden mest til Fløiene henviste Batterier og navnlig Kavalleriet maa overtage denne Sikkring; men der maa dog ogsaa særlig i dette Øiemed følge større Infanteriafdelin­ ger échelonvis bag Fløiene, hvortil en Del af Reserven passende kan anvendes. Disse Dispositioner udgjøre et vigtigt Led i den øverste Ledelse; thi under Forudsæt­ ning af et aktivt Forsvar fra Fjendens Side vil han nu, da man nærmer sig ham paa 3 —200 Skridt, udføre sine Modangreb og navnlig rette dem mod Flankerne.

Afgjørelsen.

Hele Artilleriet koncentrerer nu sin kraftigste Ild mod det fjendtlige Infanteri, søger at ødelægge mulig til­ stedeværende Hindringer og bekaster de nu klart fore­ liggende Angrebspunkter med Granater og Shrapnels.

Den med alle sine Soutiens forstærkede Skyttelinie vedligeholder en levende Tirailleurild, der overalt, hvor Ledighed tilbyder sig, for en kort Tid gaaer over til den heftigste Hurtigskydning. Beskyttet af denne Ild iler Hovedtræfningen formeret i deployerede Kompagnier frem til Ildlinien og fordobler Fortræfningens Ild; fast Orden og sikker Ledelse af Ilden ved hørlige Kommandoord vil paa dette Tidspunkt kun undtagelsesvis høre til Mulig­hederne; i saa Henseende maa man ikke gjøre sig Illu­sioner, ligesom man ogsaa maa være paa det Rene med, at et Tilbagetog nu under dette Engagement fordetmeste vil være det Samme som sikker Ødelæggelse.

Den Høistbefalende maa derfor vel overveie, naar det rette Tidspunkt for denne afgjørende Kamp er kom­ met. Lang Varighed kan den umulig gives; men i de fleste Tilfælde vil Fjenden ikke mere holde Stand, naar det overhovedet er lykkedes os at komme ham saa tæt ind paa Livet, thi ogsaa hans Tilbagetog er udsat for de største Farer, hvis det ikke er sikkret ved særlige Ter- rainforhold f. Ex. skovrigt Terrain. De moralske Faktorer ere i dette Tilfælde ene afgjørende; til en virkelig Bajonetkamp i reglementarisk Forstand vil det saagodtsom aldrig komme, det skulde da være mellem enkelte mindre Afdelinger i meget uoverskueligt Terrain ved den sidste Kamp om en eller anden Gaard, Landsby eller Lignende.

Vi komme nu til det sidste Fremløb eller egentlige Angreb. Naar Signalet dertil gives, gjentages det af samtlige Hornblæsere, alle Trommer røres og Alt, Skyt­ ter, Soutiens, Kompagnier, styrter sig i det hurtigste Løb ind paa Fjenden. Fordækningens yderste Fløiafdelinger søge at omspænde Fjendens Fløie; Hovedtræfningen bry­ der igjennem hans yderste Forsvarslinie og kaster sig imod hans Reserver; den største Del af Reserven tager derimod Opstilling noget bagud og til Siderne, en mindre Del af den lige bag Fægtningslinien for eventuelt at kunne optage de foranværende Tropper, Kavalleriet tager Øieblikket iagt til at hugge ind paa den vigende Fjende.

Saasnart Infanteriet har naaet den fjendtlige Stilling, maa det strax trænge gjennem denne til dens modsatte Udkant; udover denne tør Ingen komme uden høiere Befaling. Kun med Ilden — ogsaa fra det hurtig til­ ilende Artilleri — forfølges Fjenden foreløbig indtil Skud­ sikkerhedens yderste Grændser.

Nu bliver der atter Anvendelse for en meget vigtig Side af Fægtningsdisciplinen og Troppernes rationelle Uddannelse for Fægtningen, idet den tabte Orden og taktiske Forbindelse hurtigst mulig maa søges gjenopret- tet. Hertil kræves enhver Officeers, ligefra Generalens til Lieutenantens kraftigste Medvirkning, men vel at mærke, for Enhvers Vedkommende kun indenfor hans bestemte Omraade.

Generalen bestemmer, hvem der skal overtage den yderligere Forfølgelse, og hvorlangt denne skal gaae; hvem der skal besætte den erobrede Stilling; hvem der skal overtage Bevogtningen af Fangerne og hvor disse skulle samles.

Træfningsføreren sørger ved Angivelsen af Samlingspladse for Gjenoprettelsen af den taktiske Orden og drager Omsorg for Ammunitionens Supplering.

Bataillonschefen og Kompagnichefen samler strax hver sin Bataillon eller Kompagni eller begynder i hvert Fald derpaa, selv om Afdelingen endnu skulde være beskjæftiget med at forfølge Fjenden med sin Ild. Disse Befalingsmænd maa ogsaa særlig tage sig af Samlingen af de Saarede og deres Transport til de forud opgivne Stationer for Ambulancerne.

Et væsenligt Punkt staaer endnu tilbage; det er Stil­lingens fuldstændige Renselse for enkelte muligvis til­ bageblevne fjendtlige Rester, navnlig Besætninger i Reduitpunkter. Dette i Forbindelse med en fuldstændig Afsøgning af alle Lokaliteter for at fremdrage skjulte Fjender og Krigsmateriel bliver navnlig Reservens Opgave.

Med Hensyn til alle disse Foranstaltninger bliver der stedse syndet meget; det er ikke sjeldent at see høist agtværdige, pligtopfyldende Officerer øde deres Kræfter paa Ting, der ere uden Betydning for det Væsenlige: Seiren og dens Befæstelse. Hvis Generalen f. Ex. i dette Tilfælde vilde give sig af med at ordne nogle forvildede Ammunitionsvogne eller med at samle et eller andet Kompagni, eller hvis en Kompagnichef, fordi Øieblikket dertil forekom ham gunstigt, vilde bryde frem fra Stil­ lingen og forfølge Fjenden, saa vilde Begge begaae grove Feil. Der maa derfor allerede ved Fredsøvelserne med pedantisk Strenghed holdes paa den rette Leddeling i Befalingsmyndigheden og en sikker Udførelse af saadanne vanskelige Overgange fra et Fægtningsmoment til et andet.

Defensiven.

Selve Forsvarslinien maa fra første Færd besættes saa stærkt som muligt, da Skytteliniens Forstærkning un­ der den fjendtlige Beskydning fordetmeste vil være for­ bundet med Vanskelighed og Tab; af lignende Grund maa de Soutiens og Reserver, der skulle tage aktiv Deel i Forsvaret, ikke placeres for langt tilbage. De Afdelin­ger, der staae bag hinanden, bør være samme Fører underlagte, for at der kan haves Sikkerhed for, at Under­støttelse ydes paa rette Tid og Sted.

Et sukcessivt Forsvar af forskjellige Afsnit er kun anbefalelsesværdigt, naar disse ikke ligge for tæt paa hinanden, og det mellemliggende Terrain kan holdes godt beskudt. I saa Fald vil man vel kunne komme sikkert tilbage efter at have tilføiet Angriberen Tab ved Beskyd­ ning paa længere Afstand; men der kræves en behændig Udførelse, naar man selv skal kunne undgaae følelige Tab, og Forsvarstropperne tage let Skade i moralsk Hen­ seende ved det Slags idelige Tilbagetog.

De Fordringer, der nutildags maa stilles til en god Forsvarsstilling, ere tidligere berørte. Her skal derfor endnu kun tilføies, at Stillingen maa være saaledes be­ liggende, at Fjenden som Følge af den almindelige stra­ tegiske og taktiske Situation er tvungen til at angribe den i Fronten. Paa Flankernes Sikkring ligger der nu saa meget større Vægt, som Fronten er bleven stærkere ved den forøgede Ildvirkning af de moderne Haandvaaben og følgelig vanskeligere at angribe; giver Terrainet ikke den fornødne Sikkerhed, søges den tilveiebragt ved stærke Echelons navnlig af Kavalleri og Artilleri bag Fløiene.

Ved den detaillerede Besættelse af en Stilling kom­ mer det mindre an paa en sammenhængende Linie end paa en Koncentration af Forsvaret paa de sandsynlige Angrebspunkter og de Steder, der give den gunstigste. Ildvirkning. Først i sidste Række kommer Spørgsmaalet om egen Sikkerhed paa et saadant vigtigt Punkt; findes der ingen Dækning der, opstiller man Besætningstropperne skjult i Nærheden, indtil man med sikkert Resultat kan beskyde Angriberen derfra.

Udmaaling og Markering af Afstandene i det foran­ liggende Terrain maa selvfølgelig ikke forsømmes, da denne Forholdsregel yder Forsvaret væsenlig Fordel.

Vi komme nu til Spørgsmaalet om, paa hvilke Af­stande man under Defensiven skal aabne Ilden.

Overalt, hvor man under gunstige Forhold kan komme til at overraske Fjenden med en pludselig Be­skydning, bør man selvfølgelig lade ham komme paa ganske nært Hold og saa modtage ham med en øde­læggende Hurtigskydning. I alle andre Tilfælde, hvor Fjenden altsaa er vidende om vor Tilstedeværelse og fuld­ stændig kampberedt, kan man ikke give Afkald paa at benytte sin dækkede Opstilling og sit Kjendskab til Af­standene til at bibringe Fjenden Tab allerede paa længere Afstand; dog bør dette ikke skee i nogen vid Udstræk­ning og i hver; Fald kun paa Afstande, der give Udsigt til sikker Træfring, altsaa med det nye tydske Gevær af Model 1871 pra høist 800 Skridt. Vi vide Alle af Er­ faring fra sidste Krig, at Intet driver Angriberen til en hurtig og energisk Fremrykning som en Beskydning paa langt Hold uden Træffere.

Altsaa paa Afstande udover 800 Skridt kun et kraf­tigt Artilleriforsvar; derefter aabnes en langsom Tirailleurild fra særlig gunstige Punkter mod gode Maal, og først naar der kan gjøres sikker Regning paa at træffe, gaaer denne Ild over til at blive almindelig. Artilleriet bør fra første Færd for største Delen tage det fjendtlige Artilleri under Behandling for at tvinge det til at udvikle sig tid­ lig og lamme dets Iver efter at komme frem. I vore Defensivkampe foran Paris, Metz og Belfort havde vi hovedsagelig vort fortræffelige Artilleri at takke for, at de Franskes Angreb fordetmeste gik istaa paa Halvveien og kun sjeldent kom til kraftig Gjennémførelse.

Naar Fjenden har arbeidet sig frem til virksom Skudvide (5—400 Skridt), maa enhver Blottelse, han giver, benyttes til at rette en ødelæggende Hurtigskydning paa ham; herved bør der sættes det størst mulige Antal Geværer i Virksomhed. I Defensiven, hvor man er op­ stillet bag Dækninger, vil det nemlig være lettere at be­ herske en saadan Hurtigskydning, og man kan derfor ogsaa tidligere begynde at gjøre Brug af den end under Offensiven.

Nu er Tidspunktet for Reservernes Virksomhed og­ saa kommet. De kunne anvendes dels til en direkte Afværgelse af Angrebet paa de egentlige Angrebspunkter, dels til Modangreb paa Angriberens Flanker.

Dette sidste Slags Bevægelser ere i den sidste Tid saa at sige komne i Mode ved vore Fredsøvelser. Paa Exercerpladsen eller under et Manoeuvre tage de sig net ud; men i Virkeligheden maa de anvendes med megen Forsigtighed, da de ere meget vanskelige at udføre. Hovedvanskeligheden bestaaer i at vælge det rette Tids­ punkt og at give Stødet den uventede og pludselige Karakter, som det bør have. Der kræves altsaa lige saa duelige Førere som øvede Tropper.

Saameget staaer fast, at den Faren ud af Stillingen, som man ofte seer ved Manoeuvrer, efterfulgt af Hurraer og sluttet Bajonetattaque, mere eller mindre maa betrag­ tes som Foster af et naivt Sværmeri, der kun kan føre til betydelige Tab, men aldrig til noget gunstigt Resultat ligeoverfor en blot nogenlunde dygtig Modstander. Er det derimod som Følge af Terrainforholdene muligt i et Øieblik, hvor Angriberen lider betydelige Tab og er kommen i delvis Uorden, ja maaskee er bragt til at standse, at falde ham i Flanken, pludselig, uventet og med alle Vaaben, ryste ham paa nært Hold med en morderisk Artilleri- og Infanteriild og derpaa gjøre et kraftigt Kavalleriangreb paa ham med en betydelig Styrke, ja isaafald kunne det Slags Modangreb være af stor Virkning; men Enhver vil indrømme, at Leiligheden der­ til vil være meget sjelden.

Er Angriberen kommen ind paa 4—300 Skridts Af­ stand og forbereder sig paa det sidste Fremløb, maa den Høistbefalende i Stillingen overveie, om han er stærk nok endnu til at kunne vente at afslaae Angrebet, eller om han i modsat Fald har Tid nok til at komme tilbage i nogenlunde Orden og uden altfor store Tab.

I første Tilfælde — hvis han altsaa kan føre et kraf­ tigt Modangreb mod Fjendens Flanke eller har Reserver nok ved Haanden til i det sidste Øieblik at slynge An­ griberen en overvældende Ild imøde — vil det blive Mo­ det, Disciplinen og den physiske Kraft, der komme til at afgjøre det blodige Haandgemæng, ud af hvilket den Ta­bende kun vil kunne trække sig tilbage med forfærdelige Tab. Har Forsvareren derimod i det andet Tilfælde be­sluttet sig til i rette Tid at gaae tilbage, har han dog endnu en Chance for at kunne tage Stillingen igjen, hvis Angriberen skulde forsømme nogen af de ovenfor omtalte Forsigtighedsregler og f. Ex. i blind Iver forfølge ud over den erobrede Stilling, eller hvis Reduiterne i dennes Indre endnu holde Stand, og man raader over intakte Reserver, der med Orden og Energi kunne gribe Offen­siven. Exempler paa det Slags Gjenerobringer af For­ svarsstillinger forekomme langt hyppigere i den nyere Krigshistorie end heldige Angreb fra selve Stillingen.

Det staaer endnu tilbage at omtale to Fægtnings­ situationer, der vel høre ind under de to skildrede Hovedkategorier, men dog frembyde nogle i flere Hen­ seender afvigende Chancer, som den moderne Bevæbning har bragt til at træde skarpere frem end tidligere. Det er Forfølgnings- og Tilbagetogsfægtninger.

I begge disse Tilfælde ville de to Modstandere nu­ tildags holde sig længere fra hinanden end tidligere; thi saa farligt det første Moment af Tilbagetoget fra en opgiven Stilling end er, saa vil dog den, der trækker sig tilbage, paa Grund af Haandvaabnets store Defensivkraft kunne holde Forfølgeren i en temmelig respektfuld Afstand under Resten af Tilbagetoget. De moderne Kampes Haardnakkethed og lange Varighed tager desuden i Almindelighed sadedes paa begge Parters Kræfter, at der enten slet ikke finder nogen Forfølgning Sted, eller at denne dog faaer en temmelig mat Karakter. Det ligger i Sagens Natur, at der efter et heldigt gjennemført An­ greb, naar Fjenden overalt sees paa Tilbagetog, indtræder en vis Slappelse hos Angrebstropperne; derved gaaer der Tid tabt, saa at den slagne Fjende faaer et stort For­spring; kun Kavalleriet kan atter indhente ham. Men selv dette Vaaben vil kun, naar det ledsages af et talrigt Artilleri eller selv er bevæbnet med et langtrækkende Bagladevaaben, have Udsigt til at tilføie Modstanderne alvorlige Tab. Hvor let kunne ikke ellers nogle faa De­ linger Infanteri ved Besættelsen af et Defilée, en Skov eller Landsby standse Kavalleriet i dets Forfølgelse?

Paa lignende Maade som tidligere omtalt med Hen­ syn til Vexelvirkningen mellem Infanteri og Kavalleri vil Forsvareren kunne dække Tilbagetoget fra en Stilling, idet han ved et Udfald af sit Kavalleri beskjæftiger Fjen­ den saalænge, at hans Infanteri kan faae tilstrækkeligt Forspring til at unddrage sig Forfølgerens virksomste Ild. To til tre Eskadroner, fordelte paa hele Linien, ville være nok til at degagere en hel Infanteribrigade, naar Manoeuvren blot er indøvet.

Trækker man sig tilbage uden at oppebie det afgjørende Stød, gjør man bedst i sukcessive at lade Skyttelinien repliere sig i Løb paa de bagvedværende smaa Soutiens, og disse sammen med Skytterne atter paa de større Soutiens, idet der fra hver saaledes ind­ tagen Stilling aabnes en levende Hurtigskydning paa An­griberen. Det afhænger selvfølgelig af Omstændighederne, om de forskjellige Soutiens tage Opstilling i sluttet eller spredt Orden, og om man lader den forreste Linie standse i den bageste eller gaae igjennem denne. I sidstnævnte Henseende vil det være rettest at slaae fast som Regel, at der altid standses og gjøres Front i den nye Linie, og at Bevægelsen først fortsættes paa særlig Befaling.

Infanteriets Uddannelse for Nutidsfægtningen.

Forfatteren begynder dette Afsnit med at erklære, at de Kapitler i det preussiske infanteri-Exercerreglement af 1870, der omhandler Fægtningen, i Forbindelse med Forskrifterne i den kgl. Kabinetsordre af 19de Marts 1873, næsten i alle Henseender nøie fore­ skrive det Samme, som han har udviklet og anbefalet; og at der følgelig ikke i Øieblikket trænges til en plud­selig og radikal Omarbeidelse af Reglementet, men kun til et rigtigt Syn fra Officerernes Side paa, hvad der af dettes Forskrifter nu er Væsenligt og Uvæsenligt, samt til en præcisere, mere detailleret Form for de Fægtningen, vedrørende Bestemmelser, som nu ere affattede i altforalmindelige Udtrykt.

I denne Retning gaae selvfølgelig hans Bemærkninger og Forslag vedrørende Uddannelsen, og det kan kun være glædeligt for danske Læsere at see, at disse fordetmeste kun gaae ud paa at slaae Grundsætninger og Former fast, der forlængst ere adopterede i vort Exercerreglement, som unægtelig er udarbeidet paa et Grundlag, til hvilket det preussiske Reglement maaskee først i en fjernere Fremtid vil naae. Ting som Afskaffelsen af det tredie Geled, af Begrebet om Kolonnens forskjellige Afmarchering og om Inversion med deraf flydende Konsekvenser, stilles vel af Forfatteren i Udsigt som Reformer, der kun ere Tidsspørgsmaal, men berøres dog endnu ikke af ham.

Da hans Forslag i deres fulde Udstrækning følgelig kun have Interesse for tydske Læsere, skal jeg i det Følgende indskrænke mig til at gjengive det, der kan have Betydning for vore Forhold, og da navnlig saadanne Forslag til Former eller Øvelser, som vort Reglement ikke bestemt foreskriver.

Bataillonen er nu kun administrativ Enhed og Marcheenhed. Kampenhed er Kompagniet. Dettes Uddannelse er de: eneste Grundlag for hele Uddannelsen. Bataillons-, Regiments- og Brigadeexercits existerer egent­ lig ikke mere; i disse Afdelinger er der kun Tale om at manoeuvrere med Kompagnienhederne.

Kompagniets Uddannelse i Exercits falder i to Hoved­ afsnit: Skoleexercits og Fægtningsexercits. Skoleexercitsen tjener kun til at forberede den enkelte Mand og Troppen til nøiagtig og hurtig Udførelse af de for Fægtningsexercitsen nødvendige Bevægelser; den maa aldrig være et Formaal i og for sig.

Under hele Uddannelsen maa det endelige Formaal: at gjøre saavel den enkelte Mand som Kompagniet og dets Underafdelinger til sikkre, behændige og lydige Redskaber under Fægtningen, saaledes som den nu er, intet Øieblik tabes af Syne. Strax fra det Øieblik, Rekruten faaer et Gevær i Haanden, maa Indøvelsen afAn­ slag, Sigtning, den spredte Fægtnings Former samt disses Anvendelse paa Terrainet gaae jævnsides med den egent­ lige Skoleexercits.

Uddannelsen i spredt Fægtning maa skride systema­ tisk fremad. Der begyndes med den enkelte Mand og Troppen, gaaes derfra over til Delingen og Kompagniet, idet stadig de paa Exercerpladsen lærte Former strax indøves i Terrainet; dernæst exerceres der i Terrainet med Kompagniet først uden Modstander, saa med en ved nogle faa Mand markeret Fjende, der kun handler efter Instruktion, og endelig komme da Øvelserne i to Partier, først med indskrænket, saa med fuld Handlefrihed for begge Parter.

Kompagniets Fægtningsexercits.

Saavidt Terrainet og Mandskabets Kræfter tillade det, bør alle Bevægelser i Kompagnikolonnen som Regel ud­ føres i en Marchekadence af 120 Skridt i Minutet.

Frontmarche paa lange Strækninger, nu og da med delingsvis Afbrydning i Roder og atier paafølgende Opmarche, bør flittig indøves.

Naar Kompagniet rører eller er faldet ned, er det overflødigt at kommandere «Ret», forinden en Bevægelse foretages. Paa det første Avertissements-Kommandoord retter Mandskabet sig af sig selv og tager Geværet i Hvil.

Den sluttede Normalopstilling bør kunne gjøres noget løsere (1/2 Skridt mellem Roderne) og atter sluttes paa bestemte Kommandoord.

Hurtig Railleren fra enhver Formation til en hvilkensomhelst anden virkelig forekommende maa øves ofte, ogsaa under Bevægelse.

Kompagnikolonnen maa paa hurtigste og simpleste Maade kunne deployere til en af Flankerne, for at Ildens Afgivelse i en saadan Retning ikke unødvendig skal forsinkes.

Alle Deployeringer og Opmarcher bør hyppig fore­ tages paa en Linie, som danner en Vinkel med Marcheretningen, fordi de i Virkeligheden hyppigst komme til Anvendelse saaledes.

Ved den spredte Fægtning er en systematisk An­vendelse af Gruppesystemet nutildags aldeles nødvendig, for at Ordenen kan opretholdes og Ilden ledes paa rette Maade.

I enhver Skyttelinie bør der fra første Færd saavel paa Exercerpladsen som i aabent Terrain være en Afstand af 10 til 12 Skridt mellem Grupperne, for at en senere Forstærkning kan skee ved gruppevis og ikke rodevis Indrykning af de bagvedværende Soutiens. Denne Afstand maa strengt overholdes.

Nogen Rykken til Side eller Flytning af Roderne i Skyttelinien for at skaffe Plads til de indrykkende Sou­ tiens maa aldrig finde Sted. Ere Intervallerne mellem Grupperne gaaede tabt, maae de paagjældende Soutiens enten skyde over de foranliggende Skytter eller rykke rodevis ind i Skyttelinien, saa godt det lader sig gjøre.

Al Hurtigskydning maa udføres med et bestemt An­tal Patroner ad Gangen; denne Regel maa nøie følges ved Fredsøvelserne, saa at dens Overholdelse bliver til Vane hos Mandskabet.

Af Railleringer fra spredt Orden bør navnlig øves: Hurtig Overgang til Linie (Samling til en af Fløiene eller Midten), Kompagnikolonne, Marchekolonne og Avant­garde- eller Arrieregardeformation.

Efter at have gjennemgaaet de Fordringer, der maa stilles til Uddannelsen i Bataillon, dvæler Forfatteren slutte­lig ved Nødvendigheden af store Øvelsespladse med vexlende Terrain, og af hyppige Øvelser i større Afdelinger (Divisioner), navnlig mod markeret Modstander, for der­ ved at skaffe de høiere Førere ønskelig Ledighed til at erhverve fornøden Routine.