I den igangværende debat om en videre udvikling af artilleriet, herunder hvilke nyanskaffelser, der påtænkes ind ført/er blevet indført, kan det tjene et vist formål, udover alm indelig interesse for nyskabelser, at se hvilke tanker der rører sig i Norge om dette emne. Nærværende artikel er hentet fra Norsk Militæ rt Tidsskrift, hefte 7 1968, hvor Oberstløjtnant J. Nesgård under overskriften >Bedre ildstøtte til hærene, redegør for synspunkter i forbindelse med nyanskaffelser til den norske hærs feltartille ri. Oberstløjtnanten kommer herunder ind på, hvilke baner man påregner at følge med hensyn til en videre udvikling af artille rie t inden fo r den næste 7-års periode. Selv om man ikke helt arbejder under samme vilkår i Norge, så dog stort set med samme sigte, som vi gør, kan artiklen give stof til nærmere eftertanke, idet de efternævnte problem er ikke er ukendte herhjemme.
For en tid tilbage blev vi gennem dagspressen informeret om de vigtigste sager i den skrivelse — Hovedretningslinier for Forsvarets organisation og virksomhed i tiden 1969-1973 - som Forsvarsdepartementet har sendt Stortinget. A f de oplysninger som blev givet, fremgik det, at det for hærens del omfattede Forvarsdepartementets forslag om bl. a. anskaffelse af et antal selvkørende 155 mm felthaubits, som hæren allerede havde bestilt, og at leverancerne ville begynde foråret 1969. Det er derfor naturligt, at mange ønsker at blive orienteret om, hvilken effektivisering af ildstøtten denne modernisering af skytsparken v il bevirke. Specielt er det rim eligt at antage, at dette er et vigtigt spørgsmål for infanteriet, eftersom det v il være dette våben, som i første række må undgælde, når ildstøtten udebliver eller er mangelfuld. Man må im idlertid være opmærksom på, at et moderne feltskyts ikke er ensbetydende med moderne felta rtille ri — noget som jeg v il forsøge at påvise i denne artikel — og anskaffelsen af selvkørende middeltungt skyts er derfor bare en del - rigtig nok den vigtigste - af den moderniseringsplan for feltartilleriafdelingerne, som man nu i nogen tid har arbejdet med. Under denne planlægningsperiode er der sikkert flere end mig, som har mødt en del skeptiske officerer, som bl. a. med henvisning til ældre og erfarne artilleriofficerer mener at have hjemmel til at kunne slå fast, at hæren nu er slået ind på en farlig vej ved at gå med til anskaffelse af tungt og kompliceret skyts. Det er helt forståeligt, at enkelte er skeptiske med indførelsen af nye avancerede våbensystemer, som for vedkommende måske funktionsmæssigt er mindre forståelige og derfor virker mere komplicerede end de i virkeligheden er. Det er desværre således, at når et system, som en officer anser for at kunne beherske til fuldkommenhed, bliver forældet og må udgå, v il vedkommende fagligt set føle sig ribbet samtidig med, at han ikke længere v il have den fornødne faglige ekspertise, som er nødvendigt for at være meningsberettiget i diskussioner om nye våbensystemer. Indføring af selvkørende skyts v il selvsagt skabe visse brugsmæssige problemer i fred, men disse v il sikkert ikke være af en sådan karakter ,at de overhovedet bør få lov til at spille nogen rolle ved valg af skytstype. E fter min mening er der derfor grund til at antage, at de indvendinger, som er fremkommet, mere er baseret på et følelsesmæssigt grundlag end på en realistisk vurdering af de faktiske forhold. Det har forøvrigt ikke været noget ensidigt artilleristisk synspunkt, som har været udslagsgivende ved valg af selvkørende middeltungt skyts. Eksempelvis kom den arbejdsgruppe — det såkaldte ildstøtteudvalg — som havde til opgave at vurdere hele ildstøtteproblemet i hæren, frem til samme forslag som feltartilleriet, når det gjaldt valg af skytstype. Der skulle derfor i dette tilfæ lde ikke være nogen grund til at mistænke, at den valgte løsning har fået nogen artilleristisk slagside. På baggrund af det her anførte skal jeg im idlertid i denne artikel forsøge at fremlægge stoffet på en sådan måde, at læserne selv - i alle tilfælde i nogen grad - kan bedømme, hvilke realiteter, der ligger bag de udtalelser, som fra tid til anden bliver afgivet om ildstøtten. Samtidig v il jeg gerne forsøge at rydde eventuelle misforståelser af vejen uden at komme for meget ind på artilleristiske specialiteter. I denne artikel behandler jeg i hovedsagen kun den del af den tunge ildstøtte, som feltartilleriet er ansvarlig for, medens den mere sekundære tunge ildstøtte, som hæren i givne situationer kan få fra andre forsvarsgrene, ikke vil blive berørt.
Synet på ildstøtten
Hensigten med ildstøtten, hvad enten den er af konventionel eller kernefysisk natur, er som tidligere at disponere over et kampmiddel, hvormed man kan kontrollere og beherske kampzonen. Ved fremkomsten af atomvåben fik man i realiteten våben med kapaciteter større end evnen til at vælge hensigtsmæssige mål. Selv om der i al almindelighed fremdeles er meget delte synspunkter om nytten og berettigelsen af at disponere over atomvåben - også taktiske atomvåben er der blandt militæ re fagfolk stort set enighed om, at sålænge mulighederne er til stede for, at en konventionel krig, når som helst kan gå over til en atomkrig, er det et krav, at kampenhederne må kunne disponeres således, at man hurtigt kan skifte over fra konventionelle sprængladninger til atomladninger. A f kendte årsager er dette im idlertid ingen aktuel problem stilling her i landet, og vi må derfor basere vort forsvar på konventionel krigsføring som det mest aktuelle alternativ. Da dette blev klart, blev det også klart for selv de ivrigste raketentusiaster, at tungere raketter - styrbare og ikke styrbare - kun er egnet (og beregnet) til brug som leveringsmiddel for ABC-våben. En nøgtern vurdering af de muligheder som raketter og skyts har, viser nu som tidligere, at skytset fremdeles er det mest fleksible element i ildstøtten - konvensionel ildstøtte eller atomstøtte -, og at skytset derfor kommer til at spille en dominerende rolle uafhængig af, om atomvåben bliver brugt eller ej. I de sidste 5-6 år har der heller ikke været nogen større uenighed om nødvendigheden af at øge den tunge konvensionelle ildstøtte. Uenigheden gælder vel mere valg af type kanon/haubits eventuel morter. I princippet er der vel heller ingen uenighed om, at de taktiske krav bør være udslagsgivende ved valg af skytstype(r), d.v.s. det gælder om at vælge eller eventuelt frem stille den skytstype, som bedst mulig opfylder de frem tidige taktiske krav. I denne forbindelse må man også tage i betragtning den relative lange tid, der medgår fra det øjeblik, man begynder at projektere et sådant våben på tegnebrættet, til det er i operativ brug ude ved afdelingerne. Ligeledes bør man være klar over, at selve produktet sædvanligvis er et kompromis mellem en række modstridende krav. Under selve udviklingstiden fremsættes også normalt nye krav, som sædvanligvis ikke kan efterkommes gennem m odifikationer. I virkeligheden kan man derfor ikke påregne at kunne vælge et helt moderne feltskyts, ofte opfylder det ikke engang kravene inden for det taktiske område, hvortil skytset er forudsat brugt.
Kravene til ildstøtten
Dersom man kender de frem tidige krav til ildstøtten d.v.s. til feltartilleriafdelingem e, samt hvilke muligheder og begrænsninger disse afdelinger har, skulle det være m uligt at bedømme, i hvilken grad ildstøttebehovet v il blive tilgodeset under de forskellige kampformer. De generelle taktiske krav til ildstøtten under de forskellige kampformer er givet i Taktiske Direktiver for Hæren (TD H ), et reglement som vel endnu må siges at være så moderne, at det nogenlunde er dækkende på dette felt i den nærmeste frem tid. TD H har som bekendt listet en række faktorer, bl. a. slås det fast, at ild og bevægelse er kampens hovedelementer, som må samordnes i tid og rum, men at ildvirkningen er hovedsagen, og at det er den, som afgør kampen. Dette kommer også klart til udtryk i de fastsatte generelle principper for krigsføring. I denne forbindelse skulle det være tilstræ kkeligt at pege på de gamle sandheder, som i speciel stor grad berører F A som støttevåben, nemlig principperne om kraftsamling, overraskelse, handlefrihed og m obilitet samt økonomisering. Betragter man disse principper under ét, v il man se, at de hænger ganske nøje sammen, ligesom de i meget stor grad gensidigt influerer på hinanden. Disse principper set under ét kræver nemlig, at feltartilleria fdelingerne med kraftsamling af ilden må kunne give ildstøtte mod alle punkter (mål) af taktisk betydning, hvor de end måtte befinde sig inden for kampzonen og til hvilket som helst tidspunkt. Foruden at ilden må kunne kraftsamles, må den kunne afgives intenst og direkte i målet uden forudgående indskydning.
Ildstøtten i fremtiden
et er ganske klart, at med et felta rtille ri med sådanne muligheder som anført foran, v il den tunge ildstøtte virkelig blive den operative/taktiske chefs knytnæve, hvormed han slår til der, hvor man søger afgørelsen. Dersom feltartilleriafdelingerne skal magte denne opgave, nemlig at skabe bedst m ulig støtte med indirekte tung ild , må hele dette artillerisystem indeholde de nødvendige komponenter, som er afbalanceret i forhold til hverandre. Dette artillerisystem kan populært sammenlignes med en kæde, hvor de vigtigste led er:
- Efterretning og mållokalisering,
- ildledelse,
- radioforbindelse,
- feltmåling,
- skyts,
- ammunition og
- forsyningstjeneste.
Man bør mærke sig, at denne kæde ikke er stærkere end det svageste led. En forstærkning af et af leddene v il derfor ikke få nogen større effekt, hvis man ikke samtidigt følger op med tilsvarende forstærkning af de andre led i kæden. Leddene i denne kæde er i dag desværre ikke lige stærke, og nogle led er også i svageste tilstand, og jeg skal derfor i store træk pege på de forstærkningsarbejder, som foregår eller er planlagt gennemført. Feltartilleriets efterretnings- og målopklaringstjeneste har som hovedopgave at skaffe grundlaget for en effektiv indsættelse af den tunge ild på rette sted, til rette tid og i overensstemmelse med den støttede afdelings ønsker og behov. De vigtigste indhentningsorganer inden for feltartilleriafdelingerne er:
- Observatørerne (jord- og fly OB Oer),
- radartroppe,
- måletroppe,
- lydpejlerapportører,
- glimtpejleobservatører og
- krateranalytikere.
Desuden kan man - i alle tilfæ lde i enkelte perioder - regne med at få efterretninger fra højere- og naboafdelinger eksempelvis fra flyrekognosceringer. Vanskelighederne med at skaffe tilstræ kkelig nøjagtige måldata i rette tid, specielt for mål i dybden, er ikke så let at overvinde med de midler, hvorover vi disponerer. Dette er ikke noget specielt norsk problem, selv stormagterne, som har økonomisk grundlag for at kunne satse på det mest avancerede efterretningsudstyr eksempelvis droner for at lokalisere mål gennem fotografering, IR eller TV , har ikke løst dette problem. Indføring af en radar med større rækkevidde og virkefelt v il im idlertid skabe et langt bedre grundlag for en inere effektiv kontrabeskydning, end forholdet nu er. Indføring af artillerijægere i afdelingen v il bedre mållokaliseringen i dybden, men p.gr.a. at helikoptere og OBS-fly ikke kan gå ind over fjendtlig område, og de hurtiggående fotorekognosceringsfly ikke altid magter at skaffe efterretninger om målene hurtigt nok eksempelvis for kontrabatteriskydningcr, må man fortsat regne metl nogen mangelfuld mållokalisering i dybden. Udviklingen peger im idlertid mod, at man også lier i landet på længere sigt må gå til anskaffelse af mere avancerede efterretningsmidler eksempelvis droner. Selv om de m idler og metoder, som en ildleder benytter, er og af naturlige årsager bør være enkle, bar det h id til været vanskeligt at skaffe det nødvendige antal teknisk/taktisk skolede ildlcdere. De største problemer, ildlederen bar, er at kunne fastsætte den nøjagtige beliggenhed - koordinater - af målene samt egen position. Med indføringen af de nye feltmålem idler tellurometer og gyroteodolit er mulighederne for at binde OBSområderne og kanonområderne sammen feltm ålemæssigt blevet afgørende forbedret, således at mulighederne for at fastsætte den nøjagtige position for OBO-erne er blevet betragtelig bedre. Eftersom fuldgode skydekort fremdeles er og vel endnu nogen tid bliver mangelvare, er problemerne med en hurtigere og nøjagtigere bestemmelse af målene endnu ikke løst på en helt tilfredsstillende måde. Tager man i betragtning, at hovedtyngden af målene ligger inden for OBO-emes observationsrækkevidde, er det selvsagt af vital betydning at få løst dette problem. Indføringen af et retnings- og afstandsinstrument - LA S ER - vil med den nuværende udvikling føre et godt stykke på vej mod at løse disse problemer. Under kamp er som bekendt feltartilleriafdelingernes forskellige led spredt ud over et stort område. En af forudsætningerne, for at artillerisystemet i det hele taget skal kunne virke, er nu som tidligere, at alle disse led til enhver tid er knyttet sammen af et driftsikkert radiomateriel. Indføring af skyts med større rækkevidde, artillerijægere m.m. sætter større krav til radiomateriellet, når det gælder rækkevidde, vægt, styrke m.m. Fjendtlige forstyrrelser af udsendelserne indebærer bl. a., at man må gå over til metoder, som reducerer sendetiden, hvilket kan opnås ved hjælp af moderne teknik. De radiostationer som feltartilleriet er forudsat til at få efter den nye materielplan, v il efter de foreliggende oplysninger i meget stor grad tilfredsstille de krav, som må stilles. Med indføringen af de moderne feltmålemidler teUurometer og gyroteodolit vil alle skydende enheder blive givet samme og en meget nøjagtig orientering inden for de krav om nøjagtighed, man bør sætte. Norm alt v il også disse data kunne fremskaffes inden for de tidsintervaller, som kræves. Selve beregningen af skydedataerne sker nu manuelt med mekaniske hjælpemidler, hvor nøjagtigheden ved beregningerne begrænses af metoden og hjælpemidlerne. Nøjagtigheden kan øges, beregningstiden skæres ned og mulighederne for fe jl elimineres, hvis man tager bedre og mere avanceret mekanisk udstyr i brug, men dersom man virkelig v il opnå nogen større gevinst, når det gælder hurtighed og nøjagtighed i beregningerne af et større antal mål, hvilket nu v il blive et krav, må man gribe til en elektronisk regnemaskine (artillerikom putor), som er tilpasset feltartilleriets krav. En sådan maskine, som nu er under udvikling, er forudsat at skulle indgå i feltartilleriet. Eftersom der ikke sker noget mirakel inde i maskinen, er det nødvendigt at sørge for, at de værdier maskinen mades med, er så nøjagtige, at de muligheder en sådan maskine har for at udføre nøjagtige korrektionsberegninger for skydninger inden for store områder, bliver udnyttet fuld t ud. Studerer man, hvilke indvirkninger de forskellige afvigelser har på projektilbanen, v il man nemlig finde, at de afvigelser, hvis absolutte værdi er vanskeligst at bestemme nøjagtigt - afvigelser i udgangshastighed, lu fttemperatur og vind — er meget store, og det er kombinationen af disse afvigelser som nuværende manuelle beregningsmetode bl. a. ikke magter at tage hensyn til. Indføring af flere sæt af det nu brugte elektroniske vejrtjenestemateriel v il til enhver tid skaffe de nødvendige pålidelige vejrdata, som kan mades automatisk ind i regnemaskinen. Indføring af Vo-måleudstyr i alle skydende enheder v il ligeledes give korrekte værdier for udgangshastigheden. Grundlaget for at udnytte en sådan elektronisk artillerikom putors fulde kapacitet skulle ligeledes være til stede. De vigtigste egenskaber hos et feltskyts er skudvidde, præcision, ildhastighed og fremkommelighed. For at kunne støtte ved store frontbredder, horisonten rundt - ved horisontale og vertikale om fatninger - samt at kunne beskyde mål i dybden kræves stor skudvidde, 155 mm FH , M 109 har 18 km som maksimal skudvidde med konventionel ammunition d.v.s. ca. 3 km længere end 155 mm H F , M 114 og ca. 7 km længere end 105 mm FH , M 101. I de fleste lande benyttes et mere langtrækkende skyts, end de vi har og specielt til kontrabatteriskydninger, v il der kunne blive behov for et mere langtrækkende skyts. Dersom resultatet af den igangværende udvikling af et specialprojektil til M 109 bliver tilfredsstillende, v il rækkevidden im idlertid for dette skyts øges meget betydelig. M 109 har sammenlignet med de skytstyper, vi nu bruger, langt bedre præcision, hvilket v il bevirke indsparing af tid og ammunition, give øget virkning og mindre sikkerhedsafstande. Det er en kendsgerning, at et stort antal granater i målet i løbet af meget kort tid giver større fysisk og psykisk virkning end samme antal granater afgivet i målet over et længere tidsrum. Ildhastigheden spiller derfor en meget stor rolle ved moderne skyts og dette er også grunden til, at man er gået ind for den tyske m odifikation af M 109, hvorved ildhastigheden er blevet praktisk talt fordoblet. Ildberedskab og fremkommelighed hos feltskyts hænger nøje sammen, eftersom det er disse egenskaber, som bestemmer, hvor hurtigt skytset kan åbne ild efter, at grupperingsordren er givet. De store krav til ildberedskab og hurtige omgrupperinger kan i realiteten kun opfyldes af selvkørende skyts. De granattyper som benyttes i dag er af ældre model og kan vel ikke siges at opfylde dagens krav helt (fuldt ud). Gennem en bedre konstruktion af granaterne og ved at bruge et mere energirigt sprængstof v il virkningen af den enkelte granat øges betydeligt. Anskaffelse af RADO-brandrør til brug eksempelvis under dårlige observationsforbold, i mørke, på store skydeafstande og specielt i sne, v il øge virkningen yderligere. I denne forbindelse må også tages i betragtning, den større virkning et større kaliber v il give. Ligeledes må man ikke glemme, at mulighederne for at forbedre ammunitionen er større ved de store kalibre end ved de små kalibre eksempelvis udvikling af raketprojektiler til brug mod mål uden for den konventionelle skudafstand. Inden for feltartilleriet har man endnu ikke en granat, som giver den ønskede virkning mod de højest prioriterede mål, eksempelvis pansrede personelkøretøjer. Im idlertid skal der ifølge dagspressen efter sigende være udviklet en ny projektiltype, som er så effektiv mod disse måltyper, at man allerede bruger udtrykket »renæssance for artilleriet« (jf. svensk artilleritidsskrift 1968). Selv om man foreløbig måske bør tage sådanne oplysninger med en vis varsomhed, er det klart, at dersom man kan beskyde sådanne mål i dybden og derved stoppe et fjendtligt angreb på et tidlig t tidspunkt, v il det være berettiget at bruge forannævnte udtryk. I denne forbindelse v il man kunne pege på ammunitionsforsyningstjenesten. Kravene til hurtige omgrupperinger kræver, at omlastning af ammunition bør undgås. Dette kan altid undgås, idet det normalt v il være nødvendigt at bruge terrængående bæltekøretøjer for at kunne bringe ammunitionen helt frem til kanonstillingerne i de selvkørende afdelinger. Selv om den frem tidige afdelingsammunition, som afdelingerne bringer med, v il repræsentere en langt større ildeffekt end tilsvarende mængde ammunition i dag gør, er der vel næppe grund til at regne med, at transportbehovet v il blive så stærkt reduceret, at problemerne med ammunitionsforsyningstjenesten forsvinder.
Organisation
Én af forudsætningerne for at kunne trække maksimal effekt ud af artillerim ateriellet er, at feltartilleriafdelingernes organisation er tilpasset de frem tidige taktiske krav. Dette indebærer, at organisationen må være fleksibel i brug under forskellige kampformer og under hensyntagen til variationerne i ildstøttebehovet, den disponible mængde og type skyts, at man til enhver tid udnytter afdelingernes fulde ildstøttekapacitet. Ved udfomningen af den nye organisation af feltartilleriet har man taget hensyn til disse krav. Således har samtlige afdelinger, uanset hvilken skytstype der benyttes, i princippet fået en ensartet organisation (AFDstab, STB T og tre enhedsbatterier å 6 kanoner). I lighed med tidligere kan om nødvendigt et batteri trækkes ud og udnyttes selvstændigt. Ligeledes er det forudsætningen i fremtiden, at en artilleristab skal kunne samordne ildstøtten fra flere afdelinger. Sammenlignet med den gamle organisation v il sikkert mange anse den nye organisation for vel spartansk, når det gælder personel og materiel. Dette er til en vis grad rigtigt, eftersom ledemotivet har været kun at tage det, som anses for nødvendigt med i organisationen, medens man bar givet afkald på det, som måtte være ønskeligt i den hensigt at kunne etablere flest mulige skydende a rtille rienheder inden for den optrukne økonomiske ramme.
Brugen af ildstøtten
Af foranstående v il det med al ønskelig tydelighed fremgå, at moderne feltskyts ikke er ensbetydende med moderne feltartilleri, idet effekten man kan trække ud af moderne skyts i meget bøj grad bestemmes af de hjælpemidler, som indgår i artillerisystemet d.v.s. af de andre led i kæden. Det skulle vel ligeså klart fremgå, at dersom man ønsker optimal effekt af de midler, hvorpå man satser, må man sørge for, at artilleri systemet er vel afbalanceret d.v.s. at leddene i kæden er lige stærke. Det er im idlertid ikke m uligt under den igangværende reorganiserings- og moderniseringsproces at holde fuld balance i systemet hele tiden, men det er berettiget at tro, at man ved afslutningen af 7-års perioden v il have et relativt set moderne felta rtille ri med en ildstøttekapacitet, som er flere gange større end den, dagens feltartille ri repræsenterer. Selv om feltartilleriet er det største og vigtigste støttevåben i hæren, og således må siges at have hovedansvaret for den tunge ildstøtte, må man i denne forbindelse ikke glemme, at også andre tunge ildstøtteafdelinger - kampvogns- og tunge morterafdelinger - v il gennemgå samme moderniseringsproces, hvilket vil bevirke tilsvarende effektivisering af ildstøtten fra disse afdelinger. Mange er sikkert af den mening, at indføring af så meget avanceret materiel, som anført foran vil skærpe kravene til personellets faglige dygtighed. E fter min opfattelse er dette ikke rigtigt for brugerens vedkommende, idet det generelt set er et spørgsmål om tilsvarende faglig dygtighed, som det i dag forlanges af personellet, forskellen er, at det delvis er på nye felter, som im idlertid kan læres uden specielle vanskeligheder. Problemerne v il i tilfæ lde melde sig på det vedligeholdsmæssige område, som ligger uden for brugerens ansvarsområde. Man må have lov at regne med, at de som er ansvarlige for dette felt har taget konsekvenserne af de ændrede forhold i rette tid og truffet de nødvendige forholdsregler for at løse de problemer, som vil melde sig. Selv om det efter min mening også i dag kunne have været ønskeligt med en noget højere standard generelt set, er jeg im idlertid af den opfattelse, at såfremt man også i fremtiden får lov til at kraftsamle sig om den primære opgave, således at man kan disponere fagligt set over velskolet personel i feltartilleriafdelingernes nøglestillinger, skulle artilleristisk set forudsætningerne ligge vel til rette for at kunne yde maksimal ildstøtte med de disponible midler. En effetiv brug af den disponible artilleristøtte bestemmes im idlertid ikke udelukkende af de respektive artillerichefer, men er efter min mening i lige så høj grad afhængig af den operative chefs indsigt i og forståelse af brugen af ildsløtten. I denne forbindelse kan det være berettiget, tror jeg, at spørge om tingenes tilstand er således, som de hør være på dette felt. Uden at gøre nogen uret må man medgive, at man endnu ligger under det niveau, hvor man burde være. Dette kan skyldes mange forhold bl. a. også os feltartillerister, men variationerne i dag er desværre således, at yderpolerne repræsenteres af de chefer, som v il manøvrere fjenden ihjel, og de som mener, at han skal skydes ilije L Det gamle ordsprog om, at artillerichefen skal sælge ildstøtten, tror jeg ikke fører til noget, eftersom de som anser, at fjenden skal manøvreres ih jel, ikke v il være indstillet på køb. Den sidstnævnte metode, som man har set brugt under fredsøvelser, er næppe at anbefale til brug i krig, og efter min mening er det ikke uden grund, at artillerichefen bliver deprimeret på trods af al velvilje, han normalt bliver mødt med, når vedkommende operative chef er passivt indstillet til ildstøtteproblemerne. Under fredsøvelser er det ikke så enkelt at øve ildplanlægning og ild koordinering, en optaget chef med mange ting at holde styr på, kan vel naturligt nok lettere engagere sig i den manøvremæssige del af opgaven bl. a., fordi denne sikkert for de fleste er mere interessant. Denne mangel på engagement vedrørende ildstøtten, som man ofte møder giver sig efter min mening desværre mange uheldige udslag eksempelvis en uddeling af feltbatterierne til infanteribataljonerne, hvis chefer selvsagt burde blive glade over at kunne disponere over den ikke ubetydelige ildkraft, som et batteri repræsenterer. En sådan fordelingsproces er rent ansvars- og arbejdsmæssig en meget behagelig løsning både for den operative chef og for artillerichefen, men normalt er dette ildstøttemæssigt set den dårligste løsning som overhovedet kan vælges. Under fredsøvelser er det så let at falde for fristelsen til at sætte lighedstegn mellem ønsker og virkelighed, hvor mange gange har man eksempelvis ikke fået refereret antal mål på en ildplan som en slags målestok for afdelingens effektivitet, en ildplan som måske ikke var det papir værd, som den var skrevet på. Jeg tror, at det er nødvendigt at se virkeligheden i øjnene på dette felt og sørge for, at der snarest bliver mere overensstemmelse mellem liv og lære, fordi det v il være for sent, når først ulykken er kommet. E fter min mening er dette ikke noget ensidigt artilleristisk ansvar, den bedste løsning - ligesom ved ildplanlægning og ildkoordinering - får man ved fælles engagement fra de som støtter og de som skal støttes.
