Log ind

Norge i krig

#

Besættelsesårene fra 1940 til 1945 står både i dansk og norsk historie som en periode, om hvilken der fortsat samler sig den største opmærk- somhed. 

Den strøm af litteratur, som stadig udkommer i begge lande om besæt- telsesårene, er vidnesbyrd om den store interesse, der usvækket eksisterer for at søge perioden belyst i alle dens aspekter. 

Samtidig med at ny litteratur til stadighed uddyber detaljerne, medfører dette tillige, at det bliver sværere at danne sig et gyldigt helhedsbillede af besættelsestiden. Det er derfor i høj grad relevant, at Aschehougs forlag i Oslo her i 40-året for befrielsen har valgt at udsende et samlet værk »Norge i krig« med undertitlen »Fremmedåk og frihetskamp«. 

Udgivelsen af værket - der skal omfatte ialt 8 bind - vil strække sig over de næste 2 år. Forfatterkollegiet repræsenterer historikere på forskellige alderstrin. Og værket henvender sig til flere generationer. Til den som oplevede krigen, til dem der direkte deltog - hjemme eller ude - og som har interesse i at se egen indsats indpasset i helheden. Til den efterfølgende generation, som ofte kun ved mundtlig overlevering kender brudstykker af helheden. Og til den yngste generation, der nu vokser op, og som oftest fra hjem og skole kun har sporadiske indtryk af, hvad besættelsestiden egentlig var - og hvorfor den brat blev en realitet for et frit land, hvis opmærksomhed i overvejende grad var rettet mod at skabe ét lykkeligt samfund på demokratiets grundide. 

Hovedredaktøren, professor Magne Skodvin, fremhæver i forordet, at det ved værkets tilblivelse er tilstræbt at holde en populær form uden at gå på akkord med det faglig historiske kvalitetskrav. Hensigten er at imøde- komme såvel den læser, der søger hovedlinier og sammenhænge, som den, der primært søger specialviden. 

Værket bygger på de store mængder eksisterende kildemateriale, og det er derfor ikke sensationer og afsløringer, men eftertanke, afvejning og vurdering, som har optaget forfatterne, og som præger værkets første bind. 

Halvdelen af værket udgøres af et rigt billedmateriale, der for største- delens vedkommende aldrig før har været reproduceret. Heri indgår materiale fra britiske, franske og tyske arkiver samt hidtil ukendte norske amatørfotografier. Som historisk kilde er disse billeder af betydelig værdi, hvadenten de er optaget for det tyske propagandaministerium, fundet på en dræbt fransk soldat eller optaget af en norsk skoleelev. Alle har fast- holdt den historiske situation. 

Det gør indtryk at bemærke, hvor mange, der allerede i 1940 forstod at forevige de mange situationer, og som dermed har bidraget til, at begiven- hederne og deres sammenhænge også har kunnet genskabes billedmæssigt. 

Det 1. bind er skrevet af Ole Kr. Grinmes, lektor ved Oslo Universitet. Det har titlen »Overfall«, og det beskæftiger sig med perioden fra krigs- udbruddet i september 1939 og frem til de norske styrkers kapitulation og kongens og den norske regerings afrejsé fra Norge 10. juni 1940. 

Forfatteren anvender de første 70 sider til at redegøre for Norges plads i stormagtsstrategien fra krigsudbruddet til 9. april. 

Eftersom det væsentlige formål med operation Weseriibung - besæt- telsen af Norge og Danmark - var det tyske ønske om en militær kontrol over den norske kyst, og besættelsen af Danmark kun var et nødvendigt led i denne plan, har disse sider stor værdi for danske læsere. Kort- fattet, men præcist, gør Grimnes rede for det norske områdes betydning for de Allieredes mulige hjælpeaktion til Finland efter udbruddet af den finsk-russiske vinterkrig 30. november 1939. Endvidere belyses tyskernes udnyttelse af den lange norske kysts neutrale farvand, et område, hvor det var helt umuligt for nordmændene at markere neutraliteten. »Altmark- affæren« 16. februar 1940 viste, hvor uholdbar situationen var for nord- mændene. 

Forspillet til 9. april har i de 45 år, der er forløbet, været lidenskabeligt debateret i Norge. Grimnes gør rede for de forskellige opfattelser af årsagen til besættelsen. Var der et kapløb i gang mellem stormagterne? Var den tyske aktion blot en nødvendighed for at komme briterne i forkøbet? Grimnes fastslår på grundlag af de britiske arkiver, som blev tilgængelige efter 1970, at der ikke var britiske planer for okkupation af Norge. Der- imod havde de tyske marineinteresser et klart, offensivt indhold: Bemæg- tigelse af støttepunkter på den norske kyst for at sikre operationsfrihed i Atlanterhavet. 

Det tyske angreb var på ingen måde en følge af den britiske mineudlægning i norsk farvand 8. april efter som de første tyske krigsskibe havde forladt tyske havne med Norge som mål allerede 3. april. 

Man må som læser erindre sig, at det tyske angreb på Norge og Danmark var 2. verdenskrigs første angreb uden nogen form for forudgående diplo- matisk aktivitet eller krigserklæring. Overraskelsen var derfor - trods visse advarsler - komplet. 

Den norske regering var samlet til møde 8. april om aftenen i anledning af den britiske mineudlægning, da der indløb meldinger om de første fremmede krigsskibes indtrængen i norsk farvand. Og regeringen var forblevet samlet, da den tyske gesandt tidligt om morgenen 9. april opsøgte udenrigsminister Halvdan Koht for at overrække sit lands ulti- matum i form af 13 pimkter og et memorandum. Dette svarede nøje til det, som på samme tidspunkt blev overrakt til udenrigsminister P. Munch i København. 

Scenen i Oslo den 9. april om morgenen står skarpt som et maleri, dramatisk skildret af Koht selv. Regeringsmødet i den mørkelagte by. Udenrigsministeren bliver kaldt ind til gesandten. I skæret af et par stearinlys står de to mænd over for hinanden, mens gesandten oplæser kravene. Efter at have forelagt disse for den samlede regering kunne Koht meddele, at en enig regering havde afslået kravene. 

»Dann wird és Kampf geben und nichts kann euch retten«, svarede gesandten. »Der Kampf ist schon im Gange«, replicerede Koht. 

Grimnes analyserer indgående, hvorfor regeringen sagde nej. For nye generationer må dette have stor interesse, for der var åbenlyse grunde, som talte for, at den norske regering skulle have givet efter som den danske. Det mærkelige er ikke, at regeringen blev overrumplet af kravene, men at den ikke gav op. 

Ganske vist havde regeringen endnu sin fulde handlefrihed i modsæt- ning til den danske regering, hvor København var besat. Ben styrke, som skulle have besat Oslo, var ikke nået frem. Den befandt sig ombord på slagskibet »Bliicher«, som var blevet sænket af det norske batteri på Oskarsborg i Oslo^ord. 

Grimnes mener, at det har spillet en vis rolle, at Norge - modsat Danmark - kunne regne med hjælp fra Vestmagterne. De ville næppe opgive Norge, og der ville således blive krig i landet i aUe tilfælde. Men Grimnes pointerer tillige, at den væsentligste årsag var, at regeringen på forhånd havde afklaret sin stilling, at kom det til krig, måtte Norge aldrig komme ind i krigen på tysk side. Regeringens nej var således ikke en følelsesbaseret, men en velovervejet politisk beslutning, som blev fastholdt i den helt uforudsete, kaotiske situation. 

De efterfølgende politiske begivenheder gives også grundig omtale. Takket være stortingspræsident Hambros initiativ blev kongehuset, rege- ringen og de fleste af stortingets medlemmer evakueret fra Oslo, først til Hamar, siden til Elverum. Under indtryk af det omfattende tyske angreb diskuteredes muligheden for at søge en forhandlingsløsning med tyskerne ved stortingsmødet i Elverum. Det blev vedtaget, at den tyske gesandt skulle komme til Elverum næste dag. 

Gesandten medbragte imidlertid - foruden de tidligere krav - nu tillige kravet om, at kong Håkon skulle udnævne Quisling til statsminister. 

Kongens stillingtagen var klar, uden vaklen: Det måtte blive regeringens afgørelse, men med Quisling som statsminister ville kong Håkon abdicere. 

Men heller ikke i regeringen var der vaklen. En enig regering vedtog at afvise kravene. Forhandlingsvejen var opgivet. Norge var i krig med Tyskland på allieret side, en kamp, som i selve Norge kom til at vare 61 dage. 

Der rejser sig ofte i Norge 2 spørgsmål i forbindelse med 9. april: Ville regeringen have givet efter i Elverum, dersom tyskerne ikke havde? krævet Quisling til statsminister? Dette spørgsmål mener Grimnes ikke, det er muligt at besvare. Ville regeringen have bøjet sig, hvis kongen ikke havde truet med at abdicere? Det mener Grimnes ikke. Han tillægger det betyd- ning, at statsminister Nygårdsvold allerede under stortingsmødet i Elverum havde erklæret, at der ikke kunne være tale om en Quisling-regering. Denne argumentation i sig selv virker ikke overbevisende. Det fremgår derimod, af regeringsmedlemmernes dagbøger, at kongens holdning gjorde et dybt indtryk på dem alle. 

Derefter skildres kampene i Norge, den tyske og de Allieredes strategi samt det norske felttog. Grimnes lægger vægten på at fremdrage hoved- trækkene og udelade detaljerne. Grimnes medtager imidlertid et interes- sant træk: Bedømmelsen fra den militære undersøgelseskommission, som blev nedsat efter krigen for at vurdere alle militære chefers handlinger^ 

Undersøgelseskommissionen fælder hårde domme, hvor f.eks. en regi- mentschef har opgivet for tidligt og burde have ført en henholdende kamp, som chefen for styrken i Setesdal. Kommissionen havde imidlertid ros og god attest for ledelsen mange andre steder, således i Rogaland. Styrke- forholdene bevirkede dog, at nordmændene kun kunne søge at vinde tid, indtil de Allieredes forstærkningers ankomst. 

Men de allierede styrker i Sydnorge var ikke i stand til at yde nogen effektiv modstand, og i de første dage af maj måtte de sidste allierede styrker i hast evakueres ud af Sydnorge, som derfor måtte opgives af nordmændene. 

Kampen om Nordnorge var derimod ikke opgivet, og kongen, regeringen og hærens overkommando blev evakueret til Tromsø. 

Kampene om Narvik har hidtil især været gengivet med vægt på en vurdering af de enkelte deltagende landes bidrag. Grimnes anlægger et samlende perspektiv, og ser indsatsen af briter, franskmænd, polakker og nordmænd som en helhed. 

Generobringen af Narvik var den første Allierede sejr i 2. verdenskrig. Men med udsigten til et nederlag ved Dunkerque turde briterne ikke forblive i Norge, og 1. juni blev tilbagetrækning besluttet. Dermed stod den norske regering over for en beslutning, som ikke var mindre vanskelig end besktningen 9. april. Det var udelukket, at kampen kunne fortsætte uden allieret støtte, men heller ikke fredsforhandlinger var en mulighed, regeringen overvejede. Tilbage stod 2 muligheder: Etableringen af en demarkationslinie, hvorved regeringen kunne forblive i et uokkuperet Nordnorge eller accept af det britiske tilbud om kongens og regeringens ophold i Storbritannien og fortsættelse af krigen på aUieret side. Grimnes tillægger planen om en demarkationslinie og et ikke besat Nordnorge større opmærksomhed, end den i almindelighed bliver medgivet. Da tyskerne ikke viste planen interesse, var den næppe en realistisk mulighed. Med de erfaringer, man senere høstede fra en lignende ordning i Frankrigs anses det fra alle sider for en lykke for Norge, at regeringen ikke blev i Nordnorge. 

6. juni traf regeringen beslutningen om at forlade landet og dermed kn^te sin skæbne til Storbritannien på et tidspunkt, hvor det syntes usikkert, om Storbritannien overhovedet ville kunne vinde krigen. 

 

Grimnes understreger, at regeringens beslutning ikke blot trodsede Tyskland, men tillige i stigende grad også den norske befolkning. 

Der var en udbredt defaitistisk stemning i store af befolkningen såvel i Oslo-området som i de øvrige erobrede egne. Denne stemning fandtes i alle kredse fra det yderste højre til Arbeiderpartiets rækker under indtryk af den håbløse militære situation. 

Efter oprettelsen af det upolitiske administrationsråd i Oslo til afløsning af Quislings »regering«, var der mange, som så hen til »en løsning, som kunne standse blodsudgydelseme«, og med Terbovens ankomst 25. april og oprettelsn af Reichskommissariat var der endnu flere, der vaklede. Erhvervslivet var allerede straks efter 9. april parat til at tilpasse sig den nye situation. For at »holde hjulene i gang« var et samarbejde med tyskerne nødvendigt. De Allieredes utilstrækkelige hjælp havde forringet tilliden til dem. Og på trods af alt dette valgte en enig regering at søge kampen fortsat fra Storbritannien. 

Grimnes når at karakterisere de fleste af hovedpersonerne fra disse 2 måneder, såvel regeringens medlemmer, som forsvarschefen, general Ruge. I ham fik Norge en betydeUg militær chef. Han vaklede aldrig i sit standpunkt, at Norge måtte tage kampen op og fortsætte den, men han kombinerede denne tro med en udpræget realitetssans. Han blev generalen, som førte sine styrker under håbløse vilkår og kom pletfrit fra dét. Ruges største bedrift var måske, at han skabte tillid mellem regeringen og forsvaret. Arbeiderpartiet havde haft afrustning på sit program helt op til okkupationen. 

Grimnes når i sin fremstilling mange analyser og vurderinger. Hans bedømmelser er præget af en afbalanceret ro. Ofte ligger hans konklu- sioner nær undersøgelseskommissionens (sv. t. dansk parlamentarisk kommission). Det siger også en del om denne kommissions arbejde, at det kan stå for historikernes prøve 40 år senere. 

Men på et punkt er det alligevel lykkedes for Grimnes at drage en konklusion, som har skabt røre i anmeldelserne og nyt liv i den evige norske debat om 9. april: Grimnes ønsker - selv i en antiheroisk efterkrigstid - at heroisere regeringen Nygårdsvold. 

I norsk historisk tradition er det fastslået som en lykke for Norge, at landet undgik »danske tilstande«, en fredelig besættelse med en kom- primitterende forhandlingspolitik. Og de fleste nordmænd har - efter at den første chocktilstand havde forladt dem - været stolte af Norges Nej til Tyskland. Men de har aldrig overført deres beundring til den regering, der tog denne beslutning. Tværtimod: Regeringen Nygårdsvold er såvel i samtid som i eftertid blevet bedømt for sine forsyndelser og fejlgreb i tiden, som gik forud for 9. april. Og flere af disse var alvorlige: Forsvarets dårlige tilstand - et ansvar regringen imidlertid deler med stortingets flertal - de overhørte advarsler, undladelse af at tilkalde de militære phefer til samråd, fejlagtig udformet mobiliseringsordre med efterfølgende misforståelser. 

Men Grimnes påpeger, at regeringen Nygårdsvold med sit nej både 9. og 10. april og afrejse til England 10. juni blev pionerer i kampen mod Tyskland, mens resten af nationen og dens hjemmefront kom til senere. 

Der er ingen tvivl om, at Grimnes her berører noget uhyre centralt, som nordmændene har taget som en selvfølge eller underkendt, men som vi i Danmark har bedre forudsætninger for at begribe. Også i denne kon- klusion, som Grimnes i dag står forholdsvis alene med, synes hans bredt- favnende afvejning at have ført ham til en rigtig konklusion. 

Herved undgik Norge den situation, vi fik i Danmark: At modstanden mod tyskerne måtte rejses på tværs af regeringen, rigsdagen og de politiske partier. 

Danmark fik aldrig »norske tilstande«, idet politikerne modarbejdede modstandsbevægelsen lige til langt hen i 1944, hvor de gik med til et krampagtigt samarbejde med Frihedsrådet blandt andet om dannelsen af en regering efter befrielsen. Politikernes holdning blev til stor skade for begge parter, men størst for modstandsbevægelsen, som i løbet af sommeren 1945 blev skubbet helt til side. Også med denne udvikling i erindring er der grund til at tilslutte sig Grimnes’ synspunkt og rehabilitere regeringen Nygårdsvold.