Log ind

Nord-Østersøkanalen

#

Af Premierlieutenant P. C. Anning-Petersen af Generalstaben.

Søvejen fra Elbens Munding Nord om Skagen til Fehmern i Østersøen er c. 120 geogr. Mil; den lige Linie mellem de to Punkter kun 20. Intet Under da, at der i Tidernes Løb er fremkommen adskillige, i de sidste 5 Aarhundreder henimod en Snes, Projekter til ved en Kanal gjennem Sønderjylland eller Holsten at tilvejebringe en for Skibsfarten brugelig Vandforbindelse mellem Østersøen og den sydlige Del af Nordsøen saa nær den lige Linie som muligt. Skridtet fra Tanke til Handling har imidlertid været svært — saa svært, at det egentlig først i vore Dage, pousseret af en stor Militærstats militære Interesser og lettet ved Tidens fremskredne Teknik, med den under Anlæg værende Nord - Østersø - Kanal fra Brunsbuttel til Holtenau er taget fuldt ud. Ejderkanalen, som fuldførtes i 1784 under Christian VII, blev vel trods dens mange Krumninger og Sluser, der vanskeliggjorde Sejladsen , af Betydning for den mere lokale Trafik. De større søgaaende Skibe kom den ikke til Gode, idet den ikke kunde passeres af Skibe med et Dybgaaende af over 3m. Anderledes bliver Forholdet ved den nu under Bygning værende Nord-Østersø-Kanal, der vil blive farbar for selv de største tydske Krigsskibe, og ved hvis Anlæg der i teknisk Henseende tilstræbes saa megen Bekvemmelighed for Sejladsen, som det med en rimelig Bekostning er muligt at opnaa.

Dette storartede Kanalforetagende, der ikke alene for Tydskland, men ogsaa for flere af Nabolandene i kommerciel som i militær Henseende er af betydelig Interesse, er sat i Værk af den tydske Rigsregjering. En stor Del af Æren for dets Iværksættelse tilkommer dog den hamborgske Kjøbmand Dahlstrøm, der ved betydelige Forarbejder til det og ved Paavisning af dets Betydning for tydsk Handel og Skibsfart i høj Grad har bidraget til at vinde Stemningen for det1).

Allerede i Aarene 1864— 66 havde den preussiske Regjering gjennem Overarkitekt Lentze gjort det til Gjenstand for en grundig Undersøgelse og vist Tilbøjelighed til at støtte en Gruppe af store Finantsfirmaer, der havde tilbudt at sætte det i Værk under Forudsætning af Medvirkning fra Statens Side. Ved de politiske Tildragelser i 1866 stilledes Sagen dog i Bero, og efter Krigen 1870— 71, da den igjen toges op, stødte den paa Modstand, bl. a. navnlig hos Fellmarchal Moltke, der i Rigsdagen den 23. Juni 1873 sluttede et af stærk Tvivl præget Foredrag om Kanalens kommercielle og militære Nytte for Tydskland med at udtale: «Wenn wir geneigt sind, für maritime militärische Zwecke eine Summe von 40— 50 M illionen Thalern auszugeben, dann würde ich Ihnen Vorschlägen , statt eines Kanals für die Flotte eine zweite Flotte zu bauen.» Man forstaar Feltmarchallens Standpunkt, naar man erindrer, at Tydskerne i 1873 kun havde 5 nogenlunde brugelige Pantserskibe, af hvilke endda nogle vel allerede den Gang vare tjenlige til Udrangering.

Kjøbmand Dahlstrøm arbejdede imidlertid ufortrødent for Kanalen og indleverede i 1881 til den preussiske Regjering et med Assistance af Vandbygningsinspekteur Boden udarbejdet Projekt til den. Udsigterne til en betydelig Udvidelse af den tydske Flaade vare i Mellemtiden bievne lysere, idet Rigsdagen allerede i 1873 havde vedtaget en Flaadeplan, i Følge hvilken Flaaden efterhaanden skulde bringes op til en Styrke af 23 Pantserskibe. Feltmarchal Moltke var, om han end ikke kunde tilraade Kanalanlæget, dog bleven noget gunstigere stemt for det. Regjeringen, der lagde megen Vægt paa den Mulighed for en uhindret Forening af Nord- og Østersøens Flaadeafdelinger, som Kanalen formentes at frembyde, tog da ogsaa Dahlstrøms Projekt op, undersøgte det nærmere, modificerede det lidt og opnaaede tilsidst at faa gjennemført følgende Rigslov af 16. Marts 1886:

§ 1. Es wird ein für die Benutzung durch die deutsche Kriegsflotte geeigneter Seeschiffahrts-Kanal von der Elbmündung über Rendsburg nach der Kieler Bucht unter der Voraussetzung hergestellt, dass Preussen zu den auf 156,000,000 Mark veranschlagten Gesamtherstellungskosten desselben den Betrag von 50,000,000 Mark im Voraus gewährt.

§ 2. (Anlægskapitalen tilvejebringes ved Laan).

§ 3. Von den nicht zur Kaiserlichen Marine gehörigen Schiffen, welche den Kanal benutzen, ist eine entsprechende Abgabe nach einem vom Kaiser im Ein ­ vernehmen mit dem Bundesrat festzustellenden Tarif zu entrichten.

§ 4. (Anlægsomkostningerne for hvert Aar opføres paa det aarlige Budget.)» Ved en preussisk Lov af 16. Juli 1886 bestemtes, at det i Rigslovens g 1 nævnte Bidrag af 50 Mili. Mark skulde ydes.

Anlæget af Kanalen var saaledes sikret. Grundstenen til den lagdes under stor Højtidelighed ved Holtenau af Kejser Vilhelm I. den 3. Juni 1887. Som Skitse I udviser, føres Kanalen fra Elben forbi Kuden Sø, Grøndal, Meckel Sø, Rendsborg, ved hvilken By den ved en Sluse er sat i Forbindelse med Ejderen, Sehested og Flemhuder Sø til Holtenau ved Kielerbugten. Dens Længde er c. 99 Km. Den har ialt 27 Krumninger, hvis Radier variere fra 1000 til 6000 Meter. Dens nyttige Vanddybde er 9m, Vandspejlsbredde 65m, Bundbredde 22m. (Se Skitse 2). For Skibe med kun 6m Dybgaaende er Nyttebredden 36m, saa at altsaa 2 af de største i Østersøfarten benyttede Dampere overalt kunne passere forbi hinanden. For endnu større Skibe er der indrettet 6 Udvigesteder med 60m Bundbredde og 250m Længde, i hvilke de største Krigsskibe kunne passere forbi hinanden, foruden at Søerne ved Schiernau og Andorf tillade Forbipassering; den sidste kan tillige benyttes som Vendested for alle Skibsstørrelser. Til Regulering af Vandstandsforhold m. m. findes 2 Sluser, den ene ved Udmundingen i Kielerbugt, den anden ved Udmundingen i Elben (se Skitse 3 og 4). Slusen ved Kielerbugt kan næsten altid holdes aaben, idet Afvigelserne fra Middelvandstanden i Østersøen variere mellem snævre Grændser. Kun naar Vandstanden i Østersøen afviger mere end V2 Meter fra Middelvandstanden, lukkes Slusen. Dette finder imidlertid ifølge Erfaringen kun Sted ialt 25 Dage om Aaret, saa at Sejladsen ud og ind af Kanalen her i Reglen kan foregaa frit. Ved Elben derimod, i hvilken Vandstandsforholdene formedelst Ebbe og Flod variere meget, og hvis mudrede Vand maa hindres i at løbe ind i Kanalen, maa Slusen holdes lukket i c. 9 Timer for hver Vexlen af Flod og Ebbe (0 : 2 x 9 Timer i hvert Døgn) og Skibene i denne Tid altsaa sluses igennem. Sluserne kunne optage Skibe af under 150m Længde. Større Skibe kunne kun passere, naar Vandstandsforholdene, tilstede Slusernes Aabning, og ville derfor ved Udmundingen i Elben kunne blive tvungne til at gjøre et Ophold af indtil 9 Timer. I Ventetiden finde de dog sikkert Ophold i Havnebassiner, der ere anbragte ved begge Kanalmundinger.

Til Kommunikation over Kanalen (se Skitse 1) findes ialt 4 Jernbanebroer (2 faste: II og V , 2 til at dreje: I og IV), 1 Chaussébro (III, til at dreje) og 16 Færger. De faste Broer (II og V), der ere førte saa højt (42m) 

Skærmbillede 2023-01-18 kl. 12.40.29.png

Skærmbillede 2023-01-18 kl. 12.40.55.png

Skærmbillede 2023-01-18 kl. 12.41.04.png

Skærmbillede 2023-01-18 kl. 12.41.11.png

over Vandspejlet, at Skibene kunne passere under dem, tjene tillige til Overførelse af de respektive Chausséer. For at Gjennemfart kan ske ved Nat som ved Dag, bliver Kanallinien i hele sin Længde oplyst ved elektrisk L y s , ligesom der til Nytte for Sejladsen og til Brug ved Bestridelsen af Kanaltjenesten er anbragt en Telegraf paa hele Strækningen fra Elben til Kielerhavn. Bugseringen af Sejlskibe skal besørges ved Hjælp af 24 Dampslæbeskibe. Sejlhastigheden er for Dampskibe ansat til 10 Km. i Timen, hvilket for den 99 Km. lange Linie giver en Gjennemfartstid af 10 Timer. Hertil maa der imidlertid for forskjellige Standsninger, der kunne fremkomme, navnlig ved Elbslusen, lægges en Tid, som er antaget at kunne sættes til gjennemsnitlig 3 Timer, saa at den hele Passage fra Elben til Kielerbugt vil tage c. 13 Timer. For Skibe, der ere over 150m lange, hvilket er Tilfældet med Størsteparten af de transatlantiske Hurtigdampere, vil dette Timeantal formedelst Opholdet ved Elbslusen kunne stige betydeligt. Afgiften for Sejladsen gjennem Kanalen — heri indbefattet Udgiften til Slæbere, Lodser m. m. — er foreløbig bestemt til 75 Pf. pr. Registertons. Et Plus til denne Afgift bliver dog det ret betydelige Gebyr for Lodsning under den vanskelige Sejlads fra Elbens Udløb i Nordsøen indtil Kanalmundingen og omvendt.

Det hele Kanalanlæg udføres under Overledelse af en af nogle og tyve bygningskyndige tydske Embedsmænd sammensat og af talrige Teknikere, Forvaltere, Tegnere, Kontorister o. s. v. assisteret »Kejserlig Kanalkommission», der har Sæde i Kiel. Kanallinien er under Bygningen inddelt i 5 Bygningsdistrikter, hvert under Ledelse af en Bygningsinspekteur, der atter har en Stab af tekniske m. fl. Assistenter til Raadighed. De forskjellige Arbejders Udførelse er overladt til kontraktmæssig bundne Entrepreneurer. Det er Kanalkommissionens og de den underlagte Embedsmænds Sag paa det nøjeste at paase, at Entrepreneurernes Ydelser i enhver Henseende ere overensstemmende med de afsluttede Kontrakter. Meningsforskjelligheder mellem Fntrepreneurerne og Kanalkommissionen Onde deres Afgjorelse ved en særlig Voldgiftsret. Antallet af Arbejdere, der paa en Gang have været beskjæftigede ved Kanalanlæget, har efter Aarstiden og Arbejdets Beskaffenhed varieret betydeligt. Til Tider er det naaet op til over 8000; stundom har det kun været det halve. Maskinkraft er benyttet i vid Udstrækning ved Udgravningen, som det paa Grund af de udgravede Jordmassers gjennemgaaende løse og let behandlelige Beskaffenhed som Regel har været muligt at foretage ved Hjælp af Excavatorer.

Anlæget er paa nærværende Tidspunkt saa vidt fremskredet, at det uden Vanskelighed vil kunne fuldendes i den for dets Udførelse forud fastsatte Termin af 8 Aar. Fra Juni 1895 at regne vil altsaa Nord-Østersøkanalen være en fuldbyrdet Kjendsgjerning. I hvor høj Grad den vil evne at trække Skibsfarten til sig, er et Spørgsmaal, der har været meget debatteret, og som i de Dahlstrømske Forarbejder, der ere fremlagte for Offentligheden i de alt citerede Værker, er temmelig udførlig behandlet. Fristelsen til at benytte Kanalen ligger i den Besparelse af Tid, der ad denne Vej kan naas, og i den Omstændighed, at Skagerakrouten anses for vanskelig og farlig. Fristelsen opvejes imidlertid af de Ulemper, Kanalfarten vil frembyde, nemlig: den store Kanalafgift (75 Pf. pr. Reg.-T.), den noget kostbare Lodsning gjennem Elbmundingen og Udsigten til de mange under en stærk koncentreret Frekvens i de lange smalle Farvande navnlig i Taage og Mørke uundgaaelige Havarier. Tidsbesparelsen for Dampskibe, der fra Strædet ved Calais eller fra belgiske og hollandske Havne tage Vejen til Østersøen gjennem Kanalen i Stedet for Nord om Skagen, beløber sig i Følge tydske Beregninger til c. 22 Timer; for Dampskibe fra Huil til 15 Timer. Kanalafgiften for en Damper paa 700 Reg.-Tons er 525 Mark; de 22 Timers Tidsbesparelse kan ifølge tydske Beregninger omsat i Penge for en saadan Damper almindeligvis anslaas til en Værdi af 412 Mark. For Sejlskibe paa de samme Router er Tidsbesparelsen beregnet til gjennemsnitlig 3 Dage, hvilket omsat i Penge vil svare til c. 216 Mark for et Skib paa 450 Rg.-T. Kanalafgiften for et saadant Skib beløber sig til 337,5 Mark, saa at Kanalvejen økonomisk set er endnu ugunstigere for Sejlskibe end for Dampskibe. Det maa vist derfor betvivles, at Kanalen som Regel vil øve Tiltrækning paa andre Skibe end de, der besørge Frekvensen mellem Tydsklands Nordsøhavne og Østersøen, paa hvilke Router Tidsbesparelsen for Dampskibe beløber sig til 30 å 40 Timer. En Forestilling om, i hvilket Forhold den nuværende Skagerakfrekvens til Østersøen for Fremtiden vil blive delt mellem Kanalen og Skagerak, kan man faa af følgende Opgjørelse af det Antal Registertons, der i Oktober Maaned 1890 gjennem den regelmæssige Dampskibsfart har frekventeret Routerne mellem Østersøen og de vigtigste Nordsøhavne, skotske Havne samt Strædet ved Galais1).

Skærmbillede 2023-01-18 kl. 12.42.18.png

Skærmbillede 2023-01-18 kl. 12.42.24.png

Routerne under A. ville utvivlsomt som hidtil blive førte gjennem Skagerak, de under C. derimod sandsynligvis gjennem Kanalen. For den under B. anførte Frekvens kan Fordelingen til de to Veje ikke bestemt angives. En Del Skibe, for hvilke en Tidsvinding af en Snes Timer undtagelsesvis kan veje op mod den store Kanalafgift, ville vel nok søge Kanalvejen. Som Regel vil det dog for denne Frekvens være fordelagtigst at gaa gjennem Skagerak, og det naturligvis i jo højere Grad, jo mere der fra dansk Side ved et vel indrettet F y r-, Vager- og Redningsvæsen m. m. bliver draget Omsorg for at gjøre Sejladsen gjennem Skagerak og øvrige danske Farvande saa let og ufarlig som muligt.

At Kanalen rent økonomisk set skulde kunne forrente sig for Tydskland, maa vistnok betvivles. Tydskerne nære heller ikke selv store Forventninger i denne Henseende, men slaa sig til Taals dels med den mere ideale Betragtning, at Kanalen til sene Tider vil være et højttalende Vidnesbyrd om tydsk Flid og Foretagelsesaand, dels og vel ikke mindst med den gode Bevidsthed, at der ved Kanalens Anlæg er ydet et nyt og vigtigt Bidrag til Styrkelse af Tydsklands maritime Forsvar — en Side af Sagen, som endnu her maa gjøres til Gjenstand for Omtale.

Tydsklands Kyststrækning med tilgrændsende Vande er ved Jylland og de danske Øer delt i 2 Afsnit: et Nordsøog et Østersøafsnit. T il Dækning af de 2 Afsnit maa Tydskland holde 2 Flaadeafdelinger: 1 i Nordsøen støttet til Wilhelmshafen og 1 i Østersøen støttet til Kiel og Danzig. En midlertidig Forstærkning af den ene Flaadeafdeling med en større eller mindre Del af den anden vil under en Søkrig til Afværgelse af et Angreb fra — eller til Angreb paa — en fjendtlig Flaade i det ene eller det andet af Afsnittene kunne blive ønskelig. Dens Iværksættelse i rette Tid vil dog, saa længe Kanalvejen ikke er til Raadighed, være vanskelig, maaske umulig, fordi Forbindelsesvejen gjennem Skagerak og de danske Farvande er lang, og fordi denne Forbindelsesvej kan spærres og det ene eller begge Afsnit beherskes af den tydskfjendtlige Flaade, naar denne blot er stærkere end den stærkeste af de to adskilte tydske Flaadeafdelinger og tillige forstaar med Dygtighed at operere paa de indre Linie r1).

Den tydske Marine vil kunne komme til at lide den Tort at se Adgangene til de tydske Kyster beherskede af en fjendtlig Flaade, der er svagere end de to tydske Flaadeafdelinger tilsammentagne. Med Kanalens Fuldførelse ville Chancerne for en Samvirken mellem de to tydske Flaadeafdelinger og altsaa for Tydskernes Hævdelse af Herredømmet i de 2 Afsnit under en Søkrig blive bedre; hvor meget er imidlertid et Sporgsmaal, om hvilket Anskuelserne i Tydskland selv ere noget forskjellige. «Ved Nord-Østersøkanalen», have nogle sagt, «vil den tydske Flaades Styrke blive fordoblet.» «Wenn man mich heute friige, ob ich dafur sei, den Kanal in Angriff zu nehmen, wfirde ich noch wie vor davon abrathen; da er aber einmal im Bau begriffen ist, so freue ich mich fiber das erfolgreiche Fortschreiten der Arbeit», lød Feltmarchal Moltkes Svar, da Kejser Wilhelm under et Samvær med ham den 6. April 1891 spurgte, om han endnu var indtaget mod Kanalanlæget2). Den første Udtalelse, der ogsaa har mødt Protest fra tydske Sagkyndiges Side, bl. a. fra Viceadmiral v. Henk *), maa vel nærmest opfattes som et Slagord i agitatorisk Øjemed. Feltmarchal Moltkes Værdsættelse, der til Gjengjæld er saa meget mere skeptisk, er dog næppe heller fuldt ud begrundet.

Kanalen frembyder faktisk en for selv de største tydske Krigsskibe farbar og ved begge Udmundinger ved Befæstningsanlæg2) beskyttet Forbindelsesvej mellem Elbmundingen og Flaadestationen i Kielerbugt; en Forbindelsesvej, der i Længde kun er Ve af Vejen Nord om Skagen, og som, naar ikke særlige Uheld tilstøde, kan passeres i en Tid af 18 Timer, medens en tydskfjendtlig Flaade, der befinder sig midtvejs paa Routen gjennem Skagerak, altsaa omtrent ved Skagen, vil behøve over 20 Timer for at naa ned til Helgoland eller Fehmern. Dette er ubestridelig en Fordel, hvorved den tydske Flaade bliver sat i Stand til at operere paa de indre Linier, og som ikke heller kan siges at være gaaet tabt, om det end skulde ske — som af Feltmarchal Moltke anført — , at den eller de Magter, med hvilke Tydskland kan komme til at føre Søkrig, fandt sig foranlediget til at operere med 2 Flaadeafdelinger: 1 i Nordsøen og 1 i Østersøen. De to Flaadeafdelinger maatte nemlig for at kunne udrette noget hver for sig være mindst lige saa stærke som de tilsvarende tydske, hvilket da vilde sige, at Kanalen havde gjort sin Nytte indirekte ved at tvinge de tydskfjendtlige Magter til at optræde med en Flaadestyrke, der var det dobbelte af den , der havde været fornøden, hvis Kanalen ikke havde existeret. Større Resultat i militær Henseende kan Kanalen jo overhovedet næppe bringe. Det maa imidlertid erkjendes, at de Fordele, den giver, ikke ere saa ubetingede som de ved første Øjekast maaske kunde se ud til.

Den er saaledes en meget smal Kommunikationsvej, en Slags Klemme, de store Skibe vel kunne passere, men ikke vende i, hvilket er uheldigt, for saa vidt som der herved i Tilfælde af Kontraordre kan afstedkommes Tidsspilde paa et Tidspunkt, hvor Timerne ere kostbare. Den kan i det afgjørende Øjeblik blive gjort ufarbar ved Forstyrrelser med Dynamit, ved Havarier eller paa anden Maade x). Dens Forbindelse gjennem Nordsøen med Wilhelmshafen er ikke helt sikker, men kan trues af en tydskfjendtlig Flaade, der er trængt ind i det over 6 geografiske Mil brede Farvand mellem Helgoland og de tydske Kyster. — I 1870 forhindrede en fransk Eskadre ved Helgoland de tydske Krigsskibe i Jahdebugten og paa Elben i at forene sig. — Dens Nytte for de tydske Operationer vil meget afhænge af et godt og hurtigt virkende Efterretningsvæsen. Der vil endelig til dens Bevogtning og Sikring udkræves en ikke ringe Troppestyrke, der da muligen vil blive savnet andet Steds. Hvad Usikkerheden ved Forbindelsen mellem Kanalen og Wilhelmshafen angaar, have Tydskerne vel ment, at det, efter at Helgoland2) var kommen i tydsk Besiddelse og ved Befæstningsanlæg var bleven sikret mod et coupde-main, vilde være ugjorligt for en fjendtlig Flaade at trænge ind i og opholde sig flere Dage i dette Farvand; men denne Anskuelse kan dog næppe holde. Stik, eftersom Øens Kanoner kun kunne beherske Farvandet i I Mils Afstand, og efter at det ved Forsøg under engelske Flaademanøvrer er godtgjort, at Krigsskibe i nogenlunde gunstigt Vejr kunne indtage Kul i aaben Sø. Kanalens Forlængelse fra Elbens venstre Bred gennem Marsklandet til Jahdebugten, der allerede i Tredserne har været paatænkt af Fyrst Bismarck, er derfor muligen ogsaa kun et Tidsspørgsmaal.

De anførte Mangler og svage Sider ved Kanalforbindelsen , til hvilke vel endnu kan føjes Savnet af en stor med Tørdok forsynet Krigshavn ved Elbens Mundingl ), ere saa alvorlige og kunne blive Aarsag til saa store og indgribende Forstyrrelser, at man vistnok, særlig naar mulige Uheld og Fejltagelser tages med i Beregningen, har Føje til at betegne den som en usikker Forbundsfælle for de tydske Flaadeafdelinger under en Krig , der føres med Dygtighed og Energi fra tydskfjendtlig Side. Men unægtelig! Muligheden for en hurtig Forbindelse og Kommunikation mellem de tydske Flaadeafdelinger i Nord- og Østersøen er ved Kanalen tilvejebragt. Dette er en Fordel, der nu, da den tydske Flaade har naaet en meget anselig Styrke, vel i hvert Fald maa regnes højere end den, der vilde være opnaaet ved for de til Kanalens Anlæg anvendte Pengesummer at bygge Skibe, der efter en forholdsvis kort Aarrækkes Forløb vilde være at udrangere og erstatte med Nybygninger.

For os Danske, der ere Nord-Østersøkanalens nærmeste Naboer, og som i vore Interesser vanskelig ville kunne forblive uberørte af krigerske Foretagender, der faa Østersøen med Kattegat til Skueplads, fremstiller sig naturlig det Spørgsmaal, om Kanalens Tilstedeværelse under en Søkrig mellem Tydskland og andre Magter i nogen væsentlig Grad vil formindske eller forøge den mulige Fare for en Krænkelse af vor Neutralitet? Kanalen vil styrke det tydske Søforsvar. Sandsynligheden for et Angreb paa Tydskland i Østersøen vil derfor maaske blive noget ringere. Men paa den anden Side, hvis en Vestmagt — Tydskerne behøve ikke nu og ville heller ikke efter Kanalens Fuldførelse behøve dansk Land til Basis for deres Operationer paa Søen —- bestemmer sig til et saadant Angreb, vil det vel i endnu højere Grad end hidtil blive ønskeligt for den at have en eller flere danske Havne og da naturligvis først og fremmest Kjebenhavn med dens mange Hjælpekilder til sin Raadighed. Spørgsmaalet maa vist derfor rettest besvares benægtende. Vor Stilling er ved Kanalens Tilvejebringelse næppe bleven mere udsat end før, men næppe heller synderlig mere betrygget.

Den sikreste Garanti for vor Neutralitet maa vi i Fremtiden som hidtil søge i et dygtigt levende Værn til Lands og til Vands og i et vel befæstet Kjebenhavn. Ere vore Foranstaltninger i disse Henseender paa Højde med vor fmanlsielle Evne, have vi god Grund til at vente, at vor Neutralitet ikke vil blive krænket, og at det fredelige Samkvem i de os omgivende Farvande, der er af største Betydning for vor Handel og Skibsfart, ikke for ret lang Tid vil blive forstyrret ved krigerske Foretagender. Uden danske Havne og da først og fremmest Kjøbenhavn som Basis ville tydskfjendtlige Foretagender af en Vestmagt ind i Østersøen nemlig vanskelig kunne iværksættes med tilbørlig Kraft; men Erhvervelsen af denne Basis vil, naar vi ved de anførte Midler ere i Stand til at modsætte os den, kræve Ofre, der ikke for en Vestmagt er det Afbræk i tydske Interesser værd, som gjennem et Angreb ind i Østersøen mulig kan afstedkommes. Tydskerne behøve, som sagt, ikke dansk Land til Basis for deres Operationer til Søs. Derimod vil det for dem , hvad de fremførte og ofte her hjemme fremsatte Betragtninger vise, være af Vigtighed, at vor Neutralitet ikke af en tydskfjendtlig Magt kan trædes under Fødder. Jo bedre vi ere i Stand til at værge os i denne Henseende, jo mindre behøve Tydskerne at være forberedte paa at maatte imødegaa et alvorligt Angreb i Østersøen, og jo mere vil da ogsaa Nord-Østersøkanalen kunne blive til Nytte for dem under Flaadeoperationerne i Nordsøen, hvis Beherskelse for saa vidt er af stor Betydning for dem, som de her igjennem maa erholde den for dem under en Krig efter Omstændighederne uundværlige T ilførsel af Korn fra oversøiske Havne.

Kjøbenhavn i April 1894.

Foruden de alt citerede Værker er ved Udarbejdelsen af nærværende Afhandling benyttet: C. Beseke: »Der Nord-Ostsee-Kanal. Kiel og Leipzig. 1893.