I en tidligere artikel med ovenstående overskrift — se Militært Tidsskrift for marts 1951 — opstilledes militærpædagogikkens mål: At uddanne sejrrige og fredselskende soldater, ligesom de to grundlæggende, militærpædagogiske midler: Eksercits og lydigbedspligt omtaltes. Eksercits og lydigliedspligt er dog ikke i sig selv nok til at skabe sejrrige soldater; hvor sikkert hver enkelt soldat end betjener sine våben, og hvor lydig han end er, så kræves der noget mere, før disse veluddannede soldater bliver til en sejrrig hær, thi krigen er ikke en række tvekampe mellem soldater to og to, men kræver samvirke mellem tusinder. Derfor må soldaterne „fores“; der må — på alle trin og i rette tid — gives hensigtsmæssige befalinger af mænd, som liar lært at befale, og som har ret til at befale; derfor er det naturligt at omtale befalingsretten som det tredie, militærpædagogiske middel.
C. Befalingsret.
Befalingsretten, dens art og omfang repræsenterer for mange civile medborgere en beføjelse, der synes at være i strid med den personlige frihed, som den frie borger i et frit land med føje betragter som sit kosteligste eje. Det er derfor ganske forståeligt, at der jævnligt i fredstid opstår modsætningsforhold, og det er i og for sig naturligt, at den offentlige mening — hvor sådanne modsætningsforhold bliver genstand for offentlig omtale — er tilbøjelig til at finde fejlen i befalingsretten som sådan og benytter den givne situation til agitation for dens begrænsning i videst mulige omfang, idet denne ret måske endog betegnes som et middelalderligt fortidslevn, der ikke har nogen hjemmel i et frit samfund — ja, det sker endogså, at de mennesker, hvis militære embede medfører en sådan særret, som befalingsretten jo på en måde er, mere eller mindre åbenlyst mistænkeliggøres for manglende, demokratisk livsindstilling.
Det er lige så forståeligt, at befalingsmanden hævder sin ret og pligt til at benytte den myndighed, som samfundet har givet
ham; men resultatet heraf kan blive et beklageligt modsætningsforhold, som befalingsmanden må være den første til at afbøde, fordi han har bedre forudsætninger for at forstå og forklare befalingsrettens nødvendighed end den civile medborger. En sådan forklaring har desto større chancer for at lykkes, hvis befalingsmanden først søger at sætte sig ind i, hvorfor en vis mistro klæber ved hæren.
Uanset at alle jo er lige for loven i et demokratisk samfund, er de enkelte borgeres stilling over for staten væsensforskellig, dels på baggrund af hver borgers økonomiske kår, dels på grund af visse politiske og klassemæssige traditioner.
Demokratiet er trods alt ikke ældre, end at folkets brede lag, arbejdere og bønder, funktionærer og tjenestemænd, endnu føler en vis utryghed og mindes bedsteforældrenes beretninger om tider, da den væbnede magt i landet blev brugt til andet og mere end kampen mod rigets ydre fjender, men tværtimod repræsenterede den magtfaktor, hvortil en fåtallig, privilegeret overklasse støttede deres magtstilling. Så uforståeligt dette forekommer den moderne befalingsmand — der for det overvældende flertals vedkommende udgår fra de samme brede befolkningslag — så gavner ban dog ikke hæren og sig selv, hvis han overser disse historisk betonede betænkeligheder, uanset at han, der kender hæren og dens ånd, ved, at de udmærket kunne skrinlægges; langt hellere må han erkende, at denne mistro egentlig rummer en demokratisk faktor af værdi, fordi den viser, at folket stadig står vagt om friheden.
Det er derfor vigtigt, at befalingsinændene belærer mandskabet om befalingsretten på en sådan måde, at den ikke fremtræder som en gudbenådet, indiskutabel beføjelse til visse overmennesker ud i egen indbildning, men at det erkendes, at der her er tale om et begreb, der forekommer den unge, frie borger højst unaturlig og derfor kræver en grundig forklaring, som belyser befalingsrettens objektive nødvendighed og dens årsag, nemlig den principielle forskel mellem arbejderens arbejdsvilkår på den fredsmæssige arbejdsplads og soldatens på kamppladsen — derfor disse linier på dette sted.
Ved love og myndighedernes bestemmelser gives der de til bæren borende personer ret til at befale inden for nærmere betegnede tjenesteområder. Den, der herved får befalingsret over andre, er disses foresatte og de lians undergivne. Inden for det pågældende tjenesteområde bar den foresatte ret til at befale alt, hvad der uden at stride mod de gældende love og bestemmelser efter hans skøn under de givne omstændigheder bedst vil kunnetjene til at fremme tjenestens tarv — jfr. Tjenestereglement for Hæren.
Det er ganske utvivlsomt, at denne beføjelse giver den foresatte en særdeles vidtstrakt befalingsret over de undergivne, og det kan ikke undre, at den er en torn i øjet på fanatikeren, for hvem frihed er eet og alt, og som nødig tænker på borgernes kollektive og individuelle ansvar over for det samfund, hvis fortsatte beståen dog alene kan sikre denne frihed; men det er heller ikke underligt, om besindige, ansvarsbevidste, civile medborgere nærer betænkelighed ved denne vidtstrakte beføjelse og spørger, om den ikke lader sig begrænse.
Hvad er da befalingsrettens baggrund? Hvad er det, som gor, at befalingsmanden — uanset at også ban naturligvis betragter sin personlige frihed som et fundamentalgode — anser den for bydende nødvendig og selv bøjer sig for den over for sine foresatte?
Baggrunden for befalingsretten er krigens ekstraordinære arbejdsvilkår. Medens næsten ethvert civilt arbejde kan tilrettelægges i alle detailler fra begyndelse til afslutning — man ta-nke f. eks. på en industrivirksomhed — fordi alle eller næsten alle led i arbejdsprocessen kan forudses og indkalkuleres i arbejdsplanen, er en tilsvarende, detailleret arbejdsplan en umulighed for en militær operation, fordi der her optræder en velorganiseret modstander, der med alle til rådighed stående midler søger at forhindre operationen.
På den civile arbejdsplads er alt forud tilrettelagt; råstoffer ankommer planmæssigt, fordi kommunikationerne fungerer normalt; maskinerne fungerer, fordi kraftværkerne arbejder dag og nat; råstofferne passerer maskine efter maskine — alt i nøje overensstemmelse med detailplanen — hver arbejder har sin bestemte funktion, sin hensigtsmæssigt udformede arbejdsplads og betjener sin maskine, som han har lært det.
Når alt således forløber normalt, kommer de færdige produkter uundgåeligt ud på lageret i en ganske jævn strøm. Det ville være søgt at tale om en lydighedspligt — selv om det loyalt udførte arbejde naturligvis kan siges at være et udslag af en sådan — og det ville være søgt at tale om arbejdsledernes befalingsret i vendinger som ovenfor. Derfor studser den civile arbejder, første gang ban møder begrebet befalingsret.
Produktionens planmæssige forlob skyldes med andre ord en detailleret arbejdsplan, der er udarbejdet allerede ved projekteringen af fabrikken, og denne plans bevidste eller ubevidste baggrund er, at samfundsmaskineriet fungerer planmæssigt, og at ingen er interesseret i at stoppe det. Hvis dette grundlag svigter, livis tilførslen af rastoffer eller kraft ophorer, så brydes arbejdsplanen, produktionen går i stå, og arbejderne går hjem, indtil fejlene er afhjulpne; en sådan standsning anses som selvfølgelig og uundgåelig, fordi den er en ganske undtagelsesvis foreteelse, en „force majeure“.
Arbejdsledelsen på en sådan virksomhed i snævrere forstand består derfor simpelthen i at overlåge, at hver arbejder og funktionær netop udfører det ham ifølge planen tildelte arbejde på rette måde og til rette tid.
I visse, civile virksomheder antager arbejdsplan og arbejdsledelse dog en ganske anden karakter end på fabrikken. For eksempel kan et brandvæsen ikke i ovennævnte forstand udarbejde en detailplan for sin ildslukningsvirksomhed: for det første er „arbejdspladsen“ ikke et med henblik på arbejdet omhyggeligt planlagt kompleks, men tværtimod en fra brand til brand ganske ukendt lokalitet, hvor „arbejderne“ måske aldrig bar været for; for det andet kan „arbejdets“ detailforløb ikke forud tilrettelægges, fordi ingen forud kender ildens arnested eller dens videre forløb og lokale udviklingsmuligheder, ej heller kendes forud vindretning og -styrke, særligt brandfarlige lagres eventuelle tilstedeværelse og placering o. s. v. Selv om man kan gøre sig visse tanker om, hvad der bør gøres i tilfælde af brand i en given bygning, vil det altså heller ikke i så fald være muligt forud at opstille en detailplan, der anviser hver mand sin plads og sit arbejde og derved sikrer „produktionens heldige forløb“, in casu brandens snarligste slukning; tværtimod vil en brand i en given bygning kunne udvikle sig på mangfoldige, forskellige måder, og modforanstaltningerne kan derfor ikke detailplanlægges forud.
Under sådanne arbejdsforhold må den fuldstændige detailplan altså i vid udstrækning erstattes med dispositioner, som træffes på stedet af en dertil bemyndiget person, brandinspektøren eller hvilken charge lederen af udrykningsstyrken nu fører.
Arbejdsledelsen på brandstedet bliver tydeligvis principielt forskellig fra fabrikkens arbejdsledelse og har lidet eller intet med en blot og bar overvågelse af en før branden lagt plans gennemførelse at gøre. Hvad først den øverste ledelse, brandstationens chef, angår, så kan ban kun udpege en udrykningsleder, stille passende mængder personel og materiel til hans rådighed og give barn ordre til hurtigst muligt al begive sig til brandstedet ■ — samt endeligt give ham befalingsret over hele kolonnen, d. v. s. give lederen bemyndigelse til at „befale alt, hvad der efter hans skøn under de givne omstændigheder bedst vil kunne tjene til at fremme tjenestens tarv“. Udrykningsstyrken består af grupper af specialister såsom røgdykkere, slangepersonel, stigepersonel m. in. fl., og samvirket mellem dem paa brandstedet kan umuligt detailplanlægges forud, ej heller er der tid til „kommissions- og udvalgsarbejde“ på stedet; derfor får udrykningslederen befalingsret over hele styrken, og han må besidde en sådan uddannelse, erfaring og myndighed, at ban kan sætte alle i arbejde på hensigtsmæssig måde i løbet af få øjeblikke; han må besidde beslutsomhed, der er ikke tid til at ringe hjem til brandstationens chef og få råd, og kolonnens mandskab må føle og opfylde lydighedspli gtens krav.
Brandvæsenet repræsenterer således en fredsmæssig virksomhed, hvor det er indlysende nødvendigt at have „befalingsmænd“ med „befalingsret“; intet fornuftigt menneske ville finde på at sætte et spørgsmålstegn ved udrvkningslederens befalingsret og mandskabets lydighedspligt; enhver, der ser brandvæsenet i arbejde, erkender — hvis han overhovedet tænker derover — at ingen anden arbejdsledelse er mulig; ingen ville finde på at foreslå, at denne befalingsret burde begrænses af hensyn til de stakkels forkuede brandmænd, der vel også er frie borgere i et frit land — og ingen vil finde på at betegne udrykningslederne som middelalderlige, udemokratiske individer, fordi de har valgt et levebrød, der nødvendigvis giver dem „befalingsret“ over deres „undergivne“. Alle beundrer tværtimod den sikre færdighed og lynsnart virkende organisation, som er en følge af den eksercermæssige færdighed, som personellet har erhvervet sig ved talrige detailøvelser på brandstationen, i forbindelse med den selvfølgelige anerkendelse af lydighedspligt og befalingsret som eneste mulige arbejdsplan.
Denne arbejdsform — den eksercermæssige indøvelse af en række enkeltdiscipliner i forbindelse med lydighedspligt og befalingsret — benævnes „førerprincippet“, en glose, som for den sidste generation er blevet uløseligt knyttet til diktaturet, men som generelt da'kker et arbejdsprincip, der er det eneste mulige for ethvert arbejde, som ikke kan detailplanlægges forud. Førerprincippet gælder ikke blot i alle hære, men også i mange civile virksomheder såsom politi, redningskorps, skibsfart m. v. Førerprincippet kan altså defineres som en form for ledelse af et arbejde, hvis detailler ikke kan planlægges forud, og ved hvilken en arbejdsleder overdrages arbejdets udførelse defineret ved dets slutresultat eller mål, idet der gives ham dispositionsfrihed over det materiel og personel, som i arbejdets anledning underlægges ham, hvoraf nødvendigvis følger, at det pågældende personel har lydighedspligt over for lederen.
På basis af ovenstående vil enhver forstå, at førerprincippet er lige så nødvendigt for hæren, som det er for brandvæsenet; krigen er et arbejde, hvis detailler ikke kan planlægges på forhånd, ganske som brandslukningen — ja, vel i endnu højere grad — thi flammerne er vel en fjende, men dog uden vilje til at brænde, hvorimod fjenden sætter sine dygtigste hjerner til at lede ilden derhen, hvor den gør mest skade.
Man kan gøre sig visse tanker om, hvorledes et angreb på et givet landområde vil forme sig — men der er oftest et utal af mulige angrebspunkter, ligesom fjendens styrke og operative idéer er ukendte. Derfor kan der ikke forud lægges nogen detailplan, som — korrekt efterlevet — sikrer fjendens nederlag på samme måde, som fabrikkens arbejdsplan korrekt efterlevet sikrer produktionen, men føringsprincippet må bringes i anvendelse: Der må opstilles styrker af materiel og personel, der skønnes egnede til i en kyndig førers hånd at afslå angrebet — men hans detaildispositioner må overlades til ham selv.
Førerprincippet opfattes ofte sådan af civilpersoner, at befalingsmanden er eller mener at være en slags „selvhersker“; denne opfattelse er dog helt forfejlet; thi hæren har ikke een, men mange førere, og ingen af dem er selvherskere; enhver bataillons- clief har befalingsret over sine kompagnier, men han har samtidig lydighedspligt over for sin regimentschef. Medens en brand i en enkelt bygning kan bekæmpes under een førers ledelse, vil en bydels brand ikke kunne bekæmpes af een ansvarlig leder; der må være en række udrykningskolonner, hver under sin fører; brandchefen bestemmer, hvor hver enkelt kolonne skal sættes ind, men må overlade arbejdets detailler på hvert sted til underfore- ren på stedet. På tilsvarende måde dirigerer hærføreren i en landsdel et antal regimenter, idet ban angiver hver af dem deres kampområde og det kampmål, som de skal søge at nå; men heller ikke regimentscheferne kan fastlægge alle detailler, hvorfor de, hver inden for sit område, giver deres batailloner tilsvarende „opgaver“; således fortsættes gennem kompagnier og delinger ned til gruppeførerne, der hver har befalingsret over så få folk, at de stedse kan overse disses virksomhed og altså bliver de direkte arbejdsledere, medens alle højere førere planlægger og fordeler opgaverne på en sådan måde, at et effektivt samvirke opnås. Således opstår „kommandovejen“, der ikke er et bureaukratisk forsinkelsesorgan, men det eneste hidtil kendte middel til at lede nationernes ubetinget allerstørste arbejdsorganisationer, deres hære.
Risikoen ved forerprincippet er indlysende for enhver borger i et demokratisk land: Føreren kunne gribe forkert — og historien rummer talrige vidnesbyrd om denne risiko. Derfor ser den samme borger ikke en ideallosning, men et nødvendigt onde i førerprincippet og foretrækker kommissioner, udvalgsbehandlinger og afstemninger for en førers befalingsret — det modne overlæg, de sagkyndiges omhyggelige droftelser for enerens intuitive, kategoriske beslutning. Disse synspunkter deles naturligvis også af befalingsmændene — men visse arbejder, såsom branden og krigen, levner ikke tid til denne demokratisk tilvante arbejdsform, idet det er altafgørende, at der handles straks. Under disse forhold kan med rette siges, at det bedste ofte er det godes fjende, thi huset brænder ned, medens man venter passivt på det moderne materiels ankomst fra brandstationen, livor en rådsnar mand imens kunne have kvalt branden i starten med en spand vand. Det modne overlæg kræver tid, desto mere jo flere gode hjerner man vil implicere, men fjenden levner os ingen tid sålidt som branden; derfor må hver fører eje beslutsomhed og have personlig handlefrihed inden for sit ansvarsområde.
Det er rigtigt, at førerprincippet stundom er resulteret i en total umyndiggørelse af alle undtagen den øverste fører — men dette er et vrængbillede af førerprincippet og har næsten altid hævnet sig blodigt. Førerprincippet repræsenterer først og fremmest en arbejds- og ansvarsdeling, hvor en centralisering af ledelsen af og ansvaret for alle detailler er umulig, og derfor kræver førerprincippet i virkeligheden langt større beslutsomhed og evne til selvstændig handling, såvel hos underførerne som hos hver eneste menig soldat, end arbejdsgangen ved en forud detailplanlagt arbejdspræstation, hvor „underforerne “alene skal konstatere, at planen følges minutiøst.
Hvad er da årsagen til, at førerprincippet blankt anerkendes f. eks. i brandvæsenet, endog uden at man skænker det en tanke, men stadig stilles under debat i hæren, ja, at der endog stundom sættes et spørgsmålstegn ved en mands frihedsidealer, hvis han liar valgt befalingsmandens gerning?
Forfatteren ser i hovedsagen fire årsager.
For det første: Brandvæsenet er i virksomhed hver dag; enhver kan ved selvsyn erkende, at arbejdsledelsen er rigtig — men
hæren er ikke „i virksomhed“, før der bliver krig; den opfattes i fredstid som en skole, ganske som folkeskolen, og man glemmer, at hærens mål ikke — som folkeskolens — er opfyldt med elevernes „hjemsendelse“ fra endt uddannelse, men at de uddannede soldater en skønne dag skal kæmpe. Hvis hærens opgave kun var at lære hver mand at skyde, da var førerprincippet overflødigt, men også kun da. Enhver ved, at brandskaderne ville vokse, hvis man søgte at begrænse brandinspektørens befalingsret på brandstedet, at kaos blev følgen, hvis ikke der var lydighedspligt over for ham — på samme måde vil en begrænsning af de militære føreres befalingsret medføre kaos på kamppladsen, blot er prisen her ikke øget brandskade, men vore sønners blod.
For det andet: Befalingsretten må i hæren bl. a. udøves af et meget stort antal ganske unge befalingsmænd, der var rekrutter seks måneder tidligere, medens brandvæsenets officerer alle er modne, erfarne, fast ansatte tjenestemænd med lang tids uddannelse. Det er uundgåeligt, at nogle enkelte af disse unge, værnepligtige befalingsmænd ikke helt har fattet begrebet befalingsret; det er indlysende, at kun de færreste af dem har modenhed og ingen af dem erfaring til at præge udøvelsen af den befalingsret, som man nødvendigvis må give dem. Hvis alle hærens befalingsmænd var faste befalingsmænd, ville de allerfleste misforståelser slet ikke opstå.
For det tredie: Offentlighedens kritik er stundom usaglig og tager kritikløst „den svagere part“, d. v.. s. undermanden, til sit hjerte. Så forstående menneskelig denne grundindstilling er for enhver, så rummer den dog det beklagelige, at den mere eller mindre åbenlyst stempler den foresatte, sætter ham uden for folkets almindelige kreds, blot fordi han er befalingsmand — uden at skænke det en tanke, at det lige så vel kan være den undergivne som den foresatte, der har svigtet sin pligt — der er nu engang mere journalistisk stof i en „højtstående officers“ formodede overgreb end i en menigs grove ulydighed. —Men denne form for kritik glemmer ganske den ubodelige skade, som den kan være årsag til — for den viser sig først på kamppladsen, hvor mangelfuld befalingsret og lydighedspligt koster livet, både for befalingsmand og menig.
Påny må præciseres: Hæren må være åben for kritik, som enhver anden institution i et demokratisk land; ingen kan være mere interesseret end hæren i, at fejlgreb bringes for dagen, ingen kan være mere interesseret i pressens interesse end hæren, der jo er folket selv — hvad man bør ønske og vente er blot det ene, at al kritik er objektiv, selv om nyheden i så fald ikke kan nå eftermiddagsbladene, men må vente til morgenavisen.
For det fjerde: Glosen „Befalingsret“ er tilvant og naturlig for en befalingsmand, men antagelig virker allerede ordet som sådant gammeldags, fremmedartet og maaske lidt udfordrende på den civile medborger. Over for sådanne synspunkter kan med fordel præcisereres, at glosen meget vel kunne erstattes af ordet „Befalingspligt“, hvorved enhver antydning af selvherskeren forsvinder. På basis af den foran givne omtale af førerprincippet vil man forstå, at enhver befalingsmand i et demokratisk samfund er underkastet lydighedspligt over for sine foresatte, og befalingsrettens reale indhold er derfor i virkeligheden en uomtvistelig pligt til at gennemføre netop de foranstaltninger, som rummes i den foresattes befalinger.
Befalingsmanden har vel en betydelig dispositionsfrihed i detaillerne, som hans foresatte ikke kan overse på grund af deres mangfoldighed, og ikke kan befale over, fordi kampen kræver langt hurtigere reaktioner end en centraliseret ledelse ville muliggøre; men enhver befalingsmands arbejde er — i krig og fred — på det allernøjeste defineret ved en „opgave“, et mål, der skal nås, og hans befalingsrer er intet andet end en streng forpligtelse til af al evne at søge at løse denne opgave, at nå dette mål. Befalingsretten giver således befalingsmanden frit valg mellem de forskellige, mulige løsninger, der i og for sig alle kunne føre til målet — men målet er givet ved den foresattes befalinger, og hver eneste befalingsmand er således blot et led i en nøje kontrolleret arbejdsorganisation, altså alt andet end selvhersker.
D. Straffemyndighed.
Omend eksercits, lydighedspligt og befalingsret danner de fundamentale, militærpædagogiske midler, kan en omtale af disse midler næppe afsluttes uden nogle ord om de militære chefers straffemyndighed. Det vil ikke være nødvendigt på dette sted at komme ind på denne myndigheds art og omfang, og straffemyndighedens nødvendighed er allerede omtalt under lydighedspligten; et andet argument, der ofte virker overbevisende, er dette, at straffemyndigheden først og fremmest er nødvendig i krigtid — hvor ingen dommere kan tilkaldes — men at det ville være umuligt for cheferne at udøve denne virksomhed undef- feltforhold, hvis de ikke var indlevet i dens form og indhold fra deres 1 redstidsgerning i garnisonerne. Det kan også fremhæves, at de forseelser, hvorom der skal dømmes, er af en så specifik karakter, at en saglig indsigt er påkrævet eller i hvert fald ønskelig; det er næppe lettere for en dommer, der ikke har været soldat, at lodde militære tjenesteforseelsers dybde og betydning, end det er for en befalingsmand, der ikke er uddannet som jurist, at „pålægge straf uden dom“, og var kun fredstidens vilkår afgørende, kunne man måske sige, at der lå lige stor vægt på den civile jurist og den militære rettergangschef; men krigsforholdene må tale til støtte for en ordning som den eksisterende, hvor militære chefer allerede i fredstid udøver en vis, juridisk virksomhed og derved høster en erfaring, som de ellers ville savne i krig.
Den civile medborger og den nyindkaldte rekrut er ofte uvidende om, hvilken effektiv kontrol der fra juridisk sagkyndig side føres med chefernes rettergangsvirksomhed, og at enhver militær kendelse kan appelleres såvel til højere foresatte som til civil ret; det er af største værdi, at enhver befalingsmand — ikke blot de få chefer, der har straffemyndighed — kender disse bestemmelser, således at han kan henvise til dem ved mandskabets belæring og ved samtaler med civile medborgere.
Det kan måske siges at rumme en vis risiko at betegne straffemyndigheden som et militærpædagogisk middel, eftersom pædagoger på alle andre felter i stedse højere grad giver afkald på straf femi dier. Naturligvis drømmer ingen moderne befalingsmand om at bruge straf i sig selv som et uddannelsesmiddel, thi den gerning, der kun udøves af frygt for straf, har kun ringe værd, hvor den end skal udoves, og dette argument gælder til overflod soldatens gerning — thi hvem vil vove sit liv af frygt for en straf, hvis straffen da ikke er døden? Soldatens dystre gerning på slagmarken kræver den yderste offervilje, tilsidesættelse af alle magelighedshensyn, personlig vilje til at vove livet selv, — og en sådan indstilling skabes og opretholdes ikke ved straf. Det ligger i selve den militærpædagogiske opgaves natur, at det gælder om at vinde manden, ikke at kue ham.
Når en fredstidsstraffemyndighed alligevel må anses for bydende nødvendig, skyldes det efter forfatterens mening og erfaring i hovedsagen, at krigens alvorsbaggrund ikke kan præge fredsuddannelsen i fuldt tilstrækkelig grad. Hvor grundig belæring der end gives rekrutten om en vagtposts yderst betydningsfulde opgave i krigstid, hvor mange kammeraters liv kan afhænge af hans agtpågivenhed, så vil vagtposten ved kaserneporten dog have vanskeligt ved at bevare forestillingen om denne alvorsbaggrund og ofte begå en række undladelsessynder, hvis øjeblikkelige konsekvenser kan være meget ringe, men som er katastrofale den dag, da en femte kolonne måtte træde i funktion; derfor må soldaten lære, at de minutiøse instruktioner, som lian modtager, når vagttjenesten tiltrædes, må efterleves på det nøjeste, og denne belæring og vagtkommandørs og inspektionsofficerers overvågen er derfor et meget vigtigt, pædagogisk middel; men soldaten må lære at bære sit ansvar; han står alene på sin post, og han må handle på egen hånd ikke mindst i krig; derfor er uddannelsen mangelfuld, hvis lian ikke — efter grundig belæring om sine pligter — får et tydeligt indtryk af, at han selvbærer ansvaret for sine gerninger; i krig vil manglende agtpågivenhed koste ham livet, og derfor må efterladenhed i fredstid resultere i mere end et klap på skulderen; får soldaten i fredstid den opfattelse, at det ikke gor så nøje, om han efterlever de givne instruktioner eller ej, da vil han være en dårlig vagtpost i krig, og hans synder vil måske koste både ham og andre livet.
Afgørende i denne forbindelse er rekruttens ungdom og manglende modenhed; li vor grundig belæring der end gives et kompagni om vagttjeneste efter ovenstående hovedlinier, så vil dog langt fra alle liave fantasi og pligttroskab nok til, når han står alene på posten en fredfyldt sommernat, stedse at forestille sig, at han står på en slagmark — og så kommer alle småsynderne, der efterhånden bliver en vane, hvis soldaten ikke straks stoppes, første gang han begår dem. Her kommer straffemyndigheden pædagogen til hjælp og giver ham mulighed for at sige til kompagniet: Den, der ikke vil høre, må føle! Vagtpostens ansvar under krig — og ofte også i fredstid — er så stort og alvorsbetonet, at mandskabet ikke må lære at sløse dermed i fredstid, thi sløseri er faktisk en vagtposts eneste forseelse.
De fleste civile medborgere vil sikkert sammenligne officerens straffemyndighed med skolelærerens spanskrør, og det er vel forståeligt, om mange uden for officerers og læreres kreds i vagtarrest og ferie ser en forældet autoritet, der strider mod samfundets frihedsbegreber. Mange vil sikkert også mene, at kan skolelæreren undvære riset, så kan officeren undvære arresten, og en sådan opfattelse er jo yderligere velegnet til at blive populær — men kan man forsvare at soge at gøre sig populær i fredstid ved foranstaltninger, der kan koste vore sønner livet i krig? Sandheden er, at kun krigen selv er en virkelig effektiv skole for soldater, men en yderst blodig skole; derfor må vi for vore sønners skyld give dem en uddannelse i fredstid, der så klart, som det nu en gang er muligt, lærer dem risikoen ved de funktioner, som de skal udføre i krig. Dette risikomoment er oftest langt ringere i det civile, fredelige liv; derfor er der et meget kortere spring fra pogeskolens belæring til fredstidens civile arbejdsvilkår end fra rekrutskolens belæring til kamppladsen, og derfor tør man ikke uden videre slutte, at de pædagogiske synspunkter kan være analoge.
For eksempel er der kun en meget ringe forskel på at tale engelsk i skolen med sine lærere og som voksen med en englænder; såvel læreren som englænderen vil erindre, at man taler et fremmed sprog og vise forståelse og hensyntagen. Ej heller er der større forskel på at regne regnestykker i regnetimen og bag disken sidenhen — en og anden vil måske endog have følt risikoen større ved en eksamensopgave, hvor en fremtidsstilling måske står på spil, end ved udfyldelsen af den årlige selvangivelse.
Sammenlign disse spring fra pogeskolens til fredstidens arbejder med soldatens vilkår, f. eks. vagtpostens. Det skal være ekstraordinære fredstids vilkår, for at rekrutten ved kaserneporten skal føle nogen art af trusel mod sit liv, langt mindre at han skulle føle, at han havde et akut ansvar for hver kammerats liv bag porten. Naturligvis søger militærpædagogen af al magt at forklare rekrutterne denne afgørende forskel — men alvorsbaggrunden mangler alligevel; derfor søger han naturligt et pædagogisk middel, der i nogen måde kan erstatte krigstidens inciterende faremoment for posten — og enhver med en smule pædagogisk sans vil indse, at et sådant middel må bestå i visse ubehagelige konsekvenser for den rekrut, som trods belæring og trods advarsler ikke udviser fornøden alvor. Disse midler består oftest blot i en vagt uden for tur eller en nægtelse af nattegn eller lignende, og det er klart, at soldaten finder sligt ubehageligt — men ubehaget må synes ringe for den, der erkender, at den samme forseelse i krigtid måske havde kostet både posten og mange af hans kammerater livet! Uden straffemyndigheden synker den fredsmæssige vagttjeneste let ned i slendrian og ligegyldighed, fordi der faktisk intet risikomoment er tilbage; et sådant indtryk af vagttjenesten vil uvægerligt blive bragt med i felten, og først der vil soldaten da lære tjenestens alvor — men prisen bliver let blod.
Det er vigtigt, at den menige soldat belæres om disse ting, thi hans mening er folkets mening. Forklaret og efterlevet som ovenfor beskrevet vil enhver soldat se meningen i vagttjenesten og i alvoren, som tillægges den; uden sådan belæring må de lejlighedsvise straffe for vagtforseelser forekomme urimelige.
I næsten alle hære findes enkelte afdelinger — Garden — der allerede i fredstid har en vagtopgave, hvis betydning er indlysende for enhver, rekrut som civil medborger. Vagttjenesten ved regentens bolig er det klare symbol for nationen og dens sammenhold; enhver finder det berettiget, at disse poster er respektindgydende utilnærmelige, deres eksercits og anstand bliver en turistattraktion, og rekrutterne føler selv uundgåeligt det symbolske i deres gerning og sætter en ære i at opfylde tjenestens krav til mindste detail. Sådanne afdelinger behøver sjældent eller aldrig at bruge en straffemyndighed for at give tjenesten den rette alvorsbaggrund; den, der — som forfatteren selv som grøn kornet i Uen kongelige Livgarde — mere end een gang bar set en tåre trille ned ad kinden på en soldat, da han ved en parade konstaterede en diminutiv og ganske frisk rustplet på en rekruts bajonet, føler ingen som helst trang til at benytte sin straffemyndighed; han visker hellere diskret pletten væk og stikker bajonetten tilbage i skeden — og et blik på rekrutten viser ham, at sligt sker aldrig mere.
Og dog bar straffemyndigheden selv her sin store, pædagogiske værdi, fordi rekrutten med tåren i øjet siger til sig selv og sine kammerater: „Han kunne have indberettet mig, det kunne have kostet mig en orlov — men han gjorde det ikke; jeg skal vise ham, at jeg husker det.“ Således bliver straffemyndigheden ofte — benyttet med pædagogisk forståelse — til stor værdi for tjenesten, ikke blot når den benyttes, men også når den ikke bruges, og det er derfor forkert at betegne straffemyndigheden — og for den sags skyld vel også skolelærerens spanskrør — som en slet og ret magttrusel. Pædagogens kunst er naturligvis den kun at bruge straffemyndigheden, når det er nødvendigt — d. v. s. når den menneskelige påvirkning ikke bider igennem.
Men flertallet af hærens afdelinger bar ikke gardens privilegium; de mangler en fredsmæssig alvorsbaggrund for deres vagttjeneste, der i bedste fald føles som en nattevagtsgerning. Her fremkalder en rustplet sjældent tårer, pligtforsømmelserne forekommer manden langt mindre betydningsfulde, og derfor maa der fastholdes visse konsekvenser for sådanne forsømmelser, hvis ikke manden skal gå i krig som en novice og betale krigens pris for sin efterladenhed.
Det er utvivlsomt rigtigt, at mange „affærer“ opstår om straffemyndighedens brug og disciplinarmidlernes anvendelse, og at sådanne affærer ikke gavner hærens arbejde. Men det er forkert, hvis man på disse foranledninger udefra mistænkeliggør disse pædagogiske midler i sig selv; at straffemyndighedens form og indhold er underkastet udviklingens lov er selvindlysende, men den foresattes myndighed må kunne håndhæves med alvorsbeto- nede midler og kunne håndhæves af den foresatte selv. Den store vanskelighed ligger ikke i midlerne som sådanne, men i den pædagogiske erfaring og modenhed, som må kræves af befalingsmændene. Den værnepligtige hær må benytte langt yngre lærerkræfter end pogeskolen; de værnepligtige befalingsmand er rekrutter fra i fjor, og selv om de naturligvis ikke har straffemyndighed, stilles de — som eksemplet ovenfor viser — ofte over for pædagogiske problemer, der snævert berører emnet. Derfor må de fåtallige faste befalingsmand naturligvis være yderst agtpågivende rådgivere for de unge — men de kan umuligt være allevegne, og derfor hor kritikken også vise en rimelig forståelse af problemet og erindre, at disse affærer kunne undgås, hvis samfundet havde råd til at erstatte alle de unge, værnepligtige befalingsmand med faste tjenestemand, således som f. eks. folkeskolen gor det. En sådan foranstaltning er naturligvis uigennemførlig i en værnepligtig hær, men denne afgørende forskel mellem hær og skole bor erindres, når affærerne dukker op.
E. Befalingsmandens personlighed.
Ved enhver pædagogisk virksomhed er lærerens personlighed af ganske afgørende betydning; vi har alle fra pogeskolen klare erindringsbilleder af vore lærere, af hvilke nogle syntes „fodt til opgaven“, medens andre var „umulige“, uden at vi dog på tydelig måde kan definere, hvori forskellen lå. Selv skolevæsenet er ude af stand til at skabe det inderste grundlag for pædagogisk virksomhed, nemlig evnen til at fængsle eleverne og rive dem med i arbejdet; det er en medfødt gave, som vel kan udvikles ved belæring og — især — erfaring, men den, der ikke ejer den, bliver aldrig mere end middelmådig.
Derfor betegnes enhver pædagogisk funktion med rette som et kald, og dette gælder i dobbelt forstand befalingsmanden, der ikke blot skal være hvrer i fred, men også foregangsmanden i krig.
I den civile bedømmelse glemmer man ofte dette sidste og betragter befalingsmanden og reglerne for hans virke som en utvivlsom analogi til skolelæreren og folkeskolens arbejdsgrundlag. Den, der går ud fra en sådan analogi, vil nødvendigvis undre sig over de store forskelligheder, og det er forståeligt, om han heraf slutter, at hæren bærer sig forkert ad. Det er rigtigt, at hæren har en fredsmæssig, pædagogisk opgave, for hvilke skolelærerens erfaringer kan være af den allerstørste betydning — men kun, hvis disse ikke kommer i strid med hærens anden vigtige opgave: at lære mandskabet krigens arbejdsledelse.
Det er pogeskolens opgave at meddele hornene visse kundskaber, og når den dertil afsatte tid er udløbet, skilles lærer og elever for aldrig mere at modes. For hæren, derimod, foreligger den mulighed, at elever og lærere en skonne dag modes for at bruge de erhvervede færdigheder — men da er det hverken til en regnetime eller en eksamen, man modes, men til krigens dystre gerning, hvor indsatsen — såvel for lærere som for elever — er livet selv.
Denne grundforskel mellem skole og hær i uddannelsens mål må uundgåeligt præge også midlerne og måden. Det er ganske forståeligt, at civile medborgere i et fredselskende samfund, som måske gennem generationer har været forskånet for krigens rædsler og aldrig oplevet andet af hærens virke end den planmæssige uddannelse af årgang efter årgang, glemmer krigens baggrund for denne uddannelse og efterhånden i hæren ser en simpel analogi til pogeskolen; det er dobbelt forståeligt, fordi alle borgere i et sådant samfund — civile som militære — betragter krigen som en utålelig plet på de civiliserede samfund og gerne hengiver sig til den tro, at menneskene nu er blevet klogere, og at ingen vil drømme om at angribe os. Det er ud fra en sådan tro bittert for de milita're tjenestemænd — og ofte utaknemmeligt — at måtte påpege, at virkeligheden måske er en anden; men det er deres uafviselige pligt; befalingsmændene må være de første til at minde om, at krigen en skonne dag kan komme, og til at arbejde for, at den ungdom, hvis uddannelse er dem betroet, er så vel rustet, åndeligt og legemligt, som det nu er menneskeligt muligt. — Og forældre og presse må prøve at forstå, at disse påmindelser ikke er udslag af middelalderlig, blodtørstig mentalitet, men alene af ønsket om, at værnet for vor frihed kan være effektivt, og at vore sønner kan være den modstander jævnbyrdig, som de måtte møde!
Der er spænding i skolestuen, når der skal eksamineres; Peter er dårligt forberedt i dag, og han betragter det som et stort held, hvis han går fri, og klokken ringer, inden ban blev trukket frem — alligevel er skaden jo dog ringe, selv om ban kom op og hans uvidenhed blev afsloret, og læreren er der jo netop for at afsløre uvidenheden. Dette er skolestuens risikomoment i Peters øjne, den dag.
Men en skønne dag er Peter soldat, og det er krig. Bliver han trukket frem til den patrulje, der skal vove sig ind bag fjendens linier? Er han vel forberedt til denne livsfarlige gerning? Er den mon vel tilrettelagt? Hvorfor skal det just være ham og ikke 87? Her kan Peter ikke klare sig med et: „Jeg har ikke læst, hr. lærer.“ — og hans første tanke er nok på manden, som skal fore patruljen, for Peter føler, at hans liv måske afhænger af denne mands dispositioner. Som i skolestuen har Peter og hans kammerater også her i felten en instinktmæssig følelse af, hvem der duer og hvem ikke, thi nogle er fodt med den lykkelige evne at indgyde tillid og tryghed, andre ikke.
Eor Peter, på kamppladsen, er — næst hans våbenduelighed — det afgørende faktisk, at han foler tillid til de befalings- mænd, som fører ham. Hvorledes skal da en befalingsmand være for at indgyde en sådan tillid, at mandskabet siger: „Gud være lovet, at vi har sergent NN“?
Hærens tjenestereglement siger, at den foresatte skal udvise Myndighed og Velvilje, og det er ganske utvivlsomt sagens kerne: men det er erfaringsmæssigt en meget vanskelig leveregel for unge befalingsmænd, der mener, at myndighed er noget uvelkomment for mandskabet, og at velvilje består i at slække på myndigheden. Da forfatteren i sine unge år spurgte sin fader, skolelæreren, om dette vanskelige punkt, sagde denne:
„Myndigheden er ikke en magt i din hånd, men en fælles lov for dig og din deling. Du skal sige „vi“ ikke „jeg“. Velviljen er din aldrig svækkede bestræbelse på at hjælpe enhver af dine folk til at efterleve loven.“
Anderledes udtrykt ledes vi uundgåeligt ind på et „patriarkalsk“ forhold mellem den menige og hans foresatte — og rammer dermed påny et punkt, som skurrer i rekruttens og den civile medborgers oren som noget forældet og udemokratisk; skal vi da tie for at tækkes eller sige som den gamle adelsmand: „Hvi bærer vi stjerner og gyldne kæder?“ Spørgsmålet er så fundamentalt for hærens kampværdi og for hver enkelt soldat på kamppladsen, at man ikke kan lade det hvile af angst for at støde nogen, men må tage det op og prøve at få mandskabet og de yngre befalingsmænd til at forstå.
Den civile arbejdsgiver afslutter en „handel“ med sine arbejdere, idet disse yder ham hænders og hjernens indsats, medens han til gengæld yder dem en timeløn. Denne handel var i fortidens „patriarkalske“ tider præget af arbejdsgiverens dominerende stilling i kraft af den kapital, som han besad, og som arbejderen manglede — men efterhånden trængte menneskerettighedernes og demokratiets idéer igennem, og arbejdsforholdet har antaget en ganske anden karakter end i industriens barndom, hvor truslen om sult og nød ofte udnyttedes til at hverve arbejdskraft for den mindst midige løn, i det størst mulige antal daglige arbejdstimer og under arbejdsvilkår, som i dag forekommer enhver fri mand umenneskelige; i dag er det patriarkalske arbejdsforhold erstattet af et samvirke mellem to sideordnede organer: Arbejdsgivernes og arbejdernes faglige organisationer, der har overtaget alle forhandlinger om arbejdsforholdets principielle problemer. Derved er den enkelte arbejder i alle disse spørgsmål frigjort fra den personlige afhængighed af og forhandling med arbejdsgiveren, hvor han næsten altid blev den svagere part, sålænge ingen arbejderorganisation fandtes; forhandlingerne føres på hans vegne af organisationen, fagforeningens forskellige instanser, fra tillidsmaden på arbejdspladsen, til de landsomfattende foreningers hovedbestyrelser m. v.
Ingen kan undre sig over, at arbejderne betragter det som et gode, at det patriarkalske arbejdsforhold fra industriens barndom nu er en saga blot; derfor er det også ganske naturligt, at et tilsvarende arbejdsforhold i hæren i dag forekommer folket som helhed som et fortidslevn; historien viser, at arbejdsgiveren ofte glemte velviljen for myndigheden, og sporene skræmmer; det bliver ganske naturligt at sige, at arbejdsforholdet i hæren — ganske som på den civile arbejdsplads — må kunne omlægges fra det patriarkalske til et system, hvor den enkeltes forhold til den foresatte varetages ved repræsentanters, tillidsmænds, forhandlinger — og herfra er der ikke så langt til at mistænkeliggøre de befalingsmænd, som ikke erkender, at hæren og arbejdspladsen er analoge arbejdssteder; så meget vigtigere er det, at hæren og dens faste folk evner at se forskellen og forklare mandskabet den.
De forhold, hvorom de civile arbejderes repræsentanter forhandler — løn, arbejdstid, arbejdspladsens tilstand o. s. v. — er selvsagt af fundamental betydning for hver eneste arbejder, men angår rent materielle ting og oftest forhold, som angår arbejderne som helhed. Endvidere angår det aldrig akute problemer, men forhold, hvorom der kan forhandles, medens arbejdet går sin gang. Opstår akute problemer, bliver resultatet ofte en strike, idet arbejderne nedlægger arbejdet, indtil en forhandling har givet et tilfredsstillende resultat eller en lock-out fra arbejdsgivernes side.
På kamppladsen er forholdet et andet. Her er arbejdsforholdets problemer ikke materielle ting som løn, arbejdstid og arbejdspladsens tilstand, og problemerne er altid akute i den forstand, at det ikke er muligt at sammenkalde repræsentanter for arbejdere og arbejdsgivere — mandskab og befalingsmænd — til drøftelser om, hvorledes fjendens angreb skal imødegås. Krigens natur nødvendiggør, at en plan omgående sættes i værk, der er ingen tid til forhandlinger, tbi fjenden venter ikke, til de er afsluttede; heraf følger, at alle befalingsmænd og menige, der modtager planen, i ordref orm, slet og ret må følge den; kun striken, mytteriet er tilbage som „fagligt kampmiddel“ — og alle ved, at mytteriet i langt højere grad end den målbevidste kamp betyder nød og dod og ødelæggelse, ja måske det frie samfunds udslettelse.
Hermed bliver det patriarkalske forhold uundgåeligt aktuelt, thi hver enkelt af krigens arbejdere — alle de befalingsmænd og menige, der får ordrer at udføre — ved, at det kan gælde livet, og deres eneste, sjælelige støtte i en sådan krise er tilliden til befalingsmanden, som fører dem. I en sådan krise bliver tilliden et rent personligt spørgsmål, ingen tillidsmand kan som mellemmand mellem 87 og kaptajnen skabe en tillid mellem disse to personer, der giver 87 sjælestyrke til at følge kaptajnen ud i den visse livsfare og kaptajnen den fornødne vished om, at liver mand gør sit yderste. (Dette udelukker naturligvis på ingen måde, at mandskabet, især i fredstid, gennem de talsmænd, som den danske hær jo rummer, kan forelægge kaptajnen problemer af almen, ikke kommandomæssig natur — men disse talsmænd kan aldrig, som de civile tillidsmænd på arbejdspladsen, erstatte kontakten mellem hver enkelt soldat på kamppladsen og hans fører). Skal hærens dystre arbejde i felten lykkes, må enhver befalingsmand af al magt søge at vinde liver enkelt af sine soldaters tillid, og derfor må ban allerede i fredstid have ret og pligt til at føle over for sit mandskab, som en fader foler over for sine born. Derfor fastslår hærens tjenestereglement også, at den foresatte skal fremme sine undergivnes vel og af al magt bistå dem såvel med deres tjenstlige som med deres private problemer. Disse bestemmelser, som man næppe vil finde i en lov om det civile arbejdsforhold, er faktisk den psykologiske grundlov for befalingsmandens virke, og føler en og anden civil læser, at det var småt bevendt med dette i lians soldatertid, så må årsagen bl. a. soges i den manglende forståelse af den principielle forskel mellem civilt og militært arbejdsforhold, således som den her kort er beskrevet.
Man kan sige, at disse betragtninger jo gælder krig, og at det er noget ganske andet på den hjemlige eksercerplads; dette er rigtigt i det omfang, at det berettiger til de eksisterende talsmænd — men det er forkert at tro, at mandskabet vil føle tillid og befalingsmændene kunne vinde tillid i krig, hvis man i al fredstid, fra rekrutternes mødedag til deres hjemsendelse, fornægter det patriarkalske system, den personlige, gensidige tillids grundlov for hærens arbejdsforhold. I gamle dage hed det, at den foresatte skulle tænke først på fjenden, så på hestene — der jo er umælende — så på mandskabet og sidst på sig selv, og en lignende lov må stadig gælde, selv om hestene er afskaffet.
For en civil betragtning kommer man måske sagen nærmest ved i al korthed at sige: Den ubetingede lydighedspligt er nødvendig, og strikeretten må åbenbart formenes hærens arbejdere. Det eneste, som hæren kan give sine arbejdere i stedet for den civile strikeret, er arbejdsgiverens, befalingsmandens, lovhjemlede pligt til at være som en fader for sine born. Det er et mærkeligt surrogat — men krigshistorien viser, at det er det eneste mulige, og at det er effektivt, når tilliden er en realitet — og hvor skulle tilliden lettere kunne blive en realitet end i et lille demokratisk, fredselskende samfund, hvor ingen regering vil drømme om at føre krig af magtbrynde, men kun som en sidste, fortvivlet, men målbevidst demonstration af folkets vilje til at ofre alt for dets frihed og selvbestemmelsesret over egne forhold.
Derfor bliver befalingsmandens personlighed et pædagogisk spørgsmål af altafgørende betydning, og det kan med rette hævdes, at eksaminer ikke er det afgørende. En stormagts befalingsmandsskoler har en formålsparagraf, som siger omtrent følgende:
„Det er skolens opgave at meddele eleverne det nødvendige minimum af kundskaber — og et maksimum af karakteregenskaber.“'
En mand kan besidde så få kundskaber, at ingen kan få tillid til ham — men selv alverdens viden indgyder ikke nødvendigvis tillid i livsfare; lier er det mandens beslutsomhed, uforfærdet- hed og uselviskhed, der er det afgørende.
Her adskiller hæren sig påny fra pogeskolen, der helt eller næsten udelukkende lægger vægten på kundskabsmeddelelsen. Så meget mindre betyder en eksamen for en mands brugbarbed som befalingsmand, så meget mere må befalingsmandsskolen søge sine egne, pædagogiske veje — ikke i nogen som helst kritik af skolepædagogen, men i erkendelse af, at målet er et andet. Så meget mere er det ønskeligt, at den civile skolepædagog ikke blindt kritiserer militærpædagogen, blot fordi denne handler anderledes end skolelæreren, men søger at forstå denne forskel i erindring om, at et helt folk lytter til ham som fagmand, når han udtaler sin mening om hærens pædagogik, og ikke tænker på de her opregnede forskelle.
Hærens sværeste, pædagogiske opgave er uddannelsen af be- falingsmændenes personlighed i den ånd og mentalitet, som ovenfor er skitseret — dobbelt svær, fordi den i sit mål og derfor i sine midler på så væsentlige punkter må afvige fra civile pædagogiske opgaver og følge veje og ledestjerner, der er fredstidens behov fjernt.
Men det bør ikke glemmes, at selv om fredens gerning først og fremmest kræver kundskaber, så spiller også her karakteregenskaberne en betydelig rolle, og den belæring, som en målbevidst, militær træning giver et lands ungdom, kommer ikke blot hæren, men hele samfundet til gode. Hvilken arbejdsgiver, andre forhold ganske lige, vrager den hjemsendte, værnepligtige befalingsmand for den menige, som hæren ikke fandt egnet til befalingsmand? Uddannelsen i hæren giver et — mange vil sige: tiltrængt — supplement til uddannelsen i folkeskolen, og denne bivirkning bliver desto mere værdifuld, i jo højere grad de faste befalingsmænd evner at belære mandskabet — og dermed folket —^ om de her fremdragne problemer, for hvilke de foregående sider er tænkt som illustrerende eksempler, især til støtte for de yngre befalingsmænd, der vel instinktmæssigt måtte føle sagens kerne, men savne klare billeder til dens fremstilling. Måtte en og anden herved føle en støtte i det daglige, pædagogiske arbejde i hæren, har denne oversigt over de militærpædagogiske midler opfyldt forfatterens hensigt.
A. V. Hensch
