Major B. Knauer, Hærens tekniske Korps, beskriver i denne artikel radarteknikkens udvikling.
Indledning.
Næppe nogen gren af teknikken bar gennemgået en så eksplosiv udvikling som radarteknikken, og næppe nogen teknik liar på så afgørende måde præget moderne krismateriel. Der er derfor god grund til at studere den militære radars udviklingshistorie, først og fremmest som den er forløbet i Tyksland, England og U.S.A. i tiden indtil den anden verdenskrigs afslutning.
Ordet RADAR er egentlig en forkortelse, der fra 1941 anvendtes af den amerikanske marine for: »Radio Detecting and Ranging«. I England anvendtes oprindelig kodebetegnelsen R D F , der dækkede ordene: »Radio Direction Finding«. Denne betegnelse ændredes senere til: »Radiolocation«. I Tyskland omtaltes den tilsvarende teknik rammende som: »F unkmesst echnik «.
»Radar« i naturen.
Det antages vist i almindelighed, at Radar er menneskets egen opfindelse. Dette er helt fejlagtigt, idet flere dyrearter kan orientere sig ved hjælp af midler, der minder stærkt om Radar. Det kendteste tilfælde er flagermusene. Allerede i 1793 begyndte italieneren Lazzaro Spallanzani at interessere sig for, hvorledes flagermus selv i helt mørke rum kan orientere sig og jage insekter. Selv om Spallanzani gjorde en række bemærkelsesværdige opdagelser, lykkedes det ham aldrig at forklare flagermusenes forbløffende orienteringssans (1).
Først i perioden 1938-1942 påviste amerikanske videnskabsmænd, at flagermusenes navigeringsevne skyldtes, at de under flugten er i stand til at udsende ultralydbølger i frekvensområdet 30-120 kHz, samt at de tilsyneladende kan detektere og behandle de signaler, der reflekteres af forhindringer foran dyret. Det er konstateret, at en bestemt flagermustype udsender lydimpulser af 2-3 msek. længde og med en gentagelsesfrekvens på 50-120 impulser pr. sekund. Denne dyreart er faktisk i stand til at sanse den tid, der går fra udsendelsen af impulserne, til ekkoet heraf opfattes af øret. Retningen til »målet« sanscs på grundlag af den tidsforskel, hvormed det samme ekkosignal opfattes af ørene. E n anden flagermuseart benytter sig af det såkaldte Dopplerprincip. Den udsender et kontinuert lydsignal gennem begge næsebor kun afbrudt af korte åndedrætspauser. Da signalet udsendes fra begge næsebor samtidigt, er retningsvirkningen særdeles god. Ved at sanse det reflekterede signals frekvenskarakter kan dyret skelne mellem faste og bevægelige »mål«. En tredie flagermusart kan anvende begge metoder, og det antages, at dette dyr benytter Dopplerprincippet over for nære objekter, medens den anvender »impulsmodulation« over for fjernere »mål«. Flagermusene er ikke de eneste dyr, der er forsynet med et sådant orienteringssystem. Også andre dyrearter anvender tilsvarende principper.
Kendt er det, at delfinen næsten kan siges at være udrustet med et »sonarsystein«, der arbejder på en frekvens omkring 200 kHz. Ved hjælp heraf kan delfinen jage sit bytte selv på betragtelige afstande.
Radarteknikkens videnskabelige grundlag.
Radar er ikke en enkeltpersons opfindelse. Radarteknikken bygger på naturlove og principper, af hvilke nogle var kendt allerede i forrige århundrede. Grundlaget kan opstilles i følgende punkter:
- Radiobølger reflekteres af metalliske og dielektriske legemer.
- Signaler af tilstrækkelig høj frekvens kan »bundtes«.
- Et signal af en bestemt frekvens, der udsendes fra en sender og reflekteres af et bevægeligt mål, vil efter reflektionen have ændret sin frekvens (Dopplerprincippet).
- Da radiobølger udbreder sig med konstant hastighed (3 • 108 m/sek), vil juan kunne bestemme afstanden fra en sender til et reflekterende mål ved at måle den tid, der går, fra en impuls udsendes fra senderen, til den - efter refleksion - atter modtages. - Impulsmodulationsteknikken.
- Udnyttelsen af katodestrålerøret (opfundet af tyskeren Braun) som indikator.
I året 1864 fremsatte Maxwell den påstand, at lyset er en elektromagnetisk bølgebevægelse, og at der findes elektromagnetiske bølger af lavere frekvens end lysets. Tre år senere beviste Herz de maxwellske teorier. Han viste, at radiobølger følger de samme naturlove som lyset. Det første egentlige ingeniørmæssige forsøg på at konstruere et radarlignende anlæg blev udført af tyskeren Hiilsmeyer i 1904. Han udtog dette år kejserligt patent nr. 165546 samt engelsk patent nr. 13170 på (som det hedder i det engelske patentkrav) »A Hertzian-wave Projecting and Receiving Apparatus Adapter to Indicate or Give Warning of the Presence of a Metallic Body, such as a Ship or a Train, in the Line of Projection of such Waves«. Den tegning, der findes i den engelske patentbeskrivelse, er vist i fig. 1. Hiilsmeyers opfindelse var i virkeligheden et retningsangiver, der ikke gav afstandsinformation. Han demonstrerede i 1904 sit anlæg for et selskab, der bl. a. talte en række marineofficerer, men på grund af den korte afstand over hvilken anlægget kunne virke, og som ikke oversteg de konventionelle observationsmidlers, vakte hans opfindelse ikke større interesse. Hiilsmeyer forsøgte året efter atter at
va'kkc interesse for opfindelsen, idet lian demonstrerede anlægget på en skibsfartskongres, der afholdtes i Rotterdam. Men heller ikke denne gang lykkedes det for ham at skahc interesse for opfindelsen. Hiilsmeyers »Radar« kan idag ses på Deutsches Museum i München. Der skulle nu hengå næsten 20 år, før emnet radiodetektion atter blev berørt. 1 et foredrag, som Marconi boldt i 1922, sagde han bl. a. (2): »In some of my tests I have noticed the effects of reflection and deflection of these waves (radiobølger af bølgelængden 3 m) by metallic objects miles away. It seems to me that it should be possible to design apparatus by means of which a ship could radiate or project a divergent beam of these rays in any desired direction, which rays, if coming across a metallic object, such as another steamer or ship, and thereby immediately reveal the presence and bearing of the other ship in fog or thick weather.«
Samme år detekterede amerikanerne Taylor og Young et træskib på Potomac floden. I 1925 beskrev Gregory Breit og Merle Tuve, der begge arbejdede for Carnegie Instituttet i U.S.A.. den såkaldte impulsteknik. Ved hjælp af denne teknik målte de ionosfærens højde over jordoverfladen. I 1930 udviklede dr. Taylor et anlæg for den amerikanske marine, der var beregnet til detektering af fly. Anlægget udnyttede Dopplcrprincippet, men gav kun yderst beskedne resultater. Det er im idlertid formentlig første gang, der er tale om en direkte militær målsætning i i forbindelse med et sådant anlæg. Den franske marine eksperimenterede i 1933 med en såkaldt »Dctecteur dTceberg«, som senere monteredes på atlanterhavslineren »Normandie«. Der opnåedes meget dårlige resultater med denne konstruktion, der snart blev opgivet. Fra dette tidspunkt, der jo i øvrigt falder sammen med Hitlers magtovertagelse. er radarudviklingen helt helliget militære formål, og alle forsøgsresultater hemmeligholdtes, hvorfor man kan tale om to helt forskellige udviklingslinier — en tysk og en engelsk/amerikansk — som dog på visse punkter bærer præg af den samme tænkning. På et enkelt område - frekvensvalget - skulle det vise sig, at tysk forskning gjorde sig skyldig i en misforståelse, der fik katastrofal virkning for de tyske anlæg. Fra dette tidspunkt stammer også begrebet »Elektronisk Krigsførelse«, idet forskere og konstruktører, samtidig med udviklingen af de egentlige anlæg, overvejede, hvorledes fjenden evt. kunne besværliggøre brugen heraf. Der udfoldedes de største anstrengelser for at skaffe sig indb lik i modpartens forskning på dette område. Således udrustede det tyske luftvåben nogen tid før verdenskrigens udbrud en Zeppeliner med radiomodtagere, for under en flyvning langs den engelske østkyst at konstatere, om englænderne forsøgte at udnytte radiobølger til detektering af fly og skibe (3).
Udviklingen i Tyskland.
I 1933 påbegyndte dr. Rudo lf Kuhn lio ld på den tyske marines forsøgsanstalt for telekommunikation nogle refleksionsforsøg, der udførtes med en Barkhausen-Kurz sender, som arbejdede på 13,5 m bølgelængde. Med en effekt på 0,3 Watt lykkedes det at detektere et skib på 2 km afstand. Samme år oprettedes det statskontrollerede firma G EM A , der i samarbejde med marinen udviklede et anlæg, som i 1934 detekterede en 500 tons stor forsøgsbåd på 12 km afstand. E n flyvemaskine, der tilfæ ldigvis fløj gennem strålen, blev ligeledes detekteret. Senderen arbejdede på bølgelængden 50 cm. I 1935 gennemførte firmaet Telefunken nogle forsøg, hvorved det lykkedes at detektere en flyvemaskine af typen Junkers 52 i 5000 m højde. Ved alle disse forsøg benyttedes udsendelse af et kontinuerligt signal. For at forhindre at signalerne fra senderen modtoges direkte af modtageren, var sender og modtager opstillet langt fra hinanden eller adskilt elektrisk ved hjælp af store metalskærme. Det er klart, at disse forhold medførte betydelige praktiske vanskeligheder, som im idlertid blev overvundet, da man i 1935 indledte forsøg med impulsmodulerede sendere. Nu kunne senderen anbringes i umiddelbar nærhed af modtageren, der opnåedes større modtagerfølsomhed, og det blev lettere at diskriminere mellem flere mål. Den største fordel, denne teknik indebærer, er im idlertid, at den muliggør en nøjagtig afstandsmåling, samt at der kan anvendes en fælles sende- og modtageantenne. Omtrent samtidig indførtes det såkaldte Braunske rør - katodestrålerøret - som indikator. Med en sådan sender udførte marinen i februar 1936 en række forsøg i Pelzerhaken. Anlægget var fremstillet af firmaet G E M A og arbejdede på 1,8 m bølgelængde. Det lykkedes at stedfæste et Junkersfly af typen W-34 på 35 km afstand, og efter yderligere en række forbedringer af anlægget opnåedes der en afstandsbestemmelse af samme fly på 60 km. Dette anlæg var forløberen for det senere »Freya« anlæg, der demonstreredes første gang under de store hærmanøvrer omkring Swinemiinde, og med hvilket der opnåedes stedfæstelse af et Ju-52 fly på 90 km afstand. Der leveredes i løbet af krigen ca. 2000 Freya anlæg. Senderen arbejdede på bølgelængden 2,40 m (fig. 2)
BILLEDE HER
Samtidig med demonstrationen af Freya-anlægget vistes det såkaldte »Seetakt« anlæg, der var beregnet til skibsbrug, og som i 1937 kunne stedfæste skibe på 14 km afstand. A lle større tyske krigsskibe udrustedes med dette anlæg, der arbejdede på bølgelængden 80 cm. I ju li 1939 foreviste Telefunken en station, der sendte på bølgelængden 50 cm. Dette anlæg kunne ikke alene give afstands- og sideinformation, men det gav også højdeinformation. Luftvåbnet bestilte 5000 stationer af denne type, der senere fik navnet »Wiirzburg«. Anlægget fremstilledes i to versioner: Wiirzburg A , der arbejdede på bølgelængden 53,6 cm, og W iirzburg C. Begge disse anlæg var forsynet med et antennesystem, hvis reflektor havde en diameter på 3 in. Spidseffekten for W iirzburg C var godt 8 kW . For im idlertid at forbedre dette anlægs egenskaber forsynedes det med en parabolsk reflektor, hvis diameter var 7,5 m. Dette anlæg - W iirzburg Riese (fig. 3) - kunne detektere og stedfæste fly på afstande til 60 km. Vinkelnøjagtigheden var — 10”. Den store karakteristiske reflektor var konstrueret og bygget af Zeppelinbau Friederichliafen. Der bestiltes 1500 anlæg af denne type, hvoraf nogle bl. a. opstilledes i Danmark. Den 18. december 1939 lokaliseredes med et af de
to Freya anlæg, der var opstillet på Wangerooge og Helgoland, en større engelsk formation bombefly. På grund af den relativt tidlige radarvarsling kunne tyske jagerenheder gå rettidigt på vingerne og nedskød et stort antal af de angribende maskiner (4). W iirzburg anlæggene anvendtes som ildledelsesanlæg i luftværnsbatterierne. I 1941, 42 og 43 sattes anlæggene »Mainz«, »Mannheim« og »Ansbacli« i operationel drift. Sidstnævnte anlæg var den sidste tyske ildledelsesradar, der arbejdede på standardbølgelængden 53,6 cm, dens afstandsnøjagtighed var ± 30 m og dens pejlenøjagtigbed svarede med ± 10" til W iirzburg Riese anlæggets.
Det tyske frekvensdilemma.
Som man vil liave bemærket, arbejdede den overvejende del af de tyske radaranlæg på standardbølgelængden 53,6 cm. Medens man i England var travlt beskæftiget med at udvikle liøjfrekvensgeneratorer, der kunne generere signaler, hvis bølgelængde var væsentlig lavere end denne tyske standardbølgelængde, mente tyske videnskabsmænd, at bølgelængder, som var lavere end 50 cm, var uegnet til radarformål. Det har af og til været hævdet, at denne misforståelse i virkeligheden skyldtes et dekret, som H itler havde udstedt i begyndelsen af krigen og som forbød den tyske videnskab at arbejde med et udviklingsprojekt, dersom det ikke kunne anvendes til operative formål efter en udviklingsperiode, der ikke måtte overstige 3 måneder. Dette er ikke rigtigt. Den katastrofale beslutning blev truffet af de tyske forskere selv, og bar efter al sandsynlighed været baseret på en række misfortolkede forsøgsresultater. Da et engelsk bombefly blev skudt ned over Rotterdam den 2. februar 1943, fandt tyske efterretningsfolk i vraget et elektronisk anlæg, der bar nummeret »Experimental 6« samt et modtagekontrolstempel fra 24. december 1942. Dette anlæg var en prototype på den berømte britiske H 2S fly-radar. Anlægget analyseredes på Telefunkens laboratorier i Berlin-Zehlendorf, og det fastsloges korrekt, at der måtte være tale om en søgeradar med PP I indikator og bombesigt. Det lykkedes teknikerne at rekonstruere anlægget, men kort tid før arbejdet var ved at være færdigt, ødelagdes laboratorierne ved et bombeangreb, og arbejdet måtte derfor henlægges til et sikrere sted. Man valgte Berlin bunkeren »Erika« og kunne afslutte rekonstruktionsarbejdet i august 1943 med en afprøvning af anlægget, der var monteret i et fly af typen Ju-86. Fundet af dette anlæg, der bl. a. indeholdt en magnetron, viste klart de tyske teknikere de vældige fordele, anvendelsen af de ekstremt lave bølgelængder indebar. Der nedsattes nu et forskningsudvalg, der opkaldtes efter Rotlerdam, og hvis opgave det var at koordinere og lede indførelsen af centimeterbølgeteknikken i Tyskland. Det britiske forspring på dette område var dog allerede så stort, at det ikke lykkedes de tyske teknikere at indhente engelsk radarteknik inden krigens afslutning. De første tyske anlæg, der anvendte den nye teknik, udvikledes på lidt under et år af firmaet Telefunken. Det var ildledelsesanlægget »Marbach«. I antennesystemet indgik en parabolsk reflektor med en diameter på 3 m og nøjagtigheden i side og højde var ± 3". Antcnnebevægelsen kunne styres fra en fjernbetjeningsenhed, hvortil også måleresultaterne transmitteredes.
Søgeradaritnlæg.
Af pladshensyn vil det ikke være muligt at nævne alle de tyske radaranlæg, som anvendtes af hæren, flåden og luftvåbnet. E t par søgeradaranlæg hør dog omtales. Det grundlæggende arbejde for at konstruere et sådant anlæg, hvormed man kunne overvåge et stort luftrum, udførtes
af det tidligere nævnte firma G EM A , der udtog en række patenter herpå i 1936 og 1937. Efter en m idlertidig indstilling af udviklingsarbejdet genoptoges det atter i 1939. Resultatet af arbejdet var søgeradaren (tysk: Panoramageråt) »Jagdschloss«, der toges i brug i 1942 (fig. 4). T i l dette anlæg havde Telefunken udviklet et såkaldt PP I (tysk: Sternschreiber). Jagdschloss fremstilledes i ca. 80 eksemplarer, og et enkelt opstilledes i Danmark (4). Anlægget arbejdede på bølgelængderne 1,2—2,5 m, spidseffekten var 100 kW og rækkevidden ca. 150 km mod luftmål. Den meget lange bølgelængde og den krævede målenøjagtighed medførte nogle store antennedimensioner (24 m bred og 4 m høj). Antennen roterede med en hastighed på 5-10 omdrejninger i minuttet. Senere byggedes endnu tre anlæg, der forsynedes med en 50 m bred antenne, og hvis maximale rækkevidde mod luftmål var 300 km. Det sidste tyske søgeradaranlæg, der udvikledes, var det såkaldte »Forstilaus-Z«. Dette anlæg var det første tyske søgeradaranlæg, der anvendte den nye centimeterbølgeteknik. Senderens bølgelængde var 9 cm, spidseffekten var 100 kW , og del var forsynet med en antenne, der var 24 m bred og 3 m høj, og hvis strålebredde var 0.25°. Forsthaus-Z var specielt konstrueret til at detektere de engelske Mosquitos, hvis særlige opbygning gav maskinen et meget lille radarreflektionsareal. Anlægget nåede aldrig at blive indsat i operativ drift, og prototypen, der var opstillet på Telefunkens forsøgsområde i Berlin, faldt i russernes hænder. Tyske teknikere bar beskæftiget sig med ikke mindre end 950 forskellige radarprojekter under krigen. Kun en mindre del af alle disse projekter kunne im idlertid omsættes til praktisk gennemførlige konstruktioner. I tabel 1 er de vigtigste data for en række tyske operationelle luftværnsanlæg angivet.
Udviklingen i England.
Begivenhederne i Tyskland i begyndelsen af 1930 satte mulighederne for forsvar mod bombeangreb af de britiske øer i et særligt relief. O fficielle overvejelser medførte, at luftfartsministeren, Lord Londonderry, nedsatte en særlig komite - Committee for the Scientific Survey of A ir Defence - der med Sir Henry Tizard som formand skulle undersøge hvilke forsvarsmidler, der effektivt ville kunne imødegå den forventede tyske lufttrussel (5). Eet af de første emner, der diskuteredes i komiteen, var anvendelsen af dødsstråler. Komiteens medlemmer har sikkert næppe selv troet, at et sådant våben kunne realiseres, men man var dog alligevel interesseret i at danne sig et skøn over den effekt, et sådant våben
målte kunne udvikle for at sikre ødelæggelsen af luftmål. Derfor bad komiteen Robert Watson-Watt om at udarbejde et responsum lierom. Det var ikke vanskeligt for Wattson-Watt at opstille nogle tal, der tydeligt viste, at de uhyre effektkrav ikke kunne realiseres med datidens teknik, men han stillede samtidig det forslag, at der iværksattes en intensiv undersøgelse af mulighederne for detektering af fly ved hjælp af radiobølger. Komiteen tiltrådte dette forslag, og Wattson-Watt opfordredes til nærmere al gøre rede for sine ideer. Resultatet heraf blev det berømte dokument, hvori Wattson-Watt udvikler de teorier, der skulle danne grundlaget for den engelske radarteknik. Det foreslås heri, at det luftrum, der ønskes overvåget, »illumineres« ved hjælp af radiobølger af bølgelængden 50 m, og at et måls position bestemmes ved målinger fra tre modtagerstationer. Når WattsonWatt gik ind for illuminationsmetoden, var grunden den, at et sådant system umiddelbart kunne realiseres ud fra datidens teknologiske formåen. Han anførte dog også, at en koncentration af radiobølgerne i et smalt strålebundt formentlig ville medføre en række fordele, men at udviklingen heraf ville blive særdeles tidkrævende. Endelig foreslog han, at man ved at etablere en kæde af illuminationsstationer ville kunne overvåge en længere kyststrækning. Dokumentet indeholder i øvrigt anvisninger på udvikling af et identifikationssystem, hvormed jagerledelsen kunne identificere egne fly fra jordstationerne. Wattson-Watt udtog senere patent på det første engelske 1FF (Identification Friend or Foe) anlæg, det såkaldte IF F Mk. 1. Den 26. februar 1935 udførtes et historisk eksperiment, da et fly gennemfløj BBC-senderen Daventry’s hovedstråle (50 m bølgelængde), og herved fremkaldte et ekkosignal i en modtager, der var anbragt 10 km fra senderen.
Etableringen af den britiske radarvarslingstjeneste.
Daventry-forsøgets heldige udfald bevirkede, at der øjeblikkelig skabtes muligheder for et mere intenst studium af disse problemer. Forskningsarbejdet henlagdes til øen Orfordness, og der bevilgedes ca. 250.000 kroner til det første års drift. Der byggedes en sender, der kunne udsende impulser af 10-150 mikrosekunders varighed. En modificeret ionosfæremodtager anvendtes til at modtage de reflekterede signaler. Stationens effekt var ca. 20 kW , og det lykkedes snart al detektere et fly på godt 70 km afstand. Den anvendte bølgelængde var 26 m. I ju li 1935 gjorde Wattson-Watt status for udviklingsarbejdet i en rapport til Tizard-komitcen. Det hed heri, at rækkevidden for systemet ville kunne forøges ved at montere antennerne på høje master, der anbragtes på klipper eller bakker. Det foresloges endvidere at oprette en kæde af radiopejlestationer, der skulle sammensættes af en sendestation for hver 25 km og en modtagestation for hver anden sender. Endelig berørtes muligheden af at skabe et antennesystem, der udstrålede den disponible energi i et smalt strålebundt, idet Wattson-Watt dog gjorde det klart, at forudsætningen herfor var, at de udsende signaler var af betydelig højere frekvens. Efter yderligere nogle måneders arbejde på Orfordness lykkedes det videnskabsmændene at konstruere en station, der både kunne måle rækkevidden til et mål samt dettes højde- og sidevinkel. Da radarteknikken nu var så velfunderet, at man kunne overgå til produktion af anlæg, besluttedes det at oprette en varslingskæde, der skulle bestå af 20 stationer, og som skulle dække kystlinien fra floden Tyne til Southampton. Denne varslingskæde - den såkaldte »Chain Home« - var et strategisk projekt af vældigt omfang, og den nødvendige økonomiske investering, godt 1 m illion pund, repræsenterede dengang et næsten astronomisk tal. Det bestemtes derfor, at projektet skulle gennemføres i to faser, idet man først ønskede at sikre Themsmundingen ved bygning af fem stationer, og senere ville opføre resten af kæden. Den ene af stationerne etableredes i Bawdsey, og hertil overførtes forskerholdet fra Orfordness. Da denne station endnu i juni 1937 var den eneste station, der var færdig, rejste luftvåbnet atter sagen, og regeringen tillod da, at hele varslingskæden etableredes så hurtigt som muligt. Der bevilgedes godt 3,5 m ili. kroner til den årlige drift og vedligeholdelse af kæden, der i øvrigt blev forbundet med et antal kommandostationer ved hjælp af et kompliceret kommunikationssystem. Da krigen brød ud, var varslingskæden en realitet, og 19 stationer, anbragt mellem Netlierbutton på Orkneyøerne til Ventor på Isle of Wight, bevogtede døgnet rundt de britiske øer.
Magnetronen.
Som nævnt tidligere var de første engelske radarstationer baseret på det såkaldte illuminationssystem. Her belystes ikke alene selve målel, men tillige et stort område omkring målet. Det er klart, at et sådant system ikke gav muligheder for passende vinkeldiskrimering, ligesom modtageren ofte mættedes af reflektioner fra faste mål på jorden. Hertil kom im idlertid, at systemet var yderst sårbart over for fjendtlig jamming, samt at antennesystemets dimensioner var kolossale. Da antennestrålebredden er ligefrem proportional med bølgelængden, men omvendt proportional med antennedimensioneme, var det klart, at en kraftig reduktion af bølgelængden ville gøre det muligt at fremstille antenner, hvorfra energien kunne udsendes i form af et smalt blyantsformet strålebundt. Det ville åbenbart medføre, at en bestemmelse af højde- og sidevinkel kunne gøres meget nøjagtig, ligesom jamming af modtageren kun ville være helt lammende, dersom den fjendtlige støjsender befandt sig i strålen. Vanskeligheden, som var forbundet med at realisere disse ideer, lå i at konstruere en generator, der kunne frembringe den tilstrækkelige højfrekvente effekt. Med de forhåndenværende senderør kunne der kun opnås den nødvendige effekt på betydeligt lavere frekvenser.
Imidlertid påbegyndtes ved Birm ingham universitet et arbejde, hvis formål var at konstruere en højfrekvensgenerator, der kunne udvikle en for radarformål tilstrækkelig energi. Arbejdet lededes af professor Oliphant, men det var især de to videnskabsmænd J. T . Randall og H . A . H . Boot’s arbejder, som skulle blive af banebrydende karakter. Pa universitetet mente man først, at den netop fremkomne klystron måtte kunne forbedres og finde anvendelse som højfrekvensgenerator. Denne mulighed forkastedes snart, og en undersøgelse af den såkaldte magnetron indledtes, idet Boot og Randall var af den opfattelse, at en kombination af en hulrumsresonator og en multisegmentsmagnetron måtte kunne levere den ønskede højfrekvente energi. Magnetronen var allerede blevet beskrevet i 1922 (6) som et eksperimentalrør til studiet af elektroners reaktion, når de på samme tid udsattes for et kraftigt magnetfelt og et kraftigt elektrostatisk felt. I Boot’s og Randall’s første magnetron anvendtes en katode af tungstenstråd. Anodespændingen var 16000 Vo lt og det påtrykte magnetfelt var på godt 80000 A/m. Den 21. februar 1940 afholdtes det første forsøg med denne magnetron, der da ydede en effekt på 400 Watt. Det frembragte signals bølgelængde var 9,8 cm. Dette var et bemærkelsesværdigt resultat, men en yderligere forøgelse af effekten var ønskelig. Det var især arbejdet med magnetronens elektroder, der voldte vanskeligheder. Im idlertid modtog universitetet i Birm ingham den 8. maj en fransk magnetron, der var konstrueret af Gutton og Berlines. I denne magnetron anvendtes en katode, der var belagt med et oxyderende lag, hvorved elektronemissionen forøgedes betydeligt. I de næste forsøg anvendtes en magnetron med en sådan oxyderet katode og cn særlig anodeblok af kobber. Med denne magnetron opnåede Boot og Randall den 29. juni 1940 en effekt på 10000 Watt, der udsendtes i impluser af 30 mikrosekunders varigbed. Det påtrykte magnetfelt var 112000 A/m. Denne magnetron, der senere sattes i produktion under betegnelsen E 1189, var en så epokegørende frembringelse, at den må siges at have dannet indledningen til et helt nyt afsnit i radarudviklingshistorien. For at udnytte magnetronen i et radaranlæg var det nødvendigt at tilpasse modtagere, antenner, reflektorer og bølgeledere til de nye frekvenser. Dette arbejde var i eftersommeren 1940 så vidt, at Telecommunications Research Establishment (det senere Royal Radar Establishment) kunne demonstrere en radar, der sendte på den meget lave bølgelængde 10 cm. Magnetronen skulle senere finde anvendelse i en lang række engelske radaranlæg i bæren, flåden og luftvåbnet, men også amerikansk videnskab fik snart lejlighed til at profitere af den engelske konstruktion.
I august 1940 rejste en engelsk delegation bestående af videnskabsmænd og officerer til U.S.A. for at give amerikanske videnskabsmænd et indb lik i den engelske radarteknik. Delegationen lededes af Sir Henry Tizard, som i samarbejde med A. V. H ili havde overtalt det engelske krigsministerium til at indlede en udveksling af erfaringer på radarområdet. Det bemærkelsesværdige ved denne delegation var dens sammensætning. Her fik amerikanerne for første gang lejlighed til at høre videnskabsmændene tale om de opnåede tekniske resultater og officererne om de brugermæssige muligheder. Tizard medbragte et eksemplar af den engelske magnetron. Herved sattes don amerikanske videnskab i stand til at påbegynde udvikling af radaranlæg i centimeterbølgeområdet, 16 måneder før U.S.A. erklærede aksemagterne krig. Sir Henry Tizard, der som leder af den føromtalte »Committee for the Scientific Survey of the A ir Defence« havde gjort sit land så store tjenester, blev i realiteten frataget sine beføjelser, da han kom tilbage fra U.S.A. Der havde i længere tid bestået et modsætningsforhold mellem ham og F. A. Lindemann (Winston CburchilTs videnskabelige rådgiver, den senere Lord Clierwell). Konflikten mellem de to mænd havde indflydelse på en række betydningsfulde afgørelser, hvoraf en enkelt - benyttelse af Window jamming - v il blive omtalt senere (7).
Nogle engelske radaranlæg.
Som allerede nævnt havde England etableret en radarvarslingskæde — den såkaldte Chain Home - der sattes i operativ drift umiddelbart før krigsudbruddet. Disse stationer kompletteredes senere med de såkaldte Chain Home Low stationer, der specielt var konstrueret til at detektere lavtflyvende mål. På et meget tidligt tidspunkt udrustedes stationerne med IF F (Identification Friend or Foe), hvorved de sattes i stand til at afgøre, om et betragtet mål tilhørte egne styrker. IF F stationerne, der i teknisk henseende bedst beskrives som en sekudær radar, var under k r igen genstand for megen diskussion. Det første anlæg — IF F Mk. 1 — efterfulgtes meget hurtigt af IF F Mk. 2 og 3 på grund af systemets åbenbare ulemper. Særlige vanskeligheder opstod, da U.S.A. trådte ind i krigen, hvorved etableringen af et fælles identifikationssystem blev bydende nødvendig. Det lykkedes aldrig at skabe et helt sikkert IF F system, og på et vist tidspunkt blev der ligefrem nedlagt forbud mod de engelske flys anvendelse af anlæggene over Tyskland, da tyske jagere anvendte udstrålingen fra de engelske IF F antenner som orienteringsmiddel.
Luftværnsradaranlæg.
Før krigen rettedes luftværnskanoner ved hjælp af optiske instrumenter og lyssæt. K u n såfremt målet var synligt, kunne afstanden hertil måles, hvilket selvsagt vanskeliggjorde natlige engagementer og engagementer i skyet og usigtbart vejr. Under sådanne forhold kunne målets højdeog sidevinkel måles ved hjælp af lytteapparater, men på grund af lydbølgernes relativt langsomme udbredelsesliastiglied blev denne målemetode mere og mere værdiløs med kampflyenes stigende hastighed. Allerede i 1937 påbegyndte en lille gruppe videnskabsmænd arbejdet på at udvikle en radar til luftværnsbrug. Primært var det kun tanken at fremstille en varslingsradar - i øvrigt baseret på illum inationsprincippet - der skulle give kanonmandskabet et så tilstrækkeligt varsel, at de kunne nå at rette piecer og lyskastere i den hovedretning, i hvilken flyene befandt sig. Efter en række undersøgelser, der havde til formål at bedømme de nøjagtighedskrav, som måtte stilles til et radaranlægs positionsangivelse, udtryktes der tvivl, om det overhovedet ville være muligt at konstruere anlæg, der kunne honorere de store krav. Det var i særdeleshed vanskeligt at præstere en nøjagtig side- og højdevinkelinformation, og det besluttedes derfor, at det første anlæg til luftværnsbrug kun skulle kunne måle afstanden til målet. Ved et særligt mekanisk arrangement kunne afstandsinformationen overføres til korrektøren. Der bestiltes 500 af disse anlæg (G.L. Mk. 1) hos firmaerne Metropolitan-Vickers og Cossor, hvoraf de fleste var leveret ved årsskiftet 1940/41. Da der fortsat fandtes et behov for et anlæg, der kunne give både afstands- og vinkelinformation, intensiveredes ududviklingen af en sådan radartype, ikke mindst fordi det tyske luftvåben som bekendt havde åbnet en meget kraftig luftoffensiv mod de britiske øer, som stort set gennemførtes som natangreb. Firmaet Cossor udviklede hastigt en modifikation til de eksisterende G.L. Mk. 1 anlæg, hvorved denne radartype nu også kunne måle højde- og sidevinkel til målet. Når G.L. Mk. 1 anlægget modificeredes benævntes det G.L. Mk. 2.
Den engelske regering afgav en større ordre på det nye anlæg til trods for, at systemet havde en række alvorlige mangler. Det var f. eks. nødvendigt at indsætte en del særlige kalibreringsspecialister, idet en svaghed i antennens konstruktion bevirkede, at målingernes nøjagtighed varierede fra dag til dag. Det skønnedes, at en del af manglerne kunne afhjælpes ved at anvende en anden bølgelængde end den benyttede (6 m), og en gruppe teknikere arbejdede i nogen tid på at udvikle en station, der opererede på bølgelængden 50 cm. Men netop på dette tidspunkt begyndte det engelske udviklingsarbejde af magnetronen at bære frugt, og det besluttedes derfor, at den næste luftværnsradar - G.L. Mk. 3 - skulle operere på bølgelængden 10 cm eller lavere. Prototypen på denne station bestod af to hovedenheder. Den ene enhed, der var monteret på en lyskasterlavet, omfattede sende- og modtagerantenne,
sender og modtager. Den anden enhed fremførtes på en påhængsvogn og omfattede operatørkabine med betjeningspaneler, indikator m. v. Denne delte udførelse af anlægget var naturligvis i taktisk henseende mindre hensigtsmæssig, og det blev derfor overdraget British Thomson-Houston at udvikle en station, der kunne fremføres som en integreret enhed. Denne station var færdigudviklet i 1941, og sattes i operativ drift under betegnelsen G.L. Mk. 3/B (fig. 5). E t tilsvarende amerikansk anlæg - Radar SCR-584 - anvendtes senere i bekæmpelsen af V I og V2 missilerne.
Søndagssovjetterne.
Som tidligere nævnt var den engelske delegation, der rejste til U.S.A. for at orientere amerikanske videnskabsmand om britisk radarteknik, sammensat af teknikere og officerer. Denne på dette tidspunkt meget ukonventionelle sammensætning var typisk for det frugtbare samarbejde mellem videnskaben og de militære myndigheder i England, et samarbejde, der utvivlsomt har haft en ikke ringe betydning for de glimrende engelske resultater på radarområdet. E t interessant og morsomt træk af samarbejdet mellem teknikere og brugere var de såkaldte Sundays-Soviets (8). På Telecommunications Research Etablishment i Malvern havde chefen, A . P. Rowe, haft for vane at mødes med Wattson-Watt og nogle enkelte officerer hver søndag morgen, hvor hverdagens tidskrævende rutinearbejde ikke greb forstyrrende ind i den uformelle tankeudveksling. Disse møder udviklede sig efterhånden til at blive et forum, hvor alle - uden hensyn til rang og stand - kunne fremsætte nyttige tekniske ideer eller vigtige operative iagttagelser, der kunne få indflydelse på de tekniske konstruktioner. Da alle mødedeltagere nød fu ldstændig ligestilling, døbtes disse møder snart »Sunday-Soviets«, og der er næppe tvivl om, at den fordomsfri meningsudveksling mellem brugere og konstruktører har været af afgørende betydning for britisk radartekn ik under krigen. Den årlige engelske krigsproduktion af radarmateriel beløb sig til ca. 1000 m illioner kr. Godt halvdelen af den arbejderstab på ca. 250.000 arbejdere, der var beskæftiget i radioindustrien, deltog i fabrikationen af radarmateriel.
Udviklingen i U.S.A.
De første eksperimentelle amerikanske radarsystemer anvendte kontinuerte bølger. Detektion af bevægelige mål skete under udnyttelsen af interferensen mellem det udsendte signal og det reflekterede. Denne effekt (Dopplereffekten) er kendt fra TV-modtagere, som er indstillet til modtagelse af en svag station, og viser sig som billedforvrængning, når et fly passerer hen over det sted, hvor modtageren står opstillet. E n sådan radartype kaldtes oprindelig CW-Wave-interferencc radar.
Når dette system anvendtes i forbindelse med de første stationer, skyldtes det, at hovekomponenterne til fremstilling af sådanne stationer allerede fandtes. Første gang et fly dctekteredes ved hjælp af interferensteknikken var i juni 1930. Forsøget udførtes af L. A. Hyland på den amerikanske marines laboratorium og må egentlig tilskrives et tilfælde under Hylands arbejde med en retningsfinder, der var installeret i et fly. Senderen, der arbejdede på frekvensen 33 M H z , var anbragt 3 km fra en landingsbane. Når et fly passerede strålen, bemærkede Hyland, at det modtagne signals styrke ændredes. Denne opdagelse var medvirkende til en mere koordineret undersøgelse, der foretoges af laboratoriets personale. Arbejdet gik kun langsomt, idet man manglede penge og officiel støtte, skønt betydningen af Hylands opdagelse stod helt klar for marinelaboratorieme. I 1932 lykkedes det at detektere et fly på 75 km afstand med en forsøgsstation, som marinclaboratorierne havde udviklet. Det fortsatte arbejde hemmeligholdtes indtil 1933, da teknikere fra Be ll Telephone laboratorierne rapporterede om detektering af fly i forbindelse med andre forsøg.
Marinelaboratoriemes arbejde afsløredes, da Taylor, Young og Hyland udtog patent på »A System for Detecting Objects by Radio«. De første amerikanske radaranlæg kunne kun anvendes til at påvise tilstedeværelsen af et mål. Det var vanskeligt at uddrage nogen information vedrørende målets afstand fra anlægget, og dette problem kunne ikke løses ved hjælp af datidens teknik. Marinelaboratorieme foreslog i 1933 at etablere en kæde af sender- og modtagerstationer langs en linie, der ønskedes bevogtet. Ved flere nærliggende stationers samvirken skønnedes det muligt at angive et måls plads i rummet. Dette forslag blev aldrig ført ud i praksis, og det var klart, at de meget begrænsede anvendelsesmuligheder, som datidens anlæg havde, i bøj grad kølnede den officielle interesse for radarteknikken og var medvirkende til, at der ikke bevilgedes tilstrækkelige m idler til udviklingsarbejdet. Det er im idlertid også en kendsgerning, at der mellem hærens og marinens forsøgslaboratorier eksisterede et modsætningsforhold, der sikkert bar forsinket udviklingen.
Man var klar over, at anlæggenes egenskaber kunne forbedres ved hjælp af impulsraodulation. Set med nutidens øjne virker det ejendommeligt, at impulsradarsystemer af datiden blev mødt med en sådan skepsis. Ikke desto mindre påbegyndtes i foråret 1934 ved marinelaboratorierne cn udvikling af en impulsmoduleret radar. Arbejdet var lavt prioriteret og udførtes i hovedsagen af R . M . Page, der ikke helt kunne hellige sig opgaven. De første forsøg med en impulsmoduleret radar udførtes med et anlæg, der opererede på frekvensen 60 MH z. Disse forsøg fandt sted i december 1934 og januar 1935 (9). Forsøgene blev en stor fiasko, idet ikke ét ekko observeredes på katodestrålerørct. Årsagen hertil var, at den benyttede modtager var beregnet til modtagning af CW-signaler og ikke til modtagning af impulsmodulerede signaler. Fejlen blev hurtigt rettet, og de første ekkosignaler modtoges den 28. april 1936 med en radar, der arbejdede på 28,3 M H z. Ved det første forsøg var den opnåede rækkevidde kun 4 km, men allerede i juni samme år forøgedes den til 32 km. Det stod klart, at det ville være nødvendigt at arbejde med endnu højere frekvenser, især når det drejede sig om anlæg, der skulle installeres i skibe, hvor de meget store antennedimensioner ikke kunne tolereres. De nødvendige kredsløbskomponenter hertil fandtes im idlertid ikke dengang. Nogen forbedring opnåedes dog, da det lykkedes at fremstille et anlæg, der arbejdede på frekvensen 200 MHz. De første ekkosignaler modtoges af denne radar den 22. ju li 1936 mindre end 3 måneder efter, at projektet var blevet påbegyndt. I dette anlæg anvendtes for første gang det såkaldte Duplex system, der muliggjorde, at anlægget kunne benytte den samme antenne til sending og modtagning. I foråret 1937 blev stationen monteret og afprøvet i destroyeren »Leary«. I det kommende år forbedredes anlægget på en række områder og blev, i forbindelse med de manøvrer, som afholdtes i januar og februar 1939, afprøvet under krigsmæssige forhold. Afprøvningen af anlægget, der nu kaldtes X A F , foregik på slagskibet »New York« og gav særdeles tilfredsstillende resultater. Slagskibe og krydsere lokaliseredes på afstande indtil ca. 22 km. I oktober 1939 blev der afgivet en ordre på en kommerciel udgave af anlægget - det såkaldte C X A M - der installeredes i den amerikanske flådes store enheder. U.S. Army Signal Corps påbegyndte udviklingen af radar i begyndelsen af 1930-erne, men først i 1936 koncentreredes arbejdet om udvikling af impulsmoduleret radar formentlig efter et besøg, som teknikere fra U.S. Army Signal Corps aflagde på marinelaboratorierne. I december 1936
afprøvede hæren sin første impulsmodulerede radar og opnåede en rækkevidde på 10 km. Den første taktiske radar toges i brug 1938. Det var den såkaldte SCR-268 (fig. 6), der var beregnet til brug i ildledelsen af luftvæmsbattenerne. Patentet på dette anlæg udtoges af oberst W. R. B iair, der tidligere havde været direktør for Signal Corps laboratorierne. Tilsyneladende er de fleste af de principper, der anvendes i impulsmodulerede radaranlæg beskrevet i dette patent, der juridisk set gør oberst B ia ir til opfinder af den impulsmodulerede radar, men på grund af den samtidige og selvstændige udvikling der foregik også i andre lande, er det næppe rigtigt at udpege en enkeltperson som opfinder af denne radartype.
Radar SCR-268 anvendtes sammen med projektører i ildledelsen. Dette var nødvendigt på grund af anlæggets beskedne vinkeldiskriminering, der im idlertid var bedre end den, der kunne opnås med optiske midler. SCR268 var hærens standard-ildledelsesudstyr indtil 1944, hvor det erstattedes af SCR-584 (fig. 7). Dette anlæg kunne styre et luftværnsbatteri uden hjælp af lyskastere eller optiske instrumenter og vil være kendt af den danske bærs luflværnsartillerister fra de tidligere 90 mm batterier. Den
meget velkonstruerede station fandt senere anvendelse også til andre formål; bl. a. anvendtes den som morterpejleradar i forbindelse med en skriver. I 1939 udviklede Signal Corps anlægget SCR-270, der var en søgeradar med stor rækkevidde til brug i varslingstjenesten. Dette anlæg var bl. a. opstillet ved Pearl Harbour og detekterede de japanske bombefly, der nærmede sig den amerikanske base. Ulykkeligvis fortolkedes indikatorens ekkosignal som materielfejl, og da det endelig blev konstateret, at anlægget var i orden, var angrebet allerede begyndt.
Elektronisk krigsførelse.
E n gennemgang af den militære radartekniks udviklingshistorie ville være forfejlet uden en kort omtale af den elektroniske krigsførelse. Det er vist næsten en naturlov, at et hvilket som helst våben altid efterfølges af et andet, hvis virkning direkte er rettet mod det første. Denne regel gælder i liøj grad for radar. Allerede i radareknikkens vorden stod det helt klart for videnskabsmænd og teknikere, at det ville være muligt at konstruere anlæg, der ville kunne nedsætte eller måske endda lamme anvendelsen af radar. Der udfoldedes store anstrengelser fra begge magtgruppers side for at sikre sig oplysninger om modpartens udviklingsresultater. Det er således allerede nævnt, at det tyske luftvåben nogen tid før krigsudbruddet udrustede en Zeppeliner med forskellige modtagere for under en flyvning langs den engelske kyst at detektere evt. signaler, der kunne bevise tilstedeværelsen af engelske »Funkmessgeräte«. Den elektroniske krigsførelse udkæmpedes efter metoder, der bedst kan sammenlignes med et spil skak mellem to dygtige spillere. Church ill har omtalt denne form for krigsførelse som »The Whizzard War« i en af sine taler.
Der gik nogen tid efter krigsudbruddet, før den elektroniske krig satte ind. Da det blev kendt, at Tyskland formentlig var i besiddelse af et effektivt flynavigeringssystem, lod Télécommunications Research Establishment foretage nogle undersøgelser, der udførtes fra toppen af de bøje Chain Home antennetårne, hvorfra teknikere, der var udstyret med passende pejlemateriel, søgte at udforske naturen af det tyske navigationssystem. Det viste sig, at systemet (Knickebein) var baseret på udsendelsen af to ledestråler fra jordstationer i Tyskland. Når et fly, der fløj langs den ene stråle, havde detekteret den krydsende stråle, vidste piloten, at ban var over sit mål. Metoden var nøjagtig nok til at udpege et mål på nogle kvadratkilometers størrelse. Det besluttedes straks at jamme dette sysem, men da man ikke rådede over tilstrækkeligt veludviklede jammesendere, var man nødsaget til at anvende almindelige diathermibebandlingsanlæg, der opstilledes på en række politistationer i Sydengland. Ansvaret for denne meget improviserede jammetjeneste var indledningsvis lagt i hænderne på det britiske post- og telegrafvæsen, men afløstes senere af en noget mere effektiv jamming, der til sidst antog en sådan form, at det tyske navigationssystem ikke mere kunne anvendes. Knickebein-systemet efterfulgtes af det såkaldte »X-Gerät«, der var et betydelig mere kompliceret system og derfor også langt vanskeligere at jamme. Det lykkedes im idlertid også for englænderne at lamme dette system, som da til gengæld efterfulgtes af navigationssystemet »Wotan«. Dette systems virkemåde var baseret på en vekselvirkning mellem en række jordstationer og et anlæg, der var installeret i de tyske fly. For at jamme dette system udnyttede den engelske jammeorganisation (en RAF-W ing) de signaler, der udsendtes fra flyene. Disse signaler blev, efter en vis ændring, retransmitteret til de tyske jordstationer, der følgelig - over radionettet - gav de tyske piloter fejlagige positionsmeldinger. Under den tyske luftoffensiv mod England havde jamming af navigationssystemerne 1. prioritet, og der udfoldedes liden eller slet ingen aktvitet for at undersøge mulighederne for jamming af de tyske radarstationer. Ledelsen og planlægningen af den elektroniske krigsførelse blev nu lagt i hænderne på et intervæmsorgan, det såkaldte Radio Countermeasures Board, i erkendelse af den store betydning, man måtte tillægge denne form for krigsførelse. Dette havde i første række til følge, at man søgte at klarlægge omfanget og virkemåden af den tyske radarvarslingstjeneste. Men også den tyske værnemagt arbejdede med et sådant efterretningsprojekt. Fra lyttestationer og pejleanlæg på den nu erobrede franske atlanterhavskyst oj»nåedes betydningsfulde efterretningsresultater, der kom til at danne baggrund for bygningen af en række effektive tyske jammeanlæg af meget avanceret konstruktion. Den tilsyneladende stille periode i den elektroniske krigsførelse, der var blevet indledt efter den vellykkede engelske bekæmpelse af »Wotan«, blev brat afbrudt, da en eskadre bestående af de tyske slagskibe »Pririz Eugen«, »Scliamhorst« og »Gneisenau« løb ud fra Brest og - uobserveret - sejlede gennem kanalen til Tyskland. Aktionen gennemførtes d. 11 og 12 februar 1942 i ly af en veltilrettelagt og meget raffineret jamming, der var så effektiv, at den britiske radarvarslingstjeneste belt overrumpledes (10). Der blev fra tysk side bl. a. indsat en jammer, der kunne modtage de engelske radarsignaler, forsinke dem og genudsende indtil fem vildledelsessignaler pr. modtaget impuls, hvilket havde den virkning, at de engelske radaroperatører mente at se flere mål, end der i virkeligheden var.
Som det er nævnt tidligere arbejdede de fleste tyske luftværnsradarstationer på en bestemt standardbølgelængde (53,6 cm). Kunne man derfor finde et m iddel til at jamme de tyske anlæg på denne ene bølgelængde, ville det have katastrofal virkning for det tyske luftforsvar. A llerede før krigen havde man i England diskuteret muligheden af at udkaste staniolstrimler, der var afskåret i sådanne længder, at de gav maksimal reflektion, når en radarstråle rettedes mod staniolskyen. Netop fordi de tyske radaranlæg arbejdede på een frekvens, ville et sådant passivt jammemiddel være meget effektivt. Dertil kom, at »Window« - som midlet kaldtes - var let og billigt at fabrikere og anvende. Indsættelsen heraf indebar im idlertid også en række farer. For det første ville tyskerne let kunne kopiere midlet og anvende det imod engelske radaranlæg, der ville være lige så sårbare overfor W indow som de tyske. For det andet ville staniolstrimlerne i visse situationer elektrisk maskere egne fly, så det ville være vanskeligt at lede dem fra de engelske radarstationer (5). Det besluttedes derfor at vente med at indsætte dette m iddel, indtil de engelske radarstationer var blevet forbedret således, at tyske W indow angreb på engelske stationer kunne imødegås. De engelske Chain Home og Cha in Home Low stationer modificeredes derfor på en sådan måde, at de kunne skifte frekvens, dersom tyske fly udkastede Window, der umuliggjorde operation på den benyttede frekvens. Også andre nødvendige modifikationer indbyggedes i anlæggene. Først i 1943 bemyndigede Church ill den engelske bomber Command til at anvende W indow jamming (7). Det anvendtes for første gang i forbindelse med de vældige luftangreb mod Hamburg d. 24. og 25. ju li dette år. Virkningen på de tyske luftværnsanlæg W iirzburg og W iirzburg Riese var katastrofal og havde til følge, at det radarstyrede luftforsvar brød helt sammen (4). I den følgende tid stod de tyske luftværnsartillerister helt magtesløse over for denne engelske jamming, og det påtænktes på et vist tidspunkt at indsætte de gamle lytteapparater. Det er vanskeligt at forklare, hvorfor anvendelsen af W indow kom bag på tyskerne, for allerede kort før krigen havde tyske teknikere indset muligheden af at jamme radaranlæg ved hjælp af staniolstrimler eller »Düppel«, som det kaldtes i Tyskland. Efter Window-angrebet i ju li 1943 begyndte tyske teknikere at arbejde med modifikationer til radaranlæggene, der skulle afhjælpe den øjeblikkelige »blindbed«. Resultatet af deres arbejde var indførelsen af forskellige ændringer, der monteredes på anlæggene unde r navne som »Würzburg-Laus«, »K-Laus« m. v. I slutningen af krigen koncentrerede tyske teknikere sig især om at liindre engelske fly i at anvende IF F og det flybårne radaranlæg H 2S (Home Sweet Home). Det lykkedes dem på et vist tidspunkt at fremstille et anlæg, der ved at udnytte de signaler, der udsendtes af I F F og HoS anlæggene, kunne lede tyske jagere hen imod de engelske fly, der var udrustet hermed. På dette tidspunkt var det im idlertid ikke mere muligt at igangsætte en produktion af sådanne anlæg.
Slutning.
Der er i det foregående givet en summarisk redegørelse for den m ilitære radarudviklings historie, således som den er forløbet i Tyskland og England/U.S. A..
Historien Har vist, hvorledes en teknik på afgørende måde liar spillet en rolle i krigsførelsen, men den giver også et eksempel på, hvorledes et effektivt samarbejde mellem videnskabsmænd og militære myndigheder kan være en meget vigtig faktor i udviklingen af et nyttigt våben. England havde det moralske mod, der er nødvendigt for at standse en udvikling af et anlæg, når det er »godt nok«, til trods for at teknikere og videnskabsmænd måske stillede noget endnu bedre i udsigt. Sir Wattson-Watt udtrykte det således: »Give the troops the third best. The best never comes, the second best comes too late« (11). E n læresætning man selv idag med fordel kan holde sig for øje.
B. Knauer.
Lilleraturlisle
(1) G r iffin , D . R . »Echoes of Bats and Men«, Educational Services Inc. 1959
(2) Proceedings of the Institute of Rad io Engineers, V o l. 10, No . 4, August 1922
(3) Bekker, C , »Augen durch Nacht und Nebel«, Gerhard Stalling Verlag, 1%4
(4) Vö lker, K . H . »Die deutsche Heimatluftverteidigung im zweiten Weltkrieg«, WehrWissenschaftliche Rundschau, Ärgang 16, 2. haefte, februar 1966
(5) Postan, Hay og Scott, »Development of Weapons« Her Majestys Stationary Office, London 1964
(6) M J .T . Laboratories Series, V o l. 6, M cGraw H i l l Book Comp. 1948
(7) Snow, C . P. »Science and Government«, The New American L ibrary
(8) Crowther, J. G . »Science at War«, Philosoph ica l L ibrary , New Y o rk 1948
(9) Guerlac »O.S.R.D. Long History« Vo l. V , D iv . 14 Radar. U.S. Department of Commerce
(10) Giessler, H . »The Breakthrough of the Scharnhorst - Some Radio-Technical Details«, I R E Transactions on M ilitary Electronics, Volum e MIL-5, January 1961, Number 1 Wattson-Watt, S ir R . »Battle Scars of M ilitary Electronics — The Scharnhorst BreakThrough«, I R E Transactions on M ilitary Electronics, Vo lum e M IL-1, March 1957
(11) The Journal of The Institution of Electrical Engineers, Volume 93, Part III A , No. 2, 1946
