Det er et trist emne at behandle, men da der nu for ganske nylig er indført visse ændringer i den militære straffelovgivning, og da der den 3. september 1954 i tilslutning til disse ændringer er udstedt en kongelig anordning om fuldbyrdelse af frihedsstraf inden for forsvaret, vil det formentlig være nyttigt at anstille nogle ganske neutrale betragtninger over de problem er, som muligt kan opstaa i forbindelse med den nye ordning på dette område.
Som bekendt medfører den nye ordning, at strafarterne „skærpet arrest“ og „streng arrest“ er faldet bort, og medens man tidligere, når en straf skulle ikendes eller idømmes, havde flere arrestarter at vælge imellem, således at man i gentagelses tilfælde kunne gå over til efterhånden strengere arrestarter og der ved kunne begrænse arrestopholdet til et forholdsvis beskedent antal dage, så har man nu fremtidig kun to arrestarter at vælge imellem: kvarterarrest og vagtarrest, og i gentagelsestilfælde har man, når man er kommen over i vagtarrest, kun een måde at skærpe straffen på, nemlig ved forøgelse af dageantallet. Og selv om man anlægger en nok så mild målestok ved strafudmålingen, må man forudse, at det for de „slemme“ lovovertræderes vedkom mende snart vil komme til at dreje sig om arrestophold af betyde lig længere varighed, end man tidligere har været vant til.
Men lad os begynde at se på kvarterarrest.
Denne straf kan jo nu anvendes i indtil 60 dage. Det er en udvidelse i forhold til tidligere, hvor man kun kunne anvende kvarterarrest i indtil 30 dage, og denne udvidelse må formentlig være sket, fordi man vil give mulighed for ved anvendelse af denne straf i nogen grad at kunne undgå vagtarrest og det dermed i forbindelse stående krav om arrestplads i egentligt arresthus. Der er ikke tvivl om, at kvarterarrest visse steder er en endog særdeles praktisk straf i sammenligning med vagtarrest. De på gældende er, når det ikke drejer sig om faste befalingsmænd, med til uddannelsen og har faktisk kun kvarterarrest i fritiden, og man har de pågældendes arbejdskraft til vagttjeneste og arbejde. Sær ligt på kystforter, på skibe og på isoleret beliggende tjenesteste der, hvor kontrollen er effektiv, og hvor muligheden for brud på kvarterarrest er ringe, er denne straf særdeles anvendelig.
Imidlertid må man — bortset fra de nævnte steder — ikke se bort fra, at denne straf også er forbundet med ulemper. Der er næppe tvivl om, at kvarterarrest af dimensioner som 30—60 dage indebærer en ikke ringe risiko for brud på kvarterarrest, en risiko, som ikke foreligger i samme omfang, hvor det kun drejer sig om et mere begrænset antal dage. Det er jo desværre således i vore dage, at et altfor stort antal af de unge værnepligtige viser sig at have en for ringe tilpasningsevne og at mangle pligtfølelse i ikke ringe grad. Når sådanne folk bliver kede af tjenesten eller bliver udsat for fristelser udefra, går de deres vej; deraf de ikke sjældne tilfælde af absentationer. Man må vistnok forvente, at det vil gå ligeså, hvis man overfor sådanne folk anvender kvarterarrest i længere perioder på kaserner o. lign., hvor adgangen til simpelthen at gå sin vej er forholdsvis let. På et så dant sted er selv den omhyggeligste kontrol med kvarterarrestan ter ikke i stand til at forhindre brud på kvarterarrest. Sådant brud på kvarterarrest straffes jo i medfør af m ilitæ r straffelovs § 69 med vagtarrest eller med fængsel i indtil 4 måneder, men der er jo folk, der ikke lader sig skræmme af straftruslen, lige så lidt som folk af denne type afholder sig fra absentation på grund af den straf, de godt ved venter dem. Det må bemærkes, at straf for brud på kvarterarrest jo ikke medfører bortfald af den ikke af sonede del af straffen. Der er ikke hjemmel til at lade kvarterarreststraffen bortfalde, fordi den pågældende begår den lovover trædelse at bryde kvarterarresten. Når straffen for bruddet er ud stået, må den resterende del af kvarterarresten udstås. Dette er vistnok noget uheldigt, hvor det drejer sig om kvarterarrest af længere varighed; thi man kan derved opnå at opleve, at en kvar terarrestant kan bryde kvarterarresten flere gauge, og kvarter- arreststraffen bliver derved hakket i småstykker. Det liavde nok været ønskeligt, om M. S. § 69 havde indeholdt den bestemmelse, at man i tilfælde af brud på kvarterarrest liavde hjemmel til at omsætte den resterende del af den brudte kvarterarrest til vagt arrest. Når det bar vist sig, at man ikke kan stole på, at en mand overholder reglerne for kvarterarrest, så er denne strafart ikke anvendelig på ham, og så burde man kunne ankende en anden strafart, hvor brud på arrest er udelukket.
Dernæst kommer der sikkert et problem, hvor sådan lang varig kvarterarrest griber ind over en orlovsperiode, f. eks. ved jul, påske og pinse, og det kan en straf af kvarterarrest i henimod 60 dage let komme til. Der er ikke tvivl om, at strafafsoning må gå forud for orlov; der er simpelthen ikke hjemmel til at afbry de strafafsoningen af den grund, men spørgsmålet er så, om den pågældende så skal have sin juleorlov eller påskeorlov bagefter. Man kan i så fald opleve, at en mand får påske- og pinseorlov i forlængelse af hinanden eller juleorlov lienimod påske! Samme problem vil jo forovrigt også foreligge, hvis den pågældende af soner vagtarrest, der også kan anvendes i indtil 60 dage. Dette spørgsmål må formentlig blive lost, når det udvalg, der er nedsat bl. a. til forberedelse af en lov om værnepligtiges friheder, er fær dig med sit arbejde, men der må formentlig indtil da træffes en foreløbig løsning på dette område.
Af beredskabsbensyn er det ofte ordnet således, at underaf delingerne på skift har samlet orlov i de fastsatte orlovsperioder ved M påske og pinse, således at alle ved underafdelingen er på orlov på een gang. Hvis man så står med en kvarterarrestant, må han jo „sættes i pleje “hos en af de hjemmeværende under afdelinger, men det er i hvert fald en ulempe, som man kan over vinde, selv om vedkommende „plejeunderafdeling“ vel ikke er så glad ved at have sådan en frem m ed m and at passe på.
Ved anvendelse af vagtarrest opstår der også nogle problemer som følge af den nye ordning. Som anført kan man ikke undgå, at straffedagenes antal for de „slemme“ af lovovertræderne -— recedivisterne — nødvendigvis må blive større i forhold til tidligere, hvor man i gentagelsestilfælde havde den udvej efterhån den at anvende strengere arrestarter i mere begrænset dageanlal. Dette vil uundgåeligt medføre krav oin mere arrestplads. Vore kaserners arrcstplads er jo for langt de fleste kaserners vedkom mende beregnet på en langt kortere militær tjenestetid og en langt mindre styrke end den nuværende, og heller ikke de civile arresthuse er beregnet på ogede krav om plads til militære straf afsonere. Der er en sandsynlighed for, at man vil komme til at savne arrestplads, når „hotelværelserne“ således vil være optaget flere dage ad gangen end tidligere, men det er jo kun en naturlig konsekvens af nyordningen.
Man kan naturligvis hjælpe på arrestpladsen ved at sætte flere strafafsonere sammen. Yagtarrest skal ifølge anordningens regler „så vidt muligt“ udstås i enrum, men vil man ikke ud vide arresterne, så er dette jo ikke „muligt“, og så kan man som sagt bruge den udvej at sætte flere sammen efter princippet „etagesenge“. Disciplinært set må man håbe, at dette ikke bliver den sædvanlige form for udståelse af vagtarresl. Dels vil karakte ren af straf blive forflygtiget; det nytter jo ikke meget at fore skrive, at vagtarrestanten ikke har krav på beskæftigelse, når flere personer har lejlighed til selskabeligt samvær under hele arrestopholdet, men det værste er, at en sådan fælles afsoning — særligt i længere perioder — giver mulighed for dårlig påvirkning fra uheldige elementers side. Det er jo gerne de mindre gode elementer, der får de langvarige arrestophold, og sådanne folks påvirkning overfor de vekslende kontubernaler vil være meget uheldig i disciplinæ r henseende. Man vil derved få de samme ulemper, som klæber ved vore statsungdomshjem og ungdomsfængsel m. m., hvor sammenhobning af vanskelige elementer ganske givet har uheldige konsekvenser.
Det er såvel i den gamle som i den nye anordning om fuld byrdelse af frihedsstraf foreskrevet, at vagtarrest afsones i kasernearresterne, såfremt der er plads, og straffen er kortvarig (indtil 5 dage), ellers i nærmeste civile arresthus. Denne bestemmelse kunne man vel på grund af arrestmangel fravige, men dels vil den samlede arrestmangel næppe blive afhjulpet ret meget derved, og dels må man vistnok kunne hævde, at kasernearrester ikke er egnede til langvarig udståelse af frihedsstraf. I en kaser nearrest passes arrestanterne gerne af vaglkommandøren og even tuelt næstkommanderende, altså af unge befalingsmænd, der skif ter hver eneste døgn. Folk, der sidder i arrest, bliver ganske na turligt efterhånden mere og mere pirrelige og lette at irritere, og når en sådan mand, der måske i forvejen ikke hører til de aller bedste soldater, hver eneste dag får en ny sergent eller korporal til at give sig ordrer med hensyn til forholdet i arresten, må man forudse respektforseelser som en sandsynlig følge deraf. Sådanne langvarige strafafsonere bør udstå straffen i et større arresthus, hvor der er en fast arrestforvarer, og hvor der slet ikke bliver lejlighed til respektforseelser. Det, der må ønskes, må altså være en udvidelse af de civile arrester eller af visse kasernearrester (garnisonsarrester), således at der også sidstnævnte steder kan asættes en fast arrestforvarer. Den sidste løsning — udvidelse af de militære arrester — må vistnok anses for den mest tiltalende. Det er altid kedeligt, at soldater skal i arrest, men det er endnu mere kedeligt, at man skal være nødt til at sætte dem i civile arresthuse, hvor de kommer til at sidde dør om dør med civile forbrydere, hvis forseelser jo gerne ligger i et helt andet plan end de militære lovovertrædelser. Det mest tiltalende var, om forsvaret selv kunne huse sine strafafsonere og ikke være nødt til at sætte dem f. eks. i Vestre Fængsel.
Det er en kendsgerning, at der mod slutningen af lang tjenestetid må forudses et særligt behov for arrestplads. Dels falder recedivisternes længere frihedsstraffe jo gerne henimod slutnin gen af tjenestetiden, og dels er der gerne en vis større „kriminalitet“ blandt mandskabet efter lang tjenestetid. Da straffene jo gerne skulle være udståede i tjenestetiden, må man sikkert have opmærksomheden henvendt på, at mandskab, der står over for hjemsendelse, kommer til at afsone straffe før det yngre mandskab, selv om dette sidste så også måtte få en uheldig læn gere ventetid. Man kan lade det hjemsendelsesberettigede mand skab afsone de ikke i tjenestetiden afsonede straffe efter hjem sendelsen, men det vil være meget uheldigt, om man bliver nødt til at gøre det; thi medens den tjenstgørende soldat sådan set ikke forsømmer så meget ved at sidde i arrest, så er situationen efter hjemsendelsen en ganske anden. Nu er det et byrdefuldt indgreb i den pågældendes erhvervsforhold, og for den gifte sol dats vedkommende er det et alvorligt problem, idet den militære særhjælp til familien jo ophører ved hjemsendelsen, og fam ilien står da uden eksistensmulighed, når fam iliefaderen efter hjem sendelsen skal afsone en militær arreststraf, der af pladsmangel ikke har kunnet udstås i tjenestetiden. Man må i sådanne tilfæ lde forudse en mængde benådningsansøgninger, som det vil være van skeligt at modstå.
Et problem, der ofte har været genstand for diskussion, er dette, at medens kvarterarrest afbrydes ved den pågældendes ind læggelse på sygehus og fortsættes efter udskrivningen (anordningens § 20), skal igangværende afsoning af vagtarrest normalt fort sætte under sygehusopholdet. Dette har ofte været betragtet som uheldigt; thi det ligger jo udenfor et sygehus’ virksomhedsområde tillige at skulle være „arrestforvarer“, at føre tilsyn med, at den pågældende nu også er underkastet de for vagtarrest foreskrevne indskrænkninger i friheden, og det har været noget påfaldende, at man kunne træffe sådanne vagtarrestanter spadserende frit om kring på hospitalets område som oppegående patienter uden på nogen måde at føle, at de afsonede straf. I den nye anordning er dette forhold nu ordnet således, at ministeren kan bestemme, at et sygehusophold ikke medregnes i straffetiden, hvor sygehu set ikke er i stand til at bringe anordningens bestemmelser til an vendelse overfor vagtarrestanter. Det må være arrestinspektøren (d. v. s. garnisonskommandanten), der skal undersøge, om garni sonens sygehuse er i stand til at bringe anordningens bestemmel ser til anvendelse, og i modsat fald at indstille til ministeriet, at ophold på dette sygehus ikke medregnes i straffetiden. Spørgsmå let har vistnok en større betydning, end man umiddelbart tænker sig, ikke mindst i de mindre kasernearrester. Det hænder jo, at en vagtarrestant under arrestopholdet får et raserianfald og slår arrestens ruder itu for at opnå det mere behagelige ophold på sygehus i stedet for det mindre behagelige ophold i arre sten. Vagtkommandøren (arrestforvareren) har jo i saadan et tilfælde intet andet at gøre end at tilkalde lægen, og denne vil — hvad der regelmæssigt er tilfældet — være nødt til at ind lægge den pågældende på sygehuset. Betingelsen for, at sygehus ophold kan medregnes i straffetiden, er, at indlæggelsen ikke skyldes den pågældendes eget forhold under strafudståelsen (an ordningens § 3), men det vil jo i praksis altid være meget van skeligt at fastslå, hvad der skyldes „eget forhold“. Når en mand får affektreaktion (raserianfald) i arresten, vil man jo ikke kun ne afvise, at det skyldes en sygelig årsag (arrestpsykose) — ellers indlægger man ham jo ikke på hospital, og betragter man ham fra et lægeligt synspunkt som patient, som en syg mand, vil det være vanskeligt at sige, at det er et forhold, som han selv er herre over. Det havde været ønskeligt, om al indlæggelse på syge hus havde været strafbrydende, således som det gælder for kvarterarrest. Sygehusophold og strafafsoning er nu engang noget, der dårligt forliges, og passer man ikke på at få undtaget de syge huse, der ikke er i stand til at bringe anordningens bestemmelser til anvendelse, vil man snart få sygehusene fyldt med vagtarre stanter.
Man må håbe, at man tager konsekvensen af de nye straffe- regler, og at man, inden der opstår for store vanskeligheder, får givet forsvaret den arrestplads, der svarer baade til styrken, tjene stetiden og de nye strafferegler, og som tager hensyn til de problemer, de mere langvarige arrestophold nødvendigvis må medføre.
S. Wahlstrøm.