Log ind

Nogle problemer i forbindelse med frivillige konstabler

#

Den udvidede anvendelse af frivillig t stampersonel inden for forsvaret, for hvilken der er givet bestemmelser i K . f. F. B. 23/1960 og A. 95/1960, er en videreførelse af den ordning, man allerede i adskillige år har haft med antagelse af friv illig t mandskab på kontrakt. Mathordningen har således stået sin prøve gennem flere år, men h id til har det været således, at forholdet vedrørende dette frivillig e personel i hovedsagen har været centraliseret ved en overordnet myndighed, der -havde mulighed for at anlægge bestemte kriterier for såvel antagelse som afskedigelse af sådant personel. Gazakommandoets personel er således antaget på kontrakt, men denne er jo ret kortvarig. For de nye frivillig e konstablers vedkommende er kontrakten derimod af længere varighed, og medens kontrakttegning for de ganske unges vedkommende, der skal på en særlig konstabelskole, stadig er centraliseret ved en overordnet myndighed, er tegning af kontrakt med de uddannede soldater, eller de, der møder som værnepligtige, nu lagt i hænderne på de personelforvaltende myndighedr. Dette vil for hærens vedkommende sige, at ca. 25— 30 forskellige myndigheder nu kan tegne kontrakt og også ophæve en indgået kontrakt med frivillige konstabler. Hvis disse mange forskellige myndigheder hver for sig skal udøve et helt frit. skøn på dette område, v il der let fremkomme en uensartet praksis alt efter, hvorledes den pågældende personelforvaltende myndighed ser på den enkelte aspirants kvalifikationer og pligtopfyldelse, og alene det store antal antagende myndigheder synes at nødvendiggøre, at der gives så faste retningslinier, at man undgår for mange ulemper.

1. Antagelsen af frivillige konstabler.

Det er klart, at den gruppe værnepligtige, der efter endt eller påbegyndt uddannelse melder sig for at få tegnet kontrakt, v il være ret uensartet. I tider med stor arbejdsløshed vil der sikkert melde sig så mange, at man kan vælge og vrage og antage de bedste, men i tider med fuld eller omtrent fuld beskæftigelse vil man vel nok få en del aspiranter, der ikke rigtigt har kunnet begå sig i det civile liv og nu vil prøve lykken i forsvaret, Det synes næppe rim eligt at kræve, at de personelforvaltende myndigheder skal være forpligtet til kritikløst at tegne kontrakt på længere åremål med enhver, der melder sig. Spørgsmålet er, om de antagende myndigheder har et ganske frit skøn, der ikke kan underkendes af højere myndigheder. Der findes jo desværre blandt ungdommen en del „problembørn“ , der skaffer samfundet bryderier. Disse folk ender i en ung alder på statsungdomshjem eller i ungdomsfængsel, hvorfra de udskrives eller prøveløslades netop i den værnepligtige alder. Nu kan man jo ikke generelt nægte at modtage en mand, fordi han er straffet eller har været på statsungdomshjem el. lign. — dette ville være i afgjort strid med det moderne syn på sådanne folks muligheder for resocialisering. V i skal jo modtage dem som værnepligtige, men at tegne kontrakt med sådanne folk i ind til 5 år synes straks noget mere betænkeligt —- i hvert fald bør man se, hvorledes værnepligtstiden forløber, før man binder sig til dem på længere åremål. De mødende værnepligtige kan jo efter bestemmelserne melde sig allerede efter forløbet af 4 måneder for at få tegnet en langtidskontrakt, og 4 måneder synes på forhånd at være noget utilstrækkeligt til at få grundigt kendskab til folk, der ganske klart er havnet i ungdomsfængsel eller på statsungdomshjem på grund af åbenbare karakterbrist. Vel skal en straffet person i almindelighed regnes for lige så god som en anden medborger, når regnskabet med hans forseelser er afsluttet, men i de civile liv er der jo dog alligevel visse forbehold. En mand, der er straffet for bedrageri, kan ikke regne med at, blive antaget som bankmand, og en mand, der er straffet for uterlighed eller homoseksuel virksomhed, antages ejheller som lærer i folkeskolen eller som spejderfører, og på lignende måde synes det berettiget at nære betænkelighed ved at tegne langtidskontrakt med en konstabel, hvis civile fortid gør det sandsynligt, at der vil komme disciplinære vanskeligheder med ham. Folk, der er straffede eller anbragt på statsungdomshjem el. lign. efter at have gjort sig skyldige i voldsforbrydelser, gentagne berigelsesforbrydelser eller homoseksuel virksomhed, synes ikke umiddelbart egnede til antagelse på kontrakt flere år frem i tiden — i hvert fald ikke, ifør man har set dem lid t an. Noget lignende gælder fuldt uddannede folk med mange militæ ­ re straffe. Der kan ses forskelligt på dette, men når kontrakttegningen er lagt i hænderne på så mange forskellige myndigheder, bør skønnet fra afdeling til afdeling ikke gerne være altfor uensartet. Det er ikke alene sandsynligheden for disciplinære vanskeligheder, der er afgørende, men da det drejer sig om „problembørn“ , vil manglen på faste og rutinerede befalingsmænd jo sætte en grænse for, hvilke pædagogiske opgaver forsvaret kan påtage sig overfor sådan afsporet ungdom, og alt for mange af denne vanskelige kategori vil måske afholde andre fra at søge ind i dette militære milieu. Det synes ret nødvendigt at få fastsat ensartede retningslinier for antagelsen af sådanne folk.

2. Ophævelsen af kontrakten på grund af den pågældendes eget forhold i tjenesten.

Så længe man arbejder med værnepligt, er der ikke mange problemer. Der er fastsat nøje regler for, hvornår en mand kan hjemsendes på grund af straf, absentation m. v., og den pågældende kan ikke beklage sig over, at. det sker. I de nye kontrakter, der tegnes med frivillige konstabler, står der for det første, at den pågældende er undergivet de militære love, anordninger og bestemmelser, og i kontraktens pkt. 9, at kontrakten med øjeblikkelig virkning kan ophæves, hvis han overtræder disse love og bestemmelser m. v. Modsat den ensidige værnepligt er vi nu inde på et gensidigt kontraktforhold, hvor man, såfremt der ikke indføres ganske ensartede regler, er inde på fortolkninger, der også let kan blive forskellige fra afdeling til afdeling. Selv om man efter kontraktens ordlyd faktisk skulle kunne ophæve en kontrakt med en konstabel, så snart denne har begået en tjenesteforseelse, uanset denne forseelses grovhed, så synes det klart, at dette ikke kan være forudsætningen. Der er jo kontraktligt tilsikret den pågældende goder af ikke ringe økonomisk art (løn, kontraktpræmie, bonus), og disse goder vil jo blive væsentligt beskåret ved en ophævelse af kontrakten, ligesom der med ophævelsen kan være forbundet en bod. Det bliver vanskeligt, at få en ensartet praksis inden for 25— 30 personelforvaltende myndigheder, hvis man ikke ligesom i kgl. anordning af 25/2 1938, § 27, III, i M. S. § 31, stk. 1, eller talsmandslovenes § 2 sætter en bestemt tolerance for tjenesteforsømmelser m. v., således at f. eks. et bestemt antal straffe- og absentationsdage i et kalenderår uden diskussion må give den antagende afdeling ret til at ophæve kontrakten. Såfremt man kun har den ganske ubestemte regel i kontraktens pkt. 9, og det er den enkelte myndigheds fortolkning, man må holde sig til, må man, da det er et kontraktforhold, det drejer sig om, forudse en række klager fra folk, der synes, at deres afskedigelse er uberettiget. Foruden klager til forsvarsministeriet, til ombudsmanden eller foresatte myndighed må man regne med sagsanlæg med påstand om løn, kontraktpræmie og bonus for hele kontraktperioden. Når man ser, hvilken række af retssager, der har været og stadig kommer angående afskedigelse af funktionærer og arbejdere, må man i mangel af faste regler befrygte lignende vanskeligheder, når man på grund af en kontraktansat konstabels eget forhold vil ophæve kontrakten, hvorved hans forventede økonomiske fordele jo bliver beskåret. Længe varer det vel næppe, før de kontraktansatte er organiserede og har organisationens juridiske konsulent til at varetage deres interesser. Spørgsmålet er: hvor meget skal der til af tjenesteforsømmelse m. v., for at man kan ophæve en kontrakt? (Og mon det for resten ikke også er ønskeligt at få fastsat, om de frivillige har strejkeret? En skønne dag kan problemet foreligge, og når man ikke engang for tjenestemænds vedkommende har klare regler derom, kan det. blive vanskeligt at afgøre spørgsmålet for kontraktansatte folks vedkommende, hvis der ikke af militære grunde gives klart forbud derimod). V i lever i en tid, hvor folk holder meget på deres ret — og ofte forlanger, at arbejdsgiveren eller anden foresat til gengæld skal være ret overbærende med hensyn til bedømmelse af pligtopfyldelsen, men af disciplinære grunde bør der ikke være alt for megen usikkerhed med hensyn til den antagende myndigheds beføjelse til på grund af den kontraktansatte konstabels tjenesteforsømmelse at ophæve kontrakten. V i er nu indenfor forsvaret inde på et. område, hvor man ikke kan se bort fra den lovgivning, der i det civile liv er gældende for kontraktforhold, og altfor mange retssager om fortolkning af kontraktens ophævelsesbestemmelse (pkt. 9) skulle af disciplinære grunde gerne undgås.

S. Wahlstrøm