samt nogle Sammenligninger mellem delte og det tyske og franske Reglement for de forenede Vaabens Kamp.
Af Kaptajn V. Bjerregaard.
Fægtningsinstruktionen a f 1907, hvis Bestemmelser for de enkelte Vaabenarters Kamp i de nærmeste Aar efter Verdenskrigens A fslutning blev afløst af nye, midlertidige Vejledninger paa dette Felt, har ved Udgivelsen af „Udkast til Felt reglement /. B. Kamp" faaet en Stedfortræder som Rettesnor ved Udformningen a f Opfattelsen a f de forenede Vaabens Kampforhold. Feltreglement I. B.s Bestemmelse er klart udtrykt i Forordet, der siger: „Reglementet er bestemt til at tjene som Grundlag for Afdelings- og højere Chefers Virksomhed under Kamp samt for de enkelte Vaabens Instruktioner og Bestemmelser for Kampforhold." Medens Fægtningsinstruktionen rummede udførlige Bestemmelser baade for de enkelte og for de forenede Vaabens Kamp, indeholder Feltreglement I. B. vedrørende de enkelte Vaabens Kampforhold kun en kort Fremstilling, der understreger og fremhæver nogle Hovedsynspunkter, saaledes at der lettere kan slaas Bro og skabes Sikkerhed for fuld Overensstemmelse mellem Feltreglement I. B. og de Instruktioner og Bestemmelser for de enkelte Vaabens Kampforhold, der maatte blive udarbejdet i Tilslutning hertil; det ene som det andet er jo ind i hinanden gribende Dele af samme Hele. Formaalet med nærværende Artikel er ikke at give et Uddrag a f Feltreglement I. B.1) i sin Helhed eller af Dele af dette — saaledes som man f. Eks. har gjort det i Tyskland ved Udgivelsen af „Ein führung und Stichwortverzeichnis zu Führung und Gefecht der verbundenen W a ffen"2), der dog ikke ei officielt autoriseret — men især at fremdrage, hvad I. B. siger om nogle enkelte Forhold Føring og Kamp vedrørende, og om visse ledende Tankers noget varierende Udform ning under de almindeligst forekommende Kamphandlinger, og at søge at understrege disse Udtalelser, der for at undgaa Fortolkningsnuancer næsten udelukkende vil blive givet i Citatform, ved at sammenstille dem med, hvad det tyske og det franske Reglement for de forenede Vaabens Kamp (Führung und Gefecht der verbundenen W a ffen"3) og „Instruction provisoire sur l'emploi tactique des grandes unités"4) siger om de samme Forhold. Taget i sin Helhed er I. B. mindre et helt nyt Reglement end en Tilpasning a f Fægtningsinstruktionen efter den nutidige K rig s Krav; et Blik ned over Indholdsfortegnelserne viser paa den ene Side Overensstemmelsen mellem Hovedtrækkene i de to Reglementers Stofordning, medens paa den anden Side I. B.s A fsnit „Flyvere, Balloner, Lu ftsikring under Kamp", „Samvirke mellem Fodfolk og A rtille ri" og „S tillingskrig" peger paa nogle a f de mest iøjnefaldende Sider ved den hele taktiske Udvikling, der er foregaaet i T iden mellem de to Reglementers Fremkomst; Afsnittene „Kamp ved Vandløb, smalle Fjorde e. 1." og „Kamp ved Kyster" i I. B. er helt nye. Med Hensyn til den Form, under hvilken Behandlingen a f de taktiske Hovedemner (Angreb, Forsvar m. m.) foregaar, er der mellem I. B. og F. u. G. paa den ene Side og G. U. paa den anden Side en karakteristisk Forskel; de første Reglementer behandler hvert af de nævnte Hovedemner under ét og maa ve! nærmest siges i Almindelighed at have ladet Divisionen — den være sig lidt stærkere eller lidt svagere — være Grundlaget for Skildringen ( jfr I. B. Pkt. 74: „Den efterfølgende Frem stilling af Enkeltheder ved Angrebet omhandler hovedsagelig Forholdet ved en mindre Hær eller Hærdel (Division ...")) ; det er dog det eneste Sted i Reglementet, hvor det omhandlede Forhold antydes saa direkte. I F. u. G. finder man i flere a f Afsnittene mere præcise Udtryk for det samme, medens der paa den anden Side i visse A fsnit (og da især i Omtalen af Stillingskrigen) udpræget tales om Virken inden for en større Ramme. I Forbindelse hermed har følgende Udtalelse i Forordet til F. u. G. sin Interesse:
„Reglementet regner, hvad Styrke, Bevæbning og Udrustning angaar, med en moderne militær Stormagts Hær."
I G. U. er man gaaet en anden Vej, idet dette Reglements Frem stilling af Kampen falder i 4 Hovedafsnit : „Slaget", „Arméen i Slaget", „Armékorpset i Slaget" og „Divisionen i Kampen", af hvilken de tre sidste A fsnit hvert for sig rummer en Skildring af den paagældende Troppeenheds Optræden i Angreb og Fo rsvar m. m. Bl. a. paa Grund heraf fremtræder G. U. i sin Helhed mere umiddelbart som et Reglement for Virken under meget store Forhold. I. B. er en Del udførligere, i Særdeleshed noget mere for og imod afvejende i sin Frem stilling og derfor ogsaa noget rummeligere i Omfang end de Dele a f F. u. G. og G. U., der svarer til dets Indhold. Alle tre Reglementer regner med en i Udrustning og Uddannelse jævnbyrdig Modstander; dette er udtrykkeligt nævnt i G. U., medens det er stiltiende forudsat i I. B. og F. u. G.; de særlige Forhold i den tyske Hær har dog nødvendiggjort følgende Indskærpning i Forordet til F. u. G .:
„ K u n ved s ta d ig a t tænke p aa de K am pm id le r , der e r os u n d d ra g e t ( F ly v e re , tu n g t A r t ille r i , K am p v og n e ) , kan v i f in de V e je og M id le r t il uden dem a t hævde os i K am p mod en m oderne u d ru s te t M od s tan d e r . ... V e d Ø velse r m a a det ene P a r t i h y p p ig t optræ de uden m oderne K am pm id le r , medens det ande t P a r t i regnes a t ra ad e over saadanne ."
G. U. understreger og fremhæver hyppigere og i noget stærkere Grad end de to andre Reglementer Værdien a f Føreres og Troppers Dygtighed og Moral som Faktorer, der virker med overalt og ofte paa afgørende Maade.
Kamp i Almindelighed, Angreb og Forsvar.
I alle tre Reglementer gives som Indledning en kort Karakteristik af Kampens Hovedformer. G. U. udtrykker sig her noget fyldigere end de to andre Reglementer — i A fsnittet „Slaget"; i Analogi med Stofordningen i Reglementet som Helhed trækker det en Række Forhold frem, der i større eller mindre Grad behersker al Kampvirksomhed, behandler dem i deres Almindelig hed for derpaa at beskæftige sig med deres stærkere eller svagere Gøren sig gældende under Angreb, Fo rsvar m. m .; efter en almindelig Redegørelse for Slagers Maal og Form gives en Skildring i store Træk a f A n grebsslagets og Forsvarsslagets Forløb; Reglementet angiver som Slagets Maal „at knuse Fjendens materielle Magtmidler og lians moralske K ra ft", fremhæver Overraskelsen som et af de væsentligste Hjælpemidler til Sejr og ser det moderne Slag karakteriseret ved dets Varighed og dets hurtige Opslidning a f Tropperne; som „Slagets Elementer", d. v. s. saadanne væsentlige Virkemidler, om hvis Værdi Føringen kan skønne med nogenlunde Sikkerhed, nævner det liden („Kampens alt beherskende Faktor. Angrebet er Ilden, der rykker frem, Forsvaret er Ilden, der bliver paa Stedet"), Troppernes Værdi, Udnyttelse a f Terrainet, Forbindelserne fra Hæren og bagud, Materiellets Omfang og Værdi, Gas og Røg. Der gives ikke Udtryk for en principiel Foretrækken af Angrebet for Forsvaret, af nogen bestemt Form for Angreb e. 1.
I. B. og F. u. G. er mere kortfattede og mere a fgrænsede i deres indledende Karakteristik af Angreb og Forsvar; de understreger begge, at kun Angrebet kan skrive Loven for Fjenden, kan føre til hans fuldstændige Nederlag; om den Maade, paa hvilken dette tilstræbes, siger I. B., Punkt 5:
„S ty rk e fo rh o ld e t g ø r det s jæ lden t m u lig t a t a n g rib e med fo rnød en K r a f t o v e r a lt ; men R e su lta te t k an i R e glen naas ved en s e j r rig G en nem fø relse a f A n g re b e t over f o r en D el a f F je n d e n s S ty rke , mod h v ilk e n det da e r F ø re re n s K u n s t a t b rin g e overlegne K ræ ft e r i V irk s om h e d " ( j fr . I. B., P k t . 59),
medens det i „Ein führung" hedder:
„ N a a r M id le rn e p a a nogen M a a d e tilla d e r det, m aa man s ta d ig stræ be e fte r a t u d fø re H v e rv e t ved A n g re b " ,
og F\ u. G., Punkt 10, siger:
„S æ rlig v ir k n in g s fu ld e r O m fa tn in g a f én elle r begge F je n d e n s F lø je og A n g re b m od han s R y g . H e rv e d kan F je n den tilin te tg ø re s . ... H o v ed k ræ fte rn e m aa a ltid sættes ind paa det a fg ø re n d e Sted, og T ro p p e rn e m aa f r a fø rs te Fæ rd fo rd ele s i O verensstemm else herm ed. Saaledes f a a r h v e rt A n g reb sit T y n g d e p u n k t" ;
her træder et Par karakteristiske Retningslinier for Reglementets Opfattelse af F'øring klart for Dagen; første Gang Ordet „Angreb" forekommer i F. u. G., slaas Omfatningen fast som den særlig virkningsfulde Angrebsform, og man fremhæver Ønskeligheden af en Forhaandsgruppering af Kræfterne med Samling af Plovedmassen af disse mod det afgørende Sted.
Om Mulighederne for afgørende Angreb for den, der er underlegen i Tal og Kampmidler, siges i Forordet til F. u. G .:
"Savnet a f m oderne K am pm id le r m aa ik k e fø re t il Æ n g stelse f o r a t ang rib e . S tø rre Bevæ gelighed , bedre U d d a n n e lse, behæ ndig U d n y t te ls e a f T e r r a in e t og h y p p ig B r u g a f N a t te n k a n g iv e en d elvis E r s t a tn in g " ,
i F. u. G., Punkt 15:
„ D e t e r F ø rin g e n s sæ rlige K u n s t a t sam le a lle ra a d ig e K ræ fte r til A fg ø rels e n . E g e n U n d e rleg e n h e d i T a l m aa o fte u dlign e s ved s tø rre B e væ g elig h e d ";
naar det i samme Punkt hedder:
„ H y p p ig t m aa F ø re re n u d fø re sit H v e r v med en S ty rke , der synes ham a t væ re nok saa svag. D e tte k ræ ver saa m eget s tø rre Spa rsom h ed p aa de S teder, som ik k e e r a fg ø rend e fo r K am p e n " —
har Tyskerne i alt Fald fra Kampene paa Østfronten Erfaringer for, at man paa dette sidste Omraade kan gaa meget vidt og endda opnaa, hvad man har tilstræbt. I F. u. G., Punkt 427, hedder det:
„ Natlige Angreb kan være nødvendige , hvis m an v il o v e rra ske M od s tan d e ren , elle r n a a r m an er underlegen med H e n syn t il F ly v e re og K am n vogn e ."
De nævnte Udtalelser understreges endda stærkere i „Einführung", hvor det hedder:
„ I enhver anden K am pm a ad e (end A n g re b e t) b liv e r F ø re ren a fhæ n g ig a f, hvad M od s ta n d e ren vil. Den, ile r talmæ ssig t og te knisk set er den svageste, m aa isæ r u n dg a a en saadan A fhæ n gig h e d . E lle r s g iv e r han M od s tan d e ren T id og R um t il a t udn y tte disse S vagheder."
I. B. siger i Punkt 2:
„G u n s tig e T e r r a in fo r h o ld og M u lig h e d f o r at ove rra ske F je n d e n kan bøde paa talm æ ssig U n d e rleg e n h e d "
og i Punkt 11 om Fodfolkets Angreb:
„ D e t e r ik k e ab solu t nød vendig t a t være talm æ ssig ov e rlegen f o r a t kunne gennem føre et A n g re b ; det er tvæ rtim od F ø re re n s O pgave i h v e rt enkelt Ø je b lik kun a t sætte saa m eget F o d fo lk ind , a t det helt kan udn y tte sine V aaben , b ru g e T e r ra in e t og s am tid ig d ra g e den stø rste N y tte a f de and re V aab en s — isæ r A r t ille r ie t s — H jæ lp " ;
men her maa man dog særlig fæste sin Opmærksomhed ved de sidste Par Linier.
i Punkt 280 hedder det:
„ E n m in d re S ty rk e vil (ved O p e ra tio n e r om N a tte n ) være g u n s tig e re s tille t over fo r en overlegen M od s ta n d e r ."
Ellers udtaler Reglementet sig ikke paa direkte Maade om det nævnte Spørgsmaal; paa den anden Side gør det intetsteds gældende, at Overlegenhed i Tal er en nødvendig Forudsætning, for at man kan angribe (dette ikke at forveksle med Udoverlegenhed paa Angrebsstedet ved Angreb om Dagen); hvad der siges i Punkt 59 om Angreb i de Tilfælde, hvor „Angriberen ikke er Forsvareren betydelig overlegen", kan gælde for baade den kun lidt overlegne, den jævnbyrdige og vel ogsaa den lidt underlegne Angriber.
I F. u. G. Punkt 12:
„Forsvaret e r kun b e re ttig e t over f o r en stæ rk overlegen F je n d e og f o r a t m u lig g ø re et A n g re b ande tsteds e lle r til senere T id ... Selv om F o rs v a re re n s S ty rk e er nok saa ringe , m aa han s Stræben gaa ud p aa a t slu tte K am p e n med A n g reb og herved at slaa F je n d e n a fg ø re n d e "
er Forestillingen om, at Forsvaret skal tjene Angrebets Interesse, fremhævet med den største Tydelighed.
Begyndelsen a f foranstaaende Citat er maaske F. u. G.s utvetydigste Tilkendegivelse af Angrebets Forret; det samme Citat, sammenlignet med I. B., Punkt 6:
„ F o r s v a r e t g ø r det m u lig t a t vin d e T id over f o r en ov e rlegen M od s tan d e r. Som L e d i en s tø rre K am p k a n det s k a ffe g u n s tig e re B e tin g els e r f o r og spa re K ræ ft e r t il et A n g reb u d fø r t p aa et senere T id s p u n k t elle r p aa en anden Del a f K am p fro n te n " ,
illustrerer ret rammende den karakteristiske Forskel mellem de to Reglementers Udtryksmaade \ed Fremstillingen a f de Problemer, der behandles.
Omfatning.
Efter at I. B. i A fsnittet „Udoverlegenhed" (Punkt 65 og 66) har fremhævet, at et Angreb paa en forberedt Modstander kun har Udsigt til at kunne gennemføres, naar det lykkes at vinde Udoverlegenhed over Modstanderen, at denne Udoverlegenhed i det planlagte Angreb maa paaregnes tilkæmpet under forholdsvis vanskelige Vilkaar, at Styrkeforholdene som Regel kun tillader at tilstræbe den over for en Del af den fjendtlige Stilling, og at Forudsætningen for Opnaaelsen af Udoverlegenheden atter bliver, at Angriberen raader over et gunstigere Udviklingsrum end Forsvareren, saaledes at der er Mulighed for at bringe et overlegent Antal Udvaaben i Virksomhed, siger Reglementet i Punkt 69:
„ F o r a t fa a et saa g u n s tig t U d v ik lin g s r u m som m u lig t v il det i A lm in d e lig h e d være n ø d ve ndig t a t o m fa t te A n g r e b s s ted e t. D e tte sker i R e glen le tte s t ved a t re tte A n g re b e t mod en F lø j a f F je n d e n s S tillin g , hvo rved m an som o fte s t tillig e opn aa r, a t F je n d e n f a a r v an sk elig e re ved a t beskyde A n grebsstedet. O m fa tnin g e n m e d fø re r a ltid en vis F a r e f o r A n g rib e re n , id e t han m aa svække sin egen F r o n t f o r a t kunne v irk e mod F je n d e n s F la n k e , og F a re n vokser, n a a r A n g rib e ren in d la d e r sig p aa Bevæ gelser, d e r h a r en u fo rh old sm æ ssig S p re d n in g a f K ræ fte rn e t il F ø lg e og ta g e r la n g T id , som F o rs v a re re n k an ben y tte t il M od a n g re b ."
Medens I. B.s foran skitserede eller citerede Udtalelser alene lader Muligheden for at skabe bedre V ilkaar for Gennemførelsen a f Kampen om Udoverlegenheden begrunde Valg a f omfattende Angreb, trækker det i Punkt 65 (jfr. Punkt 71) ved Omtalen a f det rene Flankeangreb — som kan karakteriseres som en meget udpræget Form for Omfatning, en Art Omgasen — Overraskelse frem som et Middel, man i visse Tilfælde muligvis kan gribe til over for tilsyneladende for store Vanskeligheder ved Tilkæmpelsen af Ucloverlegenheden; i Punkt 65 hedder det:
„ F o r a t u n dg a a V a n sk elig h e d e rn e ved a t a n g rib e en stæ rk F o r s v a r s fro n t kan A n g rib e re n søge a t n a a sit M a a l ved at o v e rra sk e M od s tan d e ren . D e tte k a n opnaas, h vis det ly k ke s A n g rib e re n h e lt a t u n dg a a den stæ rke F o r s v a r s f r o n t og give A n g re b e t K a r a k te r a f et re n t Fla n k e a n g re b . D e t e r im id le r tid kun s jæ ldent, a t de nødvendige B e tin g e ls e r f o r et saad an t overra sken de F la n k e a n g re b e r t il Stede."
Det sidste Punktum belyses nærmere ved Punkt 71, der fremdrager nogle af Hovedkravene for et Flanke angrebs Udførlighed (gunstige Terrain forhold; det maa lykkedes at vildlede Fjenden; betydelig Frihed med Hensyn til Tilbagetogslinie). Punkt 71 kommer endvidere ind paa Udførelse al rent Flankeangreb under en væsentlig anden Forudsætning end foran nævnt, naar det siger:
„Undertiden kan et rent Flankeangreb, selv udført med en forholdsvis svag Styrke, være en Udvej for en dristig Angriber, der ikke har kunnet gennemføre sit in g re b mod Fjendens Front eller Flø j, men som har Grund til at tro, at han herved har opnaaet at binde alle hans K ræ fte r";
det her nævnte kan gælde som et Eksempel paa, hvad I. B., Punkt 130 siger om den højere Førers Indgriben, naar et Angreb er gaaet i Staa, uden at de underordnede Førere ved egne Midler evner at bringe Bevægelsen i Gang paany, om en midlertidig eller endelig Forlæggelse a f Tyngdepunktet i Angrebet som et virksomt Middel til at overvinde de Vanskeligheder, der har stillet sig i Vejen for Angrebet. Naar Omfatning og Overraskelse virker i Forening, naar
„Forsvareren undtagelsesvis ikke har faaet dannet en tilstrækkelig Modstandsfront mod et omfattende Angreb, kan dette føre til en Overfløjning a f Modstanderen saaledes, at de yderste Dele a f Angrebsfløjen ikke faar nogen væsentlig Modstand over for sig. En saadan Situation maa den overfløjende Styrke beslutsomt udnytte til at angribe den fjendtlige Flø j og til hurtig Frem rykning mod Terrainet bag denne" (I. B., Punkt 110).
I. B. fremhæver i Punkt 69 nogle Krav, der maa stilles til Angriberen ved Udførelsen af omfattende A n greb, nemlig at han forud har konstateret, liror den Fløj er, mod hvilken han vil manøvrere, at han har bundet den; og endelig at han griber tilstrækkelig langt ud med den omfattende Styrke. Om den Maade, paa hvilken Omfatningen finder Sted, siger Reglementet i Punkt 69:
„Omfatningen udføres ved, at Angriberen allerede under Fremrykningen benytter flere Marchveje, eller ved at den for Omfatningen nødvendige Gruppering a f Styrken først udføres paa et senere Tidspunkt, naar Marchkolonnen brydes. Den første Fremgangsmaade er den almindelige for store Hærstyrker; under mindre Forhold maa man nøje overveje de Ulemper, som en March i flere Kolonner kan skabe for Føreren."
Dette sidste Forhold gaar Reglementet noget nærmere ind paa i Punkt 73. Der siges her, at det selv for mindre Hærdele (Divisioner) undertiden kan være hensigtsmæssigt at rykke frem i flere Kolonner, naar Situationen er forholdsvis klar. „Dog staar her Fordele og Mangler mod hinanden" (jfr. I. B., Punkt 189 om Forsvarerens Udførelse a f Modangreb paa et meget tidligt Tidspunkt). Man kan ved en saadan Frem rykning forkorte Opmarchtiden betydeligt og vil straks fra Begyndelsen vinde Støttepunkter for Opmarchen paa en bred Front,
„ligesom der kan skabes gode Betingelser for at omfatte Fjenden. Men disse Fordele er betinget af. at man har et saadant Kendskab til Situationen, at man kan fastslaa Angrebsplanen i store Træk; i modsat Fald kan denne Ordning berede Føreren Vanskeligheder, idet det senere kan vise sig, at Angrebsstyrken er ganske urigtigt fordelt."
Heri ligger indirekte antydet, at en mindre Hærstyrkes (Divisions) Frem rykning i flere Kolonner hyppigst vil komme til Anvendelse over for en Modstander i Stilling, i hvilket Tilfælde den fremhævede Betingelse — en forholdsvis klar Situation, der kan muliggøre en tidlig Bestemmelse a f den afgørende Angrebsretning — mest sandsynligt, kan regnes at være til Stede; da 1. B.s Skildring a f det planlagte Angreb i det væsentligste er bygget op paa Forholdene ved en mindre Hærdel (Division), der antages at befinde sig i en forholdsvis uopklaret Situation (jfr. Punkt 74), og som derfor tænkes at rykke frem i én Kolonne, bliver det nævnte Forhold ikke nærmere omtalt her. I Punkt 114 gøres der Rede for, hvorledes den til Omfatningen nødvendige Gruppering af Kræfterne kan udføres, naar Troppestyrken rykker frem i én Kolonne.
„ E r Terrainet foran den fjendtlige Flø j saa uoverskueligt, at Frontforandring i større Nærhed a f Fjenden er mulig, vil den omfattende Bevægelse kunne ske ved, at Angrebsstyrken rykker mere eller mindre tæt uden om Fløjen a f Fron tangrebets Tropper og derefter svinger ind mod Angrebsstedet. E r Terrainet derimod mere overskueligt, maa Angrebsstyrken i Tide skydes saa langt ud til Siden, at den, naar den har indtaget Fægtningsformationen og kommer i F jendens Ild, kan bevæge sig ligeud mod Fjendens Flø j og Flan ke. Den Afskillelse, der herved fremkommer mellem Angrebsstyrken og Frontangrebets Tropper, vil i Reglen ikke være farlig, naar de sidste indtager en tilstrækkelig stærk S tilling over for Fjenden. Om fornødent kan man skyde Reserven ind bag Mellemrummet mellem de to Grupper. Ofte kan A rtille rie t stilles saaledes, at det dækker Mellemrummet med sin Ild. -------------- Ofte er Anbringelsen og Udviklingen a f Angrebsstyrken over for Angrebsstedet en saa vanskelig' Handling, at man maa tage Natten til Hjælp for at udføre den."
I Redegørelsen for det planlagte Angreb kommer I. B. — ud over hvad der siges i Punkterne 69 og 73 -— ikke ind paa en nærmere Omtale af Udførelsen af Omfatning i Tilfælde, hvor der rykkes frem i flere Kolonner; derimod siges der i A fsnittet „Mødekampen", Punkt 210, følgende om Dannelsen a f den afgørende Gruppe under tilsvarende Forhold, ganske vist sigtende til denne Gruppes Virken i Almindelighed, men dog med fuld Gyldighed ogsaa — og maaske særlig — for en Indsættelse til omfattende Angreb:
„Marcherer Troppestyrken i flere Kolonner, maa den a fgørende Gruppe i Reglen dannes ved, at Troppeføreren forbeholder sig Raadighed over enkelte Kolonner eller Dele af disse, naar Sammenstødet med Fjenden finder Sted, for dernæst at dirigere dem til et Sted, hvor Afgørelsen paatænkes. En Betingelse herfor er, at de Troppedele, hvorover han vil disponere, foreløbig holdes uden for Berøring med Fjenden. E r Situationen paa Forhaand noget mere opklaret, kan Troppeføreren, navnlig under større Forhold, muligvis forud fastsætte, at Afgørelsen skal søges i en bestemt Ret ning, og med dette for Øje disponere over sine Kræ fter under Fremmarchen, saaledes at en enkelt Kolonne eller Gruppe a f Kolonner gøres stærkest og bestemmes til at føre det afgørende Angreb. Troppeføreren forleder sig da paa de enkelte Kolonneføreres Initiativ, idet hver enkelt a f dem faar den ret simple Opgave at trænge frem ad den anviste Marchvej eller at modsætte sig fjendtlig Fremrykning ad denne. En saadan Ordning er da ret dristig og bygger i høj Grad paa at udnytte Mødekampens ejendommelige Fo rhold. Den kan være berettiget under særlige Terrainforhold, der ikke lader nogen Tvivl om, paa hvilken Flø j den a fgørende Gruppe bør sættes ind, saaledes f. Eks. naar Frem rykningen sker langs en Terrainhindring. Under andre Omstændigheder forudsætter Fremgangsmaaden et vist almindeligt Kendskab til Forholdene hos Fjenden, særlig til hans Frem rykning og Styrkefordeling."
Reglementet anser, som nævnt foran, Overfløj ningen for en Undtagelse og giver ikke Udtryk for nogen særlig Stræben mod at hindre, at den bliver Undtagelse; Reglementets Mening om det sandsynlige videre Forløb af et omfattende Angreb, enten det nu indledes paa den ene eller paa den anden Maade, fremgaar af Punkt 110:
„Det almindelige er imidlertid, at det afgørende Angreb, (ogsaa naar det rettes omfattende mod en a f Fjendens Fløje), vil forme sig saaledes, at Angriberen sluttelig staar over folden Opgave frontalt at skulle bryde en stærkere eller svagere, mere eller mindre forberedt Forsvarsfront, ofte endog a f betydelig Dybde. Fo r at løse denne Opgave kræves en grundig Ildforberedelse og en mere eller mindre metodisk Gennemførelse af Angrebet."
E t saadant Forløb a f et omfattende Angreb forudsætter dog for Forsvarerens Vedkommende sikre og rettidige Opklaringsresultater og herved begrundet rettidigt og virkningsfuldt Modtræk fra hans Side. Medens Fægtningsinstruktionen fremhævede, at den naturlige Forudsætning for den omfattende Udvikling maatte være, at man var Modstanderen overlegen, eller at denne havde valgt en meget smal Opstilling, knytter I. B. intet saadant almindeligt Forbehold til Muligheden for Udførelsen a f Omfatning af en af Fjendens Fløje (se nedenfor) ; gør de nævnte Forhold sig gældende, understreges jo blot, hvad der efter I. B.s Udsigende begunstiger Omfatning. Om Om fatning a f begge Fjendens Fløje siger I. B. i Punkt 9:
„I Almindelighed kan kun en betydelig Overlegenhed eller andre gunstige Forhold gøre det forsvarligt at omfatte Fjenden paa begge hans Fløje",
medens Fægtningsinstruktionen herom skrev følgende:
„kun en meget betydelig Overlegenhed kan begrunde en Omfatten af begge Stillingens Fløje"
og altsaa vilde se den uomgængelige Forudsætning for en saadan Operation i noget saa haandgribeligt, noget paa Forhaand saa rent talmæssigt opgørligt, som V iden om det gensidige Styrkeforhold. I. B.s Ord „eller andre særlig gunstige Forhold" leder Tanken hen paa moralske Faktorer, paa Følelsen af at være den overlegne, af at kunne tillade sig at være dristig, og en saadan Følelse behøver ikke at have talmæssig Overlegenhed som Forudsætning.
Hvad der siges her om Omfatning af begge Fløje og hvad der tidligere er sagt om Omfatning a f en enkelt Fløj skal ikke blot skabe nogenlunde afklarede Forestillinger om, hvad en Angriber kan tænkes at gøre, men fuldt saa vel om, hvad en Forsvarer billigvis bør tage med i sine Overvejelser om Angriberens mulige eller sandsynlige Virken, jfr. I. B., Punkt 156 og 111; i det sidste hedder det, at
„Forsvareren maa regne med, at Angriberen saa vidt muligt un Igaar et rent frontalt Angreb paa en forberedt Stilling."
I Punkt 150 kommer I. B. ind paa Forsvarerens Bestræbelser for ved aktive Midler at hindre Angriberen i at omgaa Stillingen, hvad der kan søges naaet ved Fremsendelse a f bevægelige Styrker a f flere Vaaben, der skal søge at drage Fjenden saaledes henimod S tillingen, at han ikke kan undgaa at angribe denne. Endelig skal om Forsvareren blot nævnes, at hans Overvejelser vedrørende Hovedreservens Plads og Brugen af den oftest fortrinsvis maa tage Sigte paa en virkningsfuld direkte Imødegaaen af Om fatning eller Omgaaen (I. B., 176, 3’ Stykke, 190, 3’ Stykke (taler om det fjendtlige Hovedangreb i Almindelighed), 194, 5’ Stykke, 195) ; i Modsætning hertil nævner Punkt 190 nogle Tilfælde, hvor det for Forsvareren kan være tilraadeligt ikke at imødegaa Angriberens Hensigter direkte, men at lægge Afgørelsen i en anden Retning end den, Fjenden tilstræber;
„Modangrebet maa dog i saa Fald kunne gøre sin Virkning gældende, inden Fjendens Planer er fuldt gennemførte."
Den Stræben mod en mere eller mindre udpræget Indgriben mod Fjendens Flanke, der er den egentligste Begrundelse for Angriberens Omfatning, Omgaaen og for rent Flankeangreb kommer ogsaa til Udtryk i Reglementets Udtalelse om det angrebsvise Forsvar, enten for Tilrettelæggelsen a f dette som Helhed, naar Forsvareren indtager en Flankeopstilling (I. B., Punkt 192), eller ved Udførelsen af Modangrebet (I. B., Punkt 189, 194, 5’ Stykke og Punkt 195).
Vedrørende Om fatning under visse særlige Kampforhold siger 1. B. i Punkt 302:
„Angrebet paa en Landsby eller Skov bør i Reglen forberedes ved stærk A rtille riild og Fodfolksangrebet saa vidt muligt føres omfattende",
i Punkt 286 om Angreb om Natten:
„E t Angreb fra flere Sider kan dog i visse Tilfælde være hensigtsmæssigt, naar man kan forebygge de Farer, det medfører. Dette sker bedst ved saa længe som muligt at holde Styrken samlet og først i forholdsvis kort Afstand fra Maalet dele den, idet de enkelte Kolonner faar nøje Anvisning for deres Forhold, og den samtidige Indgriben sikres, f. Eks. ved at fastsætte Klokkeslettet herfor"
og i I. B. Punkt 307 om Frem rykning fra en Skov under Modstand fra Fjendens Side:
„Fodfolkets Hovedkræfter iværksætter i Almindelighed ik ke Frem rykning fra Skoven i Fronten, men forskyder sig til Siden for at mindske egne Tab og true Fjendens Flanke."
Parallelforfølgningen (1. B. Punkt 213) er at opfatte som et Udtryk for en Stræben mod Omfatning, Overfløjen og Indgriben mod Flanken; Hensynet til at modvirke dette siger et afgørende Ord om Optagestillingens Beliggenhed og Besættelse (I. B. Punkt 222— 224) og om Arriéregardens Virken (1. B. Punkt 228 og 229). Sluttelig skal nævnes, hvad I. B. Punkt 315 siger om Forsvarerens Forhold under Kamp ved Kyster i T ilfælde, hvor Fjenden er kommet i Land og sdger at vinde Terrain fremad fra Kysten :
„Da Fjenden i Reglen vil gøre Forsøg paa at overfløje Forsvaret, maa der i Tide være tru ffet Foranstaltninger herimod, saaledes ved at besætte gunstige Punkter i Flan ken med Styrker, eventuelt udstyret med Kanoner og Maskingeværer. I samme Øjemed vil det ofte være nødvendigt at have Reserver bagved og til Siden a f Fløjen."
Gaar man herefter over til at se, hvad F. u. G. siger om Omfatning, falder to Ting straks i Øjnene, nemlig dette Reglements større Kortfattethed og dets mere udprægede Foretrækken og Tilraaden den ene Fremgangsmaade frem for den anden; hvor I. B. alene afvejer for og imod uden at give noget bestemt Raad eller uden blot at lade en Tendens skinne gennem de fremsatte Udtalelser, indeholder F. u. G. ofte en temmelig utvetydig Tilkendegivelse af, hvad man retteligst bør vælge. Det er allerede nævnt, at F. u. F., Punkt 10 ved den almindelige Omtale af Angrebet fremhæver Omfatningen som den særlig virkningsfulde Form, hvad der yderligere understreges i Punkt 271 (i Afsnittet „Mødekamp og Angreb"), hvor det hedder:
„I Forening med solid frontal Fastholden er Omfatningen den sikreste Borgen for et godt Resultat."
For Opklaringen tæt forud for Angrebskampen og under dennes Udvikling sætter F. u. G. Punkt 271 som Maal
„frem for alt at fastslaa, om og hvor en Omfatning af Modstanderen er mulig."
I Punkt 272 siger F. u. G. om den Maade, paa hvilken Omfatningen kan finde Sted (jfr. I. B., Punkt 69 og 114):
„Omfatningen finder lettest Sted, naar Fremrykningen eller Fremtransporten paa Forhaand har Retning mod F jen dens Flanke og Ryg. Den bliver vanskeligere, naar den først kan indledes ved Opmarchen eller ved Hjælp af Reserver, der er holdt tilbage. Kun i særlig gunstigt Terrain eller om Natten vil Omfatning kunne iværksættes ved Troppeforskydning i de fo rreste Linier.
Med den afgørende Indsættelse af Reserver for Øje kan det være vigtigt i rette Tid at stille Motorvognkolonner klar."
I Punkt 274 hedder det videre (jfr. I. B., Punkt 90 og 111):
„Fo r at man kan mestre alle Kampens Omskiftelser og opnaa et virkelig betydeligt Resultat maa den Troppestyrke, der bruges til Omfatning, være saa stærk som mulig. I Fronter angriber man med svage Kræfter. Det er Føringens Kunst at afveje, hvor ringe Styrker man kan nøjes med i Fronten, og hvor mange Kræ fter der skal sættes ind til Omfatning."
F. u. G. Punkt 273:
„Sam tidig Om fatning a f begge Fjendens Fløje er mest virkningsfuld, men forudsætter for det meste (!) en betydelig Overlegenhed. Den maa aldrig føre til Spredning a f K ræ fterne." (jfr. I. B., Punkt 69).
Udtrykket „rent Flankeangreb" eller et hertil direkte svarende Udtryk forekommer ikke i F. u. G. F. u. G.s Standpunkt til Valget mellem Omfatning og frontalt Angreb i Mødekampen kommer klart til Orde i Punkt 275, hvor det hedder:
„ E r Om fatning ikke mulig, maa man ikke vige tilbage for det frontale A ng reb ";
selv i dette maa der stræbes mod omfattende Virken :
„Ved en hensigtsmæssig Gruppering i Bredde og Dybde vil Føreren ogsaa ved det frontale Angreb paa gunstigt Sted (Terrain, svage Steder for Fjenden) sikre sig den ubetingede Overlegenhed, maaske ogsaa en i det mindste lokal Omfatning" ;
Indbrud i Fjendens Stilling, og Gennembrud endnu mere, aabner nye Muligheder for Omfatning:
„I Fortsættelse a f Gennembruddet maa Fjendens tilstødende Fronter omfattes og oprulles i stor Dybde. Kun da bliver Gennembruddet til Sejr. Angrebsstyrken maa imidlertid saa meget som gørligt støde lige fremefter og overlade Oprulningen til Reserverne, der i dette Øjemed holdes nær ved Haanden."
Om nogenlunde tilsvarende Brug af Om fatning skriver I. B., Punkt 70, 2’ Stykke:
„Undertiden kan et Gennembrud, som kun er lykkedes delvis, skabe gunstige Vilkaar for en paafølgende Omfatning a f de Dele af Fjendens Stilling, der støder op til Indbrudsstedet", jfr. iøvrigt I. B. Punkt 1.'!.'!.
Om den omfattende Styrkes Sideafstand, d. v. s. om Mindstemaalet herfor, siger F. u. G. i Punkt 287:
„En Troppestyrke, der er bestemt til Omfatning, maa sættes an saa langt ud til Siden og paa en saadan Maade, at de indvendige Fløje a f de Styrker, der angriber frontalt og omfattende, ikke under Angrebet griber ind i hinanden."
Naar det hedder i F. u. G., Punkt 293 (og senere omtrent ligelydende i Punkt 326 under Omtalen af A n grebet paa Stillinger i Bevægelseskrigen) :
„H a r den frontalt gennemførte Mødekamp ikke bragt nogen Afgørelse, maa det overvejes, om der ved natlig Omgruppering kan aabnes nye Udsigter for Angrebet paa andet Sted",
er dette, taget rent i Almindelighed, et Udtryk for, at man vil søge at gøre sig Overraskelsen til Forbundsfælle; men ofte, og maaske oftest, vil det vel nok betyde, at man — i yderligere Udformning a f denne Stræben — griber til Udnyttelse a f ikke særlig gode Muligheder for Omfatning eller Omgaaen, som man ved det første Angrebsforsøg ikke har ment at kunne eller at burde udnytte, og som i alt Fald er blevet vraget til Fordel for det frontale Angreb; har Terrainet været en stærkt bestemmende Faktor her, kan det have sin Interesse at fremhæve, hvad „Ausbildungsvorschrift für die Infanterie", Hefte I, Punkt 52, siger:
„I det lange Løb kan intet Terrain standse Fod folket; dets Opfindsomhed og sejge Vilje vil stadig lade det finde Midler til at overvinde Vanskelighederne".
Verdenskrigen rummer saa mange Eksempler paa, at vanskelig fremkommeligt, ja tilsyneladende impassabelt Terrain har skabt meget bedrageriske Forestillinger om den Sikkerhed mod fjendtlige Foretagender, som det kunde byde; jfr. iøvrigt I. B. Punkt 71, sidste Punktum, og Punkt 130 samt hvad der foran er sagt ved Omtalen a f disse Punkter.
Gaar man herefter over til at undersøge, hvad F. u. G. i A fsnittet om Angreb paa Stillinger i Bevægelseskrigen siger vedrørende Omfatning, kan dette — sammenholdt med Udtalelser om det tilsvarende Fo rhold i Mødekampen — karakteriseres ved : Den stærkere Modstand, som Angriberen nu vil støde paa under frontalt Angreb, lader Fordelene ved Omgaaen eller Omfatning træde skarpere frem og maa føre til en mere udpræget Stræben efter at udnytte alt, hvad der kan være at udnytte paa dette Felt.
Den afgørende Overvejelse for Angriberens Vedkommende er udtrykt i F. u. G., Punkt 311:
„Afventer Fjenden Angrebet i et Terrain, som han har indrettet til Forsvar, maa han regne med, at han der kun vil bruge svagere Troppestyrker for paa andet Sted at kunne raade over saa meget stærkere Kræfter. Angriberen maa da overveje, om han kan om (/aa den fjendtlige Stilling ,eller om han er nødt til at angribe den. V il han omgaa Stillingen, maa Natten hyppigt tages til Hjælp."
E r saa Tanken om at omgaa Stillingen opgivet, og Rekognoscering og Optagelse af Føling med Forsvareren har skabt fornøden Klarhed over Situationen,
„maa Føreren blive paa det rene med, om han kan tage den fjendtlige Stilling ved Omfatning. Der skal altid stræbes herimod. Fø r Omfatningen paabegyndes, maa man have angrebet Fjenden i Fronten, saaledes at han hindres i at forskyde sine Kræfter. E r Modstanderen støttet paa begge Fløje, eller er Omfatning ikke mulig a f andre Grunde, maa Angrebet gennemføres frontalt."
F. u. G.s Udtalelser om Betydningen a f Om fatningen under Angreb paa Landsbyer og Skove er saa nogenlunde sammenfaldende med, hvad der i de foran anførte Citater a f I. B. siges om de samme Forhold; i F. u. G., Punkt 419 hedder det:
„Angriberen lader helst sine Hovedkræfter rykke frem ud til Siden for en Landsby, som Fjenden har besat. Han vil forsøge at holde Besætningen i Landsbyen nede ved Ild og at tage Byen ved Angreb fra Siden eller bagfra. Allerede før Angrebets Begyndelse maa der være udpeget særlige K ræ fter hertil. Angriberens Hovedstyrke fortsætter Frem rykningen i den hidtidige Retning" (jfr. I. B. Punkt 302)
og i Punkt 425:
„Angriberen søger at bemægtige sig mindre Skove ved omfattende Fremrykning."
Blev det foran fremhævet, at den kraftigere fjendtlige Modstand havde en stærkere Stræben mod Omgaaen eller Om fatning til Følge, saa træder denne Stræben endnu tydeligere frem i det modsatte Tilfælde og da mest, naar Talen er om Forfølgeren over for den slagne.
Sejrherren forfølger over bred Fron t og med ustandselig Stræben efter at overfløje og overhale Modstanderen, efter at lægge sig i Vejen for hans Tilbagegang." (F. u. G., Punkt 294).
F. u. G.s Udtalelser vedrørende Omfatning faar en Understregning gennem visse almindelige Synspunkter for Føring, der nævnes i A fsnittet „Føringen"; tidligere er fremdraget, hvad der siges i Punkt 10:
„Hovedstyrken skal stadig sættes ind paa det afgørende Sted. F ra første Færd maa Tropperne fordeles med dette for Øje",
der foruden at have Gyldighed rent i Almindelighed faar sin særlige Værdi for Omfatningen, fordi en Forhaandsgruppering af Kræfterne med denne for Øje oftest vil forudsætte en tidlig taget Beslutning a f virkelig afgørende Karakter.
I Punkt 16 taler F. u. G. om Gruppering i Bredde under Kamp, der — hvis egen Styrke kæmper alene eller kun støttet paa den ene Fløj — betinges af egen liensigt og Fjendens Frontudstrækning og Optræden; i gunstigt Terrain, særlig naar dette er forstærket, kan bredere Fronter være paa deres Plads — og hyppigt vil man kæmpe i Grupper. Gøres Fronten for bred, er der Fare for Gennembrud; gøres den for smal, risikerer man at blive omfattet eller omgaaet; det maa blive Fø ringens Kunst at finde det rette Maal. Alle disse Udtalelser, der rent i Almindelighed afvejer for og imod, faar imidlertid en egen Baggrund at tegne sig mod gennem følgende O rd :
„Men den første Betingelse for et stort Resultat vil ofte ligge i Udstrækning over en stor Front"
— og herved maa forstaas alt andet end en ligelig Fo rdeling af Kræfterne over denne Front (jfr. F. u. G., Punkt 10).
Den samme Tanke er paa anden Maade udtrykt i F. u. G., Punkt 15, 3’ Stykke:
„Ved Fremrykning i flere Kolonner er det ikke nogen Gi undsætning, at March efter Kanontordenen og Stræben efter Tilslutning er det rigtige. Man maa hellere overveje, om det ikke vil føre til et større Resultat at holde fast ved de givne Marchmaal og Kampopgaver."
I Modsætning til baade I. B. og F. u. G. gaar G. U. kun i meget ringe Grad ind paa en særlig Omtale af Omfatningen, men holder sig til mere almindelige Udtryksmaader, der under eet indbefatter de forskellige Former for et Angrebs Gennemførelse, som i de to andre Reglementer kommer til særlig Omtale; Ordet „Manøvre" bruges f. Eks. paa den Maade som en Slags Generalnævner for de Udførelsesformer, der kan være Tale om at bruge. Reglementet siger i sin Indledning:
„Den nuværende militære Situation i Europa lader imidlertid forudse, at de Kræfter, der vil være til Raadighed ved et Felttogs Begyndelse, kun vil gøre det muligt at danne A r méer a f begrænset Styrke og bestemt til at beskytte Tilvejebringelsen a f de store Hærmasser eller forstyrre Fjendens Bestræbelser herfor. Disse Arméer vil derfor komme til at manøvrere i aaben Mark. For alle Tilfældes Skyld er det følgelig nødvendigt at angive saadanne Principper og Fremgangsmaader for Føringen af de store Enheder, som kan gælde ikke blot, naar man staar over for en sammenhængende Front, men ogsaa for Operationer i aaben Mark."
Denne Tendens har haft en vis Frihed, en vis A lmindelighed i Reglementets Skildring af Arméens A n greb til Følge; naar man derimod holder sig til, hvad der siges om Armékorpset og Divisionen i Angrebet, synes det imidlertid, som om Reglementet her fortrinsvis har sat sig til Maal at skabe Fortrolighed med de Forhold, der gør sig gældende under det frontale A n greb, der føres frem med stærk Støtte paa Fløjene. I en Række Udtalelser i Reglementet er dog — ganske vist taget rent i Almindelighed — fremdraget nogle af de væsentligste Fordele, som efter I. B.s og F. u. G.s Udtalelser søges i særlig Grad opnaaet gennem det omfattende Angreb; i Punkt 27 siges :
„Overraskelsen bestaar i at paatvinge Fjenden Slaget under saadanne Betingelser, at han nindres i at gøre Brug af sin Ild og sine Reserver"
og i Punkt 116, at Føreren maa stræbe efter at give sit Angreb en saadan Retning, at et heldigt Forløb af dette giver afgørende Resultater; flere lignende kunde nævnes.
Ord som „Om fatning" e. 1. nævnes meget sjældent i Reglementet; et Par Gange i Afsnittene om Fo rfølgning, for at give Udtryk for den Tendens, som I. B. fremhæver under Omtalen a f Parallelforfølgning; en enkelt Gang i Skildringen a f selve Angrebet, nemlig i Punkt 173:
"Udfoldningen maa føre til, at Divisionen kommer til at staa lige over for sine Angrebsmaal; Styrker, der skal udføre et omfattende Angreb, tager i Tide den fornødne Sideafstand, saa de kun behøver at udvikle og rykke lige frem."
(Fortsættes)