Log ind

Nogle Ord Angaaende Feltartilleriets Taktik

#

Der er vistnok ingen Troppefører, som for Tiden fra- kjender Feltartilleriet dets store Betydning i Feltkrigen; thi ikke alene yder det i alle mindre Fægtninger, Rekognosceringer, indledende eller henholdende Fægtninger en uundværlig Hjælp, uden hvilken den foreliggende Op­ gave vanskelig vil kunne løses, men ogsaa i «Slaget» er det det Vaaben, som giver den Iløjstkommanderende den største Mulighed for, at Slagformen bliver en saadan, at det største Resultat saavel i taktisk som strategisk Hen­seende opnaaes. Det er Artilleriet, som behersker de største Rum, som længst vedbliver at være kampdygtigt, og sikkrest forbliver i Førernes Haand; anvendes det rigtig, danner det Slagordningens Skelet («Gerippe», som den tydske Generalstab udtrykker sig) og betegner ved sine Stillinger Kampens Hovedafsnit.

Efter Indførelsen af de riflede Haandskydevaaben havde Artilleriet, saalænge den fuldstændige Edrustning med riflet Skyts ikke var gjennemført, øjensynlig tabt en Del af sin tidligere Betydning fra de Napoleonske Krige; men efter 1866 er der ivrig arbeidet paa at lade Artille­ riet indtage dets gamle Plads, hvilket ogsaa fuldstændig lykkedes i Krigen 1870—71, som derfor ogsaa giver et særdeles righoldigt og tildels allerede vel bearbeidet Ma­ teriale til Besvarelse af Spørgsmaalet om, hvorledes og under hvilke Former Artilleriet bør optræde for at opnaae den størst mulige Virkning, Former, som det er af største Vigtighed allerede i Fredstid paa det Omhygge­ ligste at forberede og om muligt af indøve. Det er sikkert mindre let, end det maaskee synes, at danne en stor Artilleri-Linie og at lede dens Ild paa en saadan Maade, at den størst mulige Virkning opnaaes, thi der er en meget stor Forskjel paa i Slaget at opstille en Masse Artilleri og at lade optræde en «Artillerimasse», og selv i den fransktydske Krig er det første langt oftere indtraadt end det sidste.

Det maa vistnok indrømmes, at Feltartilleriets tak­ tiske Udvikling hidtil har staaet noget tilbage for den tekniske. Grundene hertil ere temmelig forskellig­ artede, de vigtigste ere følgende: Krigshistorien frem- hyder til Bedømmelsen af Artilleriets taktiske Præstationer færre Holdepunkter end for Fodfolkets og Rytteriets Ved­ kommende; Feil med Hensyn til Artilleriets Føring i Kampen og til Ildens Ledelse træde ikke saa tydelig for Dagen som Tilfældet er ved de andre Vaaben, hvor der finder en Nærkamp Sted; Frugterne af Artilleriets Virk­ ning tilfalde altid Fodfolket og Rytteriet, og med Hensyn til Artilleriets Indgriben bliver det derfor vanskeligt nøie aterkjende Aarsag og Virkning; derved at Studiet af Krigshistorien synes mindre frugtbringende for Artilleristen, fristes han ofte til at søge Tyngdepunktet i de tekniske Præstationer og at anvende sine bedste Kræfter paa at finde nye og bedre Skytskonstruktioner; endelig skulde Artilleriet navnlig faae sin taktiske Uddannelse i For­bindelse med de andre Vaaben, men de store Fredsmanoeuvrer ere i saa Henseende ofte kun lidet lære­ rige.

Den Tid er vistnok forbi, da Artilleriet ved disse Øvelser blot ved sine Skud skulde bidrage til at oplive dem, men de ere dog ikke endnu særdeles gunstige for Artilleriofficerernes taktiske Uddannelse. Først og frem­ mest er der saameget Artilleri i Forhold til de andre Vaaben ved Fredsøvelserne, at det umuligt hvert Aar med alle Batterier kan deltage i disse (hos os kommer jo et Batteri kun hvert 4de— 5te Aar i Leir), og dernæst da Virkningen paa Maalet slet ikke viser sig og derfor liøist sjeldent bliver respekteret af Modstanderen, er Anvendelsen af Artillerimasser heller ikke lærerig i For­hold til de store Omkostninger, som den vilde foraarsage. Denne Anvendelse maa derfor i Reglen øves paa Kortet alene. Medens Fodfolk og Rytteri opnaae deres Maal ved hensigtsmæssige taktiske Former, maa Artilleriet søge at naae det ved en rigtig Anvendelse af sin Ild; som Forberedelse hertil haves kun Skarpskydnings­ øvelserne, ved hvilke man maa see bort fra alle mulige taktiske Forhold, og ved hvilke Valget med Hensyn til det rette Moment for Artillerimassens Samling, Ildens Ophør o. s. v. slet ikke kunne komme i Betragtning. Den saa vigtige Komplettering af Ammunitionen kan heller ikke øves i Fredstid og kun til Nød vil man ved Krigsspillet kunne tage fornødent Hensyn hertil.

Saasnart derimod en virkelig Kamp finder Sted, vil der stilles store Fordringer til Artilleriet. Dets Virk­somhed er næsten altid knyttet til større Fægtnings­ forhold, hvad der har en meget stor Betydning for Ar­tilleriets Befalingspersonale, idet dette allerede i de lavere Stillinger maa være i Besiddelse af et taktisk Blik for større Fægtninger. I Reglen vil f. Ex. et enkelt Batteri blive tildelt en paa egen Haand optrædende Fodfolks­ eller Rytteribrigade, der er fremsendt som Avantgarde eller som Detachement. Batterichefen maa nu, for rigtig at kunne gribe ind, forstaae at bedømme Brigadens Fægtning i det Hele, thi dens Kommandør kan ikke lede Artilleriets Anvendelse i Detaillerne. Meget er desuden Øieblikkets Sag. I lignende Forhold befinder Afdelings-kommandøren (Regimentskommandøren ifølge Hærlov­ udkastet) sig: han maa kunne oversee en hel Divi­ sions Fægtning.

Under Fredsforhold gives der stråledes Artilleriets Befalingspersonale kun ringe Lejlighed til taktisk at ud­danne sig, medens man under Krigsforhold stiller meget store Fordringer til det i saa Henseende. Til at afhjælpe dette Misforhold, som ikke findes ved de andre Vaaben, gives der vistnok et fortrinligt Middel i Krigsspillet, som tvinger dets Dyrkere til at gjøre sig bekjendt med alle Vaabenarters elementære og anvendte Taktik og kan give dem et klart Blik for en større Hærafdelings Fægtning samt for hvorledes hvert Vaaben i denne paa bedste Maade anvendes, hvorfor dette Uddannelsesmiddel for Befalingspersonalet ved Feltartilleriet er aldeles uundvær­ligt. Ogsaa Studiet af Krigshistorien og Dispositions­ øvelser i Terrainet kunne bøde paa det ovenfor frem­ dragne Misforhold, men dermed er endnu langtfra gjort nok; og det maa først og fremmest være Artilleriets Bestræbelse at stille sig klart for Øie, hvilke dets Op­gaver i Krigen ere, og ved hvilke Midler de kunne løses. Som et Forsøg i denne Retning maa nedenstaaende Be­mærkninger betragtes.

I. Artilleriets Væsen og Opgave.

Vi skulle begynde med at forudskikke den Be­mærkning, at der her kun bliver Tale om det egentlige kjørende Artilleri; det ridende Artilleris Virksomhed lades ude af Betragtningen; i en større Kamp er denne Virk­ somhed aldeles den samme som det kjørende Artilleris; dets særegne Virksomhed fremtræder kun i Forbindelse med de særskilt optrædende Kavalleridivisoner (eller Bri­gader), hvis Maal er strategisk at sikkre den bagvedværende Hær eller at tilveiebringe paalidelige Oplysninger om Modstanderen. — Artilleriets væsenligste Egenskaber paa Kamppladsen ere følgende:

Artilleriet har af alle Vaaben den længst ræk­ kende Virkning; det behersker med sin Ild de for­ holdsmæssig største Hum; skjøndt dets enkelte Dele staae adskilte fra hinanden er dog en sandet Virkning mod et enkelt maal mølig. Ved Forandring af Projektil- sort, af Ildens Hurtighed eller Gruppering kan det til en vis Grad forandre sin Virkning uden at have nødig at flytte sig; dets Virkning rækker udover Terrainforhin- dringer, som indvirke forstyrrende paa Fodfolkets og Rytteriets Virksomhed. Da det endvidere ikke behøver at søge noget direkte Sammenstød med Fjenden, er det i en vis Henseende mere uafhængigt af Terrainet end de andre Vaaben.

I en Troppeafdeling, sammensat af alle Vaaben, repræsenterer Artilleriet Ødelæggelsesprincipet og det er istand til ved den mindste Frontlængde at tilveiebringe den største Ildvirkning. Med Hensyn til Bevægelighed er Artilleriet Fodfolket overlegent og er altsaa ogsaa mere uafhængigt af Tid og Rum end dette. Artilleriet udmærker sig ved større Udholdenhed frem­ for de andre Vaaben. Denne Egenskab fremgaaer ikke alene af Krigshistorien; den er en Følge af Vaabnets Natur. Paa Marcher lider Mandskab og Heste mindre end ved Fodfolket og Rytteriet; de mange Kjøretøier give Midler ihænde til at sørge bedre for Forpleining og Op­hold. Tab i Fægtning svække sjældent Artilleriet betyde­lig, da aldrig hele Batteriets Personale er i Ilden; inden­ for visse Grændser bliver dets Virkning heller ikke mindre ved lidte Tab. Naar blot Batteriets Kanoner kunne blive skaffede frem og betjente, repræsenterer det endnu stedse den samme Kraftenhed.

Fægtningsdisciplinen er ved Artilleriet lettest at opnaae, fordi den' enkelte Kanon danner et Led i det Hele, som man uden Vanskelighed kan oversee. Af det Mandskab, som kommer i Ilden, har hver sit særegne Hverv, og skulde altsaa Nogen mangle, falder det strax i Øinene. Ved Kanonen er Mandens Oppakning, maaskee ogsaa andre af hans Fornødenheder, kort sagt Artilleristen er langt inderligere knyttet til Kanonen end Infanteristen til sin Deling. Det er maaskec dette Fortrin, som giver Tjenesten ved Artilleriet i Krigstid en særegen Tiltræk­ning. Konstabler og Trainkonstabler ved en Kanon danne en lille Familie, hvis Foreningspunkt Skytset er, og til hvis Vedligeholdelse og Præstationer Alle medvirke. Denne Fægtningsdisciplin er af meget stor taktisk Betydning, da Artilleriet derved aldrig kommer ud af Førerens Haand; selv om det allerede er blevet indviklet i Kamp, kan det med Lethed trækkes ud af Kampen og anvendes andetsteds; en Panik vil heller ikke let opstaae ved det, og endelig kan det næsten bogstavelig holde ud til sidste Mand.

Paa Grund af Artilleriets Uselvstændighed kan det aldrig alene spille nogen Rolle, det er et Hjælpevaaben for den Kommanderende, (men ikke for de andre Vaaben), og maa altid optræde i Forbindelse med Fod­ folk eller Rytteri. Denne Uselvstændighcd virker desto skadeligere jo mere uoverskueligt Terrainet er. Uover­ skueligheden kan endogsaa helt forhindre Artilleriet i at virke, medens Fodfolket derimod ofte ser sin Virkning forhøiet derved.

Spørges der om, hvilken Opgave Artilleriet i Almindelighed har, saa maa man svare: Artilleriet har under en kombineret Troppeafdelings Fægtning at løse de særegne Opgaver, som det paa Grund af sine Egen­ skaber bedst og hurtigst kan løse. Vilde man derimod sige, at Artilleriets Hovedopgave er at understøtte Fod­ folk og Rytteri i Fægtningen, saa vilde deri ligge en Opfordring for det til istedetfor at handle efter de af Overledelsen givne Vink, snarere at efterkomme Under­ forernes Befaling eller Opfordring; men dette vilde nød­ vendigvis have til Følge, at det undertiden kom for sent eller maaskee slet ikke til Skud. Artilleriet maa i Fægt­ ningen have samme Ret til at gribe Initiativet som de andre Vaaben, kun derved vil den ønskelige Samvirken kunne opnaaes.

Ved Hjælp af sin store Skudvidde er Artilleriet sat istand til baade at virke opklarende i Indledningen til Fægtningen og -standsende i den taktiske Afgjorelse, d. v. s. istand til paa den ene Side at tvinge Fjenden til at udvikle sig og til at tage Forholdsregler, paa den anden Side til at holde ham i den for egne Troppers Udvikling nødvendige Afstand. Det sidste Øiemed fordrer, at det strax optræder med betydelig Styrke; dets Bevægelighed maa derfor benyttes til at drage det frem af Marchekolonnen. Er Fægtningen begyndt, vil den være bedst Herre over Situationen, som forslaaer at bringe det største Antal Kanoner med god Virkning i Ilden.

Man siger ogsaa, «at Artilleriet skal føre de hen­ holdende Fægtninger«; hvad vil det sige andet, end at det med sin stærkere eller svagere Ild, som enten synes at forberede Offensiven eller at afværge et Angreb, har at dække Kolonnernes Udvikling, og i Fægtningens senere Gang at skaffe Tid til Massernes afgjørende Bevægelser, til deres Samling forinden et Angreb eller til deres Re­tablering efter en uheldig Kamp.

Til at gjennemføre en Fægtning er Artilleriet, anvendt i det Store, et af de virksomste Midler i Over­ anførerens Hænder. Artilleriet har nemlig, som vi have anført, den største Fægtningsdisciplin, bliver selv under de vanskeligste Forhold i Førernes Hænder, og er derfor et Middel til i en vis Henseende at danne en Regulator for Gangen i Fægtningen.

I Offensiven paaligger det Artilleriet at gjennemryste den fendtlige Stilling saaledes, at et Angreb med Fod­ folk har Udsigt til et heldigt Udfald. Om denne For­ beredelse skal skee umiddelbart eller middelbart, nemlig ved Beskydning af de omstridte Terraingjenstande selv, eller ved at bringe det fjendtlige Skyts, som forhindrer Fremrykningen, til Tavshed, maa afgjøres af Forholdene. Under Forsvaret maa det navnlig afværge Fjendens An­greb, altsaa alt efter Forholdenes Natur virke imod det angribende Fodfolk eller imod det Artilleri, som under­ støtter Angrebet.

Vaabnets ødelæggende Princip maa ved Gjennemførelsen af en Fægtning komme til at gjøre sig gjældende paa Afstande fra 1200 til 3200 Alen, navnlig ved at an­ vende Masseild fra en sikker Opstilling imod de vigtigste Maal; paa nære Afstande, indtil 1200 Alen, maa man i Særdeleshed gjøre Projektilernes flade Bane og deres Sprængvirkning gjældende tilligemed Hurtigild (kanonvis Skydningi, saaledes at man opnaaer den størst mulige samlede Virkning med den mindste Frontbredde.

Er Fægtningen falden seirrigt ud, tilfalder der Ar­tilleriet den Opgave at forfølge Fjenden ved at afgive sin Ild fra langt fremskudte Stillinger. Fra disse vil det kunne tilføie de bortdragende Kolonner endnu flere Tab og mulig bidrage til al forvandle Tilbagetoget til en Flugt. Da Artilleriet bliver længst kampdygtigt, kan man sikkrest regne paa det ved Forfølgningen. For­ følgningen ved Rytteri synes efter Erfaringen fra den fransk-tydske Krig idetmindste, selv naar dette Vaaben er godt uddannet, at være noget vanskelig, siden Fod­folket ved sin store Udvirkning, selv efter en uheldig Fægtning, besidder en stor Modstandskraft.

Maa man derimod foretage et Tilbagetog, saa vil, naar Terrainet blot nogenlunde egner sig dertil, Artilleriet atter maatte paatagc sig Hovedrollen, idet det maa dække Tilbagetoget for de øvrige Tropper. Da det under visse Forhold maaskee er de eneste Tropper, som efter en ulykkelig Fægtning endnu har noget Hold i sig, er det paa Grund af sine store Skudvidder og sin Bevægelighed fortrinlig egnet dertil; det vil idetmindste i Reglen være istand til at give en retirerende Troppestyrke Skinnet af at besidde en nogenlunde stærk Modstandskraft.

Dette Omfang af Artilleriets Opgaver ved den nu­ værende Taktik, tydeliggjør tilstrækkelig, hvilket Opsving dette Vaaben bar taget med Hensyn til dets taktiske Be­tydning. Dette maa især være paafaldende, naar man dermed sammenligner det andet Hjælpevaaben, Rytteriets, Rolle. I de fleste Slag og Fægtninger fra sidste Krig kan man lige fra Indledningen tænke sig Rytteriet aldeles borte uden at Kampen derved vilde have udviklet sig anderledes; dette lader sig ikke sige om Artilleriet. Ryt­ teriet vil paa Slagmarken ofte kunne erstattes, Artilleriet kan derimod ikke undværes. Da det er et «Slagvaaben» i Ordets vigtigste Betydning, maa det om muligt altid træde i Virksomhed indtil den sidste Kanon.

2. Principer for Artilleritaktiken og dennes Inddeling.

Det er Artilleriets Særkjende, at det virker ødelæg­gende paa lange Afstande, og det er ogsaa paa Grund af denne Egenskab, at det hovedsagelig finder Anvendelse i Fægtninger, medens alle andre Egenskaber komme mindre i Betragtning. Den Fordring ligger derfor nær, at navnlig Artilleriet i fuldeste Maal skal udvikle denne Evne og bringe den til Anvendelse. Skal en Modstand brydes eller et Stød afpareres, saa maa det skee med en Kraft, som Fodfolket ikke er istand til at udvikle, ellers kunde man undvære Artilleriet.

For at kunne frembringe den størst mulige Virkning med den forhaandenværende Ammunition, er det fremfor alt nødvendigt at indskrænke Antallet af Feilskud til det mindst mulige. Nu behøver Artilleriet ved hvert nyt Maal et vist Antal Skud for at indskyde sig; fyre altsaa flere i Fægtning værende Batterier til samme Tid paa forskjellige Maal, saa behøver hvert enkelt dette Antal, som altsaa ere Feilskud; retter man derimod samtlige Batterier mod et eneste Maal, spares ubetinget et stort Antal af disse Feilskud. Dette taler for at samle Artille­riets Virkning imod saa faa Maal som muligt. Antager man, at der, hvis man vil opnaae et eller andet Resultat, udfordres et vist Antal Træffere, saa gjør det en Forskjel, hvor mange Piecer der fyre. Jo færre Kanoner til atløse den stillede Opgave, desto hurtigere maa ogsaa den enkelte Kanon afgive sine Skud for at Fjenden holdes ligemeget i Aande; jo flere Kanoner derimod desto lang­ sommere og altsaa med mere Ro og Sikkerhed kan den enkelte fyre, hvorved flere Træffere kunne ventes. Det enkelte Skuds Værd voxer altsaa (en god Udledelse for­ udsat) med Antallet af de imod samme Maal til samme Tid virkende Kanoner. Jo flere Kanoner desto færre Skud behøves derfor til at opnaae et Maal. Den gjensidige Understøttelse med Ammunition imellem Batterierne indbyrdes og dennes Komplettering fra de bagved værende Linier er desto lettere at gjennemføre, paa jo færre Punkter Artilleriet er opstillet, og jo mere altsaa en en­ kelt Mand kan lede denne Tilførsel. Hensynet til engod Husholdning med Ammunitionen taler altsaa ogsaa for at holde Artilleriet saa meget som muligt samlet, om end ikke paa et Sted, saa dog idetmindste i taktisk For­ bindelse indbyrdes. Da Artilleriet altid virker paa for­ holdsvis store Afstande, hvorved det bliver umuligt for Fodfolket eller Rytteriet strax at benytte sig af den ved Ilden frembragte Virkning, maa de navnlig stræbe efter at bryde Modstanden i Maalet, ikke alene øieblikkelig, men ogsaa for længere Tid; det maa derfor tilintetgjøre; men dertil udfordres mange hurtig paa hinanden følgende Træffere, altsaa mange Kanoner imod samme Maal.

Ogsaa Krigshistorien viser, at Artilleriet navnlig har opnaaet en stor Virkning, hvergang det turde træde op med stor Styrke imod det samme Maal, og at det kun var muligt at paavise en fremragende Overvægt over Fod­folkets Udvirkning, naar Artilleriet optraadte i Masser.

Sammenfattes altsaa det ovenfor Udviklede, maa man med Rette opstille som Hovedprincip i Artilleritaktiken: Artilleriet maa stedse anvendes i Masser.

Heraf følger, at man ved Artilleriets hele taktiske Uddannelse o. s. v. fremfor Alt maa holde Brugen Masse (selvfølgelig betingelsesvis) for Øie.

Da imidlertid Artilleriet kun optræder i Forbindelse med andre Vaaben, og navnlig virker ved forskelligartet Brug af sin Ild, saa vil en Omtale af Artilleriets Taktik under stadigt Hensyn til det ovenfor Udviklede, have at beskjæftige sig med følgende Punkter:

Artilleriets Fordeling i Hærafdelingen og i Fægtnings­ linien.

Taktiske Former og deres Anvendelse.

Ildens Ledelse.

Ammunitionsforsyningen.

3. Artilleriets Fordeling.

A. I Hærafdelingen.

Hjælpevaabnenes Inddeling ved Fodfolket maa være beregnet paa de sandsynligste Tilfælde, d. v. s. paa de nærmest mulige Krigsskuepladse. Den maa besidde saa megen Bøielighed, at man uden at volde nogen For­ ringelse i Vaabenarternes Præstationer eller Forstyrrelse i Kommandoforholdene kan foretage Forandringer, ifald man skulde komme paa en Krigsskueplads eller i For­hold, for hvilke et andet Styrkeforhold imellem Vaabenarterne maatte være ønskeligt. Dette opnaaes navnlig ved hensigtsmæssig Kommandoinddeling.

For de Krigsskuepladse, hvor større taktiske Afgjørelser kunne ventes, vil det, saaledes som det frem- gaaer af Krigshistorien, være bedst, naar Artilleriet hver­ ken i for store eller for smaa Afdelinger tildeles Fod­folket. Man maa altsaa undgaae Extremerne, nemlig paa den ene Side Dannelsen af store Armee-Artillerireserver og paa den anden Side Udstykningen af Artilleriet til Brigaderne.

Som det senere vil blive omtalt, vil Nutidens Taktik kun i meget sjældne Tilfælde kræve Udsondringen af en speciel Artillerireserve; derfor er en fast dannet Armee- Artillerireserve ikke tidssvarende. Ved Hærenes nu­ værende Størrelse og Slagliniens betydelige Udstrækning maatte dens Tilstedebringelse og Anvendelse blive yderst vanskelig, den vilde i Reglen alene af den Grund ikke kunne skaffes tilstede, naar man fik Brug for den, fordi Trangen til den indtræder meget hurtig.

Skulde det vise sig nødvendigt at have et stort Kanonantal til Overledelsens umiddelbare Disposition for med Kraft at kunne gjennemføre Slaget, da vil det altid være muligt at holde et eller flere i Reserve værende Armeekorpsers Korpsartilleri tilbage i dette Øiemed, som f. Ex. 3die Armeekorpses i Slaget ved Gravelotte den 18. August 1870.

Derimod vil man kun tildele Brigader Artilleri, naar Terrainet ikke tilsteder større Artillerimassers Optræden f. Ex. i Nord-Italien og i del vestlige Frankrig, hvor Landet er meget uoverskueligt, endvidere naar Fodfolket i den Grad mangler fast Holdning, at endogsaa smaa Afdelinger altid behøve noget Artilleri, og i Særdeleshed da, naar en i Forhold til det disponible Troppeanlal stor Landstrækning skal besættes; thi da vil man, naar Ar­ tilleriet holdes for meget samlet, kunne frygte for, at man netop paa det Sted, hvor Fjenden gjør et Angreb, ikke har noget Artilleri.

I Almindelighed rnaa det derfor undgaaes at tildele Brigaderne Artilleri; en saadan Tildeling vil let føre med sig, at Artilleriet kommer til at beskyde mindre betyde­ lige Maal og at Virkningen spredes; de enkelte Batterier kunne umuligt holdes a jour med den Iløistbefalendes Planer og Hensigter, da hverken Brigadestaben eller Bat­ teriet har tilstrækkeligt Personale dertil og de ville derfor efter Batterichefens Forgodtbefindende skyde saa hist, saa her, forbruge megen Ammunition og dog i det Hele ikke opnaae noget Væsenligt.

Der bliver altsaa kun tilbage at fordele Artilleriet til Årmeekorpserne og Fodfolksdivisionerne. Ogsad. denne Adskillelse er i den sidste Tid efter den fransk-tydske Krig ofte bleven angrebet, og Stemmer have hævet sig for at fordele en Hærs hele Artilleristyrke ligelig imellem alle Fodfolksdivisionerne. Dette maa dog af flere Grunde forkastes: Kun naar Terrainet er meget gunstigt, vil det være muligt for Divisionen at bringe dette store Antal Batterier til Anvendelse paa den Kampplads, som den har faaet anvist; der hvor 12— 15 Datailioner kunne føre en Kamp, vil der ikke altid være Plads for 6— 8 Batte­rier. Man løber derfor Fare for, at en Del af Artilleriet ikke kan blive anvendt. Dernæst vil man have den bedste Garanti for Artilleriets Masse-Anvendelse, naar man holder en saadan Masse, hvorfra ingen Detacberinger maa findeSted, tilbage som «Korps-Artilleri«.

Er det endelig Artilleriet, som gjør det muligt forden Kommanderende at give Fægtningen den bedste Ledelse, maa ogsaa en Del af dette Vaaben staae under hans umiddelbare Befaling. Skal den Høistbefalende over et Armeekorps kunne gjennemføre en Fægtning efter sin Opfattelse, skal han ikke blot blive til et Gjennemgangsled for Overkommandoen, saa behøver ban et Korps-Artilleri. Saalænge der existerer Armeekorpser, er Korpsartilleriet derfor nødvendigt. I de efterfølgende Betragtninger vil man derfor gaae ud fra Følgende: Et Armeckorps’s Felt­ batterier inddelte i Afdelinger1) paa 3 a 4 Batterier, ere fordelte saaledes, at to Afdelinger (en til hver Division) danne «Divisionsartilleriet» og de øvrige Afdelinger for­ enede til et Regiment «Korpsartilleriet»; med Hensyn til Erstatning afOfficerer, Mandskab, Heste, Ammunition og Materiel staae saavel Korps- som Divisionsartilleriet under «Feltartillerikommandoen»; denne overtager ogsaa Ledel­ sen af Batteriernes Fægtning, naar de for at opnaae et større Maal alle skulle forenes.

B. I Fægtningslinien.

Nu da Strategien ikke længere specielt udsøger saadanne Slagmarker, hvor Terrainforholdene ere saa gun­ stige som mulig for en Kamp, maa Artilleriet ogsaa i hoiere Grad end tidligere stræbe efter idetmindste nogen­ lunde at komme til at virke i ethvert Terrain.

Vistnok var det forArtilleriet heldigt, om det i Ind­ ledningskampen kunde virke paa betydelige Afstande og derved bringe det nyeste Skyts’ s store Skudvidde og Træfningssandsynlighed til Anvendelse, om det i Gjennemførelseskampen kunde opstille store Batterier med samlet Virkning imod Fjendens Støttepunkter og endelig i Afgjørelsesøieblikket kunde nærme sig den fjendtlige Linie i bred Front som Artillerimasse paa virksomste Skuddistance. Hvor sjeldent imidlertid det riflede Artilleri har Ledighed til at udfolde hele sin Kraft i alle Retnin­ger, fremgaaer noksom af alle Slag fra 1859 indtil Dato: orografiske og topografiske Forhold holdt Artilleriets Op­ træden indenfor Grændser, som den mest duelige Føring ikke havde kunnet overvinde, og først den fransk-tydske Krig viste i Slagene ved Metz og ved Loire^, hvad Vaabnet kan præstere, naar Terrainforholdene ere gun­ stige for dets Anvendelse.

En kritisk Betragtning af Artilleriets Optræden i den nyeste Tids forskjellige Fægtninger lærer, at ligesom tid­ ligere, ogsaa for det riflede Artilleri, Stillingerne bestem­ mes ved Taktik og Terrain. Taktiken, det vil sige Hen­ synet til Kampens heldige Udfald, stiller sine Fordringer; først derefter spørges der om, hvilken Indflydelse Terrainet har paa Artilleriets Virkning. I Offensiven vil derfor Terrainet spille en mindre vigtig Rolle end i Defensiven.

Det vil falde vanskeligt at opstille et almengyldigt Princip, som let bringes til Anvendelse for Artilleriets Fordeling i Fægtningslinien. Man læser hyppigt: Artilleriet maa opstilles paa Fløien; betragter man imidlertid nogle bestemte Tilfælde nøiere, viser det sig, at denne Regel for det meste ikke kan følges. Da det er af Vig­tighed, at Artilleriet taber saa lidt Tid som muligt ved Bevægelser, saa kan man med større Berettigelse sige: I Offensiven maa Artilleriet tage Opstilling i Centrum.

Derved dækker det sikkrest Opmarschen eller Tilbagetoget og er lige langt fjernet fra begge Fløie, hvis Afgjørelsen skulde falde paa den ene eller paa den anden. I Slagene 1870— 71 har det ogsaa mest staaet i Centrum. Paa Fløiene behøves de Vaabenarter, som omfattende kunne føre de afgjørende Stød: Fodfolk og Rytteri; noget Artilleri kan altid være med. Selv i det særegne Til­ fælde, hvor Artilleriet rykker frem med Fodfolket imod et Angrebs-Objekt, for endnu i de sidste Øiebiikke førend den afgjørende Storm at understøtte Fodfolket, vil man kunne lade Artilleriet rykke frem med Fordel i Centrum, medens Fodfolket uden at maskere Kanonilden rykker frem til Iløire og Venstre idet det søger at overfløie Fjenden. I det Øieblik, da det hedder: «det Hele fremad», er dets Stilling i Centrum ogsaa den bedste af den Grund, at det derved mere sikkert kan standse sin Ild i rette Tid.

Hvad den Styrke angaaer, med hvilken Artilleriet skal optræde i Fægtningen paa dennes forskjellige Stadier, have Vaabnets store Fremskridt paa den ene Side og Fodfolkets saa betydelig forøgede Modstandskraft paa den anden fremkaldt et væsenligt Omslag i den herskende An­skuelse. Nu for Tiden kan man opstille som almindeligt Princip: I Offensiven maa stedse hele det dis­ ponible Artilleri bringes i Ilden. Dette begrundes saavel ved den nyere Taktiks Fordringer som ved Vaabnets Ejendommeligheder.

Den Omstændighed, at Artilleriet af alle Vaaben be­ sidder den største Udholdenhed traf tidligere heldigt sammen med Fordringen om at skaane dette Vaaben hvis Mandskab og Séletøi dengang vare saa vanskelige at erstatte; nutildags kan og maa dette Forhold ophæves.

Hvis man ved under et Felttog at lægge større Be­ slag paa Artilleriet kan holde Fodfolket i en bedre Til­ stand, saa kan dette kun være til stor Fordel. For ved­ varende at kunne opnaae et heldigt Resultat under alle mulige Forhold, behøver man fremfor alt et godt Fod­ folk; man maa derfor gjøre alt muligt for at formindske de uhyre Tab, som det lider under et Angreb. Detbedste Middel i saa Henseende er den størst mulige An­vendelse af alt Artilleri ligefra Fægtningens Begyndelse til dens Slutning. Man behøver ikke at holde Artilleriet tilbage, thi det har sin Reserve i Ammunitionskolonnerne. Intet er saameget imod dette Vaabens Natur, som i Offensiven at holdes tilbage, og dernæst at trækkes batterivis frem i forreste Linie.

Denne videst mulige Anvendelse af Artilleriet til Gunst for Fodfolket gjælder ikke alene, naar eh Fægtning skal indledes og gjennemføres, men i Særdeleshed ogsaa for de afgjørende Øieblikke under Angrebet. Naar man lader Batterierne rykke frem med Fodfolket for at be­ skyde Angrebs-Objektet paa en Afstand af c. 900 Alen, saa gjør man ved at komme ind paa denne korte Af­stand ikke alene Regning paa et større Antal Træffere,men tillige derpaa, at man deler den fjendtlige Ild og bortvender den fra sit eget Fodfolk; og det er dog egentlig af denne Vaabenart, at i Reglen et heldigt Resultat i sidste Instants afhænger. Under Forsvaret er, saaledes som allerede omtalt, Terrainet af væsentlig Ind­ flydelse paa Artilleriets Fordeling i Fægtningslinien. Da man aldrig med Sikkerhed kan vide, hvor Fjenden angri­ ber, saa er det at anbefale, at fordele Artilleriet ligelig over hele Stillingen, altsaa at sikkre Cen­trum og Fløiene ligemeget, og ikke fra Begyndelsen af holde det samlet i een Masse. Stillingerne maa vælges saaledes, at de sandsynlige fjendtlige Fremmarcheretninger stedse kunne bringes under liden fra et større Antal Batterier, selv om de ikke staae ved Siden af hinanden, for paa denne Maade at kunne opnaae en samlet Virk­ ning paa Maalet. Ligesom Forsvareren er indskrænket med Hensyn til Artilleriets Fordeling i Terrainet, saaledes gjælder det Samme med Hensyn til Tidsfordelingen. For­ svareren kan ikke strax under Indledningskampen bringe alle sine Batterier til Anvendelse, han behøver en Reserve til muligUnderstøttelse for de afFjenden nær­ mest truede Punkter, maaskee ogsaa til dermed at ind­ lede det tilsigtede offensive Stød. Denne Artillerireserve vil have sin naturlige Opstilling bag Midten af Slaglinien. Skjøndt derfor Forsvareren vil være istand til at være de først optrædende fjendtlige Batterier overlegne i Antal, saa vil han dog efterhaanden komme i Mindretal og dette maa da opveies ved et bedre Valg af Stilling, ved bedre Kjendskab til Terrainet og ved fortifikatoriske Anlæg. Først i Kampens afgjørende Øieblikke, naar Reservernes Indgriben er nødvendig, vil Forsvareren bringe hele sit Artilleri i Ilden. Ildens Gruppering er af megen Indflydelse paa Fordelingen under Fægtningens Gang. I saa Henseende staae for det Meste de høiere Troppeførers og Artilleriførernes Anskuelser principmæssig imod hinanden. Den øverste Ledelse vil holde mest paa Grup­ peringen, altsaa en hyppig Vexlen af Stilling, thi den regner ikke med Træftere, men med Antallet af de imod det paagjældende Maal gjorte Skud. Artilleristen derimod lægger mere Vægt paa en god Stilling, paa at kunne blive staaende i denne saa længe som muligt og paa til fulde at kunne bringe Skytsets store Træfningssandsyn­ lighed til Nytte.

Den rette Ildgruppering gjennemført med rigtigt taktisk Blik for det Store, vil imidlertid præstere mere end en nøiagtig Skydning i det enkelte fra langt tilbage­ trukne Stillinger. Man maa ikke med for stor Ængste­lighed holde fast paa, at en ny Stilling først maa ind­ tages , naar dens Afstand fra den tidligere er betydelig, thi i Felten voxer Træffernes Antal i høiere Grad med Formindskelsen i Afstanden end paa Skydepladsen. Kræve Fægtningsforholdene, at enkelte Batterier forskydes til Siden for derved at kunne forene et større Antal Kano­ner imod eet Maal, saa maa en Forandring i Stilling finde Sted, selv om de paagjældende Batterier have havt god Virkning imod det Maal, de hidtil have beskudt.

Om det Sted, hvor Artilleriet skal virke, er i Besid­delse af alle de Betingelser for en god Artilleri­ stilling, som Theorien kræver, maa ofte lades ude af Betragtning. Kunne Batterierne komme frem og virke imod det Objekt, som skal beskydes, saa ere Hoved­ betingelserne opfyldte; de særegne artilleristiske Finheder ville kun undtagelsesvis og da hovedsagelig i Defensiven kunne komme i Betragtning; en altfor stærk Vedhængen ved disse hindrer Artilleriet i at kunne gribe ind i rette Tid og skader dermed det Hele.

For at kunne disponere over Artilleriet i Overenstemmelse med det ovenfor udviklede, er det nødvendigt, at det er tilstede naar man behøver det; allerede dets Inddeling i Marchekolonnen maa derfor skee med Fægtningen for Øie. Man vil altsaa naar en saadan staaer i Udsigt, ikke alene tildele Avantgarden mere Artilleri end tidligere, men ogsaa saavidt muligt sætte største Delen af dette Vaaben i Spidsen for Hovedstyrken. Ligesaa vil man under en Retraite gjøre Arrieregarden stærk ved Artilleri og sætte en stor Del af dette i Queuen af Hoved­ styrkens Marchekolonne. Fra denne almindelige Regel vil man kun afvige, naar Terrainforholdene ere ugunstige for Anvendelsen af et talrigt Artilleri.

Med Artilleriets Anvendelse i Masse for Øie, vil man allerede ved dets Inddeling i Marchekolonnen stræbe efter saameget som muligt at opretholde Afdelingsforbindelsen. Tildeles f. Ex. en Avantgarde Brigade 2 Batterier, saa vil det være heldigst ikke at stille dem enkeltvis men for­ merede som Afdeling under Brigadekommandørens Be­faling.

4. Taktiske Former og deres Anvendelse.

Almindelige Betragtninger. Med Ildvaabnenes stigende Fuldkommenhed stræbte man stedse efter at give Tropperne en Kampform, som tillod den hurtigst mulige og mest fuldstændige Udfoldelse af egne Kræfter, men som tillige saavidt som muligt sikkrede imod Tab for­ anledigede af den fjendtlige Ild. Dette Maal, som for Fodfolkets og Rytteriets Vedkommende, alt efter Bevæb­ningens Standpunkt, blev tilstræbt paa de mest forskjellige Maader, var tilsyneladende for Artilleriets Vedkom­mende fra den Dag det deltog i Kampen i aaben Mark, allerede en løst Opgave. Ifølge dets eiendommelige Natur virker det kun staaende, under Bevægelsen er det virk­ ningsløst, dets eneste Fægtningsform er Linien. Denne Simpelbed med Hensyn til taktiske Former er dog som sagt kun tilsyneladende, thi for at kunne optræde til rette Tid, paa rette Sted og i tilstrækkelig Styrke, maa det ogsaa bevæge sig, og det i den fjendtlige Ild. Ligesom de andre Vaabenarter i saa Henseende søge de Former, som, idet de saavidt muligt yde Sikkerhed mod den fjendtlige Ild, tillige tillade den hurtigst mulige Overgang til Fægtningsformationen, gjælder ogsaa det Samme for Artilleriets Vedkommende. Siden dets Bevægelighed ligeoverfor Fodfolket er tiltagen betydelig, kan der ogsaa med langt mere Grund end tidligere være Tale om en Benyttelse af særegne taktiske Former.

Det maa antages, at fremtidige Slag og Træfninger ikke nødvendigvis alle blive leverede i et bakkeformet Terrain, der frembyder saakaldte Artilleri-Positioner; den næste Krig kan ogsaa bringe Kamppladse som de ved Friedland, Wagram, Ligny o. s. v., paa hvilke Artilleriet af Mangel paa Stillinger, hvorfra der haves en god Over­ sigt, maa nær ind paa Fjenden for overhovedet at kunne see og virke; Artilleriet maa derfor være indrettet paa at kunne tilbagelægge store Strækninger under Fægtningen i bred Front. Hvis man, saaledes som det efter Felt­ toget 1870— 71 allerede er skeet i Tydskland, dernæst overveier hvilken Betydning det under en kommende Krig vil kunne have paa engang at kaste 20— 30 Escadroner som et Hele ind i Kampens Vægtskaal, saa vil man ogsaa være berettiget til at offre Anvendelsen af større Artillerimasser under en Kommando nogle Ord. De store Bat­ terier ved Eylau og Friedland, ved Wagram, Borodino, Grossgosschen o. s. v. kunde paa Grund af de daværende Ildvaabens ringe Skudvidde blive dannede uden særegne fastsatte taktiske Former. Exercerforskrifter fra hin Tid indeholde derfor heller ikke nogle nærmere Bestemmel­ser desangaaende, men omtale kun hvorledes en allerede i Position staaende Linie af Batterier (i Reglen 4) har at forholde sig. Dengang havde Batterierne efter at have dannet Linie udenfor den virksomme Ild blot at rykke frontalt frem, eller staaende al afvente den fremrykkende Fjende. Den største Del af Feltartilleriet var endnu saa lidt bevægeligt, at der kun kunde manøvreres i Skridt.

Istedet derfor haves nu en langt mere virksom Fod­ folksild paa 3— 4 Gange saa stor Afstand og for Skytsets Vedkommende en langt større Skudvidde, en betydelig forøget Projectilvirkning og en større Bevægelighed. Ar­tilleriets Opgave er dog bleven den samme, men den vanskeligere Løsning, kræver andre Midler og stiller store Fordringer til Føringen.

Efterat den sidste Krig allerede kan opvise idet mindste nogle Tilfælde, hvori «Afdelinger i Batteri-Kolonne« med alle Batterier paa engang rykkede ind i Fægt­ ningen og store Artillerilinier med et heldigt Resultat blev ledede under een Kommando, saa kan man vist­ nok trods Bagladegeværer tænke sig Artilleriet anvendt i fremtidige Krige paa anden Maade, end at det ene Batterie efter det andet, fra Enkeltkolonnen efterhaanden kjører op i «en Stilling».

Den taktiske Enhed. Medens indenfor en Fodfolksdivision Batteriet vil være den mindste Artilleristyrke, over hvilken Divisionskommandøren disponerer, idet det repræsenterer en Kraft, hvis Tilstedeværelse eller Fra­ værelse kan have betydelig Indflydelse paa Fægtningens Gang, saaledes at Batteriet her maa kaldes en taktisk Enhed i artilleristisk Henseende, maa derimod indenfor en Hærstyrke paa to eller flere Divisioner den Enhed, hvormed Overledelsen regner, ubetinget væré' større. Kommandøren for et Armeekorps vil sikkert ikke dispo­ nere batterivis over sine 15 eller flere Batterier. Den næsthøiere Enhed, altsaa Artilleriafdelingen paa 3 a 4 Batterier, maa derfor i saa Fald betragtes som den egent­ lige taktiske Enhed.

I endnu større Fægtningsforhold, hvor Hære staae imod hinanden, danner Fodfolksdivisionen Nutidens Slag­ enhed. Hvor en saadan kommer til Anvendelse, vil den i Reglen mindst have sit Divisionsartilleri hos sig; Korps­ artilleriet vil man fordele helt eller afdelingsvis i Fægt­ ningslinien, i hvert Tilfælde er Artilleriafdelingen det mindste artilleristiske Legeme, hvormed Overledelsen tørregne, men tillige er det ogsaa det største som kan tages som Enhed.

Man kan derfor for de Hæres Vedkommende, hvor der findes Divisions- og Korpsartilleri udtale: I Slaget er Afdelingen Artilleriets taktiske Enhed. Der­ imod er Regimentet det i de Hære, hvor hele Artilleriet, formeret i Regimenter, er tildelt Divisionerne.

Det er sikkert af stor Retydning ved Føringen stedse at holde fast paa Afdelingen som Artilleriets taktiske En­ hed, at forhøie dens Manøverfærdiglied som saadan saa meget som muligt og saa sjeldent som muligt at bryde dens Helhed saavel ved Fredsøvelser, som i Felten. Af Artilleriafdelingerne skulle Artillerimasserne sammensæt­ tes og med disse maa der kunne manøvreres; derfor maae de udgjøre et sluttet Legeme.

Fægtningsstillingen. Linien er den eneste Form, hvori Artilleriet kan kjæmpe.

Kanonerne staae i Batteriet med visse Mellemrum (i Reglen 25 Skridt) ved Siden af hverandre. Bag Ka­ nonerne i 10 Skridts Afstand staae Forstillingerne med Front bagud. I nogen Afstand bag Kanonlinien (c. 80 a 150 Alen) staaer, saavidt muligt dækket, Halvdelen afAmmunitionsvognene (4) og 1 Batterivogn med Front fremefter (die 1° Wagen-Staffeln).

Endnu længere tilbage (c. 1500 Alen), altsaa udenfor «den egentlige Ildu, staae Batteriets øvrige Vogne (die 2ten Wagen-Stoffeln). Denne Deling i 3 Linier, som er indført i alle Hære skjøndt med nogle Modifikationer, bevirker, at Artilleriet aldrig med alle sine Dele er udsat for den fjendtlige Ild. Det frembyder heller ikke, naar det staaer afprotset, og Terrainforholdene ere nogenlunde heldige et saa gunstigt Maal for Fodfolksilden, som Fodfolket og Rytteriet i Angrebsformation. Det kan derfor kun være berettiget at ophæve disse gunstige Betingelser i saadanne Tilfælde, hvor man herved kan opnaae en særegen Fordel for det Hele.

Artilleriet vil kunne frembringe en desto større Ild­ virkning ved samme Frontbredde, jo tættere Kanonerne staae. Paa den anden Side kan ogsaa ligesom i Krigen 1870—71 det Tilfælde indtræffe, at ikke alle Batterier finde Plads til at kunne bringes i Position, saa at nogle maae boldes tilbage. I særegne Tilfælde vil det imid­ lertid være heldigere at formindske Kanonernes Mellem­ rum fremfor at lade en betydelig Kraft ubenyttet af Hen­ syn, som maaskee i Øieblikket ikke ere tilstrækkelig be­grundede. Man kunde saaledes enten ligestrax formindske Mellemrummene, eller ogsaa lade de Batterier som skulle understøtte det allerede i Position staaende Artilleri, inddoublere i dette.

At denne sidste Fremgangsmaade er betænkelig og i mange Tilfælde ikke kan tilraades, maa indrømmes, men en af Hovedvanskelighederne vil dog være hævet, naar en saadan Fremgangsmaade allerede i Fredstid er bleven øvet.

Naar det i afgjørende Øieblikke gjælder om at opnaae en saa stor Virkning som muligt, saa vil en saadan For­ stærkning af Ildlinien næppe være at forkaste. I de Felt­ artillerier, hvor der haves et Enhedskaliber (altsaa ogsaa i Tydskland, hvor den nye 7 . 8 cm K. kun er tildelt det ridende Artilleri) vil en saadan Inddoublering tillige for en kort Tid være en Ammunitions Forsyning for de allerede i Position staaende Kanoner. Den Indvending, at den stærke Krudtrøg i høi Grad vil vanskeliggjøre Sigtningen, er vistnok ikke uden Betydning, men Ulempen vil paa Grund af de flade Baner og Anvendelsen af Skrapnel, være mindre følelig.

Da den ovenfor omtalte Fremgangsmaade absolut vil medføre betydelige Tab saa maa Bestræbelsen gaae ud paa at skaane Artilleriet ved andre Leiligheder, i Særdeleshed a, naar der er anvist det den Opgave blot at henholde Fægtningen, og naar en timevis Forbliven i den fjendtlige Ild selv under ellers gunstige Forhold frem­ bringer betydelige Tab uden at noget tilsvarende Resul­tat derved opnaaes.

Tabene ere navnlig for Hestenes Vedkommende føle­ lige, da gjennemsnitlig Tabet af Heste i Kanonlinien er dobbelt saa stor som af Mandskab. Det Tilfælde kan derfor let indtræde, at samtlige Kanoner vel endnu kunne betjenes men ikke mere kunne skaffes frem. Det kom­mer derfor navnlig an paa at sikkre Bespændingerne som ikke umiddelbart deltage i Fægtningen, saa meget som muligt, hvortil paa store og middelstore Afstande følgende Fremgangsmaade muligen kunde blive fulgt.

Efterat Batteriet har afprotset, bliver kun een For­ stilling pr. Deling, altsaa idet der er Tale om et tydsk Batteri, tre, tilbage ved Kanonerne, de tre andre gaae strax tilbage til Ammunitionsvognene. I Løbet af Fægt­ningen løse disse Forstillinger hinanden af, saaledes at Forstillingerne paa Ammunitionsvognene ikke behøve at komme hen til Kanonlinien for Forsyningens Skyld, men blot have at fylde de tre senest herfra kommende tomme Forstillinger, naar de indtræffe ved Vognlinien.

Da det i Almindelighed kan antages, at Træfferne gruppere sig tættest omkring Batteriets Midte, saa er Sandsynligheden for at tre Forstillinger og muligvis frem­ rykkende Ammunitionsvogne kunne blive trufne i hvert Fald noget mindre. Selv om dette ikke lader sig udføre for alle Afdelingens Batterier, saa vil dog denne For­ holdsregel kunne komme til Anvendelse for deres Ved­ kommende, bag hvilke Terrainets Beskaffenhed muliggjør en dobbelt Opstilling af de i anden Linie værende Ammunitionsvogne.

Manøverform for Artilleriafdelingen.

A. Linien. Det kan ikke negtes, at Linien er den fordelagtigste Form for Bevægelser i den fjendtlige Ild; den muliggjør den hurtigste Overgang til Batteriets Formering og sikkrer bedst imod Tab. Dens Anvendelse for Afdelinger paa 3 à 4 Batterier vil imidlertid ofte vanskeliggjøres af Terrainet og derfor kun sjeldent blive mulig paa større Strækninger; desuden kræver denne Form mere Øvelse end det skulde synes.

Den nøiagtige Overholdelse af Marcheretningen og af de rigtige Mellemrum er en nødvendig Betingelse for at Ilden paa samme Tid kan blive aabnet; desuden maa der rykkes godt ind paa Fjenden. Der bliver derfor ogsaa med Rette ved Feltartilleriet lagt stor Vægt paa god Kjørsel; den er Grundlaget for, at en saadan Frontmarche, hvis Indøvelse ogsaa det preussiske Exercerreglement betegner som særdeles nødvendig og rigtig, kan blive tilfredsstillende udført.

B. Delingskolonnen i enkelte Batterier opstaaer ved samtidig Afbrydning i de enkelte Batterier med Delinger fra Afdelingen formeret paa aaben Linie. Den er altsaa en lignende Form for Artilleriafdelingen som Escadronskolonnen for Rytterregimentet eller Kom­pagnikolonnen for Bataillonen.

Den preussiske «Entwurf zum Exercier-Reglement für die Feld-Artillerie, Berlin 1873» siger om denne Form: «den anbefales, naar Troppelinier skulle passeres eller naar der findes flere Terrainforhindringer, som vilde nødvendiggjøre en gjentagen Afbrydning af den i Linie mar­ cherende Afdeling.» Da saadanne Tilfælde ville være de hyppigste under en Fægtning, maa «Delingskolonnen i enkelte Batterier» betragtes som Artilleriafdelingens egent­ lige Manøverform. Det nævnte Udkast giver fuldkommen Frihed med Hensyn til det Tilfælde, at de enkelte De­ lingskolonner indbyrdes faae et Mellemrum, som er mindre end der behøves til Udvikling. Antager man, at Delingskolonnerne nærme sig hinanden paa c. 30 Alen (25 Skridt), saa erholdes en Form, som svarer til Rytteriets sammendragne Kolonner, og som ligesom hos dette turde byde mange Fordele i en Reservestilling.

Da Udkastet ikke nærmere omtaler denne Form, saa vil den herefter ligesom ved Rytteriet blive kaldet «sam­ mendragen Kolonne» medens derimod Betegnelsen «Ko­lonne Linie» vil blive brugt, naar der imellem Delings­ kolonnerne er fuld Udviklings Afstand, medens ved «De­ lingskolonnen i enkelte Batterier» ikke forudsættes noget bestemt Mellemrum. Delingskolonnen i enkelte Batterier frembyder følgende Fordele:

a) Hele Formen har stor Bøielighed; ved en hen­ sigtsmæssig Forandring af Mellemrummene imellem og i Batterierne, er der netop for Fremrykningen i Fægtningen givet Mulighed for, at afpasse Bevægelserne efter Terrainet; ved Dannelsen af den sammendragne Kolonne erholder man paa den simpleste Maade en meget brug­ bar Form for en Reserve- eller Beredskabsstilling, hvor­ ved, naar Delingskolonnerne ere sluttede, den mindste Frontbrede kan opnaaes.

b) Der er givet den bedst mulige Chance for en hurtig og samtidig Optræden af en Afdelings Batterier; disse kunne fra denne Form rykke umiddelbart frem i deres Stillinger, uden at det ene derved hindrer det andet.

c) Samtlige Batterikommandører befinde sig foran deres Afdelings Front.

d) Overgangen til den forholdsvis gunstigste Form for Udførelse af Afdelingens Flankebevægelser, nemlig til Delingskolonnen, lader sig hurtigst og sikkrest udføre.

e) Vognlinierne kunne uden at skulle skille sig fra deres Batterier, følge Afdelingens Queue.

 «Delingskolonnen i enkelte Batterier» turde derfor  frembyde samme Fordele for Artilleriafdelingen som Escadronskolonnerne for et Rytteriregiment og som Kom­pagnikolonnerne for en Bataillon.

Fremgangen ved en Artilleriafdelings Fremrykning til Fægtning vil omtrentlig være følgende:

Fodfolksdivisionens Avantgarde — de til en taktisk Afgjørelse fremmarcherende Kolonner ville i Reglen mindst være en Division stærke — staaer i Fægtning; Hovedstyrken er under Marche beredt til Fægtning; Artilleriafdelingen i sammendragen Kolonne, forsaavidt Terrainforholdene tillade det. Denne faaer nu Befaling til i Trav at rykke op i Avantgardens Fægfningslinie.

Saasnart Afdelingen kommer i virksom Skuddistance, og Terrainet tillader Bevægelsen i større Frontbredde, vil Afdelingskommandøren lade danne Kolonnelinie. Han har forinden af Divisionskommandøren modtaget Direktiverne for sin Virksomhed og rider derpaa med Battericheferne i hurtigste Gangart frem til den ham anviste Del af Fægtningslinien, medens Batterierne, førte af de ældste Lieutenanter, følge langsomt bagefter, idet de holde Retning med Retningsbatteriet.

Efter i Korthed at have rekognosceret Terrainet og Fægtningssituationen, giver Afdelingskommandøren Bat­tericheferne de nødvendige Anvisninger med Hensyn til Batteriernes Opstilling, Maal, og Tiden, naar Ilden skal begynde. Det Nærmere, Udviklingen paa Linie og Ind­ rykningen i Stillingerne bliver da de Sidstes Sag.

Særdeles gunstige Terrainforhold muliggjøre under­ tiden at alle Batterier paa engang kunne rykke ind i Stil­lingen; i saa Fald giver Afdelingskommandøren selv de nødvendige Befalinger. En saadan fuldstændig samtidig Optræden af et større Antal Kanoner vil være meget at anbefale, naar det for Artilleriet gjælder om at gribe ind paa Afstande, i hvilke en Afgjørelse kan naaes ved at forberede Fodfolkets Stormangreb. Skulle to eller flere Afdelinger (hele Korpsartilleriet) forenede rykke ind i Fægtningen, saa ville de udenfor virksom Skuddistance bevæge sig afdelingsvis i sammendragen Kolonne. Om de enkelte Afdelinger komme til at staae ved Siden eller bag hin­ anden, maa Terrainet afgjøre; det Sidste vil vel være Reglen. Under denne Forudsætning vil, saasnart Ter­ rainet og andre Forhold ikke mere træde hindrende iveien, den i første Linie staaende Afdeling danne Ko­ lonnelinie, den i anden (og maaske ogsaa tredie) Linie værende Afdeling vil trække sig i Skraamarche ud til Siden og ligeledes danne Kolonnelinie, saa rykkes med alle Batterier frem i een Linie hen til Stillingen. Det er af stor Vigtighed, at Kommandøren for en saadan Artilleri­ masse kommer saa tidlig som muligt paa Kamppladsen, for at faae Tid til at overveie, hvilken Form der vil være den heldigste under Fremrykningen.

Det vil være at anbefale, under denne at lade et Slags Patrouiller (Officerer eller Underofficerer) ride i 150 Alens Afstand foran hver Delingskolonne som Veivisere. Der kan i saa Henseende ikke gjores Regning paa Bat- lericheferne, som ere optagne af saameget andet, og Anvendelsen af disse Patrouiller vil derfor ofte kunne forebygge, at Kolonnerne paa Grund af Terrainforholdene blive standsede.

Skjøndt Anvendelsen af store Artillerimasser paa engang under en Fægtning vistnok vil forekomme sjeldent, om end hyppigere end Anvendelsen af store Ryt­termasser, saa vil det dog kunne ske, og for at Forvent­ningen om, at et stort Resultat derved kan opnaaes, skal blive fyldestgjort, maa allerede i Fredstid den bedste Form for dens Optræden være funden og indøvet.

Da imidlertid Indøvelsen deraf i Forbindelsen med de andre Vaabenarter, som allerede tidligere omtalt, vil være forbunden med Vanskeligheder, saa maa man i Reglen lade sig nøie med at indøve det uden disse i Exerceertiden, idet man blot gaaer ud fra visse Suppo­sitioner. For Sammenvirkningen med Fodfolket maa Krigsspillet betragtes som det bedste Middel til at give et Billede af Artilleriets Anvendelse i det Store.

C. Echelonerne. Frem og Tilbagerykning i Fægtning udføres naturligvis forskjellig alt efter Fægtnings­ forholdene og den Vaabenart, man har umiddelbart ligeoverfor sig. Fremfor Alt er den Omstændighed af stor Betydning, om Indtagelsen af en ny Stilling bliver lettet derved, at en Del vedbliver med sin Ild, medens en anden under dennes Beskyttelse indtager den nye Stilling.

Under et Angreb vil en echelonvis Fremrykning kun sjeldent blive anvendt, da Fjenden ligeoverfor det nær­ mere kommende Maal næppe agter paa den Del, som bliver staaende. I dette Tilfælde vil man altsaa fore­ trække, i Særdeleshed imod Fodfolk, at rykke frem med hele Kanonlinien paa engang, hvilket bortseet fra den moralske Virkning ogsaa stemmer bedre overens med Artilleriets Massebrug. Vistnok voves der Noget paa denne Maade, men et større Resultat vil til Gjengjæld blive opnaaet, navnlig naar Fremrykningen sikkres ved at Rekognosceringspatrouiller sendes iforveien. Kun i sær­ egne Tilfælde, hvor en virkelig Fordel derved kan opnaaes, vil en Fremrykning i Echeloner være at anbefale.

Under et Forsvar stille Forholdene sig derimod helt anderledes. Den Del af Artilleriet, som bliver Fjenden nærmest, kan i den mindre Afstand endnu opnaae betyde­lig Virkning, medens den anden Del ved at fjerne sig fra Fjenden bliver mindre udsat. Det ligger desuden i For­ svarets Natur, at de nærmest Fjenden værende Linier optages af bagved værende; dette maa saameget mere (inde Sted ved Artilleriet, som det ved de store Skud­ vidder specielt er egnet til en saadan Kampmaade. Ar­tilleri vil derfor i Reglen gaae tilbage echelonvis. Hvor store Echelonerne skulle være, maa naturligvis afhænge af Forholdene, men faa og stærke Echeloner ville være bedst for Princippet om Artilleriets Massebrug.

Med Hensyn til Echelonernes Anordning maa der tages Hensyn til, at en Markering af Ilden bør undgaaes, hvorimod der skal stræbes hen til at opnaae en for Virk­ ningen gunstig taktisk Situation (f. Ex. flankerende Ild).

Disse to Fordringer fyldestgjores bedst, saavel i Offensiven som i Defensiven, ved at danne Echelonerne fra den yderste Fløi. Hvilken denne er, falder af sig selv, naar Artilleriet allerede staaer paa Fløien af Slag­ linien , staaer det derimod i Centrum, saa er den ydre Fløi den, som er vendt imod Afgjørelsesfløien (Offensiv­ feltet), den indre, den, som er nærmest den demonstra­ tive Fløi. I hvilken Form de enkelte Echeloner skulle bevæge sig vil aldeles afhænge af Terrainet og af Forholdene.

5. Udledelsen.

De Resultater, som Artilleriet opnaaer ved en rigtig Ledelse af Ilden kunne — naar man ikke er blind for de i Krigen 1870— 71 gjorte Erfaringer — kun bedømmes fra større Synspunkter. Har man i Fredstid gjort hvad man kunde for at tilveiebringe en Kanon med fladest mulig Bane med mindst Spredning og med størst Pro­jektilvirkning, for at give Officerer og Mandskab den bedst mulige Uddannelse, saa vil man i Krigstid kun have at regne med hvad et Batteri eller en Afdeling gjennem­ snitlig derved er bleven istand til at præstere, altsaa kun med større Tal. At stole paa det enkelte Skuds Træfningssikkerhed kan kun forsvares under mindre For­ hold; hvor der optræder mere Artilleri, vil det føre til Kraftens Adsplittelse at tage Hensyn til den enkelte Ka­nons Skydning. Artilleri bliver selv med de mest fuld­ komne Kanoner Artilleri, og maa stedse søge at opnaae et Resultat ved at anvende Masser, ikke derimod ved at drive Skiveskydning.

Det var denne Tilbeden af Præcisions-Skydningen, en Følge af, at de første Riffelkanoner bleve anvendte ved Dybbøls-Beleiring, som bragte det tydske Artilleri en Tid lang paa Afveie; endnu i den fransk-tydske Krigseer man i Stillinger hvor der kunde staae 40 og det dob­ belte Antal Kanoner, enkelte Batterichefer med deres 6 Kanoner, drive Taktik paa egen Haand, medens ved en ensartet Ledelse det dobbelte og tredobbelte Resultat havde kunnet opnaaes.

Der var en Tid, da mange Artilleriofficerer ansaae det for givet, at Batterichefen var den eneste Artilleri­ befalingsmand af taktisk Betydning. Nu derimod efter Kampene ved Metz vil det vistnok blive indrømmet, at ogsaa de høiere Befalingsmænd kunne spille en særdeles vigtig Rolle.

Ligesom ved Troppers Anvendelse overhovedet, saa maa ogsaa ved Artilleriet med Hensyn til Uddelingen af Befalinger følgende Skala iagttages: Rettesnore, Dispo­ sitioner (Anvisninger), Befalinger, Kommando Ord; dette er i Særdeleshed af Vigtighed for Ildledelsen.

Artilleriets Massebrug er fremfor Alt at holde for Øie. At stille alle i Fægtning staaende Batterier under een umiddelbar Ledelse vil ikke altid være nødvendigt eller engang muligt. Derimod maa det som Princip fastholdes: at Ilden fra alle paa eetSted forenede Batterier kun skal ledes af een Befalingsmand. Der maa derfor holdes strengt over, at hvergang en Artilleriposition forstærkes, den Ældste i Rang overtager Kommandoen over det Hele.

Fra denne og nedad maa de enkelte Graders Virksomhed være nøie begrændset, da kun derved kan fore­ bygges, at en Anordning maaske den ene Gang træffes dobbelt, den anden Gang slet ikke.

Med Hensyn til Ildens Ledelse for de enkelte Batteriers Vedkommende har man overalt bestemte For­ skrifter i saa Henseende. Optræder derimod en Artilleri­ afdeling som eet Legeme, saa vil Afdelingskommandøren kun træffe saadanne Anordninger, som ere nødvendige med Hensyn til Batteriernes ensartede Virkning, og vil saalidt som muligt have at gribe ind i, hvad der hører under Batterichefernes Ressort. Dette maa tilraades desto mere, jo mere udvidet Brug Artilleriet gjør af «Delings­ kolonnen i enkelte Batterier«, en Form, som indenfor Afdelingsrammen giver Battericheferne en vis Selvstæn­dighed. En selvstændig optrædende Afdelingskommandør vil derfor finde sin Virksomhed i og have at træffe sine Dispositioner med Hensyn til Følgende:

Observeringen af Fodfolksdivisionens Fægtning og af Artilleriets Virkning indenfor samme.

Ildens Aabning og Standsning.

Valg af Maalet, og Angivelse af naar det skal vexles. Med Hensyn til Projektilsort, Ildordningen og Ind­skydningen vil Afdelingskommandøren kun da give Bat­terierne Befalinger, naar særegne Forhold nødvendiggjøre det, f. Ex. naar der vedvarende fyres paa urigtige Af­ stande og lignende.

a) Observeringen af Artilleriets Virkning i Almindelighed i Sammenhæng med Fodfolksdivisionens Fægt­ning.

Den høistbefalende Artilleriofficeers Opholdssted under Fægtningen bestemmes af Forholdene. Det vil ligesaalidt kunne holde Stik at paastaae, at han stedse maa være i Divisionens Stab som at ville hævde, at han aldrig maa forlade sine Batterier af Frygt for, at Ledelsen skulde falde ham ud af Haanden. Er Afdelingskommandøren nøie underrettet om Overledelsens Hensigter, og om den Opgave, som Divisionens Artilleri har, for at Resultatet kan naaes, saa synes hans Tilstedeværelse ved Divisions­ staben at være ligesaalidt nødvendig, som Fodfolks Brigadekommandørenes eller Chefen for Rytteriets Tilstede­ værelse der; for at kunne blive i Forbindelse med Divisionskommandoen har Artilleriafdelingen sin Stab.

Der maa altsaa lægges Vægt paa, at Afdelingsføreren navnlig opholder sig ved sine Tropper, dette er den bedste Garanti for Batteriernes ensartede Optræden; dermed skal dog ikke være udelukket, at han ikke af og til begiver sig til Divisionskommandøren for at indhente nærmere mundtlige Anvisninger. For at kunne give Battericheferne rigtige Anordninger, maa lian see det, som disse kunne see; fra Divisionsstabens Standplads kan derimod Meget tage sig anderledes ud end fra Ar­tilleripositionen (det skulde da være, at begge faldt sam­ men, hvad der hyppig vil være Tilfældet). Har Situatio­nen f. Ex. forandret sig, inden en Befaling fra Divisionen indtræffer ved Afdelingen, saa vil en Misforstaaelse sna­ rere forebygges, naar denne Befaling er affattet mere al­ mindelig, end naar den blev udfærdiget mere detailleret ved den i Divisionsstaben værende Afdelingskommandør. Paa den anden Side er der mindre Fare for at dennes Person under paatrængende Forhold bliver overseet, naar han befinder sig hos sine Batterier.

Ved Observationen af Artilleriets Virkning skal Afdelingskommandoren navnlig have for Øie, at Afdelingen som Helhed opnaaer det bedste Resultat; han skal der­ ved blive sat istand til at bedømme:

naar Maalet skal vexles,
naar en anden Position skal indtages og
naar en Melding eller Forestilling til Divisionen synes nødvendig.

Hvorledes denne Observation bedst finder Sted kan na­turligvis ikke angives. En rigtig Forstaaelse af alle Vaabenarters Taktik og en rigtig Bedømmelse af Terrainet ere nødvendige Forudsætninger; dertil kræves en stadig Øvelse i Fredstid, dels ved at knytte Skydeøvelserne til bestemte Dispositioner, dels ved Manøvrene og dels ved Krigsspillet. Krigen stiller i Virkeligheden saa store Krav, at denne Færdighed, som lader sig opnaae i Freds­ tid bliver til en anden Natur.

b) Ildens Aåbning og Standsning.

Angaaende Fægtningens Hovedperioder modtager Afdelingsføreren Anvisninger fra Divisionskommandoen. Sim­pelthen at følge dem vil ikke altid være hensigtsmæs­sigt, thi indtil Afdelingen kommer i Stilling, eller indtil den paagjældende Befaling kommer til den i Ilden væ­ rende Afdeling kan Situationen i Fægtningen have for­ andret sig. Afdelingskommandøren maa derfor forstaae at bedømme Forholdene saa meget, at han kan udføre det givne Paalæg saaledes, som den øverste Ledelse un­der de forandrede Forhold kunde ønske det. Med Hen­ syn til Ildens Aabning sørger han fra sit specielle artil­leristiske Standpunkt for:

at Kanonerne indtil Ildens Begyndelse holdes saa vidtmuligt skjulte, naar det givne Paalæg tilstederdette,

at alle Midler blive anvendte til alt i Forveien, forsaavidt Tiden tillader det, at skaffe sig Momenter med Hen­syn til de forskjellige Afstandes rigtige Bedømmelse,

at om mulig alle Batterierne paa engang kunne aabneIlden.

Med Hensyn til Ildens Ophør maa iagttages Følgende:

Saasnart Virkningen bliver tvivlsom, maa Ilden op­høre, f. Ex. naar det bliver mørkt eller Fjenden ikke længere kan sees. Ammunitionen er altfor kostbar til, at man kan indlade sig paa tilfældig Træfning.

Maa Ilden standses, fordi Batterierne have forskudt sig, saa bliver Afdelingen staaende, naar ny Ammunition snart kan ventes.

At blive staaende i lang Tid uden selv at kunne give Ild har dog kun Berettigelse, naar hver Kanon i yderste Nød kan afgive eet Skud eller naar gunstige Terrainforhold yde Sikkerhed. Der kan i intet Tilfælde ventes no­ get Opmuntrende for andre Tropper deraf, at de see paa, hvorledes værgeløse Tropper tjene Fjenden som et godt Maal.

Tab retfærdiggjøre kun da Ildens Ophør, naar Ka­ nonerne ikke længere kunne betjenes. Hensynet til, at man skal kunne skaffe Kanonerne bort maa ikke komme i Betragtning. Bestemte Paalæg om, hvorledes han skal forholde sig i yderste Nødsfald, maa Afdelingskomman­døren indhente hos Divisionen, thi dennes Kommandør maa bedst vide, hvilken Betydning f. Ex. et Batteris Tabunder de givne Forhold har for Divisionen.

c) Valg af Maalet.

Det er ligesaa urigtigt at paastaae, at Artilleriet prin­cipmæssig kun skal skyde paa Fodfolk og Ilytteri, som at ville hævde, at det fjendtlige Artilleri altid først og fremmest skal bringes til Tavshed.

Man kan ikke bestride, at det Parti har større Frihed med Hensyn til, hvorledes det skal gjennemføre Fægt­ningen, som under Indledningen har forstaaet at tilveiebringe en overlegen Artillerivirkning. Hvormeget man end derfor kan have imod «Kanonaderne», cn saadan vil altid være nødvendig, indtil en saadan Overlegenhed er indtraadt for den ene eller den anden Part. Derimod vil man gjerne søge at undgaae den der, hvor Terrainet i Begyndelsen holder de fjendtlige Artillerier paa store Distancer fra hinanden — f. Ex. en bred Dal, som kun paa enkelte Steder kan passeres — og naar Tropper af andre Vaaben byde et godt Maal. Dreier det sig f. Ex. under Gjennemførelsen af Fægtningen om at holde en By, som er saa stærk, at den ikke kan tages af Fodfolk uden en meget virksom Understøttelse af Artilleriet, saa vil Forsvarsartillerict beskyde Fjendens Batterier og rolig lade hans Fodfolk komme ind i den virksomme Gevær­ ild; er derimod Byen uheldig for et haardnakket Forsvar, derved at Ilden fra Besætningen ikke kan komme til at virke, saa maa Artilleriet hovedsagelig rette sin Ild mod det angribende Fodfolk. De faktiske Forhold og Terrainets Beskaffenhed have derfor stor Betydning med Hen­syn til Valget af Maal. Vil man derfor opstille en be­stemt Regel kan man kun sige: Artilleriets Maal bestemmes saaledes, at man beskyder de Troppearter, som i det givne Fægtningsmoment ere af størst Betydning med Hensyn til Resultatet i det Hele. Artilleriet maa stedse, navnlig ved Begyn­delsen af et Felttog, stræbe efter at Fjenden faaer Re­spekt for dets Virkning. At vexle Maal og at fordele Ilden paa liere Maal, maa derfor saameget som muligt undgaaes. Naar halve Forholdsregler i Krigen overhove­ det ikke frembringe noget Resultat, saa gjælder dette ogsaa for Artilleriets Vedkommende navnlig med Hensyn til Valget af Maal. Der hvor Artilleriet griber ind, maa dét skee med Kraft. Er man altsaa paa det Rene med, at der i et Punkt af den fjendtlige Lipie maa brydes et Hul, saa maa ogsaa samtlige disponible Kanoner rettes imod dette Punkt. Den større Vished man faaer for ved Projektilernes Masse paa dette ene Punkt at opnaae en materiel og moralsk Virkning, er alene det Afgjørende. Der maa altsaa siges: Ilden bør concentreres imod det i hvert enkelt Tilfælde vigtigste Maal.

Ved Valget af Maalet maa man ogsaa være betænkt paa under alle Forhold at lade Vaabnets Ødelæggelses­ princip træde frem.

Bliver der fyret paa Artilleri, saa er det at anbefale, at samtlige Kanoner i et Batteri rettes imod det fjendtlige Batteris Midtekanon, man bringer paa denne Maade flere Træffere i dette Batteri. Kommer en hel Afdeling til Virksomhed, saa var det maaske endnu bedre at rette samtlige Kanoner imod et i Midten stuaende fjendtligt Batteri og da først at tage et andet under Ilden, naar det første bar lidt paafaldende Tab. Det gjør sikkerlig mere Indtryk, naar et Batteri bliver gjort helt ukampdyg­ tigt, end naar flere Batterier lide mindre Tab, som ikke berøre deres Kampdygtighed.

En lignende Fremgangsmaade maa iagttages imod Fodfolk. Da det i Nutidens Fægtning er af væsentlig Betydning stedse at opretholde Sammenhængen i den forreste Linie, saa vil man stræbe efter at forstyrre den hos Fjenden; kan man allerede paa større Afstande gjennembryde den fjendtlige Linie ved Ildvirkning, vil man sikkert opholde den og lette Indtrængelsen i Samme Artilleriet maa altsaa ikke beskyde fjendtligt Fodfolk ens­ artet over dets hele Linie, men maa stræbe efter aldeles at tilintetgjøre det paa enkelte, om muligt paa de vig­tigste Steder.

Tages Hensyn til det ovenfor Udviklede, tør den Sæt­ning maaskee opstilles, at det valgte Maal ikke maa beskydes ligemeget i hele dets Udstrækning, men det skal gjennembrydes paa enkelte Steder.

6. Ammunitionsforsyningen.

Batterierne ere for Tiden udrustede med saa mange Skud pr. Piece, at de i Reglen ville kunne nøies dermed paa en Slagdag. Dette synes saaledes at fremgaae af de i Krigen 1870—71 gjorte Erfaringer, skjøndt ikke faa Exempler kunne fremvises paa Batterier, som havde for­ skudt sig. Saaledes gjorde den 16de August 1870

Skærmbillede 2023-11-19 kl. 22.10.25.png

Erfaringerne fra 1870— 71 kunne imidlertid ikke en­gang give noget afgjørende Holdepunkt; thi de to Ar­tillerier, som optraadte mod hinanden vare ikke jevnbyrdige, og de bedste Kanoner fandtes hos Angriberen, altsaa paa den Side, hvor Ammunitionsmangel sandsyn­ ligst indtræder først. Har derimod Forsvareren lige saa gode Kanoner som Angriberen, saa maa Offensiven søge at tilkjaempe sig en Overmagt ved Massen af sine Pro­ jektiler og man tør derfor vistnok paastaae, at der i Fremtiden vil blive brugt endnu mere Ammunition af Angriberen end i Krigen 1870—71.

Ligeoverfor en saadan Eventualitet synes det at være af stor Vigtighed at komme paa det Rene med, hvor­ ledes Ammunitionsforsyningen bedst skal sikkres, saameget mere som en saadan i Slagene den 16de og 18de August var forbunden med store Vanskeligheder og un­dertiden ikke kunne finde Sted. En muligst hensigts­ mæssig Indretning af Ammunitions Tilførslen fra bagved værende Linier vil vistnok frembringe et bedre Resultat end at forøge Ammunitionsvognenes Antal ved Batterierne.

Fastholdes den i Preussen fastslaaede Fordeling af Batteriet paa 3 Linier (see tidligere), saa maa Ammunitionstilførslen skee saaledes, at paa den ene Side Tab af Mandskab og Heste bliver saa ringe som muligt, og at der paa den anden Side saavidt muligt tages Hensyn til Artilleriets Massebrug. Forstillingerne ville i Reg­len være at forsyne med Ammunition i den fjendt­ lige Ild; vil man nu forebygge Tab, saa maa man først have sin Opmærksomhed henvendt herpaa. Fyres der fra en Stilling i ikke altfor kort Tid, saa vil det tilsigtede Maal tildels kunne opnaaes derved, at man saaledes som tidligere omtalt kun lader en Forstilling for hver to Ka­noner forblive i Ildlinien medens de øvrige gaae til 1ste Vognlinie. Er det saa paa Heldningen med Ammunitio­nen i Ildlinien, saa rykke de tre fyldte Forstillinger fra Vognlinien frem, medens de tomme gaae tilbage til denne og atter forsyne sig der.

Fornyningen af 1ste Vognlinie sker fra 2den saaledes, at de tomme Ammunitionsvogne gaae tilbage til denne, medens de fyldte rykke frem i 1ste Linie.

Naar Batterierne formerede afdelingsvis staae i Ilden og de stedlige Forhold nogenlunde tillade det, saa vil man stille de tilbagegaaende Vogne under een Befaling, saameget mere som ogsaa Afdelingens 2den Vognlinie er underlagt een Kommando; derved sikkrer man sig allerbedst imod, at enkelte Vogne kjøre vild. Det er Afdelingskommandørens Sag i denne Retning at give Batterierne Anvisninger og tillige at tage Bestemmelse om, hvilket Batteri der hvergang skal afgive en Fører for de tilbagegaaende Vogne. Det enkelte Batteri er et for lille Legeme til med Fordel i Længden at kunne sørge for Ammunitionens Fornyelse. Anordninger des angaaende maa udgaae fra Afdelingen; desuden findes imellem Befalingspersonalet ved tre eller fire Batterier lettere en brugbar Fører for Vognene end ved et enkelt.

Afdelingens 2den Vognlinie følger paa 1200 Alens Afstand, den har at vedligeholde Forbindelsen med Bat­terierne og med den 1ste Vognlinie, samt at opsøge For­bindelse med de til Kamppladsen beordrede Ammuni­tionskolonner. Ved fra disse at modtage fyldte istedetfor de tomme Ammunitionsvogne, danner den paa en Maade selv en Ammunitionskolonne. For at Forsyningen af den 1ste Vognlinie kan gaae sikkert for sig, vil det være heldigst at lade denne skee under Ledelsen af Føreren for den samlede 2den Vognlinie. Ligeledes vil denne have at sørge for hele Afdelingens Forsyning fra Ammunitions­ kolonnerne, hvorfor han ogsaa har at udbede sig Oplys­ ning om disses Opstillingspunkter fra Afdelingskomman­ døren. Ammunitionskolonnerne ere ikke bestemte til i første Linie at forsyne Batterierne under en Fægt­ ning med Ammunition, da i Reglen den med Batteriet følgende Ammunition skal kunne holde ud i een enkelt Fægtning; man maa dog forlange, at de i tilstrækkeligt Antal kunne komme saa snart tilstede paa Kamppladsen, at Batterierne kunne fornye Ammunitionen til den næste Dag.

Det vil dog altid være mere sikkert endnu under selve Kampen at have enkelte Ammunitionskolonner i Nærheden. Dertil er det nødvendigt at anvise dem en hensigtsmæssig Plads og dernæst at dirigere dem derhen, hvor formodentlig en ny Ammunitionsforsyning er mest paatrængende. En gjensidig Meddelelse imellem Kolon­ nerne og 2den Vognlinie angaaende den Plads, hvor Op­stilling er taget, er i saa Henseende en nødvendig Be­tingelse.

Det vil neppe være tilsrækkeligt for at bringe Ammu­ nitionsforsyningen i Felten i det rette Spor, at der gives en hel Del Forskrifter; Øvelser allerede i Fredstid maaeogsaa med Hensyn hertil være meget ønskelige. De ville dog altid være forbundne med Vanskeligheder, og det er derfor navnlig i Krigsspillet, at Artilleriet kan tage tilstrækkeligt Hensyn til Ammunitionsforsyningstjenesten.

Men medens der saaledes arbeides paa at forberede en hurtig Tilførsel af Ammunition i Krigstid, maa der paa den anden Side ogsaa stræbes hen til at indskrænke Ammunitionsforbruget i Batteriet saa meget som muligt.

Saaledes taler den forandrede Konstruktion af Projektilet, hvorved dettes Virkning er blevet saa betydelig forøget, for Muligheden af at kunne indskrænke Ammu­nitionsforbruget.

Dernæst er et enkelt Kaliber for Feltartilleriet i høi Grad til Gunst for en lettere Ammunitionsforsyning, idet alle Batterier kunne hjælpe hinanden og ingen Forvexlinger navnlig ved Ammunitionskolonnerne kunne finde Sted. Et andet Middel ligger i en rigtig Taktik, altsaa hovedsagelig deri, at man saaledes som alt tidligere ud­talt bringer samtlige disponible Batterier i Virksomhed og anvender dem i en Form, som tillader en saavidt mulig samtidig Optræden paa flere Punkter. Jo flere Ka­noner der i et bestemt Tidsrum afgive deres Ild, desto større er Virkningen i Forhold til Skudantallet, da de enkelte Skud kunne afgives langsommere; der behøves altsaa ogsaa mindre Ammunition. Store Artillerilinier forskyde sig ikke saa let under forøvrigt lige Forhold som enkelte Batterier, der ofte ere nødte til at fyre hur­ tigt, for at holde Fjenden i Aande. Ogsaa Indskydningen kræver mere Ammunition, naar der manøvreres med enkelte Batterier, og i dette Tilfælde bliver Vognliniernes Opgave ogsaa langt vanskeligere, end naar de blot have at holde sig til Afdelingen.

Artilleriets Sammenhold, dets Anvendelse i Masser er derfor ogsaa en af de vigtigste Betingelser for at kunne holds Hus med Ammunitionen.

Ovenstaaende Artikel, som hovedsagelig er en Over­ sættelse af en Afhandling «Von der Taktik der Artilleri» i Januarheftet af Militær-Literatur-Blatt gives herved med det Forbehold, at uagtet vi i Meget kunne slutte os til Forfatterens Anskuelser, ere Forholdene i en stor og en lille Hær saa forskjellige, at ikke Alt kan overføres paa vore Forhold.

Artikel
Publiceret den 19. nov. 1875
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner