Log ind

Nogle militærpsykiatriske erfaringer fra de to finske krige

#

Det er overordentlig interessant at lægge mærke til, at man i Finland under de to krige gjorde militærpsykiatriske erfaringer, der for en stor del stemmer med de erfaringer, man gjorde i vestmagternes hære*), skønt det jo på grund af forholdene var udelukket, at man kunne udveksle erfaringer og iagttagelser. Finland er et lille land med en lille befolkning og uden stor økonomisk evne, og landet førte for en stor del forsvarskampe, hvorfor man her i landet må lægge særlig vægt på de finske erfaringer, hvorimod forholdene i vestmagternes hære var ganske andre, idet hærene var så kolossalt store og de økonomiske tilgange ganske andre end dem, vi nogensinde kan regne med. Da man i Finland efter vinterkrigen skulle planlægge den fremtidige organisation af sanitetstjenesten efter de i krigen vundne erfaringer, var man klar over, at antallet af krigsneuroser i en kæmpende hær er ganske betydeligt, og at det er absolut nødvendigt, at man i sanitetstjenesten råder over en vel planeret og effektivt organiseret psykiatrisk behandling, idet hæren ellers lider et alt for stort tab. I F in ­ land nåede man dog først at få skabt denne organisation efter den anden krigs udbrud.

*) Se Jørgen Ravn: Militæ rt Tidsskrift 78: 408, 1949.

Man gjorde da den erfaring, at det havde været af største værdi, om man havde haft psykologiske udvalgsprøver ved udtagelse af mandskabet, men man havde ikke haft det i fredstiden, og under krigen blev der ikke tid til at organisere det. Man led desuden under mangelen på uddannede psykologer, hvorfor man nøjedes med at udføre intelligensprøver på de soldater, der under krigen blev indlagt på krigssygehusenes psykiatriske afdelinger. Man gjorde den erfaring, at antallet af krigsneuroser var overordentlig afhængig a f hele situationen, dels ved fronten, men også af forholdene bag fronten, i soldaternes hjemegn og i hele landet iøvrigt. Under vinterkrigen 1939/40 så man relativt få krigsneuroser. Hele folket stod enigt ; alle var forenede i den tanke, at landet skulle forsvares imod angriberne. Enhver søgte at gøre sin pligt til det yderste, og det var, ligesom soldaterne ikke havde tid til at reagere neurotisk. Man havde ingen større vanskeligheder med psykopaterne; krigen var så kort og koncentreret, at psykopaternes tilpasningsvanskeligheder, som er størst i de mere stilfærdige og rolige perioder i en krig, ligesom ikke nåede at gøre sig gældende. Under krigen 1941/44 ændredes forholdene imidlertid helt. I begyndelsen mærkede man såvel i hæren som i befolkningen den samme stemning som under vinterkrigen, vel noget i retning af det, man i Danmark ville kalde ånden fra 48. A lle var enige om, at man hurtigst muligt skulle tilbageerobre de landsdele, som måtte afstås i marts 1940, men da dette var gjort, hørte enigheden op. E n stor del af soldaterne og også en stor del af den civile befolkning mente nu, at målet var nået, og man havde kun ringe lyst til at være med til krigstogt ind i Rusland, trods det at grænseområderne her var boplads for finske stammer. E n del af soldaterne begyndte at føle sig usikre; antallet af deserteringer steg, og samtidig begyndte der at vise sig krigsneuroser i langt større tal end før. Det største antal krigsneuroser kom imidlertid ved gennembruddet på den karelske front i sommeren 1944, hvor russerne var så totalt overlegne og blandt andet præsterede et artilleribombardement, som er uden sidestykke i krigshistorien. Under krigen 1941/44 blev man hurtig klar over, at der måtte etableres en virkelig psykiatrisk behandling af soldater med krigsneuroser, og behandlingen måtte ledes af psykiatriske speciallæger. Da de store krigssygehuses psykiatriske afdelinger fortrinsvis var blevet anbragt i de bestående civile sindssygehospitaler, kom overlægerne der til at være ansvarlige for behandlingen af soldater med krigsneuroser, men det viste sig, at dette ikke var særlig formålstjenligt. De civile læger forstod ikke den militære tankegang, var ikke fortrolig med hele det militære miljø, og de forstod ikke overkommandoens stadige krav om flere tropper. Hæren syntes, at soldaterne med neuroser burde kunne komme i tjeneste igen for at hjælpe med til at fylde de huller, som opstod ved den fortsatte krigsførelse. De civile læger syntes, at det var synd for soldaterne at sende dem ud igen ; man beholdt dem altfor længe på sindssygehospitalerne, og når selve behandlingen var overstået, fik soldaterne lange, ofte måneder varende, permissioner. N år så disse soldater skulle møde igen til fornyet tjeneste efter en lang tids ophold på et rekreationshjem eller i deres eget hjem, blussede alle de neurotiske symptomer op igen, og man var lige vidt. Man blev klar over, at man måtte have et centralorgan, der ledede hele den militærpsykiatriske virksomhed, og man ansatte som ledende psykiater en veluddannet psykiater, der fra sin deltagelse i frihedskrigen i 1918 og fra sin tjenestetid derefter i hæren i såvel stabs- som fronttjenesten havde et nøje kendskab til militære forhold. Man gav ham militær rang af oberstløjtnant, og han fik fast tjenestested i overkommandoen. (I Fin land har lægerne, som i en række andre hære, officersbetegnelse, altså sanitetskaptajn = vor overlæge og sanitetsoberstløjtnant = vor stabslæge).

Man søgte nu at give krigssygehusenes psykiatriske afdelinger et mere militært præg, de blev ledede a f psykiatere, der var indkaldt som militærlæger (sanitetsofficerer) og den ledende militærpsykiater rejste meget hyppigt rundt på de forskellige psykiatriske krigssygehuse på inspektion, og han lagde megen stor vægt på, at behandlingen på de psykiatriske afdelinger såvidt muligt blev ens de forskellige steder. Disse psykiatriske krigssygehuse indrettedes også i skoler, store hoteller og lignende, men også stadig i bestående sindssygehospitaler, hvor man dog indrettede dem i særlige pavilloner, som man adskilte fra det øvrige hospital. I Karelen lå disse sygehuse ca. 50 km bag fronten og ved fronten nord om Ladoga 50— 80 km. Soldaterne kom direkte fra regiments- og bataillonsforbindingspladserne eller fra andre krigssygehuse. Som hovedbehandlingsmetode brugte man i begyndelsen cardiazolshock og senere elektroshock. N år soldaterne blev bedre, sendtes de længere bagud til efterbehandling og til en hurtig genoptræning. Man gav dem ikke mere nogen lang orlov, når behandlingen var overstået, som oftest kun 5 dage og aldrig nogensinde mere end 12 dage. Soldaterne skulle derefter melde sig ved det krigssygehus’ psykiatriske afdeling, hvor han først var indlagt, og der blev han så bedømt. Kunne han sendes til tjeneste ved fronten igen, blev han såvidt muligt sendt til sin gamle afdeling, hvor så den end var i landet. Det var nemlig meget væsentligt, at soldaten kom tilbage til sine gamle kammerater og til de befalingsmænd, der kendte ham, og som han kendte. På de psykiatriske krigssygehuse blev som nævnt de indlagte soldater underkastede intelligensprøver. I løbet af 1942 kom man ind på at samle alle, som man på krigssygehusene anså for at være uegnede til egentlig fronttjeneste, i et stort specialkompagni, der lå i en stor uddannelseslejr i Lahtis. Her samledes således krigsneurotikere, intelligensdefekte, psykopater, soldater med lette epilepsier m. m. Under observationstiden i denne lejr søgte man at finde ud af, hvad hver eneste af soldaterne kunne klare, og til hjælp ved denne observation havde man en fuldt uddannet psykolog, der havde o fficersgrad. E fter endt observation fordeltes så disse soldater til særlige »nerverekonvalescentkompagnier«. Disse kompagnier blev brugt til særlig tjeneste, f. eks. oprydning i gamle erobrede befæstningslinier og senere desuden bag selve frontlinien. Det allerførste forsøg gik ikke så godt, da kompagniet blev anbragt et sted, hvor det var i alt for nøje kontakt med selve krigsoperationerne, idet det lå foran for eget artilleri, hvilket medførte fornyede anfald af neuroser hos kompagniets soldater. Senere trak man så disse kompagnier længere tilbage, og man havde god nytte af dem ved brobygning, befæstningsarbejder, reparationsarbejder, opsamling af pigtråd i terræn’et o. s. v. (Dette er jo nøjagtig det samme, som Rees kom frem til i England). Det viste sig i Finland, ligesom i alle andre lande, at det var sinkerne, der i stor udstrækning fik krigsneuroser. E n del af de virkelig åndssvage klarede sig egentlig forbavsende godt ved fronten; de forstod simpelthen ikke, hvad det hele gik ud på, hvorimod sinkerne med deres labile stemningsleje kunne få voldsomme neuroser. Psykopaterne klarede sig som anført forbavsende godt i vinterkrigen, hvorimod de senere voldte vanskeligheder. Det viste sig også, at neurasteniske individer klarede militærtjenesten forbløffende godt, og man mente, at det skyldtes, at militærtjenesten virkede som en slags arbejdsterapi, hvorimod de psykasteniske, selvusikre individer omgående brød sammen ved fronten. Man havde i Finland brug for alle de soldater, man overhovedet kunne skrabe sammen, og det medførte bl. a., at soldater med skizofreni (ungdomssløvsind) aldrig blev definitivt kasserede, med mindre sygdommen var så alvorlig, at indlæggelse på sindssygehospital var nødvendig. Soldater med skizofreni blev hjemsendt for et år og så genindkaldt. Havde de i det forløbne år klaret sig uden at måtte indlægges på sindssygehospital, beholdt man dem i tjenesten og brugte dem til særligt arbejde i etapen. Soldater med lette epilepsier blev heller ikke hjemsendt, men brugt i etapetjeneste, og det viste sig at gå godt. Det var nødvendigt at gå frem på denne måde, da man måtte frigøre så mange soldater som muligt i etapen for at få soldater nok til fronttjenesten. T il slut vil jeg takke den tidligere ledende finske m ilitærpsykiater, overlæge, docent Sven Donner mange gange for de givne oplysninger og for at have gennemlæst og godkendt mit manuskript.

Jørgen Ravn.