Log ind

Nogle Forhold vedrørende Fæstningskrigen.

#

I Militaert Tidsskrift Nr. 3 af 1. Febr. d. A. er der i Artiklen Fra Port Arthurs Belejring. omtalt nogle Forhold, som er af stor Betydning i Festningskrigen, og som jeg gærne yderligere vil fremhæve, da der ikke altid tages fornodent Hensyn til dem.

Naar de japanske Officerer har udtalt, at Projektererne var det frygteligste Vaaben, de havde overfor dem, er dette vel nok overdrevent; men Beskrivelsen af Projektorernes Virkning stemmer godt med, hvad der er fremkommet allerede for adskillige Aar siden andet Steds i Udlandet, se f. Eks. Exler: Die elektrische Vorfeldbeleuchtung. Her hjemme betragtes fra flere Sider Projektorernes Virkning paa Landjorden med stor Skepsis, og er gores kun overordentlig lidt for at sege dem udnyttede paa rette Maade. De er her hjemme tildelte Fæstningsartilleriet, og udenfor de fan Dages aarlige storre Fæstningsovelser, som har været afholdt siden 1901, og ganske enkelte andre Ovelser er Fæstningsartilleriet ene om at holde Ovelse med Projektorerne. Det benytter dem ved Skarpskydninger fra Faste Batteri og ved forskellige Ovelser under Udlægningen i Landbefæstningen. Men ved disse Ovelser haves kun meget sman Styrker til Raadighed, og der mangler Samarbejde med de andre Vaaben, ligesom der ogsaa, naar undtages ganske enkelte Tilfaelde, af Sparsommelighedshensyn kun anvendes een Projektor ad Gangen.

I Artiklen fremhæves det, at Japanerne for Belejringen ikke var vænnede til Projektorerne. At vi heller ikke er det her hjemme, foles vist af alle, og viser sig tydeligt ved de mærkelige Udtalelser, Officerer ofte kommer med angaaende Projekterer, ligesom ved de fra Aar til Aar stærkt varierende Bestemmelser, som træffes for Projektorernes Anvendelse ved Ovelserne, nemlig lige fra at ville opdage en fjendtlig Fremrykning paa 3-4000 m's Afstand og til kun at ville benytte Projektorerne til Spærrelys. Anvendt fornuftigt er vel alle enige om, at Projektorerne kan være et serdeles godt Hjælpe middel; men for at fra den rette Anvendelse i taktisk Ret ning fastslaaet, kræves megen Erfaring og mange Ovelser med de forskellige Vaaben og med flere samtidig virkende. Projekterer.

Dette Sporgsmaals heldige Lesning, som ikke ber ske ensidigt fra et enkelt Vaabens Synspunkt, og som sikkert vil kræve en langere Række Ovelser, anlagte med dette særlige Formaal for Oje, kunde maaske bedst ske ved en dertil nedsat Kommission af Oflicerer af de forskellige Vaaben, som f. Eks. en Sommer nogle Aftener ugentlig fik Tropper af samtlige Vaaben og Projekterer til Raadighed. Selv om dette den Sommer skulde gaa noget ud over Troppernes normale Uddannelse, vilde disse dog paa den anden side kunne have godt Udbytte af de mange Natavelser, som er af saa stor Betydning for os, og der kunde derved opraas det store Resultat en Gang for alle at faa Synspunkterne for Projektorernes rette Anvendelse klarlagte og mulig bestemte Regler derfor fastslaaede.

I Artiklen nævnes Japanernes Anvendelse af transportable Skjolde, hvorved de trods en Regn af Kugler usaarede ved hojlys Dag naaede helt frem til Pigtraaden. En lig nende Tanke har jeg oftere fremsat i Samtaler med Officerer, men derved hyppigt faaet til Svar, at det kunde umuligt udføres i Praksis. Nu har Japanerne imidlertid vist det, og det maner til ikke udelukkende at basere Flankeringsild paa Geværprojektiler, ligesom det ogsaa viser Ønskeligheden af foruden Flankeringsilden saa vidt muligt at have nogen Frontalild paa en Hindring.

Japanernes ogsaa i Artiklen omtalte Anvendelse af Bambusstænger med Sprængladninger, som de ved Angreb paa paa Forternes skudsikre Rum og Kaponierer stak ind i Skydeskaar o. lign., og som ved Antændelsen udviklede en tæt Rog, der blændede og virkede kvælende paa Forsvarerne, opfordrer ogsaa til omhyggelig Bevogtning, saa at Enkeltmand ikke kan snige sig tæt hen til de permanente Konstruktioners Mure. Flere Officerer har jeg med Hensyn til en saadan Tanke hørt udtale, at af vore Fjender kunne vi ikke vente saa stort Mod og Dedsforagt, som Japanerne har vist, og vi behovede derfor ikke at forberede os paa noget tilsvarende. En saadan Undervurdering af sin Modstander san imidlertid blive skæbnesvanger, og enhver Krig har, saavidt jeg ved, vist Eksempler paa overordentligt Mod og Dodsforagt.

Tanker om de ovenomhandlede Forhold paatrænger sig, naar man meget beskæftiger sig med Fæstningens Forsvar, og maaske navnlig, naar man som Fæstningsartillerist aarligt i to Maaneder ligger ude i sit Kampafsnit. Dette er en overordentlig stor Fordel for Fæstningsartilleriet; men jeg kan ikke undlade samtidig at udtale et Hjertesuk over, at vi er saa alene derude og kun saa sjældent ser de andre Vaaben der. De sidste Aars Fæstningsmanevrer er et meget stort Fremskridt: men de har desværre kun varet faa Dage ad Gangen, og netop ved Fæstningsøvelser er en gennem længere Tid fortsat samlet Øvelse særlig ønskelig, saavel for Øvelsens naturlige Udvikling som for at vænne Besætningen til at skaffe Tropperne den fornodne Hvile, hvorpaa der ved kortvarige Øvelser gærne slaas af.

Der er imidlertid mange Detailler, som bedre klares ved mindre Orelser, og for under vort Ophold i Landbefæstningen saavidt muligt at skaffe os Klarhed over de forskellige Forhold, maa vi ved Ovelserne ofte agere mere, f. Eks. Fodfolk ved Besættelsesevelser, end vor Bestemmelse er, og vi staar derfor i Fare for at danne os en ensidig Mening om mange Ting. Det er derfor et stadigt vedligeholdt Haab og dybt Onske, at de andre Vaaben og da navnlig Fodrolket oftere end hidtil vil komme ud i Befæstningen og holde Ovelser sammen med os: gid det da maa blive hele Nætter igennem, thi forst det giver det virkelige feltmessige Indtryk, og man faar derigennem ofte et helt andet Billede, end der erholdes ved et Par Aftentimers Ovelse. Belysningen og Dampene m. m. forandrer sig f. Eks. hyppigt i hej Grad i Løbet af en Nat i Vestfrontens Grave, og under Indflydelse deraf har jeg oftere hort Officerer have en anden Mening om Morgenen end ved Midnat.

Er der en Nat igennem ingen Forposter paa den anden Side Graven, er Tjenesten meget enerverende, og man mærker netop gennem den fortsatte Nat og endnu mere gennem flere fortsatte Nætter det samme, som Franz v. Jessen fra Mantschuriet beskriver saaledes: Da Ojet ikke lenger kan yde paalidelig Tjeneste, men tværtimod blot leder vild, idet alle Omgivelser synes at antage fantastiske Former og Farver, opfanger Oret hver eneste af Morkets Stemmer. Froernes Kvakken, de tunge Hirseaks' Raslen for et Vindpust, en Soldats Hoste eller hans Vaabens Klirren, naar han skifter Stil ling - altsammen bliver det til urimelig stærke, nære og tydelige Lyde, der paatrænger sig Opmærksomheden og tvinger til Aarvaagen hed. - og som George Lütken i sine .Minder fra 1864. beskriver saaledes: Ingen uden den, der har provet det, kan have noget Begreb om, hvorledes Ojnene og Synssansen svækkes ved et saadant stadigt Udkig, og hvilke Hallucinationer, man er udsat for. De fremskudte Styrker og Forposterne letter denne Tjeneste i overordentlig hoj Grad for Fæstningslinien; men er de fremskudte Styrker kastede tilbage, og kan man ikke mere have Poster fremme, da gælder det om at have et solidt Averteringssystem til Flankeringskonstruktionerne og tilstrækkelig Ammunition i disse, thi ved mange falske Alarmeringer er de meget udsatte for at forskyde sig.

Til slut skal jeg endnu kun fremhæve den store Garn, Russerne ved Port Arthurs Belejring har haft af Pigtraad og Mitrailleuser.